Ypperstepræst
Den præst der som den øverste repræsenterede folket over for Gud, og som førte tilsyn med det øvrige præsteskab.
Denne præst betegnes på forskellige måder i Bibelen, nemlig som „ypperstepræsten [ordr.: den store præst]“ (4Mo 35:25, 28; Jos 20:6, fdn.), „præsten, den salvede“ (3Mo 4:3), „den overordnede præst [ordr.: hovedpræsten]“ (2Kr 26:20, fdn.; 2Kg 25:18, fdn.), „overhovedet“ (2Kr 24:6) eller blot „præsten“ (2Kr 26:17). I sidstnævnte tilfælde fremgår det ofte af sammenhængen at det er ypperstepræsten der menes. Betegnelsen „de øverste præster“, der forekommer i De Kristne Græske Skrifter, sigter uden tvivl til de fremtrædende medlemmer af præsteskabet, og deriblandt kunne være forhenværende ypperstepræster (som var gået af) og muligvis overhovederne for de 24 præsteskifter. — Mt 2:4; Mr 8:31.
Israels første ypperstepræst, Aron, blev udnævnt af Gud. (He 5:4) Ypperstepræsteembedet blev indført med Aron og gik i arv fra faderen til den ældste søn, medmindre denne søn døde eller blev erklæret uegnet, som tilfældet var med Arons to ældste sønner, der syndede mod Jehova og mistede livet. (3Mo 10:1, 2) Som en opfyldelse af en profeti afsatte kong Salomon en ypperstepræst og indsatte en anden kvalificeret mand af Arons slægt i hans sted. (1Kg 2:26, 27, 35) Da israelitterne senere var underlagt hedensk herredømme, indsatte og afsatte de hedenske herskere ypperstepræster efter forgodtbefindende. Det ser dog ud til at man alligevel i det væsentlige holdt sig til Arons slægt gennem hele nationens historie frem til Jerusalems ødelæggelse i år 70, selv om der kan have været nogle undtagelser, som for eksempel Menelaus, også kaldet Onias (Jewish Antiquities, XII, 238, 239 [v, 1]), der ifølge 2 Makkabæerbog 3:4, 5 og 4:23 var benjaminit.
Krav som ypperstepræsten måtte opfylde. I overensstemmelse med embedets værdighed, med at ypperstepræsten nærmede sig Jehova når han tjente på folkets vegne, og med embedets forbilledlige betydning blev der stillet strenge krav til indehaveren.
I 3 Mosebog 21:16-23 findes en liste over legemsfejl der ville udelukke nogen fra at tjene som præst i det hele taget. På ypperstepræsten var der lagt yderligere begrænsninger: Han måtte kun gifte sig med en israelitisk jomfru; han måtte ikke tage en enke til ægte. (3Mo 21:13-15) Desuden måtte han ikke gøre sig uren ved en død, det vil sige han måtte ikke røre ved noget lig, heller ikke sin faders eller moders lig. Han måtte hverken lade sit hovedhår hænge uplejet eller sønderrive sine klæder på grund af et dødsfald. — 3Mo 21:10-12.
Bibelen angiver ingen bestemte alderskrav til ypperstepræsten. Levitterne skulle trække sig tilbage fra deres tjeneste i 50-årsalderen, men der stilles ikke noget tilsvarende krav til præsterne, og det fremgår af den bibelske beretning at ypperstepræstens udnævnelse gjaldt for hele livet. (4Mo 8:24, 25) Aron var 83 år gammel da han trådte frem for Farao sammen med Moses, og det var efter alt at dømme det følgende år han blev salvet til ypperstepræst. (2Mo 7:7) Da han døde, var han 123 år gammel. I hele den mellemliggende tid udførte han sin tjeneste uden at trække sig tilbage fra embedet. (4Mo 20:28; 33:39) Det fremgår af ordningen med tilflugtsbyerne at ypperstepræstens embede var livsvarigt, eftersom den uforsætlige manddraber skulle blive i byen indtil ypperstepræstens død. — 4Mo 35:25.
Indsættelse. De privilegier Aron fik kort efter udgangen af Ægypten, viser lidt om hvad det embede Jehova ville overdrage ham, indbefattede. I ørkenen på vej til Sinaj fik Aron påbud om at tage en krukke med manna og stille den foran Vidnesbyrdet til opbevaring. Dette skete endnu før mødeteltet eller pagtens ark fandtes. (2Mo 16:33, 34, fdn.) Senere fik Aron overdraget ansvaret for teltboligen og pagtens ark. Aron og to af hans sønner fik sammen med 70 af Israels ældste den forret at gå op på Horebs Bjerg, hvor de så Gud i et syn. — 2Mo 24:1-11.
Det var imidlertid først da Jehova gav Moses anvisninger angående fremstillingen af præsternes klæder, at han direkte gav udtryk for at han ville skille Aron og hans sønner ud til præsteembedet. (2Mo 28) Efter at have givet disse anvisninger og fortalt Moses hvordan præsternes indsættelse skulle foregå, sagde han: „Præsteembedet skal være deres som en varig ordning.“ — 2Mo 29:9.
I overensstemmelse med Jehovas majestæt og renhed kunne Aron og hans sønner ikke forrette tjeneste som præster før de var blevet helliget og bemyndiget ved indsættelsesceremonien. (2Mo 29) Det var Moses der som mellemmand for Lovpagten udførte denne ceremoni. Ved en helligelsesceremoni der varede i syv dage, fra 1. til 7. nisan i 1512 f.v.t., blev præsterne indsat, og deres hænder blev fyldt med myndighed til at forrette tjeneste som præster. (3Mo 8) Den følgende dag, den 8. nisan, bragte præsterne de første ofre til soning af folkets synder (meget lig de ofre der blev bragt på den årlige forsoningsdag, den 10. tisjri; denne første offertjeneste udført af de nyindsatte præster er beskrevet i 3Mo 9). Dette var på sin plads og nødvendigt, for israelitterne havde behov for at blive renset for deres synder, deriblandt overtrædelsen i forbindelse med guldkalven, som havde fundet sted kort tid forinden. — 2Mo 32.
En af de betydningsfulde handlinger Moses skulle udføre ved Arons indsættelse som ypperstepræst, var at salve Aron ved at udgyde den hellige salveolie der var fremstillet i overensstemmelse med Guds anvisninger, over hans hoved. (3Mo 8:1, 2, 12; 2Mo 30:22-25, 30-33; Sl 133:2) De senere ypperstepræster, Arons efterfølgere, omtales som „salvede“. Bibelen beretter ganske vist ikke om noget tilfælde hvor de blev salvet med bogstavelig olie, men den indeholder dette bud: „Og de hellige klæder som tilhører Aron, skal tilfalde hans sønner efter ham, for at de kan blive salvet i dem og deres hænder fyldt med myndighed. I syv dage skal den præst der efterfølger ham blandt hans sønner og som går ind i mødeteltet for at forrette tjeneste på det hellige sted, have dem på.“ — 2Mo 29:29, 30.
Embedsklædning. Foruden linnedklæderne, som ypperstepræsten bar under sin sædvanlige tjeneste, og som svarede til underpræsternes klæder, havde han en særlig pragtklædning som han bar ved visse lejligheder. Beskrivelsen af denne klædning og hvordan den blev fremstillet, som anvist af Gud og under Moses’ ledelse, findes i Anden Mosebog, kapitlerne 28 og 39. Det inderste klædningsstykke (bortset fra linnedbenklæderne, der nåede „fra hofterne og til lårene“, og som alle præsterne bar „til at dække kødets nøgenhed“; 2Mo 28:42) var den lange kjortel (hebr.: kuttoʹnæth), der var lavet af fint (sandsynligvis hvidt) linned vævet i tern. Den havde øjensynlig lange ærmer og nåede til anklerne og var sikkert vævet i ét stykke. Om kroppen, sandsynligvis over taljen, havde ypperstepræsten et skærf vævet af fint tvundet linnedgarn og blåt, purpurfarvet og karmoisinrødt garn. — 2Mo 28:39; 39:29.
Turbanen, der uden tvivl adskilte sig fra underpræsternes hovedbeklædning, var også af fint linned. (2Mo 28:39) På forsiden af turbanen sad en skinnende plade af rent guld, hvori ordene: „Hellighed tilhører Jehova,“ var indgraveret. (2Mo 28:36) Denne plade blev kaldt „det hellige indvielsestegn“. — 2Mo 29:6; 39:30.
Uden på den lange linnedkjortel bar ypperstepræsten den blå ærmeløse overklædning (hebr.: me‛īlʹ). Den var sandsynligvis også vævet i ét stykke, og den havde en forstærket kant rundt om halsåbningen så den ikke blev revet itu. Man iførte sig den ved at tage den over hovedet. Dette klædningsstykke var kortere end den lange linnedkjortel og var forneden prydet med en kant af guldbjælder vekslende med granatæbler af blåt, purpurfarvet og karmoisinrødt garn. Bjælderne kunne høres når ypperstepræsten udførte sin tjeneste i helligdommen. — 2Mo 28:31-35.
Efoden var som et forklæde, der dog bestod af et forstykke og et bagstykke og nåede ned til lidt under taljen. Den blev båret af alle præster og undertiden af nogle som ikke var præster. (1Sa 2:18; 2Sa 6:14) Den efod der hørte til ypperstepræstens pragtklædning, var imidlertid udført i særligt broderet arbejde. Den var lavet af fint tvundet linnedgarn, purpurfarvet uld, karmoisinrødt garn og guldtråde som var skåret ud af tyndt udhamrede guldplader. (2Mo 39:2, 3) Der var to skulderstykker, som muligvis gik fra forsiden, op over hver skulder og ned over ryggen til bæltet. Øverst oppe på skulderstykkerne var fastgjort to onykssten indfattet i guld, og på hver sten var navnene på seks af Israels (Jakobs) sønner indgraveret i den rækkefølge hvori de var født. Efoden blev holdt sammen i livet af et bælte af de samme materialer som efoden; det var „på“ efoden, det vil sige muligvis fæstet til den som en del af den. — 2Mo 28:6-14.
Den kostbareste og prægtigste del af ypperstepræstens klædning var uden tvivl retskendelsens brystskjold. Det var lavet af de samme materialer som efoden og var rektangulært, dobbelt så langt som bredt, men det var lagt dobbelt så det dannede et kvadrat der målte omkring 22 cm på hver led. Ved at det blev lagt dobbelt, dannedes der en slags lomme eller pose. (Se BRYSTSKJOLD.) Brystskjoldet var smykket med 12 ædelsten som var indfattet i guld, og på hver sten var navnet på en af Israels sønner indgraveret. Stenene — rubin, topas, smaragd og andre — var anbragt i fire rækker. Til brystskjoldet var der lavet to snoede, reblignende kæder af guld, og i hjørnerne af brystskjoldet var der sat guldringe. De øverste ringe var forbundet med efodens skulderstykker ved hjælp af guldkæderne, og de nederste ringe var med blå snore forbundet med efodens skulderstykker lige over bæltet, hvor der også var ringe. — 2Mo 28:15-28.
Moses lagde Urim og Tummim „i brystskjoldet“. (3Mo 8:8) Man ved ikke nøjagtig hvad Urim og Tummim var. Nogle mener at det var to lodder der under Jehovas ledelse blev kastet eller trukket ud af brystskjoldet og derved gav et bekræftende eller benægtende svar på et spørgsmål man havde stillet. Hvis dette var tilfældet, har de måske været anbragt i brystskjoldets „lomme“. (2Mo 28:30, AT; Mo) Denne opfattelse bekræftes muligvis af 1 Samuel 14:41, 42. Andre mener imidlertid at Urim og Tummim havde noget at gøre med de sten der var anbragt på brystskjoldet, men denne opfattelse synes mindre sandsynlig. Urim og Tummim er også omtalt i 4 Mosebog 27:21; 5 Mosebog 33:8; 1 Samuel 28:6; Ezra 2:63 og Nehemias 7:65. — Se URIM OG TUMMIM.
Ypperstepræsten bar denne prægtige klædning når han nærmede sig Jehova for at rådspørge ham i et vigtigt anliggende. (4Mo 27:21; Dom 1:1; 20:18, 27, 28) Efter at syndofrene var bragt på forsoningsdagen, skiftede han fra de hvide linnedklæder til pragtklædningen. (3Mo 16:23, 24) Han bar den sikkert også ved andre lejligheder.
I instruktionerne vedrørende forsoningsdagen (3Mo 16) står der ikke direkte at ypperstepræsten, efter at have iført sig sin pragtklædning, skulle løfte hænderne og velsigne folket. Men i beretningen om det der fandt sted dagen efter præsteskabets indsættelse, og som svarede nøje til det der skete på forsoningsdagen, siges der: „Så løftede Aron sine hænder mod folket og velsignede det.“ (3Mo 9:22) Jehova havde vist hvordan velsignelsen skulle lyde da han sagde til Moses: „Tal til Aron og hans sønner og sig: ’Sådan skal I velsigne Israels sønner, idet I siger til dem: „Måtte Jehova velsigne dig og bevare dig. Måtte Jehova lade sit ansigt lyse mod dig og vise dig sin gunst. Måtte Jehova løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.“’“ — 4Mo 6:23-27.
Ansvar og pligter. Ypperstepræstens embede var forbundet med en særlig værdighed og betydning og et stort ansvar. Det fremgår af det forhold at en synd begået af ham kunne bringe skyld over hele folket. (3Mo 4:3) Ypperstepræsten var den eneste der måtte gå ind i helligdommens Allerhelligste, og han måtte kun gøre det én dag om året, nemlig på forsoningsdagen. (3Mo 16:2) Når han på den dag gik ind i mødeteltet, måtte ingen andre præster opholde sig i teltet. (3Mo 16:17) Han forestod alle ceremonierne på forsoningsdagen. Ved særlige lejligheder skaffede han soning for sit hus og for folket (3Mo 9:7), og han trådte frem for Jehova på folkets vegne når Jehovas vrede blussede op imod det. (4Mo 15:25, 26; 16:43-50) Når der opstod spørgsmål af national betydning, var det ham der trådte frem for Jehova med Urim og Tummim. (4Mo 27:21) Han forestod slagtningen og brændingen af den røde ko hvis aske indgik i renselsesvandet. — 4Mo 19:1-5, 9.
Ypperstepræsten kunne åbenbart deltage i enhver form for præstetjeneste eller ceremoniel handling når han ønskede det. På kong Davids tid var præsteskabet blevet meget stort, og for at alle kunne komme til at tjene, inddelte David præsterne i 24 skifter. (1Kr 24:1-18) Denne ordning fortsatte så længe præstedømmet eksisterede. I modsætning til underpræsterne, der fik tildelt bestemte perioder hvor de skulle tjene ved helligdommen, kunne ypperstepræsten deltage i tjenesten når som helst. (Underpræsterne kunne også assistere når som helst, men bestemte opgaver var forbeholdt præsterne i det tjenstgørende skifte.) Ligesom underpræsterne havde ypperstepræsten mest at gøre ved højtiderne.
Det var ypperstepræsten der havde overopsyn med helligdommen og dens tjeneste og dens skatkammer. (2Kg 12:7-16; 22:4) Det ser ud til at han i denne opgave blev bistået af en andenpræst der fungerede som hans assistent. (2Kg 25:18) I senere tider udførte denne assistent, kaldet en sagan, ypperstepræstens funktioner hvis denne af en eller anden grund var forhindret i det. (The Temple af A. Edersheim, 1874, s. 75) Arons søn Eleazar havde en særlig tilsynsopgave. — 4Mo 4:16.
Ypperstepræsten forestod også den religiøse undervisning af folket. — 3Mo 10:8-11; 5Mo 17:9-11.
Sammen med de verdslige herskere (Josua, dommerne og, under monarkiet, kongen) udgjorde ypperstepræsten nationens øverste retsinstans. (5Mo 17:9, 12; 2Kr 19:10, 11) Efter Sanhedrinets oprettelse (langt senere) førte han forsædet ved denne domstol. (Nogle overleveringer siger at han ikke gjorde det i alle sager, men kun når han ønskede det.) (Mt 26:57; Apg 5:21) Fordelingen af landet mellem de 12 stammer blev forestået af Josua og ypperstepræsten Eleazar. — Jos 14:1; 21:1-3.
Ypperstepræstens død skulle bekendtgøres i landets tilflugtsbyer. Hans død bevirkede at alle som var tvunget til at holde sig inden for tilflugtsbyernes grænser på grund af uagtsomt manddrab, blev frigivet. — 4Mo 35:25-29.
Den ypperstepræstelige slægtslinje. Den ypperstepræstelige slægtslinje og navnene på dem der ifølge Bibelen beklædte embedet, fremgår af oversigten på de følgende sider. Bibelen omtaler kun få ypperstepræster ved navn; men den giver fyldige oplysninger om Arons slægtslinje, og mange af dem der nævnes i slægtsregistrene, tjente uden tvivl som ypperstepræster selv om bibelskribenterne ikke finder anledning til at berette om deres handlinger eller at omtale dem som indehavere af embedet. De få der nævnes som ypperstepræster, er næppe nok til at udfylde tidsintervallet, specielt ikke mellem præstedømmets indstiftelse i 1512 f.v.t. og Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Da en del navne er udeladt i slægtsregistrene, kan der også have været unavngivne indehavere af embedet. Oversigten tager derfor ikke sigte på at give en fuldstændig og nøjagtig fortegnelse, men er blot tænkt som en hjælp for læseren til at danne sig et billede af den ypperstepræstelige slægtslinje.
Melkizedeks præstedømme. Den første præst der nævnes i Bibelen, er Melkizedek, som både var „den højeste Guds præst“ og konge i Salem (Jerusalem). Abraham mødte denne præstekonge da han vendte tilbage fra sejren over Elams konge Kedorlaomer og de tre konger der var i forbund med ham. Abraham viste at han anerkendte at Melkizedeks myndighed stammede fra Gud, ved at give ham en tiendedel af byttet fra sejren og ved at modtage Melkizedeks velsignelse. Bibelen oplyser intet om Melkizedeks afstamning, fødsel eller død. Han havde ingen forgængere eller efterfølgere i embedet. — 1Mo 14:17-24; se MELKIZEDEK.
Jesus Kristus som ypperstepræst. Ifølge Hebræerbrevet blev Jesus Kristus efter sin opstandelse og himmelfart „ypperstepræst på Melkizedeks måde for evigt“. (He 6:20; 7:17, 21) For at beskrive Kristi præstedømmes storhed og dets fortrin i forhold til det aronitiske præstedømme påpeger skribenten at Melkizedek var både konge og præst, ikke som følge af arv, men fordi den højeste Gud havde udpeget ham til det. Kristus Jesus, der ikke var af Levis stamme, men af Judas stamme og Davids slægt, arvede ikke embedet fra Aron, men blev, ligesom Melkizedek, indsat direkte af Gud. (He 5:10) Foruden at Jesus er himmelsk kongepræst i kraft af løftet i Salme 110:4 — „Jehova har svoret (og han fortryder det ikke): ’Du er præst evindelig på Melkizedeks måde!’“ — besidder han også kongelig myndighed som følge af sin afstamning fra David. Han er den arving til kongedømmet der er givet løfte om i Davidspagten. (2Sa 7:11-16) Ligesom Melkizedek beklæder han altså embedet både som konge og som præst.
Kristi præstedømmes fortrin illustreres også ved at Levi, det jødiske præsteskabs stamfader, i realiteten gav Melkizedek tiende, for han befandt sig stadig i Abrahams lænd da patriarken gav en tiendedel af byttet til Salems præstekonge. Under samme synsvinkel blev Levi desuden velsignet af Melkizedek, idet regelen er at den ringere velsignes af den større. (He 7:4-10) Apostelen henviser også til at Melkizedek „er uden fader, uden moder, uden slægtsregister, og hverken har dages begyndelse eller livs ende“ og derved er et billede på Jesu Kristi evige præstedømme, han som er blevet oprejst til ’et uopløseligt liv’. — He 7:3, 15-17.
Men selv om Kristus ikke har fået sin præsteværdighed ved kødelig afstamning fra Aron og hverken har nogen forgænger eller nogen efterfølger i sit embede, opfylder han alt det der blev forudskildret ved den aronitiske ypperstepræst. Apostelen gør dette umiskendelig klart idet han påpeger at teltboligen der blev rejst i ørkenen, var et billede på „det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet“, og at de levitiske præster ydede „hellig tjeneste som en billedlig gengivelse og en skygge af det himmelske“. (He 8:1-6; 9:11) Han forklarer at Jesus Kristus, der ikke frembar dyr som ofre, men sit eget fuldkomne legeme, afskaffede behovet for dyreofre eller bragte deres gyldighed til ophør. Derefter ’gik han gennem himlene’, „ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted og skaffede os en evig udfrielse“. (He 4:14; 9:12; 10:5, 6, 9) Han gik ind på det hellige sted der blev forudskildret ved Det Allerhelligste som Aron gik ind i, nemlig „selve himmelen for nu at møde frem for Guds person til bedste for os“. — He 9:24.
Det offer Jesus frembar som modbilledlig ypperstepræst, behøvede ikke som de aronitiske præsters ofre at gentages da det virkelig borttog synder. (He 9:13, 14, 25, 26) Desuden levede ingen af de aronitiske præster i forbilledet længe nok til at de til fulde kunne frelse eller fuldkommengøre dem de tjente for, mens Kristus er „i stand til fuldt ud at frelse dem der nærmer sig Gud gennem ham, fordi han altid er i live til at gå i forbøn for dem“. — He 7:23-25.
Foruden at bringe ofre velsignede den israelitiske ypperstepræst folket og sørgede for undervisning i Guds retfærdige love. Det samme gælder Jesus Kristus. Da han trådte frem for sin Fader i himmelen, ’frembar han ét slagtoffer for synder for bestandig og tog sæde ved Guds højre hånd, hvor han venter indtil hans fjender lægges som en skammel for hans fødder’. (He 10:12, 13; 8:1) „Anden gang han kommer til syne er det skilt fra synd og for dem som ivrigt venter på ham til deres frelse.“ — He 9:28.
Jesu Kristi præstedømmes fortrin ses også af at han blev grundigt gennemprøvet på jorden. Da han blev et menneske af kød og blod ligesom sine „brødre“ (He 2:14-17), led han enhver form for modstand og forfølgelse og til sidst en vanærende død. Som der siges: „Skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham.“ (He 5:8, 9) Paulus forklarer hvordan det kan gavne os at han således blev prøvet: „For i kraft af at han selv led da han blev sat på prøve, kan han komme dem til hjælp som sættes på prøve.“ (He 2:18) De der har brug for hjælp, kan være forvissede om at han vil være forstående og barmhjertig. „For vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd.“ — He 4:15, 16.
Kristne underpræster. Jesus Kristus er den eneste der er „præst for evigt på Melkizedeks måde“ (He 7:17), men ligesom Israels ypperstepræst har han en gruppe underpræster under sig, udtaget af hans Fader, Jehova. Disse underpræster har fået løfte om at blive hans medarvinger i himmelen, hvor de også skal tjene som medkonger i hans rige. (Ro 8:17) De kaldes „et kongeligt præsteskab“. (1Pe 2:9) I synet i Åbenbaringens Bog synger de en ny sang hvori de siger at Kristus har købt dem med sit blod og har „gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og [at] de skal herske som konger over jorden“. (Åb 5:9, 10) Senere i synet oplyses deres antal, 144.000. Der siges også at de, som nogle der følger Lammet, er „blevet købt fra jorden“, „købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet“. (Åb 14:1-4; jf. Jak 1:18.) I det samme kapitel (14) i Åbenbaringens Bog advares man imod vilddyrets mærke, og der gøres opmærksom på at det kræver udholdenhed af de hellige at undgå dette mærke. (Åb 14:9-12) De 144.000 løskøbte er dem der holder ud, bliver levende og kommer til at herske som konger sammen med Kristus. „De skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ (Åb 20:4, 6) De opnår denne herlige stilling takket være Jesu tjeneste som ypperstepræst.
De der får gavn af det himmelske præsteskabs tjeneste. Synet af det ny Jerusalem som er beskrevet i Åbenbaringen, viser hvem der vil få gavn af den store ypperstepræsts og hans himmelske underpræsters tjeneste. Aron og hans efterkommere tjente sammen med de levitiske præster til gavn for det israelitiske folk, de 12 stammer i Israels land. Om det ny Jerusalem siges det at „nationerne skal vandre ved dens lys“. — Åb 21:2, 22-24.
Se også PRÆST.
[Oversigt på side 1148-1150]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
ISRAELS YPPERSTEPRÆSTELIGE SLÆGTSLINJE
Ypperstepræsternes slægtsregistre findes i 1 Krønikebog 6:1-15, 50-53 og Ezra 7:1-5. De indeholder dog ikke alle navnene, for som det var almindeligt i de hebraiske slægtsregistre, er nogle led udeladt. Josefus og de jødiske rabbinere indføjer nogle navne, men der hersker usikkerhed om disse. Spørgsmålstegn efter navne i halvfed skrift angiver at de pågældende kan have tjent som ypperstepræster (hvilket mange af dem utvivlsomt gjorde), men at de i Bibelen kun står anført i det ypperstepræstelige slægtsregister uden at det specielt bemærkes at de tjente som ypperstepræster.
Levi (Jakobs søn. — 1Mo 29:34)
Kehat (1Mo 46:11; 2Mo 6:16; 1Kr 6:1)
Jizhar
Hebron
Uzziel
Gersjon
Merari
1512 f.v.t. — DET ISRAELITISKE PRÆSTEDØMME INDFØRES
Moses
ELEAZAR (2Mo 6:23; 3Mo 10:1-7; 4Mo 20:25-28; 1Kr 6:3)
Nadab (døde) (2Mo 6:23; 1Kr 24:1, 2)
Abihu (døde)
Itamar
(Pagtens ark står i Silo fra landets erobring [ca. 1467 f.v.t.] indtil Elis tid, med et midlertidigt ophold i Betel. — Jos 18:1; Dom 20:18, 26-28)
PINEHAS (Jehova indgår en pagt med ham om et præstedømme i hans slægt. — 2Mo 6:25; 4Mo 25:10-13; Jos 22:13; Dom 20:27, 28)
ABISJUA? (1Kr 6:4, 5; Ezr 7:5)
UZZI? (1Kr 6:5, 6; Ezr 7:4)
Merajot (1Kr 6:6, 7; Ezr 7:3, 4)
Amarja (1Kr 6:7)
Ahitub (2Sa 8:17; 1Kr 6:7, 8; 18:16)
(I denne periode beklædtes embedet åbenbart af Itamars slægt)
ELI (Den første ypperstepræst af Itamars slægt; efterfulgte enten Abisjua eller Uzzi, ifølge Josefus, Jewish Antiquities, V, 361, 362 [xi, 5]; VIII, 12 [i, 3]; jf. 1Kr 24:3)
Hofni
Pinehas
(Arken erobres af filistrene. Eli og hans sønner dør. Arken for bliver i filistrenes område i 7 måneder. [1Sa 4:17, 18; 6:1] Arken sendes tilbage, står midlertidigt i Bet-Sjemesj, derefter i en årrække i Abinadabs hus i Kirjat-Jearim [Ba’ale-Juda], indtil kort efter at David har indtaget Zion. — 1Sa 6:14, 15; 7:2; 2Sa 6:2, 3)
Ikabod (1Sa 4:19-22)
AHIJA (Sandsynligvis Ahimeleks broder. Tjente ved tabernaklet i Silo — 1Sa 14:3)
(David forsøger at føre arken til Jerusalem; Uzza straffes og dør. David bringer arken til gittitten Obed-Edoms hus; arken bliver dér i tre måneder; flyttes derpå af David til Jerusalem. — 2Sa 6:1-11)
AHIMELEK (Hjalp David; mistede livet da 85 præster i Nob blev dræbt på Sauls befaling. — 1Sa 21:1-6; 22:9-18)
EBJATAR (Undslap og sluttede sig til David [1Sa 22:20-23; 23:6, 9; 30:7] Støttede dog senere Adonija og blev afsat af Salomon. Som en opfyldelse af Jehovas ord i 1 Samuel 2:30-36 mistede Elis hus således ypperstepræsteembedet. — 1Kg 2:27, 35)
Embedet overgår igen til Eleazars slægt
ZADOK (Kan have været ’andenpræst’ under Davids regering. [Se 2Kg 25:18; Jer 52:24.] Var loyal mod David da Adonija forsøgte at bemægtige sig tronen. Blev af Salomon gjort til ypperstepræst i Ebjatars sted. — 2Sa 8:17; 15:24-29; 19:11; 1Kg 1:7, 8, 32-45; 2:27, 35; 1Kr 24:3)
(Arken anbringes i Salomons nyopførte tempel. — 1Kg 8:1-6)
AHIMA’AZ? (2Sa 15:27, 36; 17:20; 1Kr 6:8)
AZARJA (I)? (1Kg 4:2; 1Kr 6:9)
(De tre næste navne, Amarja, Jojada og Zekarja, er åbenbart led som er sprunget over i 1Kr 6:1-15)
AMARJA (På kong Josafats tid. — 2Kr 19:11)
JOJADA (På Ahazjas, Ataljas og Joasj’ tid. — 2Kg 11:4-12:9; 2Kr 22:10-24:15)
ZEKARJA? (Med kong Joasj’ billigelse stenet til døde. — 2Kr 24:20-22)
JOHANAN? (1Kr 6:10)
AZARJA (II) (Sandsynligvis den præst der modsatte sig kong Uzzijas formastelige handling. — 1Kr 6:10; 2Kr 26:17-20)
(De to næste navne, Urija og Azarja, kan være led som er udeladt i 1Kr 6:1-15)
URIJA? (Den præst der på kong Akaz’ befaling byggede et alter magen til det hedenske alter i Damaskus. — 2Kg 16:10-16)
AZARJA (II el. III) (Af Zadoks slægt; tjente på kong Ezekias’ tid. Kan enten være identisk med ovennævnte Azarja II eller med en anden af samme navn. — 2Kr 31:10-13)
AHITUB (Ne 11:11; 1Kr 6:11, 12; 9:11; Ezr 7:2)
MERAJOT? (En efterkommer af Ahitub; var præst, men tjente muligvis ikke som ypperstepræst. — 1Kr 9:11; Ne 11:11)
ZADOK? (1Kr 6:12; 9:11; Ezr 7:2; Ne 11:11)
SJALLUM? (Mesjullam) (1Kr 6:12, 13; 9:11; Ezr 7:2; Ne 11:11)
HILKIJA (På kong Josias’ tid. — 2Kg 22:4-14; 23:4; 1Kr 6:13; 2Kr 34:9-22)
AZARJA (III el. IV)? (1Kr 6:13, 14)
SERAJA (Blev dræbt af Nebukadnezar i Ribla efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. — 2Kg 25:18-21; 1Kr 6:14; Ezr 7:1; Jer 52:24-27)
JOZADAK? (Blev ført i landflygtighed til Babylon af Nebukadnezar i 607 f.v.t. Hans søn Jesjua [Josua] og muligvis andre sønner blev født under landflygtigheden. Han var naturligvis afskåret fra at udføre sin tjeneste ved templet. — 1Kr 6:14, 15; Ezr 3:2)
(Pagtens ark forsvinder; findes ikke i de templer der senere blev bygget i Jerusalem)
EFTER HJEMKOMSTEN FRA LANDFLYGTIGHEDEN
JOSUA (Jesjua) (Vendte tilbage i 537 f.v.t. sammen med Zerubbabel. — Ezr 2:2; 3:2; Ne 12:10; Hag 1:1; Zak 3:1; 6:11)
JOJAKIM? (Ne 12:10, 12; beklædte ifølge Josefus embedet da Ezra vendte tilbage til Jerusalem. — Jewish Antiquities, XI, 121 [v, 1])
ELJASJIB (På Nehemias’ tid. — Ne 3:20; 12:10, 22; 13:4, 6, 7)
JOJADA? (Ne 12:10, 11, 22; 13:28)
JOHANAN (Jonatan?) (Ne 12:11, 22, 23)
JADDUA? (Sandsynligvis på eller „indtil“ perseren Darius’ tid. — Ne 12:11, 22)
FRA PERSEREN DARIUS II’S TID
(Fra dette tidspunkt og frem til makkabæertiden er listen over ypperste præster baseret på Første og Anden Makkabæerbog, som hører til de apokryfe bøger, samt Jewish Antiquities [XI-XX] af Josefus. Josefus nævner flere ypperstepræster end Første Makkabæerbog. Fra makkabæer tiden til Jerusalems ødelæggelse i år 70 er hovedkilden Josefus. Bibelen omtaler kun tre ypperstepræster [Annas, Josef Kajfas og Ananias]. Det lader til at embedet i de fleste tilfælde fulgte den ypperstepræstelige slægtslinje, selv om de hedenske herskere afsatte og indsatte ypperstepræster efter forgodtbefindende.)
ONIAS I
SIMON I
ELEAZAR
MANASSE
ONIAS II
SIMON II
ONIAS III
JOSUA (Gr.: Jesus); også Jason
ONIAS (Kaldes også Menelaus)
JAKIM (Kaldes på græsk Alkimus); også Jakimus
DE MAKKABÆISKE PRÆSTEKONGER
JONATAN
SIMON (Jonatans broder)
JOHANNES HYRKAN
ARISTOBUL I
ALEXANDER JANNAI (JANNÆUS)
HYRKAN II (Aristobul II tiltog sig midlertidigt magten)
ANTIGONOS
EFTER HERODES DEN STORES TRONBESTIGELSE (Mt 2:1)
(Indsat af Herodes)
HANANEL (Latiniseret gr.: Ananelus)
ARISTOBUL III
HANANEL (for anden gang)
JESUS (søn af Fabes)
SIMON (søn af Boëthos)
MATTHIAS (Mattathias) (Boëthos’ svigersøn)
JOAZAR (søn af Boëthos)
(Indsat af kong Arkelaus af Judæa — Mt 2:22)
ELEAZAR (søn af Boëthos)
JESUS (søn af Sië) (Joazar genindsat af folkemængden)
(Indsat af Syriens landshøvding Quirinius — Lu 2:2)
ANNAS (Ananus) (søn af Set) (Indsat af Quirinius; afsat ca. år 15 e.v.t. af Judæas landshøvding Valerius Gratus. Han var svigerfader til Kajfas og øvede stadig stor indflydelse efter sin afsættelse. — Lu 3:2; Joh 18:13, 24; Apg 4:6)
(Indsat af Judæas landshøvding Valerius Gratus)
ISMAEL (søn af Fabi)
ELEAZAR (søn af Annas)
SIMON (søn af Kamith)
JOSEF KAJFAS (Beklædte embedet under Jesu jordiske tjeneste og den første del af apostlenes tjeneste. Sammen med sin svigerfader, Annas, førte han som ypperstepræst forsædet i Sanhedrinet under processen mod Jesus. [Mt 26:3, 57; Lu 3:2; Joh 11:49, 51; 18:13, 14, 24, 28] Han og Annas kaldte Peter og Johannes til sig og befalede dem at holde op med at forkynde. [Apg 4:6, 18] Kajfas var den ypperstepræst der gav Saulus breve med til synagogen i Damaskus med bemyndigelse til at arrestere de kristne. — Apg 9:1, 2, 14)
(Indsat af Syriens landshøvding Vitellius)
JONATHAN (søn af Annas)
THEOFILUS (søn af Annas)
(Indsat af Herodes Agrippa I)
SIMON (Kantheras) (søn af Boëthos)
MATTHIAS (Mattathias) (søn af Annas)
ELIONÆUS (søn af Kantheras)
(Indsat af kong Herodes af Chalkis)
JOSEF (søn af Kamus)
ANANIAS (søn af Nedebæus) (Førte forsædet i Sanhedrinet under sagen mod Paulus. — Apg 23:2; 24:1)
(Indsat af Herodes Agrippa II)
ISMAEL (søn af Fabi)
JOSEF (Kabi) (søn af den forhenværende ypperstepræst Simon)
ANNAS (Ananus) (søn af Annas)
JESUS (søn af Damnæus)
JESUS (søn af Gamaliel)
MATTHIAS (Mattathias) (søn af Theofilus)
FANNI (Fannias el. Pinehas; søn af Samuel) (Ikke indsat af Herodes Agrippa, men af folket under krigen mod Rom)
[Illustration på side 1145]
Israels ypperstepræsts klædning
