Chile

Chile er et kontrasternes land! Med en længde på 4265 kilometer — hvorved det dækker mere end halvdelen af Sydamerikas kystlinje mod Stillehavet — strækker det sig fra brændende ørkener i nord til kolde gletschere i syd. Inden for landets grænser findes forrevne bjerge som er rige på mineraler, golde ørkensletter, frugtbare dale, frodige skove, dybe fjorde, myriader af øer og glitrende søer, og isbræer som ligger klemt inde mellem det buldrende hav mod  vest og de vældige Andesbjerge mod øst. Terrænet går fra havets overflade til skråningerne af det højeste bjerg på den vestlige halvkugle, Aconcagua, der rejser sig i en højde af cirka 7000 meter på grænsen mellem Chile og Argentina.

Chiles nordlige del er, mere end noget andet område på jorden, en absolut ørken. Nogle steder i Atacamaørkenen er der ikke faldet en dråbe regn i 20 år! I den sydlige del af landet falder der derimod over to og en halv meter regn om året.

Det meste af landet er dækket af bjerge, men mellem bjergkæderne ligger der en længdedal hvor omkring 67 procent af befolkningen bor. Det er et af de frugtbareste områder på jorden. Denne centrale zone har et klima som Californien, og der er gode betingelser for at dyrke frugter som æbler, pærer, ferskner, abrikoser, blommer, kirsebær, druer, figner, appelsiner og citroner.

I den sydlige del af landet ligger de mange søer. Her finder vi den berømte Lago de Todos los Santos, også kaldet Smaragdsøen. Theodore Roosevelt kaldte engang denne sø ’den smukkeste sø han havde set i hele verden’. Den ligger omgivet af bjergtoppe, og dens blikstille overflade forstyrres kun af prægtige vandfald som sender deres kaskader ned ad bjergsiderne for at ende i den smaragdgrønne sø.

Foruden fastlandet omfatter Chile nogle øer: Der er øgruppen Juan Fernández, som ligger 587 kilometer vest for byen Valparaíso og som omfatter den ø der er blevet berømt fra romanen „Robinson Crusoe“. Desuden er der Påskeøen, som ligger omkring 3200 kilometer vest for Chile og hvis indbyggere er af polynesisk  oprindelse. På denne ø findes der i hundredvis af kæmpemæssige, øjenløse stenstatuer der længe har været en gåde for arkæologerne.

Sproget i Chile er spansk, og indbyggerne er hovedsagelig af spansk afstamning, men inden for de sidste 100 år er der også kommet mange tyskere, englændere og amerikanere til. Omtrent en tredjedel af befolkningen er af blandet spansk og indiansk afstamning. Det er indianerne der har givet Chile dets navn. De kaldte området chilli, som betyder „stedet hvor landet ender“. Sådan må det engang have set ud for de indfødte når de stirrede ud over det tilsyneladende endeløse Stillehav.

„Den gode nyhed“ når til Chile

Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige begyndte i Chile med Richard Traubs ankomst. Broder Traub havde lært sandheden at kende i Buenos Aires i Argentina og havde indviet sig til Jehova i 1925. Mens han tjente som pioner i Argentina nær Andesbjergene, blev han opfyldt af et ønske om at påbegynde forkyndelsen i Chile. Broder Juan Muñiz, som dengang var afdelingstilsynsmand i Argentina, syntes at det var en god idé, og broder Traub blev sendt til Chile.

Han ankom til Santiago om aftenen den 30. april 1930. Der var naturligvis ingen til at tage imod ham på banegården, og han tilbragte natten på et hotel i nærheden. Dagen efter lejede han et værelse. Som en hjælp til at komme i gang havde broder Traub fået en check med fra Argentina, men han kunne ikke få pengene udbetalt med det samme, eftersom  banken først måtte undersøge om der var dækning. I mellemtiden slap hans penge og hans medbragte fødevarer op, og vores selvopofrende pioner måtte gå i otte dage uden mad!

Selv om broder Traub hverken havde bøger eller blade at tilbyde, begyndte han, den 4. maj 1930, at arbejde fra hus til hus. Det var med fuld tillid til Jehova og ægte missionærånd at han begyndte sit arbejde som den første forkynder blandt de 4.000.000 mennesker der dengang boede i landet.

Den romersk-katolske tro havde været statsreligion indtil 1925, da der blev vedtaget en ny forfatning som adskilte kirken og staten. Mens broder Traub gik fra hus til hus blev han standset af politiet, men da han forklarede hvad hans arbejde gik ud på, voldte de ham ingen problemer overhovedet. Han fandt at der virkelig var religionsfrihed i Chile.

Broder Traub har siden beskrevet hvordan det var for ham at arbejde helt alene i begyndelsen: „Hver søndag når tiden for vagttårnsstudiet nærmede sig, gik jeg ud til San Cristóbal-bjerget, og i skyggen af træerne hengav jeg mig til studium og bøn. Ja, jeg følte mig meget ensom og nærede et brændende ønske om at kunne tale med en anden broder om sandheden, men efter mit private studium følte jeg mig styrket og erkendte at jeg ikke stod alene. Jeg var rede til endnu en uges arbejde.“

Interesserede kommer til

Under forkyndelsen fra hus til hus traf broder Traub en gudfrygtig mand ved navn Juan Flores. Han modtog noget læsestof og stillede mange  spørgsmål. Han blev på det tidspunkt besøgt af syvendedagsadventisterne, men efter at have lyttet til en diskussion mellem dem og broder Traub, besluttede han at studere bogen Guds Harpe.

„Derefter,“ fortæller broder Traub, „lejede jeg en lejlighed og begyndte at indbyde folk til et offentligt bibelsk foredrag og et bibelstudium hver søndag. Juan Flores, den første der tog imod indbydelsen, spurgte: ’Og de andre, hvornår kommer de?’ Jeg svarede: ’De skal nok komme.’“ Og inden længe begyndte de at komme.

I det område der kaldes Quinta Normal traf broder Traub en mand der tog imod noget læsestof og som derefter indbød ham til at holde bibelske foredrag i hans evangeliske kirke. Juan Flores var med og hørte broder Traub forkynde budskabet om Riget for dem der var forsamlet. De blev indbudt til at komme igen. Den evangeliske præst var glad, for hver gang broder Traub talte, var der mange mennesker i kirken og kollektbøsserne var fulde. Broder Traub bifaldt ikke kollekten, så han holdt et foredrag i kirken over Johannes 10:12 om „den lejede mand“. Det medførte at de fleste af kirkegængerne, deriblandt en ung dame, Consuelo Galvez, begyndte at overvære de møder broder Traub holdt. Efterhånden sad den evangeliske præst alene tilbage; hans hjord var forsvundet.

Juan Flores indbød broder Traub til at bo i sit hjem i Concón Gade og at benytte det som mødested. (Huset er siden blevet udvidet og bruges den dag i dag som rigssal.) Efter lidt over ti måneders virksomhed var nogle af de interesserede rede til at blive døbt. Broder Traub skrev da til broder Muñiz  og spurgte om han kunne komme til denne historiske begivenhed.

Den 13. februar 1931 foretog Jehovas Vidner så den første dåbshandling i Chile, og broder Muñiz holdt foredraget. De otte der blev døbt ved denne lejlighed var Juan Flores, hans kone Teresa, hans moder Delfina Villablanca, Juan Castillo, Pedro Ortiz, Roberto Rojas, Margarita Sandoval og endnu en søster Flores. Ifølge broder Traub fortsatte alle otte trofast i sandheden. Søster Villablanca blev pioner og tjente som sådan til sin død. Juan Flores var med til at oprette en lille menighed i Illapel. Men det var blot begyndelsen.

Den 29. marts 1931 blev endnu fem døbt, deriblandt Consuelo Galvez, der siden blev gift med broder Traub og var hans trofaste livsledsager til sin død. På mindre end et år var 13 blevet døbt.

I mellemtiden var andre ved at tage standpunkt for den sande tilbedelse. Arbejdet havde fået fodfæste i Santiago, men hvordan ville sandhedens sæd blive sået ude i landet, fjernt fra hovedstaden?

Endnu en energisk pioner ankommer

En anden af de pionerer der kom til Chile i den første tid, var Kathe Palm, og hun skulle få en betydelig andel i svaret på ovennævnte spørgsmål. Vi vil lade hende selv fortælle om sit nidkære arbejde i den chilenske arbejdsmark. Søster Palm skriver:

„I november 1934 sendte Hilma Sjoberg et beløb til Vagttårnsselskabets hovedkontor for at betale for en rejse med skib fra De forenede Stater til Colombia. Selskabet spurgte mig om jeg havde lyst til at hjælpe søster Sjoberg i Sydamerika.  Hvilken vidunderlig mulighed! I december ankom jeg så til Buenaventura i Colombia. Søster Sjoberg kom dertil fra Ecuador. Vi tog til Bogotá og blev der cirka et år og spredte mange kartoner bøger. Derefter blev søster Sjoberg nødt til at rejse tilbage til Texas. Hun rådede mig til ikke at blive alene i Colombia og foreslog at jeg skrev til en broder der havde påbegyndt arbejdet i Chile.

Det endte med at jeg blev indbudt til at komme til Chile, idet broder Traubs hjem stod åbent for en pioner. Distriktet var hele landet! Hvordan skulle jeg komme derned? Det bedste var at rejse med skib, så jeg tog tilbage til Buenaventura. Havnefogeden fortalte mig at der snart ville ankomme et chilensk skib. Så var muligheden der.

’Ja, vi vil tage Dem med,’ sagde kaptajnen på fragtskibet. ’Nej,’ sagde han, ’jeg vil ikke tage imod de eneste penge De har (15 dollars), men jeg vil gerne tage imod nogle af de bøger De har der. Gå nu i land og hent Deres ting, og jeg skal vise Dem Deres kahyt.’ Efter 17 dages vidunderlig sejlads  med masser af forkyndelse for besætningen og nogle få passagerer ankom vi til Chile. Broder Traub ventede på mig i Valparaíso. Det var i februar 1936.“

I Santiago nød søster Palm især synet af de sneklædte bjerge i baggrunden og en hel allé med lyserøde japanske kirsebærtræer i blomst. Hvilket sceneri! Hun fortsætter sin beretning:

„Det første distrikt broder Traub gav mig, var Santiagos centrum. Her lå regeringssædet, regeringens øvrige bygninger, samt alle kontorerne og forretningerne. Jeg spredte mange bøger i dette distrikt, ofte hele sæt af Vagttårnsselskabets nye bøger. I regeringsbygningen var der på kontor efter kontor ingen der gjorde indvendinger, undtagen ét sted, på telegrafkontoret — dér ville de ikke forstyrres. På øverste etage fandt jeg regeringens bibliotek. Bibliotekaren genkendte straks bøgerne og gav mig titlerne på dem han allerede havde, og jeg gav ham Det store Opgør (bind 1) på både engelsk og spansk, eftersom det var de nyeste på det tidspunkt, og han var meget glad for at få dem. En mand sagde endda at han gerne ville bytte regering med mig, for han kunne se hvor langt bedre det var at arbejde for den teokratiske regering.

Mens jeg arbejdede i forretningsdistriktet i 1936, traf jeg en juvelér med et tysk navn. Jeg forkyndte for ham på tysk og viste ham Det store opgør. Da han så Jehovas navn i den, blev han hvid af raseri og råbte at jeg skulle forsvinde ud af butikken, ellers ville han hente sin revolver og skyde mig. Mens han råbte, truede han mig med sin knyttede næve og slog den derefter så hårdt ned i disken at han knuste glasset og skar sin hånd! Da havde jeg fået tasken lukket og skyndte mig ud. Med rystende skridt gik jeg ind i forretningen ved siden af, en tysk kunstforretning. ’Nej,’ sagde de, ’vi har ikke lyst til at sige noget om denne mand, for det eneste vi ved, er at han er fanatisk nazist.’ Det var i tiden før den anden verdenskrig.“

 Rejsegrammofonen værdsættes

Før krigen brød ud, fortæller søster Palm, var broder Traub i stand til at skaffe en af Selskabets rejsegrammofoner med korte bibelske foredrag indspillet på 78-plader. Han var meget glad for den. „Ja,“ siger søster Palm, „det lykkedes ham endda at kopiere den, så en hel del af de chilenske brødre kunne få deres egen chilensk-byggede model.

Nogle år senere tog andenstyrmanden på det skib der havde bragt mig til Chile, under et af sine besøg i New York ind på Vagttårnets hovedkontor. Dér, i Adams Street nr. 117, talte han med broder Fred Peach og broder Harry Pinnock, som sendte mig den nyeste grammofon af den lodrette model, med flere plader, heriblandt nogle nyere. Denne model kunne nemt bruges på dørtrinene; og sikken en opmærksomhed den vakte, for ingen havde nogen sinde set noget lignende! Desuden blev der udsendt grammofonforedrag der varede en time over Santiagos radiostationer. Få år senere kunne de høres fra næsten alle radiostationer i de større byer rundt om i provinserne.“

Sandhedens sæd spredes oppe mod nord

Broder Traub mente det ville være godt at søster Palm såede sandhedens sæd i den nordlige del af landet. „Han satte mig til at begynde øverst oppe mod nord i Arica og oppe i den frugtbare Azapadal,“ fortæller hun. „Jeg arbejdede fra dør til dør i hver by og forsøgte altid — og det lykkedes mig som regel — at sprede hele sættet af de smukke, regnbuefarvede  bøger til henholdsvis det offentlige bibliotek, skolebibliotekerne og fagforeningssalene.

I alle minelejre, salpeterlejre og arbejderbyer, store såvel som små, og i alle de store kobber- og jernminebyer, forkyndte jeg fra dør til dør. Det var nødvendigt at få kartoner, ja mange kartoner, med bøger sendt i forvejen til hver ny adresse. Det meste af transporten foregik til fods. Jeg skaffede en sadeltaske af den slags der bruges på et æsel, og fyldte den ene side med omkring 30 bøger og den anden side med 150 til 200 brochurer. Så bar jeg den på skuldrene, og i hånden havde jeg en anden taske fyldt med bøger og brochurer klar til brug ved dørene. Det var også nødvendigt at have et tæppe, en tandbørste og andet med, da jeg som regel fandt logi hvor jeg gjorde holdt om aftenen.

I Copiapó fandt jeg en svovlmine højt oppe på Andesbjergenes skråninger. Her boede der 30-40 arbejdere, foruden bestyreren og hans assistent med deres familier. De var forbavsede over at få besøg af en kvinde. Hvordan jeg kom derop? Jeg traf tilfældigvis en mand der var på vej til minen, og han var glad for at tage mig med i sin vogn. ’Ja,’ sagde han, ’jeg skal nok sørge for at en af de to damer deroppe giver Dem natlogi.’

Ved minen sagde de alle sammen til mig: ’Vi bruger ikke penge her; vi får vores løn udbetalt på kontoret nede i byen når vi har ferie.’ Bestyreren gav da dem alle sammen lov til at modtage de bøger og brochurer de ville, blot de skrev under på en liste med oplysning om hvad de havde fået. Jeg spredte alle de bøger og brochurer jeg havde, og tog imod bestilling  på mange flere. Dem afleverede jeg på kontoret nede i byen. Alle arbejderne syntes ivrige efter at læse publikationerne, og de var noget så glade for ’den gode nyhed’.“

I 1939 sendte søster Beta Abbott, der havde tjent på Cuba, besked om at hun ville komme til Chile. Søster Abbott fik til opgave at forkynde for de amerikanere der arbejdede højt oppe i kobberminen „El Teniente“, lige syd for Santiago. På grund af den tynde luft kunne hun imidlertid ikke blive ved med at arbejde der ret længe. I byen Rancagua ved foden af bjergene gik det bedre.

Her fik hun tilbudt logi på søster Lucila Reyes’ hotel, hvor hun blev boende i en årrække. Søster Reyes og hendes mand havde fundet sandheden nogle få år i forvejen, da broder Traub forklarede „den gode nyhed“ for dem. Tidligere var Reyesfamilien ofte blevet besøgt af en evangelisk præst. Denne præst havde insisteret på at hvis de ønskede at adlyde Gud, måtte de skaffe sig af med hele hotellets vinbeholdning (som gav dem en ret god forretning). Og stakkels hr. Reyes tømte alle sine chuicos (10-liters dunke) med vin ud i kloakken! Så kom broder Traub og forklarede Bibelens sandheder. „Hvad!“ sagde hr. Reyes, „er vin ikke forbudt?“ Det var sød musik for hans ører da broder Traub underbyggede det ved hjælp af deres egen familiebibel. Reyes-familiens hjem og hotel var altid åbent for brødrene og søstrene, uanset hvem det var.

I 1949 havde vi et landsstævne i Rancagua, og søster Reyes, der nu var enke, sørgede for at hotellet var uden gæster, så det var klar til at modtage så  mange stævnedeltagere som muligt. Der blev gennemført en „sandwichparade“ (en parade af brødre med store plakater for og bag som averterede hovedforedraget) i byens centrum. Der opstod imidlertid det problem at skoleinspektøren nægtede at lade brødrene benytte skolens aula til stævnet, på trods af at de havde fået undervisningsministeriets godkendelse. Da en af dommerne ved appelretten, Daniel González, hørte om dette, tog han hen for at hilse på skoleinspektøren og spurgte ham hvorfor han nogle uger i forvejen havde tilladt en katolsk højtidelighed i skolens aula. Konfronteret med denne kendsgerning havde han svært ved at fastholde sin nægtelse. Der blev holdt et vidunderligt stævne i Rancagua.

Nogle år senere flyttede søster Abbott til Santiago. Eftersom hun var en dygtig syerske og altid havde været i stand til at forsørge sig selv ved at sy, fandt hun det ikke svært at få arbejde for ambassadørfruer og andre i prominente stillinger. Derved fik hun en mulighed for at forkynde for disse mennesker. Hun bemærkede ofte at Jehova måtte have en finger med i det, for når Vidnerne ellers besøgte disse menneskers elegante hjem, ville stuepigerne som lukkede op, aldrig lade dem tale med ejerne. Efter mange års trofast tjeneste døde søster Abbott i 1975, i en alder af 93.

Den sydlige ende af landet gennemarbejdes

Chiles sydligste provins, Magallanes, kan bedst gennemarbejdes i sommermånederne, så da det blev sommer lod broder Traub søster Palm rejse med  båd til Punta Arenas. Der blev sendt ti kartoner bøger derned som hun kunne bruge.

I skarp kontrast til de tørre strækninger mod nord befandt søster Palm sig nu blandt grønne planter, robåde, sejlbåde, motorbåde, små dampere, og øer i massevis. En dejlig forandring! Efter flere dages sejlads forbi fjorde og gletschere nåede hun frem til byen Punta Arenas ved Magellanstrædet. Søster Palm fortæller:

„Af alle byer i Chile har jeg altid syntes bedst om den. Der er ingen fluer, ingen lopper, ingen væggelus og ingen tiggere, og man sover bedre og vågner mere forfrisket end noget andet sted jeg har været.“

Forkyndelsen i Punta Arenas krævede bøger og brochurer på flere andre sprog end spansk. Der var mange indbyggere af jugoslavisk afstamning, og der var mange estancias (store fårefarme) som blev bestyret af englændere. Disse estancias kan være på omkring 180.000 tønder land og have et fårehold på omkring 80.000 får. Den dag i dag kan man her nyde det maleriske skue af fårehyrder til hest, ledsaget af deres veltrænede hunde, og med de majestætiske bjerge i baggrunden, dækket af gletschere der ender ved bredden af smukke søer.

Indbyggerne i dette isolerede område omkring Punta Arenas og Puerto Natales er velkendte for deres venlighed og gæstfrihed. Når man kommer til en estancia bliver man straks budt ind i et stort køkken, hvor en kande kaffe eller mate (urtedrik) står klar sammen med noget brød. Ved måltiderne er der altid cordero asado (stegt lam) på bordet, og man kan spise så meget man vil. Søster Palm fandt stor  interesse blandt disse mennesker, og de reagerede positivt på forkyndelsen.

Fra Punta Arenas kan man tage over til Tierra del Fuego — Ildlandet — som er det navn Ferdinand Magellan gav øen da han i 1520 sejlede igennem det stræde der er opkaldt efter ham. Søster Palm nåede over til den lille by Porvenir på øen og havde den forret at så sandhedens sæd i dette fjerntliggende område. En venlig estisk familie gav hende logi i flere uger så hun kunne besøge alle estancias i dette område.

Tilbage mod nord

Vinteren nærmede sig, og tiden var inde til at tage nordpå med en damper. Søster Palms tilbagerejse bragte hende til øen Chiloé. Hun skriver: „Da jeg tog videre til de mindre havnebyer på øen fandt jeg mange venlige mennesker. De lyttede altid og havde mange spørgsmål og undrede sig over hvordan kirken kunne have løjet i så mange år om skærsilden og helvede. De modtog næsten altid bøger eller brochurer.

I nærheden af en lille havn var det lykkedes præsten at udspionere mig, så da jeg ikke var opmærksom nok, stjal en af hans håndlangere min sadeltaske fyldt med bøger, og ligeledes mit håndvævede, farvestrålende bolivianske tæppe. Da jeg meldte det til politiet, trak de bare på skuldrene. Men da jeg gik videre med det jeg havde i min håndtaske, kom en mand hen til mig på vejen. Han havde hørt om tyveriet og ville gerne fortælle mig at han og hans kone og andre var kede af det der var sket. ’Kom med mig hjem,’ sagde han, ’for min kone har et nyt tæppe til Dem [håndvævet, naturligvis], og  bliv hos os natten over.’ Jeg gik med. Det tæppe var endnu bedre; en større poncho. Jeg købte det med det samme; prisen var meget rimelig. Jeg tilbragte natten hos dem og besvarede mange af deres bibelske spørgsmål.“ (Søster Palm har stadig sin poncho fra Chiloé, efter at have brugt den i over 35 år.)

Som broder Traub havde instrueret hende om, tog søster Palm videre mod nord og kom til Osorno. Guvernøren over denne provins var glad for at tage imod hende. Han viste hende bogen Regering, som han havde læst med interesse. Derefter lovede han at ingen i Osorno ville hindre vort arbejde, og det viste sig at holde stik.

Derfra gik det videre til provinsen Valdivia, hvor søster Palm kom til havnebyen Corral. Hun fortæller: „Jeg fandt en fagforeningssal hvor jeg kunne spille timesforedraget ’Se kendsgerningerne i øjnene’, og salen var fyldt med de mennesker jeg havde inviteret. De havde endda medbragt bregneblade og nogle af de smukke nationalblomster, lapageria, til at pynte salen med. For at overdøve lugten af gammel cigaretrøg i salen skaffede jeg nogle eucalyptusblade, som jeg brændte for at parfumere luften. En ung pige gik op på galleriet for at betragte udsmykningen ovenfra, og hun sagde: ’Ah, det dufter som Atkinsons parfume.’ (En berømt engelsk parfume i Chile.) Hvor jeg lo! Efter foredraget tog gæsterne gratis blade og brochurer med hjem, og de spurgte hvornår de kunne høre mere om disse gode ting.“

Endnu en nidkær pioner

Denne beretning om hvordan sandhedens sæd blev sået overalt i Chile, ville være ufuldstændig hvis  ikke vi nævnte endnu en nidkær pioner, Theodore Laguna, der kom hertil fra De forenede Stater. Broder Laguna overværede stævnet i Washington, D.C., i 1935 og hørte broder Rutherfords opildnende foredrag som tilskyndede Herrens folk til at overveje muligheden for at bringe den gode nyhed om Riget til Sydamerika. Broder Laguna blev optændt af begejstring og lagde planer om at flytte herned. Han kom til Chile i 1936 og begyndte at forkynde i byen Concepción. Efter adskillige års pionertjeneste giftede han sig og stiftede familie i byen Chillán, hvor han var med til at fremme den lokale menigheds åndelige vækst.

Disse selvopofrende pionerer der tjente i landet før der ankom missionærer fra Vagttårnets bibelskole Gilead, spillede en stor rolle i forkyndelsen i den første tid. Sandhedens sæd blev spredt fra Arica i nord til Punta Arenas, ja endog Tierra del Fuego, i syd. Den var nu blevet sået og ventede på det øjeblik da flere forkyndere af „den gode nyhed“ kunne nå ud til den med mere af sandhedens vand, så den kunne vokse og bære frugt, til Jehovas pris.

Den første rigssal — det første stævne

I 1944 begyndte man at bygge den første rigssal i Chile. En søster skænkede en grund til formålet i Santiago, og brødrene gik i gang med mursten og mørtel. Salen stod færdig i august samme år, tids nok til at danne ramme om det første stævne der blev holdt i Chile.

Der var 250 tilhørere til det offentlige foredrag „Freden — kan den vare ved?“ Foredraget blev transmitteret af fire radiostationer, og to af  dem fortsatte med at sende Selskabets programmer året ud.

Missionærer og et afdelingskontor

De første gileadmissionærer ankom til Chile i 1945. Det var brødrene Joseph Ferrari og Albert Mann. Der var på det tidspunkt kun 65 forkyndere i Chile.

Samme år fik Chile for første gang besøg af en præsident og en vicepræsident for Vagttårnets selskab, nemlig N. H. Knorr og F. W. Franz. I forbindelse med besøget havde Selskabet planlagt et stævne, og det offentlige foredrag „Én Verden, én Regering“, der blev holdt den 25. marts, blev overværet af 340 tilhørere. Der blev døbt fem ved stævnet.

Under sit besøg traf broder Knorr foranstaltning til at oprette et afdelingskontor med broder Joseph Ferrari som afdelingstilsynsmand. Indtil da var arbejdet blevet ledet fra afdelingskontoret i Argentina.

Desuden blev søster Palm spurgt om hun ville begynde som specialpioner. Hun svarede: „Jeg vil prøve om jeg kan klare det, broder Knorr.“ Søster Palm blev således den første specialpioner i Chile. Efter at hun i mange år ustandselig havde rejst fra sted til sted med Rigets budskab, skulle hun nu bosætte sig i Santiago og lære at lede hjemmebibelstudier. Bogen „Sandheden skal frigøre jer“ var blevet oversat til spansk og var forsynet med en spørgsmålsbrochure til studiebrug.

Bibelstudiearbejdet

Kort efter spurgte en anden søster hende om hun ville tage med på et besøg for at prøve at oprette et hjemmebibelstudium. „Jeg rystede over det hele,“  fortæller søster Palm. Ja, tænk! Hun havde talt med guvernører og andre i fremtrædende stillinger, men nu rystede hun ved tanken om at skulle lede et hjemmebibelstudium med en interesseret!

Hun fortsætter: „Vi tog af sted, aflagde besøget, gav familien bogen og aftalte bibelstudiet. Da vi kom igen var børnene godt forberedt til studiet, og det samme var den unge moder. Kun faderen ville ikke være med til studiet. Og sådan gik det til at den første jeg studerede Bibelen med, kom i sandheden, og børnene voksede op og indviede sig også til Jehova.

Efterhånden som jeg slap af med min frygt for at lede hjemmebibelstudier, fandt jeg at man kunne oprette mange flere studier end man kunne passe. Men vi havde fået besked på at vi kun måtte bruge halvdelen af vores tid til at lede studier. Jeg nyder dette arbejde mere end nogen anden form for forkyndelse.“ Ja, frygten blev vendt til glæde. Sådan gik søster Palm fremad sammen med Jehovas fremadskridende organisation.

Flere missionærer

I slutningen af 1945 ankom der ti missionærer mere: Louise og Frances Stubbs, Stella Burton, Stephania Payne, Elsa Sutton, John og Louise Baxter, Clara Giza, Lydia Walther og Lola Buntain. Alt var nyt for dem — både sproget og folks vaner og skikke. Men med en ihærdig indsats blev de efterhånden i stand til at kommunikere med befolkningen, der er tålmodig og venlig og altid parat til at hjælpe nyankomne med at lære sproget.

Denne gruppe missionærer fik den forret at oprette det første missionærhjem i Santiago, i Lyon  Gade nr. 3004. Denne bygning husede også afdelingskontoret, og eftersom den oprindelige menighed lå i den modsatte ende af byen, besluttede man at slå spisestuen og dagligstuen sammen, så man fik endnu en rigssal. I 1946 blev den anden menighed da oprettet i storbyen Santiago med dens 1.500.000 indbyggere.

Den første kredstilsynsmand

I juli 1946 blev broder Albert Mann, en af de to første missionærer der kom til Chile, udnævnt til kredstilsynsmand — den første i landet. Der var blot ni menigheder på det tidspunkt, med i alt 93 forkyndere, sådanne steder som Chillán, Concepción, Rancagua, Melipilla, Illapel og Santiago. Med sin stærke tro og hengivenhed har broder Mann været et vidunderligt eksempel for mange, unge såvel som ældre, i sandheden.

Da han begyndte i kredstjenesten var der mangel på overnatningsmuligheder i de små menigheder. Det betød at han måtte bo på hotel, hvor det undertiden kunne være svært at få søvn i øjnene når baren var åben eller underholdningen fortsatte det meste af natten. Han tilbragte to uger i hver menighed, så han havde tid til at undervise brødrene i menighedsorganisation og, især, at lære dem at udføre tjenesten som forkyndere af „den gode nyhed“.

Missionærarbejde i Valparaíso

I november 1946 ankom der ni nye missionærer. Der blev oprettet et missionærhjem i havnebyen Valparaíso, og vidnearbejdet blev påbegyndt her i  Chiles næststørste by, der er bygget på 41 høje der ligger samlet som en halvmåne omkring en bred, åben bugt. Skønt der er 16 tovbaner op til de forskellige høje, var det et anstrengende arbejde at bestige disse høje og opsøge folk i dette distrikt.

En af de første der tog imod sandheden i Valparaíso var Aida Guzmán. Hun overværede de møder der blev holdt i missionærhjemmets dagligstue i 1948. Der var ikke stole nok, fortæller hun, så man lavede bænke ved at stille kartoner fyldt med bøger ud på gulvet og lægge brædder hen over dem.

Missionærerne arbejdede flittigt. Søster Elsa Sutton, der senere giftede sig med Hollis Smith, fandt en ung mand der gerne ville studere Bibelen. Denne unge mand, Alberto Muñoz, mødte modstand fra sin moder, så studiet blev holdt i en af de offentlige parker. Han gentog alt hvad han lærte, for sine to yngre søstre og for en nabo, Sergio González. Og pigerne gentog det hele for deres moder. På grund af de to pigers kærlige udholdenhed bad moderen til sidst om at få et familiebibelstudium. Sønnen og de to døtre gik ud i pionertjenesten, og døtrene, Graciela og Elena Muñoz, blev senere indbudt til at gennemgå Gileadskolen. Naboen, Sergio González, tog også imod sandheden, og han blev en af de første specialpionerer i Chile.

Det arbejde missionærerne påbegyndte i Valparaíso har gennem årene haft stor fremgang, og der er nu ni menigheder i byen.

Fortsat vækst i hovedstaden

I 1946 fik fire missionærer tildelt distrikt i Santiago: Larry og Margaret Laing, Dorothea Smith og  Dora Ward. Som det skete for alle nye missionærer, kom de undertiden ud for morsomme situationer i forbindelse med det at lære deres nye sprog. En missionær tog for eksempel en dag på torvet for at købe et pund pulpa, det vil sige kød. Slagteren og andre i butikken fik sig en hjertelig latter da missionæren bad om et pund pulpo — blæksprutte!

I 1948 tog en 11-årig pige et fast greb om sandheden. Denne lille pige, Gladys Ramírez, arbejdede som feriepioner og var glad for at blive oplært af missionærerne. Hun drømte om selv en dag at blive missionær, og hun begyndte derfor at lære engelsk. Omkring ti år senere gik hendes ønske i opfyldelse, da hun blev indbudt til Gileadskolen, hvorfra hun blev udsendt som missionær i 1958. Hun tjener stadig Jehova trofast som almindelig pioner i byen Valparaíso.

Og hvordan gik det med vor kære søster Palm? Hun havde fået til opgave et arbejde i den nordlige del af Santiago som specialpioner. På grund af brødrenes ihærdige arbejde blev der oprettet en tredje menighed i Santiago i 1948. En broder gav afkald på sin garage, som blev malet og indrettet til mødelokale. Siden er Independencia-menigheden vokset og blevet delt mange gange; ja, der er nu 12 menigheder i den del af byen og 79 i hele Santiago. Med oprettelsen af denne menighed blev søster Palm flyttet tilbage til den oprindelige Quinta Normal-menighed for at samarbejde med den. Men som hun selv fortæller, følte hun stadig en længsel efter at åbne nye distrikter. Det fremgår af følgende bemærkninger:

„Hver mandag tog jeg fri [for at hvile ud? Nej,] for at tage ud af byen, for jeg savnede det at forkynde i landdistriktet.  Jeg tog en bus ud til endestationen og besøgte alle de små frugtplantager og gartnerier rundt om Santiago og kom først hjem sent om aftenen, så jeg kunne begynde i bydistriktet og passe mine studier igen om tirsdagen. På disse mandage kunne jeg sprede masser af blade, foruden bøger og brochurer, ja, så mange som jeg kunne bære, og som regel kom jeg tilbage med tasken og et indkøbsnet fyldt med frugt og grøntsager.

Somme tider kom jeg også tilbage med kyllinger, som søster Traub altid var glad for at føje til flokken i sit hønsehus. Engang havde jeg en lille gris med hjem, og det var hun ovenud lykkelig for! Hvorfor? Jo, vi havde fået meddelelse om det internationale stævne i New York i 1953, og broder Traub ville gerne overvære det. Grisen blev derfor fedet op og derefter solgt, så den kunne være med til at dække rejseudgifterne. Søster Traub købte også en masse små kyllinger, som hun opdrættede og solgte.

Efter nogle ugers forløb kom søster Traub en tidlig morgen ind på mit værelse med et bekymret udtryk i ansigtet. Hvad var der i vejen? Hun havde fundet adskillige af de opdrættede kyllinger døde — af sygdom! Hun kom også de næste to eller tre morgener og fortalte mig hvor mange flere der var døde i løbet af natten. Stævnet i New York var så tæt på at det var alt for sent at begynde forfra med nye kyllinger, så hvad kunne vi nu gøre for at hjælpe vores første forkynder i Chile til at komme til stævnet? Søster Traub sagde til mig: ’Hvorfor skriver du ikke et brev til broder Knorr og fortæller ham om det?’ Det gjorde jeg. Som følge heraf blev broder Traub bedt om at møde på afdelingskontoret, hvor man spurgte ham om hvor meget han manglede. Jehova gjorde rejsen mulig, og det var i sandhed en stor glæde for ham at kunne fortælle os alle derom da han vendte tilbage til Chile!“

En dommer lærer sandheden at kende

I mellemtiden voksede arbejdet, og flere og flere mennesker blev nået med budskabet om Riget. I  1946 fik John Baxter, en missionær der kun havde været i landet i nogle få måneder, kontakt med Daniel González, som var retspræsident ved appelretten i Santiago. Der blev oprettet et studium, og denne dommer begyndte at overvære møderne. Han var til stor hjælp, idet han sikrede os retten til at holde stævner forskellige steder, for eksempel på det juridiske fakultet ved Chiles universitet.

I 1953 blev dommer González ramt af en hjerneblødning, og i flere uger var han bevidstløs det meste af tiden. Han gav sin kone strenge instruktioner om at han ikke ville have besøg af nogen præst; kun Jehovas vidner var velkomne. Endog den fremtrædende chilenske kardinal José Maria Caro Rodriguez blev nægtet mulighed for at besøge ham. Da han døde, bad fru González et af Jehovas vidner om at holde talen ved begravelsen. Der var over 600 mennesker til stede, deriblandt justitsministeren, flere kabinetsmedlemmer og kongresmedlemmer, samt højesteretspræsidenten. Efter at nogle af disse fremtrædende øvrighedspersoner havde haft ordet, holdt en af vore missionærer en tale med titlen „Vor ven dommer González’ håb“. Missionæren forklarede det vidunderlige opstandelseshåb som dommer González havde lært at kende. Der blev aflagt et enestående vidnesbyrd for disse højtstående regeringsembedsmænd, og mange af dem talte bagefter med taleren og takkede ham for det de havde hørt.

Ny afdelingstilsynsmand

I 1949 måtte broder Ferrari af helbredsgrunde holde op som afdelingstilsynsmand, og han blev  opfordret til at hjælpe til med arbejdet i Concepción. Broder Albert Mann overtog ansvaret for afdelingskontoret, en opgave han beklædte i ti år. Han blev rådet til at søge efter nye lokaler til afdelingskontoret og missionærhjemmet nærmere byens centrum, og der blev fundet en egnet bygning på Moneda Gade nr. 2390, kun få gader fra Santiagos travle centrum.

Flere arbejdere kommer til

I dette år, 1949, var der 25 missionærer i Chile. Resultatet af deres arbejde kunne ses deri at der nu var 211 forkyndere i landet. Det var en god vækst i forhold til de 65 forkyndere der var i 1945, da de første missionærer kom til. Men der var stadig kun én forkynder for hver 20.000 indbyggere, så det var ganske klart at der var brug for megen hjælp. Det store spørgsmål for brødrene var ikke: „Hvornår kommer Harmagedon?“ men: „Hvordan skal vi få ’den gode nyhed’ forkyndt for alle mennesker før enden kommer?“

Hjælpen lod ikke vente på sig: Ved årets slutning ankom der 20 nye missionærer fra Gileadskolens 13. klasse, og det blev et vældigt skub for organisationen! Seks brødre, John og Harry Williams, Charles Corey, Raymond Tubbs, Daniel Davidson og Boyd Collins, blev sendt til byen Temuco. Der var ikke en eneste forkynder i Temuco da de ankom, men i august 1950 var der en menighed på 30 Jehovas vidner. En anden gruppe brødre blev sendt til Valparaísos stejle skråninger. Det var Harold Jackson, Dewaine Graber, Robert Knight og George Wilkes.

 Præster gør modstand — men taber indflydelse

Dengang var det stadig en almindelig opfattelse at Bibelen var en protestantisk bog og at katolikker derfor ikke måtte læse den. En af missionærerne afsatte sin første bibel i landet til en venlig familie, men senere kom en præst og rev den i stykker for øjnene af dem.

Blot man nævnte ordet „Bibelen“ ville folk mange steder svare: „Vi er apostolske, romerske katolikker,“ og hurtigt lukke døren. Vi brugte derfor udtrykket „De hellige Skrifter“, der lød mere ligesom den hellige historie man lærte i skolerne, indtil interessen var stærk nok til at vi kunne forklare at det blot var et andet udtryk for Bibelen.

Den katolske kirke havde udgivet en ny messebog, Oremus, som var meget udbredt i Chile. I denne bog var der et lille afsnit om at Bibelen var en katolsk bog og at alle troende burde læse den. Kun de færreste havde bemærket dette, så når nogen gjorde indvendinger mod Bibelen, spurgte vi hurtigt: „Men har De læst Oremus?“ „Ja, naturligvis,“ lød svaret. „Så lad os se hvad den siger på side 21.“ Denne metode åbnede mange menneskers øjne, og døren blev holdt åben.

Den katolske kirke i Chile har aldrig virkelig gjort voldelig modstand mod vort arbejde, sådan som den har gjort det i andre lande. Man har trykt pjecer og endda en bog imod os, man har benyttet højttalere, men man har aldrig ophidset til pøbeloptøjer mod os. Når præsterne har taget til orde imod os har det altid givet bagslag, idet chileneren er et tålmodigt og venligt menneske der sætter pris på religionsfrihed.  Præsternes adfærd har bevirket at nogle kun har ringe respekt for det de siger. Et vidnesbyrd om dette er at vi meget ofte kommer ud for bemærkninger som: „Jeg er katolik, men jeg tror ikke på præsten,“ eller: „Jeg er katolik, men på min egen måde.“ Sådanne mennesker vil gerne drøfte Bibelen, og mangel på tid er den eneste grænse for hvor mange bibelstudier man kan få.

Vækst i Concepción-området

Fem af de ni missionærer der ankom i 1946, fik tildelt distrikt i byen Concepción syd for hovedstaden. Det var Robert og Vora Hannan, Dorothy Brehmer, Willie Brown og Joan Brown. Joan blev alvorligt syg og rejste tilbage til De forenede Stater, hvor hun døde i 1950, men hendes trofasthed huskes af de mange som hun studerede Bibelen med.

Hovedsagelig takket være missionærernes banebrydende indsats, begyndte arbejdet at vokse i Concepción-området. I 1949 besøgte Vora Hannan en mand ved navn Armando Badilla, som med glæde tog imod bogen „Sandheden skal frigøre jer“. Han fortalte sine arbejdskammerater om det han lærte ved sit bibelstudium. Snart havde søster Hannan to studier mere. Af disse få personer blev der senere syv forkyndere, hvoraf tre blev specialpionerer. Broder Badilla gjorde så gode fremskridt at han blev menighedstjener (efter den gamle ordning), og han tjener nu som ældste i en af de tre menigheder i Concepción.

Der er både mange problemer og mange glæder i missionærtjenesten. Søster Hannan fik engang miltbrand og måtte lægge sig til sengs med høj feber.  Af denne grund var hun ude af stand til at aflægge et aftalt genbesøg hos en tysk dame der var flygtet fra det nazistiske Tyskland nogle år i forvejen. Da broder Hannan fortalte denne dame om sin kones tilstand tog hun, der ikke havde glemt sin egen første tid i et fremmed land, straks hen og besøgte søster Hannan og tilbød at sende hende en læge som kunne behandle hende. Med denne dames hjælp kom søster Hannan på hospitalet, hvor hun lå på enestue i to måneder og blev behandlet af en af overlægerne, uden at det kostede hende en øre. På grund af sygdommen mistede hun hørelsen og måtte så at sige starte forfra i vidnearbejdet. Hun oplevede at chilenernes tålmodighed og venlighed var en stor hjælp for hende til at overvinde sit handicap.

Efter at have arbejdet i Concepción i et stykke tid fik specialpioneren Sergio González tildelt distrikt i minebyen Coronel. Dér fandt han oprigtige minearbejdere der hurtigt kunne se forskellen mellem de evangeliske kirkers lære og Jehovas Vidners mere præcise forståelse af Bibelen. Han opfordrede dem til at tage de 27 kilometer med tog til møderne i Concepción når deres skifteholdsarbejde gav dem mulighed for det. Det var en daglig kamp for disse mænd at forsørge sig selv og deres familier. De arbejdede under meget vanskelige forhold, idet de daglig måtte lade sig transportere adskillige kilometer under havbunden for at nå frem til de steder i minegangene hvor kulbrydningen foregik. Skønt de ikke havde meget af denne verdens gods, bragte de mange ofre for Rigets sag. Da menigheden i Coronel blev oprettet i 1954, betalte seks brødre for leje af  rigssalen ud af deres sparsomme indkomst, og de var glade for at gøre det.

Retssag giver grundlag for fremtidig vækst

I 1952 var der i alt 831 forkyndere i landet, fordelt på 15 menigheder. På grund af den voksende aktivitet begyndte syvendedagsadventisterne at gøre modstand. Adventisterne udbredte deres blad El Atalaya, og vi udbredte bladet La Atalaya. De fremførte at navnet på vores blad lignede deres for meget, og eftersom navnet på deres blad var indregistreret i Chile mente de at de var i deres gode ret til at standse udgivelsen af vores. Vi bringer her et uddrag af et brev som præsident N. H. Knorr den 7. februar 1952 skrev til en repræsentant for deres samfund:

„Som jeg sagde til Dem da De besøgte mig her på Columbia Heights nr. 124 i Brooklyn, udkommer La Atalaya på spansk, trykt i Brooklyn, og det udbredes i alle spansktalende lande i verden. Det er blevet kendt blandt spansktalende mennesker overalt i verden som en publikation fra Vagttårnets selskab. Titlen på Deres blad adskiller sig meget fra titlen på vort. Deres titel El Atalaya betyder ’Vægteren’. Titlen på vort blad, La Atalaya, betyder ’Vagttårnet’. Der er afgjort stor forskel på en mand, et menneske, og en bygning af sten. Jeg kan ikke indse hvordan de kan forveksles. Det er ikke vores fejl at de spanske ord ser ens ud; de har under ingen omstændigheder samme betydning.

Vort selskab har ikke i sinde at ændre navnet på vort spanske blad. Det er en amerikansk publikation, og det kan sendes hvortil det skal være i verden og udbredes hvor som helst i Sydamerika. Så vidt jeg husker fra vores samtale har De benyttet forskellige navne på Deres blad i Mexico og i andre lande. Hvis der er forvirring i sagen, hvorfor skaber  De så ikke ensartethed og benytter samme titel på Deres blad i hele verden? Men jeg har naturligvis ingen ret til at foreslå en ændring hvad Deres blad angår. De har ret til at bruge den titel De vil, og De har valgt titlen El Atalaya, ’Vægteren’, en skabning, et menneske. La Atalaya, ’Vagttårnet’, er en stenbygning. Spansktalende mennesker vil næppe forveksle de to ting. Desuden ser bladene vidt forskellige ud. Jeg vil mene at den spansktalende befolkning er intelligent nok til at kunne se forskellen mellem de to titler.“

Til trods for dette brev og dette ræsonnement indbragte adventisterne sagen for de chilenske domstole. Den 10. marts 1953 forelå rettens afgørelse, som røbede at dommerne havde overvejet langt mere end forskellen mellem de to navne. Man pegede på at undertitlen „Forkynder af Jehovas rige“ var et særkende ved vort blad. Retten var derfor ikke overbevist om at bladet var et bedragerisk forsøg på at skade adventisternes rettigheder. Adventisterne appellerede afgørelsen til en højere instans, og da denne domstol gennemgik sagen bemærkede den at vort blad, La Atalaya, var langt ældre end det adventistiske blad. Man stadfæstede derfor underrettens afgørelse og gav os en klar sejr i forbindelse med vort vigtigste hjælpemiddel til studium af Bibelen.

En glædelig vækst

I slutningen af 1953 aflagde broder Knorr et besøg i Chile for at overvære et områdestævne. Han traf også foranstaltning til købet af bygningen på Moneda Gade nr. 1710, som var blevet lejet i 1951 og blev benyttet til afdelingskontor og missionærhjem. Desuden traf han forberedelse til at sende  missionærer ud til fjernere egne af landet for at påbegynde forkyndelsen dér. Der blev lagt stor vægt på specialpionertjenesten, sådan at flere lokale brødre kunne få del i den forret det var at rejse ud til fjerntliggende byer for at forkynde dér.

Søster Kathe Palm blev opfordret til at flytte ud i provinsen og fik tildelt distrikt i San Antonio. Der kunne spredes mange blade i dette gode distrikt langs kysten, hvor feriegæster i sommerperioden glæder sig over de gode sandstrande og hoteller. Med hjælp fra to pionerer, Olga Chiffelle og Gladys Ramírez, blev der oprettet en menighed i San Antonio i 1956. Eftersom San Antonio var en havneby og afdelingskontoret havde mange kartoner med bøger og brochurer på fremmede sprog, blev søster Palm spurgt om hun kunne tænke sig at besøge skibene og finde besætninger der kunne læse nogle af disse sprog. Hun fik en tilladelse af havnevæsenet og udførte denne særlige form for tjeneste indtil slutningen af 1959.

Forkynderne i hele landet fyldtes med stor glæde da det i 1954 blev meddelt at man nu havde nået det mål man længe havde stilet efter — 1000 forkyndere! Et rekordantal på 1018 var med i tjenesten.

Endelig — Sydamerikas sydspids

I 1956 blev der for første gang sendt missionærer til Punta Arenas, der på det tidspunkt havde omkring 40.000 indbyggere. Søster Stella Semczyszyn, som var med i den oprindelige gruppe på seks missionærer, fortæller følgende: „Vi kom dertil i juni 1956. Der havde lige været en oversvømmelse, og  det var koldt og vådt i vejret. Vi fandt stor interesse for sandheden og spredte mellem 60 og 70 bøger om måneden. De fleste mennesker havde aldrig så meget som set en bibel, idet præsterne havde forbudt dem at læse den.

Vi begyndte med et lille missionærhjem med fem værelser, og det ene værelse blev brugt til møderne. I marts 1957 rapporterede de første syv forkyndere. Efter lidt over et års forløb var der en gruppe på 15 som arbejdede sammen med os, og i oktober dette år havde vi brug for et større missionærhjem med et større lokale hvor vi kunne holde møderne. Efterhånden blev også dét for lille, og vi benyttede tre af vore værelser som rigssal. I 1967 lejede menigheden så en anden rigssal. Væksten har været enestående.“ Ja, det har den! Der er nu to stærke menigheder med over 200 forkyndere, og de er fælles om en stor rigssal som de selv ejer.

En anden by på kontinentets sydspids er Puerto Natales. Den er hovedstad i det område der kaldes „Ultima Esperanza“, Det sidste Håb. Der er store fårefarme i denne del af landet, og byen er beboet af arbejdere som er beskæftiget i kulminerne på den chilensk-argentinske grænse. Der blæser hårde storme i området. Træerne bliver næppe mere end en meter høje, og de hælder alle sammen til siden på grund af vinden, der blæser med op til 100 kilometer i timen i hele sommerperioden fra september til marts. Planterne lægger sig og kryber langs jorden i denne egn, der kan forekomme frygtelig barsk og ugæstfri.

Forkynderne af Riget bøjer sig imidlertid med vinden og bliver ved med at forkynde. Nu og da i  årenes løb er der blevet sendt missionærer eller specialpionerer til området for at styrke menigheden. Søster Palm såede sandhedens sæd her i begyndelsen af fyrrerne, og nu er der, takket være Jehova og mange forskellige brødres slidsomme arbejde, en menighed med lokale pionerer på stedet.

Hos missionærerne i Calama

I 1957 fik søstrene Daphne Crum, Olga Rodríguez og Louise og Frances Stubbs tildelt distrikt i den nordlige del af landet. Selv om der ikke før havde været forkyndere i byen Calama, var der 100 mennesker til stede da de holdt deres første møde på missionærhjemmet.

Mens søster Louise Stubbs arbejdede i Calama indbød professor Gallardo, der abonnerede på Vagttårnet, hende til at undervise i religion på en ny skole der var blevet åbnet. Han sagde til hende: „De kan benytte Deres egne bøger og tilrettelægge undervisningen som det er praktisk for Dem. Det vi ønsker, er at der undervises i Bibelen.“ Hun begyndte med bogen „Dygtiggjort til al god Gerning“ og gik senere over til Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis. Efterhånden ønskede den lokale katolske præst at overtage undervisningen, men professor Gallardo sagde til ham at man ønskede undervisning i Bibelen, ikke i den katolske tro, og Jehovas vidner var de eneste der var i stand til at undervise i Bibelen. Søster Stubbs underviste i to år, hvorefter søster Daphne Crum underviste i et år, og det førte til et storslået vidnesbyrd i den del af landet. Det var medvirkende til at forkyndelsen fik fast fodfæste i Calama.

 En af de fire missionærer der blev sendt til Calama var søster Olga Rodríguez, og den måde hun fik missionærånden på, er ganske interessant. Hendes moder, søster Ana Rodríguez, fortæller: „Den bedste hjælp jeg har kunnet give min datter har været at opbygge missionærånden hos hende. Da hun havde forkyndt et år efter sin dåb blev hun almindelig pioner. Jeg tilskyndede hende til at følge en god plan og vise udholdenhed i tjenesten og ikke blive hjemme når det regnede eller var varmt eller når hun havde lidt ondt her eller der. Jeg forsøgte at hjælpe hende til at indse og forstå at tjenesten for Gud er det vigtigste i livet.

Senere blev hun indbudt til at gå ud i specialpionertjenesten, hvilket betød at vi måtte skilles. Mange prøvede at råde Olga fra det, idet de sagde at hun var forpligtet til at blive hjemme og tage sig af sin gamle moder. Endda nogle af forkynderne sagde det samme. Men jeg sagde til hende: ’Er du mit eneste barn? Har jeg ikke fem andre børn som har det samme ansvar? Tænk på mødrene til de missionærer der er kommet fra De forenede Stater, Canada og Europa!’ Efter denne samtale var hun meget opmuntret og blev ikke alene specialpioner men kom også siden på Gilead, og hun har været til stor glæde og lykke for mig.“

I byen Calama og dens omegn går folk stærkt op i at tilbede jomfruen af Ayquina. Omkring 100 kilometer ude i ørkenen har den katolske kirke bygget et tempel til ære for hende, og folk tager derud for at tilbede hende. Deres vigtigste helligdag fejres med særlige danse. Hver gruppe dansere har en leder som træner sin gruppe til ikke alene at danse godt  men også at danse i timevis uden afbrydelse i et forsøg på at udmatte de andre dansere. Musikken er en enkel melodi som spilles på et blæseinstrument og ledsages af trommeslag. Hver gruppe har sine egne dragter, nogle kinesiske, andre spanske, indianske, bolivianske og så videre, og danserne bærer groteske karnevalsmasker.

Når den særlige dag oprinder, ærer de troende jomfruen ved at indfri deres løfter til hende ved at hæfte pengegaver på hendes kjole. Danserne er i konstant bevægelse og kappes om hvilken gruppe der kan holde længst ud. Når jomfruens kjole er dækket med penge, bliver den skiftet ud med en anden. Pengene samles i sække, som biskoppen kører væk i sin bil. Mange som tidligere har dyrket denne jomfru, er nu Jehovas vidner og retter deres hyldest og tilbedelse til den levende og sande Gud — ikke til et billede som er menneskeværk.

En beslutsom søster i en mineby

I 1957 fik søster Evelyn MacFarlane den forret at påbegynde arbejdet i minebyen Pedro de Valdivia. Da hun ankom til byen kunne hun hverken finde et hus eller et værelse som var til leje. I stedet for at blive mismodig og rejse igen, henvendte hun sig til en dame som hun havde kendt i en anden by og som nu boede her. Skønt damen ikke var interesseret i sandheden, lod hun søster MacFarlane sove på gulvet i sit hjem. Og sine måltider tilberedte søster MacFarlane i hjemmet hos en anden dame, der heller ikke var interesseret i sandheden.

 I løbet af den første måned oprettede søster MacFarlane ti bibelstudier i én gade. Derefter samlede hun dem for at begynde et vagttårnsstudium i et af hjemmene. Senere lykkedes det hende med nogle af de interesseredes hjælp at få lov til at holde møderne i fagforeningssalen. Resultatet var at man snart kunne holde alle møderne, og de nye voksede i kundskab om Jehova og hans hensigter.

Søster MacFarlane skrev: „I kan sikkert forestille jer min glæde. Selv om jeg først var begyndt at arbejde der i maj måned, havde jeg 25 af de nye med i tjenesten allerede den 25. december!“ Kort efter skænkede mineselskabet dem en grund og byggematerialer, så der kunne bygges en rigssal.

Brødre som kunne påtage sig ansvarsbyrder

I denne periode kom der nogle mænd med i sandheden som skulle vise sig at gøre en betydningsfuld indsats for at fremme Rigets interesser i Chile. Blandt andet kan nævnes Carlos Núñez, Osvaldo Bello, Willy Ramírez, Lucio Ríos og Manuel Wong. Disse brødre og andre, som for eksempel Ernesto Ots og Sergio Gonzáles, er blevet kendt praktisk taget fra den ene ende af landet til den anden.

I 1959 blev broder Fred Wilson, der var uddannet på Gilead, afdelingstilsynsmand i Chile efter broder Albert Mann, der fortsatte med at betjene sine brødre som rejsende tilsynsmand. Broder Wilson havde opgivet en lovende karriere som atomfysiker for at indvi sit liv til Jehova og træde ind i pionertjenesten.  Da broder Wilson blev afdelingstilsynsmand var der 56 menigheder i Chile med et højdepunkt på 1879 forkyndere.

Chile rystes af jordskælv

Året 1960 vil længe blive husket i Chile som året med fire store jordskælv. De overlevende vil aldrig glemme de frygtelige kræfter der blev frigjort da jorden rystede i flere minutter med en sådan voldsomhed at det var umuligt at holde sig oprejst. Jehovas vidner vil desuden huske den storslåede kærlighed og enhed deres brødre viste under katastrofen.

Inden for få dage efter jordskælvet begyndte afdelingskontoret at få breve og telegrammer fra alle dele af verden med sympatitilkendegivelser og tilbud om hjælp. Der kom adskillige tusind dollars fra Selskabet i New York, fra menighederne i Chile og fra enkeltpersoner i andre lande. Desuden blev der fra Brooklyn sendt mere end et tons tøj til uddeling blandt de nødstedte. Nødhjælpsforsyningerne blev fordelt efter behov blandt 500 familier som var berørt af jordskælvet.

Afdelingstilsynsmanden, Fred Wilson, foretog en rejse til de største af de byer der var ramt af jordrystelserne, og han rapporterer følgende: „Første stop var Concepción. De bygninger der havde lidt størst skade var dem der var opført af mursten eller soltørrede lersten. Mange træhuse havde brandmure af mursten, og disse mure var i mange tilfælde styrtet sammen og havde knust trævæggen og dræbt beboerne. Det eneste dødsoffer man kendte til blandt  dem der havde tilknytning til Jehovas vidner, var en ældre dame som studerede Bibelen. Hun var lam, og hendes hjerte holdt op med at slå på grund af chokket under den anden jordrystelse, der varede flere minutter.

Dagen efter tog jeg en times flyrejse mod syd til Valdivia, der var 50 procent ødelagt af jordskælvet og den forfærdelige flodbølge. Hele husblokke var jævnet med jorden, som om en kæmpehånd havde fejet dem sammen til ruindynger.“

En af missionærerne i Valdivia på det tidspunkt, Esther Perkins, fortæller: „Vi var lige klar til at tage af sted til vagttårnsstudiet da vi mærkede en kraftig rystelse, og et kvarter senere satte det i med en lang række jordrystelser. Husene begyndte at falde sammen som korthuse. I vores gade blev alle 25 huse på nær fire ødelagt eller gjort ubeboelige.

Manden til en af dem vi studerede med havde taget sine små piger med ud på en sejltur i sin robåd lige før det store jordskælv og den efterfølgende flodbølge. Båden blev ført op på toppen af den vældige flodbølge der kom op ad floden, og han skubbede straks de to børn ned i bunden af båden og forsøgte at styre den ind til bredden. Heldigvis kastede bølgen dem ind på land, og han greb øjeblikkelig børnene og løb højere op på bredden med dem. Han var langt heldigere end de mange andre der ikke overlevede og kunne fortælle hvad der skete. Ingen af de 26 forkyndere i menigheden mistede livet, hvilket vi alle takkede Jehova for.“

De to missionærer i byen, Esther Perkins og Lorraine Selesky, fik tilbud om at forlade katastrofeområdet  og tage til Santiago, men de foretrak at blive og forsøge at hjælpe brødrene og de interesserede nu hvor de havde størst behov for det. Pigerne boede på gaden i to dage og flyttede derpå ind i en garage som tilhørte missionærhjemmets ejer. Hver dag i denne periode forekom der op imod 2-300 jordrystelser, og alles nerver stod på højkant.

I disse uhyggelige døgn forsøgte søstrene at finde dem som de studerede Bibelen med. Nogle steder kunne de ikke finde noget som helst spor af huset, andre steder kun en ruindynge. Andre steder igen var huset der, men beboerne var flyttet. En del mennesker opsøgte missionærsøstrene for at tale med dem; de stillede mange spørgsmål og der blev aflagt et godt vidnesbyrd. Missionærhjemmets ejer sagde til søstrene: „Min kone og jeg har virkelig været glade for at have jer boende her i disse skrækkelige dage. Det er næsten som om I var de eneste der bevarede roen og ikke blev vanvittige. Det har hjulpet os meget.“

I byen Puerto Montt nød indbyggerne den stille og fredelige eftermiddag søndag den 22. maj 1960. De talte stadig om det frygtelige jordskælv og de mange døde i Concepción. Sådan noget havde de aldrig oplevet i Puerto Montt. Men hvis de troede at det ikke kunne ske, tog de fejl! To minutter i tre kom det første advarselssignal i form af en kraftig rystelse. Et kvarter senere begyndte det igen, og denne gang så kraftigt at de ikke kunne holde sig oprejst. Huse faldt sammen for øjnene af dem.

De fire unge missionærsøstre havde den skrækkelige oplevelse at se den ene ydermur til deres missionærhjem  vælte udad, ud på gaden! I den efterfølgende forvirring faldt nogle mursten ned på søster Elena Muñoz’ fod, og selv om hun ikke var klar over det i øjeblikket, brækkede adskillige knogler i foden. Inden for en halv time ankom brødrene fra menigheden og gav straks pigerne den hjælp de behøvede og sørgede for husly til dem. I mellemtiden var folk flygtet op på de omliggende høje mens rystelserne fortsatte natten igennem.

Der dannes en forening for Chile

I 1960 tog Selskabet skridt til at danne en forening for Chile. I betragtning af forholdene i landet var det klogt at gøre dette nu, for at kunne købe jord og bygge rigssale. Den 29. september 1960 godkendte justitsministeriet oprettelsen af foreningen „La Comunidad Religiosa Testigos de Jehová“ (Jehovas Vidners religiøse samfund). Dette gav Selskabet mulighed for at opnå skattefrihed og andre goder som tilstås alle religiøse samfund der er indregistreret i landet.

Mindehøjtiden blev i 1960 overværet af 5995! Hvilken forbløffende vækst siden de første missionærer var kommet til landet blot 15 år tidligere, hvor kun 103 havde overværet mindehøjtiden!

Øen Chiloé

I 1963 blev de første specialpionerer sendt til øen Chiloé, som ligger lige ud for kysten i den sydlige del af landet. Som vi husker aflagde søster Palm et besøg på Chiloé i begyndelsen af 1940rne. Nu var  tiden endelig kommet til at der skulle aflægges et grundigt vidnesbyrd. Søster Evelyn MacFarlane, nu bedre kendt i Chile som Bunny Valenzuela, og hendes mand havde den forret at arbejde der som specialpionerer. De søgte ihærdigt at finde et sted at bo, men uden held, og de besluttede derfor at hvis de skulle have arbejdet gjort, måtte de bygge sig et lille hus. Da de ikke havde ret mange penge, købte de kun lige de nødvendigste materialer til at begynde med. I nogen tid havde deres lille hjem ikke indlagt elektricitet, ikke rindende vand og heller ingen vinduer; men de havde et sted at være hvor de kunne holde varmen, og fremfor alt et sted hvorfra de kunne begynde deres pionertjeneste.

De stødte på megen fordom, overtro og spiritisme i distriktet, og folk lå stærkt under for den katolske kirkes indflydelse. Men lidt efter lidt viste resultaterne sig, og i løbet af det første år kom seks personer med i forkyndelsen. Der kunne oprettes en isoleret gruppe. Siden er der på denne smukke ø blevet oprettet menigheder i Ancud, Castro og Linao.

Stævner fremmer væksten

I 1965 oplevede Jehovas folk i Chile nogle bemærkelsesværdige højdepunkter. Antallet som overværede mindehøjtiden kom helt op på 9522, mens der var 21 som nød symbolerne. Forkyndertallet var vokset til et højdepunkt på 3758, men det var meget klart at der stadig var et vældigt arbejde at  gøre, eftersom forkynderne i de 89 menigheder ledede 3917 hjemmebibelstudier.

I januar 1967 kom Chile til at opleve sit første internationale stævne, som skulle holdes i Santiago. Til dette stævne, der havde temaet „Guds frie sønner“, kom der 300 gæster fra De forenede Stater, Canada, Mellemamerika og Europa, og de chilenske brødre modtog dem i lufthavnen og bød dem begejstret velkommen med sangere og dansere i nationaldragter.

Stævnepladsen var den nye Velodrome. Bygningen blev først færdig nogle få uger før stævnet, og brødrene måtte udføre et mægtigt rengøringsarbejde for at få alt i orden til åbningen af dette femdages stævne lørdag den 7. januar 1967. De 441 der blev døbt ved stævnet udgjorde et større antal døbte end i noget tidligere år i arbejdets historie i dette land.

Ny Verden-oversættelsen af Bibelen udkom på spansk ved stævnet, og brødrene var begejstrede. En tilsynsmand skrev: „Vi må takke Jehova og hans organisation for denne storslåede hjælp. Hvor er det en glæde at kunne bruge den nye bibel med dens glimrende ordbog og tillæg med skriftsteder og så videre. Mange tak, brødre!“ Ingen ny bog er blevet modtaget med større og mere dybtfølt værdsættelse.

Fra dengang og til og med 1980 har afdelingskontoret udsendt 350.000 af disse bibler — et klart udtryk for at de chilenske brødre bruger den med begejstring og finder mange mennesker som ønsker at læse den og studere den.

 Dette betydningsfulde stævne syntes at indlede en ny æra i udvidelsen af Rigets interesser i Chile. I 1968 var der således 5805 forkyndere som brugte i alt 1.034.871 timer i tjenesten. Desuden var der 15.405 som overværede mindehøjtiden — næsten tre gange forkyndertallet. Der var nu syv kredse med 103 menigheder; det var et år med god aktivitet.

I 1968 blev bogen Sandheden der fører til evigt liv udgivet ved områdestævnet „En god nyhed for alle nationerne“. De 11.369 der overværede de fem områdestævner i landet begyndte straks at arbejde med den nye bog, og til og med tjenesteåret 1980 har de chilenske brødre nu spredt over 670.000 eksemplarer af den! Det er næsten umuligt at holde den på lager på afdelingskontoret.

Nyt afdelingskontor

Året 1968 viste sig også at blive et bemærkelsesværdigt år på en anden måde. Myndighederne underrettede Selskabet om at afdelingskontorets grund skulle eksproprieres fordi den nye pan-amerikanske hovedvej skulle føres igennem der. I december 1968 kom broder Knorr til Santiago for at vælge en anden grund hvor der kunne bygges et nyt afdelingskontor. Man fandt et egnet sted i et roligt beboelseskvarter i nærheden af de høje Andesbjerge. Derefter blev der holdt et særligt møde, og rygtet herom spredtes til alle dele af landet, så 4083 strømmede til Santiago for at høre broder Knorr tale. I løbet af foredraget gav broder Knorr meddelelse om planerne om bygningen af et nyt afdelingskontor,  og brødrene modtog nyheden med ægte begejstring.

Tidligt i 1969 kom der besked om at afdelingstilsynsmanden, broder Fred Wilson, skulle overføres til Brasilien for at tjene som afdelingstilsynsmand der. Det var en sørgelig dag for mange lokale brødre da de i hundredvis mødte op i lufthavnen for at tage afsked med broder og søster Wilson, der efter 20 års missionærtjeneste i Chile havde fået en stor plads i deres chilenske brødres hjerter. Opgaven som afdelingstilsynsmand blev overtaget af gileadmissionæren Pedro Lovato fra Argentina.

Opførelsen af det nye afdelingskontor begyndte i august 1969. Selskabet fik mulighed for at ansætte  brødre til at udføre det meste af arbejdet, så kun få udenforstående fik noget videre at gøre med byggeriet. Der var i alt 35 fast ansatte brødre. Desuden blev menighederne i Santiago opfordret til at støtte byggeriet med deres tid og evner, og de reagerede meget positivt. La Cisterna-menigheden kom for eksempel ud til byggepladsen i en lejet bus, og søstrene fra menigheden opstillede et feltkøkken så brødrene kunne få et godt måltid mad og arbejde på pladsen hele dagen. De frivillige medarbejdere brugte i alt 3124 timer på byggeriet.

Den hvide, toetages bygning ligger elleve meter tilbagetrukket fra gaden, og man kommer til hovedindgangen ad en bred, flisebelagt gang flankeret af grønne plæner. Facaden er delvis dækket af en grøn teglbelægning der bryder de skinnende hvide cementflader. Hovedindgangen er indrammet af mørkt marmor, som danner en behagelig kontrast til de aluminiumsindfattede glasdøre.

Indvielsen fandt sted den 21. november 1970, og der var 255 til stede. I sin indvielsestale sagde afdelingstilsynsmanden, Pedro Lovato, at selve bygningen ikke er det væsentlige; det der har værdi i Jehovas øjne er det man bruger bygningen til. Bygningen rummer en dejlig stor rigssal, tilstrækkelig plads til kontor og forsendelsesafdeling, foruden bolig til 16 personer.

Besøg på skibene i Valparaíso

I begyndelsen af 1960 blev søster Palm forflyttet fra havnebyen San Antonio til landets største havneby Valparaíso. Hun forkyndte på skibene om formiddagen,  og om eftermiddagen gik hun i gruppevidnearbejde fra hus til hus og ledede bibelstudier. Hun fortæller:

„Jeg havde fået adskillige kartoner med fremmedsproget litteratur fra Selskabet, deriblandt engelske bibler. Jeg spekulerede på hvordan jeg kunne sprede disse bibler. Så kom der et afrikansk skib fra Ghana, bemandet udelukkende med ghanesere. Alle på skibet var ivrige efter at få en engelsk bibel. De talte alle sammen engelsk foruden deres eget sprog ewe eller ga, så jeg måtte tilbage tre gange og måtte endda bede en ung søster om at hjælpe mig med at bære over 30 engelske bibler om bord. Desuden tegnede jeg førstestyrmanden for et abonnement på Vagttårnet og Vågn op! Hvilken velsignelse, både for dem og for mig!“

Efter 35 års pionertjeneste i mange dele af Chile traf søster Palm den tidligere andenstyrmand på det skib der bragte hende til Chile i 1936. Han var nu blevet skibsreder og sagde at han var glad for at se hende, for han havde tænkt på hende for nylig. Hvordan? Hvorfor? „Jeg forstod på ham at hans skib sejlede i Puerto Montt-området og at han havde brug for en kaptajn, en mand han kunne stole på,“ forklarer søster Palm. „Da han så fandt en mand og spurgte om hans anbefalinger, fik han svaret: ’Denne mand er et af Jehovas vidner.’ Og det var den allerbedste anbefaling han kunne få, sagde han. ’Om De ikke har udrettet andet i alle Deres år som vagttårnsmissionær i Chile,’ fortsatte han, ’så har jeg i det mindste fået denne gode mand fordi han er et vidne for Jehova, en man kan stole på.’“  Man kan tænke sig hvordan vores søster følte det da hun hørte disse ord! Ja, hendes hjerte strømmede over af taknemmelighed mod Jehova!

Den spændende historie om denne dynamiske missionær går videre. Til trods for sine 78 år fortsætter hun nidkært sin teokratiske virksomhed. Skønt handicappet af et dårligt ben på grund af et fald i Valparaísos stejle gader, havde hun i tjenesteåret 1980 et gennemsnit på 132 timer, 168 blade, 56 genbesøg, 5,6 studier og 24 bøger om måneden. Hendes utrolige energi forbundet med hendes urokkelige tro og hengivenhed har været en kilde til opmuntring for alle der kender hende og elsker hende. Det har været en stor forret for de første missionærer, alt efter som de har haft mulighed for det, at kunne virke i Chile sammen med de oprindelige forkyndere og se den vidunderlige vækst som Jehova har velsignet i rigt mål!

En marxistisk regering kommer til magten

Året 1970 fik en glimrende start med 19.850 til mindehøjtiden, og vi nåede en ny forkynderrekord i april med 7422 — dobbelt så mange som blot fem år tidligere!

Efter valget i september 1970 måtte de kristelige demokrater afgive regeringsmagten til Unidad Popular, en koalition af flere politiske partier. Med det nationalistiske kampråb „Chile for chilenerne“ nationaliserede den nye marxistiske regering de store kobberminer, der havde været kontrolleret af udenlandsk kapital; jordbesidderne fik deres store farme  eksproprieret, og jorden blev fordelt til de fattige. Nogle af de fattige blev utålmodige og drev med våben i hånd ejerne bort fra deres farme og overtog jorden. Mange ubeboede grunde i byerne blev ulovligt overtaget af folk som simpelt hen plantede et chilensk flag på grunden og derefter byggede et lille hus.

Som man kunne vente var de velstående stærkt imod den marxistiske regering, og mange rejste ud af landet; mange andre gjorde sig klar til at rejse. Man kæmpede voldsomt for at modvirke forandringerne, og det førte til vold og blodsudgydelse.

Mens grupperne bevægede sig mod yderpunkterne i den politiske verden, bevarede Jehovas folk sin neutrale stilling. Situationen blev spændt til bristepunktet, og stemninger som had og frygt begyndte at kunne mærkes i dette engang så rolige land. Men på trods af de urolige tider fortsatte Rigets arbejde med at vokse. Året efter var der 22.918 til mindehøjtiden, det hidtil højeste antal, og der var en 13 procents fremgang i forkyndertallet, med et gennemsnit på 7810.

Araukanerne

Blandt disse mange forkyndere var der også nogle indianere af araukaner-stammen som for nylig var blevet døbt. Araukanerne var efter sigende de vildeste og tapreste krigere de spanske conquistadorer nogen sinde havde kæmpet imod. Spanske historikere siger at det kostede mere tid, mere blod og flere penge at overvinde disse indianere end at erobre hele resten af Sydamerika. Først efter 200 års fortsatte kampe lykkedes det spanierne at undertvinge  de araukanske høvdinger og krigere. Og det afgørende våben var ikke geværer men den hvide mands laster. De fordærvede indianerne i den grad at de blev fuldstændig demoraliserede og mistede deres kampvilje.

Mange tusind araukanere lever stadig efter deres egne samfundslove i reservater som staten har givet dem. Af udseende minder de meget om eskimoerne, men deres oprindelse er aldrig blevet fastslået med sikkerhed. De har ikke noget skriftsprog, så deres religiøse opfattelser er ret svævende. I almindelighed tror de på sjælens udødelighed og reinkarnation. De har interessant nok deres egen legende om en verdensomspændende vandflod som kun blev overlevet af ganske få mennesker.

Nogle af araukanerne har indrettet deres liv efter Bibelens normer og indviet sig til Jehova. De hører til menigheden i Temuco. Vi håber oprigtigt at disse nye brødre og søstre vil vise den samme tapperhed og målbevidsthed som deres forfædre, ikke i en kamp mod kød og blod, men i kampen mod denne verdens gud, Satan Djævelen, og hans dæmonhorder — ved at forkynde den gode nyhed om Riget.

Riget forkyndes under politisk uro

Valget af den marxistiske regering og de efterfølgende begivenheder forårsagede på det nærmeste et jordskælv, en omvæltning som rystede mange mennesker og blødgjorde barrio alto, det vil sige overklassekvarteret, i Santiago. Mens mange af de materielt fattige så hen til at Salvador Allende skulle løse  deres problemer, begyndte mange oprigtige mennesker i den modsatte ende af den sociale og økonomiske rangstige at spekulere på hvor deres fremtid lå. De havde slidt i det og lidt afsavn i årevis for at opbygge en økonomisk tryghed, og nu var det alt sammen truet. Kunne der være noget som var bedre end materielle besiddelser til at sikre fremtiden? Energiske forkyndere af „den gode nyhed“ gav tilfredsstillende svar.

For at belyse væksten i barrio alto, kan vi nævne at der i september 1971 var seks menigheder i den del af byen, og at der i denne måned var 324 forkyndere som rapporterede tjeneste. Men nu er der 11 menigheder, og de rapporterede for nylig 990 forkyndere — en fremgang på 206 procent!

Verbale angreb og politisk vold var ved at blive dagligdags begivenheder, og det var almindeligt at folk måtte vente i lange køer ved fødevareforretningerne. Mange husmødre måtte bruge gennemsnitlig tre timer om dagen, og somme tider helt op til seks timer, på at købe brød og andre madvarer. Hvad gjorde vore søstre for at udnytte tiden?

Nogle gjorde det til en vane at tage bøger eller blade med sig, enten for selv at læse dem eller for at bruge dem ved aflæggelse af uformelle vidnesbyrd. I en kø der nåede fra den ene sidegade til den næste, beklagede en dame sig over at skulle stå dér og spilde så megen tid. En søster i nærheden bemærkede at mennesker ikke selv er i stand til at løse deres problemer, og hun fortsatte med at fortælle om håbet om Riget. Da damen viste interesse aftalte søsteren at besøge hende privat, og med tiden blev der  oprettet et studium. Nu er denne dame en aktiv forkynder, og hendes datter er almindelig pioner.

Mange søstre, som var velkendte på grund af deres forkyndelse og respekterede for deres adfærd, blev sparet for den daglige ventetid i køerne fordi venlige forretningsindehavere fortalte dem hvilke varer der kunne fås og hvornår. Der kunne fortælles mange hjertevarmende oplevelser om hvordan vore nidkære søstre udnyttede den vanskelige situation til at aflægge et vidnesbyrd om Riget.

I 1973 nåede den løbske inflation op på 330 procent, og der var lammende strejker, fødevaremangel og voldshandlinger. I årene inden valget af den socialistiske præsident havde Jehovas vidner i Chile oplevet en temmelig stærk vækst, med en årlig fremgang på henholdsvis 20 procent, 16 procent og 17 procent. Efter valget gik væksten gradvis ned til 13 procent, 9 procent og 6 procent. Men som nævnt blev der i denne periode opnået gode resultater i barrio alto.

Mange småkårsfolk som var grebet af begejstring for Unidad Popular vendte imidlertid Guds rige ryggen og knyttede deres forhåbninger til menneskers bestræbelser. Adskillige religiøse ledere tilskyndede dem endog til dette. I april 1971 erklærede 80 præster for eksempel at de gik ind for at „katolikker skulle deltage i socialismens opbygning“. Landets religiøse ledere gav deres tilslutning til den nye regerings politik; én udtalte ligefrem at „det rige vi håber på, begynder at tage form her, og en af dets grundpiller er retfærdighed“. De anvendte endda profetier fra Esajas’ bog på det nye politiske styre. Men ville de se deres drømme gå i opfyldelse?

 En pludselig forandring

Svaret kom den 11. september 1973, da den marxistiske regering blev styrtet af hæren. De fleste af os havde aldrig oplevet en krig på nært hold, så det var noget af en oplevelse pludselig at stå midt i en revolution. Mange brødre var intetanende gået på arbejde om morgenen. Betelfamilien havde travlt med arbejdet og missionærerne var ved at gøre klar til at gå ud i tjenesten, da helikoptere fløj næsten lige hen over afdelingskontoret. Da vi kiggede op, så vi til vores overraskelse at dørene på dem stod åbne, og der var soldater med skudklare maskingeværer! „Hvad mon der foregår?“ var der en der spurgte. Så blev der tændt for radioen, og vi hørte at hæren havde overtaget magten for at gøre ende på årene med had og ufred blandt chilenerne. Alle blev advaret om at holde sig inden døre og ikke gå ud på gaderne. Der var hårde kampe i Santiagos centrum og i de fattigere kvarterer i byens udkanter. Det er vel unødvendigt at sige at missionærerne her på afdelingskontoret blev midlertidige betelmedarbejdere indtil forholdene blev mere normale igen. Og hvordan gik det med de brødre der var taget på arbejde på forskellige fabrikker tidligt den morgen?

Nogle blev arresteret og sammen med grupper af mistænkte venstreorienterede ført til forhør på det nationale stadion i Santiago. Det viste sig at være en beskyttelse at kunne dokumentere at man var et Jehovas vidne, for de var blandt de første der blev løsladt.

Visse vidnesbyrd tyder på at yderliggående kræfter havde planlagt et drastisk skridt inden militærets magtovertagelse, og at en af de grupper der skulle  udryddes var Jehovas vidner. Hvis det er tilfældet, takker vi Jehova for hans storslåede beskyttelse!

I de kritiske dage efter magtovertagelsen viste vor velkendte neutralitet sig at være en velsignelse og en beskyttelse. Da arrestationen af kommunistiske aktivister efterlod ledige stillinger på fabrikker og virksomheder, blev ansatte som var Jehovas vidner ofte anbragt på vigtige nøgleposter. Samme formiddag som kuppet fandt sted, mødte nogle soldater op på en forkynders bopæl og spurgte ham hvor lang tid det ville tage ham at få det lokale olieraffinaderi i gang. Der var ingen anden kvalificeret person de turde stole på!

Ved daggry blev der her og der foretaget husundersøgelser efter våben og lignende. Ofte blev Jehovas vidners huse simpelt hen sprunget over. En soldat sagde, idet han tog bogen Sandheden der fører til evigt liv ud af en bogreol: „Hvis alle læste og levede efter det der står i denne her bog, behøvede vi slet ikke at foretage husundersøgelser.“

Internationalt stævne

I flere måneder derefter var folk stadig lidt nervøse og urolige, og der var nu og da udbrud af voldshandlinger. Det var i denne spændte atmosfære vi planlagde at holde det internationale stævne „Guds sejr“. Kontrakten om leje af Santa Laura-stadionnet i Santiago var ganske vist underskrevet, men ville vi få lov til at afholde en sådan sammenkomst? Siden undtagelsestilstanden var blevet erklæret i september, var næsten alle større møder blevet forbudt. En sammenkomst af denne størrelse på dette tidspunkt ville være noget nær et mirakel. Men Jehovas arm var ikke for kort! — Es. 59:1.

 Da datoerne for stævnet nærmede sig, steg nervøsiteten. Og så, kun en uge før stævnet, fik vi at vide at tilladelsen var blevet afslået. To brødre tog straks hen til forsvarsministeriet for at forklare at der allerede var truffet forberedelse til modtagelsen af mange udenlandske delegerede, og at de ville få et meget dårligt indtryk hvis det internationale stævne ikke kunne holdes. En oberst forelagde da problemet for sin overordnede og vendte tilbage med svaret: „Tilladelsen er givet!“ Vore bønner var blevet hørt!

Ingen af brødrene ønskede at gå glip af dette stævne, der skulle blive det største i Chile nogen sinde. For at få råd til rejsen fra de tørre og golde områder i nord eller fra de gletscherdækkede ødemarker i syd solgte mange forkyndere møbler, fjernsynsapparater, grammofoner og andet.

Som tidligere nævnt har Chile en kystlinje på 4265 kilometer langs Stillehavet, så der var langt at rejse med bus eller tog. Fra Iquique i Atacamaørkenen kom der 1300 vidner, deriblandt også børn og spædbørn, med et otte vogne langt særtog. Turen var lang og trættende, men efter fire og et halvt døgns togrejse — der en stor del af tiden gik gennem brændende ørken — var de udmattede deltagere omsider ved målet, og deres strabadser var endt. Det vil sige næsten endt, for toget ankom om aftenen netop som udgangsforbudet trådte i kraft. Det betød at brødrene måtte blive i toget hele natten!

Da modtagelseskomiteen tidligere på dagen var mødt op på banegården for at tage imod disse gæster, havde man fået at vide at toget ville være forsinket.  Da man vidste at dette ville betyde endnu en nat i toget for brødrene, traf man forberedelse til at lave kaffe, indkøbe frugt, skaffe tæpper og lave sandwiches. Otteogfyrre brødre meldte sig til at blive på Mapocho-banegården natten over for at sørge for de ankommende brødre. Dette skete naturligvis med tilladelse fra de militære myndigheder der havde tilsyn med banegården. Ja, soldaterne var så imponerede over arrangementet at de gav en hånd med. Når et tog ankom sent, var det almindeligt at passagererne nægtede at overholde udgangsforbudet, så soldaterne var vant til at måtte affyre deres rifler op i luften og tvinge de umedgørlige folk tilbage i vognene. Men i dette tilfælde, hvor toget var fuldt af Jehovas vidner, var der ingen grund til at råbe eller at gentage en ordre. En soldat sagde: „Jehovas vidner har vist at de er korrekte og lovlydige.“

Næste morgen, efter at de delegerede havde fået kaffe igen, kom brødrene fra menighederne i Santiago til banegården for at bringe dem til deres logi. De delegerede var meget taknemmelige for den kærlighed der blev vist dem, og for at deres brødre havde været villige til at blive natten over på den kolde og mørke banegård! I sandhed et godt eksempel på selvopofrende kærlighed!

Endelig oprandt dagen, og de udenlandske delegerede, deriblandt broder Knorr, ankom. Begejstringen kendte ingen grænser. Hvilken opmuntring var det ikke for brødrene og for de 1502 nye der symboliserede deres indvielse til Jehova ved vanddåben! Antallet af tilstedeværende var det hidtil højeste for et enkelt stævne — 21.321! Vi takker Jehova  for at han åbnede dørene og gjorde det alt sammen muligt.

Den hurtige vækst tager fat igen

Begivenhederne i Chile i 1973 understregede sandheden i Salme 146:3 om at man ikke skal sætte sin lid „til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe“. De der havde sat deres lid til den nu døde præsident var desillusionerede og uden håb. Takket være Jehova og hans folks flittige arbejde tog mange retsindige imod budskabet om Riget som menneskets eneste håb og tog standpunkt for den sande tilbedelse.

I oktober 1973, kun en måned efter magtskiftet, passerede Chile for første gang 10.000 forkyndere med et højdepunkt på 10.119. Så havde vi det internationale stævne, der gav impulser til fremtidig vækst, og vi sluttede tjenesteåret med en 22 procents fremgang og et gennemsnit på 10.962! Der var i årets løb oprettet 32 nye menigheder og to nye kredse; det højeste antal forkyndere var 12.491, og i alt 2660 blev døbt. Året efter var fremgangen endnu større — 30 procent, med et gennemsnit på 14.220 forkyndere. Antallet af døbte var helt forbløffende — 3842!

Den hurtige vækst og den gunstige presseomtale af vore stævner undgik ikke vore religiøse fjenders opmærksomhed. De begyndte at røre på sig og at arbejde bag kulisserne, idet de drog fordel af deres specielle forhold til „kejseren“. Vi blev anklaget for at være infiltreret af kommunister, og ved mere end én lejlighed måtte vi vise at det ikke var tilfældet og forklare den „kontrol“ man må igennem før man  bliver døbt. Dette syntes at tilfredsstille myndighederne, og sagen blev åbenbart henlagt — men ikke glemt.

Da broder Knorr var her til det internationale stævne, gav han os grønt lys til at indrette et lille trykkeri. Indtil januar 1975 fik vi Rigets Tjeneste og de skriftlige repetitioner fra Argentina, men på grund af det stærke snefald om vinteren i Andesbjergene var forsendelserne ofte forsinket. Nu fik vi så vort eget trykkeri, så vi kunne forsyne brødrene med formularer, løbesedler, programmer, Rigets Tjeneste og skriftlige repetitioner.

Stævne på det nationale stadion

Tilbage i 1949, da broder Knorr var i Chile under et stævne, havde søster Digna González spøgende spurgt hvorfor vi ikke holdt stævne på det nationale stadion. Til hendes store glæde skulle den tid komme hvor vi gjorde det. I januar 1976 havde vi den forret at benytte dette stadion til områdestævnet „Guds suverænitet“, der blev overværet af 15.619 fra Santiago-området. På grund af de afsluttende kampe mellem de professionelle fodboldhold fik vi besked på at slutte møderne lidt tidligere hver dag, så kampene kunne spilles om aftenen. Dette blev gennemført uden vanskeligheder. Et af dagbladene i Santiago skrev: „På tre timer måtte Jehovas vidner rydde alt ud af stadion og derefter bringe det hele tilbage igen. Men det var ikke noget problem, for alle samarbejdede gnidningsløst og udførte det mirakel at forvandle idrætsområdet til en religiøs stævneplads og omvendt.“

 Inflationen fører til pengereform

Chile oplevede i denne periode en voldsom inflation. I august 1970 svarede en amerikansk dollar til 14 chilenske escudos; bare fem år senere svarede en dollar til 6000 escudos! I september 1975 gennemførte regeringen derfor en pengereform så 1000 escudos blev forvandlet til én peso. Den officielle vekselkurs blev fastsat til seks pesos for en amerikansk dollar.

Storslået vækst

På trods af de vanskeligheder der blev forårsaget af inflationen og den stigende arbejdsløshed, fortsatte begejstringen for „den gode nyhed“. I tjenesteåret 1976 nåede vi en rekord på 16.862 forkyndere, og 2782 blev døbt. Mens forkyndertallet voksede meget stærkt, var det dog ikke så nemt at uddanne nye ældste med samme fart. I september 1972 var der 131 menigheder, og i løbet af blot fire år voksede dette antal til 269 — over det dobbelte! Af den grund måtte mange menigheder der før havde tre eller flere ældste, nu nøjes med én eller to til næsten det samme forkyndertal.

Og dog skete fremgangen uden problemer — med nye forkynderrekorder, oprettelse af nye menigheder og kredse, afholdelse af kredsstævner og områdestævner med samlede tilhørerskarer der oversteg 30.000, og et hidtil højeste antal tilstedeværende ved mindehøjtiden på 46.940. Satan var naturligvis ikke glad for denne teokratiske vækst, så ’den brølende løve’ begyndte at gøre sit bedste for at skræmme de nye ’lam’ der blev indsamlet.

 Voksende modstand mod arbejdet

Hvert år før sommermånederne december, januar og februar planlægger vi at afholde en række områdestævner. Alt gik godt i denne periode, indtil vi fik besked om at de militære myndigheder ikke ville give tilladelse til et lille stævne for de tre isolerede menigheder der ligger nær ved Magellanstrædet ved Sydamerikas sydspids. Men i betragtning af at brødrene havde et godt omdømme og at en oberst personligt kendte flere af dem, gav generalen alligevel lov til at stævnet kunne afholdes. Tilladelsen blev imidlertid ikke givet skriftligt, og han anmodede om at stævnet ikke fik nogen offentlig omtale.

Vi fortsatte med at holde områdestævner i provinserne uden problemer. Inden længe skulle vi have besøg af zonetilsynsmanden, og det var planen at han skulle holde et foredrag i Velodromen, hvortil alle menighederne i Santiago-området var indbudt. I sidste øjeblik fik vi til vores overraskelse at vide at vi ikke kunne få tilladelse til at holde dette møde. Vi appellerede afgørelsen, men forgæves.

Derefter annullerede militærmyndighederne det områdestævne vi havde planlagt på Santa Laura-stadionnet; de erklærede at der ikke ville blive givet tilladelse til store møder på grund af krisesituationen. De afslog vore appeller og nægtede at tale med os om sagen. Hvad kunne vi gøre, ikke alene for brødrene i de 100 menigheder i og omkring Santiago, men også for de brødre fra Argentina der havde planlagt at rejse til Chile for at overvære stævneprogrammet?

 Vi nedskar straks det firedages stævneprogram til to dage. På denne måde kunne omkring 70 procent af stoffet fremholdes i otte af de større rigssale i Santiago. Flere brødre blev sat til at holde foredragene, så vi fik fire hold talere til at tage rundt og dække programmet i de otte rigssale. På grund af den begrænsede plads blev kun forkynderne indbudt, og efter fem weekender havde 10.209 overværet programmet. Rigssalene havde været fyldt til bristepunktet! Mange gav udtryk for deres værdsættelse af det store arbejde der var blevet gjort for at fremholde programmet, med skuespil og det hele!

Derefter nægtede myndighederne os tilladelse til at holde kredsstævner i Santiago-området, og vi planlagde et endagsprogram som dækkede omkring 90 procent af oplysningerne. Vi bad brødrene om at rejse ud til stævner uden for hovedstaden, og på grund af det begrænsede antal stævnelokaler holdt vi ét stævne om lørdagen og et andet om søndagen.

Denne ordning fungerede godt fra 1977 til juni 1980. Så blev der pludselig nægtet tilladelse to steder hvor vi før havde kunnet holde stævner. To kredse i Santiago måtte da begynde at afvikle deres kredsstævneprogram i de større rigssale i kredsene. Dette giver naturligvis mere arbejde og ekstra besvær, men det væsentlige er at brødrene får den åndelige føde der er blevet tilberedt af „den trofaste og kloge træl“.

Derefter anmodede justitsministeriet Selskabets bestyrelse om at møde til en samtale. Det meste af samtalen drejede sig om neutralitetsspørgsmålet. Der var en temmelig spændt og fjendtlig atmosfære  det meste af tiden, men da vi fik lejlighed til at begrunde vore synspunkter ud fra Bibelen, skiftede stemningen, og fjendtligheden veg for respekt.

Som følge af denne samtale og en skriftlig erklæring hvori vi bagefter forklarede vort neutrale standpunkt, skete der ikke mere i sagen. Takket være Jehova var fjendernes angreb blevet afværget.

God vejledning fra Det Styrende Råd

Vi kan uhindret forkynde „den gode nyhed“ og holde møder i vore rigssale, og vi er taknemmelige for denne velsignelse. Det er stadig et problem at få lov til at mødes i større grupper, men takket være Jehova og den gode vejledning vi har fået fra det styrende råd om at handle „med indsigt“, kan vi stadig glæde os over et åndeligt paradis. — Sl. 47:7, NW.

Da broder M. G. Henschel for eksempel besøgte os som zonetilsynsmand i 1979, var nogle rigssale lukket i en kortere periode sådanne steder som Vallenar, Punta Arenas og Puerto Natales. Vi blev rådet til at være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“ og ikke gøre sagen til et stridsspørgsmål før vi havde forsøgt alle muligheder. (Matt. 10:16) Der gik ikke lang tid før de lokale embedsmænd blev udskiftet eller glemte sagen, og nu kan alle menighederne holde deres møder som før.

Da der blev indsat en ny general i Punta Arenas, anmodede brødrene om at få en samtale med ham. Da de forklarede at de ikke kunne få lov til at holde  møder i deres rigssale og at drøftelser med den tidligere general ikke havde ført til nogen endelig afgørelse på grund af hans forflyttelse, reagerede den nye general gunstigt. Da han fik at vide at myndighederne, i overensstemmelse med Romerbrevet, kapitel 13, ikke ville få problemer med Jehovas vidner, svarede han: „Ja, jeg kender dem ganske godt, og jeg ved at de er gode samfundsborgere. Hvis De synes, er der ikke noget i vejen for at De kan begynde at holde Deres møder med det samme.“

De overraskede brødre svarede med et taknemmeligt si, og bad om at menigheden i Puerto Natales måtte få den samme tilladelse. De fik den — tids nok til at kunne holde mindehøjtiden. Det var en stor glæde at se 448 overvære denne betydningsfulde højtid i Punta Arenas i 1979! Siden har brødrene endda haft den forret at holde kredsstævner og områdestævner i deres nye rigssal.

Da problemerne begyndte i 1977 var det vanskeligt at finde egnede stævnelokaler. Men så åbnede Jehova døren for os i provinsen Valparaíso. En broder henvendte sig til borgmesteren i en by hvor der lå et lille stadion som netop kunne bruges til et stævne. Borgmesteren sagde ja, og fordi brødrene efterlod stedet i så god stand, har vi kunnet holde adskillige stævner samme sted.

Nedgang i forkyndertallet

Da problemerne begyndte, lød der mange rygter blandt brødrene. Måske på grund af disse vanskeligheder og menneskefrygt, samt det økonomiske pres i forbindelse med den fortsatte inflation, begyndte  mange at sløje af. I 1977 var der, for første gang siden 1942, en nedgang i forkyndertallet, nemlig fra 15.947 til 15.339. Hvad kunne der gøres for at standse denne tendens og tilskynde brødrene til stadig at vokse i troen og vise den i gerning?

Organisationen styrkes

Den 10. december 1975 skrev det styrende råd til alle afdelingskontorer om en ny organisationsordning der skulle indføres efter mønsteret med de seks udvalg i det styrende råd. Udvalgsordningen på afdelingskontorerne trådte i kraft den 1. februar 1976. Afdelingskontorets udvalg i Chile blev af international sammensætning: en argentiner (Pedro Lovato), en canadier (Thomas Jones), en chilener (Fernando Morrás), og to amerikanere (Albert Mann og Richard Traverso).

Sidst i 1975 måtte broder og søster Jones desværre vende tilbage til Canada på grund af søster Jones’ dårlige helbred, og en undersøgelse viste at hendes sygdom var uhelbredelig. Vores elskede søster Flora Jones døde i februar 1976, efter 41 års hengiven tjeneste for Jehova. Broder Jones blev boende i Canada og er nu medlem af den canadiske betelfamilie. De havde virket i Chile siden 1964 og havde udført et stort arbejde og vundet en plads i deres chilenske brødres hjerter. En broder fra Chile, José Valiente, blev udnævnt til at træde i broder Jones’ sted. I det nuværende udvalg på afdelingskontoret er der en blanding af ungdom og erfaring. De fem brødre har i alt 136 års indviet tjeneste for Jehova bag sig.

 Sandheden afstedkommer store forandringer

Under den store forkyndertilgang i Chile, navnlig siden 1973, kom alle slags mennesker i sandheden: universitetsstuderende, nonner, spiritister, desillusionerede politikere, og en fodboldstjerne, for blot at nævne nogle få. De måtte alle gøre forandringer i deres liv for at behage Jehova og følge hans normer.

En kendt fodboldspiller der var anfører for sit hold, opgav således berømmelsen i verden for den glæde det giver at tjene Jehova. I begyndelsen var lederne af det professionelle fodboldhold glade for at han studerede Bibelen, fordi han begyndte at opføre sig bedre og ikke længere var en udisciplineret spiller der ofte blev vist ud af banen. Men da tiden kom hvor han hængte støvlerne på plads i omklædningsrummet for sidste gang, var de ikke så glade. Da det endelig gik op for dem at han stod fast ved sin beslutning, tilbød de at gøre hans sidste kamp til „hans kamp“ og at ære ham som en særlig glimrende spiller. Han afslog høfligt denne æresbevisning, blev døbt og er nu menighedstjener i en af menighederne i Rancagua.

Det føles som en stor forret at arbejde sammen med sådanne brødre og søstre der har haft en speciel baggrund før de kom i sandheden! Og det er meget opmuntrende at se at Jehova nu bruger dem til at nå ud til mennesker som har en tilsvarende baggrund!

Læger hjælpes med ’Blodbrochuren’

Et af højdepunkterne i tjenesteåret 1978 var uddelingen af folderen og brochuren om blodspørgsmålet. En missionær skrev at adskillige læger indrømmede  at de altid giver Jehovas vidner blod, selv om de lover dem noget andet før operationen. Brochuren var lige hvad vi havde brug for med dens argumenter om god lægeetik og behovet for tillid mellem læge og patient. Lægerne var glade for disse oplysninger.

En anden missionær skriver hvad en kirurg sagde til hende: „Jeg er fuldstændig enig med Dem. Jeg må gratulere Dem for Deres standpunkt. Før i tiden har vi givet mange transfusioner, men nu giver vi færre for hver dag.“ Utallige læger kom med udtalelser som: „Det er lige hvad vi har brug for.“ „Det interesserer mig meget.“

Stævnerne „Den sejrende tro“

Et andet højdepunkt i 1978 var det internationale stævne „Den sejrende tro“. Takket være brødrenes gavmildhed i hele verden fik missionærerne og andre heltidstjenere mulighed for at overvære dette trosstyrkende stævne. Der var 99 delegerede fra Chile der rejste til De forenede Stater eller Europa, og en anden stor gruppe der rejste til Lima i Peru. Der lød mange begejstrede bemærkninger om programmet og brødrenes kærlighed. Hvilken forret at høre til denne internationale familie af sande tilbedere!

Eftersom myndighederne ikke ville tillade os at holde et internationalt stævne i Chile, begyndte vi i januar 1979 at holde en række små områdestævner med samme tema. Da brødrene som regel ikke har råd til at bo på hotel efter at de måske i forvejen har bragt store ofre for at komme til stævnet, blev hovedparten  af de delegerede indlogeret privat hos deres åndelige brødre.

Ved et af stævnerne havde indlogeringsafdelingen svært ved at finde logier nok, så stævneudvalget besluttede at der skulle holdes nogle korte foredrag i menighederne for at tilskynde brødrene til at vise gæstfrihed. Efter at en taler havde holdt et begejstret foredrag bad han vennerne om at markere ved håndsoprækning hvem der kunne tilbyde logi til stævnedeltagerne. Ingen hænder kom op. Efter en pause rakte en dreng på omkring syv år hånden op og tilbød at et ægtepar kunne få hans seng. Dermed var isen brudt, og tilbudene strømmede ind. Ja, da indlogeringsarbejdet var færdigt, viste det sig at denne menighed havde givet flere tilbud på logi end nogen af de øvrige menigheder i stævnebyen.

Sigtningen fortsætter

I tjenesteårene 1978 og 1979 gik forkyndertallet yderligere ned, idet de der ikke havde næret deres  tro regelmæssigt ved hjælp af Guds ord, blev trætte og gav op. Der fandt åbenbart en sigtning sted blandt Jehovas folk, for selv om der blev døbt mange nye, var der ingen talmæssig fremgang. I de tre år med tilbagegang blev der døbt 3357. Der var tydeligvis et stort behov for at hjælpe de nye til at blive stærke i troen.

Det lysner

Da vi nåede ind i tjenesteåret 1980 begyndte det at lysne. I oktober 1979 fik vi lov til at holde den årlige generalforsamling i den chilenske forening for første gang siden 1976. Det var en stor glæde at mødes med modne brødre som havde rejst mange kilometer for at være til stede.

Så kom sommermånederne januar og februar med områdestævnerne „Det levende håb“. De blev i alt overværet af 25.544 — et glimrende resultat! Efterhånden som månederne gik, tydede alt på at vi var ved at komme tilbage i det rette spor. For tjenesteåret som helhed havde vi en fem procents fremgang, med et gennemsnit på 15.081. Desuden nåede vi et nyt højdepunkt i antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden, nemlig 50.508 (som blev overgået i 1981, hvor tallet var 54.796)!

Fjerntliggende distrikter besøges

Chile har et vidtstrakt distrikt der omfatter Påskeøen og Robinson Crusoe-øen i Stillehavet. Er den gode nyhed om Riget også nået ud til disse fjerntliggende steder?

I nogen tid havde vi en isoleret forkynder på Påskeøen.  Hun blev styrket åndeligt ved at korrespondere med en missionærsøster på afdelingskontoret. Da hun vendte tilbage til fastlandet, var der flere på øen som abonnerede på Vagttårnet. I april 1980 fik vi til vores store overraskelse et fjernopkald fra en interesseret person som gerne ville vide hvornår mindehøjtiden skulle fejres. Senere samme år flyttede et ægtepar fra Valparaíso dertil, og de har fået bibelstudier med interesserede. I april 1981 blev mindehøjtiden holdt på øen for første gang, med 13 tilstedeværende. Det glæder os meget at „den gode nyhed“ også er nået ud til dette isolerede område.

Hvordan så med den berømte Robinson Crusoe-ø? En ældste fra Valparaíso blev sendt dertil i forbindelse med sit verdslige arbejde henimod slutningen af  1979. Han tog en god forsyning bøger og blade med. Under en rundtur på øen spurgte han rejseføreren om befolkningens religiøse indstilling. Rejseføreren svarede at den katolske præst kun kom til øen med lange mellemrum, og at den protestantiske præst var flyttet permanent. „Men det gør ikke mig noget,“ forklarede han, „for jeg er et af Jehovas vidner.“ Man kan forestille sig broderens overraskelse! Han troede at han ville blive den første der bragte „den gode nyhed“ til øen.

Det viste sig at en dame havde studeret med Jehovas vidner i Santiago, hvorefter hun var flyttet til øen på grund af sit verdslige arbejde. Mens hun boede i Santiago var hun nået så langt frem at hun var begyndt at tage del i tjenesten på arbejdsmarken, og efter at være flyttet til øen var hun fortsat med at forkynde „den gode nyhed“ og havde oprettet bibelstudier med flere interesserede. Broderen var lykkelig for at træffe dem og for at hjælpe dem med at oprette en bogstudiegruppe og at organisere en uformel fælleslæsning (med fem deltagere) af det ene eksemplar af Vagttårnet de fik.

Flere ytrede ønske om at blive døbt, så da broderen, der hed Sergio Pulgar, vendte tilbage til fastlandet, skrev han til afdelingskontoret og bad om instruktioner, eftersom han ville vende tilbage til øen omkring fem måneder senere. Da han vendte tilbage, gennemgik han de 80 spørgsmål med kandidaterne, og tre blev døbt. Han holdt også mindehøjtiden, med 11 tilstedeværende. Siden marts 1980 har vi modtaget tjenesterapporter fra denne isolerede gruppe, og der er i øjeblikket fire der rapporterer.

 Mens vi nu taler om fjerntliggende egne af vort distrikt, så lad os ikke glemme Antarktis. „Den gode nyhed“ er også nået ud til denne fjerne del af verden. En elektronikekspert skulle stationeres på en videnskabelig base i denne ødemark, og da hans kone pakkede hans kuffert, gav hun ham en bibel og en ’Sandhedsbog’ med. Der var tolv mand på basen. De var fuldstændig afsondret fra omverdenen, og deres eneste adspredelse var læsning. Efter nogle få dages forløb tog manden derfor sine bøger frem og begyndte at læse. En af de andre kom forbi, og udbrød: „Hør, jeg kender også den bog!“ De to mænd blev gode venner, og de var derefter sammen hvert ledigt øjeblik for at studere Bibelen. Gennem dem blev der spredt bibelsk læsestof på russisk på en anden videnskabelig base, der lå i nærheden. En af de to mænd er nu menighedstjener i en menighed i Santiago. Ja, „den gode nyhed“ når ud og spreder håb i selv de fjerneste afkroge.

Nye bibelstudiebøger — en stor succes

Brødrene i Chile har haft nogle bemærkelsesværdige oplevelser med Min bibelhistoriebog. Under et ophold i Santiago kom en specialpionersøster nede sydfra således ud på afdelingskontoret for at hente nogle eksemplarer som hun ville tage med tilbage til sit distrikt. Da hun kom lige før lukketid, tog hun de otte bøger uden at få dem pakket ind. Med bøgerne under armen steg hun på en bus. Et barn så bøgerne og sagde højt til sin moder: „Den dame har den bog du har lovet at købe til mig. Spørg om du ikke kan få en!“ Moderen spurgte, og søsteren aflagde  et vidnesbyrd og afsatte bogen til hende. De passagerer der sad i nærheden, hørte samtalen og spurgte om de måtte se bogen. Inden søsteren steg af bussen, havde hun spredt alle otte bøger! Så før hun tog hjem til sit distrikt, tog hun tilbage til afdelingskontoret efter flere bøger — og fik dem denne gang pakket godt ind.

En anden søster afsatte en ’Bibelhistoriebog’ til en dame, der igen lånte den ud til sin søns lærerinde. Lærerinden ringede derpå til den lokale menighed og spurgte om man kunne bringe hende to eksemplarer mere af bogen. Dem fik hun. Hun viste derefter bogen til præsten, der sagde at det lige var sådan en bog man behøvede for at undervise børnene i Bibelen. Hun tog anbefalingen alvorligt, og ringede efter syv bøger til. Da søsteren der afleverede bøgerne på skolen stod og ventede, kom hun til at tale med en anden dame, der udtalte sig om voldshandlingerne på skolen. Søsteren fortalte hende om Bibelens løsning på problemet. Damen, som viste sig at være skolens inspektør, bad da sin sekretær om at træffe en aftale med søsteren om at komme igen og fortsætte samtalen.

Til den aftalte tid kom søsteren igen for at tale med inspektøren, og for at levere yderligere 14 bøger. Inden mødet med inspektøren talte hun med fem lærere. De bad om 24 ’Bibelhistoriebøger’ til, og om fem ’Ungdomsbøger’. En lærerinde spurgte: „Hvad har De så til mig?“ — og tegnede abonnement på Vågn op! Under samtalen med inspektøren afsatte søsteren to ’Bibelhistoriebøger’ og én ’Ungdomsbog’. Senere vendte hun tilbage med de 24 eksemplarer  der var blevet bestilt, og denne gang blev hun spurgt om hun kunne komme igen med 14 mere ugen efter. Den første lærerinde studerer nu med søsteren i sin frokostpause. Indtil nu er der blevet spredt 88 ’Bibelhistoriebøger’ og 27 ’Ungdomsbøger’ blandt lærerne til brug ved religionsundervisningen, og der bliver stadig bestilt flere bøger efterhånden som rygtet om dem udbredes.

Energiske pionerer og forkyndere, som dem der er blevet omtalt her, har været med til at give vore bøger en vældig udbredelse. I tjenesteåret 1980 blev der alt i alt spredt 264.317 bøger! Ved hjælp af disse publikationer har selvopofrende pionerer åbnet nye distrikter og lagt grunden til fremtidige menigheder sådanne steder som Carahue, Fresia og Panguipulli. Det er i sandhed en glæde at benytte ’alt det gode som Jehova har udrustet os med, så vi kan gøre hans vilje’, idet vi endrægtigt arbejder på at udvide vort åndelige paradis! — Hebr. 13:21.

Trofaste tjenere bliver ved arbejdet

Mens dette skrives og vi er på vej ind i tjenesteåret 1982, er det vidunderligt at se de trofaste missionærer fortsætte i deres distrikter. Broder Albert Mann har nu tjent 36 år i udlandet og virker sammen med sin kone Gladys på afdelingskontoret. Louise Stubbs var også en af de første missionærer der kom til landet. Hun kom i slutningen af 1945, og hun har i årenes løb tjent både i den hede og golde ørken i nord og i de regnfulde og frodige områder i syd. Hun har haft den forret at hjælpe 74 mennesker frem til indvielse og dåb. Broder og søster Hannan  har i løbet af 35 års missionærtjeneste set den første menighed i Concepción vokse til 15 menigheder med omkring 1000 forkyndere. De har personligt hjulpet 181 til at tage standpunkt for den sande tilbedelse. Søster Dorothea Smith og søster Dora Ward har været makkere i alle de 35 år de har været i missionærtjenesten, og de har tilsammen hjulpet 100 mennesker frem til indvielse og dåb. Siden de kom til landet i 1946 har de set organisationen vokse fra blot 93 forkyndere til over 16.000.

John og Harry Williams (som ikke er kødelige brødre) var med i Gileads 13. klasse og kom til Chile i 1949. De har hver især spillet en vigtig rolle for udbredelsen af den sande tilbedelse som kredstilsynsmænd og menighedsældste forskellige steder i landet. Hvor meget man værdsætter sådanne trofaste brødre ses af den kærlighed, trøst og hjælp broder John Williams blev genstand for i de sidste måneder før han døde af en alvorlig sygdom. De lokale brødre var simpelt hen vidunderlige over for ham og viste på en storslået måde at vi udgør et internationalt broderskab. (Joh. 13:34, 35) Lige til det sidste bevarede han sit håb levende og var en kilde til opmuntring for alle som besøgte ham. Han døde efter 31 års trofast missionærtjeneste. Hans hustru fortsætter i missionærtjenesten.

Miriam Sumen og Evelyn MacFarlane, der udgik fra den samme gileadklasse, kom også hertil i 1949. Søster Sumen har været med til at påbegynde arbejdet forskellige steder i det sydlige Chile og har kæmpet en trofast kamp for den sande tilbedelse, foruden at hun har hjulpet 45 ind på livets vej. Søster  MacFarlane (Bunny Valenzuela), der giftede sig med en chilensk broder, døde af kræft i 1978. Det bliver en lykkelig dag for hende i den jordiske opstandelse at kunne hilse på de 113 som hun har hjulpet til kundskab om sandheden!

Der er i øjeblikket 13 missionærer i Chile som har virket i missionærtjenesten i 20 år eller mere. De har set Jehova velsigne organisationen og har på første hånd kunnet følge den forbavsende fremgang der har fundet sted. I hele Chile er der nu i alt 37 gileaduddannede brødre og søstre som er travlt optaget i en eller anden form for heltidstjeneste, hvor de side om side med deres chilenske brødre arbejder på at udvide det åndelige paradis.

Der kunne siges meget mere om de mange missionærer som har virket i distriktet her, men pladsen tillader det ikke. Siden 1945, da de første gileadmissionærer kom til landet, har i alt 194 forskellige missionærer tjent i Chile. Elleve af disse har været chilenere, som herfra er kommet på Vagttårnets bibelskole Gilead og er vendt tilbage til deres hjemland.

De fleste af de veteraner der kom i sandheden i 1930rne er nu døde: broder Juan Flores, den første chilener der reagerede gunstigt og som var med blandt de første otte der blev døbt i 1931, søster Delfina Villablanca (1931), den første chilenske pioner; søster Consuelo Traub (1931), der skænkede en grund til den første rigssal i Chile; broder Manuel Durán (1935), der altid strålede af glæde; og broder Richard Traub, der døde i april 1979 efter 54 års tjeneste i Argentina og Chile. De har alle fået deres  himmelske løn, og de følger uden tvivl interesseret med i det arbejde der udføres i Chile mens de selv fortsætter travlt i Jehovas tjeneste.

Andre af de gamle lever stadig: Max Zimmer (1934), Sebastián Inninger (1936), Eduardo Venegas (1940), og broder Juan Flores’ nevø, Serafin Flores (1942). De tjener fortsat Jehova i den udstrækning deres helbred tillader dem det, og sætter således et godt eksempel som frygtløse forkyndere af Rigets gode nyhed. Disse fire brødre tjener alle som ældste i deres menigheder.

Der er i sandhed sket meget siden broder Traub ankom i 1930 og begyndte at udbrede sandheden som den første forkynder i Chile! Husk at Juan Flores, den første der overværede et bibelsk foredrag, spurgte: „Og de andre, hvornår kommer de?“ Og broder Traub svarede: „De skal nok komme.“

Og nu er de kommet i hundredvis, ja i tusindvis — lykkelige mennesker der viser indbyrdes kærlighed og har fundet fred og hvile i Jehovas organisation. Der er nu 280 menigheder, foruden isolerede grupper, med godt og vel 16.000 forkyndere der sår sandhedens sæd fra det tørre nord, hvor forholdet mellem forkyndertallet og befolkningstallet er meget fint, til det frugtbare syd, hvor der endnu er en del at gøre. Så længe Jehova holder døren åben er de chilenske brødre ved Jehovas ufortjente godhed besluttede på at udføre det arbejde der endnu er tilbage, til hans ære og pris.

[Grafisk fremstilling på side 103]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

VÆSTEN I FORKYNDERTALLET

16.000

15.081

14.220

12.000

8.000

6.923

4.000

3.370

2.025

1.034

361

65

0 1945 1950 1955 1960 1965 1970 1975 1980

 [Kort på side 39]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

CHILE

Arica

Calama

Pedra de Valdivia

Copiapó

Vallenar

Illapel

Valparaíso

San Antonio

Melipilla

SANTIAGO

Rancagua

Concepción

Chillán

Coronel

Carahue

Temuco

Valdivia

Corral

Osorno

Fresia

Puerto Montt

Ancud

Castro

Puerto Natales

Puenta Arenas

Porvenir

Robinson Crusoe-øen

JUAN FERNANDEZ-ØERNE

PÅSKEØEN

PERU

BOLIVIA

ARGENTINA

ATLANTERHAVET

STILLEHAVET

[Illustration på side 41]

Juan Flores, den første chilener der reagerede gunstigt på sandheden, spurgte: „Og de andre, hvornår kommer de?“

 [Illustration på side 49]

Kathe Palm, der kom til Chile i 1936, spredte med stor energi sandhedens sæd fra den ene ende af landet til den anden

 [Illustration på side 57]

Richard Traub, der påbegyndte forkyndelsen i Chile, og hans hustru Consuelo

 [Illustration på side 71]

Resterne af missionærhjemmet i Puerto Montt efter jordskælvet i 1960

 [Illustration på side 79]

Afdelingskontoret i Santiago

[Illustration på side 81]

Evelyn MacFarlane (Bunny Valenzuela), der før sin død i 1978 havde hjulpet 113 mennesker ind i sandheden

[Illustration på side 105]

Robert og Vora Hannan, som i deres lange missionærtjeneste har hjulpet 181 mennesker til kundskab om sandheden