Portugal

„Hvor landet ender og havet begynder“ — dette er Portugal, det kontinentale Europas vestligste land. Navnet stammer fra byen Porto, der begyndte som en romersk handelskoloni i nærheden af Douroflodens munding; den var en portucalle, en anløbshavn for skibe.

Dette vestlige hjørne af Den iberiske Halvø har en befolkning på ni og en halv million, der taler portugisisk, et romansk sprog der i opbygning og ordforråd ligner spansk, men som i fonetik og udtale er helt anderledes. Portugal er mindre end en femtedel så  stort som Spanien, dets nabo mod øst og nord. Men hvilket rigt varieret landskab findes der ikke her!

I den sydlige del af landet er der dejlige frugtplantager og lunde med mandeltræer, figentræer og johannesbrødtræer. Tager vi mod nord kommer vi gennem hvedemarker og kvæglandet Ribatejos frodige græsgange til vingårde, oliventræer, parasolgraner og eukalyptustræer. Midt i landet kan man finde sne på Beiraprovinsens bjergkæde, hvilket forlener landskabet med en majestætisk skønhed. Den nordlige del af landet er karakteristisk ved de smukke terrasseformede vingårde i den dybe Dourodal, hvor den verdensberømte portvin har sit hjemsted.

Den gode nyhed når til Portugal

Portugal blev verdensberømt som søfarernation. Landet oplevede sin blomstringstid i det femtende århundrede, hvor dets opdagelsesrejsende og søfarere opdagede Brasilien, Madeira, Açorerne, Kap Verdeøerne, São Tomé, store dele af Afrika, og fandt søvejen til Indien. Men det var først i 1925 at portugiserne begyndte at opdage betydningen af Mattæus 24:14. Det skete da George Young, en canadier der tjente i Brasilien, kom til Portugal for at se hvad der kunne gøres for at fremme Rigets interesser dér. Han traf foranstaltning til at Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford, kunne holde det offentlige foredrag „Hvorledes man kan leve evigt på jorden“, i Lissabon den 13. maj 1925.

Trods modstand fra de katolske præster blev denne begivenhed en stor succes med en tilhørerskare på mere end to tusind der fyldte et gymnasium, og yderligere to tusind som måtte opgive at komme ind på grund af pladsmangel. Et øjenvidne,  Francisco Ullan, siger: „Det katolske præsteskab gjorde et mislykket forsøg på at forstyrre mødet. Der blev råbt og skreget, og stole blev smadret. Men heldigvis var broder Rutherford i stand til at holde situationen under kontrol.“

Ved slutningen af foredraget blev de interesserede opfordret til at efterlade deres navn og adresse hos de ordenshavende. Det var der adskillige, blandt andre Francisco Ullan og Angel de Castro, der gjorde. Ja, de tog imod sandheden og var blandt de første trofaste tjenere for Jehova i dette land. Denne bemærkelsesværdige begivenhed markerede begyndelsen til Rigets arbejde i Portugal

Af de begivenheder der fulgte i hurtig rækkefølge, fremgik det klart at det i høj grad var Jehovas ånd der ledede arbejdet. I løbet af dette første år blev den portugisiske udgave af Vagttårnet udgivet i Lissabon. Det første nummer udkom i september 1925 med George Young som redaktør. I slutningen af 1925 blev der oprettet et kontor i Rua Santa Justa nr. 95 i Lissabon til at tage sig af abonnementer og korrespondance. Inden årets udgang var Vagttårnet blevet så velkendt at man modtog abonnementer fra så fjerne steder som Açorerne.

Tiden under republikken

Hvordan kunne dette lade sig gøre i et så traditionelt ultrakonservativt katolsk land? De politiske forhold tillod et klima med stor frihed. Monarkiet havde fået et alvorligt knæk ved mordet på kong Carlos I og kronprins Luís Filipe den 1. februar 1908. Den 5. oktober 1910 gjorde en republikansk revolution ende på Manuel IIs regering, og dermed  ophørte det portugisiske monarki som regeringsmagt. Der var nu tale- og pressefrihed.

Den katolske kirkes magt begyndte at aftage, idet folk stillede sig fjendtligt til præsteskabet. Man demonstrerede i Lissabons gader for at få regeringen til at suspendere den portugisiske repræsentant i Vatikanstaten. I deres taler, som blev trykt i aviserne, gav de republikanske ledere tydeligt udtryk for en antiklerikal indstilling. Hæren fik forbud imod at deltage i religiøse ceremonier, og „helgendage“ blev ikke længere holdt som helligdage. Religiøse eder ophørte med at have juridisk gyldighed. Regeringen afskaffede religionsundervisning i skolerne og teologi som fag ved universiteterne. I april 1911 blev stat og kirke adskilt ved en lov som gav den romersk-katolske kirke en forringet stilling. Republikkens fædre betragtede Tronen og Kirken som institutioner af ringe værdi.

Det var i denne periode at en lille gruppe i Lissabon viste interesse for sandheden, men det var først i 1926 at man regelmæssigt samledes i bibelstudiegrupper. Ifølge Vagttårnet for april 1926 var det nu Virgílio Ferguson der stod som redaktør. George Young havde kun opholdt sig en kort tid i landet for at organisere arbejdet. Broder Ferguson, der sammen med sin kone var kommet til Portugal, fik nu til opgave at varetage Rigets interesser i dette land.

Det særlige offentlige foredrag der blev holdt af J. F. Rutherford i Alexandra Palace i London i maj 1926, fik stor presseomtale i Lissabon. Ved stævnet i London blev der vedtaget en resolution der bar titlen: „Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere.“  Denne resolution blev oversat til portugisisk og trykt som en stor traktat til gratis uddeling.

Under en ny regering

Den 28. maj 1926 tog militæret, tilskyndet af de konservative grupper og støttet af det katolske hierarki, magten uden at et skud blev affyret. Dette førte til oprettelsen af et militært diktatur der blev kendt som O Estado Novo (Den nye Stat). Den fremherskende personlighed i dette nye politiske styre var finansminister dr. António de Oliveira Salazar. I 1932 blev han rådets præsident (ministerpræsident).

Oprettelsen af det nye diktatur i 1926 betød at der nu var langt mindre talefrihed. Fra november 1926 skulle hvert nummer af Vagttårnet censureres af regeringen, og på forsiden stod der: „Godkendt af censuren.“

I den første rapport i Yearbook, i 1927, hed det: „Arbejdet i Portugal ledes af Selskabets lokale afdelingskontor i Lissabon. Der er nu 450 abonnenter på den portugisiske udgave af Vagttårnet. I årets løb er der blevet spredt i alt 764 bøger og brochurer. Der har været mange skriftlige forespørgsler om sandheden, og disse er blevet besvaret. Følgende er et uddrag af broder Fergusons, den lokale leders, rapport:

’Jeg tror at der endnu skal aflægges et stort vidnesbyrd for befolkningen her, og det ser ud til at den tid er kommet da folk vil give agt på sandhedens budskab og flere vil være interesseret i det.’“ Det skulle vise sig at han havde ret!

 Disse ord fik deres opfyldelse på øen Flores på Açorerne. På det tidspunkt døde en mand som havde været interesseret i Vagttårnet. Da hans datter og søn ryddede op på hans kontor fandt de nogle gamle numre af bladet. Især sønnen, Abílio Carlos Flores, blev interesseret i bladene. Han siger: „Vagttårnet indeholdt en så tydelig forklaring af Bibelen at jeg straks skrev til Virgílio Ferguson og bad om et abonnement.“ Sandhedens sæd bar frugt. Indtil sin død i 1974 var broder Flores en aktiv tjener for Jehova.

Fra maj 1927 blev den portugisiske udgave af Vagttårnet trykt i Bern i Schweiz, og blev udgivet under streng regeringscensur. Det nye styre kontrollerede nu mere og mere af pressen og begrænsede folkets frihed, men dette standsede ikke fremgangen. I 1927 spredte brødrene i alt 3920 bøger og brochurer og 61.000 eksemplarer af Vagttårnet.

Den første dåb

Sommeren 1927 blev vidne til en lykkelig begivenhed — den første dåb. To af de fjorten nydøbte brødre, nemlig Francisco Ullan og Angel de Castro, var spaniere. Opflammet af nidkærhed for deres nyfundne tro besøgte de deres fædreland for at udbrede Rigets budskab. Den 15. august 1927 rejste de til deres respektive landsbyer. I sin hjemby blev Francisco Ullan hurtigt udsat for det spanske præsteskabs modstand, og inden der var gået femten dage fik han ordre til at forlade landet. Angel de Castro fik en lignende behandling i sin hjemby. Hans uddeling af bibelske traktater vakte stort  postyr. Broder Castro sendte en traktat til den lokale præst, der gennem sit sendebud svarede: „Sig kun til denne mand at jeg er ked af at den spanske inkvisition er forbi, da jeg ellers ville få ham likvideret.“

Hjælp udefra

Den 4. januar 1929 vendte João Feliciano tilbage til Portugal fra De forenede Stater i den hensigt at udbrede den gode nyhed som han havde lært at kende. Han kom i forbindelse med broder Ferguson, og der blev holdt bibelstudiemøder i en anden del af Lissabon. Han gik fra hus til hus og spredte bibelske bøger og blade med stor nidkærhed. Han hjalp mange og blev kendt som „manden med kurven“, idet han brugte en stor frugtkurv til at bære publikationerne i. Indtil sin død i 1961 var han en trofast tjener for Jehova.

I november 1931 antog man det nye navn „Jehovas Vidner“. I forbindelse med spredningen af Luz e Verdade (Lys og sandhed), der indeholdt hele broder Rutherfords foredrag „Riget — Verdens Haab“, nåede man op på det fantastiske antal af 260.000 eksemplarer.

Den første kolportør

På den tid arbejdede Manuel da Silva Jordão som kolportør, idet han rejste fra den ene ende af landet til den anden for at besøge alle abonnenter og forkynde den gode nyhed. Eftersom adskillige abonnenter i den nordlige del af landet havde vist interesse, tog han til Braga. En dag kom der en mand løbende hen til ham på gaden og sagde:  „Goddag, hr., jeg er meget glad for at træffe Dem. Jeg er kommet for at lære noget om Bibelen af Dem.“ Broder Jordão spurgte ham om han kendte noget til Bibelen. „Ja,“ svarede han, „jeg abonnerer på Vagttårnet, og jeg korresponderer med en mand ved navn Virgílio Ferguson i Lissabon. Lige siden De kom her til byen har jeg ledt efter Dem.“

I denne interesserede mands hjem i Braga begyndte en lille gruppe på cirka syv at studere Bibelen. Eftersom denne by er kendt som „Portugals  Vatikan“, varede det ikke længe før modstanden fra den katolske kirke begyndte at vise sig. Præsteskabet meldte broder Jordão til politiet, der vækkede ham midt om natten og kastede ham i fængsel.

Efter at han den næste dag var blevet løsladt, fik en lokal præst byretsdommeren til at arrangere et „tilfældigt“ møde med ham på byens største torv. Det var deres plan at afsløre Jordão som en falsk kristen uden højere uddannelse. Omkring 50 mennesker samlede sig til dette „tilfældige“ møde. Præsten kom til stede, og der fulgte en livlig diskussion om hvem der er kristne og hvad deres arbejde består i. Til sidst sagde byretsdommeren højt til præsten: „Jeg troede De var kommet for at forsvare den katolske kirke, men De har ikke kunnet vise så meget som et eneste skriftsted fra Bibelen!“ Øjenvidner beretter at den forlegne præst hurtigt forlod stedet.

Afdelingskontoret lukkes

Sidst i 1933 forlod broder og søster Ferguson Portugal, og publikationen Luz e Verdade ophørte med at udkomme. Den direkte kontakt med afdelingskontoret blev praktisk taget umulig. Kontoret blev lukket, og alle forsyninger af åndelig føde måtte nu tilføres udefra. Det er værd at bemærke at dette fandt sted samme år som en ny politisk forfatning blev vedtaget i Portugal. Den nye forfatning udvidede statens magt, idet den gav staten absolut myndighed og uindskrænket kontrol over pressen.

Senere, nemlig i maj 1940, underskrev Portugal et konkordat med Vatikanet som gav den romersk-katolske kirke en yderst begunstiget stilling. Religionsundervisningen  blev genindført i statsskolerne, og de besiddelser kirken havde haft før 1910 blev givet tilbage til den.

Vanskelige tider begynder

Arbejdet måtte nu varetages af kolportør Manuel da Silva Jordão. I den vanskelige tid der fulgte, lykkedes det ham at komme i forbindelse med nogle brødre i Spanien. Ved flere lejligheder besøgte Herbert F. Gabler brødrene i Portugal. Omkring 1938 besøgte broder O. E. Roselli, der var amerikansk statsborger, Portugal, og han opmuntrede brødrene til at gå fra hus til hus og bruge et såkaldt vidnesbyrdskort. Efterhånden ophørte al organiseret forkyndelse, og en tid med uvirksomhed fulgte.

En ny start

I 1940 besøgte Angel de Castro en ven i Lissabon som han ofte drøftede Bibelen med. Denne vens søn, Eliseu Garrido, der var omkring fjorten år gammel, begyndte at følge interesseret med i samtalerne. Castro gav ham flere ældre numre af Vagttårnet som han kunne læse. Senere viste han ham en håndskrevet bog hvori han havde samlet skriftsteder om forskellige emner. Drengen var glad for denne 300 siders opslagsbog og begyndte at lave et eksemplar til sig selv. I mellemtiden læste han den bog der indeholdt fotografierne fra Skabelsens Fotodrama. Den gjorde et stærkt indtryk på ham. Så snart han var færdig med at afskrive Castros opslagsbog, spurgte han: „Er der ikke andre i Lissabon der tror på dette her?“

Der gik ikke mange dage før Manuel da Silva Jordão besøgte ham for yderligere at hjælpe ham.  Broder Jordão satte Eliseu i forbindelse med Joaquim Carvalho, en skomager hvis hjem nu var det almindelige mødested for bibelstudenterne.

Joaquim Carvalho havde lært sandheden at kende i begyndelsen af 1930rne. Alle de bøger og blade der fandtes på afdelingskontoret da dette blev lukket i 1933, var gemt på hans skomagerværksted i Lissabon.

Disse møder begyndte at blive holdt med større hyppighed. Men der var en tendens til at afvige fra det trykte stof og at komme med sine egne fortolkninger. Til sidst sagde den unge Garrido: „Hvorfor holder vi os ikke til det der står i bladene, i stedet for at fremholde andre oplysninger? Når det kommer til stykket, har Selskabet så ikke udgivet alt hvad vi behøver? Vi har allerede fået bekræftet at vi kan nære fuld tillid til Jehovas organisation. Jeg foreslår at vi begrænser vores studium til at stille spørgsmålene, slå skriftstederne efter, og så læse alle paragrafferne i bladet og ikke blot dem vi synes om.“

I løbet af denne genopvågningsperiode begyndte brødrene at bruge Skabelsens Fotodrama. Joaquim Carvalho havde mange forbindelser med små protestantiske grupper, hovedsagelig adventister. De hørte om Fotodramaet og bad om at brødrene ville vise det i deres mødelokale. Nogle ville også gerne benytte vore bøger ved deres bibelstudium. En adventistgruppe gik så vidt som til at fjerne forsiden med udgiverens navn fra Selskabets bøger. I stedet stemplede de så tid og sted for deres egne møder!

Det blev åbenbart at Joaquim Carvalho gerne ville bevare kontakten med lederne af disse protestantiske grupper. Når han mødtes med dem, gav de gang på gang udtryk for at det var deres ønske at  blive sluttet sammen med bibelstudenterne. Da bibelstudenterne blev klar over dette, forstod de at der måtte være en skarpere adskillelse mellem dem og de andre grupper, hvis de skulle have Jehovas velsignelse. De afbrød derfor enhver forbindelse med dem.

Forkyndelsen får betydning

Indtil dette tidspunkt havde den offentlige forkyndelse hovedsagelig bestået af uddeling af traktater. Men i 1944 viste brødrene klart at det var deres inderlige ønske at gøre mere i tjenesten. De forstod at det var nødvendigt at følge Selskabets vejledning i organisationsmæssige spørgsmål. Gennem korrespondance med brødrene i Brasilien modtog de nu regelmæssigt eksemplarer af Budbringer, som styrkede deres interesse i tjenesten på arbejdsmarken.

Brødrene besluttede derfor at tiden var inde til at gå fra hus til hus og benytte det trykte vidnesbyrdskort. Når den besøgte havde læst kortet, tilbød de den pågældende bibelsk læsestof.

To brødre begyndte om søndagen at gå fra hus til hus og forkynde den gode nyhed ved hjælp af disse vidnesbyrdskort. Rapporteringen af denne forkyndervirksomhed var imidlertid noget der endnu hørte fremtiden til.

Omkring samme tid hørte den lille gruppe brødre om brugen af højttalere og grammofoner. Brødre i Brasilien sendte gruppen ti plader på portugisisk og en grammofon. Brødrene var begejstrede for dette nye redskab i forkyndelsen. Pladerne forklarede sandheden om sådanne emner som skærsilden, sjælen, Rigets nøgler, og flere andre.

Gruppen besluttede modigt at tage dette nye udstyr  i brug. Eliseu Garrido husker en af de første lejligheder hvor dette skete. „Vi tog hen til en lille gårdsplads der var omgivet af en klynge huse i Campolidekvarteret i Lissabon,“ fortæller han. „Her stillede vi grammofonen op og indbød beboerne til at komme ud på gårdspladsen og høre et interessant bibelsk budskab. Der kom cirka 30, som lyttede opmærksomt. Bagefter var vi glade for at kunne tilbyde dem noget bibelsk læsestof.“

Forkyndelsen styrker sammenholdet

Fra da af blev brødrene sig mere og mere bevidst at de havde behov for et nærmere sammenhold. Gruppen af interesserede som regelmæssigt overværede bibelstudiet om søndagen, voksede til cirka femten. Da antallet af deltagere stadig steg, besluttede de at leje et lille lokale der udelukkende skulle tjene som mødesal. Den vigtigste publikation der blev benyttet ved disse møder, var Vagttårnet. Lidt efter lidt begyndte brødrene at forstå at de måtte have et nærmere forhold til Jehovas folks verdensomspændende organisation.

 En virkelig historisk begivenhed fandt sted i oktober 1946, da Joaquim Carvalho og Eliseu Garrido besluttede at tiden var inde til at sætte sig i forbindelse med Selskabets hovedkontor i Brooklyn. I deres brev bad de Selskabet om at sende en missionær til Portugal.

Sandhedens sæd begynder at spire andre steder

Uden at bibelstudenterne i Lissabon vidste det, var der sket en interessant udvikling i andre dele af landet. Lige på den anden side af Tejofloden, i Almada, havde Delmira Mariana dos Santos Figueiredo fået et stort chok da hendes 16-årige søn døde. Hun fortæller: „Jeg tilbragte hver dag på kirkegården med at tænke på min søn, hvor han var og hvorfor Gud havde tilladt at han døde. Jeg begyndte at huske noget af det min fader havde fortalt mig fra Bibelen. Han havde kendt Virgílio Ferguson i 1927 og havde overværet nogle møder.“

Da Delmira en dag kom hjem fra kirkegården, begyndte hun at lede efter de gamle bøger som hendes fader havde haft. I løbet af kort tid var hun klar over at hun havde fundet sandheden fra Guds ord, og i 1945 skrev hun til Brooklyn. Da hun fik svar, løb glædestårerne ned ad hendes kinder. Hun havde omsider fået forbindelse med Guds folk.

Brevet var skrevet af en broder, John Perry, der var født på Açorerne og som nu var medlem af betelfamilien i Brooklyn. Han foreslog at hun, dersom hun ikke havde en bibel, skulle købe en og læse de skriftsteder han havde henvist til og som handlede om opstandelseshåbet og Guds løfter om en retfærdig ny orden. Gennem John Perry begyndte Selskabet  at sende små pakker med bøger og brochurer til Delmira, idet man opmuntrede hende til at sprede dem gratis. Det begyndte hun straks at gøre. Hendes vigtigste distrikt var kirkegården, eftersom det var her hun selv var begyndt at tænke på Gud. Hendes venner og naboer troede at hun havde mistet forstanden på grund af sin søns død. Helt alene, flere gange om ugen, gik hun ud til kirkegården og prøvede at tale med dem som havde mistet deres kære, om opstandelseshåbet. Hendes nyerhvervede tilnavn, „den skøre kone“, svækkede ikke hendes nidkærhed i forkyndelsen af den gode nyhed, og jo mere hun forkyndte jo stærkere blev hendes tro.

„En dag på kirkegården,“ fortæller Delmira, „lagde jeg mærke til en dame som havde knælet ved en grav flere dage i træk. Jeg begyndte at tale med hende og fik at vide at hun sørgede over sin 22-årige datters død. Da denne kvinde, Deolinda Pinto Costa, hørte om opstandelsen og at det var Guds hensigt at oprette et paradis, blev hun så ivrig efter at lære mere, at hun indbød mig til at komme hjem til sig til et ugentligt bibelstudium. Det varede ikke længe før vi begge gik til kirkegården, ikke for at sørge, men for at dele vort vidunderlige håb med andre.“

Kærlighed til sandheden fik disse nidkære kvinder til at organisere et bibelstudium for flere interesserede. Hver onsdag eftermiddag samledes en gruppe kvinder på seks eller flere i Deolinda Pinto Costas hjem for at studere Bibelen ved hjælp af Selskabets publikationer. Gennem korrespondancen med John Perry i Brooklyn fik denne gruppe interesserede kvinder at vide at der fandtes en gruppe brødre i Lissabon.

 Samtidig havde brødrene i Lissabon fået at vide at der fandtes interesserede i Almada. Der blev bragt et møde i stand. Da de mødtes var brødrene forbavsede over at finde en gruppe på otte, alle kvinder, der holdt et ugentligt bibelstudium. Der blev straks organiseret regelmæssige møder i Deolindas hjem sammen med brødrene fra Lissabon. Hvilken glæde er det ikke at se at de første søstre fra denne Almadagruppe har bevaret deres uangribelighed og er virksomme i tjenesten for Riget den dag i dag!

Sandheden spredes nordpå

På den tid skete der noget interessant i Portugals nordligste provins, Trás-os-Montes. I november 1945 vendte Purificação de Jesus Barbosa, som havde lært sandheden at kende i De forenede Stater, tilbage til sit fædreland for at forkynde den gode  nyhed for sine slægtninge. Hendes fødeby, Lousa, ligger mere end 400 kilometer fra Lissabon. Selv om de fleste af hendes slægtninge forkastede sandheden og viste hende foragt, var der en ung kusine og en ung fætter der viste interesse. Purificação forærede sin 22-årige kusine Maria Cordeiro en bibel og flere brochurer. Marias lillebroder, den 13-årige António Manuel Cordeiro, var begejstret over for første gang at have en bibel i hånden. Han husker den første samtale hans kusine havde med ham om Bibelen:

„Hun læste det første kapitel i Første Mosebog for mig og viste mig så navnet på den Gud som havde skabt den smukke jord og alt hvad der er på den. For første gang i mit liv hørte jeg Guds navn, Jehova, og fra den dag af begyndte jeg at opelske en inderlig kærlighed til og værdsættelse af min store Skaber.“

Hver dag i over et år så Maria og António ivrigt frem til at komme hjem fra deres markarbejde, så at de, når deres fader var taget ud for at spille og drikke, kunne slippe af sted til deres kusines hjem for at lære mere om Bibelen. De lærte mange af de grundlæggende sandheder i Guds ord og læste desuden bøgerne Jehova, Frelse og Børn. Godt et år senere vendte deres kusine tilbage til De forenede Stater. Hendes bestræbelser var imidlertid blevet rigt velsignet, for hun efterlod sig en kusine, en fætter og en kvinde der nu var interesseret i sandheden.

Trofasthed under prøvelser

Det varede ikke længe før Maria og António, der var fuldstændigt isolerede, kom ud for trosprøver.  De afbrød forbindelsen med den katolske kirke. Når præsten besøgte deres forældre hånede han António og Maria fordi de nægtede at kysse korset. For at undgå vanskeligheder plejede de på religiøse helligdage at gå hjemmefra tidligt om morgenen og ud i skoven, hvor de tilbragte hele dagen med at læse Bibelen og Selskabets publikationer.

Omkring to år senere blev drengen, der da var femten, syg og indlagt på et katolsk hospital. Før han blev opereret nægtede han at skrifte og at modtage „velsignelsen“, hvilket gjorde præsten og nonnerne rasende. Da hans fader kom for at hente ham, fortalte man ham om drengens opførsel. Hjemme befalede faderen António at skrifte for præsten, idet han forlangte at han bad om tilgivelse for alle sine „onde gerninger“. Tvunget på denne måde måtte António af sted. Da han var alene med præsten forklarede han hvorfor han havde nægtet at skrifte, idet Bibelen viser at kun Gud, gennem Kristus Jesus, kan tilgive synder. Det var alt andet end et skriftemål, og drengen gav præsten et grundigt vidnesbyrd om sin bibelsk underbyggede tro.

Den unge António forstod at han måtte blive hjemme til han nåede myndighedsalderen. I overensstemmelse med sine forældres ønske arbejdede han derfor lydigt om dagen i marken, men om aftenen studerede han Bibelen sammen med sin søster og benyttede enhver lejlighed til at fortælle andre om de gode ting han lærte. Ja, hvor er det glædeligt at kunne sige at ’udholdenheden fik sit arbejde fuldendt’, for nogle år senere var begge disse unge blandt de første almindelige pionerer i landet. António blev senere gift, tjente i mange år som kredstilsynsmand og er stadig pioner. — Jak. 1:4.

 Bedre organisering

Der var ingen tvivl om at tiden var kommet til en bedre organisering af Rigets arbejde. Som svar på Carvalhos og Garridos brev sendte Selskabet i maj 1947 to brødre, F. W. Franz og H. C. Covington, til Portugal. Den 5. maj blev de i Lissabons lufthavn mødt af en gruppe på otte lykkelige brødre. For disse få indviede Jehovas tjenere der i årenes løb var forblevet trofaste, var dette et enestående øjeblik. Brødrene var begejstrede for at høre broder Franz holde et foredrag på portugisisk om „Organisationsinstruktioner“. Ved denne lejlighed fik fire tjenere midlertidigt til opgave at tage sig af den første menighed i Lissabon.

Under dette besøg undersøgte brødrene Covington, Franz, Carvalho og Garrido muligheden for at få arbejdet legaliseret og opnå tilladelse til at sende missionærer til landet. Deres anmodning blev pure afvist.

Samme år, nemlig den 13. december, passeredes endnu en milepæl, idet broder Knorr og broder Henschel for første gang besøgte Portugal. Sammen med dem var John Cooke, der var udgået fra Vagttårnets bibelskole Gileads 8. klasse og havde fået til opgave at tjene i Spanien og Portugal. På grund af dårligt vejr var flyet temmelig forsinket, så det todages besøg blev reduceret til nogle få timer. De ankom ved midnatstid og fløj videre klokken 8.15 næste morgen, og hele natten blev brugt til at besvare spørgsmål og drøfte hvordan man kunne fremme Rigets arbejde.

Det blev klart at den lille gruppe venner ikke var fuldstændig enige. Nogle af de tilstedeværende lagde en genstridig indstilling for dagen og kritiserede  organisationen og selve sandheden. På grund af denne dårlige indstilling havde arbejdet kun haft ringe fremgang. Det eneste lyspunkt var gruppen af søstre i Almada.

Brødrene fik imidlertid den nødvendige retledning, og arbejdet gik fremad. Et stigende antal af Budbringer fra Brasilien, såvel som brochuren Organisations Instruktioner, var til stor hjælp. Før broder Cooke kom tilbage fra Spanien havde gruppen i Lissabon sendt sin første tjenesterapport på fire forkyndere til Brooklyn. Brødrene havde fået vejledning om at begynde en systematisk forkyndelse fra dør til dør. I den allerførste gade hvor de begyndte at forkynde, spredte de 400 brochurer og oprettede mange bibelstudier!

Missionærtjenesten begynder

Da broder Cooke i august 1948 for anden gang ankom til Lissabon fra Spanien, blev han hilst velkommen af en gruppe brødre der var ivrige efter at lære de teokratiske forkyndelsesmetoder. Men et par af de ældre brødre var ikke særlig villige til at rette sig efter organisationsinstruktionerne. Det første møde med missionæren var noget af en begivenhed. Broder Cooke fortæller: „Jeg holdt mit første foredrag for Almadagruppen på spansk, og det blev oversat til portugisisk af Eliseu Garrido. Da mødet var ved at være forbi og broder Carvalho, der virkede som ordstyrer, skulle til at afslutte, stillede han sig op foran gruppen og strakte andægtigt armene ud over forsamlingen og velsignede menigheden. Carvalho havde i årenes løb bevaret mange af Babylon den Stores skikke og opfattelser og var derfor temmelig vanskelig at have med at gøre.“

 Den 27. september 1948 fandt den første dåb sted efter at broder Cooke var kommet, og i alt otte blev døbt, deriblandt Eliseu Garrido. Seks af de andre var søstre, alle fra Almada. For Lissabongruppen var det imidlertid karakteristisk at den kun bestod af mænd, og søstre fik ikke nogen særlig hjertelig velkomst. På grund af de nye organisationsinstruktioner der skulle indføres, var nogle af de ældre brødre i Lissabon ikke begejstrede for at støtte den nye missionær. Mødedeltagelsen faldt. Men søstrene i Almada var ivrige efter og villige til at tage del i hus-til-hus-forkyndelsen. Broder Cooke fortæller:

„Jeg vil aldrig glemme en af de første gange jeg var ude i tjenesten sammen med søstrene i Almada. Seks af dem gik sammen til det samme hus. Ja, forestil jer en gruppe på seks kvinder der stod rundt om en dør mens en af dem holdt en prædiken!  Men lidt efter lidt begyndte tingene at tage form og at fungere.“

Det var en virkelig velsignelse at der var kommet en missionær til landet. Brødrene blev hjulpet til at lægge deres personlige meninger på hylden og følge organisationsinstruktionerne. Den teokratiske skole og tjenestemødet blev indført. Delmira Mariana dos Santos Figueiredo fortæller: „Efter at broder Cooke var kommet, begyndte vi at studere Vagttårnet ved hjælp af spørgsmål og svar. Indtil da havde én broder læst mens vi havde lyttet.“

Tiden var kommet til at lægge de trykte vidnesbyrdskort til side og forberede korte prædikener til brug i tjenesten fra dør til dør. Broder Cooke lærte brødrene at præsentere Vagttårnet såvel som traktater ved dørene.

Den første rigssal

Med missionærens ankomst var der blevet lejet et lille lokale i Praça Ilha do Faial, hvor møderne kunne holdes. Efterhånden som arbejdet voksede i omfang, stod det klart at det ville være nødvendigt med et større lokale.

Mindehøjtiden i 1949 blev holdt i et privat hjem i Almada. Brødrene frydede sig over at se 116 til stede! Eftersom der ikke kunne stuves så mange sammen i den dagligstue man normalt benyttede, måtte resten klumpe sig sammen i et tilstødende værelse. Taleren stod i døråbningen og talte til begge forsamlinger samtidig. Ikke længe efter fandt Lissabongruppen et godt mødelokale i stueetagen på Rua Passos Manuel nr. 20, der blev kendt som Jehovas Vidners første uofficielle rigssal i Portugal.  I mange år tjente dette sted som et center for den rene tilbedelse.

For ikke at tiltrække sig andre beboeres opmærksomhed, sang brødrene ikke i salen i Lissabon. Men når de tog over floden for at besøge gruppen i Almada, der havde til huse i et privat hjem, var de glade for at synge højt og længe.

Kontakt med de isolerede

På dette tidspunkt havde det isolerede søskendepar i Lousa i Trás-os-Montes fået adressen på brødrene i Lissabon af deres kusine i De forenede Stater. Maria Cordeiro, som ved adskillige lejligheder var blevet pryglet af sine slægtninge, der var hårde modstandere, skrev: „Send endelig nogen der kan hjælpe os og opmuntre os.“ John Cooke drog af sted på en 400 kilometer lang rejse. Det viste sig at blive en spændende oplevelse. Han fortæller:

 „Fra den nærmeste jernbanestation måtte jeg vandre tre timer op i bjergene for at nå landsbyen Lousa. Denne egn kaldes Trás-os-Montes, der betyder ’på den anden side af bjergene’. Jeg opdagede at den levede op til sit navn. Der var ingen veje som førte frem til landsbyen, kun hjulspor, ingen busser, ingen biler, ingen læge, intet apotek, intet politi og ikke en eneste telefon. Husene var lavet af sten og dækket med ujævne teglstenstag uden skorstene. Beboerne tændte bål på gulvet for at lave mad, og røgen kom simpelt hen ud gennem revner i taget eller døren. Folk var meget overtroiske og fuldstændig underkuet af den katolske kirke.

På grund af familiens modstand var det meget vanskeligt at besøge Maria Cordeiro og hendes broder António. Det lykkedes mig at få logi hos moderen til den søster der havde bragt sandheden hertil fra De forenede Stater. Nogle få gange blev der lejlighed til at få en opmuntrende samtale med de to søskende. Jeg benyttede også tiden til at forkynde fra hus til hus. Præsten advarede straks beboerne imod mig. Jeg var på et genbesøg da naboerne advarede mig om at man talte om at angribe og nedbrænde huset hvor jeg boede. Den familie jeg besøgte bekræftede rygtet og overtalte mig til at blive hos dem om natten, eftersom det var for farligt at gå hjem når det var mørkt. Næste morgen var der en spændt atmosfære i byen, og det svirrede med rygter.

Mens jeg stadig befandt mig i de interesseredes hjem kom den stedlige regedor (byens leder) for at besøge mig og selv finde ud af hvad jeg lavede. Efter at have fået en kort forklaring var han tilfreds  og tog af sted. Så kom præsten. Da han ikke kom ind i huset, stod vi ude på gaden og talte sammen. Før jeg fik set mig om havde en stor skare forsamlet sig for at høre samtalen. Præsten var ung, men han var ikke fanatisk, så det lykkedes mig at holde samtalen på et roligt, venligt niveau. For at komme uden om prekære spørgsmål angående lærepunkter citerede han ofte på latin, for at imponere byens beboere med sin ’overlegne viden’. Han indrømmede at han ikke ejede en bibel og spurgte om jeg kunne sørge for at han fik en; derefter gik han. Denne episode mindskede spændingen. Jeg holdt et improviseret foredrag og uddelte mange traktater, og mit besøg fik således en fredelig afslutning.“

Fremgang trods spiritisme

Der blev oprettet et bibelstudium med en enke der skrev poesi på fransk under dæmonisk påvirkning, idet hun troede at hun blev ledet af den berømte franske forfatter Victor Hugos ånd. En grundig drøftelse om opstandelsen hjalp hende til at forstå sandheden. Hun forlod spiritismen og blev døbt. Et andet studium blev ledet med en spiritist der var et velkendt medium i Lissabon. Det kostede denne kvinde en stor mental kamp at befri sig for dæmonernes påvirkning, men til sidst blev hun også døbt.

Disse begivenheder var uden tvivl årsag til at flere ledende spiritister kom til rigssalen og ville have en debat med os. Missionæren forklarede dem at Jehovas vidner ikke er interesseret i offentlige debatter. Lederne af disse grupper sagde så at drøftelsen skulle være privat, eftersom de i første række  gerne ville høre vort syn på religiøse emner. De gik med til at mødes i rigssalen og at basere deres drøftelse på Bibelen.

Den pågældende mødeaften kom der omkring 50 medlemmer af den spiritistiske gruppe. På podiet var der to repræsentanter som talsmænd for hver side. Det første spørgsmål den spiritistiske leder stillede, var baseret på Mattæus 10:28, og han spurgte: „Hvordan kan Jehovas Vidner tro at sjælen dør, når Bibelen siger at den ikke dør?“ Broder Cooke svarede med den største selvfølgelighed at det var let. Hvis han blot ville læse den sidste del af samme skriftsted, ville han se at der stod: „Frygt hellere for ham der kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna.“ Dermed var disse intellektuelles argumentation gjort til intet. De indså at en drøftelse som udelukkende var baseret på Bibelen ville være for vanskelig for dem, og de bad derfor broder Cooke om at holde et bibelsk foredrag der redegjorde for vores tro. Der blev aflagt et glimrende vidnesbyrd.

Arbejdet begynder på Açorerne

I mellemtiden fandt der en interessant udvikling sted på Açorerne. Med undtagelse af øen Santa Maria er de ni øer der udgør øgruppen, vulkanske. På grund af varme kilder, megen regn og solrige somre findes der en blomstrende vegetation. Øerne er rige på frugttræer som appelsin-, abrikos-, citron-, banan- og figentræer. I havet er der rigeligt med fisk til øens befolkning.

På Açorerne har den katolske kirke i århundreder undertrykt befolkningen. Alle kender desuden alle. Det var under sådanne forhold at flere retsindigt indstillede mænd viste sand kærlighed til Bibelen. Ja,  mange år før den gode nyhed nåede disse øer, skete der i 1902 noget bemærkelsesværdigt på øen Pico.

Seks gudfrygtige açoreanere holdt en begravelse for en femårig dreng. Det skete uden tilstedeværelse af en katolsk præst, og mændene sang en evangelisk salme. Denne dristighed vakte den lokale præsts vrede, og han anlagde sag mod mændene og anklagede dem for at have krænket ikke alene landets religion men Gud selv! Sagen kom for Açorernes appelret i 1903 og blev til sidst indanket for højesteretten i Lissabon, hvor mændene blev frikendt af mangel på bevis.

Før sagen kom for retten udvandrede en af disse seks mænd, nemlig João Alves Pereira (John Perry), til De forenede Stater. Han kom i forbindelse med Jehovas folk og blev, som allerede nævnt, et medlem af betelfamilien i Brooklyn, hvor han tjente til sin død i 1965. Blandt de første publikationer han sendte hjem til sin familie og sine venner på øen Pico var bøgerne Guds Harpe og Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø.

Senere udvandrede sønnerne af to andre af de mænd som havde overværet den omtalte begravelse i 1902, også til De forenede Stater, hvor de begge lærte sandheden at kende. En af dem, Isaac Ávila Fontes, sendte bøger og blade til sin fader, José Silveira Fontes, der selv studerede dem og begyndte at fortælle andre om den gode nyhed. I 1940 blev Aníbal Nunes, søn af en tredje af de mænd der havde overværet begravelsen, besøgt af Jehovas vidner.

Fyldt med nidkærhed og ønsket om at hjælpe deres landsmænd forlod Aníbal og hans kone i  1947 De forenede Stater for at vende tilbage til deres fødeø Pico. En af de første de talte med var deres nabo, en ung kone, Maria Ávila Leal. Mens Aníbal forkyndte for hende ringede kirkeklokkerne tre gange, og da hun var en from katolik begyndte hun at forklare hvor vigtigt det var at fremsige Ave Maria (Hyld Maria).

Broder Nunes spurgte hende om hun vidste hvem det var der havde skabt jorden. Hun svarede: „Ja, Gud naturligvis.“ „Er du sikker?“ forhørte han. Da hun svarede bekræftende, spurgte han: „Hvor var hans moder da han skabte jorden?“ Hun svarede hurtigt: „Gud har ingen moder.“ Nu spurgte han: „Hvad mener du så når du siger: ’Hellige Maria, Guds moder’? Taler du om Gud, eller om Jesus, der er Guds søn?“ I ét nu gik treenighedslærens falskhed op for hende. Der og da forstod hun at Jesus ikke var Gud, men at Maria var Jesu, Guds søns, kødelige moder.

I løbet af ti dage efter sin ankomst havde broder Nunes fået mange til at lytte til sandheden. Han arrangerede et offentligt foredrag i sin broders hjem, og der kom 82, hvoraf mange måtte stå uden for døren og vinduerne for at høre. Foredraget blev holdt om aftenen ved stearinlys. Dette foredrag, samt dét at Maria Ávila Leal holdt op med at gå i kirke, skabte et vældigt røre i det lille samfund på nogle få hundrede hjem. Kun hjulspor førte fra den ene landsby eller klynge huse til den næste på den 461 kvadratkilometer store ø, men nyheden om at kirken havde mistet et af sine mest nidkære medlemmer bredte sig som en løbeild.

Den rasende præst gjorde et desperat forsøg på at skræmme den unge Maria. Han spredte alle slags  falske rygter om hende. Hendes naboer udsatte hende for hån og spot. Alt dette var til ingen nytte. Sandheden fra Guds ord var faldet på god jord, og Maria blev en yderst nidkær og frygtløs forkynder der i nogle år tjente som specialpioner.

I 1949 forsøgte Marias 23-årige broder at overtale hende til ikke at følge denne nye tro. En dag gav hun ham brochuren „Religionen høster storm“. Selv om han var så fyldt med fordomme at han end ikke ønskede at røre brochuren, tog han alligevel imod den. Af frygt for at han skulle blive fundet med læsestof fra Jehovas Vidner tog han den med ud til en hule i bjergene og læste den dér omhyggeligt fra ende til anden. Dens budskab havde en øjeblikkelig virkning på Manuel Ávila Leal. Han  brød forbindelsen med den katolske kirke og begyndte at komme sammen med Jehovas vidner. Han husker endnu levende hvor stærkt budskabet i denne ene brochure virkede. Han siger:

„Det var de magtfulde bibelske sandheder, så klart og frygtløst stillet op imod falsk religion i denne uforglemmelige brochure, der overbeviste mig om sandheden i Guds ord.“

Omtrent på samme tid flyttede José Silveira Fontes, en af de seks mænd der i 1902 var blevet stillet for retten for at have holdt en begravelse uden en præst, til øen São Miguel. Det er den største af de ni øer, og den bestod oprindelig af to vulkaner der udspyede så meget lava og aske at de til sidst voksede sammen. På denne ø, hvor der vokser orkideer og tebuske, fortalte José andre hvad han havde lært fra Vagttårnet. Hans uformelle forkyndelse i den største by, Ponta Delgada, resulterede i de fire første indfødte forkyndere. De to søstre, Maria Rosa og Maria Leite, forkynder stadig nidkært Jehovas navn.

På Graciosa, en anden af øerne, lagde en havnearbejder mærke til en traktat der faldt ud af lommen på en af hans arbejdskammerater. Han samlede den op og spurgte om han måtte læse den. Hans arbejdskammerat sagde at det måtte han gerne — det var en passager på et af skibene der havde givet ham den, men han kunne ikke læse. Havnearbejderen, Manuel Moniz Bettencourt, læste traktaten, der hed „Den nye Verden“. Han skrev til Selskabet efter mere læsestof og begyndte at sprede bøger og blade på hele øen. Sandhedens sæd blev nu spredt  på Graciosa. Således begyndte endnu en forkynder sin tjeneste.

Flere missionærer

I 1950 begyndte en ny tid for arbejdet på Açorerne, idet Paul Baker og Kenneth Williams, som havde gennemgået Gileadskolen, ankom til øen Pico. På denne yderst konservative, katolsk-dominerede ø begyndte arbejdet at gå fremad. Men under pres fra præsteskabet udviste regeringen missionærerne. Der var imidlertid blevet udført et godt arbejde som resulterede i en ny rekord på 21 forkyndere. Paul Baker ansøgte om at få et nyt visum, og det blev godkendt. Det varede dog ikke længe før politiet kom til pensionatet hvor han boede for at arrestere ham, anklaget for kommunistisk virksomhed. Han blev eskorteret til det første skib der skulle til Lissabon, hvor han tilbragte en uge i fængsel. Der blev de opdigtede anklager mod ham trukket tilbage, og han fik ordre til at forlade landet.

Arbejdet i Portugal gik nu støt fremad. Efter i tre år at have været alene på Den iberiske Halvø var John Cooke glad for at der i 1951 kom to missionærer, Mervyn Passlow og Bernard Backhouse, for at arbejde sammen med ham.

Besøg af F. W. Franz i 1951

Spændingen var stor i Lissabon da man igen forventede broder F. W. Franz’ besøg. Højdepunktet på en travl uge var et endags stævne under store paraplylignende træer. Der var 90 til stede og elleve blev døbt. I denne første tid for arbejdet i Portugal hjalp de hyppige besøg af medlemmer af det styrende råd vore brødre til at føle sig nært knyttet til hovedkontoret.

 Den sidste aften under sit besøg holdt broder Franz et afsluttende foredrag på missionærhjemmet. Det interessante emne var „Dåb med ild“. Huset myldrede derfor med langt flere end sædvanligt. En nabo må have klaget, for tidligt næste morgen dukkede der en agent op fra det hemmelige politi for at undersøge hvad der gik for sig. Han gav udseende af at være tilfreds. Men det var ikke sidste gang at missionærerne kom til at se noget til det hemmelige politi. De havde fået en vigtig lærestreg: Fra nu af måtte de gå mere stille med dørene.

Broder Cooke forlod Lissabon for at ledsage broder Franz på et besøg til menighederne i Spanien og derefter overvære det internationale stævne i England. Broder Backhouses visum udløb, og myndighederne nægtede at forny det. Kort efter måtte han derfor rejse til Spanien. Broder Cooke blev syg og kunne ikke vende tilbage. Den eneste missionær der blev tilbage for at tage sig af arbejdet var broder Passlow, og han var også alvorligt syg. Senere, mens han stadig var forholdsvis ung, døde han efter et rigt livs trofast tjeneste i Australien og Portugal.

Der renses ud

Der forestod en vanskelig tid. Visse enkeltpersoner var begyndt at henfalde til kritik og bagtalelse. Især to brødre var oprørte over den måde arbejdet blev ledet på. En af disse, en urmager ved navn Santos, begyndte at sælge billeder af John Cooke, indgraveret med ordene O Nosso Pastor (Vor pastor). Det lykkedes denne stærke personlighed at få nogle af de ældre brødre til at følge sig.

 Santos kunne ikke forstå hvorfor han ikke var blevet udnævnt til tjener, så han skrev lange breve til Brooklyn. Hans indstilling fremgår af følgende udtalelse i et af brevene til Brooklyn: „Jeg forærede endda missionærerne et ur til rigssalen, og alligevel gjorde de mig ikke til tjener.“

Han begyndte at beklage sig til Joaquim Carvalho, der ikke havde overværet møderne i flere måneder. Over for andre slog de på at missionærerne ikke var portugisere, at de ikke gjorde nok for at lære sproget og at de ikke kendte de lokale forhold så godt som de gjorde. På denne måde såede de utilfredshedens sæd. Hvordan påvirkede dette flertallet af forkynderne? Mødedeltagelsen faldt. Nogle forlod endog organisationen og begyndte selv at holde møder. Den trofaste missionær holdt imidlertid ud, i tillid til at Jehova ville lede begivenhederne.

Svaret på hans bønner var et besøg af broder Knorr og broder Henschel og en rask broder Cookes tilbagevenden i februar 1952. Der blev holdt et møde med de klagende samt tjenerne og missionærerne. Det var noget af en begivenhed. De klagende og tjenerne havde udfærdiget lange maskinskrevne redegørelser. Men broder Knorr lagde med en eneste gestus alle papirerne til side og sagde: „Nej, jeg ønsker ingen papirer. Her er jeres brødre. Hvis I har noget imod dem, så kom blot frem med det.“ Denne direkte, enkle, bibelske måde at gribe problemet an på kom fuldstændig bag på urostifterne. De vidste ikke rigtig hvad de skulle sige, men fremkom med forskellige forvirrede udtalelser.  Broder Knorr sagde da: „Nu har jeg siddet her en time, og alt hvad I i virkeligheden har haft at klage over er at denne søster (som tolkede) har smilet ad noget som en af jer sagde ved et møde.“ Flere af dem nævnte så specifikke punkter hvor de mente at de var blevet forbigået. De to der havde beklaget sig mest, nemlig broder Santos og broder Carvalho, lagde tydeligvis en dårlig ånd for dagen og blev irettesat. Alle de tilstedeværende blev naturligvis på en god og direkte måde vejledt om at lægge personlige uoverensstemmelser på hylden og tage fat på det arbejde der virkelig betyder noget, nemlig forkyndelsen af den gode nyhed.

Samme eftermiddag blev der holdt et møde i Almada, hvor broder Knorr alvorligt formanede de 122 der var til stede. Han forklarede hvilken indstilling alle burde have til Jehovas organisation. Broder Cooke blev så udnævnt til tilsynsmand for menigheden dér, der bestod af to grupper.

Reaktionen kom hurtigt. Broder Santos nægtede at anerkende udnævnelsen og bekendtgjorde at studiegruppen var hans, idet studiet blev holdt i hans hjem; og hvis nogen ønskede at følge organisationen stod det dem frit for. Han bad også om at få sit ur tilbage. Da broder Cooke forsøgte at overvære det bogstudium der blev ledet af broder Carvalho, nægtede man ham adgang. I løbet af kort tid ophørte disse uafhængige grupper med at fungere, og til sidst blev Santos og Carvalho udstødt.

Det var tydeligt at Satan forsøgte at torpedere den teokratiske organisation i Portugal. Men det lykkedes ikke. Efter broder Knorrs besøg forbedredes hele situationen hurtigt. Tjenesteåret endte  med at 62 forkyndere rapporterede, et nyt højdepunkt på 207 overværede mindehøjtiden, og mange viste interesse for sandheden.

I rapporten i Yearbook for 1954 blev situationen opsummeret således: „I 1952 fandt en drastisk udrensning sted blandt Jehovas Vidner. Dette års rapport om landet understreger vigtigheden af at bevare den nye verdens organisation ren, for der er sket en storslået vækst. . . . Menighederne bør aldrig være bange for at miste forkyndere når det drejer sig om dem der ikke holder sig til Guds ord og følger de gode principper han bestandig lærer os. Vi må huske at det er Jehova der leder sin organisation.“

Broder Cooke tvunget til at rejse

De to menigheder i Portugal voksede nu i antal og modenhed. I januar flyttede Eliseu Garrido til Porto, hvorved døren til Rigets tjeneste blev åbnet i Portugals næststørste by. Der forestod imidlertid en uventet begivenhed. Myndighederne nægtede at forny broder Cookes visum. Hans missionærtjeneste i Portugal var forbi. Farvel Portugal — Af sted til Angola! Han tjener nu trofast på afdelingskontoret i Sydafrika.

Madeira

Nu begyndte forkyndelsen af Riget at vinde fodfæste på Madeira. Det portugisiske ord madeira betyder „skov“. Da denne bjergrige ø blev opdaget omkring 1420 var den ubeboet og dækket med tæt skov, deraf navnet. Befolkningen på cirka 257.000 bor klumpet sammen i byer og landsbyer ved mundingen af dybe bjergkløfter eller på de lavere skråninger.  En pioner fra New York, broder Freitas, tilbragte nogle måneder på denne ø, og han var øjensynlig den første forkynder på øen. Hans bestræbelser blev rigt velsignet, for inden længe var der fire forkyndere der rapporterede. Den første mindehøjtid, der blev holdt i 1954, blev overværet af 21.

Cordeiro spreder den gode nyhed

I mellemtiden var António Manuel Cordeiro, den unge mand fra Trás-os-Montes, blevet en af Portugals første hjælpepionerer. Han var kommet til Lissabon, hvor han brugte tiden sammen med brødrene og i tjenesten. Hans kusine kom for anden gang på besøg fra De forenede Stater og havde denne gang sin søn med. Cordeiro fortæller:

„I sommeren 1954 besluttede min kusines søn og jeg at vi i seks måneder ville forkynde den gode nyhed i isoleret distrikt. Vi forkyndte i snesevis af landsbyer i de fjerntliggende områder Bragança og Guarda, og i landsbyen Sandim blev vi arresteret fordi en præst havde klaget over os. Vi blev ført til byen Guarda og kastet i et fangehul hvor vi tilbragte natten. Efter et længere forhør tog de vore fingeraftryk og løslod os. Vi havde ikke noget transportmiddel men måtte gå fra sted til sted og kom af og til op at køre med en oksekærre. Vi havde maden i en bylt og købte brød og ost efterhånden som vi kom frem. Nu og da spiste vi et godt, varmt måltid på et pensão [pensionat].“

Da de ankom til Seixo de Carrazeda de Ansiães opdagede de at der ikke fandtes noget pensão, men heldigvis tilbød en af de første familier som António forkyndte for, dem kost og logi mens de forkyndte for alle familier i landsbyen. Da de en sen  aften ankom til en anden landsby, opdagede de at det eneste sted de kunne finde at sove var på et leje af hø ved siden af et æsel. Idet António mindes den tid, siger han: „Vi var hverken modløse eller utilfredse med de forhold vi levede under. Vi var tværtimod fulde af lykke over den forret det var at bringe den gode nyhed ud til disse mennesker.“

Uvejrsskyer i horisonten

I november 1954 ankom gileadmissionæren Eric Britten sammen med sin hustru Christine fra Brasilien for at føre tilsyn med arbejdet. Det blev skik at holde regelmæssige „skovture“ i et skovområde nær kysten. Senere blev disse steder i skovene kendt som O Salão do Reino Verde (den grønne  rigssal). Disse udflugter var til stor åndelig opbyggelse for brødrene. I maj 1955 blev der arrangeret en særlig endags „skovtur“ for Cova de Vaporområdet. Brødrene lejede en færge der kunne sejle dem over Tejofloden til kystområdet. De opdagede hurtigt at de havde ubudne gæster. To civilklædte betjente fulgte dem hele dagen. Et rekordtal på 230 deltog i denne „skovtur“.

Næste morgen besøgte agenter fra det hemmelige politi nogle af brødrene på deres bopæl. De stillede dem spørgsmål som: Hvilken slags organisation tilhører I? Hvem er talerne? Er nogle af dem udlændinge? Er det sandt at I havde et møde på stranden i går? Hvor ofte har I disse skovture? Dette var en af de første begivenheder som viste at politiet holdt skarpt øje med forkynderne.

I 1956 viste det hemmelige politi, kaldet P.I.D.E. (Polícia Internacional e Defesa do Estado), sig stadig oftere ved møderne. I juli fortalte en venlig nabo missionæren Mervyn Passlow at politiet holdt øje med ham og hans kone. Kort efter blev ægteparret udvist af Portugal, selv om hun var indfødt portugiser. Politiets indblanding medførte også at to mødesteder i Lissabon måtte nedlægges.

Fremgang i Porto

I Porto havde arbejdet nu stor fremgang. I 1955 blev den første menighed oprettet. I 1956 lejede man den første rigssal, og i 1957 holdt broder F. W. Franz et foredrag for en lykkelig forsamling på cirka 30 tilhørere. Blandt dem der kort derefter begyndte at studere var Armando og Luiza Monteiro, et nidkært ægtepar der har medvirket til at fremme Rigets interesser i denne historiske by.  Porto blev desuden velsignet med ankomsten af to missionærer, Domenick A. Piccone og hans hustru, Elsa, der var blevet udvist af Spanien. I 1959 fik Portugal endnu mere missionærhjælp, idet ægteparrene Roberts og Beveridge fra Gileadskolens 33. klasse kom til landet.

Uformelle vidnesbyrd

Både i Porto og andre steder i Portugal erfarede brødrene at uformelle vidnesbyrd var et glimrende hjælpemiddel til at lære andre sandheden at kende. En af Portugals første forkyndere, Alpina Mendes, blev for eksempel behandlet på et kursted i Caldelas. Mens hun var der forkyndte hun for en journalist ved navn José Maria Lança. I de næste femten dage talte de daglig om Guds hensigter. I løbet af denne tid læste Lança „Gud Maa Være Sanddru“ igennem to gange. Da han vendte tilbage til Lissabon  blev der oprettet et bibelstudium med ham, og inden længe overværede han møderne. Fire måneder senere blev han døbt, og han tjener i øjeblikket som rejsende tilsynsmand.

Lissabons parker og haveanlæg tjener som smukke, naturskønne omgivelser for samtaler om det genoprettede paradis. Armando Lourenço, der nu er ældste, fortæller hvordan han i 1956 lærte sandheden at kende: „Jeg sad en solskinsdag i Campo Grande Park i Lissabon og læste i min bibel, da Josué Guilhermino satte sig ned og stillede mig det spørgsmål som Filip havde stillet ætioperen: ’Forstår du egentlig det du læser?’ Jeg svarede med det samme spørgsmål som ætioperen stillede Filip: ’Hvordan skulle jeg kunne det når ingen hjælper mig?’“ (Apg. 8:30, 31) Broder Lourenço blev døbt fire måneder senere og kom med tiden på Gileadskolen, vendte tilbage til Portugal og tjente i mange år som kredstilsynsmand i forskellige egne af landet.

Kap Verdeøerne får sandheden

Rigets sandheder blev første gang sået på Kap Verdeøerne i 1958. Denne gruppe på ti øer ligger i Atlanterhavet cirka 440 kilometer fra Afrikas vestkyst. En indfødt der var udvandret til De forenede Stater, kom i 1958 tilbage på besøg og efterlod sig et betydeligt antal bøger og blade og tegnede abonnementer på Vagttårnet.

Henimod slutningen af 1958 faldt nogle af Selskabets publikationer i ivrige hænder på øen São Tiago. Under et besøg hos en ven der var fotograf, lagde Luis Alves Andrade mærke til to brochurer, „Denne Gode Nyhed om Riget“ og „Se! jeg gør  alting nyt“, og spurgte om han måtte læse dem. Han studerede omhyggeligt hver brochure og kontrollerede alle henvisninger med en gammel bibel. En uge senere vendte han tilbage til sin ven og var lykkelig over at finde en bog, „Gud Maa Være Sanddru“. Han tog med glæde imod den og studerede den fra ende til anden. Nu var han ikke i tvivl om at det var Jehovas Vidner der lærte sandheden fra Guds ord. Han tegnede abonnement på de to blade; det var i en årrække hans eneste mulighed for at få åndelig føde.

Arbejdet udvides

Interessen var voksende, og rigssalene var overfyldte. Tiden var inde til vækst i Portugal. Broder Piccone blev derfor udnævnt som den første heltidskredstilsynsmand og skulle besøge isolerede grupper og interesserede i alle egne af landet. Da han besøgte en interesseret dame i Monção, i den nordligste provins Minho, rygtedes det hurtigt at en fremmed var kommet til byen. Han var knap nok begyndt at forkynde for hende før naboerne begyndte at ankomme. Det var ikke nødvendigt at forlade huset for at besøge andre, for det var hele tiden fyldt med mennesker der var ivrige efter at høre den gode nyhed.

I efteråret 1959 besøgte broder Piccone Açorerne. Han fortæller: „At besøge Açorerne er absolut en oplevelse, for kun to af de ni øer har havne. Vandet omkring disse øer midt ude i Atlanterhavet er ofte i oprør, og det var også tilfældet da vi ankom. Det var noget af en udfordring at komme ned ad damperens lejder til den ventende robåd. Vi måtte vente indtil en bølge bragte robåden nøjagtig  på højde med lejderen, og så springe, i håb om at det var det rette øjeblik! Det var besværligt at få Selskabets filmudstyr, bagagen og publikationerne sikkert ned fra skibet. Derfra roede dygtige roere ind til kysten, idet de sørgede for at lande i rette øjeblik så båden ikke kæntrede.

Da vi skulle vise filmen på øen Pico opstod der flere problemer. Eftersom brødrene boede i en landsby uden elektricitet, måtte vi gå cirka otte kilometer til den næste by for at se hvad der kunne gøres. Da vi var på vej ind i byen lagde en mand der plukkede druer, mærke til at jeg var fremmed, så han indbød os til at besøge sin vinkælder og tilbød os gæstfrit at smage på vinen. I samtalens løb kom vi ind på filmforevisningen, og det viste sig til vor forbløffelse at hans broder, der var i færd med at træde druerne i vinpersen, var ejer af den lokale biograf! Det blev aftalt at vi kunne vise Selskabets film den næste aften. Da vi dagen efter nærmede os biografen, fik vi en behagelig overraskelse. Man affyrede raketter for at oplyse alle i nabolaget om at der skulle vises en film. Der kom over 150 for at se filmen.“

Efterhånden spredtes sandheden overalt på Açorerne. I 1960 kom sandheden til Santa Maria, en ø der er godt kendt af transatlantiske flypassagerer. En broder der blev forsinket i lufthavnen fordi flyet skulle repareres, udnyttede tiden og forkyndte for en mand, der tegnede abonnement på Vagttårnet. Han opmuntrede ham til at tale med andre og forklarede ham at hvis han kunne få tilstrækkeligt mange til at abonnere på bladet, kunne han få besøg af en af Selskabets tilsynsmænd og få hjælp til at studere Bibelen. Manden gik rundt til sine venner  og tegnede adskillige abonnementer. Derefter skrev han til Selskabet og bad om at nogen ville besøge dem. Den rejsende tilsynsmand blev forbavset da så mange som nitten kom for at se Selskabets film.

I 1961 skete der noget glædeligt. I flere år havde forkynderne i Portugal ivrigt set frem til at nå op på 1000 forkyndere. Dette skete i januar, hvor man nåede en 30 procents forøgelse over sidste års gennemsnit!

Spredning af bibler

I 1940rne, da det ikke var så let at få bibler, gik Eliseu Garrido rundt til antikvarboghandlerne og købte mange brugte bibler. Ved en lejlighed købte han så mange som 25 for blot fem escudos stykket.

Broder Manuel Almeida havde i 1960 en interessant oplevelse i forbindelse med et kendt bibelselskab. Han forklarer: „Jeg købte et stadig større antal bibler til alle forkynderne i Lissabon, idet jeg fik tyve procents rabat. En dag bad direktøren mig om at afgive en fast ordre, så bibelselskabet kunne vide hvor mange det skulle importere. Da jeg nævnte at Jehovas vidner kunne bruge mindst 125 om måneden blev han forbløffet, eftersom hele bibelselskabets månedlige ordre kun var på 250.“

Hvor opmuntrende at høre at Jehovas vidner spredte halvdelen af alle de bibler som dette bibelselskab fik! Indehaverne bukkede åbenbart under for religiøs intolerance, for i slutningen af 1960 fik broder Almeida besked om at man ikke længere kunne forsyne Jehovas vidner med store mængder bibler.

 Den gode nyhed kommer til Macao

I 1961 tog Rigets arbejde sin begyndelse i den portugisiske byprovins Macao, der ligger på Sydkinas kyst i Si Kiangs delta. Macao udmærker sig ved at være den ældste europæiske forpost med handelsforbindelser til det kinesiske fastland så langt tilbage som i 1557. En søster flyttede hertil med sin mand, der var i de væbnede styrker. Selv om hun kun fandt få der kunne tale hendes sprog, såede hun sandhedens sæd. Året efter vendte hun tilbage til Portugal, og de få abonnenter og interesserede der var, blev fra da af betjent af afdelingskontoret i Hongkong.

Vanskelige tider i Angola

For at opretholde en bedre kommunikation blev tilsynet med arbejdet i Angola i 1960 overflyttet fra Sydafrika til Portugal. Politiet i Angola havde forstærket sit opsyn med Jehovas vidner. I februar 1959 havde P.I.D.E. nægtet at lade zonetilsynsmanden, broder Arnott, komme ind i landet. Derefter havde politiet udstedt strenge ordrer der forbød møder og alt samvær mellem de europæiske forkyndere og vore afrikanske brødre. Fra da af måtte begge grupper holde separate møder under jorden.

I marts 1961 fejede en bølge af terror, vold og ødelæggelse, der kom fra grænsen mod Congo, hen over Angola. Hele landsbyer blev brændt af, og ligene af både sorte og hvide blev fundet lemlæstede til ukendelighed. Mænd blev klynget op og dræbt som svin; kvinder fik maven sprættet op og  børn blev slagtet. Kort efter dette udbrud af hensynsløse myrderier begyndte Jehovas vidner at blive anklaget for terrorhandlinger. Den romersk-katolske kirke førte an i denne groft vildledende fremstilling af forholdene. Et katolsk tidsskrift, A Província de Angola, anklagede Jehovas Vidners publikationer for at være samfundsnedbrydende.

Efterhånden som krigen mod terrorismen udviklede sig til en omfattende konflikt, forsøgte regeringens officielle tidsskrifter at give Vidnerne skylden for at ophidse til terrorisme i Angola. I en af disse publikationer, Ultramar, hed det: „Professor Silva Cunha erklærer at før terrorismen brød ud påvirkede denne sekt Angolas befolkning, især i områderne omkring Luanda og Moxico. Vi mener også at hans formodninger er velbegrundede. . . . Vagttårnet er en amerikansk bevægelse af betydeligt format og med stor kapital. Selv om USA ikke opnåede andre resultater, ville de i hvert fald høste øjeblikkelig fordel i form af stor prestige. . . . Det er ikke utænkeligt at Det hvide Hus har givet denne  bevægelse en vis beskyttelse i Afrika.“ — Årg. 5, 1964, nr. 17, s. 54.

Det er ikke svært at forestille sig at en sådan fordrejet tankegang udløste en voldsom nationalistisk ånd som bevirkede at der blev holdt skarpt øje med vore brødre. Der blev indført strenge forholdsregler som forbød afrikanere at forsamles i et antal på over tre. Derefter reorganiserede vore brødre i Luanda deres møder og holdt dem i små grupper. Trods den spændte atmosfære kunne de glæde sig over at der var 130 til stede ved mindehøjtiden i marts 1961.

Neutralitet en velsignelse

Da terrorismen brød ud, var mange i vildrede med om Jehovas Vidner kunne gøres ansvarlige for det der skete. Carlos Agostinho Cadi arbejdede på en plantage i det nordlige Angola, nær grænsen til Congo. Faren for at miste livet blev så stor at plantageejeren flygtede til Congo og overlod broder Cadi ledelsen af sin ejendom. Ejeren var knap nok taget af sted før den fremrykkende portugisiske hær ankom og arresterede alle de afrikanske arbejdere. Da portugiserne mistænkte dem for at være terrorister, blev der givet ordre til at skyde dem alle.

Bønner om barmhjertighed var forgæves. Carlos Cadi viste da soldaterne nogle papirer han havde på sig og hvoraf det fremgik at han var et af Jehovas vidner og på ingen måde indblandet i terrorisme. På denne måde lykkedes det ham at få udsat henrettelsen. Da den ledende officer ankom og undersøgte brevene overgav han Cadi til P.I.D.E., så  hans forhold kunne blive undersøgt. Sådan blev hans liv skånet.

En troens mand

På det tidspunkt var der i Luanda en afrikaner ved navn João Mancoca, der havde kendt Selskabets publikationer siden 1943. Den 25. juni 1961, mens han ledede et vagttårnsstudium i byen, ankom militærpolitiet pludselig med opplantede bajonetter. Politiet sendte søstrene og børnene hjem; derefter blev brødrene udsat for en frygtelig behandling. Mancoca beretter selv:

„Jeg har ikke ord til at beskrive den måde vi blev behandlet på. Den ansvarshavende korporal sagde rent ud at vi ville blive pryglet ihjel. Efter at vi brutalt var blevet pryglet næsten til plukfisk, så det ud  til at han ville få ret. Mens jeg lå på gulvet med håndjern på, fik jeg sådanne slag med en trækølle at jeg bagefter kastede blod op i 90 dage. Men det der bekymrede mig i øjeblikket, var mine trosfæller der barbarisk blev slået med trækøller. I en bøn til Jehova bad jeg om at han ville tage sig af disse hans får. Overbeviste om at nogle af os ville dø, vendte soldaterne i nattens løb tilbage hver halve time for at forhøre om nogen var døde. De syntes yderst forbløffede over at vi havde overlevet den umenneskelige tortur, og vi hørte nogle af dem sige at det måtte være den sande Gud vi tjente, eftersom vi havde overlevet.“

I fem måneder opholdt brødrene sig i São Paulo-fængselet i Luanda. Da de blev overflyttet til en stor sovesal med cirka 600 mænd udnyttede de muligheden for at forkynde, og ved tre lejligheder var broder Mancoca i stand til at holde et foredrag for mere end 300 medfanger. Mange af disse, som senere blev løsladt fra fængselet, tog imod sandheden. Nogle af dem tjener i dag som ældste i Luanda. Fængselsmyndighedernes plan om at skræmme Jehovas tjenere og lukke munden på dem, havde den modsatte virkning.

Brødrene blev derefter overført til det sydlige Angola og blev holdt indespærret endnu fem måneder i sikkerhedspolitiets fængsler i Mossâmedes. Selv om man holdt skarpt øje med dem, lykkedes det dem at aflægge uformelle vidnesbyrd og endog holde et regelmæssigt bogstudium. Her blev der også aflagt et glimrende vidnesbyrd. I løbet af kort tid indså nogle fanger der havde gjort sig skyldige i ulovlig politisk virksomhed, at Guds rige var menneskets eneste håb. Brødrene blev derefter overført  til Baía dos Tigres, en straffeø, og idømt „fast bopæl“ eller begrænset bevægelsesfrihed i regeringens arbejdslejre.

Nogle af de bøger og blade der blev sendt til brødrene i en af disse arbejdslejre, blev opsnappet. Den rasende lejrleder straffede vore brødre ved at sende dem til en arbejdslejr der for nylig var blevet oprettet langt inde i landet, i nærheden af Serpa Pinto. Tre måneder senere blev Sala Ramos Filemon og João Mancoca samt tre andre brødre, sammen med 130 andre fanger, transporteret i kreaturvogne til denne lejr. Deres ankomst var en barsk forsmag på hvad der ventede dem.

Jaget ud af vognene ligesom dyr blev vore brødre slået og mishandlet på det grusomste. Endnu en gang var slagene så brutale at de troede de skulle dø. Lejren var fuldstændig indhegnet med pigtråd. Hverdagen bød på hårdt arbejde, kun lidt mad og ingen tøj. Vore brødre opretholdt livet ved hjælp af tørrede fisk, usselt majsmel og en stærk tro. Fire politiske fanger, der ikke længere kunne udholde den umenneskelige behandling, forsøgte at flygte, men de blev fanget og, som en advarsel, torteret til døde i alles påsyn.

Modstanden begynder i Portugal

Terrorismen i Angola fik øjeblikkelige virkninger på arbejdet i Portugal. Landet blev oversvømmet af falsk propaganda om at Jehovas Vidner tilskyndede folkemasserne til oprør. Derfor begyndte det portugisiske politi at blande sig i deres forkyndervirksomhed. I byen Évora, der ligger cirka 130 kilometer øst for Lissabon, blev en pioner, Horácio Arnaldo Duarte, indkaldt til forhør ved det lokale  P.I.D.E.-hovedkvarter. Dér viste politiet ham nogle billeder af lemlæstede portugisiske soldater og anklagede Jehovas Vidner for at stå bag.

I sommeren 1961 blev specialpioneren Artur Canaveira i mange uger skygget af agenter fra P.I.D.E. I september arresterede de ham. Han fortæller hvad der skete: „Jeg blev anklaget for statsfjendtlig virksomhed og for at have forbindelse med kommunismen. I tre måneder blev jeg underkastet forhør og brutalt pryglet fordi man ville tvinge mig til at indrømme at jeg var kommunist. For at forvirre mig lod de mig forhøre af fire eller fem agenter samtidig. Forhørene fandt altid sted om natten når min modstandskraft var mindst, og mens en radio spillede så det ikke kunne høres hvis jeg skreg.“

I al denne tid blev broder Canaveira holdt i enecelle, hvorefter han blev overført til P.I.D.E.-fængselet i Fort Caxias, en forstad til Lissabon. Den 22. januar 1962 blev han løsladt.

Blot fire dage senere, den 26. januar 1962, blev broder Eric Britten, den daværende afdelingstilsynsmand, Domenick Piccone og Eric Beveridge sammen med deres hustruer, der alle var missionærer, indkaldt til P.I.D.E.-hovedkvarteret og fik ordre til at forlade landet inden 30 dage. De fik at vide at grunden til deres udvisning var at de havde talt med andre om deres tro og opfordret til neutralitet. I et interview med broder og søster Beveridge henviste lederen af P.I.D.E. til et tilfælde hvor en ung portugiser for nylig havde nægtet at gøre militærtjeneste og havde hævdet at Jehovas Vidner var ansvarlige for hans handlemåde. Militærnægtelse  af samvittighedsgrunde ville ikke blive tolereret i Portugal, tilføjede han.

Det var et hårdt slag at se missionærerne rejse, og der blev udgydt mange tårer. De havde i sandhed givet sig selv helhjertet og var blevet højt elsket for deres nidkærhed og gode eksempel. Ægteparret Britten vendte med tiden tilbage til Brasilien, hvor de stadig virker i kredstjenesten. Hvad ægteparret Piccone angik, var det deres anden udvisning fra et missionærdistrikt. De rejste til Marocco, men tjener nu i El Salvador. Ægteparret Beveridge fik til opgave at tjene i Spanien, hvor de virkede i nitten år før de blev flyttet til betelfamilien i Brooklyn.

Rigets tjenesteskole

Lige før missionærerne blev udvist, var den første Rigets tjenesteskole blevet holdt. Det kunne ikke have været på et mere passende tidspunkt, for denne yderst betimelige foranstaltning forberedte de tyve menighedstjenere i landet på den vanskelige tid der forestod. Vi glæder os over at de fleste af disse brødre stadig tjener trofast. I årenes løb har de efterfølgende kurser givet brødrene en værdifuld undervisning, som har bevirket at forkyndelsen er blevet mere ensartet og at evangelieånden er blevet holdt levende.

Pionererne går foran

Nu da missionærerne var rejst, påtog de lokale brødre sig den opgave at fortsætte forkyndelsen. Kredstilsynsmanden Gilberto Sequeira mindes tiden dengang og siger:

„Da Selskabet sendte missionærer til Portugal i 1958 forstod jeg at vi også burde give Jehova vort  allerbedste og, om overhovedet muligt, slutte os til pionerernes rækker. Selv om jeg havde en lille datter blev jeg specialpioner i 1959, og jeg ville aldrig bytte alle de velsignelser jeg har fået, for nogen anden livsform. Jeg blev først tilsluttet Moscavide-menigheden i udkanten af Lissabon. Jeg oprettede studier flere steder. Mange gange byttede jeg bøger og blade for æg, appelsiner, citroner, kager og så videre, idet folk ikke havde mange penge. Det er afgjort en stor velsignelse for mig at se at nogle af dem jeg studerede med, nu tjener som ældste i de menigheder jeg har den forret at besøge! Intet kan sammenlignes med heltidstjenesten og det dyrebare forhold man opnår til Jehova.“

Broder Henrique Arques var en anden forkynder hvis hjerte på dette tidspunkt tilskyndede ham til at træde ind i pionerernes rækker. Efter mere end tyve år i heltidstjenesten sammen med sin kone siger han: „Der gik bud ud om flere pionerer, og jeg meldte mig med glæde. Jeg har lært aldrig at lade hånt om de ringe begyndelsers dag. Det har været min forret at forkynde i alle egne af landet og blandt andet tjene på Madeira, Açorerne og Kap Verdeøerne. De tilbud jeg har fået om indbringende jobs har aldrig kunnet stå mål med det Jehova tilbyder.“

Afdelingskontoret går under jorden

På grund af det voksende politiopsyn måtte afdelingskontoret nu reorganiseres til at arbejde under jorden. Det blev flyttet til et lidet iøjnefaldende skur i baghaven hos António Matias, en skrædder i Lissabon. Gileadmissionæren Paul Hundertmark og hans kone Evelyn var blevet udvist af Spanien i  1960 og befandt sig nu i Portugal, hvor de lærte portugisisk. Pludselig stod Paul med ansvaret for at lede et underjordisk afdelingskontor. Og hvilken udfordring skulle det ikke vise sig at være!

Forfølgelsen forstærkes

Efter at missionærerne var blevet udvist i 1962 forstærkede myndighederne forfølgelsen af Jehovas vidner. De udstedte et dekret til alle postkontorer som forbød forsendelsen af vore bibelske bøger og blade, der blev betegnet som „yderst skadelige“. De beslaglagde store mængder bibler og bibelske publikationer som var udgivet af Vagttårnets selskab, og disse bøger og blade skar de op og brændte. Tusinder af abonnenter på Vagttårnet og Vågn op! blev nægtet retten til at modtage deres blade.

I hurtig rækkefølge gennemsøgte politiet snesevis af brødres hjem og konfiskerede bøger og blade. Politiet truede brødrene med fængselsstraffe hvis de fortsat overværede møderne. En af de første brødre der fik besøg af politiet var Manuel Almeida, der nu tjener som medlem af afdelingskontorets udvalg. Selv om politiet ikke havde nogen fuldmagt til at foretage husundersøgelse, konfiskerede man alle de publikationer Selskabet havde udgivet. Mens forfølgelsen stod på fik denne broder ikke alene sin bopæl ransaget syv gange, men blev lige så mange gange indkaldt til langvarige forhør hos P.I.D.E. Politiet begyndte nu at foretage razziaer i rigssalene i Lissabon, og i begyndelsen af 1962 blev den første lukket efter ordre fra politiet.

 Den første retssag

I 1962 blev en gruppe på tolv brødre meldt til politiet for at have holdt et møde. Brødrene blev indkaldt til politistationen for at blive forhørt, og de blev truet med fængsel hvis de blev ved med at komme sammen for at studere Bibelen. I januar 1963 fik nogle af brødrene følgende skriftlige ordre fra lederen af ordenspolitiet i Caldas da Rainha:

„Jeg beordrer hermed enhver bemyndiget person . . . til med alle lovmæssige formaliteter at underrette [broderens navn] boende [adresse] i byen Caldas da Rainha, i Caldas da Rainha kommune, om følgende: Han kan ikke fortsætte med at læse Bibelen eller øve sin virksomhed som et Jehovas vidne eller noget andet af religiøs karakter, eller fremme, oprette, organisere eller lede selskaber af international karakter som det han har sagt han tilhører.“

Den offentlige anklager anklagede brødrene for at holde religiøse møder uden at have fået tilladelse til det. Da sagen kom for retten den 21. marts 1963 blev dommeren forbløffet over at se retssalen fuld af tilskuere. Retssager af denne art, hvor staten var anklageren, tog sædvanligvis kun nogle få minutter. Denne retsindige dommer var imidlertid så interesseret i at se retfærdigheden ske fyldest, at retssagen varede næsten tre timer. Han tillod tre vidner for de anklagede at tale, og stillede adskillige spørgsmål om bibelske emner. Kendelsen var til gunst for sand tilbedelse: de anklagede blev frifundet.

 Et kredsstævne aflyses

I juli 1963 havde man planlagt et kredsstævne i Faro på Portugals sydkyst. Brødrene havde lejet en stor lagerbygning for at vise en af Selskabets film, men nogen klagede til politiet. I sidste minut aflyste brødrene arrangementet. Det var en klog beslutning. Politiet var blevet underrettet om at der skulle holdes et „politisk møde“, så midt om natten omringede en uropatrulje lagerbygningen. Betjentene bar maskinpistoler da de troede de kunne møde væbnet modstand. Hvilken overraskelse da de opdagede at lagerbygningen var tom! Kredstilsynsmanden, Césario Gomes, blev senere underkastet et langvarigt forhør. Han fortæller hvad der skete:

„Alle de ting de havde konfiskeret i min bil blev bragt ind og lagt på politimesterens skrivebord. Det der allermest bekymrede mig, var en liste med navne og adresser på tilsynsmænd i hele kredsen. Jeg var sikker på at denne liste ville blive fundet. Jeg bad straks til Jehova om hjælp til at beskytte mine brødre, i overensstemmelse med tankerne i Salme 118:6-8. Mens politimesteren undersøgte mine ting og lavede en beskrivelse af dem, fik jeg anbragt albuen på hjørnet af skrivebordet. Da han et øjeblik blev distraheret lykkedes det mig at fjerne listen med brødrenes navne. Jeg bad så om tilladelse til at gå på toilettet og skyndte mig at skylle listen ud.“

En missionær til Kap Verdeøerne

Hvad arbejdet på Kap Verdeøerne angår var 1962 et vigtigt år, for da kom George Amado, der var uddannet på Gilead, til øerne. Kort derefter ankom  en specialpioner, Jack Pina, for at arbejde sammen med missionæren på øen Brava. Inden der var gået to måneder kunne missionæren rapportere fjorten hjemmebibelstudier, og snart samledes tyve til det ugentlige bibelstudium. Ved mindehøjtiden i 1963 var der 45 til stede. Men så greb myndighederne ind. De to pionerer fik ordre til at forlade øerne. Sandhedens sæd var imidlertid blevet sået og havde slået rod.

Rejseoplevelser

Der er flere grunde til at brødrene især mindes stævnet „En evigvarende god nyhed“ i Milano i Italien i 1963. Det var det første internationale stævne der blev overværet af portugisiske deltagere, idet hele programmet blev fremført af portugisiske brødre på deres eget sprog. Den 4000 kilometer lange rejse tur/retur var også uforglemmelig. For de fleste brødre var det deres første udenlandsrejse. For at klare rejsen tog nogle kørekort og købte deres første bil. En af brødrene havde vanskeligheder med koblingen og gearkassen; det ene gear efter det andet gik i stykker. Det var noget af et syn at se ham da han omsider kom kørende ind i byen i bakgear — det eneste gear der fungerede!

Broder Américo Campos fra Almada fortæller hvad der skete med deres konvoj på tre biler: „I Barcelona fik to brødre stjålet deres pas og alle deres penge. På tilbageturen blev vi klar over at de franske tyve var endnu mere erfarne end deres spanske kolleger. Mens vi sov sødt, brød de ind i vores biler og tog alt. De sneg sig endog ind i vores  telte og tog vores penge og souvenirs. Vi blev ribbet for alt i materiel henseende, men havde fået så meget åndeligt ved stævnet at vi på en positiv måde kunne tilslutte os sandheden i Jesu ord i Mattæus 6:19: ’Hold op med at samle jer værdier her på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.’“

Kirken står bag fortsat forfølgelse

Aviserne begyndte at skrive stadig mere fjendtligt om Jehovas Vidner. I løbet af sommeren 1963 blev der fra Lissabon udsendt en serie på fem fjernsynsprogrammer om Jehovas Vidner. En romersk-katolsk præst ledede drøftelserne, og han frydede sig over at give en helt forkert fremstilling af Jehovas folk.

Om aftenen den 22. august 1963 trængte fem betjente fra P.S.P. (ordenspolitiet) med geværer i hånden ind i et privat hjem i den nordlige kystby Aveiro og afbrød den lokale menigheds møde. Alle blev arresteret og taget med på politistationen. Klokken fire om morgenen blev børnene løsladt. De andre måtte vente til klokken 19.30 den næste aften. De blev formelt anklaget for at have holdt et illegalt møde. Dermed var scenen gjort klar til Vidnernes anden retssag i Portugal. Af bevismaterialet fremgik det at privatlivets fred var blevet krænket. Dommeren ventede i næsten en måned før han erklærede alle ti forkyndere skyldige. Broder António Beirão og hans kone blev betragtet som ansvarlige for mødet, og selv om de havde to små børn, blev de idømt en måneds fængsel.

 Fanger forkynder i Angola

I mellemtiden var livet i straffearbejdslejren i Angola blevet berørt af Det katolske økumeniske Koncil i 1963. Repræsentanter fra kristenhedens trossamfund bad lejrlederen om tilladelse til at holde særlige fælleskirkelige bededage. De fanger der var bedst egnede til at repræsentere deres tro blev indbudt til at være med til disse bønnemøder. Broder Mancoca blev indbudt til at repræsentere Jehovas Vidner, men sagde nej. Han benyttede imidlertid lejligheden til at klargøre hvorfor Jehovas Vidner ikke deltager i fælleskirkelige møder.

De „venlige“ kirkeledere betragtede broder Mancoca som en yderst formastelig person og ville have hævn. Gennem lejrlederen forsøgte de at lukke munden på ham. Lejrmyndighederne forbød ham udtrykkeligt under dødsstraf at tale med andre fanger om religiøse emner eller at deltage i nogen som helst form for religiøs virksomhed. De sagde til ham at hans ’disciple ville blive forvist til straffekolonier på Kap Verdeøerne hvis han ikke adlød denne ordre’. Broder Mancoca skrev et brev til lejrlederen hvori han høfligt gjorde opmærksom på at han ikke kunne adlyde en sådan ordre og at den i virkeligheden var i modstrid med den portugisiske forfatning, som garanterer trosfrihed.

Reaktionen på hans brev kom omgående. Man skilte Mancoca fra alle de andre fanger og anbragte ham i en afstand af cirka 60 meter fra dem, så han ikke kunne tale med nogen. Fangevogterne forstærkede deres bevogtning af ham for at sikre sig at han ikke udøvede sin religion eller læste Bibelen. Til trods for disse vanskeligheder lykkedes det  Mancoca at oversætte brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“ til umbundudialekten.

Det blev åbenbart at de isolerede grupper i Luanda trængte til hjælp, og i marts 1963 rejste Manuel da Silva, hans kone og to børn derfor på Selskabets opfordring til Angola. Da de begge var specialpionerer, blev arbejdet hurtigt organiseret og gav gode resultater. Men den 14. oktober 1963 blev Manuel da Silva og Manuel Acácio Santos arresteret og fængslet i Luanda. Den følgende måned arresterede P.I.D.E. Manuel Gonçalves Vieira, den broder der havde ledet arbejdet i Luanda. Politimesteren sagde til ham: „Jehovas Vidners arbejde er blevet forbudt overalt i Angola.“

Politiet stillede nu Vieira over for et ultimatum: Enten måtte han underskrive en erklæring om at ophøre med enhver form for virksomhed der havde forbindelse med Jehovas Vidner, eller han ville blive fængslet. Da han nægtede at lade sig skræmme blev han sat i enecelle i to måneder, til trods for at hans kone ventede sit tredje barn i løbet af få uger. På det tidspunkt var Manuel da Silva også blevet sat i enecelle, fordi han havde forkyndt den gode nyhed for sine medfanger.

Den 23. januar 1964 fik de tre brødre omsider besked om at de ville blive deporteret til Portugal.

Politiaktioner

Broder Joaquim Martins, der havde været en trofast forkynder siden 1939, var nu en fremgangsrig forretningsmand der ejede flere renserier i Lissabon. I februar 1964 fik han uventede gæster! P.I.D.E.-agenter gennemsøgte alt i hans hjem og  hans forretninger i et forsøg på at finde publikationer fremstillet af Selskabet. De konfiskerede hans bibliotek, deriblandt en kostbar bogsamling fra 1925.

Ved en af sine forretninger havde han en stor tank der blev brugt til dåbshandlinger, og i årenes løb blev snesevis af brødre i hemmelighed døbt der. Senere solgte broder Martins sin virksomhed og blev pioner, indtil han døde trofast i 1979.

I løbet af 1964 hjalp forskellige numre af bladet Vågn op!, såvel som breve fra hele verden, Portugals ledende embedsmænd og øvrighedspersoner til at forstå hvad det egentlig var der skete i deres land.

På Açorerne mente broder Manuel Leal at det ville være godt om de lokale myndigheder fik nogle numre af Vågn op! Han gav nogle numre til distriktsguvernøren, til politifunktionærer og til flere andre. Nogle dage senere blev han af P.S.P. indkaldt til forhør. Efter indgående at have udspurgt ham forlangte politiet at han skulle opgive navnene og adresserne på dem han havde givet bladene. Leal nægtede, idet han sagde at han ikke ville give oplysninger som kunne føre til at uskyldige mennesker blev forfulgt. Politikommissæren begyndte at skrive en rapport om forhøret, men blev i tvivl da han skulle skrive at grunden til at Leal ikke ville opgive navnene og adresserne, var at politiet så ville forfølge disse mennesker. Ærgerlig rev han papiret i stykker og forlod værelset.

Det blev til sidst en sekretær der, med politikommissærens hjælp, skulle klare opgaven. De blev begge forfjamskede. Da skrivelsen omsider var udfærdiget, nægtede broder Leal at underskrive den,  fordi den fordrejede kendsgerningerne. Leal fortæller: „Da jeg forsøgte at gøre rede for vores tro og brugte navnet Jehova, råbte politikommissæren: ’Brug ikke det navn! Hvis De siger det igen, vil jeg beordre Dem fængslet!’ Jeg svarede at jeg var nødt til at bruge navnet hvis jeg skulle forsvare mig, og at selve dette navn under alle omstændigheder fandtes i den katolske messebog, som jeg til deres fortrydelse straks viste dem. Et godt vidnesbyrd blev aflagt.“

Regeringen forstærker sin modstand

Myndighederne forhærdede sig. I oktober 1964 udstedte indenrigsministeren en yderst fordomsfuld bulletin, hvori det hed:

„Det må nøje indskærpes at sekten ’Jehovas Vidner’ ikke er en religiøs sekt, for dens formål er  rent materielle: udslettelse af regeringer, myndigheder, kirker og eksisterende religioner for at berede vejen for oprettelsen af et universelt teokrati. Anvendelsen af Bibelen er udelukkende en propaganda- og forsvarsteknik over for myndighederne, en teknik som er taget i brug af en bevægelse der har ærgerrige politiske mål [deres kursivering].“

Udrustet med denne bulletin fra regeringen begyndte politiet overalt i landet at foretage daglige razziaer i brødrenes hjem.

I et forsøg på at klargøre vor stilling blev det, med hjælp fra USAs udenrigsministerium, arrangeret at en udenlandsk delegation bestående af tre Jehovas vidner skulle tale med dr. Franco Nogueira, den daværende udenrigsminister. Den udenlandske delegation, der bestod af brødrene Philip Rees, Richard E. Abrahamson og Domenick Piccone, rejste til Lissabon, og den 25. februar 1965 fik de lejlighed til at forklare vor strengt neutrale holdning. Dr. Nogueira lovede at se på sagen, idet han sagde at der tilsyneladende ikke var nogen grund til at nægte Jehovas Vidner trosfrihed. Det eneste svar man fik, var imidlertid en stadig større indblanding fra politiets side.

Trods de vanskelige tider voksede organisationen. I april 1965 nåede man en ny rekord på 2839 forkyndere, og der var fire kredse til at tage sig af de mange nye menigheder der blev oprettet.

Politimetoder

Når man ser på de mange forskellige instanser der skulle håndhæve loven, forstår man godt hvorfor mange betragtede Portugal som en politistat.

 Der var ordenspolitiet (P.S.P.), den republikanske nationalgarde (G.N.R.), militærpolitiet (P.M.) landevejspolitiet (P.V.T.), retspolitiet (P.J.) og statspolitiet (P.I.D.E.), der var almindeligt kendt som det hemmelige politi. Vore brødre blev brutalt behandlet af G.N.R. og P.I.D.E. Offentligheden var især bange for P.I.D.E., som i det store og hele fungerede ved hjælp af et betalt underretningssystem. Det var blevet opbygget under den anden verdenskrig, efter sigende med Gestapoagenters hjælp og med Gestapo som forbillede.

På grund af Vidnernes neutralitet blev flere unge brødre udsat for en brutal behandling fra P.I.D.E.s side. Luís António de Silva Canilhas fra Laranjeiro, Almada, fortæller hvad der skete med ham efter at han den 9. juli 1965 var blevet forhørt i to timer:

„Da de havde lukket alle vinduer og døre begyndte de at slå løs på mig. Et slag i maven sendte mig i gulvet. Et andet gav mig et blåt øje. Da jeg haltede på det ene ben og ikke kunne rejse mig, trak de mig op i ørerne og gav sig igen til at slå mig. Man skulle ikke tro de var mennesker, for de behandlede mig som en hund.“

Også ældre blev behandlet på det skændigste. I juli blev Manuel Vaz, en 72-årig tilsynsmand i Lissabon, indkaldt til forhør på P.I.D.E.s hovedkvarter. I fem timer blev han udspurgt og hånet. „Den katolske tro er den sande religion,“ sagde en P.I.D.E.-agent til broder Vaz. „Den har bevaret Bibelen og den følger Jesus Kristus og apostlene. Det passer sig ikke for dig, en uvidende mand, at undervise i Bibelen. Det er kun for dem der er bemyndiget  dertil. Men du ville gerne frit kunne dyrke din tro, ikke sandt? Det vil aldrig ske! Nej, aldrig!“

Da sommeren 1965 nærmede sig, forberedte cirka 400 brødre sig på den lange rejse til Basel i Schweiz for at overvære stævnet „Sandhedens ord“. I sidste minut besluttede P.I.D.E. at forpurre stævneplanerne. Kun én dag før afrejsedatoen meddelte politiet 50 brødre, der havde fået tilladelse til at rejse, at tilladelsen var annulleret. Til stor ærgrelse for politiet var én bus, fuld af brødre, allerede kørt. En ekspresopringning til grænsen var forgæves. Bussen var nået et godt stykke ind i Spanien!

I november 1965 mødte tre politibetjente op i Rossio ao Sul do Tejo, hvor en gruppe på sytten brødre var forsamlet til vagttårnsstudium. De afbrød mødet og beslaglagde alle bibler samt bøger og blade. De visiterede brødrene og tog dem med på stationen, mens en skare nysgerrige tilskuere, der nu opførte sig som en pøbel, overdængede dem med skældsord og hånende tilråb.

Samme aften fik brødrene at vide at de kunne blive løsladt mod en kaution på 2000 escudos hver. Kun syv af dem kunne betale denne sum. Derefter løslod politiet alle undtagen António Manuel Cordeiro og Tiago Jesus da Silva, der blev anset for at have organiseret mødet. Kautionen for dem blev sat til 20.000 escudos hver, en urimelig sum for den gennemsnitlige borger, hvis månedsløn kun var 1700 escudos. De blev holdt i enecelle i flere dage og fængslet i tre måneder, indtil man til sidst frafaldt anklagerne imod dem.

 Samme dag som politiet afbrød mødet i Rossio ao Sul do Tejo, besøgte P.I.D.E.-agenter i universitetsbyen Coimbra den lokale rigssal. Efter at have lyttet i cirka tyve minutter afbrød de mødet; derefter konfiskerede de alle bibler og Selskabets bøger og blade. Da tilsynsmanden anmodede om at brødrene fik lov at beholde deres personlige eksemplar af Bibelen, svarede politiet: „Nej, det kan vi ikke tillade. Vi må tage dem, for jeres bibler er understreget, og det betyder at disse skriftsteder er blevet fortolket anderledes!“

Modstanderne overlistes

Hvis politiet forstærkede sine aktioner, så udviste brødrene en tilsvarende større opfindsomhed med hensyn til at klare disse vanskelige situationer. Det fremgår af følgende oplevelse som en 17-årig forkynder fortæller:

„På grund af uundgåelige problemer kom jeg 15 minutter for sent til rigssalen. Jeg lagde straks mærke til noget usædvanligt: En mand gik frem og tilbage foran rigssalen. Jeg tænkte med det samme at han måtte være en P.I.D.E.-agent. Jeg begyndte også at gå frem og tilbage, men i modsat retning. Vi passerede hinanden flere gange. Til sidst, efter at der var gået 15 minutter, kom manden hen til mig og hviskede: ’Jeg havde det indtryk at du var en af dem, men jeg forstår at det er du ikke. Så ville du ikke gøre det samme som jeg gør, vel?’ Med overbevisning i stemmen svarede jeg: ’Selvfølgelig ikke, jeg beder bare om undskyldning for at være kommet så sent.’ Han svarede: ’Alt i orden. Hvis du ikke har noget imod det, så hold øje med stedet  her, mens jeg går hen og får aftensmad. Jeg kommer snart igen!’ Jeg svarede: ’Tænk ikke på det, jeg skal nok tage mig af det.’ Efter at have ventet nogle minutter gik jeg ind i rigssalen. Da jeg havde fortalt brødrene hvad der var sket, skyndte vi os alle væk!“

Fremgang på Madeira

Også på Madeira mødte brødrene modstand, men arbejdet gik godt fremad. I 1966 havde en broder på Madeira den enestående oplevelse at en politibetjent ledsagede ham fra dør til dør. Han var blevet arresteret mens han var ude i tjenesten fra hus til hus, og på politistationen opstod der tvivl om hvorvidt hans mission i hjemmene havde været rent bibelsk. Politiet besluttede da at den bedste måde at afgøre det på, var ved at vende tilbage til dem han havde besøgt og finde ud af det. Så broderen tog af sted, ledsaget af en betjent. Ved hver dør blev det bekræftet hvad der var blevet sagt, og endnu et vidnesbyrd blev aflagt. Mange af de besøgte som ikke havde lyttet første gang, blev forbløffede over at se en betjent sammen med broderen, og denne gang lyttede de opmærksomt! Efter kort tid ville betjenten gerne holde op, men broderen insisterede på at de fortsatte denne kontrol hos alle dem han havde besøgt. Til sidst var betjenten ganske udkørt, og han lovede helt sikkert at aflægge en gunstig rapport om vor broders udholdenhed og færdighed i at forklare Bibelens budskab!

Rigssalene lukkes

Politirazziaerne blev i stadig stigende grad rettet mod rigssalene rundt om i Portugal. Værdifuldt  udstyr gik tabt. Alle bestræbelser for at få organisationen juridisk anerkendt var endt uden synlige resultater. I 1966 var tiden derfor inde til at tage vore forhold op til en realistisk vurdering. Forskellige omstændigheder tydede på at Rigets arbejde ville kunne udføres bedre ved at man mødtes i små grupper i private hjem. Regeringen havde nægtet at legalisere vort arbejde, men vor eksistens kunne ikke benægtes. Antallet af Jehovas vidner steg og steg, og de forkyndte den gode nyhed med godt resultat.

Selv om brødrene fuldt ud satte deres lid til ’den trofaste og kloge træls’ ledelse, var det en svær tid for mange. Nogle spekulerede på hvordan organisationen skulle kunne gå fremad. Mange var i tvivl om hvorvidt en menighed kunne fungere effektivt i små bogstudiegrupper på omkring tyve forkyndere. Dette betød givetvis mere arbejde, for hver gruppe skulle gennemføre hele programmet med fem ugentlige møder. Mange brødre og søstre havde opgaver enten på tjenestemødet eller på den teokratiske skole, eller på dem begge, hver uge! Deres ængstelse viste sig imidlertid at være ubegrundet, for mere arbejde førte til større åndelighed og vækst.

En vigtig retssag

I juni 1966 blev der holdt en retssag i Lissabons plenarret. Sagen, der var anlagt mod 49 medlemmer af Feijó-menigheden, påkaldte sig hele Portugals opmærksomhed. Den var begyndt et år tidligere, da politiet afbrød et møde med godt 70 til stede i Afonso Mendes’ hjem og arresterede tilsynsmændene, Arriaga Cardoso og José Fernandes Lourenço.

 Efter fire måneder og tyve dage i fængsel blev de to brødre løsladt mod kaution. I den tid de sad fængslet blev de nægtet adgang til alt læsestof, Bibelen indbefattet, og de blev forhørt i timevis. Regeringen anlagde sag imod de to tilsynsmænd og 47 andre medlemmer af menigheden. Kautionen blev sat til 2000 escudos for hver. Regeringen udfærdigede et sagsresumé på 416 sider. Forkynderne blev anklaget for „forbrydelse mod statens sikkerhed“. Det hed videre i anklagen: „De udgør en politisk bevægelse der kommer fra forskellige lande og hvis mål er at ophidse folkemasserne og især unge i den værnepligtige alder, til ulydighed, oprør og statsfjendtlig virksomhed.“

Da dagen for retssagen kom, mødte brødre fra hele landet op for at yde moralsk støtte. Fra Porto i nord kom brødrene endog i en lejet bus. Hundreder af Jehovas vidner strømmede til domhuset. Politiet havde aldrig set noget lignende.

Lissabonavisen O Século skrev følgende om denne begivenhed: „Enhver der i går befandt sig på Largo da Boa Hora [pladsen foran domhuset] så et forbløffende syn. . . . Både vinduerne på første og anden sal og gangene, som der er mange af, var fyldt med mennesker. I gården var der tæt pakket med mennesker. . . . Alt foregik under ro og orden. Det anslås at der var mere end 2000 mennesker til stede i og omkring bygningen. Det er første gang man har set så mange mennesker der. De fleste af dem sympatiserede med de anklagede og deres tro.“

En af dommerne, António de Almeida Moura, begyndte straks med at fortælle den første anklagede,  Arriaga Cardoso, at den tilbedelsesfrihed som forfatningen garanterede, ikke gjaldt en tro som Jehovas Vidners. Lissabonbladet Diário Popular for 24. juni 1966 indeholdt følgende referat af hans udtalelser: „Der findes ingen frihed for nogen der opfinder en tro og som gør hvad han vil i Guds navn eller navnet på hvem det nu måtte være. Han må underordne sig dem der styrer på jorden. . . . De er anklaget for almindelig ulydighed mod landets love.“

Da broder Cardoso gjorde mine til at tage sin bibel op, i den hensigt at læse Romerbrevet 13:1, hvoraf det fremgår at vi må underordne os de jordiske „højere myndigheder“ når deres love ikke er i modstrid med Guds love (Apg. 5:29), afbrød dommeren ham hurtigt og sagde, som gengivet i avisen:

„De skal ikke bruge Bibelen her! For Dem er det Bibelen der tæller, men for retten er det loven der tæller. Bibelen gælder ikke i samfundsmæssige anliggender. De skal ikke påberåbe Dem den. Enhver udlægger den på sin egen måde og efter sine egne interesser. Bibelen er ikke statens grundlov. Retten behøver ikke at betragte en eller anden amerikaners udlægning af Bibelen som republikken Portugals politiske grundlov.“

På retssagens anden dag fremlagde forsvareren vigtige vidnesbyrd som bevis for at Jehovas Vidner ikke opfordrer eller tilskynder nogen til at bryde nogen regerings love. På retssagens sidste dag, den 7. juli 1966, påpegede forsvareren, dr. Vasco de Almeida e Silva, frygtløst at regeringens sagsresumé var blottet for kendsgerninger. Magtfuldt påviste  han at der ikke var fremkommet så meget som en skygge af bevis for at Jehovas Vidner „udgør en politisk bevægelse“ og ’ophidser folkemasserne til oprør og statsfjendtlig virksomhed’.

Han sluttede sit modige forsvar med en mesterlig appel til retten om respektfuldt at overveje det råd som lovlæreren Gamaliel gav i det første århundrede. Idet han citerede ham så han på dommerne og sagde venligt og indtrængende: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet;) ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ — Apg. 5:38, 39.

Den offentlige anklager førte ikke så meget som ét vidne i de tre dage retssagen varede, og han forsøgte heller ikke at krydsforhøre nogen af de anklagede eller af forsvarets vidner. Han havde kun sagt noget én gang under retssagen, og nu, ved dens afslutning, var hans eneste ord: „Jeg anmoder om retfærdighed.“

To dage senere idømte plenarretten alle 49 Jehovas vidner fængselsstraffe fra 45 dage til fem og en halv måned. Portugisiske sagførere kaldte retssagen „en skændsel“, „en parodi“, „et justitsmord“. Selv om kendelsen øjeblikkelig blev appelleret til højesteret, syntes det klarere end nogen sinde at slaget om den sande tilbedelse endnu ikke var kæmpet færdigt.

Forsigtighed nødvendig

Retssagen var knap forbi før det var tid at rejse til Frankrig for at overvære områdestævnet „Guds  frie sønner“. Endnu en gang kom myndighedernes fjendtlige indstilling til Jehovas Vidner til udtryk. Denne gang fik cirka 150 brødre afslag på deres anmodning om et fælles pas, netop som de traf forberedelser til rejsen.

En interessant oplevelse i forbindelse med stævnet i Frankrig i 1966 viser hvordan brødrene somme tider blev beskyttet på en bemærkelsesværdig måde. Afdelingstilsynsmanden, Paul Hundertmark, havde skriftligt underrettet afdelingskontoret i Paris om at han havde planlagt at rejse med fly. Det var hans hensigt at tage nogle vigtige papirer med sig ud af landet. Eftersom afdelingskontorets adresse var hemmelig brugte han Manuel Almeidas adresse som afsender. Kort efter foretog P.I.D.E. en razzia i Manuels hjem og gennemsøgte det uden held for at finde bibelske publikationer. Politiassistenten truede Manuel med at han ville miste sit arbejde hvis han ikke røbede hvor bøgerne og bladene var skjult. For at give sin trussel vægt bad han ham om hans arbejdsgivers adresse og skrev den ned på et stykke papir han havde i hånden. Under eftersøgningen lod politiassistenten papiret ligge på bordet. Senere, da han forlod huset, glemte han sin seddel. Manuel tog den hurtigt og så at der på bagsiden stod et mærkeligt budskab der blot lød: „Korrespondance. L. Pontes, Paris.“ Det sagde ham intet.

Nogle få dage senere besøgte broder Hundertmark ham, og Manuel viste ham papiret. Han vidste øjeblikkelig hvad det betød! P.I.D.E. havde opsnappet hans anonyme meddelelse til afdelingstilsynsmanden, L. Jontes (de havde stavet hans navn forkert) i Paris, og de vidste åbenbart alt om hans plan om at rejse til Paris. Han aflyste naturligvis  sin rejse til stævnet, og både afdelingstilsynsmanden og de fortrolige papirer var endnu en gang i sikkerhed.

Den 14. juli 1966 bragte Lissabonavisen Diário da Manhã en forsideartikel der i sandhed gav brødrene en lærestreg og viste dem at de måtte være på vagt. Et fortroligt brev med instruktioner om brødrenes rejse til områdestævnet i Frankrig var på en eller anden måde faldet i myndighedernes hænder, og hele dets indhold blev offentliggjort i avisen. Nu måtte brødrene give endnu mere agt på Jesu vejledning om at ’være forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer’. (Matt. 10:16) Det lykkedes imidlertid omkring 430 brødre at overvære områdestævnet, og de husker stadig de første bibelske skuespil, for eksempel det om Josef i Ægypten og hans faste afvisning af Potifars hustrus forsøg på at forføre ham.

Værdien af disse betimelige skuespil fremgår af en oplevelse som en broder i Angola havde. Han arbejdede som lastbilchauffør på en stor plantage og blev ofte hånet fordi han nægtede at spise mad med blod i og ikke søgte prostitueredes selskab. En dag efter en særlig middag, hvor arbejderne var til stede, aflagde han et glimrende vidnesbyrd og viste at trolddomskunster er imod Guds vilje. Dette irriterede i høj grad en spiritist, og sammen med de andre arbejdere besluttede denne at prøve broderens modstandskraft over for seksuelle tillokkelser. Efter at broderen var taget af sted på sit natarbejde, lejede de en prostitueret til at forføre ham. Da han kom hjem blev han forbløffet over at finde en kvinde i sin seng, og da han beordrede hende ud af sit værelse lød der et latterbrøl fra værelset ved siden af. Men deres trick var slået fejl.

 Sandheden spredes under forfølgelse

Den største prøve i Angola var dog stadig voldelig forfølgelse. I straffekolonien nær Serpa Pinto fik broder Mancoca gang på gang tilbud om at han kunne underskrive en erklæring hvormed han fornægtede sin tro. De få bøger og blade han havde kunnet få fat i blev igen konfiskeret, men lejrlederen forærede ham to bøger han kunne læse — skrevet af modstandere af Jehovas Vidner. Mancoca fortæller: „Efter at de havde givet mig disse bøger, opfordrede de mig gang på gang til at gøre ligesom de der havde skrevet imod Jehovas Vidner. Der blev lovet mig fuldstændig frihed hvis jeg ville samarbejde med myndighederne. Selv om jeg skulle have været løsladt efter at have udstået en straf på fem år, nægtede de at løslade mig fordi jeg ikke samarbejdede sådan som de ønskede.“

Resultatet var at Mancoca i 1966 blev overført til arbejdslejren São Nicolau i Mossâmedesprovinsen. Da han så sin nye lejrleder skælvede han; det var ingen anden end den korporal der næsten havde pryglet ham ihjel i Luanda i 1961, da han første gang blev arresteret. Mancoca fik at vide at han meget snart ville få at se hvem der havde ret, Jehovas Vidner eller staten. Mancoca beretter om tiden dengang: „Trods stadige forhør som skulle tvinge mig til at ændre sind, lagde jeg heller ikke her blot armene over kors og ventede på at blive fri. Jeg vidste at uvirksomhed er synonymt med døden. Jeg var endnu ikke død, så jeg ville fortsat bruge min livsånde til at lovprise Jehova.“

Mancoca søgte efter lejligheder til at aflægge uformelle vidnesbyrd for fangerne, dog med stor forsigtighed. Denne trofaste broders tjeneste blev  rigt velsignet, idet der efterhånden blev en gruppe på tolv interesserede. Undertiden blev nogle af disse, de mere pålidelige fanger, sendt i ærinder til Mossâmedes, og på denne måde lykkedes det dem at bringe dyrebare blade, som de havde skjult i deres sko, ind i lejren.

Brødrene udførte arbejdet i Angola under de største vanskeligheder, ustandselig overvåget af politiet. I Mossâmedes gik broder João Pedro Ginga og broder António Sequeira en dag i 1967 hen ad gaden, under udførelsen af deres daglige pligter, da politiet pludselig dukkede op og arresterede dem. De blev overgivet til en kommissionsdomstol og uden retssag idømt to års straffearbejde. Begge disse brødre havde tidligere udstået tre års fængselsstraf.

Som følge af brødrenes nidkære bestræbelser for at udbrede Rigets budskab lærte grupper af fanger i hver straffelejr sandheden at kende. Fangerne skrev gerne til Lissabon efter hjælp. Vi citerer et uddrag af et sådant brev, modtaget fra Mossâmedes: „Vi har bedt Jehova om at sende en kvalificeret broder til at hjælpe os. Flere af os er rede til at symbolisere vor indvielse. Selv om modstanden er stor, er vi blevet mere end beskyttet. Med en venlig politibetjents hjælp har vi fået en del bøger og blade her. Guds magt til at opretholde os er i sandhed stor.“

En anden fremgangsmåde

Fjenderne af den rene tilbedelse trættes aldrig i deres bestræbelser for at bagvaske Jehovas tjenere eller stille fælder for dem. I oktober 1966 udtænkte de portugisiske myndigheder en dristig plan for at  provokere Jehovas vidner til at holde en massedemonstration imod regeringen. Først på måneden modtog adskillige tilsynsmænd i Lissabon følgende brev, underskrevet med navnet på en lokal tilsynsmand:

„Broder Jehova!

På grund af den beslutning som menighederne i De forenede Stater har truffet om at støtte vor store protestkampagne mod regeringen, anmoder vi om at det i videst mulig udstrækning bliver gjort kendt at alle Jehovas vidner vil samles i en TAVS PROTESTDEMONSTRATION ved Indenrigsministeriet, Praça do Comercio [en plads i Lissabon], den 15. i denne måned, klokken et om eftermiddagen [lørdag].

For vor Gud Jehova,

Silvério Silva“

Afdelingskontoret sendte øjeblikkelig et brev, dateret den 12. oktober 1966, til menighederne i Lissabon hvori man oplyste dem om den fælde der var sat.

Det er overflødigt at sige at den plan som disse ulve i fåreklæder havde lagt, blev fuldstændig forpurret. Ikke en sjæl mødte op til demonstrationen. To brødre blev sendt af sted for at undersøge situationen, og de så politi- og militærpatruljer med vandkanoner og blåt farvestof, parate til at gå løs på eventuelle demonstranter!

Presset øges på Açorerne

På Açorerne stod pioneren Manuel Leal samme dag og talte med sin nabo, da en P.I.D.E.-agent arresterede ham. Under bilturen til politistationen forlangte agenten flere gange at Manuel skulle opgive  navnene og adresserne på dem han havde forkyndt for. Til betjentens store forfærdelse svarede pioneren: „Deres fader!“ Leal havde virkelig talt med agentens fader adskillige gange. Leal fortæller: „Da jeg nævnede hans faders navn blev han så bestyrtet at han sagde til mig: ’Nævn aldrig min faders navn igen!’ Han stillede ikke flere spørgsmål på resten af turen.“

På politistationen talte P.I.D.E.-agenterne med Leal og brugte de værste ukvemsord. De befalede ham at forlade øen Terceira. Hvordan reagerede han? „Jeg forklarede at jeg havde boet på denne ø i mere end seksten år, at mine børn var født her og at jeg ikke var interesseret i at flytte. De truede mig med 80 dage i fængsel hvis jeg igen blev fundet i færd med at forkynde. De sagde at jeg for at blive på øen måtte finde en lokal indbygger med et godt omdømme som ville kautionere for mig og påtage sig ansvaret for mit ophold. Derefter gav de mig ordre til at vende hjem. Eftersom de havde taget alle mine ejendele, mine penge indbefattet, bad jeg dem om i det mindste at få de penge der var nødvendige til den nitten kilometer lange rejse hjem. Politimesteren nægtede mig det og gav mig ordre til at gå hele vejen.“

Det lykkedes broder Leal at finde en indflydelsesrig mand som tilbød at kautionere for ham og påtage sig ansvaret for hans ophold, trods trusler fra politiet. Med politiets stiltiende godkendelse begyndte præsteskabet nu at ophidse unge fra katolske aktionsgrupper til at chikanere Jehovas vidner. Flere gange i 1966 blev brødrene stenet af pøbelsværme. Bidske hunde blev sluppet løs på dem. Nogle forkyndere blev puffet og skubbet omkring,  mens forfølgerne jagede andre med løftede lugejern som våben! Var brødrene bedrøvede og pessimistiske i denne vanskelige tid? Hvordan var deres indstilling? Leal fortæller: „Vi var som dem der beskrives i Andet Korinterbrev 6:10: ’bedrøvede men altid glade, fattige, der dog gør mange rige, nogle der intet har og dog ejer alt’.“

Højesteret afsiger sin dom

Den 22. februar 1967 afsagde højesteret sin dom i Feijó-sagen, som vi havde appelleret. Den stadfæstede plenarrettens afgørelse om at idømme 49 medlemmer af menigheden fængselsstraffe. Alle 49 fik deres politiske rettigheder inddraget for en periode på fire år. Ti interesserede der ikke var døbte vidner, fik en betinget dom. Fængselsstraffene varierede fra et minimum på halvanden måned til fem og en halv måned. Retten idømte også hver forkynder en bøde på fra 1350 escudos til 5000 escudos og krævede at de hver betalte 1000 escudos i sagsomkostninger.

Eftersom nogle af søstrenes mænd ikke var i sandheden og de gerne ville betale det nødvendige beløb for at undgå at deres kone kom i fængsel, var der i alt 24 Jehovas vidner der til sidst blev fængslet. Den yngste var 20 år og den ældste 70. I nogle tilfælde blev både mand og hustru fængslet, og det skabte naturligvis et problem for deres børn. Tyve børn, fra femten måneder til seksten år, blev skilt fra deres kristne forældre. Andre brødre og søstre viste imidlertid deres kærlighed ved at tilbyde at tage sig af disse børn. Ja, flere hjem tilbød sig end det var nødvendigt! Der kom også gavmilde bidrag som en hjælp til at sørge for børnene. Fra  De forenede Stater alene kom der et beløb som svarede til 130.000 escudos. Hvilket storslået vidnesbyrd om kærlig interesse og omsorg!

Den 18. maj 1967 mødte de dømte Jehovas vidner selv op ved domhuset for at blive fængslet. Søstrene skulle til Mónicas-fængselet og brødrene til Limoeiro-fængselet. Begge fængsler lå cirka tyve minutters gang fra domhuset. Så fulgte et virkelig enestående syn. Forkynderne fik besked på uden eskorte at gå hen til fængselet og selv melde sig. Tænk engang! Her lod man disse „farlige borgere“, mænd og hustruer — idømt fængselsstraffe fordi de var en fare for „statens sikkerhed“ — fuldstændig frit gå hen til fængselet! Dr. Vasco de Almeida e Silva, den sagfører der havde forsvaret vore brødre, sagde personligt farvel til hver enkelt af dem. Han bemærkede: „Der var ingen råben eller skrigen. Ingen følelsesudbrud fra søstrenes side. De var beundringsværdigt rolige og værdige og opførte sig sådan som jeg mener at sande vidner for den allerhøjeste Gud bør gøre. Én ting kan man være sikker på: Der vil blive forkyndt en masse i disse fængsler.“ Intet kunne være mere sandt.

En kristen adfærd et vidnesbyrd

Den kvindelige fængselsinspektør udvalgte specialpioneren Alda Vidal Antunes, der var 55 år, til en særlig behandling. Hun forlangte at søster Antunes skulle brodere en borddug til alteret i den katolske kirke. Søsteren forklarede hende høfligt hvorfor hun måtte nægte at gøre det, men sagde at hun med glæde ville udføre andet arbejde. Af den grund blev hun låst inde i et kapel i adskillige timer  og blev til sidst overført til Tires-fængselet, der blev ledet af katolske nonner.

Da søsteren ankom forsøgte priorinden at tvinge hende til at overvære messen, men det nægtede hun på det bestemteste. Nonnerne anbragte hende så i en enecelle med et koldt cementgulv i over en måned. Søster Antunes’ kristne adfærd påvirkede lidt efter lidt de andre fanger til at opføre sig bedre, så der ikke var nær så megen råben og skrigen eller dundren på celledørene. Priorinden måtte til sidst indrømme om Jehovas vidner: „Disse mennesker tror virkelig på Bibelen. Hele deres personlighed er anderledes. Når jeg betragter dem der tilhører min egen tro, kan jeg se at der er stor forskel.“

Mens Alfonso Costa Mendes, en broder med fire børn, var i fængsel, så hans værkfører, der nærede stor antipati mod Jehovas vidner, en lejlighed til at få ham fyret ved at aflægge en ugunstig rapport om hans arbejde. Næsten 30 års anciennitet og retten til pension stod på spil, men broder Mendes vidste at han måtte lægge sagen i Jehovas hånd. Fængselsmyndighederne satte ham til at arbejde sammen med socialrådgiveren, der lagde mærke til broderens gode opførsel. En dag da hans fængselsstraf var ved at udløbe, kaldte socialrådgiveren ham ind på sit kontor. Hvilken overraskelse var det ikke for ham at stå ansigt til ansigt med fabrikkens personalechef, der fik at vide at vores broder var en glimrende arbejder, en der fortjente sin arbejdsgivers største tillid! Socialrådgiveren anbefalede at broderen fik sit tidligere arbejde tilbage, med alle de goder dette indbefattede. Og sådan skete det.

 Forfølgelsen fortsætter

Mens brødrene afsonede deres fængselsstraffe fortsatte arrestationerne overalt i Portugal og Angola. Den 28. februar 1967 blev en gruppe på syv brødre der holdt et møde i et privat hjem i Luanda, Angola, omringet af syv P.S.P.-betjente med rifler og maskinpistoler. De beslaglagde alle publikationer, deriblandt bibler, og førte brødrene til politistationen, hvor de blev forhørt til klokken to om morgenen. Politimesteren sluttede af med at sige at han havde nogle gode råd til gruppen: „Min advarsel til jer er at I holder op med at studere Bibelen og bruger jeres tid til noget mere fornuftigt, for eksempel at forføre unge piger. Hvis I virkelig ønsker at vide noget om Bibelen, så gå til præsten. Han ved hvad han taler om.“

Siden 1959 havde William Roberts og hans kone, Dorothy, virket som missionærer i den nordlige del af Portugal. Politiet lokaliserede ham omsider i landets mest katolske by, Braga, under et kredstilsynsmandsbesøg i april 1967. Myndighederne beslaglagde deres opholdspapirer, og kort efter forlod dette nidkære missionærpar Portugal for at tjene i Irland.

Modtagelse ved grænsen

For Portugals vedkommende blev områdestævnet „Gør disciple“ i sommeren 1967 holdt i Marseilles i Frankrig. På deres tilbagerejse til Portugal i ni chartrede busser blev brødrene uventet mødt af en særlig modtagelseskomité. P.I.D.E.-agenter beslaglagde sammen med toldembedsmænd godt 40 kasser med bøger og blade på de første seks busser der ankom til grænsen nær Elvas. Da turister forhørte  sig om hvad det var der blev beslaglagt i de mange kasser der hobede sig op, kunne de næppe tro deres egne ører da de hørte svaret: „Bibler og bibelske publikationer.“

En vågen broder som talte med en turist der skulle til Spanien, bemærkede: „Og det er ikke det hele! Der er endnu tre busser på vej hertil med mere af samme slags.“ Denne vildfremmede foreslog da: „Lad mig komme af sted herfra så hurtigt jeg kan. Måske kan jeg standse de andre busser og fortælle dem hvad der er sket.“ Som sagt så gjort. De dyrebare publikationer blev midlertidigt anbragt i et lejet lokale i Badajoz i Spanien. Visse ting tyder på at nogen gav myndighederne et vink om de publikationer brødrene havde med sig hjem fra Frankrig.

Isabel Vargas, en rar, temmelig kraftig søster fra Lissabon, fortæller hvordan det ved en anden lejlighed lykkedes hende at beholde nogle af sine bøger: „Betjentene kom ind i vores bus og forlangte at vi gav dem alle vore bibler og bøger, ellers ville de selv tage dem. De stablede dem op på sædet lige foran mig. Min bibel, der indeholdt notater som jeg havde gjort i årenes løb, lå øverst. Jeg kunne simpelt hen ikke lade være: Da de vendte hovedet den anden vej tog jeg en dyb indånding og proppede den hurtigt ned i min kjoleudskæring. Flere andre bøger fulgte efter. Ingen lagde mærke til at jeg pludselig var blevet tykkere!“

Søster Emília Afonso Gonçalves fra Lissabon blev udsat for en hårdhændet behandling. Hun var født i Spanien og havde været gift med en spanier, men hendes fader var portugiser. Hun havde boet i Lissabon i 40 år. Nu fik denne ydmyge enke, der  var 52 år, besked på at hun med blot 48 timers varsel skulle forlade landet. Den spanske konsul i Lissabon formåede ikke at forlænge denne korte tidsfrist, og han viste hende det officielle brev fra P.I.D.E. hvori der udtrykkeligt stod at hun skulle deporteres fordi hun tilhørte „sekten Jehovas Vidner“. Den 16. september 1967 rejste hun til Spanien.

En modig indstilling

Jehovas folk har intet at frygte når de stilles for øvrighederne. De kryber og skælver ikke for dem, men lægger den indstilling for dagen som er omtalt i Hebræerbrevet 13:6: „Vi kan derfor være ved godt mod og sige: ’Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?’“ Dette bekræftes af en oplevelse som broder Joaquim Freitas havde. Han havde været katolik og havde et firma med mange ansatte. Da han blev indkaldt til at møde på P.I.D.E.s hovedkvarter, var det tydeligt at de der skulle forhøre ham ikke vidste hvordan de skulle begynde. Hvad der skete, kan broder Freitas bedst selv fortælle:

„De var overordentlig høflige og sagde til mig at det var en skam at de havde måttet indkalde mig, eftersom min tid var kostbar. Da de syntes pinligt berørte og åbenbart ikke kunne få sagt hvorfor de gerne ville tale til mig, sagde jeg: ’Ja, min tid er kostbar, og det er Deres også. Der må afgjort være noget de herrer ønsker at vide. Måske vil De gerne vide om jeg er et af Jehovas vidner. Ja, det er jeg! Er der ellers noget De gerne vil vide?’

Denne direkte måde at gribe sagen an på brød isen, så at sige, og de fortalte mig hvor slet en organisation jeg var kommet ind i og hvorfor jeg burde  forlade den og blive en god katolik igen. Jeg fik da lov at tale. Jeg fortalte dem at jeg var blevet opdraget som katolik og endog havde en ven der var præst og som jeg havde set fuld. Jeg havde levet umoralsk, ligesom så mange andre, men efter at jeg havde studeret Bibelen med Jehovas vidner havde jeg bragt mit liv i orden og levede nu som en kristen ægtemand bør leve — med én hustru. Derefter sagde jeg: ’Mine herrer, jeg vil gerne stille Dem et spørgsmål: Skal jeg igen blive katolik eller forblive et af Jehovas vidner?’“ Det er vel overflødigt at sige at de hurtigt lod ham gå.

Fremgang på Kap Verdeøerne

Efter at missionæren var blevet udvist i 1963, var det gået langsomt med arbejdet på Kap Verdeøerne. Men i 1966 fik de et særligt besøg: En broder der havde boet i De forenede Stater vendte tilbage til sin hjemstavn og forkyndte Riget og spredte mange bøger og blade på øerne São Vicente og Santo Antão.

Den interesserede mand på øen São Tiago der i 1958 havde lært sandheden at kende på egen hånd ved at læse bogen „Gud Maa Være Sanddru“ som han havde fundet hos en ven der var fotograf, havde fortsat sin brevveksling med afdelingskontoret i Lissabon. I 1965 havde han samlet otte interesserede til mindehøjtiden. I et brev til afdelingskontoret, hvor han omtalte denne lykkelige begivenhed, skrev han:

„Jeg beklager at måtte oplyse jer om at kun seks af de otte tilstedeværende nød symbolerne. Det skyldes uden tvivl at de sidste to stadig er umodne.“ Det var tydeligt at de havde brug for hjælp. Hvilken glæde var det ikke for dem at få det første besøg af en rejsende tilsynsmand i 1968! Ved mindehøjtiden  var der i alt 31 til stede, hvoraf tre var forkyndere som rapporterede. Denne gang nød ingen symbolerne.

På et hængende hår

I sommeren 1968 skulle der holdes et områdestævne i Frankrig. Dette krævede flere måneders forberedelser, eftersom hele programmet, deriblandt skuespillene, skulle oversættes, indøves og indspilles på bånd. I denne forbindelse havde familien Ruas en oplevelse. Celeste fortæller hvad der skete:

„Vi var omsider blevet færdige med at indtale båndet med skuespillet om Jeftas datter, og det lå hjemme hos os til næste prøve. Om morgenen klokken syv ringede det på døren. Da vi spurgte: ’Hvem er det?’ blev der svaret at det var agenter fra P.I.D.E. Jeg bad dem vente et minut til jeg blev klædt på. Da vi allerede flere gange havde haft besøg af politiet, havde vi kun nogle få bøger og blade hjemme, men jeg tænkte straks på båndet. Jeg skyndte mig ud i køkkenet med det, løftede topstykket af det ene gasblus og lagde båndet ind under det, hvorefter jeg lagde topstykket på plads igen.

Betjentene kom ind og begyndte at gennemsøge huset fra loft til kælder; til sidst kom de ud i køkkenet. De var næsten færdige med deres gennemsøgning, da vores datter Dina kom ind og sagde: ’Mor, nu laver jeg noget kaffe,’ hvorpå hun gik hen for at tænde for gassen. Hvad skulle jeg gøre? Hvis jeg sagde noget, ville båndet blive opdaget og konfiskeret. Jeg så i ånden hvordan mange timers forberedelse gik op i røg. Heldigvis tændte vores datter det andet blus! Kaffen blev lavet, og politiet fandt aldrig båndet.“

 Nogle dage senere var P.I.D.E.-agenterne nær kommet i besiddelse af oplysninger angående 100 stævnedeltageres rejse. Broder Diamantino Fernandes fortæller hvad der skete:

„Områdetilsynsmanden, min kone og jeg var taget hen til broder Almeida for at aflevere alle papirer og betalingen for de to chartrede busser. Vi var lige kommet ind i det hus hvor han var vicevært, og havde lagt kuverterne på bordet i entreen, da tre P.I.D.E.-agenter pludselig dukkede op for at gennemsøge broder Almeidas lejlighed. To agenter gik nedenunder sammen med broder Almeida, mens den tredje begyndte at undersøge kuverterne på bordet. Vi holdt vejret og bad til Jehova om at han ville lukke agentens øjne. Uden et ord lagde han kuverterne tilbage på bordet og gik nedenunder for at slutte sig til de andre agenter. Så snart han var ude af syne, tog vi de dyrebare papirer og gik. Jehova havde endnu en gang beskyttet os.“

Jesu vejledning til sine disciple i Mattæus 10:17: „Tag jer i agt for mennesker; for de vil overgive jer til . . . domstole,“ har vist sig at være et godt råd, hvilket fremgår af følgende oplevelse:

„Vi havde planlagt en ’skovtur’ for menigheden på en helligdag, Moders dag, eftersom dette ville være en glimrende lejlighed til at holde et møde i Monsanto-skovene. Vi satte vagtposter på strategiske steder, og brødrene havde medbragt madkurve, vin, en fodbold og en grammofon. Det var nær ved middagstid. Det offentlige foredrag var blevet holdt og vi var nået til de sidste paragraffer i vagttårnsstudiet, da advarselssignalet lød fra vore vagtposter. Alle fik travlt, og i løbet af nogle få minutter  blev madkurvene pakket ud, vinen blev serveret, grammofonen spillede og drengene løb rundt og sparkede til fodbolden. En politibetjent dukkede op. Efter at have dannet sig et skøn over situationen sagde han: ’Hvad foregår her? Er det en slags religiøs sammenkomst?’ Den broder der var udpeget til at være talsmand ved disse lejligheder svarede: ’De kan selv se hvad der foregår her. Vi er på skovtur.’ Betjenten gik uden et ord.

Som en sikkerhedsforanstaltning blev der givet besked om at indsamle alle bibler, bøger og blade og anbringe dem i en af de biler der holdt et godt stykke nede ad vejen. Ikke så snart var dette sket før betjenten vendte tilbage, ledsaget af femten G.N.R.-soldater med rifler i hånden. De gennemsøgte omhyggeligt madkurvene men kunne ikke finde så meget som et blad eller en bibel. Med et syrligt smil tog sergenten og hans mænd tomhændede af sted, idet de sagde: ’Godt, I narrede os denne gang, men vi ved hvad I lavede!’“

Nye tider på vej

I begyndelsen af september 1968 fik ministerpræsident Salazar et slagtilfælde. En ny regering blev dannet med professor Marcello Caetano som præsident for ministerrådet. Salazar forblev uvidende om denne forandring indtil sin død i 1970. Magtoverdragelsen foregik betydelig mere fredeligt end mange havde forventet.

Fra begyndelsen af 1969 mærkede vi en afgjort forbedring med hensyn til politiets indblanding. Når brødrene blev arresteret blev de behandlet med større høflighed og hensynsfuldhed. En broder blev gjort opmærksom på dette af en P.I.D.E.-agent,  der sagde: „Har De ikke lagt mærke til hvor venligt vi behandler Dem? Bliver De på nogen måde mishandlet? Sidder De ikke i en bekvem stol?“ Det var i sandhed opmuntrende at se en mere human behandling. Der indløb også rapporter om at politiet, i stedet for at mishandle brødrene, snarere havde beskyttet dem.

I en af disse beretninger fortælles hvad der skete under et møde i Lissabon hvor to politibetjente ringede på døren klokken ti om aftenen. Da søsteren lukkede op sagde de hvem de var, og at de var kommet for at undersøge en klage over at der blev holdt et møde der. Søsteren svarede forsigtigt: „Jeg er fuldstændig klar over at De gør Deres pligt, men min mand har givet mig strenge ordrer til aldrig at lukke fremmede mænd ind når han ikke er hjemme. Så jeg håber De forstår min situation. Hvis De synes kan jeg komme hen på politistationen straks i morgen tidlig for at besvare eventuelle spørgsmål.“ Betjentene accepterede hendes forslag. Næste morgen hilste betjentene venligt på hende, og følgende samtale udspandt sig:

„Godmorgen. Hvordan gik Deres møde i aftes?“

„Tak, udmærket,“ svarede søsteren.

„Hvor mange var De?“

„Åh, jeg ved ikke rigtig, omkring 25.“

„Nej, der var flere — 32 for at være nøjagtig, for vi talte dem da de kom ud af huset,“ sagde betjenten. Han tilføjede: „De har forresten nogle rigtig dårlige naboer i den ejendom. Der er altid vanskeligheder med dem, og de finder altid noget at  klage over. Vort besøg i aftes var blot et rutinebesøg på grund af en klage. Men vi har i nogen tid vidst at der blev holdt møder der. Vi vil foreslå at De fortæller Deres trosfæller at de skal være så stille som muligt når de går ind i ejendommen, så ingen får grund til at klage. Det vil også være godt at bruge nogle andre hjem en gang imellem.“

En anden hændelse der viste at situationen var ved at ændre sig, fandt sted i Vila Nova de Gaia, der ligger på den anden side af floden, over for Porto. To søstre var nået til et af de sidste besøg før frokost, da en dame tog imod ’Sandhedsbogen’. Hun bad søstrene om at vente mens hun hentede pengene — og skyndte sig at ringe til politiet. Da politiet kom, fik hun til sin overraskelse at vide at hun også skulle med på stationen. Selv om hun protesterede og sagde at hun var ved at lave mad til sin mand der snart kom hjem, holdt politiet fast ved at hun skulle med.

På politistationen blev der udfærdiget en fuldstændig rapport om hvad der var sket, og damen blev mere og mere nervøs. Politiet forklarede hende at dette blot var begyndelsen, for hvis sagen blev bragt for retten måtte hun regne med at det ville tage meget mere af hendes tid. Bestyrtet sagde damen: „Åh nej dog! Den eneste grund til at jeg ringede, var at præsten havde sagt at den bedste måde at behandle Jehovas vidner på, var straks at tilkalde politiet. Hvis jeg havde vidst hvad jeg rodede mig ind i, ville jeg aldrig have gjort det!“ På politiets forslag frafaldt hun gladeligt anklagerne.

 Stævnet i Paris 1969

Den store begivenhed i 1969 var det internationale stævne „Fred på jorden“, der blev holdt den 5.-10. august på Colombes stadion i Paris. Alle glædede sig over at se at der i den portugisiske afdeling var i alt 2731 til stede, hvilket var mere end tre gange så mange som i Toulouse året før. Vi var især glade for at have stævnedeltagere fra Madeira, Açorerne, Kap Verdeøerne og det fjerne Angola. For mange var det deres første stævne.

Afdelingstilsynsmanden havde en pudsig oplevelse ved dette stævne. Af sikkerhedsgrunde var de portugisiske afdelinger isoleret. Kun de der havde et særligt pas kunne komme derind. Da afdelingstilsynsmanden ankom sammen med broder Knorr, der skulle holde et foredrag, ville vagten, der ikke genkendte dem, ikke lade dem komme ind. Sikkerhedsforanstaltningerne virkede i hvert fald!

Kirken blander sig i politik

Visse grupper inden for den katolske kirke var øjensynlig ikke tilfredse. Den 27. september 1970 gav ministerpræsident Marcello Caetano i en landsdækkende radio- og TV-udsendelse det emsige præsteskab en streng offentlig irettesættelse. Ifølge Lissabonavisen O Século for den 28. september 1970 sagde han:

„Visse grupper inden for den katolske kirke udviser tendenser der ikke kan andet end forurolige de borgerlige myndigheder. . . . De styrende kan ikke forblive ligegyldige over for det forhold at visse medlemmer af præsteskabet, under falske forudsætninger, har draget fordel af deres præsteembede og af den traditionelle respekt de indgyder,  såvel som af den tilbedelses- og undervisningsfrihed de nyder, til at udføre politiske handlinger der er upatriotiske og samfundsfjendtlige.“

Forslag til lov om religionsfrihed

Særlig interessant for Jehovas vidner var det at regeringen den 6. oktober 1970 havde til hensigt at forelægge Det korporative Kammer et forslag til en lov om religionsfrihed. Loven skulle udvide religionsfriheden. Hvordan var reaktionen på denne foreslåede lov? Den katolske kirke var især kritisk. De katolske biskopper, der var bange for at miste deres begunstigede stilling, udtalte sig imod den.

Særlig foruroligende for den katolske kirke var artikel IV i den foreslåede lov, der lød: „(1) Staten har ingen bestemt tro, og dens forhold til de organisationer der repræsenterer forskellige religiøse grupper er baseret på princippet om adskillelse mellem stat og kirke. (2) Religiøse grupper har ret til at blive behandlet på lige fod.“

Politistatsmentaliteten svær at udrydde

Politistatsmentaliteten var imidlertid stadig rådende, sådan som det fremgår af følgende „fortrolige“ dokument om Jehovas vidner, underskrevet af indenrigsministeren:

„(1) Som følge af cirkulære nr. S. I.-981/70, forskrift 21088 af overkommandoens 1. sektion/2. division, dateret 21. oktober 1970, er der blevet indsamlet instruktioner om den pågældende sekts ulovlige virksomhed og især om dens propaganda.

(2) Pressen har for nylig offentliggjort indholdet af en foreslået lov om religionsfrihed som i selve  sin natur kunne føre til at den blev fortolket på en anden måde end tilsigtet, især af nogle unge mænd som gør krav på at være undtaget fra militærtjeneste.

(3) I betragtning af det der siges i paragraf 2, er disse kendsgerninger blevet forelagt Hans Excellence indenrigsministeren, der har skønnet det rigtigt at udsende følgende:

’Den foreslåede lov om religionsfrihed ændrer på ingen måde de forhold der gælder Jehovas Vidner af grunde som angår nationens vigtigste interesser, og deres virksomhed bør fortsat modarbejdes.’“

Forfølgelsen fortsætter i Angola

I mellemtiden var der udbrudt en ny bølge af forfølgelse i Angola. Den 16. marts 1970 blev syv interesserede arresteret i Nova Lisboa for at have studeret Bibelen sammen med Selskabets publikationer. Alle syv blev idømt fængselsstraffe fra to til fem år. En af de syv beskriver i et brev hvordan de blev behandlet: „Den 10. juni blev vi overført til Huíla-distriktet i Sá da Bandeira. Her opholdt vi os fire dage, sov på brædder, var uden tæpper og blev holdt indespærret i en celle uden lys. Den eneste mad vi fik, var en skefuld suppe klokken fire om eftermiddagen.“

Der var gode grunde til at tro at de angolanske kolonimyndigheder mente at tiden var inde til at „standse og ødelægge“ Jehovas Vidners arbejde. Broder João Mancoca var omsider blevet løsladt i august 1970, efter at have afsonet mere end ni år i straffearbejdslejre; men i april 1971 var han igen i  fængsel, sammen med over 30 andre trofaste vidner.

Forfølgelse giver øget vækst

Trods en ny offensiv mod Jehovas Vidner i Angola, nåede budskabet om Guds rige stadig ud til de retsindige. Blandt de mere end fem millioner indbyggere i dette udstrakte land — der er større end Frankrig, Tyskland og Italien tilsammen — lærte hundreder sandheden at kende. I 1971 nåede man et højdepunkt på 487 forkyndere, en 88 procents forøgelse over forrige års gennemsnit, og 1311 overværede mindehøjtiden.

I 1961, da vanskelighederne begyndte, var der godt 1000 forkyndere i Portugal; ti år senere nåede man et højdepunkt på 9086! Samme år blev mindehøjtiden overværet af 20.824, også en ny rekord!

Nye toner

Den 15. juni 1971 samledes nationalforsamlingen bestående af 120 deputerede, for at drøfte den foreslåede lov om religionsfrihed. Aviser og tidsskrifter bragte nu lederartikler som mange aldrig havde drømt om ville blive godkendt af regeringens censur. For eksempel kunne man i landets førende ugeavis, Vida Mundial, for den 26. marts 1971 under overskriften „Katolicisme og nationalitet“ læse følgende:

„En række påstande er i den senere tid blevet fremsat i den hensigt under hånden at opnå privilegier [for den katolske kirke] som på ingen måde harmonerer med den situation som det portugisiske folk befinder sig i hvad dets religiøse liv angår.  Vi er ikke et katolsk folk. Vi er et folk hvor de fleste siger at de er katolikker, og vi er, fremfor alt, sammensat af mange racer og mange religiøse opfattelser. Dette kan vi ikke benægte. . . . Hvor besnærende det end måtte synes, er det ikke rigtigt af de borgerlige myndigheder at begunstige et bestemt kirkesamfund . . . Hvis ét kirkesamfund anerkendes, så bør i frihedens sande navn alle kirkesamfund anerkendes.“

Nogle af de deputerede får et vidnesbyrd

Tiden var inde til at oplyse lovgiverne om Jehovas Vidner. Der blev arrangeret interviews med fjorten medlemmer af nationalforsamlingen der var kendt for at være tilhængere af religionsfrihed. Det var første gang det lykkedes Jehovas vidner at få medlemmer af landets øverste lovgivende instans i tale. I nogle tilfælde blev de indbudt til at besøge de deputerede i deres hjem, hvor de havde en venlig samtale som varede flere timer. Hver deputeret fik overrakt en tolv-siders erklæring om vores tro samt adskillige publikationer.

Broder Armando Monteiro i Porto fik lejlighed til at tale med en deputeret ved navn dr. Sá Carneiro, som han havde gået i gymnasiet med. Denne havde nu ry for at være landets førende talsmand for borgerrettigheder. Han sagde til broder Monteiro: „I vil få en hård kamp med at opnå anerkendelse, især på grund af krigen i Angola og fordi I ikke blander jer i sådanne konflikter. Jeg går imidlertid ind for religionsfrihed for alle og vil gøre alt hvad der står i min magt for at få en lov vedtaget som garanterer religionsfrihed.“ Interessant nok blev denne  mand senere landets ministerpræsident, en stilling han beklædte indtil sin død i 1980.

Loven om religionsfrihed

Den 21. august 1971 passerede Portugal en milepæl hvad borgerrettighederne angik, idet lov 4/71, der garanterede religionsfrihed, blev vedtaget. Ifølge denne lov skulle et trossamfund der ønskede juridisk anerkendelse udfylde en formel ansøgning underskrevet af 500 medlemmer, og denne skulle indsendes sammen med mange detaljerede oplysninger angående lære, møder, publikationer og så videre.

Det følgende år blev der til alles overraskelse vedtaget endnu en lov, som krævede at hver underskrift i ansøgningen skulle bekræftes af notarius. I november 1972 fik justitsministeriet forelagt et to tommer tykt dokument fra Jehovas Vidner, der således var den første religiøse gruppe som ansøgte om juridisk anerkendelse under den nye lov. Af udtalelser fra embedsmænd fremgik det klart at man ikke skulle forvente noget snarligt svar.

Områdestævnet i 1971 aflyst

Eftersom det stadig var forbudt at holde stævner i Portugal, var den årlige rejse til Frankrig årets store begivenhed. De 3500 brødre der ivrigt havde set frem til områdestævnet „Guds navn“ i Toulouse blev chokerede over at høre at det, kun en uge før de skulle af sted, var blevet aflyst på grund af truslen om en koleraepidemi. Hvad skulle de gøre? Brødrene i Lissabon fandt ud af at der skulle holdes et stævne i London på samme tid. I største hast forhandlede man om nye kontrakter med busselskaberne.  Den sidste hindring blev overvundet da regeringen på rekordtid udstedte rejsetilladelser til ti chartrede busser!

Da brødrene var ankommet efter den lange rejse, gjorde Londons størrelse og den tilsyneladende endeløse vandren omkring for at finde Twickenham stævneplads, et stort indtryk på dem. Nogle brødre som var faret vild, kunne kun sige på gebrokkent engelsk: „Mig Jehovas vidne. Hvor Twickenham?“ De britiske politibetjente var yderst hjælpsomme, og nogle af vore brødre blev eskorteret til stævnepladsen. Flere af busserne ankom først til Betel i Mill Hill hen på de små timer. Brødrene vil aldrig glemme den hjertelige velkomst de fik da rigssalen på London Betel i hast blev omdannet til sovesal.

Døve brødre arresteret

I oktober 1971 holdt en gruppe nidkære døve brødre regelmæssigt møder i Lissabon. En dag dukkede politiet pludselig op under deres menighedsbogstudium, men der var ingen der lukkede op, for brødrene kunne ikke høre at der blev banket på. Desorienterede ventede betjentene indtil mødet var forbi, og arresterede brødrene da de gik derfra. Betjentene fandt det meget mærkeligt at ingen besvarede deres spørgsmål eller så meget som sagde et ord!

Da brødrene roligt, ved hjælp af gebærder og gestus, forsøgte at vise at de ikke kunne tale eller høre, blev betjentene endnu mere mistænksomme. Det var et temmelig komisk syn at se betjentenes forvirring, idet de mente det måtte være et nummer. Husets ejer blev fundet i nærheden og taget med til politistationen sammen med de sytten døve brødre. Politiet foretog nogle forsøg for at finde  ud af om de arresterede virkelig var døvstumme. Da myndighederne var blevet overbevist, frafaldt de anklagerne.

Efterdønninger

Hvor mærkeligt det end måtte synes, i betragtning af tendensen henimod religionsfrihed, lød der i foråret 1972 rygter om en genoplivelse af undertrykkende metoder. Gennem en politibetjent der viste interesse for sandheden, kom vi i besiddelse af en bekendtgørelse fra den republikanske nationalgarde (G.N.R.). Det var „Bekendtgørelse nr. 1441/3a. Det republikanske generalhovedkvarter“, dateret den 9. marts 1972, og overskriften lød: „SEKTEN JEHOVAS VIDNERS VIRKSOMHED.“ Der stod blandt andet:

„Med hensyn til ovennævnte emne har den øverstkommanderende pålagt mig at meddele at bestræbelserne for at afsløre deres virksomhed bør forstærkes og de nødvendige forholdsregler tages. Det er tydeligt at denne sekt er samfundsnedbrydende og at de gældende love tillader en begrænsning af dens virksomhed.“

Det kom således ikke som nogen overraskelse at politiet under mindehøjtiden den 29. marts 1972 afbrød tre møder i Lissabon og tog alle med på stationen. Der blev imidlertid ikke krævet nogen kaution, og kort efter blev alle brødrene løsladt. Der blev ikke berettet om andre episoder, hvilket vidner om at de menige i denne særlige politistyrke ikke var indstillet på at iværksætte en landsomfattende kampagne mod Jehovas Vidner.

Hjælpsomme politimestre

Mange politibetjente var tolerante over for Jehovas  vidner. To søstre fortæller følgende erfaring: „I tjenesten fra hus til hus mødte vi en vred mand der lukkede op, iført pyjamas. Vi gik høfligt igen og fortsatte i forkyndelsen. Da vi skulle til at forlade bygningen, ventede manden i pyjamas på os. Han var politibetjent, og han forlangte at vi fulgte med ham. Vi foreslog at han tog en frakke på, og forsikrede ham om at vi ikke ville løbe bort. I de få minutter han gik ind for at hente sin frakke, gemte vi vore bøger og blade i en affaldsspand der stod lige ved.

Da vi kom hen på politistationen sagde betjenten nok så pralende: ’Her er to Jehovas vidner som jeg har fanget på fersk gerning. Arrester dem!’ Hvilket chok var det ikke for ham da politimesteren irettesatte ham og sagde: ’De burde skamme Dem — en politibetjent ude på gaden i pyjamas! Gå hjem og bliv ordentligt klædt på!’ Dermed lod han os gå, og vi vendte tilbage for at samle vore bøger og blade op.“

Ved en anden lejlighed, hvor to brødre der var blevet arresteret i tjenesten ankom til politistationen, sagde den stolte betjent: „Her er to Jehovas vidner mere. Kast dem i fængsel!“ Hertil svarede politimesteren: „Hvad går der af Dem? Jeg vil ikke have flere vidner bragt ind her. Det næste bliver vel at De kommer med min egen moder!“ Politimesteren lod brødrene gå uden videre tiltale.

Atter stillet for retten

Eftersom G.N.R.s bekendtgørelse af marts 1972 ikke dæmpede Jehovas Vidners aktivitet, vedtog man i november 1972 en lov der blev et middel til at ordenspolitiet (P.S.P.) kunne gribe ind over for vore møder. En bølge af arrestationer brød løs mod vore brødre i byer som Gondomar, Torres Vedras,  Parede, Lissabon og Funchal på Madeira. Derefter fulgte en række retssager hvor modige dommere afsagde kendelser om at løslade forkynderne og modigt udtalte sig til gunst for religionsfrihed.

Retssagen i Peso da Régua, der ligger i en nordlig provins, en traditionel højborg for katolicismen, blev imødeset med stor forventning. Der var først for nylig blevet forkyndt i dette isolerede distrikt, og her var en gruppe på atten nyinteresserede blevet stillet for retten for at have studeret Bibelen i et privat hjem. Broder Agostinho Valente, den specialpioner der ledede gruppen, fortæller hvad der skete:

„Det viste sig at det bedste vidnesbyrd blev aflagt af to interesserede damer fra meget ringe kår. Den strenge og frygtindgydende atmosfære der i regelen præger retssale, havde ingen virkning på dem. De fortalte på en så naturlig, klar og magtfuld måde om deres glæde over at lære så mange vidunderlige ting fra Bibelen at kende, at selv dommeren blev tydeligt duperet.“ Han afsagde en gunstig kendelse.

Kristnes neutralitet prøvet

Broder Fernando Silva fra Porto husker levende de prøvelser han måtte gennemgå for at bevare sin uangribelighed da han af samvittighedsgrunde nægtede at udføre militærtjeneste: „Jeg blev arresteret i december 1972 og sat i fængsel i femten måneder. Gentagne forsøg på at knække mig, blandt andet ved hjælp af fysiske ’overtalelsesmidler’, mislykkedes. Jeg blev overflyttet til Trafariafængselet nær Lissabon, og min ’behandling’ begyndte at indbefatte piskning. Til sidst blev jeg anbragt i et fly og ført til Angola.

 Jeg blev hurtigt klar over at der forestod en forfærdelig tid. Jeg endte til sidst i Nova Lisboa under en militærkaptajn der var berygtet for sin grusomhed. Prygl, der tog til i antal og voldsomhed, blev nu en regelmæssig del af mit liv. Jeg blev svagere dag for dag, da de ofte undlod at give mig mad. Jeg bad hele tiden til Jehova, og jeg kan sige at han ikke svigtede mig. Jo mere de slog mig, jo mindre mærkede jeg det. Venlige soldater gav mig brød og frugt.

En nat kom kaptajnen til min celle med noget papir og en pen. Han sagde at jeg skulle skrive et afskedsbrev til mine forældre, da jeg skulle skydes. Mens jeg bad Jehova om styrke til at holde ud, skrev jeg brevet, i den sikre tro at jeg skulle dø. Så fik jeg at vide at det var et nummer! Jeg blev til sidst stillet for en militærdomstol og idømt to år og fire måneders fængsel.“

En læge fra en fremtrædende familie tog sit standpunkt i forbindelse med neutralitetsspørgsmålet endog før sin dåb. Hans broder var blevet dekoreret for tapperhed i kolonikrigen, og alle forventede at han ville lægge den samme patriotiske ånd for dagen. Men efter at han havde truffet sin beslutning om ikke at deltage i kolonikrigen i Afrika, valgte han et passende tidspunkt til at forklare sin bibelsk begrundede indstilling ved en familiesammenkomst. Ude af stand til at affinde sig med sin søns beslutning arrangerede hans moder en samtale på militærets hovedkvarter. Hvad der skete ved denne lejlighed kan José Manuel Paiva selv bedst fortælle:

„Lige fra begyndelsen stod det klart at min moder følelsesmæssigt var ude af balance fordi jeg var  familiens ’sorte får’, så jeg bad om jeg måtte forklare grunden til min beslutning. Mens officeren lyttede opmærksomt, afbrød min moder samtalen og sagde: ’Det er disse Jehovas vidner. De har hjernevasket min søn. De er fanatikere!’ Til hendes forbavselse svarede officeren: ’Nej, jeg synes ikke de er fanatikere. Jeg har lyttet til Deres søn mens han har forklaret sin overbevisning. Han ved hvad han gør og hvorfor han gør det. Jeg kan naturligvis ikke være enig med ham da jeg har gjort soldatertjenesten til min karriere. Men jeg respekterer disse mennesker. Jeg har hørt andre Jehovas vidner forklare deres grunde til ikke at deltage i krigen, og jeg har erfaret at de alle klart kan gøre rede for deres tro. Fanatikerne er dem der går til Fátima [en katolsk helligdom i Portugal], uden at vide hvorfor og hvad de tror.’

Så sagde han til mig: ’De er læge, så hvorfor ikke få udfærdiget en skriftlig erklæring, underskrevet af to af Deres kolleger, om at De har en eller anden sygdom. Vi vil så lægge denne erklæring sammen med Deres papirer, og De vil blive fritaget for militærtjeneste.’ Jeg takkede ham for hans pæne tilbud, men sagde til ham at jeg ikke kunne gøre noget sådant, da det ville være uærligt. Til min forbavselse så han hen på min moder og sagde: ’Hørte De det? Det var med overlæg jeg foreslog det, for jeg ved at Jehovas vidner ikke engang lyver. Deres søn er af en sådan støbning. De skulle være stolt af at have en sådan søn!’“ Denne broder tjener nu som ældste.

Hurtig vækst

Ved slutningen af tjenesteåret 1972 gik den teokratiske  organisation fremad med stormskridt. Der var seks på hinanden følgende forkynderrekorder, og tre år i træk var der over 1000 døbte om året. Der blev ledet mere end 10.000 bibelstudier, og så mange som 23.092 overværede mindehøjtiden. Da Lissabon nu havde et gennemsnit på én forkynder for hver 226 indbyggere, tilskyndede afdelingskontoret brødrene til at rejse ud hvor behovet var større.

Selv store byer havde brug for hjælp. En af disse var Setúbal med 60.000 indbyggere og beliggende blot 40 kilometer syd for Lissabon. I 1968 havde menigheden kun 27 forkyndere. Afdelingskontoret sendte fem specialpionerer dertil, og i 1972 nåede menigheden et højdepunkt på 140 forkyndere, og 375 overværede mindehøjtiden. I dag har Setúbal tre menigheder.

Det internationale stævne i 1973

Væksten fortsatte, og et rekordantal på 8150 overværede det portugisiske program ved stævnet „Guds sejr“ der blev holdt på verdensudstillingsområdet i Bruxelles. Der var tusinder flere spanske og belgiske brødre, så det samlede antal tilstedeværende kom op på over 50.000. Det var forbløffende at se så mange stævnedeltagere fra Portugal, idet de fleste af dem ikke havde noget pas og heller ikke havde kunnet få myndighederne til at udstede et. Et særligt „fællespas“ var blevet udstedt til de forkyndere som garanterede at deres gruppe på 25 rejsende ville vende tilbage til Portugal. Rejsearrangementet indbefattede fire særtog med 1000 stævnedeltagere i hvert, seks chartrede fly og snesevis af busser. Det var en trosstyrkende lejlighed  for de portugisiske brødre til endnu en gang at blive samlet fra så fjerne steder som Moçambique, Angola, Kap Verdeøerne, Madeira og Açorerne.

Kærligheden taler alle sprog. Dette kom endnu en gang til udtryk i forbindelse med indlogeringen ved stævnet i Bruxelles. Tænk engang: En menighed i Bruxelles med 50 forkyndere sørgede for logi til 350 besøgende brødre! Mange brødre tilbød med glæde deres egen seng til deres gæster. Nogle havde så mange som 25 boende. En broder der skulle have 15 stævnedeltagere boende i sit hjem, ville gerne gøre mere. Han lejede derfor alle værelserne i et lille hotel nær stævnepladsen i alle stævnedagene og sagde til den broder der stod for indlogeringen: „Du kan tildele disse værelser til dem der virkelig har behov for dem.“

Afskedsscenen på jernbanestationen var et syn man aldrig vil glemme. Der blev givet knus og kys, såvel som blomster og souvenirs. En politibetjent blev så rørt over dette udtryk for kristen kærlighed at han besluttede selv at give en gave!

Dette stævne gjorde et dybt indtryk på vore brødre! Den politieskorte der ledede konvojen med stævnedeltagere gennem byen, fik en broder til at udbryde: „Sikken forskel! Her er politiet foran os, for at lede os. I Portugal er de altid bagefter os, for at jage os.“

Broder Knorrs afsluttende ord ved det portugisiske stævne var: „Fortsæt med trofast at tjene Jehova. Vi kan aldrig vide hvad Jehova vil tillade. Hvem ved, måske bliver det næste internationale stævne I overværer, i Portugal!“

 Et statskup

Kræfter inden for militæret planlagde en hurtig revolution, der blev gennemført den 25. april 1974. Utilfredsheden var vokset på grund af den lange kolonikrig i Afrika. Der var ingen udsigt til en militær sejr i Angola, Moçambique eller Guinea-Bissau. I betragtning af regeringens ubøjelige kurs over for kolonierne, besluttede soldaterne selv at gøre ende på krigen.

Befolkningen som helhed støttede fuldt ud den næsten ublodige revolution. Det var forbløffende at se mægtige institutioner der havde holdt landet som i en skruestik, bryde sammen fra den ene dag til den anden. Hundreder af P.I.D.E.-agenter blev arresteret. Hvilken forandring at se soldater føre P.I.D.E.-agenter bort under trussel om at de ville blive skudt hvis de gjorde modstand!

En overgangstid

Det nye styre udsendte hurtigt en erklæring om talefrihed og genindførelse af de borgerlige friheder. Kort efter oplyste justitsministeriet vores sagfører om at alle de retssager der verserede mod Jehovas vidner, var blevet opgivet.

Vi blev også klar over at den tidligere regering havde syltet vores anmodning om at opnå juridisk anerkendelse. Nu havde vi ugentlig kontakt med myndighederne, som gik ind for at vort arbejde blev juridisk anerkendt.

Det sidste stævne i udlandet

I sommeren 1974 overværede i alt 12.102 portugisere områdestævnet „Guds hensigt“ i Toulouse i Frankrig. Aldrig før i landets historie var der  foregået en sådan massetransport i forbindelse med et udenlandsk stævne. En stationsforstander der havde lagt mærke til hvordan brødrene gjorde en jernbanevogn ren, sagde: „I alle de 25 år jeg har arbejdet ved jernbanen har jeg aldrig set noget lignende. Det er højst usædvanligt. I er anderledes end alle andre der rejser med tog.“

Dette stævne var det store højdepunkt på det der var blevet en årlig udenlandsrejse. Brødrene bragte alle mulige ofre for at overvære områdestævnet og lyttede opmærksomt lige fra de indledende velkomstord til den afsluttende bøn. Vi vil altid med dyb taknemmelighed mindes alt det som vore værter i disse år gjorde for os.

En historisk begivenhed

Den 18. december 1974 opnåede Jehovas Vidner juridisk anerkendelse. Blot tre dage senere blev der holdt to uforglemmelige møder, hvor broder N. H. Knorr og broder F. W. Franz var til stede, det ene i Porto med 7586 og det andet i Lissabon med 39.284 tilhørere.

 Betydningen af denne begivenhed blev beskrevet af Lissabonavisen Diário Popular for den 26. december 1974: „At være et af Jehovas Vidner var indtil den 25. april noget farligt og endog statsfjendtligt. Men tiderne har forandret sig. Nu er det ikke alene muligt at være et Jehovas vidne i Portugal men også at forsamles offentligt. Dette skete i Lissabon, på Tapadinha Stadion, hvor tusinder forsamledes frit. . . . Temaet: Fred under den enestående ’Guds regering’, lød gennem højttalerne. Og alt dette fandt sted på et fodboldstadion hvor vi har overværet langt mindre opbyggende sammenkomster.“

Tilvejebringelsen af den åndelige føde

I årene under forbudet havde Jehova, gennem sin organisation, holdt os forsynet med åndelig føde. Mange afdelingskontorer havde regelmæssigt sendt os små pakker med publikationer, men efterhånden som årene gik blev flere og flere af disse konfiskeret. Mange brødre der kom til Portugal for at tilbringe deres ferie her, medbragte værdifulde mængder af publikationer i årenes løb. Det er med taknemmelighed vi tænker på den modige ånd som disse brødre lagde for dagen, og vi takker enhver der så villigt deltog i denne virksomhed. — 2 Tim. 1:7.

Depoter under forbudet

Efterhånden som organisationen voksede, fik vi brug for baser for vort arbejde, og i flere byer fandt vi passende lokaler. Et af disse steder blev kaldt „hullet“. Da der ikke var adgang til dagslys,  blev der lavet et hul i væggen til frisk luft. En broder arbejdede trofast på dette sted i otte år. Han fortæller: „Jeg har altid haft en særlig modvilje mod rotter og myg. Uheldigvis var der masser af begge slags i ’hullet’. I begyndelsen måtte jeg springe over rotterne når jeg kom ind i ’hullet’ og de løb i skjul. Efter at de var blevet vant til min tilstedeværelse gik de langsomt forbi mig mens jeg arbejdede. Det var mærkeligt, men under disse særlige omstændigheder var jeg i stand til at affinde mig med dem.“

Ved hjælp af brødre som var ansat i kommercielle firmaer lykkedes det os at indføre en særlig udgave af Vagttårnet, og toldmyndighederne var øjensynlig „blinde“ for hvad det var de gav tilladelse til. Dette gik godt i flere år, indtil vort behov blev for stort. Også under papirkrisen i begyndelsen af 1970erne ledede Jehova begivenhederne på en sådan måde at vi fik tonsvis af papir.

I årenes løb har adskillige trofaste ældste arbejdet hårdt og længe efter en hel dags verdsligt arbejde, for at sørge for at de nødvendige publikationer udkom til tiden. Af vore optegnelser fremgår det at der, ved hjælp af kommercielle trykkerier, blev fremstillet mere end 1.400.000 bøger, foruden millioner af brochurer, blade og traktater. Det var tydeligt at Jehova beskyttede og velsignede arbejdet.

Men eftersom arbejdet nu var juridisk anerkendt, kunne vi indføre publikationer fra hovedkontoret. Hvilken glæde var det ikke da vi i 1975 modtog den første forsendelse, en 14-tons container med den nye 416-siders bog, Guds tusindårsrige er kommet nær!

 Vi udvider

Da vi nu havde opnået tilbedelsesfrihed, tog vi skridt til på alle områder at gøre organisationen mere effektiv. Vi fandt faciliteter der kunne tjene som afdelingskontor i Estoril, en forstad til Lissabon. Ejeren af den moderne, treetages bygning stillede sig tøvende med hensyn til at leje den ud til Jehovas Vidner. Al tvivl forsvandt imidlertid efter at han havde rådført sig med sin sagfører, der sagde: „De kunne ikke få bedre lejere. Jehovas Vidner vil passe bygningen som om den var deres egen.“ Vi købte bygningen i 1976 og byggede til i 1977, så vi fik plads til et boglager såvel som et lille offsettrykkeri.

Et nyt privilegium som brødrene med glæde tog imod, var at organisere deres egne kreds- og områdestævner. Dette var ikke nogen lille udfordring, for kredsene ejede overhovedet intet udstyr — ikke engang en gryde eller en pande. Afdelingskontoret afholdt en række møder for at sikre sig en vis standardisering ved fremstillingen af alt udstyret til de tolv kredse. Det ensartede cafeteria- og højttalerudstyr blev derefter samlet, så det uden besvær kunne anvendes ved områdestævnerne. Alt dette udstyr var parat og gjorde glimrende nytte i sommeren 1975, hvor de første tre områdestævner blev holdt i Portugal med en samlet tilhørerskare på 34.529 ved det offentlige foredrag.

Atter møder i rigssale

I januar 1975 oplyste afdelingskontoret menighederne om at de atter kunne holde møder i rigssale. De greb denne lejlighed med stor glæde, og før året var omme var over et hundrede mødesale taget  i brug. Eftersom det er dyrt at købe fast ejendom, har den eneste løsning været at leje sale. Mangen en rigssal er det bedste mødelokale på det pågældende sted. Hvor rosværdigt at se at rigssalene i mange tilfælde har tæpper, gardiner eller andet udstyr som brødrene ikke engang selv har råd til at anskaffe sig! Lejen er efterhånden blevet urimeligt dyr, i nogle tilfælde er den over 5000 kroner om måneden. For at klare denne udgift må man i de fleste byer lade fire eller fem menigheder benytte samme rigssal.

Timor

Timor er en af De ostindiske Øer, nord for Australien. Den østlige halvdel af øen blev i begyndelsen af det sekstende århundrede en del af Portugals territorium. I 1975 krævede indbyggerne uafhængighed af Portugal. Omkring samme tid bad Selskabets hovedkontor afdelingskontoret i Portugal om at finde et erfarent specialpionerpar der kunne rejse til Timors hovedstad, Dili, og følge den interesse op som en besøgende australsk broder havde fundet.

Broder og søster Gabriel Santos tog med glæde imod dette missionærdistrikt. De ankom til Dili i april 1975, men deres tjeneste skulle vise sig at blive af kort varighed. Først i august samme år blev der borgerkrig mellem de to rivaliserende politiske partier. Broder Santos beskriver hvad der skete:

„Blot to dage før skydningen begyndte havde jeg købt to ugers forsyning af mad, lidet anende at vi snart bogstavelig talt ville være fanger i vores lejlighed. Da kuglerne begyndte at ramme huset hvor vi boede, gjorde vi os klart at det ikke kunne nytte  noget at bekymre sig, og vi bad derfor til Jehova og lagde vort liv i hans hænder. Da de to uger næsten var gået og madforsyningerne næsten var sluppet op, var vi helt alene i huset, idet syv andre familier var flygtet til flygtningelejren. Mens vi sad og spekulerede på hvad vi skulle gøre, bankede en skibskaptajn på døren. Vi havde studeret Bibelen med hans kone, og nu var han under den kraftige beskydning kommet for at få os ud. Da vi tog af sted til flygtningelejren, holdt skydningen af en eller anden grund op for første gang i to uger. Hvor mærkeligt det end lyder, begyndte den igen så snart vi kom ind i lejren. Efter at vi havde tilbragt tre dage i lejren tog denne kaptajn os ud til et norsk skib der sejlede os, tillige med 1157 andre flygtninge, til Darwin i Australien. Efter at vi har mærket Jehovas beskyttende hånd, er vort ønske om fortsat at tjene ham trofast, stærkere end nogen sinde.“

Disse pionerer spredte 567 bøger på kun tre måneder, og nogle af dem der begyndte at overvære  møderne i Dili, blev til sidst døbt efter at være vendt tilbage til Portugal. Det er nu Indonesien der administrerer dette territorium, og fremtiden vil vise hvordan den videre udvikling bliver.

Større vækst i vente

Ved slutningen af tjenesteåret 1975 var det interessant at se tilbage og tage et overblik over hvor mange storslåede begivenheder der havde fundet sted på bare ét år med religionsfrihed. Der havde været en forkynderrekord i ni på hinanden følgende måneder, med et højdepunkt på 16.183 forkyndere. Dette var en 23 procents forøgelse over det foregående års gennemsnit. I alt 3925 blev døbt, og mindehøjtiden blev overværet af 41.416! Alt pegede henimod en endnu større vækst.

Friheden medfører nye prøvelser

Revolutionen i 1974 medførte store forandringer i det portugisiske samfund. Der fulgte en tid med uro hvor radikale kræfter ophidsede befolkningen. Der blev organiseret lokale borgergrupper, tillige med „fabrikskomiteer“ der ofte afskedigede de ansatte ved selvbestaltede domstole. På gaderne blev husene udsmykket med plakater og store billeder af Stalin, Lenin, Marx og Mao. Hammeren og seglet blev, ligesom kiosksalg af kommunistiske aviser, et almindeligt syn.

Ironisk nok blev den stærkt fordømte undertrykkelse som den afsatte højreorienterede regering havde praktiseret, nu de venstreorienterede kræfters redskab. Det fremgår af en oplevelse fortalt af Olegário Virgínio: „Regeringen opfordrede alle til at arbejde på en bestemt søndag for at vise at befolkningen sluttede massivt op om regeringen. Alle  borgere blev opfordret til at holde ’en arbejdsfestdag for at fejre de væbnede styrkers sejr’ ved at arbejde på markerne, fabrikkerne og kontorerne. Da jeg havde besluttet ikke at deltage, fik jeg den selvsamme søndag en opringning, hvor man forsøgte at skræmme mig til at møde op — ellers ville jeg komme ud for alvorlige vanskeligheder. Da jeg næste dag kom på arbejde, så jeg at der på et stort træ ved fabrikkens indgang hang en plakat med ordene ’Hæng Jehovaerne’.

Så blev alle arbejderne sammenkaldt til et plenarmøde. Omkring 400 var til stede da jeg blev kaldt ind, og en komité på sytten medlemmer virkede som dommere. Da jeg begyndte at forsvare min neutrale holdning til revolutionen, blev jeg afbrudt af kommunistiske medlemmer, der angreb mig for min tro. De anklagede Jehovas vidner for at være mordere, fordi de nægtede at modtage blodtransfusion, og påstod at vi var upatriotiske; de krævede min afsked. Andre medlemmer var af en anden opfattelse. Én sagde at man ikke havde indkaldt til mødet for at bedømme en ansats religiøse overbevisning, men for at overveje hans kvalifikationer. Der blev fremlagt en gunstig rapport om min arbejdsindsats, og mødet sluttede med at jeg beholdt mit arbejde på grund af eksemplarisk opførsel. Mærkeligt nok begik den mand der var ansvarlig for at have hængt plakaten op, senere selvmord.“

En anden form for prøvelser

På den tid blev det almindeligt at man viste døde revolutionsledere, som for eksempel Salvador Allende, ære ved at iagttage fem minutters stilhed. Ved en sådan lejlighed, hvor det drejede sig om en  portugisisk soldats død, blev Mário Neto udsat for følgende:

„Da jeg ikke deltog i denne ceremoni greb mine kommunistiske medarbejdere lejligheden til at anklage mig. På dagen for plenarmødet var 250 ansatte forsamlet i mødesalen. Ved et langt bord sad ni dommere der repræsenterede forskellige afdelinger af kontorstaben. Jeg fremsatte følgende betingelser for mit forsvar, hvilket blev accepteret: (1) jeg måtte ikke afbrydes mens jeg talte, (2) enhver kunne stille spørgsmål efter mit forsvar, (3) jeg skulle have lov at bruge Bibelen.

Eftersom anklagen lød på at jeg ikke ville ære de døde, havde jeg lejlighed til at forklare hvad Bibelen siger om de dødes tilstand. Jeg fremholdt håbet om Riget som den eneste løsning på den rastløse, udbyttede menneskeheds problemer. Mødet varede tre timer, og jeg betragter det som det vigtigste offentlige foredrag jeg har fået den forret at holde. Efter mødet kom mine kolleger hen til mig og udtalte sig positivt. En kommunist sagde for eksempel: ’Jeg har altid været bange for de døde og især for hvad de døde kan gøre mig. Det du forklarede lød fornuftigt, og jeg vil gerne sige dig mange tak.’ En katolsk kvinde sagde: ’Til lykke! Jeg føler at jeg har været sammen med en sand kristen, en nutidens Paulus. Det var en glimrende forsvarstale. Det var en forret at høre dig tale.’ Den enstemmige afgørelse, der blev bekendtgjort en uge senere, lød på at jeg skulle beholde mit arbejde.“

En stor dør åbnes

Arbejdet gik nu fremad med stormskridt. I den treårige periode fra 1975 til 1977 blev der gennemsnitlig  oprettet en ny menighed hver uge! Se på disse tal: I den toårige periode 1976-1977 blev der spredt over 110.000 bibler, hvilket gjorde Jehovas Vidner til den største bibeldistributør i Portugal! I samme tidsrum sendte afdelingskontoret mere end én million bøger ud til menighederne! Det højeste antal forkyndere i 1977 var 20.335, og mindehøjtiden blev overværet af et rekordantal på 47.787.

I denne periode iværksatte vi en omfattende kampagne for at få den gode nyhed ud til alle isolerede distrikter. Snesevis af midlertidige specialpionerer drog af sted i bilgrupper. Afdelingskontoret fik telefonopringninger om ekspresforsendelser på 1000 flere bøger! Ja, det var almindeligt at en bilgruppe på fire pionerer spredte over 2000 bøger om måneden. Et vældigt vidnesbyrd blev aflagt!

Pionerer til Guinea-Bissau

Guinea-Bissau ligger på Afrikas vestkyst, mellem Senegal og Guinea, og har en befolkning på 530.000. Det er en af Afrikas nye republikker; landet erklærede ensidigt sin uafhængighed i 1973, og efter Portugals revolution i 1974 opnåede det fuld uafhængighed. Mange af indbyggerne er muslimer.

I årenes løb havde adskillige forkyndere besøgt dette land og gjort hvad de kunne for at så sandhedens sæd. I april 1976 blev der imidlertid sendt to specialpionerer fra Portugal dertil for at begynde en organiseret forkyndelse. De udførte et forbløffende arbejde i de næste fjorten måneder, sådan  som Manuel Silvestre beretter: „Indbyggerne viser en positiv indstilling til sandheden, og min makker og jeg leder nu tilsammen 67 bibelstudier.“

Under kredstilsynsmandens besøg i maj 1977 lagde man planer om at forkynde i fjerntliggende byer. Broder Rodrigo Guerreiro beretter om resultaterne: „Man kunne kun leje en bil en kort tid, så vi læssede den med alle de bøger og blade vi kunne. Sammen med de to specialpionerer tog min kone og jeg af sted til Mansôa, Bafatá og Nova Lamego. Det var ikke ualmindeligt at sprede fem eller seks bøger hvert sted. På kun to og en halv dag havde vi spredt i alt 774 bøger og bibler.“

Man planlagde at sende flere forkyndere af den gode nyhed til landet, men den katolske kirke var ikke begejstret for pionerernes tilstedeværelse. En dag sagde en præst til broder Manuel Silvestre i en snerrende tone: „Vi gjorde det vanskeligt for jer i Portugal fordi I ikke ville kæmpe i Afrika, så I må hellere forberede jer på modstand mod jeres arbejde her!“

Kort efter fik de to specialpionerer ordre til at forlade landet inden 48 timer. Det hed sig at deres „virksomhed berørte statens indre sikkerhed“. I september 1977 havde vi et interview med ambassadøren i Lissabon for at finde ud af hvad de udviste pionerer havde gjort som berørte statens indre sikkerhed, men han gav ingen forklaring.

Tiden vil vise hvad Jehova har i tanke med dette land, men da specialpionererne tjente dér, aflagde de personligt et vidnesbyrd for mange af regeringens ministre, også præsidenten selv.

 Fremgang på Kap Verdeøerne

I 1968 havde Kap Verdeøerne tre forkyndere. I 1974, det år Portugals kolonier vandt uafhængighed, var der en rekord på fjorten forkyndere. Øgruppen var på syvende år hærget af uafbrudt tørke. Som en modsætning hertil var der store åndelige velsignelser i vente.

Fire specialpionerer fra Portugal blev sendt til to forskellige øer. De udførte et storartet arbejde, og ved slutningen af tjenesteåret 1976 nåede man et højdepunkt på 60 forkyndere, eller en 130 procents forøgelse over det foregående år. Mere end 3000 bibler og bøger blev det år spredt af en nidkær gruppe der nu omfattede ti pionerer. Ved mindehøjtiden var der 130 til stede.

En virkelig enestående begivenhed fandt sted da det første store områdestævne blev holdt i hovedstaden, Praia, i 1977. Brødrene lejede byens største biograf til et fire dages stævne og opførte tre bibelske skuespil. I alt 284 overværede det offentlige foredrag.

I januar 1978 indtraf den uventede begivenhed at de fire portugisiske specialpionerer blev udvist som uønskede personer. Dette ansporede kun brødrene til større virksomhed. I 1982 var der i alt 21 pionerer på Kap Verdeøerne, og det højeste antal forkyndere var 147. Mindehøjtiden blev i 1982 overværet af 470. Forkyndelsen af Riget foregår nu på fem øer. Der er i sandhed grund til at forvente en større høst i dette område.

Den gode nyhed spredes på Açorerne

En stadig udvandring har kendetegnet disse øers  historie i nyere tid. Samtidig er en stadig strøm af symbolske får blevet indsamlet i enhed, „som får i fold“, til Jehovas folks menigheder. Disse rigsforkynderes røst er nu nået ud til alle øerne. — Mika 2:12.

Betragt følgende eksempel: Menigheden i Santa Cruz das Flores blev oprettet i 1975. Broder José Lima var fra De forenede Stater vendt tilbage til sin fødeø, Flores, i den hensigt at bringe den gode nyhed til sine slægtninge og landsmænd. Da kredstilsynsmanden besøgte dem fik de tilbudt en smuk festsal til det offentlige foredrag, som blev overværet af 33. Efter mødet sagde ejeren: „For øvrigt er denne sal gratis til rådighed for jer én gang om måneden til særlige møder.“

I december 1981 nåedes et højdepunkt på tolv forkyndere på denne lille ø, og samme år overværede 50 mindehøjtiden. Brødrene er for nylig blevet færdige med at bygge en smuk rigssal.

Jordskælvet den 1. januar 1980 ødelagde en stor del af øen Terceira; 56 blev dræbt og cirka 15.000 hjemløse. Lykkeligvis mistede ingen af brødrene livet, selv om mange af dem fik deres hjem beskadiget. Rigssalen i den største by, Angra do Heroísmo, var den eneste religiøse bygning der ikke blev beskadiget, og den blev anvendt som midlertidigt logi til vore brødre. Afdelingskontoret i Portugal sendte over 500 kilo mad, samt andre nødforsyninger, med den første af regeringens flyforsendelser. En områdetilsynsmand der blev sendt til øen for at undersøge situationen, fortæller: „Den klagende og modløse ånd der havde grebet så mange af jordskælvsofrene,  fandtes ikke blandt vore brødre. Den ægte omsorg som blev lagt for dagen af de brødre der straks blev sendt fra andre øer for at undersøge hvad hver enkelt havde behov for, var en kilde til stor opmuntring.“

På disse øer ude i Atlanterhavet tiltager lovprisningen af Jehova i styrke år for år, og den synges nu af så mange som 303 loyale forkyndere.

Fremgang på Madeira

Efter næsten tyve års forkyndelse på denne ø nåede man i begyndelsen af 1970erne op på 100 forkyndere. Ingen kunne forestille sig at man i løbet af få år ville nå op på over 300 forkyndere af den gode nyhed. Det højeste antal forkyndere er nu 396, og i 1981 blev mindehøjtiden for første gang overværet af over 1000.

I 1973 optrådte et orkester på luksushotellerne i Funchal, Madeiras hovedstad. Dirigenten fortæller: „Jeg var fuldstændig verdslig, drak mig ofte fuld og førte et umoralsk liv. Efter at min kone havde forladt mig, begyndte en musiker der tidligere havde spillet i mit orkester, at tale med mig om sit nyfundne håb der byggede på Bibelen. Da jeg læste de første publikationer han gav mig, indså jeg at håbet om Riget også var mit håb. Efter mit andet bibelstudium tog jeg hen i rigssalen, men følte at jeg virkede noget afstikkende med mit forpjuskede hår og uredte skæg. Jeg fik rettet op på mit udseende, men vidste at jeg måtte gøre flere forandringer hvis jeg skulle behage Gud.

Jeg havde et brændende ønske om at fortælle  andre hvad jeg lærte, men ifølge min kontrakt skulle jeg spille på Açorerne. Før jeg rejste, fik jeg fat i omkring 70 ældre numre af bladene for at studere dem. Da jeg havde læst dem alle, ville jeg gerne give dem videre til andre. Efter at have spillet til klokken tre om morgenen gik jeg derfor fra dør til dør og lagde et blad under hver dør med en personlig hilsen ved hvert blad. Efter to måneders bibelstudium indviede jeg mig til Jehova.

Min moder, der var nidkær katolik, var forbløffet over at se den forandring der var sket med mig. En dag sagde hun til mig: ’Jeg har ofte bedt til Gud om han ville hjælpe dig ud af det tomme liv du levede. Hvor er jeg lykkelig for at se at denne Gud er Jehova og at han har hørt mine bønner.’ Efter seks måneders studium blev min 73-årige moder døbt.“ I dag tjener broder John Vieira som ældste.

Mange brødre kunne næppe tro deres egne ører da det blev bekendtgjort at man havde lejet Estádio dos Barreiros (Barreiros stadion) til områdestævnet „Loyalitet mod Guds rige“ i 1981. Funchal rådhus skænkede gavmildt en gave på tømmer til en værdi af over 18.000 kroner til stævnet. Pressen, radioen og fjernsynet gav stævnet en glimrende omtale. Det offentlige foredrag blev overværet af et rekordantal på 832.

Godt nyt fra Angola

I januar 1974 skete der noget glædeligt for Angola. Ministeriet for oversøiske anliggender bekendtgjorde at de love om religionsfrihed der var blevet vedtaget i Portugal, også gjaldt i kolonierne.  Derefter fulgte en række begivenheder som havde overordentlig stor indvirkning på Rigets arbejde. I marts 1975 indsendte brødrene alle de nødvendige papirer for at opnå juridisk anerkendelse, med navne og adresser på 500 forkyndere. Eftersom de atter havde ret til at forsamles frit, greb de straks lejligheden til at holde deres første offentlige kredsstævne. Hvor? I Luandas smukkeste sportspavillon, Cidadela Desportiva, i weekenderne den 16. og 23. marts.

Octacílio Figueiredo husker med glæde hvad der skete: „Det første stævne var forbeholdt forkynderne og dem der regelmæssigt overværede møderne. Vi var begejstrede over at se 2888 til stede ved det offentlige foredrag. Eftersom alt var gået glat, tog vi fat på det andet stævne. Denne gang inviterede vi alle de interesserede. Det er næsten ikke til at beskrive hvor forbløffede vi var over at se 7713 til det andet offentlige foredrag! Nogle af de tilstedeværende havde tilbragt mere end femten år i kolonifængsler og arbejdslejre. Glædestårer løb ned ad kinderne mens de sang den sidste sang.“ Hvilket gribende øjeblik i disse trofaste brødres liv!

Broder Luis Sabino fortæller en oplevelse fra dette kredsstævne: „Da der nu viste sig at være stor splid mellem de tre politiske bevægelser der havde kæmpet mod portugiserne, blev politibetjente sendt ud for at beskytte stævnet. Ugen før var der under et politisk møde opstået tumulter i den selv samme pavillon. En politibetjent besluttede at han ville gå indenfor i pavillonen for at høre hvad der blev sagt, da han havde hørt så mange modstridende  ting om Jehovas Vidner. Det han så og hørte gjorde et så dybt indtryk på ham at han skyndte sig hjem og hentede sin kone og sine børn. Resultatet var at der blev oprettet et bibelstudium med ham og hans familie.“

Den 5. september 1975 erklærede den officielle regeringsavis Jehovas Vidner for at være „et anerkendt trossamfund“. Af korrespondancen fremgik det at der i hver provins fandtes hundreder af interesserede. Da en kredstilsynsmand besøgte en fjerntliggende isoleret gruppe, mødte der til hans store overraskelse 583 op til det offentlige foredrag!

Arbejdet forbudt i Angola

I dette land, der havde kæmpet så desperat for at opnå uafhængighed, blev der nu borgerkrig. Den 11. november 1975 markerede officielt afslutningen på kolonistyret og grundlæggelsen af den nye republik, men der fulgte en vanskelig tid med mange indre problemer. Pludselig, den 14. marts 1978, blev Jehovas Vidner forbudt. De fortsætter imidlertid med at leve et eksemplarisk liv, og det er deres bøn at de der er i høje stillinger vil undersøge kendsgerningerne, som taler for sig selv og som til fulde godtgør at Jehovas Vidner er et fredselskende folk. Jehovas vidner i Angola er besluttede på fortsat at „føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“. — 1 Tim. 2:1, 2.

Portugals første internationale stævne

I mellemtiden var det i Portugal blevet bekendtgjort at Lissabon skulle være værtsby for det internationale  stævne „Den sejrende tro“ i 1978. Dette skabte en umådelig forventning hos de portugisiske brødre. I stedet for at være gæster i et andet land skulle de nu, for første gang, have den forret at være værter.

Det ideelle sted for dette stævne viste sig at være Restelo stadion, hvorfra der er udsigt over Tejofloden og til Europas længste hængebro. Stævnedeltagerne kom fra mere end en halv snes lande, og det højeste antal tilstedeværende var 37.567, med i alt 1130 døbte. Cirka 6000 stævnedeltagere var med i tjenesten på arbejdsmarken, og mange deltog for første gang i gadearbejdet. De koncentrerede sig om jernbane- og busstationer, offentlige parker og torvepladser, og spredte 250.000 løbesedler og 25.000 blade.

På dette tidspunkt befandt en filippinsk broder sig om bord på en olietanker der nærmede sig Portugal. Han havde inderligt ønsket at overvære et internationalt stævne, men befandt sig nu til søs. Alligevel blev han ved med at fremlægge sagen i bøn til Jehova. Da tankeren sejlede op ad Tejofloden rettede han sin kikkert mod kysten. Og hvad så han: Et vældigt banner der bekendtgjorde det offentlige foredrag ved det internationale stævne i Lissabon! Tankeren skulle ifølge planen kun ligge i havnen nogle få timer, men kaptajnen bekendtgjorde overraskende at en mindre reparation gjorde det nødvendigt at blive der flere dage. Vor broder takkede Jehova for at han kunne være blandt de lykkelige stævnedeltagere.

Dette stævne førte til en lykkelig genforening. Mange år tidligere havde Maria og Elisa været nære veninder. Maria emigrerede imidlertid til Holland.  I mellemtiden blev Elisa et Jehovas vidne. I juli 1974 ville hun overvære områdestævnet i Frankrig og var ved at pakke da det ringede på døren. Det var Maria der var kommet fra Holland for at tilbringe nogle dages ferie i Portugal hos hende. Da Maria lagde mærke til kufferterne, spurgte hun: „Hvor skal du hen?“

„Vi skal til Toulouse for at overvære et stævne.“

„Jamen, du plejer jo aldrig at rejse nogen steder — hvad slags stævne er det?“

„Det er et af Jehovas Vidners stævner.“

„Åh, nej — hvordan kan du have noget at gøre med sådan en frygtelig gruppe?“

Skuffet og ærgerlig forlod Maria hurtigt sin veninde. Men hvor skulle hun nu tilbringe sin ferie? Et var sikkert: Ikke hos et af Jehovas vidner! Hun besøgte en anden veninde, og da hun blev inviteret indenfor lagde hun igen mærke til at der stod kufferter alle vegne. Tøvende spurgte hun: „Hvor skal du hen med alle de kufferter?“

Svaret: „Jeg rejser til Frankrig i morgen!“

„Forhåbentlig ikke til Toulouse!“

„Jo netop! Jeg skal overvære et af Jehovas Vidners stævner, men hvordan kunne du vide det?“

„Det kan være lige meget — det er forfærdeligt — jeg må straks herfra.“

Årene gik, og ingen af vore to søstre hørte noget fra Maria. Men så, lige før det internationale stævne, fik Elisa et brev fra Maria hvori hun bad om tilgivelse for sine hårde ord og sin uhøflige optræden. Hun ville blot gerne forhøre sig om én ting: „Kunne du undvære en seng til din søster under det internationale stævne i Lissabon?“ Man kan forestille sig den glæde det var for disse engang så nære veninder  nu at være forenede som søstre ved deres sejrende tro!

Nyhedsbladet Opção for den 10.-16. august 1978 skrev følgende om stævnet: „For enhver der har været i Fátima i pilgrimstiden, er dette helt anderledes. . . . Den religiøse atmosfære er anderledes. Her er mysticismen forsvundet og har givet plads for afholdelsen af et møde hvor de troende i fællesskab drøfter deres problemer, deres tro og deres åndelige livssyn. Deres opførsel over for hinanden er et tydeligt vidnesbyrd om den omsorg de har for hinanden.“

Yderligere velsignelser

I september 1981 meddelte afdelingskontoret at brødrene igen kunne få et personligt abonnement på bladene Vagttårnet og Vågn op! Dette havde været umuligt siden forfølgelsen brød ud i 1961.

I februar 1982 blev den nybyggede stævnehal i Lissabon indviet af broder F. W. Franz. Begivenheden kunne sammenlignes med en familiegenforening, idet han var det første medlem af det styrende råd der — tilbage i 1947 — besøgte Portugal efter den anden verdenskrig. Den smukke bygning, der kan rumme 1315, var blevet bygget af brødrene og betjener ni kredse i Lissabonområdet.

Resultaterne skyldes Guds kraft

I 1947, da den første tjenesterapport blev sendt til Brooklyn, kunne ingen have forestillet sig omfanget af den nuværende teokratiske organisation i Portugal. Nidkære brødre og søstre, alt for mange til at de kan nævnes ved navn i denne rapport, drog ud i Guds kraft for at forkynde den gode nyhed  overalt i landet. Pionerer er rejst til Maderia, Açorerne, Kap Verdeøerne, Guinea-Bissau, Angola, Timor og Macao. Som apostelen Paulus sagde, har Gud „med sin kraft, der er virksom i os“, gjort „mere end rigeligt, langt ud over hvad vi beder om eller fatter“, og et storslået vidnesbyrd er blevet aflagt. — Ef. 3:20.

Nogle af de første pionerer virker stadig i deres distrikter. Antallet af specialpionerer er vokset til 202. Hvordan ser de på deres tjeneste? Søster Maria José Henriques, der har tjent som specialpioner i mere end tyve år, siger: „Jeg er 60 år, men jeg finder stadig den samme glæde i tjenesten og har det samme ønske om at hjælpe andre. Det har været min forret at hjælpe 89 frem til dåb, og mange andre har været godt på vej til at indvi sig når jeg er  blevet flyttet til nye distrikter. Jeg takker Jehova for al hans omsorg og ufortjente godhed.“

En anden søster, Graciete Andrade, der har tjent som specialpioner i atten år, siger: „Det har været vidunderligt at hjælpe 106 mennesker til at lære sandheden at kende, såvel som at lægge grunden til tre menigheder. At se modne mænd føre an i menighederne som ældste og at vide at jeg har haft den forret at hjælpe dem, giver mig en følelse af dyb tilfredshed.“

Arbejdet går stadig fremad, og i tjenesteåret 1982 nåede vi et højdepunkt på 22.515 forkyndere i 393 menigheder og isolerede grupper. Selv om gennemsnittet nu er ét Jehovas vidne for hver 413 indbyggere, er der stadig meget at gøre, idet ti procent af befolkningen bor i isoleret distrikt. Ved den sidste mindehøjtid var der 58.003 til stede, et tal der viser hvilke storslåede muligheder der er for fremtidig vækst.

Jehovas organisation har forestået og ledet arbejdet i Portugal i tider med store vanskeligheder og hurtig vækst. Vi ser i dag opfyldelsen af det løfte som Jehova, den store hyrde for sin hjord, selv har udtalt, ifølge Jeremias 23:3: „Dem, der er tilovers af mine får, vil jeg sanke sammen fra alle de lande, til hvilke jeg har bortstødt dem, og føre dem tilbage til deres græsgange, og de skal blive frugtbare og mangfoldige.“ Vore portugisiske brødre går med glæde fremad mod fuldførelsen af arbejdet med at forkynde Riget, idet de hjælper mange flere symbolske får til at drage nytte af denne frelsens dag.

[Oversigt på side 234]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Væksten i forkyndertallet

22 *

1982

20

1978

18

16

14

12

10

8

6

1968

4

2

1958

1948

1938

0

[Fodnote]

 [Kort på side 135]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Portugal

Moncão

Bragança

Braga

Porto

Gondomar

Peso da Régua

Vila Nova de Gaia

Aveiro

Guarda

Coimbra

Lousa

Caldas da Rainha

Torres Vedras

Estoril

Parede

Lissabon

Almada

Setúbal

Faro

SPANIEN

ATLANTERHAVET

Açorerne

FLORES

Santa Cruz

GRACIOSA

PICO

TERCEIRA

Angra do Heroísmo

SÃO MIGUEL

PONTA DELGADA

SANTA MARIA

Madeira

PORTO SANTO

MADEIRA

Funchal

ATLANTERHAVET

AÇORERNE

MADEIRA

EUROPA

AFRIKA

[Kort på side 175]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Macao

ASIEN

MACAO

AUSTRALIEN

INDISKE OCEAN

KINA

MACAO

TAIPA

COLÔANE

MACAOHAVET

[Kort på side 177]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ATLANTERHAVET

AFRIKA

KAP VERDEØERNE

GUINEA-BISSAU

ANGOLA

INDISKE OCEAN

ASIEN

Angola

Luanda

Nova Lisboa

Mossâmedes

ZAMBIA

ZAÏRE

NAMIBIA

ATLANTERHAVET

Kap Verdeøerne

SANTO ANTÃO

SÃO VINCENTE

SANTA LUZIA

SÃO NICOLAU

SAL

BOA VISTA

MAIO

SÃO TIAGO

Praia

FOGO

BRAVA

Guinea-Bissau

Nova Lamego

Bafatá

ATLANTERHAVET

SENEGAL

GUINEA

[Kort på side 239]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Timor

TIMOR

Dili

TIMORHAVET

INDONESIEN

AUSTRALIEN

INDISKE OCEAN

ASIEN

AFRIKA

INDISKE OCEAN

STILLEHAVET

TIMOR

AUSTRALIEN

[Illustration på side 138]

Virgílio Ferguson, der i 1926 fik til opgave at varetage Rigets interesser i Portugal, og João Feliciano, der i 1929 vendte tilbage til sit hjemland for at forkynde den gode nyhed

[Illustration på side 143]

Som ung blev Eliseu Garrido interesseret i sandheden og hjalp med at fremme arbejdet i Portugal

[Illustration på side 146]

Delmira M. S. Figueiredo og Deolinda P. Costa, nidkære søstre der organiserede bibelstudiegruppen i Almada

[Illustration på side 151]

John Cooke var den første af Jehovas Vidners missionærer i Portugal, og han spillede en vigtig rolle i organiseringen af arbejdet. Her ses han med sin kone, Kathleen

[Illustration på side 153]

Stuelejligheden i denne bygning i Lissabon tjente som Portugals første rigssal

[Illustration på side 159]

Huset hvor de første offentlige foredrag på Açorerne blev holdt da A. Nunes vendte tilbage til sin fødeø Pico

[Illustration på side 167]

António Manuel Cordeiro, der blev en af Portugals første hjælpepionerer, og hans kone, Odete, der begge stadig tjener som pionerer

[Illustration på side 169]

En af de „skovture“ hvis formål var at styrke brødrene åndeligt

[Illustration på side 191]

D. Piccone, Portugals første kredstilsynsmand, og hans kone, Elsa, (parret til venstre) og Joaquim Martins, en nidkær forkynder af den gode nyhed, og hans familie

 [Illustration på side 240]

Afdelingskontoret i Estoril

[Illustration på side 255]

Stævnehallen i Lissabon