Virksomheden i hele verden

Afrika

Den ugudelige, skriver salmisten, „sidder i baghold“, og „i det skjulte vil han dræbe den uskyldige“. (Sl. 10:8) Op gennem århundrederne har Jehovas tilbedere været uskyldige ofre for de ugudeliges ondskab. Sådan er det stadig i visse dele af Afrika.

Under borgerkrigen i Liberia er 33 af vore brødre blevet dræbt, og mange andre har måttet flygte ud af landet og søge tilflugt i Elfenbenskysten og Sierra Leone, uden andet end det tøj de stod og gik i. I to byer på grænsen mellem Liberia og Elfenbenskysten er der oprettet nødhjælpskomitéer som både tager sig af disse forarmede flygtninge og sender hjælp til de nødlidende brødre og søstre der stadig befinder sig i Liberia. Jehovas vidner i Ghana, Elfenbenskysten og Sierra Leone har transporteret i tonsvis af tøj samt medicin, fødevarer og penge til Liberia. Brødrene i Abidjan er også kommet til undsætning og har kærligt taget sig af en stor gruppe flygtninge som ligeledes har hårdt brug for hjælp.

 Mange af disse brødre har haft hårrejsende og traumatiske oplevelser. For eksempel fortæller en ældste fra Monrovia: „Den 27. juli 1990 blev jeg og min familie tvunget til at forlade vort hjem omkring klokken to om natten. Oprørerne førte os udenfor, hvor vi mødte i hundredvis af vore naboer. Vi var overbeviste om at vi ville komme tilbage efter en kort gennemsøgning af området. Men vi så aldrig vort hjem igen. I stedet blev vi ført til en stor flygtningelejr 50 kilometer derfra. Jeg måtte bære min kones tante, som er invalid, på ryggen hele vejen. Vi bad uafbrudt Jehova om styrke, da vi så døde ligge overalt.

Efter cirka en times mareridtagtig vandring med oprørerne i hælene, faldt vi i regeringsstyrkernes baghold. Der blev skudt fra alle sider, og vi kastede os til jorden. Mange blev dræbt; andre undslap. Pludselig opdagede jeg at min 14-årige søn var væk! Snart blev 45 af os byboere taget til fange og ført med til en forladt tankstation. Dér besluttede man at vi alle skulle henrettes. En soldat tog sit gevær og ville til at skyde mod mig, men havde problemer med geværet. I samme øjeblik kom gruppens anfører og gav ordre til at vi skulle føres til militærkasernen. Den nat blev ni personer henrettet. Vi bad Jehova om hjælp.

Næste morgen besluttede anføreren at vi alle skulle løslades. Han tilbød endda at vi kunne køre med i en af hans lastbiler. Det afslog vi høfligt. I stedet bad vi om en trillebør til at transportere min kones tante i, og tog så af sted på egen hånd. Da vi var nået halvvejs til vort bestemmelsessted kom militærbilerne susende forbi. Da de kom til et vejkryds længere fremme lød der en øredøvende eksplosion. Derefter fortsatte svær maskingeværild i næsten 30 minutter. Vildfarende kugler fløj i alle retninger mens vi krøb i dækning. Den militærkonvoj som havde tilbudt os kørelejlighed, var fuldstændig tilintetgjort. Hvor var vi taknemmelige for at vi ikke havde taget imod anførerens tilbud!

 Selv om min kone var gravid i femte måned, klarede hun tappert at gå 58 kilometer på en enkelt dag. Vi vidste stadig ikke hvordan vi skulle komme i sikkerhed, men en libanesisk broder som hørte om den vanskelige situation vi stod i, betalte vore billetter til det eneste transportmiddel der kørte ud af landet, en gammel bus.

Langt om længe nåede vi sikkert over grænsen til Elfenbenskysten. Vi var dog meget ulykkelige, fordi vores 14-årige søn var blevet væk under det førnævnte baghold. Vi troede at han var blevet dræbt. Men seks måneder senere fandt vi til vores store glæde ud af at han havde overlevet. Det blev ordnet sådan at han kunne slutte sig til os i Elfenbenskysten.“

Andre forkyndere havde også nogle forfærdelige oplevelser. Clement fra Nigeria havde boet i Liberias hovedstad, Monrovia, i 17 år, men måtte flygte. Oprørsstyrkerne jagtede alle nigerianere og ghanesere i hele landet. Hvis han blev fanget, ville han blive skudt. For at komme fra Monrovia til Danané i Elfenbenskysten, hvor han kunne være i sikkerhed, skulle han forbi ikke færre end hundrede kontrolposter. Ved de fleste kontrolposter kunne han snakke sig fra problemerne ved at sige at han var udlænding og ønskede at forlade landet. Men et af stederne gik den ikke. Han skulle henrettes. Clement besluttede at aflægge et godt vidnesbyrd før sin død. Han fortalte anføreren om Guds rige og viste ham bladene Vagttårnet og Vågn op! Desorienteret brølede anføreren: „Hør, vi har nok at se til for øjeblikket. Når vi er færdige, skal vi lytte til hvad du har at sige. Nu bare forsvind!“

Da Clement senere havde ro til at tænke over episoden, sagde han at han virkelig forstår hvad der menes i Ordsprogene 18:10 med at Jehovas navn er et stærkt tårn. Det var ene og alene ved at bruge Jehovas navn og forkynde om  Guds rige at han havde klaret sig forbi de sidste kontrolposter. Omsider lykkedes det ham at komme over grænsen til Elfenbenskysten, hvor han endelig var i sikkerhed. Det er for nylig lykkedes nogle af betelmedarbejderne at vende tilbage til afdelingskontoret i Liberia.

Der er dog ikke sådanne sørgelige beretninger at fortælle fra alle lande. Moçambique giver os god grund til glæde. Den 11. februar 1991 gav regeringen i Maputo Foreningen af Jehovas Vidner i Moçambique juridisk anerkendelse. Vi er meget taknemmelige for denne udvikling, eftersom missionærer nu kan få opholdstilladelse i landet. Der kan uhindret indføres bøger og blade, og der er blevet oprettet missionærhjem i tre byer, med i alt 18 missionærer. På hvert af missionærhjemmene er der et depot som ejes af Selskabet.

Ikke desto mindre bliver de unges neutralitet og loyalitet mod Jehova sat på prøve under den fortsatte guerillakrig i landet. En døvstum 12-årig pige blev kidnappet af oprørsstyrkerne i en umoralsk hensigt. Hendes forældre havde imidlertid oplært hende godt i Bibelens principper. Da de der havde taget hende til fange ønskede at forgribe sig på hende, gjorde hun alt hvad hun kunne for at afværge det. Den unge søster pegede mod himmelen for at vise at umoralitet strider mod Guds lov. En dag fik hendes faste beslutsomhed mændene til at gennembanke hende og efterlade hende i den tro at hun var død. Der gik to måneder inden hun kom tilbage til sine forældre, ledsaget af en dame som havde været hos hende under fangenskabet. „Jeg ved ikke hvad I har lært denne unge pige,“ sagde damen, „men jeg er imponeret over hendes moralske adfærd. Hun gav aldrig efter for soldaternes pres. Hun var helt enestående! Hvad går jeres tro ud på?“ Som følge af denne døve søsters urokkelighed studerer kvinden nu sammen med Jehovas vidner og er godt på vej til at lære sandheden at kende.

 Asien

„Din velsignelse er over dit folk,“ sang kong David i fortiden. (Sl. 3:8) I dag er Jehovas velsignelse også over hans folk. Det kan forkynderne i de asiatiske lande bekræfte.

I Korea blev en søsters liv reddet på en temmelig usædvanlig måde ved at hun havde et ’blodkort’ på sig. Da hun var ved at stige ud af sin bil, blev hun pludselig overfaldet af fire mænd som tvang hende ind bag i bilen og ned på gulvet. Hun tilbød dem sin ring og sin pung for at slippe fri, men det var de ikke tilfredse med. Så fløj den forfærdelige tanke gennem hendes hoved at de måske ville forgribe sig på hende. Hun begyndte derfor at skrige så højt hun kunne. „Vi er nødt til at slå hende ihjel,“ brummede en af mændene. Hun blev stukket i benet og i låret. Derefter klæbede de hendes øjne til og bandt hendes fødder sammen med tape. Hun begyndte desperat at bede og græde højlydt idet hun brugte Jehovas navn.

Pludselig blev mændene helt tavse. Til sidst spurgte en af dem: „Er De et af Jehovas vidner, frue?“ De havde fundet  hendes ’blodkort’ da de gennemrodede hendes pung. Nu ville de ikke dræbe hende, men kørte hende til et sted i nærheden af hendes hjem, efterlod hende i bilen og forsvandt. Søsteren beder til at de alle må fortryde deres lovløse adfærd og blive tilbedere af Jehova.

Ligesom det er tilfældet i mange andre lande, er der også i Japan flere og flere husmødre som får verdsligt arbejde, hvilket gør det vanskeligt at træffe dem hjemme og fortælle dem om den gode nyhed. En pionersøster i byen Niigata besluttede derfor at tage ind til byens centrum for at forkynde der hvor folk var. Hun fik et forretningsdistrikt og begyndte at forkynde ved kort at tilbyde et hjemmebibelstudium til de forretningsfolk hun traf. Hun brugte brochuren „Se! Jeg gør alting nyt“ og fulgte interessen op ved at aflægge genbesøg hos alle som havde vist den mindste interesse. Hun foreslog de interesserede at studere enten i et tehus, et stormagasin eller en park en halv time i middagspausen. Hun fremhæver kun et enkelt punkt ved hvert studium, og hun har haft op til otte studier på én gang i dette forretningsdistrikt.

Over 60.000 filippinere er kommet til øen Hongkong for at arbejde som tjenestefolk i kinesiske hjem. Hovedparten af dem er katolikker. En søster mødte en af dem i en elevator og spurgte simpelt hen om hun var interesseret i at lære mere om Bibelen. Svaret lød: „Jeg har bedt om at måtte lære mere om Bibelen.“ Der blev hurtigt oprettet et bibelstudium.

På Cypern skrev en ung forkynder fra Nicosia: „Mit navn er Marcos. Jeg er 12 år. I religionsundervisningen planlagde vores lærer at vi i tre timer skulle høre om forskellige religioner. Jeg sørgede for at tage bogen Menneskets søgen efter Gud med til timerne. Inden den første time viste jeg bogen til min lærer. Hun bladede den igennem og lagde den  på sit skrivebord. Lidt senere sagde hun til klassen: ’Jeg vil bruge Marcos’ bog i timerne, da den er mere grundig end skolens bog.’“ Marcos siger: „Jeg vil gerne opfordre alle unge forkyndere til altid at have nogle af Selskabets bøger med i skole.“

Lucas, der var opvokset som katolik, begyndte at studere Bibelen i Sri Lanka. Han var medlem af en firemands besætning på en fiskerbåd som tilhørte en buddhist. Hans arbejdsgiver ønskede havgudernes velsignelse over sit fiskeri og bad derfor besætningen om at tage på en pilgrimsrejse til et berømt tilbedelsescenter for både hinduer og buddhister. Lucas forklarede at han ikke kunne tage med, eftersom han troede på Jehova som den eneste sande Gud. „Enten tager du med os eller også er du fyret!“ snerrede skipperen. Lucas sagde omgående op. Han vendte tilbage til sin landsby, og i løbet af nogle få dage fandt han arbejde på en anden båd. Nu kan han studere regelmæssigt.

Da Bangnam, en gift ung kvinde som bor i Thailand, begyndte at studere Bibelen, blev hendes forældre syge. De konsulterede en medicinmand som sagde at deres døde slægtninges ånder ikke brød sig om at deres datter skiftede tro, og hvis forældrene ønskede at blive helbredt, måtte de få deres datter til at holde op med at studere Bibelen. Forældrene bad derfor deres datter om at holde op. Specialpioneren som studerede med Bangnam viste forældrene ud fra Bibelen at det ikke kunne være de dødes ånder som var årsag til sygdommen, men derimod de onde ånder. (Præd. 9:5, 6) Forældrene mente så at de måtte sende deres datter langt væk. Søsteren viste dem imidlertid at Bibelen lærer børn at elske deres forældre, og hun forklarede dem at Bangnam ønskede at bo sammen med dem og hjælpe dem fordi hun elskede dem. Da moderen hørte det, blev hun formildet og sagde ja til at tage med søsteren til læge inde i  byen. Lægen sagde at hun ikke fejlede noget. På vejen hjem begyndte det at regne voldsomt, og da det var ved at blive temmelig sent, foreslog specialpioneren at moderen overnattede hos hende. Næste morgen vågnede Bangnams moder udhvilet og meget glad, eftersom hun havde sovet godt hele natten uden at have problemer med vejrtrækningen. Da faderen hørte at hans kone havde fået det bedre, gik han med til at de skilte sig af med alle deres spiritistiske genstande. Snart fik han det også bedre. Bangnam er nu blevet døbt og hendes mand gør fremskridt mod indvielse.

Than bor i Myanmar. Han var soldat, men hans militære karriere endte i bitter skuffelse. Hans håbløse tilværelse begyndte på denne måde: Under hårde kampe mod nogle oprørsstyrker eksploderede en granat i nærheden af en bunker hvor han skjulte sig. Bunkeren faldt sammen og begravede halvdelen af hans krop. Da han blev gravet fri af murbrokkerne, opdagede han til sin forfærdelse at han ikke kunne bevæge benene — han var lam. Kort efter sendte hæren ham hjem. I denne håbløse tilstand begyndte han at fundere over det der var sket, mistede al tro på Gud og overvejede at begå selvmord. Omkring samme tid besøgte en specialpionerbroder Thans nabo, som regelmæssigt studerede Bibelen. Så snart Than fandt ud af det, inviterede han også broderen ind. Pioneren opmuntrede Than ud fra Bibelen. Der blev påbegyndt et bibelstudium. Det varede ikke længe før han forstod at det var sandheden og begejstret begyndte at forkynde for andre. Han ville også gerne overvære møderne i rigssalen, som lå cirka otte kilometer borte. Han købte et par gamle cykelhjul og byggede selv en tohjulet vogn. Med stor beslutsomhed trækker og skubber han sig selv op og ned ad bakkerne for at komme i rigssalen, og han overværer møderne regelmæssigt. Hans bitre skuffelse er blevet afløst af et strålende håb om en bedre fremtid.

 Europa

„Vor sjæl er som en fugl der er undsluppet fra fuglefængernes fælde. Fælden er brudt op, og vi er undsluppet. Vor hjælp er i Jehovas navn.“ (Sl. 124:7, 8) Denne salme beskriver rammende vore brødres situation i Østeuropa!

Det forløbne år har været bemærkelsesværdigt for Jehovas Vidner i Sovjetunionen. Foruden højdepunkter i antallet af forkyndere og pionerer har de haft syv rekorder i bogspredningen og ti rekorder i bladspredningen. Det har givet vore brødre endnu større grund til at glæde sig over deres nyvundne frihed. Det har kun været muligt for dem at nå disse højdepunkter fordi de for allerførste gang har kunnet modtage forsendelser med publikationer i større mængder.

Mandag den 18. marts 1991 sendte det tyske afdelingskontor den første lastvogn af sted med omkring 20 tons publikationer til Sovjetunionen. Før den tid havde brødrene modtaget publikationerne i små pakker med posten. Hvordan gik det med den første lastvognfuld publikationer?

 Det var midnat i byen Lvov, da telefonen ringede hos en lokal ældstebroder. Det var det tyske afdelingskontor der meddelte at en stor lastvogn med gult førerhus og blå presenning var ved at blive lastet med publikationer til Sovjetunionen. De aftalte at mødes ved den polsk-sovjetiske grænse. Da de sovjetiske brødre ankom til grænsen om onsdagen var vejret meget dårligt. Trods slud og bidende kulde skiftedes brødrene ufortrødent til at holde et vågent øje med hver eneste lastvogn der kom til grænsen. En af dem sagde: „Vi har ventet i årtier på dette mindeværdige øjeblik. At vi skal vente i nogle timer eller måske nogle dage regner vi kun for en forret.“

Fredag den 22. marts, præcis klokken otte om morgenen, fik de langt om længe øje på en lastvogn med gult førerhus og en stor blå presenning der nærmede sig grænsen. De takkede Jehova af hele deres hjerte. Lastvognen kørte over grænsen og kom ind på sovjetisk jord. De to toldbetjente blev helt forbløffede ved synet af alle disse publikationer og spekulerede på hvordan de nu skulle klare situationen. De drøftede sagen, og efter at have kontrolleret papirerne og lasten, nikkede de og gav tegn til at lastvognen kunne passere. „Vores glæde kendte ingen grænser!“ sagde brødrene senere. „Efter mange årtier med hård forfølgelse modtager vore brødre langt om længe en overflod af åndelig føde.“

Der blev givet tilladelse til at tømme lastvognen. Over 70 brødre ventede ivrigt på at hjælpe til. De dannede to „kæder“, så pakkerne kunne gå systematisk fra den ene broder til den anden i næsten rytmisk takt. Dagen efter, om lørdagen, kom brødre fra alle fjerne egne af dette store land for at hente publikationerne. To brødre der havde rejst omkring 3500 kilometer, var de første der ankom. En af dem sagde: „Jehova Gud har gjort hvad intet menneske er i stand til at gøre, og vi er øjenvidner til disse begivenheder.“

 Fra Dresden i det tidligere Østtyskland kommer denne erfaring: „I lang tid havde min kone og jeg prøvet at vinde mine forældre for sandheden, men vi mærkede kun modstand. I november 1988 skulle min kone imidlertid på hospitalet i tre uger. Vi havde ikke andet valg end at lade vores 18 måneder gamle datter, Sara, blive hos sine bedsteforældre.

Allerede den første dag skete der noget. Ved morgenbordet undrede Sara sig over at bedstemoder og bedstefader bare satte sig ned og begyndte at spise. Hun puffede til bedstemoder, foldede sine hænder og sagde: ’Bedstemor, be’!’ Hun bøjede hovedet og kneb øjnene sammen. Bedstemoder reagerede ikke. Sara gentog opfordringen. Endelig fandt min moder ud af hvad Sara ville, og bad en luthersk bøn. Samme aften spurgte min moder hvilken tro vi var tilsluttet. Det eneste hun vidste var at vi havde forladt kirken. Hun havde aldrig givet os lejlighed til at forklare noget som helst andet. Det fik jeg mulighed for nu. Bedstemoder gik med til at behandle Sara på den måde hun var vant til hos os, så jeg gav hende Min bibelhistoriebog, da Sara var vant til at høre en historie hver aften.

Sara fik bedstemoder til at læse tre-fire historier hver aften. Mine forældre var overraskede over Saras bibelkundskab. Nogle gange afbrød hun dem og fortalte selv historien færdig. Min moder begyndte at blive nysgerrig efter at vide noget mere om det hun læste for Sara aften efter aften. I maj 1990 begyndte vi at studere med mine forældre. Snart meldte de sig ud af kirken og begyndte at komme med os til møderne. Et år senere, i maj 1991, fik min moder status som udøbt forkynder og forbereder sig nu til dåb. Min fader gør også gode fremskridt. Vi takker Jehova for at Han har brugt vores lille datter og ’Bibelhistoriebogen’ til at udrette noget vi selv har forsøgt på i så lang tid uden held.“

 I Østrig er der mange unge som tager et fast standpunkt for den sande tilbedelse. Melanie på 11 år er én af dem. På grund af nogle familieforhold blev forældremyndigheden over Melanie frataget hendes moder og givet til hendes stedsøster. Stedsøsteren og hendes mand begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner, og det var Melanie med til. De gjorde alle gode fremskridt. Melanie ville gerne forlade den katolske kirke. Ifølge østrigsk lov kan det imidlertid ikke lade sig gøre før man er fyldt 14. Fik det Melanie til at give op? Nej! Hun tog hen til lederen af børneværnet og forklarede hende sit ønske. Efter et interview skrev lederen i et brev til Melanie: „Efter at have overvejet sagen grundigt vil jeg gerne meddele dig at jeg giver dig mit samtykke til at du forlader den katolske kirke. Ifølge gældende lov er det dog nødvendigt at byretten også godkender min afgørelse.“ Derfor måtte Melanie helt alene møde op for en dommer og forklare hvorfor hun gerne ville meldes ud af kirken. Den 21. september 1990 modtog hun byrettens afgørelse — og den støttede hende. Hvilken sejr for en 11-årig pige! Melanie glæder sig nu over at være med i forkyndelsen som udøbt forkynder.

En kvinde i Finland var kommet alvorligt til skade ved en bilulykke, og mens hun lå på hospitalet, tænkte hun: ’Hvis jeg nu var død, mon det hele så havde været slut?’ Da hun kom hjem prøvede hun forgæves at finde svaret i Bibelen. Hun sukkede: „Gud i himmelen, vil du ikke nok fortælle mig hvad meningen er med livet. Jeg ved at det må stå i Bibelen. Jeg beder dig oprigtigt, hjælp mig til at forstå det.“ Der var knap gået ti minutter før det ringede på døren, og hvem stod udenfor? Et venligt smilende Jehovas vidne. „Jeg var rystet,“ sagde hun. „Min første tanke var: ’Åh, nej! Behøvede det absolut at være et af Jehovas vidner?’ Men jeg beherskede mig og inviterede hende indenfor. Siden da har jeg fået en stadig større forståelse af Bibelen.“

 Latinamerika

„Jeg priser Jehova for hans retfærdighed, ja, jeg vil synge og spille til pris for Jehovas, den Højestes, navn.“ (Sl. 7:17) I det forløbne år har denne salme af David været et gennemgående tema for forkynderne i Latinamerika.

Bør skoleelever lære lige så meget om skabelsesberetningen som de lærer om udviklingsteorien? Det er et stående spørgsmål i Ecuador. I havnebyen Guayaquíl besluttede en lærer at undersøge oplysningerne i bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? sammen med sine 104 elever. Ved skoleårets slutning i januar stillede han sine elever en række spørgsmål. Et af dem lød: „Hvilken slutning er I kommet til angående livets oprindelse, i betragtning af alle de videnskabelige og bibelske vidnesbyrd der er kommet frem her i klassen?“ Det overvejende flertal gik ind for en skabelse. En af eleverne sagde: „Jeg er kommet til den konklusion at jorden og alt det der er på den, må være skabt af en perfektionist. Der må have været en der var meget kærlig og som havde en hensigt med de mennesker der lever her.  Det er absurd at tænke sig at noget så kompliceret som levende mennesker kunne blive til ved et tilfælde. Det er umuligt for mennesker at skabe noget så kompliceret som liv.“

Sandheden har haft stor virkning på denne lærer og hans elever. Han blev selv døbt i december 1990, og 42 af eleverne overværede dåben, som fandt sted ved det lokale kredsstævne. Desuden er 31 af eleverne i gang med at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner i Guayaquíl!

En kvinde som bor i det indre Guyana nær ved Morukafloden studerer pr. brev. Hun havde et stærkt ønske om at være forenet med Jehovas vidner i den rene tilbedelse på aftenen for højtiden til minde om Kristi død. Selv om det var dyrt, lejede hun en kano lavet af en udhulet træstamme og padlede sammen med sin 13-årige søn og sin 12-årige datter i 21 timer for at komme til den nærmeste menighed i Charity. Turen gik via Morukafloden ud til Atlanterhavet og ind i landet igen ad Pomeroonfloden, og hun padlede således hele vejen til Charity. Hun tog hjemmefra klokken halv ti om aftenen og ankom næste aften ved halvsyvtiden. Undervejs havde hun kun holdt en times pause. Hun er udøbt forkynder, og på tidspunktet for mindehøjtiden var hun gravid i fjerde måned!

I marts måned kom en romersk-katolsk præst til afdelingskontoret i Venezuela for at få noget læsestof. Han bad også om at måtte tale med en om visse religiøse lærepunkter. Han fortalte at han var 65 år og havde tjent som præst i 37 år. Han havde studeret til præst i Rom. De sidste fire år havde han læst en del om den katolske kirkes kirkemøder og var overrasket over hvad han læste. „Kirken er langt fra at have sandheden,“ sagde han.

„I disse dage har jeg læst mere i Bibelen end jeg har gjort i hele mit liv,“ sagde han. „Jeg er forvirret. Kirkens lære harmonerer ikke med Bibelen. Jeg skal undervise, men min  samvittighed tillader mig ikke at fremholde løgne. Jeg spekulerer på hvordan jeg kan komme ud af dette dilemma. Jeg har viet hele mit liv til kirken; nu er jeg en gammel mand, og hvad kan jeg stille op i min alder? Hvor kan jeg finde et arbejde? Jeg bor et godt sted, jeg har en luksusbil og penge i banken, men hvis jeg forlader kirken mister jeg alt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.“

Broderen viste ham nogle skriftsteder som understreger at Jehova ikke forlader dem der tjener ham. Da broderen var klar over at præsten havde studeret græsk, viste han ham også The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures og slog op på Mattæus 10:28. Begejstret udbrød præsten: „Jamen det er jo helt tydeligt, helt tydeligt — sjælen dør! Det er altså endnu en løgn!“

Da de havde talt sammen et stykke tid, spurgte broderen præsten hvorfor han havde opsøgt afdelingskontoret. Hans svar er ret interessant. En 14-årig forkynder var kommet ind i hans kirke i Caracas, havde truffet en bedende dame og spurgt hende hvor præsten var. „Dernede bagved,“ lød svaret. Så var den unge broder gået ned bagerst i kirken og havde fundet præstens kontor. „Hvad ønsker du?“ havde præsten spurgt. Den unge forkynder havde sagt at han var kommet for at tale med ham om Bibelen; han fortalte præsten at Babylon den Store vil blive tilintetgjort, og hvis præsten ikke kom ud af falsk religion, ville han også blive tilintetgjort. Præsten var blevet så overrasket over at en 14-årig dreng frimodigt kunne forklare så mange ting for en mand i hans alder, at han var blevet helt mundlam. Den unge forkynder havde så givet ham adressen på afdelingskontoret. Det var grunden til at præsten var kommet.

Efter omkring to timers drøftelse gik han. Vi håber at han vil have mod nok til at tale med sine overordnede og tage imod sandheden.

 Nordamerika og De Caraibiske Øer

Forkynderne i Nordamerika og på øerne i Det Caraibiske Hav gentager disse ord af salmisten David: „Velsign Jehova, min sjæl, ja, alt i mig, hans hellige navn. Velsign Jehova, min sjæl, og glem ikke alle hans gerninger.“ — Sl. 103:1, 2.

Det sker undertiden at interesserede mener at de er for gamle til at skifte tro. En ældre kvinde i British Columbia, Canada, deler imidlertid ikke denne opfattelse. Hun var godt kendt i det lille samfund, hvor hun var formningslærer og en af de ivrigste tilhængere af den anglikanske kirke. Hun havde selv betalt for kirkens alter og havde medvirket ved nogle af gudstjenesterne. Eftersom hun var interesseret i Bibelen havde hun i flere år modtaget bladene regelmæssigt af de lokale Jehovas vidner, uden at det dog havde ført til mere. For cirka fem år siden flyttede hendes datter og svigersøn hjem til hende, angiveligt for at hjælpe hende på hendes gamle dage. De var imidlertid imod Jehovas Vidner og plagede hende om at flytte på alderdomshjem.  Men det var hun bestemt ikke indstillet på! Så mens hendes datter og svigersøn var på ferie, flyttede hun ind i en beboelsesvogn.

Til sidst var der en søster som direkte tilbød hende et bibelstudium og viste hende hvordan det foregår. Hendes svar lød: „Jeg har tænkt på hvornår du mon ville spørge mig!“ Eftersom hun oprigtigt troede på Bibelen, forstod hun hurtigt de grundlæggende sandheder, og sagde: „Hvis det står i Bibelen, må det være sandt.“ Hun blev dog ved med at komme i kirken, da hun følte at hun på denne måde havde mulighed for at hjælpe andre kirkegængere.

Efter at have studeret i cirka halvandet år fandt hun ud af at en ærkebiskop ved den anglikanske kirke havde misbrugt kirkens midler og var taget på ferie til De Caraibiske Øer sammen med sin sekretær, skønt han var gift. Hun blev også klar over at ærkebiskoppen derefter havde forsøgt at give en diakon skylden for misbruget af kirkens midler. Hele denne affære kom frem under en heftig diskussion i kirken. Under diskussionen havde hun offentligt omtalt ærkebiskoppen som „en gammel hykler“, hvorefter hun var gået sin vej og havde smækket kirkedøren med et brag, for aldrig at vende tilbage.

Da hun begyndte at overvære møderne i rigssalen, bemærkede hun: „Det er utroligt så mange mænd I har og hvor flittige de er til at engagere sig i menighedens anliggender. I den kirke jeg kom i, var der kun nogle få mænd, og de sad bare og sov.“ Den 29. september 1990 blev hun døbt i en alder af 87.

„Miraklet fortsætter! Og det er kun toppen af isbjerget,“ skrev kredstilsynsmanden efter sit seneste besøg i Grønland. Mange nye kommer til møderne, studier oprettes, nye begynder at forkynde og bliver døbt.

 Flere af de nye har måttet kæmpe en langvarig kamp for at komme i et godkendt forhold til Jehova. A —, som var midt i trediverne, er en af dem. Han boede sammen med E —; han var alkoholiker og havde en dårlig omgangskreds, hvilket underminerede deres indbyrdes forhold. A — plagedes af dårlig samvittighed. Men så begyndte E — at studere Bibelen. Hun forstod efterhånden at hun, for at stå ren i Jehovas øjne, måtte bringe sine forhold i orden, og flyttede derfor fra A —.

Det fik A — til at forstå sin situation. Han havde valgt spiritussen — hun havde valgt en kristen livsform. E — gjorde fremskridt, blev døbt og er nu en nidkær søster i menigheden.

A — bad så om et studium. Han gjorde visse åndelige fremskridt, var glad for det han lærte, men blev igen og igen mindet om sin svaghed. Han kom kun sjældent til møderne og kunne stadig ikke holde sig fra det dårlige selskab. I 1989 overværede han områdestævnet — og det blev et vendepunkt. Han fik tro på at han kunne komme problemet til livs og søgte lægehjælp. Han blev indlagt, og da han kom hjem var menigheden parat til at hjælpe ham. Han siger selv: „Jeg følte jeg havde et langt bedre grundlag for at beskæftige mig med det åndelige. Nu var jeg spiritusfri, og det gav mig stabilitet i tilværelsen. Min gamle omgangskreds blev skiftet ud med vennerne i menigheden. Mit forhold til Jehova blev mere virkeligt, og først nu følte jeg at jeg kunne nærme mig ham i bøn. Siden da har bønnen været af stor betydning for mig. Jeg bad ofte til Jehova, og han hørte mig. Når fristelsen blev for stor og jeg fik en stærk lyst til det forkerte, stødte jeg altid på nogle af vennerne fra rigssalen, og de opmuntrede mig til at holde fast ved min nye livsform.“

 A — er nu spiritusfri på tredje år. Guds ord, hans ånd og hans menighed har hjulpet ham. Han begyndte at forkynde og blev døbt ved områdestævnet „Venner af frihed“ i Godthåb (Nuuk) i august 1991. Den 5. oktober blev A — og E — gift.

For nogle der er besluttede på at tilbede Jehova, er fysiske handicap ingen hindring. Kenwyn, som nu er 17 år, bor på øen Grenada. Da han var 4, faldt han og fik problemer med at gå. Efterhånden som han blev ældre, blev det endnu sværere for ham. Som 15-årig var han nødt til at gå med krykker. Da han blev 17, gennemgik han en operation, men det lykkedes ikke at afhjælpe handicappet.

Omkring dette tidspunkt begyndte Kenwyn at studere sammen med et af Jehovas vidner, en missionær. Hans forståelse af Bibelen voksede, men når han blev indbudt til at dele sin kundskab med andre i hus-til-hus-forkyndelsen, holdt han sig tilbage. Hans fysiske tilstand gjorde ham bange, så han sagde: „Jeg skal nok sige til når jeg er parat.“ Han blev opfordret til at læse erfaringer fra Vågn op! og Vagttårnet om forkyndere som ligeledes havde fysiske handicap og alligevel forkyndte regelmæssigt fra dør til dør. Efter at have læst disse erfaringer sagde han til missionæren: „Nu er jeg parat.“

Og det var han. Den første måned anvendte han 19 timer i forkyndelsen. Måneden efter rapporterede han 63 timer. Han blev døbt i marts samme år og var hjælpepioner måneden efter. Nu kan man se Kenwyn gå med sine krykker op og ned ad bakkerne i sit distrikt. Han er et enestående eksempel og til opmuntring for alle i menigheden! Eftersom det bakkede terræn ikke hindrer ham i at forkynde, har brødrene givet ham kælenavnet „Firhjulstrækkeren“.

 Stillehavsøerne

„Han råder fra hav til hav og fra Floden til jordens ender,“ lyder det profetisk i Salme 72:8. I overensstemmelse med disse ord har den større Salomon, Kristus Jesus, underlagt sig hele jorden, deriblandt Stillehavsøerne.

Der forkyndes fortsat på mange sprog for indbyggerne på de små øer og atoller i det vestlige Stillehav som afdelingskontoret på Guam har tilsyn med. Bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden findes nu i mange hjem. Fra en af øerne kommer denne erfaring: En kvinde som havde modtaget en bog, bemærkede at hendes fader, der er præst, brugte den røde bog under sin prædiken i kirken. Efter prædikenen så hun ham diskret lægge bogen ned i sin taske for at andre ikke skulle opdage den. Men det gjorde hun, og efter gudstjenesten spurgte hun: „Far, hvorfor bruger du den røde bog?“ Han svarede: „Det som denne bog fortæller er sandt.“ Hun spurgte så hvor han havde fået den fra. „Det er din bog,“ sagde han. Fra da af studerede hun og hendes mand ivrigt Bibelen sammen med de lokale Jehovas vidner. En dag begyndte  hendes naboer at gøre nar af hende fordi hun studerede med Jehovas Vidner, når hendes fader var præst. Men da præsten hørte det, irettesatte han dem og sagde: „Sig ikke noget dårligt om dem [Jehovas Vidner], for de er Guds folk og bringer den gode nyhed ud til os.“

Afdelingskontoret i Papua Ny Guinea har modtaget følgende brev fra Morobeprovinsen: „Her i Lengbati bor vi i et tæt skovområde med høje bjerge og uden farbare veje. Der er en lille landingsbane, men der kommer sjældent noget fly. I 1987 var der kun én her som forkyndte og ledede bibelstudier. Kredstilsynsmanden og hans hustru kom og så til os, men på det tidspunkt opstod der modstand. Fjender af Guds rige prøvede at standse vort arbejde og satte ild til rigssalen lige for øjnene af kredstilsynsmanden. Hvad førte modstanden til? Vi er nu syv forkyndere som mødes i en ny rigssal vi selv har bygget. Når vi forkynder om Guds rige, føler vi os meget lykkelige, ligesom vore brødre og søstre gør alle andre steder når de udfører det samme arbejde.“

Unge kan gøre meget for at hjælpe andre unge til at lære sandheden at kende. I Australien blev niårige Linda af sin lærer bedt om at sidde ved siden af Rebecca, som sad alene. De blev gode venner, og Linda fortalte Rebecca om Guds rige. Efterhånden begyndte de at studere sammen i spisefrikvarteret, ved hjælp af bogen Vi lytter til den store Lærer. De talte så med en anden elev, Ebony, og hun begyndte også at deltage i studiet. Senere kom endnu en elev, Sarah, og spurgte om hun ikke måtte lege med. Linda forklarede at det ikke var nogen leg — de studerede Bibelen. Så var Sarah også med. Endnu en pige spurgte om hun måtte være med, og nu er der af og til to grupper børn som studerer Vi lytter til den store Lærer, idet Linda tager sig af den ene gruppe og Rebecca tager sig af den anden. Læreren blev også nysgerrig og ville vide hvad de lavede. Linda viste hende så bogen, og de fik lov til at fortsætte.

 Lande hvor arbejdet er forbudt

„Udfri mig fra mine forfølgere, for de er stærkere end jeg,“ råbte David til sin Frelser, Jehova. (Sl. 142:6) I dag ser Jehovas tjenere også hen til Ham efter frelse i de lande hvor forkyndelsen er underlagt begrænsninger. Og Jehova hører deres indtrængende bønner og styrker dem.

Jehovas vidner i et land i Asien har haft meget travlt og er blevet rigt velsignet i det forløbne tjenesteår — det 15. år i træk hvor arbejdet har været forbudt i landet. De nåede en ny forkynderrekord — en 9 procents fremgang! Men det er stadig nødvendigt at være varsom. For eksempel har en menighed siden 1980 holdt møderne hjemme hos en ældste. Efterhånden blev naboerne, uden påviselig grund, utilfredse med dette og begyndte at kaste sten op på husets galvaniserede tag. Nogle af brødrene blev ophidsede og ville tage til genmæle. Men ældstebroderen overbeviste dem roligt om at de måtte stole på Jehova og undlade at bruge magt. Naboerne gravede en dyb grøft langs den mur der omgav broderens grund, i håb om at muren ville vælte og møderne dermed ophøre. Ældstebroderen ventede tålmodigt på Jehova. Omkring en måned senere blev initiativtageren til  gravearbejdet syg og måtte på hospitalet. Mens han var ved at bakke ud med sin bil, kom han til at køre i den grøft han selv havde gravet. Nogle af naboerne hjalp ham op, men ingen kunne give ham et bedre helbred. Han blev svagere og døde kort efter. I stedet for at tænke på at gøre gengæld, var brødrene tålmodige og erfarede at man under forfølgelse kan blive udfriet på de mest uventede og usædvanlige måder.

I et land i Afrika er det politiske partis ungdomsorganisation stadig meget brutal over for brødrene fordi de nægter at bære politiske partikort. Forfølgelsen er fortsat uden afbrydelse i de sidste 24 år. I al den tid har Jehovas folk underordnet sig myndighederne og har hverken optrådt uforskammet over for dem eller forsøgt at tage hævn. — Rom. 13:1.

Deres principfasthed har bevirket at de har vundet nogle af modstandernes respekt. For lidt over et år siden blev en broder for eksempel arresteret og fængslet. Den vagthavende betjent sagde: „Så fik vi endelig fat på dig.“ Imidlertid havde politiet hele tiden haft kendskab til hans teokratiske aktiviteter, men de havde ikke taget affære før den bil han kørte i, som var læsset med bibelske publikationer, blev involveret i en ulykke med en af politiets biler. Selv om broderen blev straffet, blev han behandlet godt mens han var fængslet.

Den broder i hvis navn bilen var indregistreret, mødte også frem for politiet. Han måtte forklare hvorfor hans bil var blevet brugt til transport af såkaldt ulovligt læsestof. Under afhøringen blev han spurgt: „Er du et af Jehovas vidner?“ Han svarede: „Før forbudet blev jeg et af Jehovas vidner. Siden forbudet har jeg ikke skiftet tro. Min familie og jeg beder i vort hjem, og vi blander os ikke i hvad andre gør. Så hvad mener De, hr. betjent?“ Forbavsende nok bortfaldt alle anklagerne mod ham, og han fik lov til at køre hjem i bilen. Forkynderne er således forblevet trofaste mod deres Gud i alle disse år, og Jehova har givet dem fremgang og styrke til at holde ud.