Tahiti

Set ovenfra ligner øerne i Fransk Polynesien, deriblandt Tahiti, Mooréa og Bora Bora, juveler på Stillehavets vidtstrakte koboltblå flade. Deres opalagtige laguner skyller ind på gyldengule eller vulkansorte strande. De er smykket med koraller og myldrer med farvestrålende fisk. Palmetræer fyldt med kokosnødder svajer i brisen. Og de forrevne bjergområder inde på øerne, klædt i grønt og med skyer på toppen, gør landskabet meget malerisk.

Det er ikke så underligt at såvel malere som forfattere har skildret disse øer som paradis på jorden. Og for de søfarende der for måske tusind år eller længere siden opdagede øerne og slog sig ned her, må de virkelig have set ud som paradis. Disse bemærkelsesværdige kolonister, der tilsyneladende stammede fra Sydøstasien, er nogle af forfædrene til det folk vi nu kender som polynesierne. I århundredernes løb spredte de sig ud fra etablerede øsamfund og sejlede længere og længere ud på Stillehavet og koloniserede dets myriader af øer og atoller.

Det der i dag kaldes Polynesien, som betyder „mange øer“, ligger i en trekant der strækker sig fra Hawaii i nord til Påskeøen langt mod sydøst og tværs over til New Zealand i det fjerne sydvestlige hjørne. Denne beretning fokuserer på en enkelt del af Polynesien — Fransk Polynesien  — hvoraf Tahiti er hovedøen. * Fransk Polynesien består af fem øgrupper: Tubuaiøerne (Australøerne), Gambierøerne, Marquesasøerne, Selskabsøerne og Tuamotuøerne. Det var først i det 16. århundrede at europæiske opdagelsesrejsende stødte på denne verden i Stillehavet.

Europæere kommer til øerne

I 1595 opdagede spanieren Álvaro de Mendaña de Neira nogle af Marquesasøerne. Pedro Fernandes de Queirós, som havde været i tjeneste hos Mendaña de Neira, fandt i 1606 nogle af Tuamotuøerne. Den hollandske opdagelsesrejsende Jacob Roggeveen opdagede Bora Bora, Makatéa og Maupiti i 1722. I 1767 gik kaptajn Samuel Wallis fra det britiske krigsskib Dolphin i land på Tahiti, den største ø i Fransk Polynesien. Og året efter gjorde den franske kaptajn Louis-Antoine de Bougainville det samme.

Bougainville, som blev dybt betaget af Tahitis skønhed og forbavset over indbyggernes amourøse væremåde, kaldte øen „Nouvelle Cythère efter den peloponnesiske ø Kythera, hvor Afrodite [kærlighedens og skønhedens gudinde] efter sigende kom op af havet,“ oplyser bogen Cook & Omai — The Cult of the South Seas. Fra 1769 til 1777 besøgte den britiske opdagelsesrejsende James Cook Tahiti fire gange. Han gav øgruppen som Tahiti hører til, navnet Selskabsøerne.

Efter de opdagelsesrejsende kom missionærerne. De mest effektive var dem der blev udsendt af det protestantiske missionsselskab London Missionary Society. To af missionærerne derfra, Henry Nott og John Davies, gennemførte den mammutopgave at udarbejde et tahitisk skriftsprog og derefter  oversætte Bibelen til dette sprog. Frem til den dag i dag bruges den tahitiske bibel i vid udstrækning i Fransk Polynesien, særlig på de mange øer hvor den protestantiske kirke er dominerende. Missionærer fra adventisterne, mormonerne og den katolske kirke havde også en vis succes med deres arbejde. For eksempel har den katolske kirke fået stærkt fodfæste på Marquesasøerne, Gambierøerne og de østlige Tuamotuøer.

Hvordan gik det til at de fem øgrupper blev fransk territorium? Fra 1880 annekterede Frankrig gradvis øerne, som kom til at udgøre en ny fransk koloni. Papeete på Tahiti blev gjort til hovedstad, og de indfødte fik tilkendt fransk statsborgerskab. I 1946 gav Frankrig øerne status som oversøisk territorium, og i 1957 antog territoriet navnet Fransk Polynesien.

Budskabet om Riget når frem

Det første Jehovas vidne der besøgte Tahiti, var Sydney Shepherd, som kom dertil i 1931. I to år sejlede Sydney rundt til en række øer i Stillehavet for at forkynde for befolkningen. Han blev efterfulgt af newzealænderen Frank Dewar. Selvom disse brødre ikke havde mulighed for at blive ret længe hvert sted, uddelte de meget læsestof. Ja omkring tyve år senere kunne en australsk kredstilsynsmand ved navn Leonard (Len) Helberg faktisk skrive følgende i sin rapport: „Jeg kørte sammen med menighedstjeneren gennem Papeete da han stoppede op for at give et lift til en mand han kendte fra højlandet — en ældre amerikaner. Da manden fandt ud af at jeg var et af Jehovas Vidner, sagde han: ’Jeg kan huske da sådan en som jer rejste gennem området her for mange år siden og forærede mig en stak af dommer Rutherfords bøger.’ Det var et af de mange spor pionererne før os havde efterladt sig. Pioneren der her var tale om, var enten Sydney Shepherd eller Frank Dewar.“

 Nogle af de første forkyndere der aflagde et mere grundigt vidnesbyrd i Fransk Polynesien, var Jean-Marie og Jeanne Félix, et ægtepar der havde lært sandheden at kende i Algeriet, som dengang var en fransk koloni. De blev døbt i 1953. I 1955 lød der et opråb til forkyndere om at tage ud at tjene hvor behovet var større, for eksempel i Fransk Polynesien. Broder og søster Félix tog imod indbydelsen, og sammen med deres søn, Jean-Marc, flyttede de i 1956 til Tahiti. Jean-Marie, der var ingeniør, kunne imidlertid ikke finde arbejde, og familien flyttede derfor 230 kilometer længere mod nordøst til øen Makatéa, som er en del af Tuamotuøerne. Dér fik Jean-Marie arbejde ved et fosfatselskab.

Ægteparret begyndte straks at forkynde for deres naboer og for Jean-Maries arbejdskammerater. Jeanne skriver: „Øboerne viste stor respekt for Bibelen, var meget lydhøre over for budskabet om Riget og studerede Bibelen flittigt. Det var opmuntrende for os. Men de lokale præster gjorde alt hvad de kunne, for at vi ikke skulle føle os velkomne. De advarede endog deres hjorde imod ’falske profeter’ i deres midte og sagde at folk ikke skulle tale med os og ikke engang gå forbi vores hjem!“

Som tiden gik, ændrede de fleste dog syn på dette kristne ægtepar. Mange polynesiere fik dyb respekt for Jean-Marie og Jeanne fordi de ikke så ned på de indfødte, som nogle europæere på Makatéa gjorde.

 Det krævede dog stadig mod at fortsætte arbejdet, for direktøren for fosfatselskabet kunne når som helst afskedige en medarbejder. Dertil kom at øens to gendarmer fra tid til anden opsøgte familien og spurgte dem ud om deres forkyndelsesarbejde. Men lidt efter lidt indså disse franske politibetjente at Jean-Marie og Jeanne ikke udgjorde nogen trussel. Betjentene blev endda venligt stemt.

Den første der gjorde gode åndelige fremskridt i sit bibelstudium, var Maui Piirai, en polynesisk mand der arbejdede sammen med Jean-Marie. Efterhånden som sandheden nåede Mauis hjerte, gjorde han store forandringer i sit liv. Han holdt for eksempel op med at ryge og drikke tæt, og han giftede sig med den kvinde som han havde levet sammen med i 15 år. Maui blev døbt i 1958 og var den første polynesier i distriktet der indviede sig til Jehova. Han fortalte naturligvis også andre om den gode nyhed, hvilket gjorde præsterne rasende. På underfundig vis forsøgte en præst endog at få ham fyret fra hans job. Men komplottet mislykkedes, for Maui var en dygtig arbejder med et godt ry.

 Den næste på Makatéa der blev lydhør over for Guds ord, var en lærerinde ved navn Germaine Amaru som hørte om sandheden gennem en af sine elever, nemlig ægteparret Felix’ søn, Jean-Marc. Skønt Jean-Marc kun var syv år gammel, gjorde hans viden om Bibelen så stort indtryk på lærerinden at hun ringede til hans forældre. De begyndte så at studere Bibelen med hende. Men det var ikke det hele, for senere hjalp Germaine en lærerkollega der hed Monique Sage, og dennes mand, Roger, til at lære Jehova at kende.

Sammen med Maui Piirai begyndte ægteparret Félix også at studere med Manuari Tefaatau, en ung hjælpepræst i Makatéas protestantiske kirke, og med hans ven Arai Terii. Til at begynde med fortsatte de to med at komme i deres egen kirke og fortalte de andre sognebørn hvad Bibelen siger om treenigheden, helvede, sjælens udødelighed og så videre. Som man kan forestille sig, vakte det en hel del røre i det protestantiske samfund. Men mange sandhedselskende personer gjorde som dem i fortidens Berøa og studerede omhyggeligt Bibelen for at se om det de hørte, var sandt. — Apostelgerninger 17:10-12.

Det huede naturligvis ikke præsten. Han truede endog med at bortvise alle der fortsatte med at lytte til Jehovas Vidner. Nogle lod sig afskrække af truslen, men andre gjorde åndelige fremskridt og forlod kirken. Blandt de sidstnævnte var Manuari og Arai foruden Maui Piirais kone, Moea, samt Taina Rataro, der nævnes senere i denne beretning.

I begyndelsen mødtes den voksende gruppe af forkyndere og bibelstudieelever i ægteparret Félix’ hjem, hvor Jean-Marc holdt foredrag på fransk som Maui tolkede til tahitisk. Da familien Félix forlod Makatéa i 1959, var Maui blevet en døbt broder, og gruppen flyttede nu til hans hjem. Hvad syntes Jean-Marie og Jeanne om at tjene på øerne? Jeanne, der nu er enke og bor i Italien, taler også på sin afdøde mands vegne  når hun siger: „Vi fortrød intet. Vores tjeneste på Makatéa er faktisk det allerbedste minde fra vores liv sammen.“

Den gode nyhed kommer til Tahiti

I 1955, lige inden familien Félix rejste til Makatéa, fik Len Helberg af det australske afdelingskontor tildelt den opgave at påbegynde arbejdet som kredstilsynsmand i Stillehavsområdet. Hans distrikt omfattede millioner af kvadratkilometer fra Ny Kaledonien til Fransk Polynesien. Der boede imidlertid færre end 90 forkyndere i dette vidtstrakte område, og på Tahiti var der slet ingen. Len havde tre grundlæggende mål: at besøge alle menigheder og grupper hvert halve år; at få kontakt med alle isolerede forkyndere og interesserede; og at påbegynde arbejdet i nye distrikter ved at vise filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed hvor som helst det var muligt.

I december 1956 gik Len for første gang i land på Tahiti og blev der i to måneder. Han havde lært fransk i skolen, men havde glemt meget af det. I håb om at finde nogle der talte engelsk, begyndte han derfor at forkynde i forretningsdistrikter. Dér mødte han en af de rigeste mænd på Tahiti. Manden lyttede med stor interesse og bad Len om at komme igen. Efter at de den følgende lørdag havde spist frokost sammen, inviterede manden Len hjem til sig og tog ham med i sin bil som blev kørt af hans privatchauffør. Len skriver: „Hen på eftermiddagen tog manden til min store overraskelse en konkylie op og blæste i den. Jeg fandt ud af at det var et signal til alle rangspersonerne i landsbyen om at de skulle samles i en mødesal som stødte op til hans hus.

Der kom en halv snes stykker, deriblandt borgmesteren, politichefen og adskillige diakoner fra den protestantiske kirke. Efter at min vært havde præsenteret mig som udsending for Jehovas Vidner, ’et nyt trossamfund på øerne’, erklærede  han: ’Hr. Helberg vil nu besvare hvilke som helst bibelske spørgsmål I måtte have.’ Jeg var i stand til at svare på alle de spørgsmål der blev stillet.“ Denne fremgangsmåde blev gentaget hver eneste lørdag i de næste to måneder. Selvom  den velhavende mand aldrig tog imod sandheden, sørgede han for at Len kunne vise filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed på et hospital for spedalske. Der var over 120 til stede.

Var der nogen som tog imod budskabet om Riget? Broder Helberg fortæller: „Da jeg juledag 1956 forkyndte fra hus til hus i Arue-distriktet, kom jeg ind til en familie ved navn Micheli, som ivrigt lyttede til budskabet.“ Familien kendte Vagttårnet og Vågn op! takket være en slægtning i USA som havde sørget for at de fik abonnement på bladene. Senere tog ægteparret Michelis datter, Irene, og hendes mand imod sandheden. Det lykkedes også Len at påbegynde et bibelstudium med en mand ved navn Garnier, hvilket førte til at andre i hans familie tog imod sandheden. Da Papeete-menigheden blev dannet i 1959, var familierne Micheli og Garnier blandt dens første medlemmer.

I 1957 rejste broder Helberg til Gilead, og det australske afdelingskontor bad kredstjeneren Paul Evans og hans kone, Frances, om at besøge Tahiti. I den korte periode de var på øen, afsatte de over 70 bibler og bøger og tegnede mange abonnementer på Vagttårnet og Vågn op! Broder Evans skrev: „Adskillige på Tahiti har nu så meget bibelkundskab og er så interesserede at de er ivrige efter at komme i gang med at forkynde under organisationens ledelse.“ Ville disse nye få den hjælp og støtte de havde behov for?

En tahitisk søster vender tilbage til sit hjemland

En ung tahitisk kvinde ved navn Agnès forlod i 1936 Tahiti for at rejse til USA og gifte sig med amerikaneren Earl Schenck. Parret mødte Jehovas Vidner, tog imod sandheden og blev døbt i San Diego, Californien, i 1954. I 1957 sad de ved et områdestævne i Los Angeles sammen med deres venner Clyde og Ann Neill da Nathan Knorr fra hovedkontoret  opremsede en række områder hvor der var et stort behov for forkyndere. Tahiti var et af disse steder.

„Fuld af begejstring sprang Agnès op fra sin plads med tårerne løbende ned ad kinderne,“ fortæller broder Neill. „Jeg vendte mig om mod hende og Earl og sagde at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne, for at hjælpe dem og deres søn på 11 år med at komme til Tahiti. Ved disse ord begyndte Earl, der var handicappet, også at græde. Han havde tilbragt 17 år i Stillehavsområdet hvor han havde arbejdet som kunstner og forfatter, og ønskede brændende at komme tilbage. Dertil kom at Agnès, hans kone, stadig havde fransk statsborgerskab.“

Clyde fortæller videre: „Efter at have bedt mange bønner besluttede Ann og jeg at vi også ville tage til Tahiti sammen med vores tre sønner på 12, 8 og 3 år. Vores venner David og Lynne Carano og deres søn, David jun., besluttede sig for at tage med os. Da vi havde overværet det internationale stævne i New York City i 1958, sejlede vi derfor af sted til Tahiti.

Afdelingskontoret i USA havde givet os navnene på nogle interesserede personer, så dem gik vi i gang med at besøge  straks efter vores ankomst. Agnès, som var kommet dertil før os, havde allerede arbejdet flittigt i forkyndelsen. Da Ann og jeg hverken talte fransk eller tahitisk, tog vi Agnès med ud at forkynde når som helst det var muligt. Når vi arbejdede alene, medbragte vi både en engelsk og en fransk udgave af bogen ’Gud Maa Være Sanddru’, som var den bibelstudiebog vi brugte dengang.“

Resultatet af disse anstrengelser, som byggede på det fundament broder Helberg og broder og søster Evans havde lagt, var at der i løbet af nogle få uger var 17 personer der begyndte at studere Guds ord. Clyde fortæller: „En uforglemmelig bibelstudieelev var den tidligere protestantiske præst Teratua Vaitape. Han var blevet fyret fordi han stillede så mange spørgsmål om kirkens læresætninger. Teratua boede sammen med sin familie i et lille bitte hus med kun ét rum, uden elektricitet og sanitære installationer. Han sagde til mig at han havde lært mere om Bibelen ved blot at studere nogle få uger med os, end han havde i løbet af sine fire år på pastoralseminariet og sine syv år som præst.“

Clyde fortæller videre: „Da vi havde været på øen i nogle uger, kom der gang i ’kokosnødderadioen’ [snakken gik om os fra mund til mund], og folk begyndte at høre om os. Det var vældig godt, for tahitianerne er venlige mennesker, og de elsker Bibelen.“

Til at begynde med holdt den lille gruppe forkyndere deres møder i familien Schencks hjem. Der kom kun to interesserede. „Men,“ fortæller broder Neill, „inden længe kom der regelmæssigt 15. En kvinde som vi studerede med, havde to-tre år tidligere hjulpet Len Helberg da hans cykel gik i stykker lige uden for hendes hus. Len havde givet hende noget læsestof, og hun blev derfor meget begejstret da hun fandt ud af at vi var fra det samme trossamfund som ham. Hendes hus lå langt fra vores, så når vi kom på besøg, serverede hun  frokost for os — som sædvanligvis bestod af lækre friske fisk der var tilberedt over en ståltønde.“

Inden familierne Neill og Carano rejste fra Tahiti i 1958, holdt Clyde det andet dåbsforedrag der nogen sinde var blevet holdt i Fransk Polynesien. Det første var på Makatéa i oktober, da Maui Piirai blev døbt. Tres overværede foredraget, og otte blev døbt. Deriblandt var ægteparret Neills søn Steven og Auguste Temanaha, en tahitianer som senere var med til at oprette en menighed på øen Huahine.

En tid til at blive oplært

Efter en opfordring fra afdelingskontoret på Fiji flyttede John Hubler og hans kone, Ellen, som kom fra Australien, til Tahiti i 1959 for at hjælpe den nyoprettede menighed i Papeete. John virkede som menighedstjener i de syv måneder hvor  han og Ellen havde mulighed for at blive på Tahiti. John var født i Schweiz og talte flydende fransk. Også Ellen kunne sproget, for hun havde i en del år tjent sammen med sin mand i Ny Kaledonien. Ægteparret Hubler gav de nye forkyndere en tiltrængt oplæring i tjenesten fra hus til hus, for de fleste var kun vant til at forkynde uformelt.

I 1960 begyndte John og Ellen i kredstjenesten. Da de fik tildelt Fransk Polynesien som deres distrikt, kunne de fortsætte med at yde hjælp til de lokale forkyndere. John fortæller: „I 1961 blev jeg indbudt til at overvære Gileadskolen. Da jeg havde afsluttet skolen, blev jeg udnævnt som kredstilsynsmand for alle de fransktalende øer i Stillehavet.“

Den første rigssal

„Under vores andet besøg på Tahiti,“ fortæller broder Hubler, „fik jeg den forret at begynde at studere Bibelen med en tidligere skolelærer, Marcelle Anahoa. På daværende tidspunkt ledte vi desperat efter et stykke jord hvor vi kunne bygge en rigssal. Men der var to forhindringer. For det første var der tilsyneladende ingen som var villige til at sælge noget jord; for det andet var menighedens midler meget små. Vi blev dog ved med at søge og stolede på at Jehova ville lede begivenhedernes gang.

Da jeg studerede med Marcelle, fortalte jeg hende om situationen. ’Der er noget jeg gerne vil vise dig,’ sagde hun. Hun tog mig med udenfor, pegede og sagde: ’Kan du se det  stykke land dér? Det tilhører mig. Jeg havde planlagt at bygge lejligheder, men nu hvor jeg er ved at lære sandheden at kende, har jeg skiftet mening. Jeg vil give halvdelen af grundstykket til en rigssal.’ Med det samme bad jeg fuld af taknemmelighed en stille og inderlig bøn til Jehova.“

Så snart de juridiske formaliteter var i orden, byggede Papeete-menigheden sin første rigssal, som stod færdig i 1962. Det var en enkel konstruktion med åbne sider, og taget var lavet af blade fra skruepalmer. Desværre kunne hønsene i nabolaget ikke modstå fristelsen til at bygge reder på sæderne og sætte sig til hvile på tagspærene. Når brødrene kom til møde, fandt de derfor æg og andre langt mindre ønskværdige tegn på de fjerklædtes invasion af gulve og inventar. På trods af dette kunne rigssalen dække behovet indtil brødrene byggede en større og mere permanent bygning.

Juridiske spørgsmål afklares

I begyndelsen var brødrene usikre på hvilken juridisk status Jehovas Vidner havde i Fransk Polynesien. I Frankrig  havde bladet Vagttårnet været forbudt siden 1952, men selve arbejdet var ikke underlagt forbud. Gjaldt det samme i dette franske territorium? Som tiden gik, blev antallet af forkyndere ved med at vokse, og det betød at Jehovas Vidner kom i offentlighedens søgelys. Ja, hen imod slutningen af 1959 dukkede politiet endda op ved et møde for at se hvad der foregik.

Som følge af dette blev brødrene rådet til at danne et juridisk selskab. En officiel registrering ville afklare tvivl og rydde mistro af vejen. Brødrene var meget lykkelige da de den 2. april 1960 modtog en bekræftelse på at de var blevet officielt registreret som Jehovas Vidners Forening.

Vagttårnet var dog stadig forbudt i Frankrig. I den tro at dette forbud også gjaldt i Fransk Polynesien, modtog brødrene vagttårnsartikler i et tidsskrift kaldet La Sentinelle (Skildvagten), som blev sendt fra Schweiz. Ved en lejlighed afslørede politiet over for den daværende formand for den juridiske forening, Michel Gelas, at de udmærket var klar over at La Sentinelle var en erstatning for Vagttårnet. Alligevel satte de ikke en stopper for forsendelsen af bladet. Brødrene fik forklaringen da forbuddet mod Vagttårnet blev ophævet i Frankrig i 1975.

 Da dette forbud blev ophævet, søgte brødrene på Tahiti om tilladelse til at modtage Vagttårnet lokalt. Det kom så for dagen at forbuddet aldrig var blevet bekendtgjort i Fransk Polynesiens Statstidende. Vagttårnet havde altså aldrig været forbudt i Fransk Polynesien, og det var en overraskelse for mange.

Hvad angik udstedelse og forlængelse af visa, var de lokale myndigheder imidlertid meget strikse. Derfor kunne de der ikke var franske statsborgere, såsom Clyde og Ann Neill, der er nævnt tidligere, normalt kun blive i nogle få måneder. Ægteparret Hubler hørte også til den kategori. Men fordi John også var medlem af den juridiske forening, som ifølge fransk lov måtte have én udlænding med i bestyrelsen, havde han mindre besvær med at få visum.

Det var en hjælp for John i hans opgave som kredstilsynsmand. En dag bad politidirektøren faktisk John om at møde op på hans kontor fordi han gerne ville vide hvorfor John så ofte besøgte øerne. John forklarede at han som medlem af foreningen skulle overvære bestyrelsesmøder. Den forklaring stillede politidirektøren sig tilfreds med. Men det blev ikke den eneste gang John måtte forklare sig over for politidirektøren.

I 1963 begyndte mange polynesiere, deriblandt mindst én fremtrædende præst, at udtrykke vrede over atomprøvesprængningerne i Stillehavsområdet. En frafalden benyttede  lejligheden til over for politiet at anklage broder Hubler for at være en af urostifterne, hvilket naturligvis var usandt. Ikke desto mindre blev John igen bedt om at møde op hos politidirektøren. I stedet for at sige noget nedsættende om den der havde rejst anklagen, gjorde John venligt rede for vores bibelsk begrundede neutralitet og vores respekt for myndighederne. (Rom. 13:1) Han gav også politidirektøren noget læsestof. Til sidst nåede denne embedsmand til den korrekte slutning at nogen blot prøvede at skabe problemer for Vidnerne.

På et tidspunkt kunne John og Ellen Hubler dog ikke længere få fornyet deres visa. De vendte derfor tilbage til Australien og fortsatte i rejsetjenesten indtil 1993, hvor et svigtende helbred tvang dem til at stoppe.

I den periode hvor ægteparret Hubler var på øerne, så de adskillige personer gøre bemærkelsesværdige forandringer i deres liv for at glæde Jehova. En af dem var en 74-årig kvinde med 14 børn, som alle var født uden for ægteskab. „Vi plejede at kalde hende Mama Roro,“ fortæller John. „Da Mama Roro lærte sandheden at kende, giftede hun sig med den mand hun levede sammen med, og fik alle sine børn lovmæssigt registreret, selvom de havde forskellige fædre. Borgmesteren blev nødt til at sætte to formularer sammen til én lang liste for at få plads til alle børnene. Mama Roro var fast besluttet på at tingene skulle gøres på Jehovas måde.“ Efter sin dåb begyndte denne trofaste søster som pioner, og hun viste sig at være en sand mester i at sprede blade. Sammen med andre forkyndere tog hun endda ud til fjerntliggende øer for at forkynde.

Den tahitiske bibel — en sand velsignelse

I 1960’erne var det ikke ualmindeligt at støde på folk som kun talte tahitisk. Men takket være oversætterne Nott og Davies  blev Bibelen efter 1835 gjort tilgængelig på dette sprog. * Et af de iøjnefaldende træk ved denne oversættelse er at den hele vejen igennem, også i De Kristne Græske Skrifter, bruger Guds navn, som på tahitisk er Iehova.

Den tahitiske bibels store udbredelse på øerne har medvirket til at mange er kommet til nøjagtig kundskab om sandheden. En af disse var Taina Rataro, der blev født i 1927. Taina var en af de bibelstudieelever der udgjorde den første gruppe på Makatéa. Til at begynde med kunne han dog hverken læse eller skrive tahitisk, som var hans modersmål. Men han lagde sig i selen for at lære det og gjorde gode fremskridt. Han blev endda tilmeldt Den Teokratiske Skole og senere udnævnt som menighedstjener.

Elisabeth Avae, som er 78 år gammel, blev født på den fjerntliggende ø Rimatara i øgruppen Tubuai, omkring 600 kilometer fra Tahiti. Tilbage i 1960’erne forstod hun ikke et ord fransk, men kunne læse og skrive tahitisk. Efter at hun var blevet gift, flyttede hun og hendes mand til Papeete. Der lærte hun sandheden fra Bibelen at kende gennem sin ældste datter, Marguerite, som var begyndt at overvære de kristne møder. Elisabeth begyndte også at komme, sammen med sine ni andre børn. Og det på trods af stærk modstand fra hendes mand, der smed alt hendes tøj ud af huset mens hun var til møde.

Møderne blev dengang holdt på fransk, og nogle indlæg blev indimellem oversat til tahitisk. Elisabeth fik åndelig næring gennem programmet ved at følge med i sin tahitiske bibel når der blev henvist til skriftsteder. Søsteren der studerede med hende, brugte brochuren „Denne Gode Nyhed om Riget“, som hun mundtligt oversatte fra fransk til tahitisk.  De skriftsteder der var henvist til, læste Elisabeth i sin egen bibel. Hun gjorde gode fremskridt og blev døbt i 1965. Elisabeth studerede så med atter andre som kun talte tahitisk. Og hun underviste sine børn, hvoraf seks indviede deres liv til Jehova, foruden at hun opdrog og underviste adskillige af sine børnebørn.

Et af børnebørnene, Diana Tautu, har i de sidste 12 år virket som oversætter på det tahitiske afdelingskontor. Diana fortæller: „Jeg er glad for at min mormor har hjulpet mig til at få et godt kendskab til tahitisk. Nu er jeg så privilegeret at have en lille andel i at hjælpe andre til at få livreddende åndelig føde på deres modersmål.“

Kinesere lærer Jehova at kende

I 1960’erne var 10 procent af Tahitis befolkning kinesisk. Den første kineser der tog imod sandheden fra Bibelen, var  Clarisse Lygan, der på det tidspunkt var teenager. Clarisse var ud af en fattig familie. For at hjælpe til med økonomien havde hun et job hver onsdag, hvor der ikke var nogen skoleundervisning. Hun arbejdede hos en familie der var Jehovas Vidner, og derved kom hun i kontakt med sandheden. Trods sine forældres stærke modstand blev Clarisse døbt i 1962, da hun var 18 år gammel.

Blandt de første kinesere der begyndte at tjene Jehova på Tahiti, var også Alexandre og Arlette Ly Kwai og Ky Sing Lygan. Alexandre, der var taxachauffør, mødte en dag et ægtepar ved navn Jim og Charmian Walker, som var Jehovas Vidner, og som i 1961 var kommet fra New Zealand for at hjælpe til med forkyndelsesarbejdet. Alexandre fortalte at han gerne ville lære engelsk. Charmian beretter: „På det tidspunkt var jeg pioner, så Jim sagde til Alexandre at jeg kunne undervise ham. Det tilbud tog han imod. Hans studium bestod af en halv times engelskundervisning og en halv times undervisning i Bibelen ud fra bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis.“

I mellemtiden kom Alexandres bror, Ky Sing, også i forbindelse med sandheden. Dengang var begge mænd dog lige konverteret til katolicismen og gik til et kursus hvor de blev undervist i den katolske kirkes læresætninger. De begyndte hurtigt at lægge mærke til de forskelle der var mellem Bibelens lære og kirkens. Ved afslutningen af kurset spurgte præsten så klassen, der talte omkring 100 elever, om de havde nogen spørgsmål. Alexandre rakte hånden op og bad om at se bibelske beviser for at sjælen er udødelig. „Jeg ved godt hvor du har det spørgsmål fra,“ lød det skarpt fra præsten. „Du taler med Jehovas Vidner, ikke?“ Derefter gjorde han den unge mand til grin over for hele klassen.

Denne episode bekræftede over for Alexandre og Ky Sing at den katolske kirke ikke er en sandhedens vogter. Med tiden  indviede de og deres koner sig til Jehova, og senere blev de to brødre udnævnt til ældste i menigheden. I en periode var Alexandre endda medlem af afdelingskontorets udvalg på Tahiti. Derefter flyttede han og hans kone til Raiatea, som hører til Selskabsøerne, for at støtte Rigets arbejde og senere til Bora Bora, hvor Alexandre tjente trofast indtil sin død.

Et liv ændrede kurs på havet

Antonio Lanza arbejdede som tekniker på en fjernsynsfabrik i Milano i Italien. I 1966 søgte fabrikken en der ville tage til Tahiti og stå for en serviceafdeling dér. Antonio meldte sig til opgaven, som skulle strække sig over tre år. Han planlagde imidlertid at lade sin kone, Anna, og deres to små sønner blive tilbage i Italien. I ugevis tryglede Anna grædende sin mand om at ændre mening, men til ingen nytte.

Sejladsen fra Marseille i Frankrig til Papeete varede 30 dage. Antonio var en venlig mand der kunne lide at tale med andre, men de fleste om bord talte fransk, og det gjorde han ikke. På turens anden dag mødte han imidlertid to katolske nonner som var italienere. Men de var optaget af deres daglige ritualer og havde derfor ikke meget tid til at snakke. De fortalte dog Antonio at der var en fransk dame om bord som kunne italiensk. Denne dame var Lilian Selam, et af Jehovas Vidner. Sammen med sine børn var Lilian på vej til Tahiti for at slutte sig til sin mand, som havde fået arbejde på øen.

Antonio fandt Lilian og kom i snak med hende, og det endte med at hun gav ham en bibelsk publikation på italiensk. Derefter havde de mange åndelige samtaler med hinanden. Under en af disse samtaler mindede Lilian Antonio om den moralske fare han bragte sig selv i ved at rejse væk fra sin kone og børn i tre år for at arbejde på Tahiti. Hun viste ham også at Gud betragter ægteskabet som helligt, og læste skriftsteder som Efeserne 5:28, 29 og Markus 10:7-9 for ham.

 Antonio tog disse tanker til sig og fortrød efterhånden sin beslutning. Ja, da han nåede Panama, skrev han til sin kone og sagde at han så snart han havde midlerne til det, ville sørge for at hun og deres to børn kunne komme med et fly til Tahiti. Derefter skrev han igen, denne gang for at bede Anna om at få fat i en bibel fra sin præst og tage den med. Hvad syntes præsten om den idé? Han sagde til Anna at hendes mand måtte være blevet vanvittig når han havde lyst til at læse så kompliceret en bog.

Et halvt år efter at Antonio var gået i land på Tahiti, sluttede hans familie sig til ham. Anna, som var en religiøs kvinde, bad dagen efter sin ankomst Antonio om at tage familien med i kirke så de kunne takke Gud for at de var blevet genforenet. „Det er i orden,“ sagde Antonio, „vi går i kirke.“ Men i stedet for at tage sin kone og sine børn med hen i den katolske kirke tog han dem med hen i rigssalen! Anna blev naturligvis ikke så lidt overrasket. Men hun glædede sig over programmet og sagde endda ja tak til et bibelstudium. Og hvem kom til at studere med hende? Den selv samme søster som havde forkyndt for Antonio på skibet, Lilian Selam.

De tre år Antonio skulle opholde sig alene på Tahiti, er blevet til 35 år med hele hans familie. Dertil kommer at Antonio, Anna og deres nu fire sønner alle er forenede i den sande tilbedelse, og Antonio tjener som ældste.

 Familier tjener hvor behovet er større

I årenes løb er mange brødre og søstre flyttet til isolerede øer for at hjælpe hvor behovet for forkyndere er større. Det gælder blandt andet familierne Haamarurai og Terii, såvel som Ato Lacour, hvis familie ikke var i sandheden. Familien Mara — Vaieretiai, Marie-Medeleine og deres fem børn — flyttede fra Tahiti til Raiatea. Et specialpionerpar som havde tjent dér, fik tildelt nyt distrikt et andet sted, og tilbage på øen var kun to søstre og nogle udøbte forkyndere.

Vaieretiai lavede skulpturer i træ og senere også af koraller, og han kunne derfor flytte uden at skifte arbejde. Som den eneste ældste på Raiatea tog han sig af den lille gruppe dér i fem år, indtil en anden kvalificeret broder kom til. Derefter flyttede familien Mara videre til Tahaa, hvor de blev i fire år.

Materielt set var livet på øerne ikke let for Mara-familien. „Jeg måtte tage til Tahiti for at sælge mine skulpturer,“ fortæller Vaieretiai. „Nogle gange havde jeg ikke penge nok til at betale for flyveturen. Så måtte jeg bede den ansvarshavende for det lille luftfartsselskab om at give mig billetten på kredit, som jeg så lovede at betale på tilbageturen. Ja, pengene var af og til små, men vi manglede aldrig det nødvendige.“ Vaieretiai og Marie-Medeleine har med deres selvopofrende indstilling været gode eksempler for deres datter Jeanne, som nu har  været 26 år i heltidstjenesten og er medlem af den tahitiske betelfamilie.

I 1969 kom Ato Lacour sammen med sin familie til Rurutu i Tubuaiøgruppen efter at have bedt om at blive forflyttet dertil i forbindelse med sit arbejde. Ato, der kun havde været døbt i tre år, var den eneste i sin familie som var i sandheden, og han var også den eneste forkynder på disse øer. Dagen efter at han var ankommet, gik han ud for at forkynde. Han skrev i sin dagbog: „Jeg er begyndt at forkynde — helt alene. Det er svært. Babylon den Store er dybt rodfæstet her.“

Inden længe begyndte nogle dog at vise interesse for den gode nyhed, og der blev dannet en gruppe. I starten mødtes man i stuen hjemme hos familien Lacour. Ato fortæller: „Eftersom vi var medlemmer af et nyt trossamfund på øen, blev vores gruppe kaldt ’Lacours religion’. Men Jehova ’fik det stadig til at gro’, og i 1976 blev vores gruppe til en menighed.“ (1 Kor. 3:6) Inden broder Lacour døde i 2000, havde adskillige medlemmer af hans familie, deriblandt hans kone, Perena, sluttet sig til ham i den sande tilbedelse.

Rudolphe og Narcisse Haamarurai flyttede til Bora Bora. Rudolphe opsagde sin stilling som tilsynsførende på Tahitis regionale elværk, og på Bora Bora fik han arbejde med at høste kokosnødder og forarbejde kopra. I to år lykkedes det ham ikke at finde noget andet arbejde. Men Jehova velsignede ham og hans kone, for med tiden blev der oprettet en menighed på øen. I mere end 25 år mødtes menigheden i Haamarurais hjem. I 2000 flyttede menigheden ind i en splinterny rigssal, tæt ved Bora Boras maleriske lagune.

 Taaroa og Catherine Terii flyttede til den lille bitte ø Maupiti, som også er en del af Selskabsøerne, mens 7 af deres 15 børn endnu var hjemmeboende. Da familien Terii kom dertil i 1977, var de de eneste forkyndere på Maupiti. De boede på en grønklædt lille holm i udkanten af lagunen. Deres mad bestod hovedsagelig af fisk og reven kokosnød, og de indsamlede spiselige skaldyr som de solgte. Når familien Terii skulle ud at forkynde, vadede de tværs over lagunen til hovedøen, mens de passede på ikke at komme til at træde på fisk med giftige pigge.

I 1980 blev Taaroa og Catherine sendt til Bora Bora, denne gang som specialpionerer. Efter 5 år i denne tjeneste virkede de som almindelige pionerer i 15 år. Som vi nu skal se, var der blandt nogle af de første de studerede Bibelen med, et ægtepar som udholdt meget modstand på grund af den gode nyhed.

Åndelige spædbørn sættes på prøve

De første som Taaroa og Catherine Terii studerede med på Bora Bora, og som tog imod sandheden, var Edmond (Apo) og Vahinerii Rai. Parret boede i et hus der tilhørte Edmonds mor. Efter at de havde studeret i et halvt år, lod Edmonds mor sig påvirke af sin præst til at smide dem ud af huset. Edmond, Vahinerii og deres to år gamle søn blev tvunget til at bo i en hytte langt ude på landet. Præsten fik også overtalt Edmonds arbejdsgiver til at fyre ham — ja, faktisk gik præsten så vidt at han sagde til andre mulige arbejdsgivere at de  ikke skulle ansætte Edmond! I otte måneder overlevede den lille familie stort set ved at fiske.

En dag blev Edmonds tidligere arbejdsgiver så kontaktet af en dame som gerne ville have bygget et hus. Hun beundrede Edmonds færdigheder og ville have at han skulle udføre arbejdet. Da hun fandt ud af at Edmond var blevet fyret fordi han kom sammen med Jehovas Vidner, meddelte hun entreprenøren at han kun ville få opgaven hvis Edmond arbejdede for ham. Resultatet blev at Edmond fik sit job tilbage. I mellemtiden var hans mor blevet mildere stemt, og hun indbød Edmond og Vahinerii til igen at flytte ind i sit hus. I dag tjener Edmond som ældste i Bora Bora-menigheden.

 Sandheden får fodfæste på Huahine

Auguste Temanaha hørte til den oprindelige gruppe af bibelstudieelever der blev døbt på Tahiti i 1958. Da Auguste var blevet døbt, flyttede han til USA, og i slutningen af 1960’erne kom han så tilbage til Tahiti sammen med sin kone, Stella, og deres tre børn. Dér etablerede han en blomstrende forretning. Men efter at være blevet ansporet af en kredstilsynsmand og af den førnævnte familie Maras eksempel solgte Auguste og Stella Temanaha i 1971 deres forretning og flyttede til øen Huahine, godt 160 kilometer fra Tahiti.

På det tidspunkt boede der en søster og nogle interesserede på øen. Deres eneste kontakt med Jehovas organisation var de besøg som pionererne og kredstilsynsmanden nu og da aflagde. De var derfor lykkelige da familien Temanaha kom. Auguste begyndte med det samme at tilrettelægge møder, som blev holdt hjemme i familiens køkken. De blev overværet af omkring 20 personer.

Til at begynde med kunne Auguste ikke finde arbejde. Men på trods af det blev han og hans familie ved med flittigt at forkynde i tillid til at Jehova ville sørge for dem. Og det gjorde han. For eksempel skete det når familien var ude at forkynde og Auguste parkerede sin bil et sted i distriktet, at bilen var fyldt op med madvarer når de kom tilbage. Hvem der havde sørget for det, vidste de ikke. Men de gættede på at det var nogle godhjertede mennesker i distriktet som var  opmærksomme på deres situation. Det gentog sig i adskillige uger, indtil familiens økonomiske situation var blevet bedre.

Når man tænker på den nidkærhed og udholdenhed familien Temanaha og andre som dem lagde for dagen, og på øboernes venlige indstilling, kommer det ikke som nogen overraskelse at Huahine i dag er hjemsted for en livskraftig menighed. Faktisk er der på denne ø én forkynder for hver 53 indbyggere. Og i de senere år har så mange som én ud af 12 øboere overværet mindehøjtiden!

Mange andre familier af Jehovas Vidner har også vist en selvopofrende indstilling. For eksempel Jean-Paul og Christiane Lassalle som tjente på Marquesasøerne i to år fra 1988 og frem. Jean-Paul havde været medlem af bestyrelsen for Tahitis socialforvaltning, men sagde dette prestigefyldte arbejde op for at kunne øge sin indsats i forkyndelsen. I 1994 flyttede familien Lassalle igen, denne gang til Rangiroa i Tuamotuøgruppen, hvor de blev i tre år. I dag tjener Jean-Paul i Frankrig.

For nylig flyttede Colson Deane og hans kone, Lina, til Tubuai i Tubuaiøgruppen efter at han var gået af som vicefængselsdirektør  på Tahiti. De er begge pionerer og et godt aktiv for den lille menighed på denne ø, hvor der stadig er et stort behov for ældste.

Familier fra Frankrig flytter til for at hjælpe

Nogle familier kom helt fra Frankrig for at hjælpe med arbejdet. Deriblandt var familien Sicari — Francis, Jeannette og deres to døtre på seks og ni år. „Vi var på udkig efter en mulighed for at øge vores tjeneste,“ fortæller Francis. „I Jehovas Vidners Årbog 1971 læste vi så opfordringen til forkyndere om at flytte til Stillehavsområdet.“ Selvom nogle af Francis og Jeannettes venner og slægtninge prøvede at få dem på andre tanker, tog de alligevel udfordringen op, og i april 1972 ankom familien til Papeete.

 Da Francis var ældste, blev det nu muligt at oprette endnu en menighed på Tahiti, i byen Punaauia. Sammen med Jean-Pierre Francine, der på det tidspunkt var præsiderende tilsynsmand i den anden menighed, fik Francis den forret at være blandt de første medlemmer af afdelingskontorets udvalg på Tahiti da ordningen blev indført i 1976. Han varetog denne opgave i 12 år.

Var den bekymring Sicari-familiens venner og slægtninge havde givet udtryk for, berettiget? „I modsætning til hvad andre havde ment, fik vores flytning en positiv virkning på vores døtre,“ siger Francis. „Ja, faktisk har vi fire nu tilsammen brugt 105 år i heltidstjenesten, og som Jehova lovede, har vi kunnet glæde os over mange velsignelser. — Mal. 3:10.“

I 1981 bragte det franske afdelingskontor en meddelelse i Rigets Tjeneste om at der var behov for ældste på øen Mooréa, en halv times sejlads fra Papeete. To ægtepar, deriblandt Alain og Eileen Raffaelli, reagerede på opfordringen. De var med til at oprette en menighed på Mooréa, hvor de tjente i otte år. Fra 1987 til 1994 var Alain desuden medlem af afdelingskontorets udvalg.

I 1997 opfordrede det franske afdelingskontor brødre som var gået på pension, til at flytte til fjerntliggende øer i et par år eller mere for at hjælpe til i områder hvor der var et stort behov for ældste. Gérard Balza, som er koordinator i afdelingskontorets udvalg på Tahiti, siger: „Vi forventede at der måske ville være to eller tre par som reagerede på tilskyndelsen. Det var en stor overraskelse da 11 par stillede sig til rådighed! To af parrene valgte endda at bosætte sig her permanent. De har, takket være deres åndelige modenhed og erfaring, været en stor hjælp for vores forkyndere. Og selvom de ikke er missionærer, har de smagt missionærlivet og de udfordringer der er ved at bo på en fjerntliggende ø.“

 Afdelingskontoret oprettes

I takt med at arbejdet i Stillehavsområdet havde fremgang, skete der forskellige organisatoriske ændringer. Indtil 1958 førte Australien tilsyn med arbejdet i Fransk Polynesien, hvorefter Fiji, som ligger meget nærmere, fik overdraget tilsynet. Der skete endnu en ændring i 1975 da Nathan Knorr og Frederick W. Franz fra hovedkontoret besøgte Tahiti. De holdt opmuntrende foredrag for over 700 tilstedeværende, og broder Knorr viste en serie lysbilleder for omkring 500 i en af rigssalene.

Efter programmet mødtes broder Knorr med de ældste og foreslog at man oprettede et afdelingskontor på Tahiti. Brødrene blev henrykte for idéen. Alain Jamet, som var kredstilsynsmand og talte engelsk, blev udnævnt som afdelingstilsynsmand. Den 1. april samme år trådte ordningen i kraft, og den viste sig at være et skridt i den rigtige retning. Fiji var sandt nok tættere på end Australien, men der var stadig en sprogbarriere. Nu kunne brødrene i Fransk Polynesien imidlertid have en direkte og nær kommunikation med deres eget afdelingskontor.

Da der var færre end 300 forkyndere i hele området, var det et lille afdelingskontor. Ja, faktisk bestod det blot af et enkelt rum i tilknytning til rigssalen i Papeete. I den ene ende stod der et skrivebord, og i den anden ende var litteraturlageret. Til at begynde med kunne afdelingstilsynsmandens arbejde klares på deltid, og Alain og hans kone, Mary-Ann, kunne derfor fortsætte i kredstjenesten og også forkynde på fjerntliggende øer hvor der ikke var nogen forkyndere.

Forkyndelse på Tuamotu- og Gambierøerne

Med oprettelsen af afdelingskontoret på Tahiti blev der lagt større vægt på at nå ud til fjerntliggende øer med den  gode nyhed. I nogle tilfælde organiserede brødrene sig i grupper og rejste ud til disse øer. Axel Chang, som i en periode tjente i afdelingskontorets udvalg, mindes engang da en gruppe på 20 brødre og søstre chartrede et fly og fløj til Rangiroa, den største atol i Tuamotuøgruppen. Han fortæller: „Efter at vi havde forkyndt for alle på atollen, traf vi forberedelser til at holde et offentligt foredrag. Borgmesteren gav os lov til at bruge et overdækket område. Til at begynde med så det ud til at vores gruppe ville blive de eneste tilhørere! ’Måske er folk bange for deres religiøse ledere,’ tænkte vi. Men da foredraget var gået i gang, begyndte folk at komme listende, og efterhånden blev stedet fyldt op.“

Broder Chang fortsætter: „Under foredraget kunne vi se den katolske præst komme cyklende i retning af vores mødested mens han trampede i pedalerne. Men efterhånden som han nærmede sig, tog han farten af og anstrengte sig til det yderste for at se hvem af hans sognebørn der var til stede. Han foretog sådanne ture adskillige gange, til stor morskab for os.“

I 1988 arrangerede Alain Raffaelli en forkyndertur til Gambierøerne. Denne øgruppe, som er overvejende katolsk, ligger over 1600 kilometer fra Tahiti og er den mindste og mest afsidesliggende øgruppe i Fransk Polynesien. Den eneste gang øerne ellers havde haft besøg af et Jehovas vidne, var i 1979 da Alain Jamet opholdt sig dér i tre dage.

 Det første brødrene gjorde, var at henvende sig til borgmesteren for at gøre rede for deres ærinde og anmode om et sted hvor de kunne holde et offentligt møde. Han tilbød dem bryllupssalen, men undskyldte at han ikke kunne gå med brødrene rundt og invitere folk, fordi han var travlt optaget af en valgkampagne. Det var brødrene naturligvis ganske indforståede med. Foredraget blev overværet af 30, deriblandt borgmesteren og den lokale gendarm.

I løbet af det offentlige foredrag, som behandlede de dødes tilstand, nævnte Alain at ’helvede’ i den bibel som tilhørerne kendte, slet og ret er ’graven’, og at Jesus Kristus selv kom dertil. „Det kan ikke være sandt at Jesus kom dertil!“ råbte en af tilhørerne. Alain citerede så Den Apostolske Trosbekendelse, også i den udgave som tilhørerne kendte, hvor der står at Jesus Kristus „nedsteg til helvede“. Svaret overraskede tilhørerne, som nu pludselig erkendte at de i årevis havde fremsagt disse ord uden virkelig at tænke over dem. En af de familier der overværede mødet, er nu i sandheden.

Rejsende tilsynsmænd benyttede sig ofte af de uger der var imellem menighedsbesøgene, til at virke som pionerer i områder hvor der ikke var nogen forkyndere. Det gjaldt for eksempel et tahitisk par ved navn Mauri og Mélanie Mercier. De var de første der forkyndte den gode nyhed på en lang række atoller i Tuamotuøgruppen, nemlig Ahe, Anaa, Hao, Manihi, Takapoto og Takaroa. Når som  helst det var muligt, holdt Mauri også et offentligt foredrag eller viste lysbilleder. „De fleste af øboerne var flinke,“ fortæller han, „lige med undtagelse af dem på Anaa, som var en katolsk bastion. Under lysbilledforevisningen begyndte nogle at råbe, og andre ville give os bank. Til vores store lettelse lykkedes det os til sidst at få dem til at falde til ro.“

 Missionærer kommer til øerne

Fra 1978 og frem blev der sendt en række missionærer fra Frankrig til de mest afsidesliggende øer. Michel og Babette Muller ankom i august 1978 og blev sendt til Nuku Hiva, den største og tættest befolkede af øerne i Marquesasøgruppen. Nogle af brødrene havde en gang imellem besøgt denne overvejende katolske øgruppe, men ingen havde haft mulighed for at blive der i en længere periode. Da der ikke var nogen veje, færdedes Michel og Babette enten til fods eller på hesteryg. De lokale tilbød dem ofte et sted at sove. En nat sov de endda på et lag af kaffebønner som var lagt til tørre!

Ægteparret Muller blev på Marquesasøerne i halvandet år inden de begyndte i kredstjenesten. Mange satte stor pris på deres besøg og tog imod litteratur. Ja, i løbet af et enkelt år afsatte Michel og Babette faktisk tusind eksemplarer af Min bibelhistoriebog! Som et resultat af sådanne flittige missionærers bestræbelser og af pionerernes og forkyndernes indsats generelt var der god fremgang i arbejdet på Marquesasøerne og i resten af det område der hører under afdelingskontoret. Optegnelser viser at der var 69 forkynderrekorder efter hinanden!

Alle disse nye havde selvfølgelig behov for oplæring. Men der var ikke altid erfarne brødre nok til at hjælpe dem enkeltvis. Michel og Babette Muller klarede denne vanskelighed ved at gå med to forkyndere ad gangen. En gik med enten Michel eller Babette ind til huset, mens den anden ventede ude på vejen indtil det blev hans tur. Ægteparret Muller tjener nu som missionærer i Benin i Afrika.

’Forkyndelsen satte vores bibelkundskab på prøve’

Missionærerne Christian og Juliette Belotti ankom til Fransk Polynesien i februar 1982. Til at begynde med virkede de i kredstjenesten, og derefter tjente de i fem år som pionerer  på øen Raiatea, som for en stor dels vedkommende kun var tilgængelig med en udriggerkano. Men forkyndelsen dér satte mere end deres evner med en padleåre på prøve. „Den satte også vores bibelkundskab på prøve,“ fortæller Christian. „Vi blev ofte stillet spørgsmål som ’Hvordan véd de salvede at de skal i himmelen’, eller ’Hvad står vilddyrene i Apokalypsen for?’“

Som det er tilfældet i de fleste små samfund, kendte alle indbyggerne på Raiatea hinanden. „Når en forkynder blev inaktiv, var det derfor ikke usædvanligt at nogle af dem vi besøgte, sagde: ’Jeg har ikke set den og den i et stykke tid. Er hans kærlighed blevet kold?’ eller: ’Den og den bør have hjælp. Der må være noget galt med ham åndeligt!’“ Da ægteparret Belotti forlod Raiatea, havde en eller flere i næsten hvert eneste fare (tahitisk for „hus“) studeret med Jehovas Vidner.

Fra deres base på Raiatea tog Belottis også til øen Maupiti. Ved en lejlighed sørgede de for at en ladning bøger kunne blive sendt direkte til denne ø. Sendingen kom dog ikke frem til tiden. Christian og Juliette mistede ikke modet af den grund, men viste folk deres personlige eksemplarer af de bøger de gerne ville have tilbudt dem. Næsten 30 familier bestilte bøgerne i tillid til at de ville dukke op. En interesseret person var så venlig at uddele bøgerne da de endelig kom frem.

Ægteparret Belottis næste distriktstildeling var Rangiroa i Tuamotuøgruppen, hvor de var de eneste Jehovas Vidner. Senere blev de så sendt til Fransk Guyana og til sidst til Den Demokratiske Republik Congo, hvor broder Belotti er medlem af afdelingskontorets udvalg.

„Jehova vil oplære jer“

Frédéric og Urminda Lucas kom fra Frankrig i april 1985 og blev sendt til øen Tahaa, hvor der kun var tre forkyndere.  De første to uger var vanskelige for det unge par. De holdt møderne i deres egen stue og var de eneste til stede. De sang Rigets sange, og de græd; men de bukkede ikke under for modløshed.

Der var ingen elektricitet på øen og ingen telefonforbindelse. Frédéric og Urminda havde dog en walkie-talkie, som de brugte når de ville kommunikere med missionærerne på den nærliggende ø Raiatea — vel at mærke hvis de kunne få kontakt! De havde også et lille køleskab som var sluttet til naboens generator. „Den kørte normalt fra klokken 18 til klokken 22,“ fortæller Frédéric. „Men en dag vi kom hjem, var alle vores tomater dybfrosne. Naboen havde nemlig besluttet sig for at se en sportskamp i fjernsynet og havde derfor sat sin generator i gang meget tidligere end normalt.“

Frédéric og Urminda skulle også lære tahitisk. Alle der har lært et fremmedsprog, véd at nybegyndere kommer ud for pinlige situationer. Frédéric husker for eksempel tilbage på en gang hvor han gik fra hus til hus og troede at han sagde „hellig ånd“ — varua mo’a. Men han havde ikke helt haft styr på den vanskelige udtale af mo’a, så han havde i virkeligheden sagt „kyllingeånd“.

Frédéric var 23 år gammel og menighedstjener da han og hans kone kom til Tahaa. Han betroede sig til Alain Jamet, der var koordinator for afdelingskontorets udvalg, og sagde at han følte sig utilstrækkelig til at påtage sig det ansvar der blev lagt på ham. „Du skal ikke bekymre dig,“ sagde Alain, „Jehova vil oplære dig!“ Og det gjorde han. Da Frédéric og Urminda Lucas fem år senere rejste videre til deres næste distrikt, Burkina Faso, var den lille gruppe på Tahaa blevet til en menighed med 14 forkyndere som havde deres egen rigssal, og Frédéric var blevet udnævnt til ældste.

 Ægteparret Lucas er lykkelige for at de ikke gav efter for modløshed i begyndelsen. „Det var de bedste år af vores ungdom,“ sagde de for nylig. „Vi lærte at være tålmodige og at stole fuldt ud på Jehova frem for vores egne evner. Når humøret var nede, blev vi styrket af at bede. Vi gjorde Jehova til vores tilflugt, og han forlod os aldrig. Han oplærte os virkelig.“

Ugifte missionærer påtager sig vanskelige opgaver

Der kom også ugifte missionærer fra Frankrig til Fransk Polynesien for at hjælpe til. Nogle af de første var Georges Bourgeonnier og Marc Montet. De arbejdede begge på afdelingskontoret og i rejsetjenesten. Marcs kreds omfattede øgrupperne Tubuai, Gambier, Marquesas og Tuamotu. Han forkyndte alene på en række atoller; og ved andre lejligheder arbejdede han sammen med lokale specialpionerer. Når som helst det var muligt, holdt han offentlige foredrag, og på nogle af øerne var næsten alle indbyggerne til stede ved disse møder. Efter at Marc havde giftet sig, fortsatte han i rejsetjenesten i nogen tid. Nu er han og hans kone, Jessica, i Bora Bora-menigheden, hvor Marc tjener som ældste og pioner.

I februar 1986 ankom Philippe Couzinet og Patrick Lemassif fra Frankrig. De blev sendt til Marquesasøerne. I modsætning til de andre øer i Fransk Polynesien er disse øer ikke beskyttet af koralrev. Høje klipper stikker næsten lodret ned i det koboltblå Stillehav, hvor de rammes af de mægtige bølger. Imellem forrevne højderygge ligger smalle, frugtbare dale med floder og vandfald — et perfekt hjem for de mange geder, heste og vildokser der strejfer om på øerne.

I årenes løb har pionerer og forkyndere aflagt spredte besøg på Marquesasøerne. Ægteparret Muller tilbragte for eksempel halvandet år på Nuku Hiva i 1978/79. Men der var aldrig blevet aflagt et grundigt vidnesbyrd på alle øerne som  et hele. Det blev der gjort noget ved da Philippe og Patrick ankom. Arbejdet havde godt nok ikke meget hurtig fremgang, for katolicismen havde et solidt fodfæste på øerne, og mange var bange for præsterne. Ja, præsterne stod faktisk bag visse trusler som de to brødre blev udsat for. En katolsk karismatisk bevægelse som florerede på dette tidspunkt, gav også næring til fanatisme og tilskyndede til nogle ondskabsfulde optrin i øsamfundet.

Til at begynde med tog Patrick og Philippe ud sammen, men da de blev bedre kendt med distriktet, arbejdede de hver for sig. Den ene tog sin tørn på missionærhjemmet på Hiva Oa, hvor han ledede møderne, mens den anden tog af sted i båd i flere uger for at besøge andre øer. Med tiden fandt de ud af at det var mest praktisk og effektivt at deres veje skiltes, så Patrick arbejdede på de nordlige øer, og Philippe tog sig af de sydlige.

For at hjælpe de to missionærer udpegede afdelingskontoret specialpionerer fra Tahiti til at arbejde sammen med dem. Den ene var Pascal Pater, der nu er menighedsældste, og den anden var Michel Bustamante, som nu er kredstilsynsmand. Disse entusiastiske unge mænd var lykkelige for at kunne bruge deres kræfter i tjenesten for Jehova. (Ordsp. 20:29) Og de havde bestemt brug for styrke, for forkyndelsen på Marquesasøerne var ikke for sarte eller frygtsomme personer. Der var ingen veje, kun klippefyldte og ofte mudrede spor der snoede sig gennem dybe, smalle dale ind til isolerede huse og samfund. Den eneste praktisk mulige måde at komme ud til sådanne steder på var ved hjælp af en lille motorcykel der var specielt bygget til kørsel på ujævnt terræn.

Philippe mindes at han engang kom kørende på sin motorcykel ad et smalt spor og en flok vilde okser som var blevet skræmt af et andet køretøj, kom styrtende imod ham.  Med en stejl skrænt til den ene side og en lodret klippevæg til den anden havde Philippe ingen chance for at undvige. Han gjorde derfor det eneste han kunne — han standsede sin motorcykel og pressede sig op ad klippeskråningen. Dyrene buldrede forbi og efterlod ham dybt rystet, men uskadt.

„Jeg syntes distriktet var eventyrligt,“ siger Michel Bustamante. „Men indimellem kunne det godt være skræmmende, især når vi befandt os alene på nogle af øerne. I ét tilfælde lå min bungalow nede i en dyb, mørk dal, langt fra det sted hvor jeg havde forkyndt hele dagen. Jeg prøvede at skaffe en soveplads i landsbyen, men uden held, så jeg blev nødt til at gå hjem. Det var i skumringen, og det var som om de tårnhøje  klipper lukkede sig om mig i nattens mørke. Mine tanker begyndte at kredse om den spiritisme der udøves på øen, og om de dæmoner der sikkert sneg sig omkring. Alle disse tanker gjorde mig skrækslagen. Jeg begyndte så at bede og at synge nogle af Rigets sange hvor Jehovas navn ofte nævnes. Da jeg endelig kom ind i min bungalow, lukkede jeg døren, åbnede min bibel og begyndte at læse. Langsomt sænkede freden sig over mig.“

Efter tre års slid var brødrene lykkelige for at se deres første bibelstudieelev fra Marquesasøerne tage imod sandheden — det var en ung mand ved navn Jean-Louis Peterano. Jean-Louis fik besøg af en præst som ville have ham til at „vende tilbage til folden“. I et forsøg på at „redde“ den unge mand påstod præsten at navnet Jehova var opfundet af Jehovas Vidner. Jean-Louis citerede så Salme 83:18 fra Crampons franske katolske oversættelse af Bibelen (fra 1905), som bruger Guds navn. Mundlam gik præsten sin vej og kom aldrig mere tilbage. Dette var sandsynligvis første gang at en indbygger på Marquesasøerne vandt en teologisk diskussion med en præst ved hjælp af en katolsk bibel. Senere forlod også den katolske biskops privatsekretær kirken og tog imod sandheden.

På Hiva Oa kontaktede missionærerne et europæisk par, Jean og Nadine Oberlin. Ligesom den berømte franske maler Paul Gauguin var de kommet til Marquesasøerne for at trække sig tilbage fra samfundet. De boede på et næsten ufremkommeligt sted og levede et enkelt liv uden nogen moderne bekvemmeligheder. Efter at Jean og Nadine havde studeret i tre år og gjort mange forandringer i deres liv, blev de døbt.

Da Philippe Couzinet og Patrick Lemassif ankom til Marquesasøerne i 1986, var der kun en forkynder i hele  øgruppen. Da Philippe otte år senere fik en ny distriktstildeling i Cameroun og som den sidste af de to forlod øerne, var der 36 forkyndere, hvilket var en for hver 210 indbyggere. Og der var tre menigheder, en på hver af de tre hovedøer — Hiva Oa, Nuku Hiva og Ua Pou.

De sidste missionærer ankommer

De sidste missionærer fra Frankrig var Serge og Marie-Louise Gollin, der kom i november 1990. De blev også sendt til Marquesasøerne, hvor de har gjort meget for at styrke menighederne. Serge og Marie-Louise har lært marquesan, og utroligt nok har de besøgt hver eneste familie på de seks beboede øer!

Fra ægteparret Gollins base på Hiva Oa, hvor Serge er den eneste ældste, tager de regelmæssigt ud til en række andre øer, deriblandt to hvor der ikke er nogen forkyndere. Under deres første besøg på Fatu Hiva blev Serge forbavset over den venlighed de blev mødt med af de lokale katolske og protestantiske hjælpepræster. Ved slutningen af deres gudstjeneste indbød disse hjælpepræster de tilstedeværende til at komme til et offentligt foredrag af en halv times varighed som  Serge ville holde på den lokale skole. Hvad mere var, så tog den protestantiske hjælpepræst med og oversatte Serges foredrag til marquesan, som han på det tidspunkt talte mere flydende end Serge gjorde.

For at hjælpe tilhørerne med at finde skriftstederne i deres egne bibler skrev Serge dem op på en tavle. Han bad også bønnerne, som alle højt og tydeligt svarede „amen“ til. Næste dag uddelte ægteparret Gollin publikationer til hver eneste familie på Fatu Hiva. Siden da har de altid fået en varm velkomst når de har besøgt denne ø, hvis indbyggertal er lige under 600.

Sandheden fra Bibelen trænger gennem fængselsmure

Som det er tilfældet i mange andre lande, har ikke så få i Fransk Polynesien fået kundskab om sandheden fra Bibelen mens de sad i fængsel. Tag for eksempel Alexandre Tetiarahi, der blev kriminel som ung og kom til at tilbringe 7 år i fængsel. Han flygtede mindst seks gange og fik tilnavnet „Papillon“, efter hovedpersonen i en berømt roman om en flugtfange.

På et af sine skjulesteder på Raiatea fandt Alexandre en bibel og et eksemplar af bogen „Det er umuligt for Gud at lyve“. Han læste Bibelen igennem fra ende til anden, og bogen læste han flere gange. Han var helt overbevist om at han havde fundet sandheden, og hans samvittighed begyndte at plage ham. Hvad gjorde han?

Skønt Alexandre ikke havde haft nogen personlig kontakt med Jehovas Vidner, udgiverne af bogen, meldte han sig selv til politiet, som sendte ham tilbage til fængselet på Tahiti. Dér arbejdede Colson Deane som fængselsbetjent. Kort tid efter at Alexandre var ankommet, hørte han Colson forkynde for  en kollega, og øjeblikkelig genkendte han tankerne. Han henvendte sig derfor til Colson og bad om at få noget mere at vide.

Broder Deane indhentede en tilladelse fra fængselsdirektøren til at studere med Alexandre i hans celle. Snart ville adskillige andre indsatte også gerne studere. Direktøren gav Colson tilladelse til at bruge sin frokostpause på at studere med disse indsatte. Senere blev det besluttet at det ville være bedre at to andre ældste overtog studierne. I flere år var der mellem 30 og 50 fanger som glædede sig over et ugentligt bibelsk foredrag efterfulgt af et personligt studium med dem der havde lyst til det.

I mellemtiden gjorde Alexandre hurtigt fremskridt, og det var noget fængselspersonalet lagde mærke til. Det førte til at de gav deres tidligere udbryderkonge en særlig tilladelse til at overvære sit første områdestævne, under broder Deanes opsyn. Der blev Alexandre døbt. Siden hen er han blevet løsladt, og han tjener fortsat Jehova.

 Internationale stævner på Tahiti

I 1969 kunne brødrene på Tahiti glæde sig over deres første internationale stævne. På det tidspunkt var der kun 124 forkyndere på øerne. Det er derfor ikke svært at forestille sig hvor begejstrede de var for at være værter for 210 delegerede fra 16 lande, deriblandt Frederick W. Franz, som var det første medlem af Det Styrende Råd der besøgte Tahiti. Med et højdepunkt på 610 tilstedeværende virkede stævnet meget stimulerende på brødrene, og det bidrog til en 15 procents fremgang i forkyndertallet det følgende år. I 1978 var Tahiti så vært ved et af de internationale stævner med temaet „Den sejrende tro“. Denne gang nåede tilhørertallet op på 985!

Oversættelse til tahitisk

I takt med at antallet af forkyndere steg, blev der mere arbejde at tage sig af på afdelingskontoret, især med oversættelsen af bibelske publikationer til tahitisk, det mest udbredte af de polynesiske sprog. Allerede inden afdelingskontoret  blev oprettet, havde nogle få ældre forkyndere med et godt kendskab til tahitisk arbejdet halvdags med at oversætte nogle publikationer, sædvanligvis fra fransk. I 1963 begyndte de for eksempel at oversætte Rigets Tjeneste. Og i 1971 færdiggjorde de bogen Sandheden der fører til evigt liv.

Oprettelsen af det tahitiske afdelingskontor i 1975 satte yderligere skub i oversættelsen. Mange nye oversættere var fortrolige med engelsk, som de havde lært i skolen. Nu kunne de derfor arbejde direkte ud fra den originale engelske tekst frem for at bruge den franske oversættelse som grundlag. I 1976 begyndte man på afdelingskontoret at oversætte Vagttårnet til tahitisk i en halvmånedlig udgave, og i en periode oversatte man også Vågn op! Derforuden blev bøgerne „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“ og Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne samt hele sangbogen oversat. Faktisk har ingen anden gruppe udgivet så meget læsestof på tahitisk som Jehovas Vidner!

 I løbet af de sidste 30 år har tahitisk og andre polynesiske sprog gradvis måttet vige for fransk. En af årsagerne til denne tendens er at fransk, som jo er et stort sprog med et omfattende ordforråd, både bruges af medierne og hele vejen op gennem skolesystemet, helt til universitetsniveau.

Mange polynesiere betragter dog stadig tahitisk som en del af deres kulturelle identitet, så ofte forkynder brødrene på dette sprog. Og af de 26 menigheder i afdelingskontorets område er de 5 tahitiske, og her er omkring 20 procent af forkynderne tilsluttet. Der er derfor stadig en betydelig efterspørgsel efter litteratur på dette sprog.

Et intensivt byggeprogram kommer i gang

Et lille tilstødende værelse ved rigssalen i Papeete fungerede som afdelingskontor fra 1975 og indtil 1983, hvor der blev opført et nyt afdelingskontor i Paea, omkring 25 kilometer fra Papeete. Det nye betelkompleks, som udelukkende var bygget af lokale brødre, rummede fire værelser til betelfamiliens medlemmer, tre kontorer, et litteraturlager og en  rigssal. Den 15. april 1983 indviede Lloyd Barry fra Det Styrende Råd de nye bygninger, og 700 overværede indvielsen.

Men selv dette afdelingskontor blev hurtigt for lille. Det Styrende Råd godkendte derfor opførelsen af et større kompleks som omfattede en stævnehal. Det skulle bygges i Toahotu, et område med spredt bebyggelse i nærheden af den tange som forbinder øens to dele. Dette projekt blev færdiggjort af et hold brødre fra Australien, Canada, Frankrig, New Zealand og USA. De lokale forkyndere ydede naturligvis megen støtte. Den 11. december 1993 indviede Milton G. Henschel fra Det Styrende Råd det nye kompleks.

Næsten samtidig påbegyndtes et intensivt rigssalsbyggeprogram. Under tilsyn af Det Regionale Byggeudvalg opførte brødrene 16 nye rigssale på mindre end ti år. Nu har de fleste menigheder derfor deres egen rigssal.

Ændringer på afdelingskontoret og yderligere oplæring

I 1995 havde Alain Jamet været koordinator for afdelingskontorets udvalg i 20 år, men på grund af familieforpligtelser kunne han ikke fortsætte i denne opgave. Han havde dog mulighed for at fortsætte i afdelingskontorets udvalg og virke som områdetilsynsmand på halvtid. I september samme år anmodede Det Styrende Råd derfor Gérard og Dominique Balza fra betelfamilien i Frankrig om at tage til Tahiti. Gérard blev udnævnt som koordinator for afdelingskontorets udvalg.

Det tredje medlem af afdelingskontorets udvalg er Luc Granger. Han og hans kone, Rébecca, flyttede til Tahiti i 1991 for at tjene hvor behovet var større. Efter en kort periode som specialpionerer var de fire år i kreds- og områdetjenesten indtil de i 1995 fik til opgave at tjene på afdelingskontoret.

I maj 1997 kunne afdelingskontoret på Tahiti for første gang afholde Skolen for Udnævnte Tjenere. Der var 20 elever,  og de fleste af dem fik tildelt særlige tjenesteopgaver. Félix Temarii er for eksempel nu en af de to kredstilsynsmænd på øerne. Gérard Balza fortæller: „Vores bøn er at flere brødre vil tragte efter at kvalificere sig og stille sig til rådighed så vi kan afholde endnu en klasse. På flere af øerne er der stadig ingen forkyndere, så behovet er meget stort. Og på andre af øerne er der brug for kvalificerede brødre til at påtage sig ansvar i menigheden. Indbyggerne på 58 af øerne, hvilket svarer til 7 procent af befolkningen, hører sjældent den gode nyhed forkyndt. I nogle tilfælde kunne behovet dækkes af åndeligt modne, pensionerede par med fransk statsborgerskab. Hvis sådanne kunne tænke sig at komme og hjælpe os — måske bare i to år — hører afdelingskontoret med glæde fra dem.“

Udfordringer i et samfund der er under hastig forandring

Tahiti har haft stor økonomisk vækst og har oplevet en hastig sekularisering og vækst i byområderne. Det har ført til at en stor del af befolkningen på de andre øer er flyttet til Tahiti. Materialisme, et stadigt stigende forbrug og jagten på fornøjelser er fulgt i kølvandet på materiel velstand.

Sørgeligt nok er en del Jehovas Vidner bukket under for et sådant underfundigt pres. For unge er det en særlig vanskelig udfordring at bevare det åndelige på førstepladsen og at forblive moralsk rene. Ikke desto mindre er det fortsat tydeligt at Jehova velsigner arbejdet, for i distriktet er der nu 1 forkynder af den gode nyhed for hver 141 indbyggere.

 Dette vidner om at mange i Fransk Polynesien er kommet til at værdsætte et langt smukkere paradis — det åndelige paradis som Guds folk befinder sig i. (Joh. 6:44; Apg. 15:14) Endvidere er dette paradis en forløber for et bogstaveligt paradis som snart vil omfatte hele jorden, et paradis hvor der hverken vil være smerte, sorg eller død — noget som har plaget hver eneste generation af mennesker uanset hvor på jorden de har boet. — Job 14:1; Åb. 21:3, 4.

De første polynesiere viste stort mod, dygtigt sømandskab og tro på at der var land bag horisonten — måske endda et bedre land. De blev ikke skuffede. Det samme gælder Jehovas loyale tilbedere i dag, såsom dem der er nævnt i denne beretning — de bliver ved med at kæmpe for at opnå den langt større belønning som Jehova har stillet dem i udsigt. De vil heller ikke blive skuffede. Nej, Jehova vil usvigeligt sikkert og bedre end nogen stjerne på himmelen føre alle som stoler på ham, ind i det jordiske paradis der ligger lige forude. — Sl. 73:23, 24; Luk. 23:43.

[Fodnoter]

 [Ramme på side 72]

Kort fortalt om Fransk Polynesien

Geografi: De 130 øer, hvis samlede areal er på 4000 kvadratkilometer, ligger spredt ud over et ocean på 5 millioner kvadratkilometer. De danner fem større øgrupper: Tubuaiøerne (Australøerne), Gambierøerne, Marquesasøerne, Selskabsøerne og Tuamotuøerne. Femogfirs procent af befolkningen bor på de 14 øer som udgør Selskabsøerne.

Befolkning: Størstedelen er polynesiere eller halv polynesiere. Resten — som blot er en minoritet — er kinesere, europæere og amerikanere.

Sprog: Hovedsprogene er fransk og tahitisk, og fransk er det officielle regerings- og handelssprog.

Erhverv: Grundpillerne i økonomien er administration og serviceerhverv, herunder turisme. Landbrug, produktion og dyrkning af kulturperler beskæftiger resten af arbejdsstyrken. Perler udgør 80 procent af eksporten.

Fødevarer: Øerne er stærkt afhængige af importerede fødevarer. Af lokale afgrøder kan nævnes ananas, bananer, kassavaer, kokosnødder, papajaer, salat, taroer, tomater og vandmeloner. Andre fødekilder er fisk, østers, rejer, kvæg, geder og svin.

Klima: Klimaet er tropisk — varmt og fugtigt — men det varierer meget fra øgruppe til øgruppe. Regntiden (sommeren) strækker sig fra november til april. På den centrale del af Tahiti kan den årlige nedbørsmængde nå op på over 9 meter.

 [Ramme/illustrationer på side 74]

Høje øer, lave øer og motu

Øerne i Fransk Polynesien er alle af vulkansk oprindelse og består hovedsagelig af to slags — høje øer og lave øer. De høje øer er forrevne og bjergrige, og på nogle af dem er bjergtoppene et par tusind meter over havets overflade. Tahiti er et klassisk eksempel på en høj ø.

Med undtagelse af Marquesasøerne er alle de høje øer omsluttet af koralrev. På mange af disse rev, som for eksempel det omkring Bora Bora, findes der nogle bittesmå bevoksede holme der kaldes motu. De er populære feriesteder.

De lave øer er koralatoller der kun rager nogle få meter op over havets overflade. Som regel er de ringformede og omslutter en krystalklar lagune. Tuamotuøerne er af den slags. Nogle af lagunerne er enormt store, blandt andet den ved Rangiroa, som er 70 kilometer lang og 20 kilometer på det bredeste sted.

[Ramme/illustration på side 77]

Fra hjælpepræst til forkynder af Guds rige

Manuari Tefaatau

Født: 1913

Døbt: 1959

Profil: Da Manuari var hjælpepræst i den protestantiske kirke, lærte han sandheden at kende gennem nogle af de første bibelstudieelever på øen Makatéa.

Forkynderne Jean-Marie og Jeanne Félix kom til Makatéa i 1956, og de første de studerede Bibelen med, Maui Piirai og Germaine Amaru, fortalte mig om sandheden. Da jeg kort efter begyndte at fortælle mine trosfæller om det jeg lærte, skabte det vældigt røre i kirken. Ja, præsten bad mig faktisk om at holde op med at tale med Jehovas Vidner.

Uden at tøve meldte jeg mig ud af kirken og begyndte at overvære møderne, som blev holdt i familien Felix’ hjem. Nogle få af de andre sognebørn begyndte også at studere og overvære møderne. Jeg betragter det som en stor forret at have været blandt de første der studerede Bibelen med Jehovas Vidner i Fransk Polynesien.

 [Ramme/illustration på side 83, 84]

Jehova kompenserede for mine mangler

Leonard (Len) Helberg

Født: 1930

Døbt: 1951

Profil: Som ugift, nyudnævnt kredstilsynsmand påbegyndte han arbejdet på Tahiti. Han og hans kone, Rita, bor nu i Australien.

Da det australske afdelingskontor i 1955 udnævnte mig som kredstilsynsmand i Stillehavsområdet, var der i dette kæmpemæssige distrikt kun to menigheder — en på Fiji og en på Samoa — foruden seks isolerede grupper. Der var ingen forkyndere på Tahiti.

Mit første besøg på øen var i december 1956. Jeg havde planlagt at blive der en måned og ankom efter en seks dage lang rejse fra Fiji på oceandamperen Southern Cross. Jeg fandt et værelse på et pensionat med udsigt over Papeetes maleriske havn. Da jeg næste morgen var ved at klæde mig på til tjenesten, så jeg Southern Cross sejle forbi blot nogle få hundrede meter fra mit vindue. Jeg var alene i et nyt land, tre tusind kilometer fra mine nærmeste brødre, med et folk som talte et fremmed sprog — fransk. Alt hvad jeg havde, var en adresse på en der abonnerede på Vågn op!

Pludselig blev jeg så overvældet af ensomhed at jeg brød sammen og hulkede højlydt. Det var umuligt for mig at holde op med at græde, så jeg sagde til mig selv: ’Denne dag er bare ødelagt — jeg går i seng igen og begynder først i morgen.’ Efter mange inderlige bønner den nat vågnede jeg næste morgen i godt humør. Om eftermiddagen fandt jeg abonnenten på Vågn op! — en kvinde fra Algeriet. Ligesom Lydia der omtales i Apostelgerninger, bød hun og hendes 34-årige søn mig velkommen med åbne arme og insisterede på at jeg skulle bo hos dem. (Apostelgerninger 16:15) Pludselig var min ensomhed forsvundet. Jeg takkede Jehova, som uden tvivl havde hørt min vedvarende og tårefyldte tryglen.

Når jeg nu ser tilbage, forstår jeg virkelig hvor kærlig en Fader Jehova er! Ja, når vi stiller os til rådighed, vil han rigeligt kompensere for alle de mangler vi måtte have.

 [Ramme/illustration på side 87, 88]

De første pionerer

Alexis Tinorua overværede de møder som Len Helberg arrangerede sidst i 1950’erne. Alexis har fortalt: „Jeg overværede en bibelsk drøftelse som broder Helberg havde med en gruppe protestantiske hjælpepræster. Ved den lejlighed gik det op for mig at Jehovas Vidners lære er sand, og jeg begyndte at studere med Vidnerne. I 1960 blev jeg døbt. Derefter kunne jeg glæde mig over ni år i pionertjenesten. I 1965 fik jeg den forret at være den første der forkyndte på øen Huahine, som er en af Selskabsøerne. Jeg skylder Jehova stor tak for at han har ladet mig hjælpe 80 mennesker til at få nøjagtig kundskab om sandheden fra Bibelen.“ Alexis tjente Jehova frem til sin død i maj 2002.

Hélène Mapu begyndte i 1963 som pioner på Tahiti, kort efter at hun havde lært sandheden at kende. Selvom hendes mand ikke var med i sandheden, var han en stor støtte for hende. Hans job indebar at han skulle sejle mellem Tahiti og Raiatea, og han havde derfor ingen indvendinger imod at Hélène tog imod en indbydelse til at tjene som specialpioner på Raiatea. Her blev hun den første der forkyndte den gode nyhed. Hélène flyttede derefter tilbage til Tahiti, denne gang til halvøen (den mindste del af øen, som også kaldes Tahiti Iti), hvor hun og en anden søster, Mereani Tefaaroa, var de eneste Jehovas Vidner. Hélène fortæller: „Der var stor interesse på halvøen, og i løbet af kort tid fik vi påbegyndt mange bibelstudier.“

Det var tydeligt at Jehova velsignede disse trofaste søstre, for senere blev der oprettet en menighed i dette distrikt, i byen Vairao.

 [Ramme/illustration på side 101]

„Du må vælge mellem mig og Jehova“

Yvette Gillot

Født: 1932

Døbt: 1968

Profil: Har været pioner i længere tid end nogen anden i Fransk Polynesien.

Da jeg fortalte min mand at jeg ønskede at blive et af Jehovas Vidner, gav han mig et ultimatum: „Du må vælge mellem mig og Jehova.“ Jeg prøvede at ræsonnere med ham, men til ingen nytte. Han forlod mig og vores tre børn. Flere år senere vendte han dog tilbage.

I mellemtiden lykkedes det mig både at forsørge mine børn og være almindelig pioner. Jeg klarede mit verdslige arbejde tidligt om morgenen og ledede derefter samlingen. Da der sidst i 1960’erne kun var omkring hundrede forkyndere på øerne, var der nemlig ikke altid nogen brødre til stede ved samlingen.

Jeg takker Jehova for at have givet mig det privilegium at hjælpe omkring 50 mennesker til at indvi deres liv til ham, deriblandt Richard Wong Foo, som siden 1991 har været medlem af den tahitiske betelfamilie. Det er en glæde for mig at kunne sige at mine to sønner tjener som ældste i menigheden.

 [Ramme/illustration på side 105]

Begravelse for den sidste prinsesse

Michel Gelas, en ældste i Papeete, fik en usædvanlig oplevelse som havde at gøre med det sidste medlem af Tahitis kongehus, prinsesse Takau Pomare, der døde i 1976 i en alder af 89 år. Prinsessen nedstammede i lige linje fra Pomare-dynastiet, som i en periode styrede Tahiti og en række nærliggende øer. Hendes adoptivdatter, som var et af Jehovas Vidner, anmodede Michel om at holde begravelsesforedraget, skønt prinsessen ikke selv havde været et af Jehovas Vidner.

Michel sagde ja til at holde foredraget fordi han mente at det ville være en god lejlighed til at gøre rede for opstandelseshåbet over for et stort antal mennesker, deriblandt politiske og religiøse ledere og journalister. Dagen efter højtideligheden bragte en lokal avis et billede af broder Gelas der holdt sit foredrag foran kisten. Til stede var guvernøren, præsidenten for den polynesiske regering, andre embedsmænd samt den katolske ærkebiskop, klædt i sin formelle hvide præstekjole.

 [Ramme/illustration på side 109, 110]

Én præst lånte os sin scooter; en anden brændte vores bøger

Jacques Inaudi

Født: 1944

Døbt: 1965

Profil: Virkede som specialpioner i Frankrig og som rejsende tilsynsmand i Stillehavsområdet sammen med sin kone, Paulette.

I 1969 tog Paulette og jeg afsked med familie og venner i Frankrig og sejlede af sted med kurs mod Tahiti, vores nye distrikt. Rejsen blev ekstra spændende da en brand brød ud på skibet midt i Stillehavet, og vi drev omkring i fire dage! Da vi ankom til Tahiti, fik jeg til opgave at tjene som kredstilsynsmand.

Vores kreds omfattede Ny Kaledonien, Vanuatu og Fransk Polynesien. På det tidspunkt var der en menighed og to isolerede grupper i Fransk Polynesien. I 1971 blev vores kreds skåret ned til kun at omfatte Fransk Polynesien, og det gav os tid til at besøge en række isolerede øer. På nogle af disse øer var budskabet om Riget aldrig før blevet forkyndt. Paulette og jeg tilbragte også ni måneder på Huahine og lidt tid på øen Maupiti. Mens vi var på Huahine, havde vi den glæde at påbegynde 44 bibelstudier.

Vi levede af de fisk jeg fangede — som regel med harpun. Det var beskedne kår, men vi sultede aldrig; der blev altid sørget for vores materielle behov. Da vi forkyndte på øen Tubuai, blev vi glædeligt overraskede da en præst lånte os sin scooter. Måske havde han ondt af os fordi vi ikke havde noget transportmiddel.

I 1974 besøgte vi fire af Marquesasøerne: Hiva Oa, Nuku Hiva, Ua Huka og Ua Pou. Afdelingskontoret bad os besøge Kalina Tom Sing Vien, en isoleret søster som i 1973 var flyttet til Ua Pou som sygeplejerske. Hun blev der i 13 måneder og var den første forkynder der indsendte en tjenesterapport fra Marquesasøerne.

I modsætning til den venlige præst på Tubuai prøvede præsten på Ua Pou at hindre os i vores arbejde. Ja, i det skjulte fulgte han endda efter os og krævede at hans sognebørn udleverede alle de publikationer de havde fået af os. Derefter brændte han det hele foran Kalinas hus — noget som ikke kun chokerede os, men også mange katolikker!

På trods af denne modstand gik arbejdet på Marquesasøerne fremad, og vi betragter det som et privilegium at have haft en lille andel i det. På grund af Paulettes helbred blev vi nødt til at forlade heltidstjenesten. Men vi er besluttede på at blive ved med at give Jehova det bedste.

 [Ramme på side 113]

Det første besøg på en ø

Forestil dig at komme til en fjerntliggende ø eller en atol for første gang. Du har planlagt at bruge en uge eller to på at forkynde for øboerne. Men du er det eneste Jehovas vidne på øen, og der findes hverken hoteller eller offentlige transportmidler. Hvad vil du gøre? Hvor vil du bo? Marc Montet og Jacques Inaudi, der har tjent som pionerer og kredstilsynsmænd, har adskillige gange stået i den situation.

Marc fortæller: „Så snart jeg kom af flyet eller båden, begyndte jeg at forkynde, og samtidig spurgte jeg efter logi. Det var ikke altid nemt for en ugift mand at finde et sted at bo, men som regel var der dog nogen som stillede en seng til rådighed og sørgede for nogle måltider. Når jeg senere vendte tilbage, var det nemmere at finde logi fordi folk kendte mig. Det blev også nemmere efter at jeg var blevet gift. Folk følte sig mere trygge ved et ægtepar.“

Jacques forklarer hvordan han greb det an: „Ofte besøgte jeg borgmesteren og spurgte ham om han kendte nogen der kunne have mig boende i det ønskede tidsrum. Han gav mig tit et godt fingerpeg. På mange øer respekterer folk en de betragter som en Guds mand, og de gør hvad de kan for at hjælpe. Som regel fik jeg derfor tilbudt gratis logi.“

 [Ramme/illustration på side 117, 118]

Vores største glæde er forkyndelsen

Alain Jamet

Født: 1946

Døbt: 1969

Profil: Har sammen med sin kone, Mary-Ann, virket i mange forskellige former for heltidstjeneste i Frankrig og i Fransk Polynesien.

Da jeg var 13, flyttede min familie fra Frankrig til Tahiti. Efter highschool rejste jeg tilbage til Frankrig for at læse medicin. Dér mødte jeg Mary-Ann, en biologistuderende fra Tahiti, og vi giftede os. I 1968 fik vi besøg af Jehovas Vidner, og vi tog imod sandheden.

Vi fortalte naturligvis vores forældre om det håb vi havde fået, men til ingen nytte. Vi skrev også til vores respektive kirker på Tahiti og bad om at få vores navne slettet fra kirkebogen. Mary-Anns præst i Papeete gik et skridt videre og ekskommunikerede hende offentligt. Præsten inviterede endda hendes forældre til at overvære begivenheden.

Vi blev døbt i 1969 og begyndte i pionertjenesten. Da vi var i Marseilles i Frankrig, blev jeg indkaldt til militærtjeneste og måtte tilbringe to måneder i fængsel på grund af mit neutrale standpunkt. Efter min løsladelse blev Mary-Ann og jeg udnævnt til at tjene som specialpionerer i Marseille og Bordeaux. Vores aldrende forældre bad os vende tilbage til Tahiti i 1973, og i et år arbejdede vi fuldtids som lærere i de mindre klasser.

Afdelingstilsynsmanden på Fiji spurgte os så om det var vores mål at begynde i heltidstjenesten igen, for der var behov for en kredstilsynsmand i Fransk Polynesien og Ny Kaledonien. Vores forældres situation var blevet bedre, og vi tog derfor imod indbydelsen og begyndte i kredstjenesten i august 1974. Under et besøg som N.H. Knorr aflagde i 1975, blev jeg indbudt til at tjene som Tahitis første afdelingstilsynsmand.

Vores søn, Rauma, blev født i 1986, og min kone stoppede i heltidstjenesten. Vi er lykkelige for at Rauma i dag er vores åndelige broder. Når vi ser tilbage, har vi været dybt taknemmelige for de mange tjenesteprivilegier vi har haft. Men vores største glæde er stadig forkyndelsen.

 [Ramme/illustration på side 123-125]

Jehova tager sig af sine får

Michel Bustamante

Født: 1966

Døbt: 1987

Profil: Betjener sammen med sin kone, Sandra, en af de to kredse i Fransk Polynesien.

Vores kreds omfatter alle fem øgrupper i Fransk Polynesien og er på størrelse med Europa. På nogle af de mest afsidesliggende øer er der kun en eller to forkyndere. Men selvom de bor så isoleret, besøger vi dem alligevel. Rosita bor for eksempel på Takapoto, i Tuamotuøgruppen. Denne trofaste søster forbereder sig til alle møderne hver eneste uge, og hendes mand, som ikke er i sandheden, er ofte med til det. Hver søndag tager Rosita mødetøj på og studerer ugens vagttårnslektie, selv når de fleste andre tager ud for at svømme eller fiske i lagunen. Hun rapporterer også trofast sin tjeneste. Ja, faktisk er hendes rapport, som hun ringer ind til afdelingskontoret, ofte den første man modtager! Det særlig rosværdige ved det er at den nærmeste telefon befinder sig 45 minutters sejlads fra hendes lille ø.

Det er altid en stor begivenhed når der ankommer et fly. Næsten alle der bor i nærheden af lufthavnen, er derfor til stede for at se hvem der går fra borde, også når vi kommer for at besøge vores søster. Ved en  lejlighed spurgte en dame Rosita: „Hvem er du kommet for at tage imod?“ Hun svarede: „Min åndelige broder og søster. De kommer udelukkende på grund af mig, for at opmuntre mig.“ Vi tilbringer tre dage sammen med Rosita, samarbejder med hende i forkyndelsen og giver hende åndelig opmuntring. Ofte kommer vi ikke i seng før midnat, så stort er hendes ønske om åndeligt samvær.

På en anden ø så en adventist os besøge hans nabo, et Jehovas vidne. Senere betroede han sig til vores broder og sagde: „Jeg har boet her i syv år, men ingen fra min kirke er nogen sinde kommet for at opmuntre mig.“ Denne mand virker som uofficiel præst for den lille gruppe adventister på øen.

Daniel og Doris er de eneste to forkyndere på Raivavae i Tubuaiøgruppen. De bor meget isoleret, og da vi endelig fandt dem, spurgte vi om vi samme eftermiddag kunne arrangere et møde i deres hjem. De var begejstrede for idéen, og vi tog alle ud for at invitere til mødet. Da vi kom tilbage, ventede syv plantagearbejdere som lige havde afsluttet dagens arbejde, ude ved vejen. Nogle havde sække med taro hængende over skulderen.

„I skal ikke bekymre jer om hvordan I ser ud,“ sagde vi. „Kom bare med.“ Og det gjorde de, men de satte sig  på gulvet, selvom vi havde siddepladser til dem. De nød mødet og stillede os mange spørgsmål bagefter. Eftermiddagen var naturligvis til størst opmuntring for vores broder og søster, og dermed var hovedformålet med besøget nået.

Nogle gange er det vanskeligt at besøge isolerede forkyndere fordi der ikke er nogen lufthavn på deres ø. I ét tilfælde måtte vi efter at vi var landet, ud på en to timers tur med båd over det åbne ocean for at nå frem til en ø hvor der boede to forkyndere. Båden var i øvrigt en åben speedbåd, omkring 4 meter lang. Vi stillede naturligvis en række spørgsmål til ham der skulle sejle os derover, for at sikre os at hans fartøj var sødygtigt, og at han medbragte en reservemotor. Det er nemlig mildest talt en ubehagelig oplevelse at drive rundt på må og få i Stillehavet!

Da vi nåede frem til vores bestemmelsessted, var vi blevet gennemblødt af skumsprøjt, og vores rygge smertede på grund af de hårde stød det gav når bølgerne hamrede mod skroget. Tilbageturen var ikke spor bedre. Sandra fortæller: „Da vi om eftermiddagen kom tilbage til hovedøen, steg jeg op på min cykel for at tage ud at forkynde. Men jeg var så slap og rystede så meget efter sejladsen at jeg ikke kunne styre min cykel på grusvejen, så jeg væltede med det samme!“

I betragtning af det foregående forstår du nok hvorfor vi hver eneste gang vi besøger vores isolerede brødre og søstre, tænker på den dybe kærlighed Jehova og hans organisation har til dem. Der er ingen tvivl om at vi tilhører en ganske særlig åndelig familie. — Joh. 13:35.

[Tekstcitat]

„De kommer udelukkende på grund af mig, for at opmuntre mig“

 [Oversigt/illustrationer på side 80, 81]

FRANSK POLYNESIEN — EN KRONOLOGISK OVERSIGT

1835: Oversættelse af Bibelen til tahitisk færdiggøres.

930’erne: Sydney Shepherd og Frank Dewar besøger Tahiti og muligvis også andre øer.

1940

1956: Forkyndelsesarbejdet begynder for alvor på Makatéa og Tahiti.

1958: Ved to lejligheder afholdes der dåb — de første dåbshandlinger i Fransk Polynesien.

1959: Første menighed i Fransk Polynesien oprettes i Papeete.

1960

1960: Jehovas Vidners Forening registreres.

1962: Den første rigssal på øerne opføres i Papeete.

 1969: Tahiti er vært ved sit første internationale stævne.

1975: Der oprettes et afdelingskontor på Tahiti.

1976: Man begynder at oversætte Vagttårnet til tahitisk.

1980

1983: Det første betelhjem indvies.

1989: Der nås et højdepunkt på 1000 forkyndere.

1993: Et nyt betelhjem og en tilstødende stævnehal indvies.

1997: Skolen for Udnævnte Tjenere afholdes for første gang.

2000

2004: 1746 aktive forkyndere i Fransk Polynesien.

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Antal forkyndere

Antal pionerer

2.000

1.000

1940 1960 1980 2000

 [Kort på side 73]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

FRANSK POLYNESIEN

FRANSK POLYNESIEN

MARQUESAS- ØERNE

Nuku Hiva

Ua Pou

Ua Huka

Hiva Oa

Fatu Hiva

TUAMOTUØERNE

Manihi

Ahe

Rangiroa

Takaroa

Takapoto

Makatéa

Anaa

Hao

SELSKABSØERNE

Maupiti

Tahaa

Raiatea

Bora Bora

Huahine

Mooréa

Tahiti

TUBUAIØERNE (AUSTRALØERNE)

Rurutu

Rimatara

Tubuai

Raivavae

GAMBIERØERNE

MOORÉA

TAHITI

PAPEETE

Punaauia

Paea

Toahotu

Vairao

 [Helsides illustration på side 66]

[Illustration på side 70]

Jeanne og Jean-Marie Félix var nogle af de første der aflagde et grundigt vidnesbyrd i Fransk Polynesien

[Illustration på side 71]

Maui Piirai, den første polynesier i distriktet som indviede sig til Jehova, blev døbt af Jean-Marie Félix i 1958

[Illustration på side 79]

Clyde og Ann Neill (nedenfor) sluttede sig til Agnès Schenck (til højre) på Tahiti for at hjælpe hende i forkyndelsesarbejdet

[Illustration på side 85]

John og Ellen Hubler begyndte i kredstjenesten i 1960

[Illustration på side 86]

I 1962 byggede menigheden i Papeete sin første rigssal — en enkel konstruktion med åbne sider og et tag tækket med blade

[Illustration på side 89]

Udgave af „La Sentinelle“ fra 15. april 1965 med artikler fra „Vagttårnet“

[Illustration på side 92]

For at gøre åndelige fremskridt lærte Taina Rataro at læse og skrive tahitisk

[Illustration på side 92]

Elisabeth Avae (siddende) med sit barnebarn Diana Tautu

[Illustration på side 95]

Anna og Antonio Lanza

[Illustration på side 96]

Vaieretiai og Marie-Medeleine Mara

[Illustration på side 97]

Ato Lacour

[Illustration på side 98]

Rudolphe Haamarurai

[Illustration på side 99]

Vahinerii og Edmond Rai (til venstre) sammen med Taaroa og Catherine Terii (til højre)

[Illustration på side 100]

Auguste og Stella Temanaha

[Illustration på side 102]

Christiane og Jean-Paul Lassalle (til venstre) og Lina og Colson Deane (til højre)

[Illustration på side 103]

Roger Sage (til venstre) tolker et foredrag af Francis Sicari til tahitisk ved et områdestævne i 1970’erne

[Illustration på side 107]

Eileen og Alain Raffaelli

[Illustration på side 108]

Mauri og Mélanie Mercier

[Illustration på side 120]

Marie-Louise og Serge Gollin tjener som missionærer på Marquesasøerne

[Illustration på side 122]

Alexandre Tetiarahi med sin kone, Elma, og deres to yngste døtre, Rava (til venstre) og Riva

[Illustration på side 126]

Det tahitiske oversætterhold

[Illustration på side 127]

Det internationale stævne i 1969 med temaet „Fred på jorden“ var det første internationale stævne der blev holdt på Tahiti

[Illustration på side 128]

Denne rigssal på øen Bora Bora er den senest opførte i Fransk Polynesien

[Illustration på side 130]

Christine og Félix Temarii

[Illustration på side 131]

Afdelingskontorets udvalg, fra venstre mod højre: Alain Jamet, Gérard Balza og Luc Granger

 [Illustration på side 132, 133]

 (1) Afdelingskontoret på Tahiti

(2) Gérard Balza frigiver bogen „Kom nær til Jehova“ på tahitisk i juli 2002

(3) Den tahitiske betelfamilie