Letland

På Brīvībasgaden (frihedsgaden) i centrum af Riga, Letlands hovedstad, står et 42 meter højt frihedsmonument. Det blev afsløret i 1935 og er et symbol på politisk frihed. Men lige siden 1920’erne er folk i Letland blevet tilbudt en langt bedre frihed — den frihed der kommer af at kende sandheden fra Bibelen. Om denne åndelige frihed står der i en rapport: „Almindelige mennesker, . . . både mænd og kvinder, tager med glædestårer imod budskabet.“ I årtier forsøgte nogle at undertrykke dette dyrebare budskab, og det lykkedes dem til dels. Men som den følgende beretning vil vise, kan ingen magt på jorden holde den Almægtiges hånd eller hans søns hånd tilbage. Deres herredømme er ikke hæmmet af politiske grænser. — Åb. 11:15.

Siden Tyske Orden grundlagde Riga i 1201 og frem til sovjetkommunismens æra, har Letland været invaderet og regeret af mange politiske statsmagter, deriblandt Polen, Rusland, Sverige og Tyskland. I 1918 erklærede Letland sin uafhængighed for første gang, men i 1940 blev landet en sovjetisk republik. I 1991 genvandt republikken Letland sin uafhængighed.

Politisk uafhængighed er dog ikke ensbetydende med sand frihed. Det er kun Jehova der kan befri menneskeheden fuldstændigt, og hans løfte om frihed er et enestående aspekt af den gode nyhed om Guds rige. (Luk. 4:18; Hebr. 2:15) Hvordan kom denne gode nyhed til Letland? Vores  beretning begynder med en bøn som en sømand ved navn Ans Insberg bad til Gud.

Ans skriver: „En stjerneklar aften ude på havet udøste jeg mit hjerte for Herren og bad ham føre mig til det folk som tilbad ham i ånd og sandhed. (Joh. 4:24) Jeg havde set så meget hykleri blandt kirkegængere i mit hjemland, Letland, og dét havde jeg fået nok af. I 1914 så jeg i Cleveland, Ohio, ’Skabelsens Fotodrama’, en bibelsk forevisning af film og lysbilleder fremstillet af de internationale bibelstudenter, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Min bøn var blevet besvaret; jeg havde fundet sandheden! Jeg blev døbt den 9. januar 1916 og begyndte at tage del i forkyndelsen. Indimellem, når jeg manglede penge, tog jeg ud at sejle.“

 Kort efter den første verdenskrig begyndte Ans at forkynde Rigets budskab vidt og bredt i Letland. For egen regning indrykkede han notitser om Guds rige i lettiske aviser. En pensioneret skolelærer ved navn Krastin̗š lærte sandheden at kende ved hjælp af disse notitser og var muligvis den første bibelstudent i Letland der viede sit liv til Jehova. I 1922 blev Ans en del af staben på bibelstudenternes hovedkontor i Brooklyn i New York. Dér besøgte han regelmæssigt skibe i havnen — „min spændende prædikestol“, som han kaldte det — for at tale med andre sømænd om sandheden. Han afsluttede sit jordiske livsløb den 30. november 1962.

I 1925 blev det nordeuropæiske kontor oprettet i København. Det førte tilsyn med arbejdet i de tre baltiske lande — Estland, Letland og Litauen — samt i Danmark, Finland, Norge og Sverige. I juli 1926 fik Rees Taylor fra England til opgave at lede arbejdet i Letland. Han oprettede et kontor i Riga og organiserede et lille stævne. Af de 20 der overværede stævnet, tog 14 del i den første forkyndelseskampagne i landet. Brødrene fik tilladelse af politiet til at holde offentlige møder, og 975 mennesker lyttede til bibelske foredrag i byerne Riga, Liepāja og Jelgava. Foredragene blev holdt på tysk, som var mange letters andetsprog. Adskillige udtrykte ønske om at der blev holdt flere møder.

„FRIHED FOR FOLKET“

I september 1927 kom cirka 650 delegerede fra Estland, Letland og Skandinavien til København for at lytte til et foredrag som blev holdt af Joseph F. Rutherford fra bibelstudenternes hovedkontor. Foredraget hed „Frihed for Folket“. Året efter blev en brochure med samme titel oversat til lettisk, og kolportører, eller pionerer, førte an i arbejdet med at uddele den.

Blandt disse første pionerer var der mindst ti brødre fra Tyskland som var kommet til Letland for at hjælpe til med  forkyndelsen. En af dem var den 22-årige Johannes Berger. Han skriver: „Det første pionererne gjorde når de ankom til de byer de havde fået tildelt, var at holde offentlige foredrag. Vi holdt foredrag i stort set alle byer i Letland. I Sloka lejede vi en biograf, og dér holdt jeg foredrag hver mandag i vinterperioden. Folk kom langvejsfra på deres små heste.“ Broder Berger tilføjer: „Trods mine begrænsede skolekundskaber fik jeg mange store tjenesteprivilegier.“

I 1928 var der omkring 40 forkyndere i landet, hvoraf de 15 var døbt. I 1929, det år kontoret blev flyttet til Šarlotesgaden i Riga, blev yderligere ni døbt, og der blev spredt over 90.000 bøger og brochurer.

Tidligere, i 1927, var en ung mand ved navn Ferdinand Fruck og hans mor, Emilie, blevet døbt. Fire år senere fandt Ferdinand sin kommende pionermakker da han forkyndte i et bageri i sin hjemby, Liepāja. Bageren løb hen til sin brors barbersalon ved siden af bageriet. „Heinrich! Skynd dig at komme!“ sagde han. „En mand i min forretning siger noget der lyder for godt til at være sandt.“ Barberen,  Heinrich Zech, syntes ikke at sandheden ud fra Bibelen var svær at tro på, og kort efter blev han døbt. Han slog sig sammen med Ferdinand, og de to cyklede fra den ene by til den anden for at udbrede budskabet om Riget.

MODSTAND

Selvom der kun var få forkyndere i landet, vakte deres nidkærhed stor vrede blandt præsterne. En fremtrædende gejstlig i Riga truede endda med at ekskommunikere enhver der overværede bibelstudenternes møder. I Liepāja udgav præsterne pjecer hvori de anklagede brødrene for ikke at tro på Jesus Kristus, og advarede folk mod at tage imod deres litteratur. De brugte også den førende kirkelige avis til at bagtale bibelstudenterne.

I 1929 bøjede myndighederne sig for pres fra gejstlig side og udviste de tyske kolportører fra Letland. I 1931 var de fleste af vores bibelske publikationer forbudt. Fik disse angreb brødrene til at standse deres arbejde? I en rapport fra kontoret i Letland står der: „Djævelens modstand ansporer os blot til at være mere trofaste. Det er en stor glæde for os at tage del i arbejdet her . . . , og vi er besluttede på at fortsætte.“

I 1931 efterkom adskillige pionerbrødre fra England opfordringen til at flytte til de baltiske lande. Nogle af disse brødre var med til at bringe åndelig føde ind i Letland fra nabolandene Estland og Litauen. Edwin Ridgewell, som da var 18 år, blev sendt til Litauen. Edwin, som nu er i 90’erne, fortæller: „Mine to pionermakkere, Andrew Jack og John Sempey, og jeg blev tildelt en særlig opgave — at bringe bibelske publikationer ind i Letland. Vi plejede at tage nattoget til Riga og skjule publikationerne i pakker som passede ind i de rum under sæderne hvor sengetøjet blev opbevaret om dagen. Før vi steg af toget, lagde vi pakkerne og noget tøj i nogle specialfremstillede kufferter der kunne vides ud. Efter hver nervepirrende udbringning fejrede vi det.  Percy Dunham, som førte tilsyn med arbejdet, inviterede os ud at spise på en restaurant i Riga.“

Ferdinand Fruck mødtes ofte med brødrene ved grænsen til Litauen. De gav ham bibelske publikationer, som han så opbevarede på sit høloft. På et tidspunkt kom han dog i myndighedernes søgelys, og i tiden derefter foretog politiet hyppige razziaer på hans ejendom for at søge efter forbudte publikationer. Under en af disse husundersøgelser havde betjenten ikke selv lyst til at gå op på høloftet, så han beordrede Ferdinand derop i stedet. For at glæde betjenten kom Ferdinand ned med et par gamle eksemplarer af Vagttaarnet, som han afleverede. Betjenten var tilfreds og gik.

FREMSKRIDT TRODS MODSTAND

Skotten Percy Dunham, som er omtalt tidligere, fik i 1931 til opgave at føre tilsyn med arbejdet i det lettiske distrikt. Percy var blevet bibelstudent før 1914 og havde således stor erfaring, hvilket viste sig at være meget værdifuldt. Hen imod slutningen af 1931 skrev kontoret i Letland i en rapport: „Trods vanskeligheder bliver arbejdet udført af nogle som er fattige på denne verdens gods, men rige i troen på Gud. . . . Vort budskab vækker mere og mere interesse. . . . Hver uge får kontoret henvendelser fra folk som beder om bøger, og som gerne vil vide hvornår andre bøger kan fås.“ Angående en meget vigtig teokratisk udvikling stod der i rapporten: „Ved et møde som blev holdt i Riga for nylig, vedtog vi enstemmigt og med stor glæde en resolution om at antage det nye navn [Jehovas Vidner], som Herren har givet sit folk.“

I 1932 blev kontoret flyttet til Cēsugade i Riga. Samme år flyttede Margaret (Madge) Brown — en pioner fra Skotland som var blevet døbt i 1923 og tjente i Irland — til Letland og giftede sig med Percy Dunham. I mellemtiden blev modstanden mod forkyndelsesarbejdet intensiveret.  Madge skriver: „Den 9. februar 1933 anklagede en avis i Riga os for at være kommunister. Næste morgen ringede det på døren, og da jeg åbnede den, kom politiet brasende ind og viftede med deres pistoler alt imens de råbte: ’Hænderne op!’ I syv timer ledte de efter forbudte bøger. Ved frokosttid tilbød jeg dem en kop te, som de sagde ja tak til.

Størstedelen af brødrenes litteraturforsyninger var skjult på loftet. Tidligere på dagen havde den ansvarshavende betjent undersøgt min mands lommer og fundet nogle nøgler. ’Hvad bruges de til?’ spurgte han. ’Loftskammeret,’ svarede Percy. Det fik dog ikke politiet til at gå derop. Lige før den ansvarshavende betjent forlod stedet, gav han oven i købet Percy nøglerne tilbage! De havde bladet nogle publikationer igennem, men mente ikke at der var grund til at konfiskere dem.

Det gjorde de nu alligevel. Desuden tog de breve, penge, en duplikator og en skrivemaskine. Politiet foretog lignende husundersøgelser hos seks andre familier af Jehovas Vidner, men de fandt ingen vidnesbyrd om noget ulovligt og undlod derfor at rejse sigtelse.“

På daværende tidspunkt var der færre end 50 forkyndere i hele landet. For at få juridisk status ansøgte Jehovas Vidner ikke desto mindre om at blive registreret. Til deres store glæde blev International Forening for Bibelstudium officielt registreret den 14. marts 1933! Brødrene fik ikke tilladelse til at indføre bibelsk litteratur, men de brugte deres juridiske status til at få nogle brochurer trykt på et lokalt trykkeri. Den der foretog oversættelsen til lettisk, var den anerkendte forfatter og chefredaktør af avisen Rīts, Aleksandrs Grīns.

EN KORTVARIG REGISTRERING

Som følge af et statskup i maj 1934 blev der indført militær undtagelsestilstand i landet. Fjender af sandheden udnyttede den politiske ustabilitet til at beskylde Guds folk  for at være kommunister. Den 30. juni lukkede indenrigsministeren kontoret for International Forening for Bibelstudium og konfiskerede over 40.000 bøger og brochurer samt et mindre pengebeløb. Præster blev udnævnt som likvidatorer! Desuden blev brødrenes ansøgninger om at lade sig registrere på ny afvist.

I 1939 udbrød den anden verdenskrig, og i juni 1940 marcherede den russiske hær ind i Letland. I august blev Letland den 15. republik i Sovjetunionen, og landet blev kaldt den lettiske socialistiske sovjetrepublik. Den 27. oktober måtte Madge og Percy Dunham forlade Letland og deres lettiske brødre og søstre, som de var kommet til at holde så meget af. De blev sendt til afdelingskontoret i Australien, hvor Percy afsluttede sit jordiske livsløb i 1951, og Madge i 1998.

Lukningen af kontoret, udvisningen af de brødre der førte an, de vanskelige forhold under krigen og de efterfølgende årtier med barsk kommunistisk styre havde en ødelæggende virkning på forkyndelsesarbejdet. Det var først i begyndelsen af 1990’erne at intolerancens grusomme lænker endelig blev fjernet.

JEHOVA TRØSTER SINE LOYALE

Under den anden verdenskrig havde den lille gruppe af Jehovas Vidner i Letland ingen kontakt med hovedkontoret. De holdt dog deres håb levende „ved Skrifternes trøst“. (Rom. 15:4) Efter krigen, i slutningen af 1940’erne, lykkedes det afdelingskontoret i Tyskland at sende post til de få brødre der var i Jelgava, Kuldīga, Riga og Ventspils.

I Kuldīga, en by der ligger 160 kilometer vest for Riga, modtog Ernests Grundmanis, som havde været i sandheden i 20 år, adskillige breve fra Tyskland med åndelig mad i rette tid. I et af brevene stod der: „Stol altid på Jehova Gud, vor gode Fader. Han vil støtte og styrke dig til rette tid.“ Brevet citerede Anden Krønikebog 16:9: „Hvad Jehova angår,  hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ Sådanne breve kom altid i rette tid og var til stor opmuntring!

Brødrene og søstrene benyttede enhver lejlighed til at forkynde uformelt. For eksempel forkyndte Marta Baldone, en massøse ved et helsecenter i Ventspils, for sine klienter. En af dem hed Alexandra Preklonskaya (nu Rezevskis). Alexandra fortæller: „Marta lærte mig at Guds navn er Jehova, og jeg fik stor kærlighed til det navn.“

Også Alexandras far, Peter, som var født i 1880, lærte sandheden fra Bibelen at kende. Datteren skriver: „Far var blevet medlem af kommunistpartiet før 1917-revolutionen; han boede i Sankt Petersborg [kaldt Petrograd fra 1914 til 1924 og Leningrad fra 1924 til 1991]. Revolutionen førte dog ikke til det min far havde håbet, så han afleverede sit politiske medlemskort og blev tvunget til at forlade byen. Han rejste til Letland, hvor jeg præsenterede ham for Marta. Far, som var en ærlig og venlig mand, tog hurtigt imod sandheden. I 1951 vendte han tilbage til Rusland, men denne gang som fange på grund af sin tro. Han døde i Sibirien i 1953.“

DEPORTATIONER TIL SIBIRIEN

Som i andre lande der var besat af Sovjetunionen, begyndte den nye regering i Letland at tilpasse alle kulturelle og politiske institutioner efter sovjetisk model. Kommunisterne gennemførte også en kollektivisering af landbruget, det vil sige omlagde private landbrug til statsbrug. Deportationer i forbindelse med denne kampagne, som nåede et klimaks i 1949, førte til at cirka 100.000 letter blev deporteret til det nordlige Rusland, herunder Sibirien. To år senere blev Jehovas Vidner genstand for kommunisternes opmærksomhed. I tusindvis af forkyndere fra besatte lande blev deporteret, deriblandt mindst 20 af de cirka 30 forkyndere der stadig var i Letland.

 Til trods for at Valija Lange, som boede i Ventspils, ikke var døbt, var hun blandt dem der blev arresteret af KGB (Komitéen for Statssikkerhed) under en af de husundersøgelser der blev foretaget i september 1950. Under et natligt forhør i Riga blev Valija spurgt: „Hvordan kan det være at du, som er sovjetborger, modarbejder staten?“ Roligt og respektfuldt svarede hun: „De eneste motiver jeg har, er at tjene Jehova Gud, forstå hans lære og at fortælle andre om den.“

Valijas navn og 19 andre forkynderes navne stod opført i et dokument dateret den 31. oktober 1950. Alle blev idømt ti års tvangsarbejde i Sibirien, og deres ejendomme blev konfiskeret. Nogle fik lov at vende hjem — blot for igen at blive idømt straf. For eksempel måtte Paulīne Serova tilbringe yderligere fire år i Sibirien efter at myndighederne havde opdaget at hun fik tilsendt bibelske publikationer med posten.

I lejrene fortsatte brødrene med at forkynde og gøre disciple. En af de nye disciple var Jānis Garšk̗is. Han blev døbt i 1956 og bor i dag i Ventspils. Han siger: „Jeg er taknemmelig for at Gud tillod at jeg blev sendt til en arbejdslejr, for ellers ville jeg ikke have lært sandheden at kende.“ En rosværdig indstilling, må man sige!

Tekla Onckule, en indfødt lette, blev anklaget for politisk agitation og sendt til Sibirien. I den afsidesliggende by Omsk hørte hun om sandheden gennem nogle Jehovas Vidner som var blevet deporteret. „Jeg glemmer aldrig min dåb,“ siger Tekla. „Den fandt sted i en iskold flod sent om aftenen. Jeg rystede over hele kroppen af kulde, men jeg var lykkelig.“ I 1954 giftede Tekla sig med Aleksei Tkach, som var blevet døbt i 1948 i Moldavien (i dag Moldova) og  senere deporteret til Sibirien. I 1969 vendte dette ægtepar og nogle få andre Jehovas Vidner tilbage til Letland. Sørgeligt nok døde de fleste af de andre lettiske deporterede i lejrene.

SKJULER SIG FOR KGB

Det lykkedes et lille antal forkyndere at undgå at blive taget til fange. Alexandra Rezevskis skriver: „Jeg undgik deportation ved hele tiden at flytte fra sted til sted, få arbejde på forskellige gårde og tage mig i agt for KGB. Jeg fortsatte dog med at forkynde for alle dem jeg mødte. Folk lyttede, og nogle kom i sandheden.“ KGB-agenter gjorde  en ihærdig indsats for at finde de få forkyndere der stadig befandt sig rundt om i Letland, og som de anklagede for at være antisovjetiske. Myndighederne uddelte endda en brochure hvori de løgnagtigt stemplede forkynderne som amerikanske spioner. Eftersom brødrene blev nøje overvåget af kommunistiske stikkere, måtte de udvise forsigtighed når de forkyndte, og holde møderne i hemmelighed og på forskellige steder.

Efter at Alexandra var blevet gift med Kārlis Rezevskis, flyttede de ind i et lille hus der tilhørte Kārlis’ forældre.  Huset lå dybt inde i en skov i nærheden af byen Tukums, cirka 70 kilometer fra Riga, og var således et ideelt sted at holde møderne om vinteren. Dita Grasberga, hvis efternavn dengang var Andrišaka, fortæller: „Jeg var barn da min familie overværede møderne i Rezevskis’ hjem. Rejsen til Tukums med bus og vandreturen i sne gennem skoven var en spændende oplevelse. Når vi trådte ind i huset, slog en vidunderlig duft af varm suppe os ofte i møde.“

Kārlis plejede at skjule bibelske publikationer i skoven. Engang havde han begravet to sække med bøger og afmærket stedet omhyggeligt. Men en voldsom storm om natten blæste afmærkningen væk. Kārlis prøvede at finde sækkene, men forgæves. Bøgerne ligger begravet et eller andet sted i skoven den dag i dag.

Om sommeren blev møderne holdt i skoven, ved en sø eller på stranden. Som i andre sovjetiske lande benyttede brødrene bryllupper og begravelser som en anledning til at holde bibelske foredrag. I 1960’erne og 70’erne aflagde brødre fra Estland regelmæssige besøg i Letland for at holde foredrag, videregive bibelske publikationer og indsamle rapporter fra de cirka 25 døbte forkyndere i landet. Blandt disse brødre fra Estland var Viljard Kaarna, Silver Silliksaar og Lembit Toom. De lokale brødre var især glade for at få Vagttårnet på russisk, som Pauls og Valija Bergmanis oversatte til lettisk og skrev ind i kladdehæfter.

„VI HAVDE KUN ÉT ’VAGTTÅRN’ TIL DELING“

I 1970’erne og 80’erne fik nogle brødre fra Estland Vagttårnet på mikrofilm i Rusland og smuglede det ind i Letland. Eftersom fotografering var en populær hobby på det tidspunkt, havde brødrene mulighed for at fremkalde negativer derhjemme, lave kopier og distribuere dem. En gang imellem kom der andre publikationer ind i landet på samme måde, hovedsagelig fra Litauen og Ukraine.

 „Vi havde kun ét ’Vagttårn’ til deling,“ fortæller Vida Sakalauskiene, som dengang var omkring ti år. „En overgang fik hver gruppe et eksemplar på fotopapir fremkaldt fra negativer. Dette eksemplar blev givet videre fra familie til familie så alle kunne læse det og gøre notater. Ingen måtte beholde det i mere end 24 timer. Ved mødet havde vagttårnsstudielederen bladet, og vi andre besvarede spørgsmålene ud fra vores hukommelse eller ud fra de notater vi havde gjort.“ Denne åndelige foranstaltning hjalp Vida til at holde fast ved sandheden i hele hendes skoletid. Den hjalp også hendes bror, Romualdas, til at bevare sin uangribelighed mens han var fængslet på grund af sin kristne neutralitet.

ALLE SLAGS MENNESKER TAGER IMOD SANDHEDEN

Vera Petrova var et aktivt medlem af kommunistpartiet i 27 år. Hun fortæller: „En af mine opgaver var at gå i kirke for at se hvor mange medlemmer af kommunistpartiet der var til stede, og at give den lokale partisekretær meddelelse om det. I mellemtiden kom en af mine to søstre i sandheden og begyndte at forkynde for mig. Nu da min interesse var blevet vakt, bad jeg en russiskortodoks præst om at få en bibel.

’Hvorfor har du brug for en bibel?’ spurgte han.

’Jeg vil gerne vide om dét du lærer os, er i overensstemmelse med Bibelen’, svarede jeg. Han gav mig dog ikke nogen bibel, så jeg anskaffede mig en på anden vis og begyndte at læse i den. Hurtigt opdagede jeg at kirkens lære ikke er baseret på Bibelen. Jeg fortsatte med at gøre åndelige fremskridt, forlod kommunistpartiet og blev døbt i 1985.“

Før den anden verdenskrig blev Teofīlija Kalvīte, som var sygeplejerske, gift med borgmesteren i Daugavpils. Sørgeligt nok blev borgmesteren i begyndelsen af krigen meldt savnet. Teofīlija kom selv ud for mange genvordigheder  og var vidne til død og elendighed. Efter krigen blev hun formand for Lettisk Røde Kors, og i de 61 år hun var i sundhedssektoren, tildelte staten hende mindst 20 priser. Da hun var omkring 65 år, mødte hun Paulīne Serova, et af Jehovas Vidner som viste hende ud fra Bibelen hvorfor Gud tillader ondskaben. Teofīlija tog imod sandheden og glædede sig over den forret at kunne hjælpe andre til at få et godt åndeligt helbred. Hun forblev trofast til sin død i 1982.

„NÅH DET, DET ER EN ORDBOG“

I 1981 blev Yurii Kaptola, som dengang var 18 år, fængslet i tre år som følge af sin kristne neutralitet. Han fortæller: „Jeg afsonede de to år af min straf i Sibirien, hvor vi boede i telte og arbejdede i skovene, selv når temperaturen nåede helt ned på minus 30 grader! * Jehova sørgede altid for mig åndeligt. For eksempel sendte min mor mig engang et eksemplar af De Græske Skrifter i en pakke med mad. Da en af vagterne undersøgte pakken, fik han øje på bogen.

’Hvad er det?’ spurgte han.

Før jeg kunne nå at svare, sagde en politiassistent der stod i nærheden: ’Nåh det, det er en ordbog,’ og lod mig beholde den.

 Jeg blev løsladt i 1984. I stedet for at bosætte mig i mit hjemland, Ukraine, flyttede jeg til Riga, hvor jeg i cirka to år kom sammen med en lille gruppe Jehovas Vidner. Men eftersom Letland stadig var en del af Sovjetunionen, blev jeg igen indkaldt til militærtjeneste. Den 26. august 1986 blev jeg idømt fire års tvangsarbejde, som denne gang skulle afsones i Letland. Efter nogen tids afsoning i Riga blev jeg sendt til en lejr i nærheden af byen Valmiera. Ved et retsmøde i begyndelsen af 1990’erne angående min løsladelse sagde dommeren: ’Yurii, afgørelsen om at sætte dig i fængsel for fire år siden var ulovlig. De burde ikke have dømt dig.’ Jeg var nu pludselig en fri mand!“

I 1991 blev Yurii tilsluttet den eneste menighed i Letland, og her tjente han som den ene af menighedens to ældste. „Markerne var nu hvide til høst,“ skriver han.

Kort efter at Yurii var ankommet til Letland, talte han med en kvinde som var ved at ordne et gravsted. Han beretter: „Da jeg spurgte hende hvorfor livet synes alt for kort, gik hun et par skridt hen imod mig, og vi begyndte at tale sammen. Få minutter senere faldt en stor gren ned fra et træ og landede lige dér hvor hun havde arbejdet. Havde hun stået dér, var hun blevet knust. Hun gav mig sin adresse, og jeg sørgede for at hun blev besøgt af en søster. I 1987 blev hun og hendes søn og svigerdatter døbt.“

DE HOLDER MERE AF MENNESKER END AF BEKVEMMELIGHEDER

Mange andre unge fra forskellige dele af Sovjetunionen flyttede også til Letland for at være med i forkyndelsesarbejdet. Deres tilværelse var ikke let, men de var villige til at bringe ofre. Anna Batnya, der nu tjener som specialpioner, fik arbejde som syerske på en fabrik og fandt et billigt logi. „Forholdene var langtfra ideelle,“ fortæller hun. Hun fortsætter: „Vi forkyndte uformelt i tog, på jernbanestationer, i parker, på kirkegårde og i nærheden af kirker.

 I togene, som altid var fyldt med mennesker, forkyndte vi som regel to og to og gik fra kupé til kupé. Den ene af os forkyndte mens den anden holdt vagt. Det skete ofte at andre sluttede sig til samtalen, og nogle gange blev vi bombarderet med spørgsmål. Når toget standsede, gik vi, om nødvendigt, ind i en anden kupé. Det var en stor glæde at se hvordan Jehova velsignede vores forkyndelse.“

Angelina Tsvetkova hørte om sandheden en dag efter at hun havde været i kirke for at bede. Hun fortæller: „I 1984 kom Aldona Dron̗uka, som var et af Jehovas Vidner, hen til mig og spurgte om jeg havde læst Bibelen. ’Jeg har læst noget af den,’ svarede jeg. ’Men jeg synes at den er svær at forstå, og jeg har mange spørgsmål.’ Vi udvekslede adresser, og siden hen talte vi jævnlig om Guds ord. Få måneder senere inviterede Aldona mig til et bryllup i Litauen, og jeg tog imod indbydelsen. Der var omkring 300 gæster. Ved receptionen lyttede vi til det ene bibelske foredrag efter det andet, hvilket jeg undrede mig over.

Det var ved den lejlighed at jeg fandt ud af at jeg studerede med Jehovas Vidner, og at brylluppet også var et stævne. Trods denne overraskende opdagelse gjorde disse ydmyge menneskers enhed og indbyrdes kærlighed et dybt indtryk på mig. I 1985 blev jeg døbt, og i 1994 tog jeg  pionertjenesten op. I dag er fem af mine seks børn døbt, og den yngste er udøbt forkynder.“

FRIHED TIL AT HOLDE STORE STÆVNER

I midten af 1980’erne var forholdene i mange kommunistlande blevet mindre restriktive, og Jehovas Vidner kunne samles mere frit. I 1989 rejste cirka 50 delegerede fra Letland til Polen for at overvære områdestævnet „Gudhengivenhed“. Marija Andrišaka, der er specialpioner, siger: „At  være sammen med alle disse brødre og søstre var et vendepunkt i min åndelige udvikling.“

I 1990 var over 50 delegerede fra Letland til stede ved områdestævnet „Det rene sprog“, som også blev holdt i Polen. En af de delegerede, Anna Mančinska, gjorde sig store anstrengelser for at være til stede. Hun fortæller: „På vej til jernbanestationen opdagede jeg at jeg havde glemt nogle dokumenter der skulle vises ved grænseovergangen. Så jeg tog en taxa hjem, fik fat i papirerne og kørte tilbage til  stationen, blot for at opdage at toget var kørt. Skyndsomt kørte jeg til den næste station, men kom igen for sent. Det endte med at jeg kørte med taxa til Litauen og indhentede toget 250 kilometer fra Riga. Taxaturen var dyr, men pengene var givet godt ud!“ Anna virker nu som medlem af betelfamilien i Letland.

I 1991 kunne brødrene i tidligere Sovjetrepublikker langt om længe frit holde stævner. Delegerede fra Letland rejste i adskillige busser til Tallinn i Estland for at overvære stævnet „Venner af gudgiven frihed“. Et meget passende tema!

Ruta Barakauska fra Vain̗ode overtalte sin mand, Ādolfs, som ikke var et af Jehovas Vidner, til at rejse med hende til Tallinn. „Jeg havde ikke tænkt mig at overvære stævnet,“ fortæller Ādolfs. „Min plan var at købe reservedele til min bil. Men efter at have overværet det første programafsnit var jeg så imponeret af foredragene, Jehovas Vidners venlighed, deres pæne sprog og den kærlige  måde de behandlede hinanden på, at jeg besluttede mig til at være med under hele stævnet. Da vi kom hjem, tog jeg imod et bibelstudium og arbejdede ihærdigt på at lære at styre mit temperament. I 1992 blev jeg ligesom min hustru et døbt vidne for Jehova.“

I begyndelsen af 1990’erne var det ikke muligt i Letland at leje passende lokaler til områdestævner, så brødrene rejste for det meste til Estland og Litauen. Det første områdestævne i Letland var stævnet i 1998, der havde temaet „Guds vej — den bedste livsform“. Det blev holdt i en stor sportshal i Riga. Auditoriet var delt op i tre sprogafsnit: lettisk, russisk og lettisk tegnsprog. Efter den afsluttende bøn begyndte alle at klappe, og mange græd glædestårer af taknemmelighed mod Jehova for denne skelsættende begivenhed.

EN TID MED HURTIG VÆKST

Efter kommunisttiden skete der stor vækst i forkyndelsesarbejdet i Letland. Før 1995 kunne Rigets Tjeneste imidlertid ikke fås på lettisk, og det kunne undertiden mærkes på brødrenes lidt taktløse præsentationer i forkyndelsen. Men det blev opvejet af deres nidkærhed. Dace Šk̗ipsna beskriver hvordan hun første gang hørte om sandheden: „I 1991 købte jeg i en kiosk langs vejen en bog om helvede og livet efter døden. Jeg havde kun gået nogle få skridt da jeg hørte en stemme bag mig sige: ’Du har købt gift!’

Disse ord fik mig til at standse brat op. To Jehovas Vidner — en mand og hans kone — præsenterede sig, og vi talte om Bibelen. Vi kom ind på praktisk taget det hele: Hades, Gehenna, julen, korset og de sidste dage. Jeg må indrømme at noget af det de sagde, stod lidt uklart for mig, men jeg syntes godt om det jeg hørte. Vi udvekslede telefonnumre, og i de følgende uger  besvarede dette ægtepar mange af mine bibelske spørgsmål.“

„JEG ER GLAD FOR AT JEG IKKE HOLDT OP MED AT FORKYNDE“

Jānis Folkmanis var sovjetisk mester i vægtløftning, og ved sine sidste konkurrencer i marts 1993 blev han lettisk mester. Jānis fortæller: „I 1992 indbød en arbejdskammerat ved navn Jānis Cielavs mig til at overvære det bibelstudium han havde med Jehovas Vidner. Den oplevelse forandrede mit liv. Tre måneder efter at jeg var blevet lettisk mester i vægtløftning, blev jeg forkynder af Riget, og i august 1993 blev jeg døbt. Da jeg forkyndte for nogle af de andre i træningscentret,  gav min træner udtryk for sit mishag. Men jeg er glad for at jeg ikke holdt op med at forkynde af den grund. Mine venner Eduards Eihenbaums og Edgars Brancis kan fortælle hvorfor.“

Eduards: „Jānis Folkmanis tilbød mig et gratis bibelstudium. ’Hvis det er rigtigt at det er gratis, kan vi begynde med det samme,’ sagde jeg. Som sagt, så gjort! Dét jeg lærte, lød fornuftigt, især læren om opstandelsen, som forekom mig mere logisk end læren om den udødelige sjæl. Min kone begyndte også at studere, og vi blev døbt i 1995.“

Edgars: „Jānis forkyndte med stor iver i træningscentret. Han tilbød mig et bibelstudium fire gange, men jeg  takkede nej hver gang. Jeg tog dog imod bladene Vagttårnet og Vågn op! og bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Jeg spekulerede meget på hvad der fik en berømt sportsmand til at interessere sig for Bibelen. Til sidst fik min nysgerrighed overtaget, og jeg sagde ja til at få et bibelstudium. Jeg blev døbt i 1995, og i dag er jeg specialpioner.“

Nogle har måttet overvinde dårlige vaner for at behage Gud. For eksempel havde Aivars Jackevičs et alkoholproblem. Han fortæller: „Ofte begyndte weekenden med en øl til morgenmad efterfulgt af en flaske vodka. En aften i januar 1992 var jeg hjemme med armen i en slynge; jeg var stærkt nedtrykt og overvejede selvmord. Dagen før var jeg blevet bestjålet mens jeg var fuld. Så hørte jeg at det bankede på døren. Det var en nabo — den samme som havde talt med mig om Bibelen ved flere lejligheder. Vi snakkede sammen, og jeg tog imod hans tilbud om et bibelstudium.

De dage han studerede Bibelen med mig, afholdt jeg mig fra at drikke, og det hjalp mig til at gøre fremskridt. Efter at jeg lærte sandheden om de dødes tilstand at kende og forstod at jeg ikke ville komme i et brændende helvede — noget jeg altid havde frygtet — begyndte jeg at studere tre gange om ugen. På mindre end fire måneder blev jeg udøbt forkynder. Bibelen advarer imidlertid: ’Lad den der mener at han står, se til at han ikke falder.’ Desværre tilbragte jeg tåbeligt nok en aften sammen med dårlige venner hvor jeg drak for meget og igen fik selvmordstanker. Men Jehova er barmhjertig og tålmodig, og kærlige brødre kom mig til undsætning. Det lærte jeg meget af. Jeg blev døbt i 1992, og i dag er jeg medlem af betelfamilien i Letland.“ — 1 Kor. 10:12; Sl. 130:3, 4.

Māris Krūmin̗š, som også er på Betel, måtte foretage store forandringer i sit liv for at tjene Jehova. Han fortæller: „Da jeg var færdig med militærtjenesten, kunne jeg ikke rigtig finde ud af hvad jeg ville med mit liv. Senere  blev jeg bortvist fra universitetet fordi jeg udeblev fra timerne. Uden noget egentligt mål i livet blev jeg kriminel, og en aften efter at jeg i fuldskab var blevet indblandet i slagsmål, blev jeg arresteret. I cellen sad jeg og tænkte på de love jeg havde overtrådt, og jeg kom til den slutning at mange af dem faktisk stammede fra love Gud har fastsat. For første gang i mit liv bad jeg Gud om tilgivelse og lovede at jeg ville søge efter ham.

Efter at jeg blev løsladt, opsøgte jeg forskellige trossamfund, men blev skuffet hver gang. Så begyndte jeg at læse i Bibelen og andre religiøse bøger. I 1990 mødte jeg i toget en tidligere skolekammerat, og jeg fandt ud af at han var et af Jehovas Vidner. På denne korte tur åbnede Jehova mit hjerte mens jeg lyttede til min gamle ven, der fortalte om Guds hensigt med menneskene og årsagen til lidelserne i verden. Jeg begyndte at studere Bibelen og blev forkynder i 1991. I 1992 blev jeg døbt. Et år senere blev jeg medlem af betelfamilien i Letland, og i 1995 giftede jeg mig med Simona, en finsk pionersøster.“

 Edgars Endzelis studerede jura. Han beretter: „I begyndelsen af 1990’erne fornemmede man at der snart ville ske politiske forandringer. Jeg læste jura i Riga, og mange af de studerende var meget optaget af spørgsmålet om livets mening. Jeg læste bøger om filosofi og Østens religioner, og jeg dyrkede også en kampkunst der kaldes aikido. Men så kom min kone, Elita, og jeg i kontakt med Jehovas Vidner.

Første gang vi var til møde, fik vi en varm modtagelse af både de lettisk- og de russisktalende brødre. Denne ægte kærlighed gjorde et dybt indtryk på os. Det var omkring samme tid at jeg hørte min instruktør i kampkunst sige at  det kun var zenbuddhister der kunne blive mestre i aikido. Det chokerede mig! Så var det slut med aikido for mit vedkommende. Kort efter fik jeg klippet mit lange hår, og i marts 1993 blev Elita og jeg døbt. Siden da har jeg haft den forret at bruge mit kendskab til jura til at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“ i Letland. — Fil. 1:7.

KRISTNES TRO SAT PÅ PRØVE

I 1993 fik fire musikstuderende i Jelgava troen sat på prøve da deres kor fik til opgave at synge ved en festival i forbindelse med uafhængighedsdagen. Selvom pigerne  var nye i sandheden, var de besluttede på at behage Gud. De skrev derfor til korlederen og forklarede respektfuldt at de på grund af deres kristne samvittighed gerne ville fritages for at deltage i begivenheden. Hvad var korlederens reaktion? Han skrev til pigernes forældre og stillede dem dette ultimatum: Enten synger pigerne ved festivalen, eller de vil blive bortvist fra skolen. Ligesom de tre hebræere valgte pigerne at adlyde Jehova. — Dan. 3:14, 15, 17; Apg. 5:29.

En af pigerne, Dace Puncule, fortæller: „Bøn til Gud og den støtte brødrene gav os, hjalp os til at forblive trofaste. Vi blev bortvist, men jeg har aldrig fortrudt at jeg stod op for sandheden. Jehova har taget sig godt af mig. Efter blot nogle få måneder fandt jeg arbejde på et advokatkontor, og  den erfaring jeg fik dér, har været en hjælp for mig på Betel, hvor jeg har tjent siden 2001.“

Nogle har fået deres uangribelighed sat på prøve i forbindelse med blodspørgsmålet. Den 6. september 1996 blev en 17-årig pige ved navn Yelena Godlevskaya ramt af en bil og pådrog sig adskillige brud på bækkenet. Den åndeligt modne Yelena havde besluttet i sit hjerte at hun ville afholde sig fra blod. (Apg. 15:29) Dengang havde de fleste læger i Letland ikke kendskab til behandling uden brug af blod, så de læger der skulle behandle Yelena, nægtede at operere hende. Omkring en uge senere blev hun i en sen nattetime påtvunget blodtransfusion af to læger — og døde.

Yelenas mor, Marina, var på det tidspunkt ikke et af Jehovas Vidner. Hun siger: „Min datters stærke tro på Jehova og hans løfter var enestående. Hun gik ikke på kompromis.“ Marina og hendes familie, som nu alle er døbte forkyndere, ser ivrigt frem til at tage imod Yelena i opstandelsen. — Apg. 24:15.

ÅNDELIGT MODNE MÆND DÆKKER ET STORT BEHOV

På grund af den hurtige vækst i antallet af forkyndere er der behov for åndeligt modne mænd der kan føre an i menighederne. I 1992 fik tre lettisktalende brødre der var vokset op i USA, tilbudt muligheden for at tjene som missionærer i Letland. Det var Valdis Purin̗š, som er gift med Linda, Alfreds Elksnis, som er gift med Doris, og Ivars Elksnis, Alfreds bror. Alle fem ankom til Riga i juli 1992. Deres fireværelses lejlighed gjorde det ud for missionærhjem, litteraturdepot og oversættelsesafdeling.

Det et godt at have humoristisk sans når man skal lære et nyt sprog. Doris Elksnis fortæller: „Ved et bibelstudium med to unge kvinder forsøgte jeg at forklare at Satan havde talt til Eva gennem en slange. Men i stedet for at sige slange, kom jeg til at bruge et lettisk ord der ligner. Faktisk fik jeg sagt at Djævelen havde talt gennem en gris!“

 I 1994 ankom Peter og Jean Luters fra Australien. Peter, som var blevet døbt i 1954, er født i Letland, men vokset op i Australien. Jean, hvis kærlige og venlige væsen hurtigt havde gjort hende meget afholdt, døde tragisk nok i 1999. Peter besluttede at blive i Letland og er i dag medlem af afdelingskontorets udvalg. „Da vi ankom,“ siger Peter, „kunne vi tydeligt mærke at brødrene var nidkære forkyndere. Men nogle menigheder havde endnu ikke fået tildelt distrikt, og selv i Riga var der områder hvor folk slet ikke blev besøgt. Dertil kom at kun få menigheder sørgede for at der regelmæssigt blev holdt offentlige foredrag. Begge problemer blev der hurtigt taget hånd om.“

GILEADMISSIONÆRER HJÆLPER TIL

De første gileadoplærte missionærer ankom i begyndelsen af 1993. Ægteparrene Anders og Agneta Berglund og Torgny og Lena Fridlund fra Sverige blev sendt til Jelgava, en by med over 60.000 indbyggere og 28 forkyndere. Anders, som nu er medlem af afdelingskontorets udvalg, siger: „Efter vores ankomst gik vi med ud i forkyndelsen sammen med brødrene, og de holdt os sandelig travlt beskæftiget. Nogle dage måtte vi praktisk talt løbe sammen med dem fra det ene bibelstudium til det andet i syv-otte timer uden at holde spisepause! Deres nidkærhed var meget motiverende. Mange af deres bibelstudieelever er nu selv i heltidstjenesten.“

Torgny Fridlund fortæller: „Efter et tremåneders sprogkursus følte vi os klar til selv at føre samtaler med folk. Vi valgte et område som ikke havde været gennemgået siden Anden Verdenskrig, men folk reagerede ikke særlig positivt på vores budskab. Brugte vi mon en forkert fremgangsmåde? Vi drøftede sagen og prøvede så noget andet, nemlig at vise et skriftsted ved hver dør. Herefter oprettede vi adskillige bibelstudier.“

 I april 1995 begyndte der at komme flere gileadmissionærer, deriblandt Basse og Heidi Bergman fra Finland. I dag virker de i rejsetjenesten i en russisktalende kreds. Basse siger: „Jeg bad brødrene om at rette mig når jeg sagde noget forkert i forkyndelsen. Og det skal jeg love for at de gjorde, ikke kun i forkyndelsen, men også under møderne! I dag varmer det mig om hjertet når jeg hører brødrene sige: ’Basse er blevet en af vore egne.’“

Carsten og Jannie Ejstrup fra Danmark tjente sammen i Letland indtil Jannie, der kun var i trediverne, døde af kræft. „Den bedste måde jeg kan ære Jehova på, er at fortsætte trofast i min missionæropgave,“ siger Carsten. Disse brødre er gode eksempler!

DER KOMMER BRØDRE FRA SKOLEN FOR UDNÆVNTE TJENERE

Siden 1994 er over 20 brødre der har gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, blevet sendt til Letland fra England, Polen og Tyskland. Men de første der ankom, var Michael Udsen og Jess Kjær Nielsen fra Danmark. De blev sendt til industribyen Daugavpils, Letlands næststørste by.

Jess beretter: „En kold eftermiddag i januar tog vi af sted mod Daugavpils, som ligger cirka 240 kilometer sydøst for Riga. Faktisk sneede det i Riga da vi satte os ind i køretøjet — en gammel varevogn fyldt med bibelske publikationer. Broderen der kørte vognen, kunne ikke tale engelsk, og vi kunne hverken tale lettisk eller russisk. For hver 50 kilometer eller deromkring standsede han og rodede lidt med motoren. Én ting er sikker: Det var ikke varmeapparatet han prøvede at gøre noget ved. Der var lige så koldt inde i bilen som der var udenfor! Vi overlevede dog den noget ubekvemme tur og ankom til Daugavpils ved midnatstid. Dengang var der 16 forkyndere i byen. Ved slutningen af det følgende år var dette tal vokset til næsten det dobbelte.“

 OVERSÆTTELSE TIL LETTISK

Før 1992 var vores publikationer i Letland hovedsagelig på russisk, som de fleste i Letland talte. Men mange foretrak deres modersmål. En rapport lyder: „Blandt de få hundrede nye forkyndere var der bemærkelsesværdigt nok nogle som var dygtige til at oversætte. Vi kunne se at Guds hellige ånd ledede disse villige unge brødre og søstres arbejde.“

Takket være oversætternes flittige indsats begyndte Vagttårnet i januar 1995 at udkomme en gang om måneden på lettisk. Siden januar 1996 er det udkommet to gange om måneden. I dag fås der mange forskellige publikationer på lettisk, deriblandt adskillige bøger og brochurer samt bladet Vågn op!

I begyndelsen af 1993 blev oversættelsesafdelingen flyttet fra de trange lokaler i missionærhjemmet i Riga til en lejlighed på Brīvībasgaden. I august 1994 flyttede oversætterne så ind i nogle nyrenoverede kontorer på Mieragade 40. Hvordan var brødrene kommet i besiddelse af denne ejendom?

EN FLOT GAVE

George Hakmanis og hans kone, Sigrid, forlod Letland som flygtninge under den anden verdenskrig. Ægteparret lærte sandheden at kende i London og blev døbt i 1951. Det følgende år immigrerede de til USA, og i 1992 rejste de tilbage til Letland og var der i fem år.

Efter at Letland i 1991 havde opnået uafhængighed af Sovjetunionen, kunne folk kræve deres ejendom som staten havde taget, tilbage. Sigrid og hendes søster, som også var et af Jehovas Vidner, havde gemt familiens dokumenter i over 50 år og kunne derfor igen få bygningen på Mieragade 40 i eje. Da det var sket, donerede de to søstre gavmildt ejendommen til Jehovas organisation. Brødrene lavede bygningen om til et oversættelseskontor i fem etager med boligfaciliteter til 20.

 Milton G. Henschel fra Det Styrende Råd var til stede ved indvielsen den 20. august 1994. Mens han var i Letland, rådede han brødrene til at købe den tilstødende grund på Mieragade 42, hvor der lå en seksetages bygning. Ejeren, som boede i USA, ville gerne sælge den. Også denne bygning blev totalt renoveret, og antallet af medlemmer i betelfamilien steg til 35. Siden da har en udvidelse af betelhjemmet  givet plads til kontorer og værelser til i alt 55 betelitter.

JURIDISK ANERKENDELSE

Det er stadig vanskeligt at få vores arbejde juridisk anerkendt i Letland. I 1996 brugte embedsmænd den negative presseomtale i forbindelse med Yelena Godlevskaya som begrundelse for at nægte Jehovas Vidner registrering som et trossamfund. Et parlamentsmedlem antydede endda at vores arbejde muligvis ville blive forbudt! Brødrene fortsatte dog med at mødes med embedsmænd for at oplyse dem om vores arbejde. Endelig, den 12. oktober 1998, bekendtgjorde direktøren for Letlands kontor for menneskerettigheder at to menigheder — Riga Centrum og Riga Torn̗akalns — var blevet juridisk registreret i en prøveperiode på et år. En måned efter blev menigheden i Jelgava også registreret.

Ifølge lettisk lov er nye menigheder nødt til hvert år at lade sig registrere på ny. For at opnå permanent registrering skal mindst ti menigheder lade sig registrere i ti år. De menigheder som venter på at blive registreret, har dog lov til at samles uden statslig indblanding.

FLERE MØDESTEDER

Den hurtige vækst i 1990’erne skabte et behov for større mødesteder. I 1997 blev en ejendom i Daugavpils sat på auktion, og brødrene var de eneste der bød. Renoveringsarbejdet begyndte i december 1998, og otte måneder senere kunne mere end 140 forkyndere i byen glæde sig over at samles i deres egen rigssal.

Den første rigssal der blev opført helt fra grunden, blev bygget i Jurmala. Den stod færdig i 1997. En mand i området som studerede Bibelen med Jehovas Vidner, var så imponeret af kvaliteten af arbejdet at han spurgte om brødrene ville bygge et hus til ham! Brødrene afslog selvfølgelig  høfligt og forklarede at vores arbejde ikke er af kommerciel art. I mellemtiden fik brødrene i området omkring Torn̗akalns mulighed for at købe en biograf der havde været brand i, til nedsat pris. I august 1998 var denne forkullede bygning blevet omdannet til en smuk dobbeltrigssal!

EN HJÆLPENDE HÅND FRA FINLAND

Brødrene i Finland har ydet en stor indsats for at fremme arbejdet i Letland. Finland førte tilsyn med arbejdet i landet fra 1992 til 2004, og i dag trykker Finland alle bladene til brødrene i Letland. Gennem årene har de også sendt dygtige brødre som kunne føre an, deriblandt Juha Huttunen og hans kone, Taina, som kom til Letland i 1995. Juha er i dag medlem af afdelingskontorets udvalg. Ruben og Ulla Lindh, der tilsammen har været over 80 år i heltidstjenesten, har også ydet et stort bidrag til fremme af arbejdet. Broder Lindh var i fire år medlem af landsudvalget i Letland før han rejste tilbage til Finland.

Flere end 150 brødre fra Finland har hjulpet til ved forskellige byggeprojekter. Takket være alle sådanne kærlighedsgerninger og Jehovas rige velsignelse af den forkyndelse som menighedsforkynderne, pionererne og missionærerne yder i Letland, fik landet den 1. september 2004 sit eget afdelingskontor.

SÆRLIGE FORKYNDELSESKAMPAGNER

De fleste forkyndere i Letland bor i eller omkring de større byer. I begyndelsen af 2001 fik menighederne et brev med en opfordring til forkynderne om at bruge en del af deres ferie på en særlig forkyndelseskampagne i isolerede områder. De 93 forkyndere der meldte sig, blev delt op i ni grupper som fik tildelt en række landsbyer.

Vjačeslavs Zaicevs, som arbejder på Betel, tog nogle feriedage for at kunne være med i kampagnen. „Det gav mig en enestående lejlighed til at lære andre brødre og søstre  bedre at kende,“ fortæller han. „Når vi var færdige med at forkynde, spiste vi et måltid sammen, fortalte oplevelser og lagde planer for den næste dag. Så spillede vi fodbold og svalede os i en sø. Det var en forsmag på Paradiset.“

Brødrene brugte mere end 4200 timer i forkyndelsen — et gennemsnit på over 41 timer pr. forkynder. De uddelte over 9800 publikationer, aflagde 1625 genbesøg og ledede 227 bibelstudier. Siden da har der hvert år været sådanne kampagner.

MANGE FINDER VEJEN TIL SAND FRIHED

Vores beretning begyndte med Ans Insberg, en lette som en stjerneklar aften ude på havet udøste sit hjerte for Gud. Ans ønskede at finde frem til det folk som tilbad Gud „i ånd og sandhed“. (Joh. 4:24) Jehova lyttede til denne oprigtige bøn. Siden da har over 2400 andre retsindige mennesker i Letland lært sandheden om Gud at kende, og næsten lige så mange studerer Bibelen sammen med disse forkyndere. Ja, der er stadig meget arbejde at udføre! — Matt. 9:37, 38.

Jehovas Vidner i Letland er ivrige efter at hjælpe alle der længes efter sand frihed. Ikke ved at henlede deres opmærksomhed på den frihed som monumentet på Brīvībasgaden er et symbol på, men på Guds rige. Snart vil de der længes efter dette rige, og som tilbeder Jehova „i ånd og sandhed“, blive frigjort fra enhver form for smerte og lidelse. Ja, de vil opleve den fuldkomne frihed — „Guds børns herlige frihed“. — Rom. 8:21.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 190]

„Jeg glemmer aldrig min dåb. Den fandt sted i en iskold flod sent om aftenen. Jeg rystede over hele kroppen af kulde, men jeg var lykkelig.“

[Tekstcitat på side 203]

„Jeg hørte en stemme bag mig sige: ’Du har købt gift!’“

 [Ramme/kort på side 184, 185]

Kort fortalt om Letland

Geografi

Letland strækker sig cirka 450 kilometer fra øst til vest og 210 kilometer fra nord til syd. Omkring 45 procent af landet er dækket af skov. Af dyreliv kan nævnes bævere, elge, hjorte, losser, oddere, sæler, ulve og vildsvin. Blandt de mange fuglearter kan nævnes fiskehejrer, nattergale, spætter og sorte storke.

Befolkning

Over en tredjedel af landets 2,3 millioner indbyggere bor i hovedstaden, Riga. De største kirkesamfund er det lutherske, det romerskkatolske og det russiskortodokse. De fleste letter betragter sig dog ikke som religiøse.

Sprog

Hovedsprogene er lettisk, der tales af cirka 60 procent af befolkningen, og russisk, der tales af over 30 procent. Mange taler mere end ét sprog.

Erhverv

Næsten 60 procent af befolkningen er beskæftiget inden for servicefagene, og resten arbejder på fabrikker eller i landbruget.

Fødevarer

Landbrugsprodukterne indbefatter byg, kartofler, sukkerroer og forskellige andre grøntsager og kornsorter. Som husdyr holdes kvæg, geder, grise og får. Fjerkræ er også en yndet spise.

Klima

Luftfugtigheden er høj, og der er ofte overskyet. Somrene er relativt kølige, og vintrene er ikke ekstremt kolde.

 [Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ESTLAND

RUSLAND

LETLAND

Valmiera

RIGA

Jūrmala

Sloka

Tukums

Ventspils

Kuldīga

Liepāja

Vain̗ode

Jelgava

Daugavpils

LITAUEN

ØSTERSØEN

Rigabugten

[Illustration]

Riga

 [Ramme/kort på side 186]

Letlands fire regioner

Geografisk og kulturelt deles Letland almindeligvis i fire regioner, hver med sin særegne karakter og skønhed. Vidzeme, hvis vestgrænse er Rigabugten, er den største region og omfatter Letlands hovedstad, Riga, samt de historiske byer Sigulda og Cēsis, hvor der findes en del borge. Mod øst ligger Latgale, som har lavland og blå søer. Her ligger også landets næststørste by, Daugavpils. Zemgale, der ofte kaldes Letlands spisekammer, ligger syd for floden Daugava, som løber fra Hviderusland gennem Letland til Rigabugten. I denne region findes der to imponerende barokslotte opført af den italienske arkitekt Rastrelli, som også er mester for Vinterpaladset i Sankt Petersborg i Rusland. Den fjerde region, Kurzeme, er et område med gårde, skove og strande. Regionen omfatter Østersøkysten, byerne Ventspils og Liepāja samt mange fiskerbyer.

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

1 VIDZEME

2 LATGALE

3 ZEMGALE

4 KURZEME

 [Ramme/illustrationer på side 192, 193]

Min forkyndelse for en præst ændrede både hans og mit liv

ANNA BATNYA

FØDT 1958

DØBT 1977

PROFIL Er opvokset i Ukraine som et af Jehovas Vidner og har hjulpet over 30 frem til dåb. Tjener nu som specialpioner.

DA JEG hørte at der var behov for flere forkyndere i Letland, flyttede jeg dertil i 1986. Jehovas Vidner kunne ikke forkynde frit, så jeg plejede at skjule min bibel i en pose med købmandsvarer og henvende mig til folk i parker og andre offentlige områder. Vi fokuserede på håbet om Riget og brugte kun vores bibler når nogen reagerede positivt på budskabet. Af frygt for familie og naboer inviterede folk os sjældent hjem, så vi studerede som regel med de interesserede dér hvor vi mødte dem.

Vi havde næsten ingen publikationer. I et par år havde vores menighed faktisk kun ét russisk eksemplar af studiebogen Sandheden der fører til evigt liv. Vi gjorde god brug af bogen i forkyndelsen, men vi sørgede omhyggeligt for at den ikke blev afsat!

En dag da en søster og jeg forkyndte i nærheden af en kirke, mødte vi Pyotr Batnya, som var præst. For at indlede en samtale spurgte vi ham om han vidste hvor man kunne købe en bibel. „Jeg er også interesseret i Bibelen,“ svarede han. Derefter havde vi en behagelig drøftelse. Næste dag mødte vi Pyotr i en nærliggende park. Vi viste ham indholdsfortegnelsen i ’Sandhedsbogen’ og spurgte ham hvilket emne han kunne tænke sig at drøfte. Han valgte kapitlet „Almindelige skikke som mishager Gud“, som vi så drøftede. Det førte til et regelmæssigt bibelstudium, som blev ledet af en broder.

Rustet med nøjagtig kundskab om Bibelen begyndte Pyotr at stille sine medpræster spørgsmål, og han opdagede at de ikke engang kunne forklare Bibelens grundlærdomme! Kort tid efter meldte han sig ud af kirken og indviede sit liv til Jehova.

I 1991 blev Pyotr og jeg gift og begyndte i pionertjenesten sammen. Tragisk nok omkom han ved en ulykke nogle få år senere. Hvad har hjulpet mig til at komme igennem min sorg? Hovedsagelig dét at være helt optaget af forkyndelsen og hjælpe andre til at lære „al trøsts Gud“ at kende. (2 Kor. 1:3, 4) I 1997 fik jeg den forret at blive udnævnt til specialpioner.

[Illustration]

Pyotr

[Ramme/illustrationer på side 200, 201]

Jeg længtes efter et retfærdigt styre

INDRA REITUPE

FØDT 1966

DØBT 1989

PROFIL Tidligere kommunist. Begyndte i pionertjenesten i 1990 og har hjulpet over 30 mennesker frem til dåb.

UNDER min opvækst troede jeg hverken på Gud eller Bibelen. Alligevel forsøgte jeg altid at stå op for det der er ret, og jeg kunne simpelt hen ikke forstå hvorfor vi mennesker ikke kan skabe en god og retfærdig styreform.

Første gang jeg mødte Jehovas Vidner, blev jeg forbløffet over det de viste mig ud fra Bibelen. Jeg syntes at det lød rigtig fornuftigt! Det jeg lærte om Guds rige og den retfærdighed som Jesus forkyndte, rørte mig dybt. I 1989 blev jeg døbt i en sø, og seks måneder senere begyndte jeg som almindelig pioner. På det tidspunkt havde min mand og jeg ét barn. Senere hen fik vi tvillinger. Min mand, Ivan, er også et af Jehovas Vidner, og med hans kærlige støtte har det været muligt for mig at fortsætte i heltidstjenesten.

Da børnene var små, forkyndte jeg ofte uformelt på gaden og i parker. Faktisk var tvillingerne en hjælp for mig, for de vakte manges nysgerrighed og fik folk til at slappe af og begynde at snakke med mig.

En dag da jeg forkyndte i en park, mødte jeg en kvinde ved navn Anna. Hun sad på en bænk og ventede på at en koncert som hun havde købt billet til, skulle begynde. Hun var dog så ivrig efter at høre mere om det håb Bibelen fremholder, at hun droppede koncerten. Vi læste nogle skriftsteder sammen og aftalte at mødes i parken igen. Seks måneder senere blev Anna (til højre) en søster, og i dag er hun i oversættelsesafdelingen på Betel. Ja, mit hjerte strømmer over af glæde når jeg tænker på hvordan Jehova har velsignet min forkyndelse.

[Illustration]

Med min familie

[Ramme/illustration på side 204, 205]

De må have læst mine tanker

ANDREY GEVLYA

FØDT 1963

DØBT 1990

PROFIL Virker som pioner, bytilsynsmand og vikar for kredstilsynsmanden. Ses her sammen med sin kone, Yelena.

DA JEG en dag i januar 1990 befandt mig i et tog på vej til Riga, spurgte to kvinder mig om jeg nogen sinde havde læst Bibelen. De må have læst mine tanker, for jeg havde længe ønsket at undersøge Bibelen, men havde ikke kunnet få fat i en. Jeg gav kvinderne, hvoraf den ene var Indra Reitupe, min adresse og mit telefonnummer. (Se rammen på side 200-201). Jeg ventede spændt på at de skulle besøge mig, og nogle dage senere kom de til min dør. Jeg var imponeret over hvor dygtige de var til at bruge Bibelen når de besvarede mine spørgsmål. Kort tid efter begyndte Pyotr Batnya, en heltidsforkynder og forhenværende præst, at studere Bibelen med mig. — Se rammen på side 192-93.

Fire måneder senere var jeg til møde for første gang. Om sommeren blev der én gang om måneden holdt møder i skoven fra klokken 10 om formiddagen til klokken 6 om aftenen. Brødrene drøftede udvalgte afsnit fra programmerne for Den Teokratiske Skole og tjenestemødet. Da der som regel også var nogen der skulle døbes, blev der holdt et dåbsforedrag før middagspausen.

Min nyfundne kundskab og den broderkærlighed jeg mærkede ved møderne, fyldte mig med glæde. Jeg ønskede at blive døbt så hurtigt som muligt. Det fik jeg lejlighed til i slutningen af august samme år, og det foregik i en sø.

I begyndelsen af 1990’erne ledede jeg bibelstudier med flere mennesker på mit atelier. Nogle af dem blev mine åndelige brødre. I 1992 gjorde Jehova mig endnu lykkeligere — min elskede kone, Yelena, blev min åndelige søster.

[Ramme/illustrationer på side 208, 209]

Hjemme igen efter 50 år

ĀRIJA B. LEIVERS

FØDT 1926

DØBT 1958

PROFIL Er født i Letland, men boede i forskellige lande før hun vendte tilbage til sit hjemland for at tjene hvor behovet var større.

UNDER den anden verdenskrig besluttede far at vi skulle pakke vores ting sammen og forlade Letland. Senere blev jeg gift, og min mand og jeg bosatte os i Venezuela. Dér mødte jeg Jehovas Vidner for første gang, og jeg tog imod en missionærsøsters tilbud om et bibelstudium. Det foregik på tysk. Da jeg begyndte at overvære møderne, lærte jeg spansk, som er det officielle sprog i Venezuela.

I 1958 flyttede vores familie til USA, og to måneder senere blev jeg døbt. Efter min mands død flyttede min datter og jeg til Spanien, hvor jeg virkede som pioner. General Franco var diktator på det tidspunkt, og ydmyge, gudfrygtige mennesker tørstede efter sandheden. I de 16 år jeg var i Spanien, havde jeg den forret at hjælpe cirka 30 mennesker frem til dåb.

Efter sovjetkommunismens sammenbrud i 1991 besøgte jeg Letland og så at der var stort behov for forkyndere. Min drøm om at vende tilbage til mit hjemland og tjene som pioner blev til virkelighed i 1994 — nøjagtig 50 år efter at jeg havde forladt landet.

Markerne i Letland var sandelig modne til høst. For eksempel forkyndte jeg for en mand som bad om at få en af vores bøger. Han sagde at hans datter var interesseret i åndelige spørgsmål, og at han ville give hende bogen. Jeg fik hendes adresse, påbegyndte et bibelstudium, og inden for et år blev hun døbt. Jeg takker Jehova fordi han gav mig den forret og den nødvendige styrke til at tjene som pioner i mit hjemland efter at have været borte i så lang tid.

[Illustration]

Som 20-årig

 [Oversigt/grafisk fremstilling på side 216, 217]

KRONOLOGISK OVERSIGT — LETLAND

1916 Sømanden Ans Insberg bliver døbt. Efter den første verdenskrig indrykker han notitser om Guds rige i lettiske aviser.

1920

1926 Der oprettes et kontor i Riga.

1928 Brochuren Frihed for Folket, den første publikation på lettisk, bliver udgivet. Kolportører ankommer fra Tyskland.

1931 Percy Dunham får til opgave at føre tilsyn med arbejdet i Letland.

1933 International Forening for Bibelstudium bliver officielt registreret som trossamfund.

1934 Myndighederne lukker kontoret for International Forening for Bibelstudium.

 Der indløb ingen rapporter fra 1939 til 1992.

1940

1940 Letland bliver optaget i Sovjetunionen; Madge og Percy Dunham må forlade landet.

1951 Forkyndere bliver deporteret til Sibirien.

1960

1980

1991 Letland genvinder sin uafhængighed.

1993 De første gileadmissionærer ankommer.

1995 Vagttårnet udgives én gang om måneden på lettisk.

1996 Der nedsættes et landsudvalg i Riga.

1997 I Jūrmala opføres den første helt nye rigssal.

1998 To menigheder i Riga bliver juridisk registreret.

2000

2001 Den første særlige forkyndelseskampagne finder sted.

2004 Letland får sit eget afdelingskontor den 1. september.

2006 Udvidelser af afdelingskontoret færdiggøres; der er over 2400 forkyndere i Letland.

[Grafisk fremstilling]

(Se publikationen)

Antal forkyndere

Antal pionerer

2.000

1.000

1920 1940 1960 1980 2000

 [Helsides illustration på side 176]

[Illustration på side 178]

Brochuren „Frihed for folket“ på lettisk indeholdt et glædeligt budskab, 1928

[Illustration på side 178]

Bibelstudenterne i Riga havde deres første kontor i denne bygning, 1926

[Illustration på side 178]

Rees Taylor

[Illustration på side 180]

Ferdinand Fruck, døbt i 1927

[Illustration på side 180]

Heinrich Zech og hans kone, Elsa, foran deres barbersalon i Liepāja

 [Illustrationer på side 183]

Edwin Ridgewell (til venstre) og Andrew Jack smuglede litteratur ind i Letland

[Illustration på side 183]

Percy og Madge Dunham

[Illustration på side 183]

Kontorpersonale og andre forkyndere, 1930’erne

[Illustration på side 191]

Sibirien, i begyndelsen af 1950’erne

[Illustration på side 191]

En KGB-liste over forkyndere som blev arresteret i 1950. Mange blev sendt til Sibirien

 [Illustration på side 194]

Ved større forsamlinger, som ved denne begravelse, blev der holdt bibelske foredrag

[Illustration på side 194]

Pauls og Valija Bergmanis oversatte „Vagttårnet“ til lettisk og skrev det ind i kladdehæfter

[Illustration på side 194]

Til fremstilling af „Vagttårnet“ brugte brødrene mikrofilm (i naturlig størrelse), som de fremkaldte, kopierede og distribuerede

[Illustrationer på side 197]

Paulīne Serova fortalte sygeplejersken Teofīlija Kalvīte om sandheden

[Illustration på side 199]

Yurii Kaptola, 1981

[Illustration på side 199]

I dag, foran det fængsel hvor han var indespærret

[Illustrationer på side 202]

Ved det første stævne i Letland, „Guds vej — den bedste livsform“, var der en tegnsprogssektion, 1998

[Illustrationer på side 207]

Tre måneder efter at Jānis Folkmanis blev lettisk mester i vægtløftning, blev han forkynder af Riget

[Illustrationer på side 207]

Mens Māris Krūmin̗š var i fængsel, bad han til Gud for første gang i sit liv

[Illustration på side 210]

Dace Puncule blev bortvist fra skolen fordi hun ikke ville synge nationalistiske sange

[Illustration på side 210]

Yelena Godlevskaya døde efter at hun blev påtvunget blodtransfusion

[Illustration på side 210]

Rejsende tilsynsmænd og deres hustruer er til opbyggelse for menighederne

 [Illustration på side 215]

Betel- familien i Letland

[Illustrationer på side 215]

Afdelingskontorets udvalg, 2006

Peter Luters

Anders Berglund

Hannu Kankaanpää

Juha Huttunen

[Illustration på side 215]

Afdelings- kontorets tre bygninger på Mieragade, Riga

[Illustrationer på side 218]

Jehovas folk i Letland kan nu forkynde frit

[Illustrationer på side 218]

Denne udbrændte biograf (til venstre) blev lavet om til to rigssale (herunder)