Kapitel 3

Fællestræk i mytologierne

1-3. (a) Hvorfor burde myter interessere os? (b) Hvad vil vi komme ind på i dette kapitel?

HVORFOR beskæftige sig med myter? Er det ikke bare opdigtede fortællinger fra en fjern fortid? Det er sandt at mange af dem er opdigtede, men nogle af dem bygger på virkelige hændelser. Det gælder for eksempel de meget udbredte myter og sagn der kan føres tilbage til den historiske vandflod som Bibelen beretter om.

² En væsentlig grund til at beskæftige sig med myter er at de danner grundlag for mange trossætninger og ritualer i nutidens religioner. For eksempel har troen på en udødelig sjæl fundet vej fra gamle assyrisk-babyloniske myter via de ægyptiske, græske og romerske mytologier til kristenhedens religion, hvor den er blevet et grundlæggende dogme. Myterne vidner om at mennesket i fortiden søgte efter guder og en mening med livet. Vi vil i dette kapitel komme ind på nogle af de fælles temaer i de store kulturers mytesamlinger. Når vi undersøger disse mytologier vil vi se at skabelse, vandflod, falske guder og halvguder, udødelig sjæl og soldyrkelse jævnlig dukker op som fælles brikker i det mytologiske puslespil. Hvad ligger der bag?

³ Meget ofte er det en kerne af historisk virkelighed som i overdreven eller forvansket form har givet anledning til myten. En af de historiske virkeligheder man  kunne nævne i den forbindelse, er skabelsen som den skildres i Bibelen. *

Sandhed og myte om skabelsen

4, 5. Hvilken beretning finder vi i den græske mytologi?

⁴ Der er mange myter om skabelsen, men ingen af dem er så enkle og logiske som Bibelens skabelsesberetning. (1 Mosebog, kapitlerne 1, 2) Grækerne havde for eksempel en barbarisk skabelsesmyte. Den første græker der ordnede myterne systematisk i skriftlig form var Hesiod, der skrev sit værk Theogonien i det ottende århundrede f.v.t. Han forklarer hvordan guderne og verden opstod. Han begynder med Gæa eller Gaia (Jorden), der føder Uranos (Himmelen). Hvad derefter følger, forklarer forskeren Jasper Griffin i The Oxford History of the Classical World:

 ⁵ „Hesiod fortæller historien, der er kendt af Homer, om himmelguder der afløser hinanden. Først var Uranos den øverste, men han underkuede sine børn, og Gaia opfordrede sin søn Kronos til at kastrere ham. Siden slugte Kronos sine børn, indtil hans hustru, Rhea, gav ham en sten at nedsvælge i stedet for Zeus. Barnet Zeus blev opfostret på Kreta; han tvang sin fader til at spy sine søskende op igen, og med deres og andres hjælp besejrede han Kronos og hans titaner og kastede dem i Tartaros.“

6. Hvorfra stammer meget af den græske mytologi sandsynligvis, ifølge Jasper Griffin?

⁶ Hvor havde grækerne fået denne mærkelige mytologi fra? Den samme forsker svarer: „Den synes egentlig at være af sumerisk oprindelse. I de orientalske beretninger finder vi guder der afløser hinanden, og temaerne kastration, nedsvælgning og sten går igen med variationer, men på måder som viser at ligheden med Hesiod ikke er tilfældig.“ Ja, vi må rette blikket mod oldtidens Mesopotamien og Babylon for at finde kilden til mange myter der har bredt sig i andre kulturer.

7. (a) Hvorfor er det ikke så let at få oplysning om de gamle kinesiske myter? (b) Hvordan forklarer en kinesisk myte jordens og menneskets skabelse? (Jævnfør Første Mosebog 1:27; 2:7.)

⁷ Det er ikke så let at beskrive den gamle kinesiske folkereligions mytologi, da mange af de skriftlige kilder blev ødelagt i perioden 213-191 f.v.t. * Nogle myter er dog blevet bevaret, blandt andet en der beskriver hvordan jorden blev dannet. En professor i orientalsk kunst, Anthony Christie, skriver: „Vi får at vide at Kaos var som et hønseæg. Hverken himmelen eller jorden fandtes. Af ægget fødtes P’an-ku, mens jorden blev dannet af dets tunge bestanddele  og himmelen af de lette bestanddele. P’an-ku fremstilles som en dværg, klædt i et bjørneskind eller en dragt af løv. I 18.000 år øgedes afstanden mellem jorden og himmelen daglig ti fod, og P’an-ku voksede med samme hastighed, sådan at hans krop udfyldte mellemrummet. Da han døde blev de forskellige dele af hans krop til forskellige elementer af naturen. . . . Lopperne på hans krop blev til menneskeslægten.“

8. Hvordan opstod sprogene ifølge inkaernes mytologi?

⁸ Fra Sydamerika fortæller et inkasagn hvordan en mytisk skaber gav hver nation sit sprog. „Han gav hver nation det sprog den skulle tale . . . Han gav dem hver især såvel som mændene og kvinderne væsen og sjæl, og bød hver  nation at synke ned under jorden. Hver nation forsvandt da under jorden og dukkede op de steder han anviste dem.“ (The Fables and Rites of the Yncas af Christóbal de Molina de Cuzco, citeret i South American Mythology) Kernen i denne inkamyte synes at være Bibelens beretning om sprogforvirringen i Babel. (1 Mosebog 11:1-9) Men lad os nu rette vor opmærksomhed mod den store vandflod som Bibelen beskriver i Første Mosebog 7:17-24.

Vandfloden — virkelighed eller digt?

9. (a) Hvad fortæller Bibelen om forholdene på jorden før Vandfloden? (b) Hvad måtte Noa og hans familie gøre for at overleve Vandfloden?

⁹ Bibelen fører os cirka 4500 år tilbage i tiden, til omkring 2500 f.v.t., og fortæller at oprørske gudssønner i åndeverdenen materialiserede sig i menneskeskikkelse og „tog sig hustruer“. Denne unaturlige forbindelse resulterede i et voldeligt afkom, nefilim, „de vældige krigere som levede i gamle dage, de navnkundige mænd“. Deres lovløse optræden berørte den daværende verden i en sådan grad at Jehova sagde: „’Jeg vil feje menneskene som jeg har skabt, bort fra jordens flade, . . . for jeg fortryder at jeg har frembragt dem.’ Men Noa fandt yndest i Jehovas øjne.“ Beretningen fortsætter så med at beskrive hvad Noa måtte gøre for at redde sig selv, sin familie og forskellige dyrearter fra Vandfloden. — 1 Mosebog 6:1-8, 13-8:22; 1 Peter 3:19, 20; 2 Peter 2:4; Judas 6.

10. Hvorfor skal man ikke betragte Bibelens beretning om Vandfloden som et sagn?

¹⁰ Denne beretning om begivenhederne før Vandfloden stemples af vore dages kritikere som mytisk. Men historien om Noa anerkendtes af troende mænd som Esajas, Ezekiel, Jesus Kristus og apostlene Peter og Paulus. Den underbygges også af det faktum at dens hovedelementer  genfindes i mange af verdens mytologier, som for eksempel i det gamle Gilgamesj-epos og i sagn fra kineserne, aztekerne, inkaerne og mayaerne. Lad os nu, med den bibelske beretning i tanke, se nærmere på den assyrisk-babyloniske mytologi og dens omtale af en vandflod. * — Esajas 54:9; Ezekiel 14:20; Mattæus 24:37; Hebræerne 11:7.

 Vandfloden og gudmennesket Gilgamesj

11. Hvorfra kender vi Gilgamesj-eposet?

¹¹ Går vi henved 4000 år tilbage i historien, støder vi på det berømte akkadiske sagn der kaldes Gilgamesj-eposet. Vort kendskab til dette sagn bygger hovedsagelig på en kileskrifttekst der er fundet i et bibliotek der tilhørte Assurbanipal, som regerede i det gamle Nineve.

12. Hvem var Gilgamesj, og hvorfor var han ikke vellidt? (Jævnfør Første Mosebog 6:1, 2.)

¹² Fortællingen handler om Gilgamesj’ heltegerninger. Han beskrives som en slags halvgud der var to tredjedele gud og en tredjedel menneske. I én version af eposet hedder det: „I Uruk byggede han mure, en vældig befæstet vold og den Velsignede Eannas Tempel til firmamentets gud Enu og Ishtar, kærlighedens gudinde . . ., Vor Frue af Kærlighed og Krig.“ (Se listen over de assyrisk-babyloniske guder og gudinder på side 45.) Men Gilgamesj var ikke just nogen behagelig person at have med at gøre. Uruks indbyggere klagede over ham til guderne: „Ingen jomfru er der tilbage til elskeren på grund af hans lyst; heller ikke krigerens datter eller adelsmandens hustru.“

13. (a) Hvordan greb guderne ind, og hvad gjorde Gilgamesj? (b) Hvem var Utnapisjtim?

¹³ Hvordan greb guderne ind som følge af folkets klage? Gudinden Aruru skabte Enkidu som en jordisk rival til Gilgamesj. Men i stedet for at være fjender blev de nære venner. Senere i fortællingen døde Enkidu. Rystet over dette græd Gilgamesj: „Mit hjerte er fortvivlet. Der hvor min broder er nu vil jeg også komme når jeg er død. Jeg er bange for døden.“ Han ønskede at opnå udødelighed og begav sig af sted for at finde Utnapisjtim, der  havde overlevet syndfloden og fået udødelighed af guderne.

14. (a) Hvad fik Utnapisjtim besked på at gøre? (Jævnfør Første Mosebog 6:13-16.) (b) Hvad blev resultatet af den rejse Gilgamesj foretog?

¹⁴ Langt om længe lykkedes det Gilgamesj at finde Utnapisjtim, som fortalte ham om syndfloden. I denne del af eposet, som findes på tavle nr. 11, den såkaldte syndflodsberetning, gengiver Utnapisjtim de instruktioner han fik angående oversvømmelsen: „Riv dit hus ned og byg en båd, giv slip på dine ejendomme og tag vare på dit liv, . . . og tag så med dig i båden sæden fra alle levende skabninger.“ Minder dette ikke om Bibelens beretning om Noa og Vandfloden? Utnapisjtim kunne imidlertid ikke skænke Gilgamesj udødelighed. Skuffet vendte Gilgamesj tilbage til Uruk. Beretningen slutter med hans død. Det gennemgående budskab i eposet er bedrøvelse og frustration over døden og det der følger efter. Datidens folkeslag fandt ikke sandhedens og håbets Gud. Men sammenhængen mellem dette epos og Bibelens enkle beretning om tiden før Vandfloden er tydelig. Lad os nu betragte vandflodsberetningen som den fremtræder i andre sagn.

Vandflodssagn i andre kulturer

15. Hvorfor er det sumeriske vandflodssagn af interesse for os?

¹⁵ Af endnu ældre dato end fortællingen i Gilgamesj-eposet er det sumeriske sagn der handler om „Ziusudra, den bibelske Noas modstykke, der beskrives som en from og gudfrygtig konge der hele tiden er åben for guddommelige åbenbaringer i drømme eller besværgelser“. (Ancient Near Eastern Texts Relating to the Old Testament) Dette sagn siges at danne „den nærmeste og mest slående  parallel til bibelsk stof der endnu er fundet i sumerisk litteratur“. Den babyloniske og den assyriske civilisation, der opstod senere, blev påvirket af den sumeriske.

16. Hvor kan de kinesiske vandflodssagn stamme fra?

¹⁶ Bogen China — A History in Art fortæller at en af herskerne i det gamle Kina var Yü, „der besejrede den store oversvømmelse. Yü ledte vandet ud i floder og have for at hans folk atter kunne bosætte sig“. Mytologieksperten Joseph Campbell taler om „de ti stores periode“ i Kina, og siger: „I denne vigtige tidsalder, der ender i en vandflod, anbringer den ældre Chou-periodes mytologi ti kejsere. Det lader således til at det vi har her, kan være en lokal omformning af den gamle sumeriske kongerække.“ Campbell fremhæver derpå flere ting fra de kinesiske sagn som synes at „forstærke argumentet for en mesopotamisk oprindelse“. Dette fører os igen tilbage til det fælles  udgangspunkt for mange af de mytologiske sagn. Vandflodsberetningen optræder imidlertid også i Amerika, for eksempel i Mexico i aztekertiden i det 15. og 16. århundrede e.v.t.

17. Hvilke syndflodssagn havde aztekerne?

¹⁷ Den aztekiske mytologi taler om fire tidligere tidsaldre, i den første af hvilke jorden var beboet af kæmper. (Dette er endnu en mindelse om nefilim, de kæmper Bibelen omtaler i Første Mosebog 6:4.) Den omfatter et urgammelt syndflodssagn hvori „vandene oventil samles med vandene nedentil, udvisker horisonterne og gør alt til et tidløst kosmisk ocean“. Guden der beherskede regnen og vandet var Tlaloc. Hans regn var ikke billig men blev skænket „i bytte for blodet af ofre hvis tårestrøm ville simulere og således stimulere regnstrømmen“. (Mythology — An Illustrated Encyclopedia) Et andet sagn siger at den fjerde tidsalder var behersket af vandgudinden Chalchiuhtlicue, hvis univers gik til grunde i en syndflod. Menneskene blev reddet ved at blive til fisk!

18. Hvilke fortællinger er udbredte i sydamerikansk mytologi? (Jævnfør Første Mosebog 6:7, 8; Andet Petersbrev 2:5.)

¹⁸ Også inkaerne havde deres vandflodssagn. Den engelske forfatter Harold Osborne skriver: „De mest allestedsnærværende træk i de sydamerikanske myter er nok historierne om en syndflod . . . Syndflodssagnene er meget udbredte blandt både højlandsfolkene og stammerne i det tropiske lavland. Syndfloden sættes som regel i forbindelse med skabelsen og med en manifestation af skaberguden. . . . Den opfattes undertiden som en guddommelig straf der udsletter den eksisterende menneskehed som forberedelse til en ny slægts fremståen.“

19. Beskriv mayaindianernes vandflodssagn.

 ¹⁹ Mayaerne i Mexico og Mellemamerika havde et vandflodssagn der omtalte en universel oversvømmelse eller haiyococab, hvilket betyder „vand over jorden“. Den katolske biskop Las Casas har skrevet at indianerne i Guatemala „kaldte den Butic, hvilket er det ord der betyder oversvømmelse af mange vande og desuden den endelige dom, og de tror derfor at der vil komme endnu en Butic, det vil sige endnu en oversvømmelse og dom, ikke med vand, men med ild“. Der er mange andre vandflodssagn rundt om i verden, men de få der er anført her skulle være nok til at bekræfte kernen i sagnet, nemlig den historiske begivenhed der er skildret i Første Mosebog.

Den udbredte tro på sjælens udødelighed

20. Hvordan var den assyrisk-babyloniske opfattelse af livet efter døden?

²⁰ Det er imidlertid ikke alle myter der har rod i Bibelen eller virkeligheden. I sin søgen efter Gud har mennesket klynget sig til halmstrå, forblindet af illusionen om udødelighed. Som vi vil få at se mange steder i denne bog, er troen på en udødelig sjæl eller variationer deraf en årtusindgammel religiøs arv. I den gamle assyrisk-babyloniske kultur troede man på et liv efter døden. Opslagsværket New Larousse Encyclopedia of Mythology forklarer: „Under jorden, hinsides Apsus afgrund [der omgav jorden og var fuld af ferskvand], lå den underverden som menneskene fór ned til efter døden. Det var ’landet hvorfra ingen vender tilbage’ . . . I disse regioner med evigt mørke er alle de dødes sjæle — edimmu — ’klædt som fugle i en dragt af vinger’, hobet sammen.“ Ifølge myten blev denne underjordiske verden styret af gudinden Eresjkigal, „den store jords fyrstinde“.

21. Hvad skete der efter ægyptisk opfattelse med de døde?

 ²¹ Ægypterne havde også deres forestillinger om en udødelig sjæl. Før sjælen kunne nå en lykkelig havn måtte den vejes mod Ma’at, sandhedens og retfærdighedens gudinde, der blev symboliseret ved sandhedens fjer. Ved vejningen assisterede enten den sjakalhovedede gud Anubis eller falken Horus. Hvis sjælen blev godkendt af Osiris fik den lov at fortsætte til gudernes lyksalighed. (Se billedet på side 50.) Som så mange andre steder har den velkendte babyloniske forestilling om en udødelig sjæl også her præget såvel folks religion som deres liv og handlinger.

22. Hvordan opfattede kineserne de døde, og hvad gjorde de for at hjælpe dem?

²² I den gamle kinesiske mytologi troede man på at menneskene levede videre efter døden og at man måtte sikre sig at forfædrene var lykkelige. Forfædrene blev „opfattet som levende og mægtige ånder der alle var dybt interesserede i deres levende efterkommeres vel, men som kunne blive opfyldt af straffende vrede hvis man mishagede dem“. De døde skulle have al mulig hjælp med sig, herunder ledsagere i døden. Nogle af Shang-dynastiets konger blev således „begravet med hundrede til tre hundrede mennesker som var blevet dræbt og skulle tjene dem i den næste verden. (Denne skik forbinder oldtidens Kina med Ægypten, Afrika, Japan og andre steder hvor tilsvarende ofre blev bragt.)“ (Man’s Religions af John B. Noss) I disse tilfælde førte troen på en udødelig sjæl til ofring af mennesker. — Se i modsætning hertil Prædikeren 9:5, 10; Esajas 38:18, 19.

23. (a) Hvem og hvad var Hades i den græske mytologi? (b) Hvad er Hades i Bibelen?

²³ Grækerne, der havde udtænkt mange guder i deres  mytologi, gjorde sig også tanker om de døde og deres skæbne. Ifølge myterne blev det dystre dødsrige underlagt en søn af Kronos og altså en broder til guderne Zeus og Poseidon. Hans navn var Hades, og hans rige blev opkaldt efter ham. Hvordan nåede de dødes sjæle til Hades? *

24. (a) Hvad foregik der i underverdenen ifølge græsk mytologi? (b) Hvilken lighed er der mellem den græske mytologi og Gilgamesj-eposet?

²⁴ Forfatteren Ellen Switzer forklarer: „Der var . . . skræmmende skabninger i underverdenen. Der var Karon, som roede færgen der førte de nyligt afdøde fra de levendes land [over floden Styx] til underverdenen. Karon krævede betaling for sin færgetjeneste, og grækerne begravede ofte deres døde med en mønt under tungen for at sikre sig at de havde færgepenge. Døde sjæle der ikke kunne betale måtte blive på den forkerte side af floden, i en slags ingenmandsland, og kunne vende tilbage og hjemsøge de levende.“ *

25. Hvem blev påvirket af den græske opfattelse af sjælen?

²⁵ Den græske opfattelse af sjælen smittede af på den romerske; og græske filosoffer, som for eksempel Platon (ca. 427-347 f.v.t.), øvede stor indflydelse på frafaldne kristne tænkere, der antog læren om den udødelige sjæl skønt den var uden grundlag i Bibelen.

26, 27. Hvordan betragtede aztekerne, inkaerne og mayaerne døden?

 ²⁶ Aztekerne, inkaerne og mayaerne troede også på en udødelig sjæl. Døden var lige så stort et mysterium for dem som den var for andre civilisationer. De havde deres ceremonier og deres trossætninger som hjalp dem til at forlige sig med den. Arkæologen og historikeren Victor W. von Hagen forklarer i sin bog The Ancient Sun Kingdoms of the Americas: „De døde var i virkeligheden levende: de var blot gået over fra én fase til en anden; de var usynlige, ulegemlige, usårlige. De døde . . . var blevet klanens usynlige medlemmer.“ — Se i modsætning hertil Dommerbogen 16:30; Ezekiel 18:4, 20.

²⁷ Det samme værk oplyser at „[inka]indianeren troede på udødeligheden; ja, han troede at man aldrig døde, . . . det døde legeme blev simpelt hen ikke-dødt og påvirkedes af de usynlige kræfter“. Mayaerne troede også på en sjæl, og på 13 himle og 9 helveder. Hvor man end vender sig hen har folk således ønsket at benægte dødens realitet,  og den udødelige sjæl er blevet den krykke de har støttet sig til. — Esajas 38:18; Apostelgerninger 3:23.

28. Nævn nogle opfattelser der er udbredte i Afrika.

²⁸ De afrikanske mytologier taler også om en sjæl der lever videre. Mange afrikanere lever i ærefrygt for de afdødes sjæle. Opslagsværket New Larousse Encyclopedia of Mythology siger: „Denne tro hænger nøje sammen med en anden — troen på sjælens fortsatte eksistens efter døden. Magere henter ekstra kraft ved at påkalde sjælene. De dødes sjæle vandrer tit over i dyrekroppe, eller reinkarneres endda i planter.“ Som følge af denne tro vil zuluerne ikke dræbe visse slanger som de tror er afdøde slægtninges ånder.

29. Hvilke myter findes blandt nogle stammer i det sydlige Afrika? (Jævnfør Første Mosebog 2:15-17; 3:1-5.)

²⁹ Masaierne i Østafrika tror på en skaber kaldet ’Ng ai, der sætter en skytsengel ved hver masai til at våge over ham. I dødsøjeblikket bringer engelen krigerens sjæl over i den anden verden. Førnævnte opslagsværk gengiver en zulu-fortælling om døden hvori det første menneske, Unkulunkulu, indtager pladsen som den allerhøjeste. Han sendte kamæleonen ud for at fortælle menneskene at de ikke skulle dø. Kamæleonen var langsom og gjorde svinkeærinder undervejs. Unkulunkulu sendte da et firben med et andet budskab, nemlig at menneskene skulle dø. Firbenet nåede først frem, „og lige siden har intet menneske undgået døden“. Med enkelte variationer findes det samme sagn hos bechuana-, basuto- og barongastammen.

30. Hvad vil vi i denne bog få at se angående sjælen?

³⁰ Under vort fortsatte studium af menneskets søgen efter Gud vil vi få endnu flere beviser på hvor vigtig myten om den udødelige sjæl har været og stadig er for menneskene.

 Soldyrkelse og menneskeofringer

31. (a) Hvad troede ægypterne angående solguden Re? (b) Hvordan står dette i modsætning til det Bibelen siger? (Salme 19:4-6)

³¹ Den ægyptiske mytologi omfatter et mægtigt panteon af guder og gudinder. Som det skete i mange andre oldtidssamfund, følte ægypterne sig i deres søgen efter Gud tilskyndet til at dyrke det der opretholdt deres daglige liv, nemlig solen. Derfor ærede de under navnet Re (Amon-Re) himmelens øverste herre, som hver dag sejlede over himmelen i sin båd fra øst til vest. Når aftenen faldt på, sejlede han ad en farlig rute tilbage gennem underverdenen.

32. Beskriv en af festerne for ildguden Xiuhtecutli (Huehueteotl).

³² Aztekernes, inkaernes og mayaernes soldyrkelse var forbundet med menneskeofringer. Aztekerne fejrede en fast række af religiøse højtider med menneskeofringer til deres forskellige guder, specielt i forbindelse med dyrkelsen af solguden Tezcatlipoca. Under festen for ildguden  Xiuhtecutli (Huehueteotl) „dansede krigsfanger sammen med deres tilfangetagere og . . . blev hvirvlet omkring i et flammende bål og slynget ind i kullene, hvorefter de blev fisket levende ud igen for at få deres stadig bankende hjerte skåret ud og ofret til guderne“. — The Ancient Sun Kingdoms of the Americas.

33. (a) Hvad omfattede inkaernes gudsdyrkelse? (b) Hvad siger Bibelen om menneskeofringer? (Jævnfør Anden Kongebog 23:5, 11; Jeremias 32:35; Ezekiel 8:16.)

³³ Længere mod syd boede inkaerne, som havde deres egne ofringer og myter. I den gamle inkareligion ofrede man børn og dyr til solguden Inti og til skaberen Viracocha.

Mytiske guder og gudinder

34. Hvem udgjorde den mest fremtrædende ægyptiske triade, og hvilke opgaver tillagde man den?

³⁴ Den mest fremtrædende af de ægyptiske triader var den der bestod af Isis, symbolet på guddommeligt moderskab, Osiris, hendes broder og gemal, og Horus, deres søn, der normalt blev repræsenteret ved en falk. Ægyptiske statuer af Isis fremstiller hende undertiden i færd med at give sit barn bryst i en positur der minder meget om kristenhedens jomfru-og-barn-statuer og -malerier, der dukkede op over to tusind år senere. Med tiden vandt hendes mand, Osiris, popularitet som de dødes gud fordi han tilbød de dødes sjæle håb om liv i evig lykke i den hinsides verden.

35. Hvem var Hathor, og hvad var hendes vigtigste årlige højtid?

³⁵ Hathor var gudinde for kærlighed og glæde, musik og dans. Hun blev de dødes dronning og hjalp dem med en stige til himmelen. Som New Larousse Encyclopedia of Mythology forklarer, blev hun fejret med store fester,  „frem for alt på nytårsdagen, som var årsdagen for hendes fødsel. Før daggry bragte præstinderne Hathors billede ud på terrassen for at det kunne møde den opgående sols stråler. Glæden der fulgte blev påskud for et veritabelt karneval, og dagen endte med sang og beruselse.“ Har nytårsfejringen ændret sig særlig meget i de forløbne årtusinder?

36. (a) Hvordan var de religiøse omgivelser for israelitterne i det 16. århundrede f.v.t.? (b) Hvilken særlig betydning havde de ti plager?

³⁶ Ægypterne havde også mange dyreguddomme i deres panteon, som for eksempel tyren Apis, vædderen Banaded, frøen Heqt, koen Hathor og krokodillen Sebek. (Romerne 1:21-23) Det var i dette religiøse miljø israelitterne befandt sig som trælle i det 16. århundrede f.v.t. For at udfri dem af den stivnakkede Faraos greb måtte Israels  Gud, Jehova, sende ti forskellige plager over Ægypten. (2 Mosebog 7:14–12:36) For ægypterne var disse plager en ydmygelse af deres mytologiske guder. — Se  oversigten på side 62.

37. (a) Hvordan var nogle af de romerske guder? (b) Hvordan påvirkede gudernes adfærd dem der tilbad dem? (c) Hvad oplevede Paulus og Barnabas i Lystra?

³⁷ Lad os nu gå videre til de gamle græske og romerske guder. Rom overtog mange af de græske guder, sammen med deres dyder og laster. (Se  rammerne på side 43 og  66.) Venus og Flora var således skamløse skøger, Bacchus var en svirebroder og drukkenbolt, Merkur var landevejsrøver, og Apollo var kvindeforfører. Det siges at Jupiter, gudernes fader, begik ægteskabsbrud eller blodskam med 59 kvinder! (Hvad der minder ikke så lidt om de oprørske engle der havde omgang med kvinder før Vandfloden!) Da tilbederne er tilbøjelige til at afspejle deres guders adfærd, er det ikke så mærkeligt at romerske kejsere som Tiberius, Nero og Caligula førte et udsvævende og lastefuldt liv som utugtige, ægteskabsbrydere og mordere.

38. (a) Hvilke guder dyrkedes i Rom? (b) Hvilken plads indtog religionen i den romerske soldats liv?

 ³⁸ Romerne optog guder fra mange traditioner i deres religion. For eksempel antog de med begejstring dyrkelsen af den persiske lysgud Mithras, som blev deres solgud (se side 60 og 61), og den syriske gudinde Atargatis (Isjtar). De ændrede den græske jagtgudinde Artemis til Diana og havde deres egne variationer af den ægyptiske Isis. De overtog også de tre keltiske frugtbarhedsgudinder. — Apostelgerninger 19:23-28.

39. (a) Hvem stod i spidsen for det romerske præsteskab? (b) Beskriv en af ceremonierne i den romerske religion.

³⁹ De offentlige kulthandlinger fandt sted ved hundreder af helligdomme og templer og blev forestået af forskellige slags præster, der alle „var underlagt Pontifex Maximus [den øverste præst], som var statsreligionens overhoved,“ fortæller Atlas of the Roman World. Det samme værk forklarer at en af de romerske ceremonier var tauroboliet, hvor „tilbederen stod i en dyb grav og blev badet i blodet af en tyr der blev ofret oven over ham. Efter dette ritual befandt han sig i en tilstand af lutret uskyld“.

Myter og sagn i kristendommen?

40. Hvordan betragter mange forskere de begivenheder der er forbundet med urkristendommen?

⁴⁰ Ifølge nogle af vore dages kritikere forekommer der også myter og sagn i kristendommen. Er det tilfældet? Mange lærde affejer Jesu jomfrufødsel, hans mirakler og hans opstandelse som myter. Nogle siger endda at han aldrig har eksisteret, men at myten om ham er overført fra ældre tiders mytologi og soldyrkelse. Som mytologieksperten Joseph Campbell skrev: „Adskillige forskere har  derfor foreslået at der aldrig har været nogen Johannes [Døber] eller Jesus, men kun en vandgud og en solgud.“ Vi må imidlertid ikke glemme at mange af de samme forskere er ateister og derfor afviser enhver tro på Gud.

41, 42. Hvoraf fremgår det at urkristendommens oprindelse er historisk?

⁴¹ Denne skeptiske holdning strider dog klart mod de historiske vidnesbyrd. Den jødiske historiker Josefus (ca. 37 - ca. 100 e.v.t) skrev for eksempel: „Nogle af jøderne mente at ødelæggelsen af Herodes’ hær var en hævn fra Gud, og tilmed en retfærdig hævn, for hans behandling af Johannes med tilnavnet Døberen. For Herodes havde ladet ham dræbe skønt han var en god mand.“ — Markus 1:14; 6:14-29.

 ⁴² Den samme historiker bevidnede også at Jesus Kristus var en historisk person, idet han skrev at der fremstod „en vis Jesus, et vidunder af et menneske, hvis han da overhovedet kan kaldes et menneske, . . . som hans disciple kalder en søn af Gud“. Han skrev videre at „Pilatus havde dømt ham . . . Og selv nu er slægten af dem der kaldes ’messianister’ efter ham ikke uddød“. * — Markus 15:1-5, 22-26; Apostelgerninger 11:26.

43. Hvilket grundlag havde apostelen Peter for at tro på Kristus?

⁴³ Den kristne apostel Peter kunne derfor med fuld forvisning som øjenvidne til Jesu forklarelse skrive: „Det var jo ikke snedigt opfundne fabler [græsk: myʹthos] vi fulgte da vi gjorde jer bekendt med vor Herres Jesu Kristi kraft og nærværelse; nej, vi havde været øjenvidner til hans storhed. For han modtog ære og herlighed fra Gud, Faderen, da ord som disse blev fremført for ham af den storslåede herlighed: ’Dette er min søn, min elskede, som jeg selv har godkendt.’ Ja, disse ord hørte vi blive fremført fra himmelen mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.“ — 2 Peter 1:16-18. *

44. Hvilket bibelsk princip bør vi holde os til hvis der er en konflikt mellem menneskers opfattelser og Guds ord?

⁴⁴ I denne konflikt mellem „sagkundskaben“ og Guds ord må vi følge det princip vi tidligere har nævnt: „Hvordan så? Når nogle ikke troede, vil deres mangel på tro da ophæve Guds trofasthed? Måtte det aldrig ske! Men lad Gud blive fundet sandfærdig, selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner, sådan som der står  skrevet: ’For at du må kendes retfærdig i dine ord og vinde når du dømmes.’“ — Romerne 3:3, 4.

Fælles træk

45. Hvilke fælles træk har vi fundet i de gamle mytologier?

⁴⁵ Denne korte gennemgang af nogle af de gamle mytologier har vist at de indeholder nogle fælles træk, hvoraf mange kan spores tilbage til Babylon i Mesopotamien, de fleste religioners vugge. Ligheden er tydelig, både i beretningerne om skabelsen, i fortællingerne om en tid da halvguder eller kæmper rådede på jorden og en syndflod udslettede de onde, og i de grundlæggende religiøse opfattelser vedrørende soldyrkelse og en udødelig sjæl.

46, 47. (a) Hvordan kan vi ud fra Bibelen forklare de fælles træk i mytologierne? (b) Hvilke former for religionsudøvelse vil vi nu behandle?

⁴⁶ Det er muligt at forklare disse fælles træk ud fra Bibelen når man tænker på at menneskene efter Vandfloden på Guds befaling spredtes fra Babylon i Mesopotamien for over 4200 år siden. Skønt de spredtes og blev opdelt i familier og stammer med forskellige sprog, havde de fra begyndelsen den samme historiske erindring og de samme religiøse grundbegreber. (1 Mosebog 11:1-9) Med tiden blev disse grundlæggende opfattelser besmykket og forvansket, og det resulterede i mange af de myter og sagn der er blevet overleveret til os i dag. Disse myter, der adskilte sig fra Bibelens sande beretning, bragte ikke menneskene nærmere den sande Gud.

⁴⁷ Menneskene har imidlertid også ladet deres religiøse følelser komme til udtryk på andre måder — gennem spiritisme, shamanisme, magi, forfædredyrkelse og andet. Kan disse ting fortælle os noget om menneskets søgen efter Gud?

[Fodnoter]

[Studiespørgsmål]

 [Ramme på side 43]

 Græske og romerske guddomme

Mange guder og gudinder i den græske mytologi gik igen i den romerske under et andet navn. Her følger en oversigt over nogle af dem.

Græske / Romerske

Afrodite / Venus

Stilling: Kærlighedens gudinde

Apollon / Apollo

Stilling: Gud for lys, lægekunst og poesi

Ares / Mars

Stilling: Krigsgud

Artemis / Diana

Stilling: Gudinde for jagt og barnefødsel

Asklepios / Æskulap

Stilling: Lægekunstens gud

Athene / Minerva

Stilling: Gudinde for håndværk, krig og visdom

Demeter / Ceres

Stilling: Gudinde for kornavl og agerbrug

Dionysos / Bacchus

Stilling: Vinens, frugtbarhedens og tøjlesløshedens gud

Eros / Cupido

Stilling: Kærlighedens gud

Gaia / Tellus

Stilling: Personifikation af jorden; moder og hustru til Uranos

Hefaistos / Vulcanus

Stilling: Gudernes grovsmed og gud for ild og smedekunst

Hera / Juno

Stilling: Ægteskabets og kvindens beskytter. Hos grækerne, Zeus’ søster og hustru; hos romerne, Jupiters hustru

Hermes / Merkur

Stilling: Gudernes sendebud, gud for handel og videnskab, samt de vejfarendes, tyvenes og vagabondernes beskytter

Hestia / Vesta

Stilling: Den hjemlige arneilds gudinde

Hypnos / Somnus

Stilling: Søvnens gud

Kronos / Saturn

Stilling: Hos grækerne, titanernes hersker og Zeus’ fader. I romersk mytologi også agerdyrkningens gud

Pluton, Hades / Pluto

Stilling: Underverdenens gud

Poseidon / Neptun

Stilling: Havets gud. I græsk mytologi også gud for jordskælv og heste

Rhea / Ops

Stilling: Kronos’ søster og hustru

Uranos / Uranus

Stilling: Gaias søn og mand samt fader til titanerne

Zeus / Jupiter

Stilling: Gudernes hersker

Baseret på The World Book Encyclopedia, 1987, bind 13.

[Ramme på side 45]

Assyrisk-babyloniske guder og gudinder

Anu — den øverste gud, himlenes hersker; Isjtars fader

Assur — assyrernes nationale krigsgud; også frugtbarhedsgud

Ea — vandets gud. Marduks fader. Advarede Utnapisjtim om vandfloden

Enlil (Bel) — luftens herre; senere sidestillet med Zeus i den græske mytologi. Blev af babylonierne optaget i Marduk (Bel)

Isjtar — den guddommelige personifikation af planeten Venus; kulten for hende omfattede hellig prostitution. Lig med fønikiernes Astarte, syrernes Atargatis, Bibelens Astarte (1 Kongebog 11:5, 33), grækernes Afrodite og romernes Venus

Marduk — den første blandt de babyloniske guder; „optog alle de øvrige guder i sig og overtog alle deres forskellige funktioner“. Kaldet Merodak af israelitterne

Sin — månegud, medlem af en triade der også omfattede Sjamasj (solen) og Isjtar (planeten Venus)

Sjamasj — solgud og gud for lys og retfærdighed. Forløber for grækernes Apollon

Tammuz (Dumuzi) — høstens gud. Isjtars elsker

(Baseret på New Larousse Encyclopedia of Mythology)

 [Ramme på side 60 og 61]

Den romerske soldats guder

Rom var kendt for sin veldisciplinerede hær. Rigets sammenhold afhang af legionernes moral og effektivitet. Var religion en faktor som spillede ind her? Ja, og det er så heldigt at romerne efterlod sig tydelige vidnesbyrd om deres foretagsomhed i form af veje, fæstninger, akvædukter, arenaer og templer. I Northumbria i det nordlige England ligger således den berømte Hadrians mur, der blev bygget omkring år 122 e.v.t. Hvad har udgravningerne her afsløret om de romerske garnisoners aktivitet og den plads religionen indtog hos dem?

I Housesteads Museum, der ligger nær ved de udgravede ruiner af en romersk garnison ved Hadrians mur, får vi følgende forklaring: „Den romerske soldats religiøse liv faldt i tre dele. Først . . . kulten for de guddommeliggjorte kejsere og dyrkelsen af de beskyttende romerske guder som Jupiter, Victoria og Mars. På paradepladsen i hvert fort blev der hvert år indviet et alter til Jupiter. Det forventedes at alle soldater deltog i festlighederne under fejringen af de guddommeliggjorte kejseres fødselsdage, tiltrædelsesdage og sejre.“ Dette minder meget om forholdene i vore dage, hvor feltpræster, altre og flag indgår i hærstyrkernes gudsdyrkelse.

Hvad var så det andet led i de romerske soldaters religiøse liv? Det var dyrkelsen af deres egen hærenheds beskyttende guder og skytsånd „såvel som af de guder de havde bragt med sig fra deres hjemlande“.

„Endelig var der de enkelte soldaters egne kulter. Så længe soldaten blot opfyldte sine forpligtelser over for de officielle kulter var han fri til at dyrke hvilken gud han ønskede.“ Dette kunne lyde meget frit og liberalt, men der var dog undtagelser, nemlig „de religioner, herunder druidekulten, hvis skikke blev anset for at være inhumane, og de hvis loyalitet mod staten blev draget i tvivl, for eksempel kristendommen“. — Jævnfør Lukas 20:21-25; 23:1, 2; Apostelgerninger 10:1, 2, 22.

I 1949 fandt man interessant  nok et Mithras-tempel i en mose ved Carrawburgh, ikke langt fra Hadrians mur. (Se billedet.) Arkæologerne anslår at det blev bygget omkring år 205 e.v.t. I templet findes et billede af en solgud, altre og en latinsk inskription hvori der blandt andet står: „Til den uovervindelige gud Mithras.“

 [Ramme på side 62]

 Ægyptens guder og de ti plager

Jehova eksekverede dom over Ægyptens magtesløse guder ved hjælp af de ti plager. — 2 Mosebog 7:14–12:32.

Beskrivelse

Plage 1: Nilen og andre vandsamlinger forvandlet til blod. Bragte forsmædelse over nilguden Hapi

Plage 2: Frøer. Frøgudinden Heqt kunne ikke afværge den

Plage 3: Støv forvandlet til myg. Thot, magiens herre, kunne ikke hjælpe de ægyptiske magere

Plage 4: Klæger over hele Ægypten undtagen Gosen, hvor israelitterne boede. Ingen gud var i stand til at afværge den — end ikke Ptah, universets skaber, eller Thot, magiens herre

Plage 5: Kvægpest. Hverken den hellige kogudinde Hathor eller tyren Apis kunne afværge denne plage

Plage 6: Bylder. Hverken Thot, Isis eller Ptah, der blev tillagt helbredende kræfter, kunne hjælpe

Plage 7: Torden og hagl. Beskæmmende for Reshpu, lynenes herre, og Thot, regnens og tordenens gud

Plage 8: Græshopper. Dette var et slag mod frugtbarhedsguden Min, afgrødernes beskytter

Plage 9: Tre dage med mørke. Vanærede Re, den øverste solgud, og desuden solguden Horus

Plage 10: De førstefødtes død. Ramte også Faraos førstefødte, der blev opfattet som en gud i menneskeskikkelse. Solguden Re (Amon-Re), der undertiden fremstilledes som en vædder, kunne ikke hindre dette

[Ramme på side 66]

 Mytologien og kristendommen

Dyrkelsen af de gamle græske og romerske guder var udbredt og populær da kristendommen gjorde sin entré for næsten to tusind år siden. I Lilleasien brugte man stadig de græske gudenavne, hvilket forklarer hvorfor indbyggerne i Lystra (i det nuværende Tyrkiet), der opfattede de kristne helbredere Paulus og Barnabas som guder, omtalte dem som henholdsvis Hermes og Zeus, og ikke som Merkur og Jupiter. Der siges i beretningen at „præsten ved Zeustemplet, der lå foran byen, bragte tyre og kranse til portene og ville bringe slagtofre sammen med folkeskarerne“. (Apostelgerninger 14:8-18) Kun med besvær lykkedes det Paulus og Barnabas at afholde folkeskarerne fra at bringe dem slagtofre. Dette viser hvor ivrigt folk dengang gik op i deres mytologi.

[Illustration på side 42]

Bjerget Olympos i Grækenland, der blev anset for at være gudernes bolig

[Illustration på side 47]

Lertavle med kileskrift som indeholder en del af Gilgamesj-eposet

[Illustration på side 50]

Guden Anubis med sjakalhoved vejer et hjerte, opfattet som sjælen, på venstre vægtskål, mod Ma’at, sandhedens og retfærdighedens gudinde, symboliseret ved en fjer; Thot skriver resultatet på en tavle, hvorefter det meddeles til Osiris

[Illustrationer på side 55]

Chalchiuhtlicue, aztekisk gudinde for ferskvand; et ugleformet kar hvori man mener de ofrede hjerter blev lagt

[Illustration på side 57]

Den ægyptiske triade: fra venstre Horus, Osiris og Isis

 [Illustrationer på side 58]

Inkaerne udøvede deres soldyrkelse i Machu Picchu, Peru

Intihuatana, solens „tøjrpæl“, blev muligvis brugt i forbindelse med soldyrkelsen i Machu Picchu

[Illustrationer på side 63]

Fremstillinger af falken Horus, tyren Apis og frøen Heqt. De ægyptiske guder var ude af stand til at afværge de plager Jehova sendte, hvorved han blandt andet gjorde Nilen til blod

[Illustrationer på side 64]

Græske guddomme. Fra venstre: Afrodite; Zeus med Ganymedes, gudernes mundskænk; og Artemis