Er Jesus altid underordnet Gud?

JESUS gjorde aldrig krav på at være Gud. Alt hvad han sagde om sig selv, vidner om at han ikke regnede sig for at være lige med Gud på nogen måde — hverken i magt, kundskab eller alder.

I hver periode af hans eksistens, hvad enten det er i himmelen eller på jorden, afspejler hans tale og adfærd at han indtager en underordnet stilling i forhold til Gud. Gud er altid den større, og Jesus den ringere som er skabt af Gud.

 Jesus adskilt fra Gud

JESUS gav atter og atter udtryk for at han var en skabning som var adskilt og forskellig fra Gud, og at han, Jesus, havde en Gud over sig, en Gud som han tilbad, en Gud som han kaldte „Fader“. I en bøn til Gud kaldte Jesus ham: „Den eneste sande Gud.“ (Johannes 17:3) I Johannes 20:17 sagde han til Maria Magdalene: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.“ I Andet Korintherbrev 1:3 bekræfter apostelen Paulus dette forhold: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader.“ Eftersom Jesus havde en Gud, nemlig sin Fader, kunne han ikke samtidig være denne Gud.

Apostelen Paulus var ikke bange for at omtale Jesus og Gud som tydeligt adskilte personer: „Der [er] for os dog kun én Gud, Faderen, . . . og én Herre, Jesus Kristus.“ (1 Korinther 8:6, da. aut.) Han skelner også mellem dem idet han taler om „Gud og Kristus Jesus og de udvalgte engle“. (1 Timoteus 5:21) Ligesom Jesus og englene er adskilte personer i himmelen, er Jesus og Gud det også.

Det er også værd at lægge mærke til Jesu ord i Johannes 8:17, 18. Han siger her: „I jeres egen lov står der også skrevet: ’To menneskers vidnesbyrd er sandt.’ Jeg er én der vidner om mig, og Faderen som har sendt mig, vidner om mig.“ Her viser Jesus at han og Faderen, den almægtige Gud, må være to uafhængige personer, for hvordan kunne de ellers være to uafhængige vidner?

Jesus viste også at han var adskilt fra Gud da han sagde: „Hvorfor kalder du mig god? ingen er god uden én, nemlig Gud.“ (Markus 10:18, da. aut.) Jesus sagde altså at ingen er så god som Gud, end ikke Jesus selv. Guds godhed er af en sådan art at den adskiller ham fra Jesus.

Guds lydige tjener

JESUS fremsatte gang på gang udtalelser som: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.“ (Johannes 5:19) „Jeg er ikke kommet ned fra himmelen for at gøre min vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ (Johannes 6:38) „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Johannes 7:16) Står den der sender, ikke over den der udsendes?

Det samme forhold er tydeligt skildret i Jesu lignelse om vingården. Her sammenlignede Jesus sin Fader, den almægtige Gud, med en vingårdsejer der rejste udenlands efter at have lejet vingården ud til vinavlere, nemlig det jødiske præsteskab. Da ejeren senere sendte en træl til vinavlerne for at få noget af vingårdens frugt, pryglede de trællen og sendte ham tomhændet bort. Derefter sendte ejeren en anden træl, og siden en tredje, som begge fik samme behandling. Til sidst sagde ejeren: „Jeg vil sende min søn [Jesus], den elskede. Ham vil de sikkert respektere.“ Men de fordærvede vinavlere sagde: „Dette er arvingen; lad os dræbe ham, så arven kan blive vores,“ hvorefter de kastede ham ud af vingården og dræbte ham. (Lukas 20:9-16) Hermed illustrerede Jesus sin egen stilling som den der var blevet udsendt af Gud for at gøre Guds vilje, som en lydig søn der udsendes af sin fader.

Jesu disciple betragtede ham altid som Guds villige tjener, ikke som Guds ligemand. I en bøn  til Gud benyttede de vendingen „din hellige tjener Jesus, ham, som du har salvet“, og de sagde: „Der sker tegn og undere ved din hellige tjeners, Jesu, navn.“ — Apostelgerninger 4:23, 27, 30, da. aut.

Gud er altid den overordnede

DA JESUS ved begyndelsen af sin tjeneste steg op af dåbsvandet, lød Guds stemme fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:16, 17) Sagde Gud at han var sin egen søn, at han havde godkendt sig selv, at han havde sendt sig selv? Nej, Skaberen sagde at han, som den overordnede, godkendte den underordnede, sin søn Jesus, til det arbejde der lå foran.

Jesus gav udtryk for at hans Fader stod over ham da han sagde: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige.“ (Lukas 4:18) En salvelse består i at en overordnet bemyndiger eller skænker myndighed til en der ikke allerede har denne myndighed. Her er Gud tydeligvis den overordnede, for han salvede Jesus ved at give ham en myndighed han ikke før havde.

Jesus gjorde det klart at hans Fader var højere end han, da moderen til to af hans disciple kom og bad om at hendes sønner måtte få sæde ved hans højre og venstre side når han kom i sit rige. Jesus svarede: „Sædet ved min højre og ved min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader.“ (Mattæus 20:23, da. aut.) Havde Jesus været den almægtige Gud, ville det have stået til ham at bortgive disse pladser. Men det gjorde det ikke, for det stod til Gud, og Jesus var ikke Gud.

Jesu bønner afspejlede også tydeligt hans underordnede stilling. Da døden nærmede sig for ham, viste han hvem han var underlagt, ved at bede: „Fader, hvis du vil, så tag dette bæger bort fra mig. Dog, lad ikke min men din vilje ske.“ (Lukas 22:42) Hvem bad han til? Til en del af sig selv? Nej, han bad til en som var tydeligt adskilt fra ham, nemlig til sin Fader, Gud, hvis vilje var overordnet og kunne adskille sig fra hans egen, ja, den eneste der var i stand til at ’tage dette bæger bort fra ham’.

Kort før Jesus udåndede, råbte han: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ (Markus 15:34) Hvem råbte Jesus til? Til sig selv eller en del af sig selv? Dette råb, „min Gud“, kunne bestemt ikke lyde fra en der regnede sig selv for at være Gud. Og hvis Jesus var Gud, hvem var han så forladt af? Af sig selv? Det ville ikke give nogen mening. Jesus sagde også: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ (Lukas 23:46) Hvis Jesus var Gud, hvorfor skulle han da betro sin ånd til Faderen?

Da Jesus var død, lå han i graven i dele af tre dage. Hvis han var Gud, tog profeten Habakkuk fejl da han sagde: „Min Gud, min Hellige, du dør ikke.“ (Habakkuk 1:12) Bibelen siger imidlertid at Jesus døde og var uden bevidsthed i graven. Og hvem oprejste ham fra de døde? Hvis han var død, kunne han ikke oprejse sig selv. Hvis han havde oprejst sig selv, og altså ikke virkelig var død, ville han ikke have betalt løsesummen for Adams synd. Men han betalte denne sum fuldt ud fordi han virkelig gav sit liv. Det var derfor „Gud [der] oprejste ham ved at løse dødens veer“. (Apostelgerninger 2:24) Den overordnede, den almægtige Gud, oprejste den underordnede, sin tjener Jesus, fra de døde.

Er dét at Jesus kunne gøre mirakler, for eksempel oprejse mennesker fra de døde, et tegn på at han var Gud? Nej. Apostlene og profeterne Elias og Elisa havde også denne magt, men det gjorde dem ikke til andet og mere  end mennesker. Gud satte profeterne, Jesus og apostlene i stand til at gøre mirakler for at vise at han stod bag dem. Men det gjorde ikke nogen af dem til bestanddele af en Guddom.

Jesu viden var begrænset

DA JESUS fremsatte sin profeti om afslutningen på tingenes ordning, erklærede han: „Men den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen.“ (Markus 13:32, da. aut.) Hvis Jesus havde været en ligestillet del af Guddommen, ville han have haft den samme viden som Faderen. Men det havde Jesus ikke, for han var ikke ligestillet med Gud.

Endvidere læser vi i Hebræerbrevet 5:8 at Jesus „lærte . . . lydighed af det han led“. Kunne vi forestille os at Gud måtte lære noget? Nej, men Jesus måtte, for han vidste ikke alt hvad Gud vidste. Og han måtte lære noget som Gud aldrig behøver at lære — lydighed. Gud vil aldrig behøve at adlyde nogen.

Forskellen mellem Guds viden og Kristi viden ophørte ikke selv efter at Jesus var blevet oprejst til himmelen for at være sammen med Gud. Læg mærke til de første ord i Bibelens sidste bog: „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham.“ (Åbenbaringen 1:1, da. aut.) Behøvede Jesus, hvis han selv var en del af Guddommen, at få en åbenbaring af en anden del af Guddommen — altså Gud? Nej, for han ville i forvejen have vidst det hele fordi Gud vidste det. Men det gjorde han ikke, for han var ikke Gud.

Jesus stadig underordnet Gud

I SIN førmenneskelige tilværelse, og ligeledes på jorden, var Jesus underordnet Gud. Efter sin opstandelse indtager han stadig en underordnet, sekundær stilling.

Med hensyn til den opstandne Jesus sagde Peter og de andre apostle til det jødiske Sanhedrin: „Ham har Gud ophøjet til sin højre hånd.“ (Apostelgerninger 5:31) Paulus sagde: „Derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling.“ (Filipperne 2:9) Hvis Jesus var Gud, hvordan kunne han da blive ophøjet til en stilling som var højere end den han allerede havde? Så var han jo allerede en ophøjet del af treenigheden. Hvis han før sin ophøjelse var ligestillet med Gud, ville han, ved at blive ophøjet, blive overordnet Gud.

Paulus sagde også at Kristus gik „ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os“. (Hebræerne 9:24, da. aut.) Hvordan kan man selv være den person man træder frem for? Man må nødvendigvis være en anden, selvstændig person.

Lige før Stefanus blev stenet til døde „stirrede han ind i himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd“. (Apostelgerninger 7:55) Han så to adskilte personer, men ikke nogen hellig ånd, ikke nogen treenig Guddom.

I Åbenbaringen 4:8 til 5:7 skildres Gud som siddende på sin himmelske trone, men Jesus sidder der ikke. Han går hen til tronen for at modtage en skriftrulle af Guds højre hånd. Dette viser at Jesus i himmelen ikke er Gud men adskilt fra ham.

I overensstemmelse med det foregående oplyser Bulletin fra John Rylands-biblioteket i Manchester: „I sit liv i himmelen efter sin opstandelse fremstilles Jesus stadig med en personlig individualitet hvor han er nøjagtig lige så forskellig og adskilt fra Guds person som han var i sit jordiske liv som den jordiske Jesus. Ved siden af Gud og i sammenligning med Gud fremtræder han tydeligvis som en af de himmelske skabninger i Guds himmelske tronsal, ligesom englene — om end han som Guds søn er i en anden kategori og rangerer langt over dem.“ — Jævnfør Filipperbrevet 2:11.

Dette tidsskrift siger også: „Hvad der imidlertid siges om hans liv og opgaver som den himmelske Kristus hverken betyder eller antyder at han i sin guddommelige stilling er jævnbyrdig med Gud selv og fuldt ud Gud. Tværtimod finder vi i det nytestamentlige portræt af hans himmelske person og tjeneste, en skikkelse som både er adskilt fra og underordnet Gud.“

I en evig fremtid i himmelen vil Jesus fortsat være Guds tjener der som en selvstændig  person er underordnet ham. Bibelen udtrykker det på denne måde: „Derpå kommer enden, når han [Jesus i himmelen] overgiver Riget til Gud og Faderen, . . . da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.“ — 1 Korinther 15:24, 28, da. aut.

Jesus gjorde aldrig krav på at være Gud

BIBELEN er ganske klar. Ikke alene er den almægtige Gud, Jehova, en person som er adskilt fra Jesus, men han er også til enhver tid overordnet ham. Jesus fremstilles altid som en særskilt person der er ringere end Gud, ja, som Guds ydmyge tjener. Det er grunden til at Bibelen rent ud siger at „Gud er Kristi hoved“, på samme måde som „Kristus er enhver mands hoved“. (1 Korinther 11:3, da. aut.) Og det er grunden til at Jesus selv sagde: „Faderen er større end jeg.“ — Johannes 14:28.

Faktum er at Jesus ikke er Gud og aldrig gjorde krav på at være det. Dette anerkendes nu af et stigende antal forskere. Som Bulletin fra John Rylands-biblioteket siger: „Man må se i øjnene at den nytestamentlige forskning gennem de sidste tredive-fyrre år har ført et stigende antal ansete nytestamentlige forskere til den slutning at Jesus . . . bestemt aldrig opfattede sig selv som Gud.“

Bulletin siger også om de kristne i det første århundrede: „Når de derfor tildelte [Jesus] så ærefulde titler som Kristus, Herre, Guds søn og Menneskesønnen, var det ikke for at sige at han var Gud, men at han gjorde Guds gerning.“

Ja, selv inden for den religiøse forskning indrømmer nogle at forestillingen om at Jesus er Gud strider mod de bibelske vidnesbyrd. I Bibelen er Gud altid den overordnede, og Jesus er den underordnede tjener.

[Tekstcitat på side 19]

’Den nytestamentlige forskning har ført et stigende antal forskere til den slutning at Jesus bestemt aldrig opfattede sig selv som Gud.’ — Bulletin of the John Rylands Library

[Illustration på side 17]

Jesus sagde til jøderne: „Jeg er ikke kommet ned fra himmelen for at gøre min vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ — Johannes 6:38

[Illustration på side 18]

Da Jesus råbte: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ kan han ikke have ment at han selv var Gud