Hvordan forklarer man den?

LUTHERS Katekismus siger: „Vor trosbekendelse indeholder tre led, fordi vi tror på den treenige Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden. . . . Vi kalder Gud den treenige, fordi Faderen, Sønnen og Helligånden er tre og dog den samme eneste Gud.“ Gads Danske Bibelleksikon tilføjer: „Indholdet af denne lære er blevet fastholdt ned igennem kirkens historie som det centrale punkt i den kristne tro.“

Den romersk-katolske kirke siger: „Treenigheden er det ord der betegner den kristne religions centrale lære . . . Med Den Athanasianske Trosbekendelses ord: ’Faderen er Gud, Sønnen er Gud, og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud.’ I denne treenighed . . . er Personerne lige evige og ligestillede: alle er lige uskabte og almægtige.“ — The Catholic Encyclopedia.

Den treenige Gud bliver altså opfattet som „én Gud i tre Personer“. Hver af dem siges at være uden begyndelse, at have eksisteret fra evighed af. Hver af dem siges at være almægtig,  så ingen af dem hverken er større eller ringere end de andre.

Er det svært at forstå? Mange oprigtigt troende har fundet læren forvirrende, stridende mod sund fornuft og almindelig erfaring. Hvordan, spørger de, kan Faderen være Gud, Jesus være Gud og den hellige ånd være Gud, når der alligevel ikke er tre Guder men kun én Gud?

’Overstiger den menneskelige fatteevne’

DENNE forvirring er almindeligt udbredt. Opslagsværket The Encyclopedia Americana siger at treenighedslæren anses for at „overstige den menneskelige fatteevne“.

Mange som godtager treenigheden betragter den på samme måde. Monsignore Eugene Clark siger: „Gud er én, og Gud er tre. Da der ikke findes noget tilsvarende i skaberværket, kan vi ikke forstå det, men kun acceptere det.“ Kardinal John O’Connor erklærer: „Vi ved at det er et meget dybt mysterium som vi ikke forsøger at forstå.“ Og pave Johannes Paul II taler om „det uudgrundelige mysterium om den treenige Gud“.

Opslagsværket A Dictionary of Religious Knowledge siger: „Nøjagtig hvad denne lære går ud på, eller rettere, nøjagtig hvordan den skal forklares, er et spørgsmål som tilhængerne ikke selv er enige om.“

Det er ikke så sært at New Catholic Encyclopedia siger: „Der er kun få lærere som underviser i treenighedsteologien på romersk-katolske præsteseminarier der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet plaget med spørgsmålet: ’Men hvordan forkynder man treenigheden?’ Og hvis spørgsmålet er et symptom på forvirring hos eleverne, er det måske ikke mindre et symptom på en lignende forvirring hos deres professorer.“

Man får bekræftet sandheden i dette hvis man går hen på et bibliotek og undersøger nogle bøger der støtter treenighedslæren. Der er skrevet utallige sider i et forsøg på at forklare den. Men efter at man har kæmpet sig igennem labyrinten af forvirrende teologiske udtryk og forklaringer, er man stadig lige klog.

Hvad dette angår siger jesuitten Joseph Bracken i sin bog What Are They Saying About the Trinity?: „Præster der med megen møje og besvær lærte . . . treenighedslæren i deres seminarietid, veg naturligt nok tilbage for at fremholde den for deres sognebørn fra prædikestolen, selv på trinitatis søndag. . . . Hvorfor skulle man kede folk med noget som de til syvende og sidst ikke rigtig ville fatte alligevel?“ Han siger også: „Treenigheden er et trosspørgsmål, men den har ingen særlig [indflydelse] på den kristnes daglige liv og tilbedelse.“ Og dog er den „det centrale punkt“ i kirkens lære!

Den katolske teolog Hans Küng bemærker i bogen Christentum und Weltreligionen at treenighedslæren er en af grundene til at kirkerne ikke rigtig er kommet nogen vegne med de ikkekristne folkeslag. Han siger: „Selv velorienterede muslimer kan simpelt hen ikke fatte [treenighedslæren], lige så lidt som jøderne til dato har kunnet det, . . . Det er åbenlyst at den kristne treenighedslæres skelnen mellem én og tre ikke tilfredsstiller muslimen, der snarere forvirres end oplyses af teologiske fagudtryk hentet fra syrisk, græsk og latin. For ham forekommer det hele at være en leg med ord og begreber. . . . Hvorfor skulle nogen ønske at føje noget til forestillingen om Guds enhed og uforlignelighed, når det kun kan udvande eller ophæve denne enhed og uforlignelighed?“

„Ikke forvirringens Gud“

HVORDAN kan en så forvirrende lære være opstået? The Catholic Encyclopedia erklærer: „Et dogme som er et sådant mysterium forudsætter en guddommelig åbenbaring.“ Og den katolske teolog Richard P. McBrien siger i sin bog Katolsk Tro gennem to Årtusinder: „Treenigheden er et absolut mysterium i den forstand, at vi ikke forstår det, selv efter at det er blevet åbenbaret.“

Men ved at sige at treenighedslæren som et uforståeligt mysterium må være åbenbaret af  Gud, skaber man blot et andet problem. Hvorfor? Fordi den guddommelige åbenbaring ikke giver rum for en sådan gudsopfattelse, for „Gud er ikke forvirringens Gud“. — 1 Korinther 14:33, Seidelin.

Ville Gud — i betragtning af denne udtalelse — åbenbare en lære om sig selv der er så kompliceret og forvirrende at selv ikke de lærde der har studeret hebraisk, græsk og latin, virkelig kan forklare den?

Skulle det overhovedet være nødvendigt at være teolog for at ’kende den eneste sande Gud og Jesus Kristus, som han har sendt’? (Johannes 17:3, da. aut.) Hvordan kan det da være at de fleste af de veluddannede religiøse ledere på Jesu tid ikke anerkendte ham som Messias? Hans trofaste disciple var jo tværtimod jævne landmænd, fiskere, skatteopkrævere og husmødre. Disse almindelige mennesker var så sikre på hvad Jesus lærte om Gud at de kunne lære andre det og endda var villige til at dø for deres tro. — Mattæus 15:1-9; 21:23-32, 43; 23:13-36; Johannes 7:45-49; Apostelgerninger 4:13.

[Illustration på side 4]

Det var jævne mennesker, ikke de religiøse ledere, der blev Jesu disciple