Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vis gudhengivenhed i hjemmet

Vis gudhengivenhed i hjemmet

Kapitel sytten

Vis gudhengivenhed i hjemmet

1. Hvilken virkning har vejledningen fra Guds ord haft på mange ægteskaber?

JEHOVA har indstiftet ægteskabet, og hans ord indeholder den bedste vejledning til familien. Mange har fået et lykkeligt ægteskab ved at følge denne vejledning. Nogle som tidligere blot har boet sammen, har følt sig tilskyndet til at blive gift. Andre er holdt op med at have forhold uden for ægteskabet. Voldelige mænd der førhen mishandlede deres kone og børn, har lært at vise venlighed og omsorg. Alt sammen et glædeligt resultat af at følge Bibelens vejledning.

2. Hvad afhænger et godt, kristent familieliv af?

2 Et godt, kristent familieliv afhænger af mange ting, for eksempel af om vi betragter ægteskabet som et varigt forhold, af det vi gør for at varetage vores ansvar i familien, og af hvordan vi behandler de øvrige medlemmer af familien. (Efeserne 5:33–6:4) Ét er at vide hvad Bibelen siger om familielivet, noget ganske andet er at følge Bibelens vejledning. Ingen af os ønsker at være som dem Jesus fordømte fordi de tilsidesatte Guds bud. De mente at det var nok at vise en ydre form for religiøs hengivenhed, men de tog fejl. (Mattæus 15:4-9) Vi ønsker ikke at have en sådan form for gudhengivenhed, men at vise sand gudhengivenhed i vores familie, en egenskab som er „et middel til stor vinding“. — 1 Timoteus 5:4; 6:6; 2 Timoteus 3:5.

Ægteskabets varighed

3. (a) Hvordan går det med mange ægteskaber, men hvad bør vi være besluttede på? (b) Besvar spørgsmålene i forbindelse med denne paragraf ved hjælp af Bibelen.

3 I stadig flere tilfælde viser de ægteskabelige bånd sig at være meget skrøbelige. Ægtefæller som har holdt sammen i årevis, beslutter at lade sig skille og gifte sig med andre. Det er heller ikke længere usædvanligt at unge flytter fra hinanden efter at have været gift i ganske kort tid. Men uanset hvad andre gør, bør vi ønske at gøre det Jehova synes om. Lad os derfor overveje følgende spørgsmål og skriftsteder for at se hvad Guds ord har at sige om ægteskabets varighed.

Hvor længe bør en mand og en kvinde være indstillet på at blive sammen når de gifter sig? (Markus 10:6-9; Romerne 7:2, 3)

Hvad er i Guds øjne den eneste gyldige grund til at lade sig skille med mulighed for at indgå et nyt ægteskab? (Mattæus 5:31, 32; 19:3-9)

Hvordan ser Jehova på at folk lader sig skille uden at have en gyldig bibelsk grund? (Malakias 2:13-16)

Anbefaler Bibelen separation som en hjælp til at løse ægteskabelige problemer? (1 Korinther 7:10-13)

Under hvilke omstændigheder kan en separation være berettiget? (Salme 11:5; Lukas 4:8; 1 Timoteus 5:8)

4. Hvorfor holder nogle ægteskaber?

4 Nogle ægteskaber er lykkelige, og de holder. Hvad er grunden til det? Én faktor er at man ventede med at gifte sig indtil begge parter var modne til at indgå ægteskab. Men der er andre faktorer som er vigtige, for eksempel at man finder en ægtefælle der deler ens interesser, og som man kan tale åbent med. Det allervigtigste er dog at man finder en ægtefælle der elsker Jehova og respekterer hans ord som grundlaget for at løse problemer. (Salme 119:97, 104; 2 Timoteus 3:16, 17) Han eller hun vil ikke have den indstilling at man altid kan blive separeret eller skilt hvis ægteskabet ikke fungerer. Man vil ikke bruge sin ægtefælles fejl og ufuldkommenheder som en undskyldning for at løbe fra sine forpligtelser, men i stedet se problemerne i øjnene og finde brugbare løsninger.

5. (a) Hvilken rolle spiller loyalitet over for Jehova i ægteskabet? (b) Hvordan kan det være gavnligt at holde fast ved Jehovas normer, selv når man møder modstand?

Satan påstår at vi vil forlade Jehovas veje når vi kommer ud for problemer. (Job 2:4, 5; Ordsprogene 27:11) Men blandt de Jehovas Vidner som har haft store vanskeligheder på grund af modstand fra ægtefællen, er langt de fleste trofast blevet i ægteskabet. De er stadig loyale over for Jehova og hans bud. (Mattæus 5:37) Nogle af dem der har holdt ud, har haft den glæde at deres ægtefælle er begyndt at tjene Jehova sammen med dem — somme tider efter flere års modstand. (1 Peter 3:1, 2) Andre kristne har en ægtefælle som ikke viser tegn til at forandre sig, eller som endog har forladt dem fordi de tjener Jehova. Men uanset hvilken situation en kristen befinder sig i, vil det altid føre til noget godt at have vist gudhengivenhed i familien. — Salme 55:22; 145:16.

Hver ægtefælle må gøre sit

6. Hvilken ordning må man respektere for at få et lykkeligt ægteskab?

6 Et lykkeligt ægteskab indebærer naturligvis mere end at man bare bliver boende sammen. Det er nødvendigt at begge ægtefæller respekterer Jehovas ordning for ledelse i familien. Det bidrager til ordnede forhold og tryghed i hjemmet. I Første Korintherbrev 11:3 læser vi: „Hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“

7. Hvordan bør manden lede sin familie?

7 Lagde du mærke til hvad der nævnes først i dette vers? Ja, enhver mand har et hoved, Messias, som han bør underordne sig. Det vil sige at manden bør lede sin familie på en måde der afspejler Jesu egenskaber. Jesus underordner sig Jehova, har inderlig kærlighed til menigheden og tager sig af den. (1 Timoteus 3:15) Ja, han „gav sig selv“ for menigheden. Jesus er ikke stolt og hensynsløs, men „har et mildt sind og er ydmyg af hjertet“. De der bliver underlagt hans ledelse, vil „finde ny styrke for [deres] sjæle“. Når en mand opfører sig sådan over for sin familie, viser han at han underordner sig Messias, og i så fald vil det være både velgørende og styrkende for en kristen hustru at samarbejde med sin mand og følge hans ledelse. — Efeserne 5:25-33; Mattæus 11:28, 29; Ordsprogene 31:10, 28.

8. (a) Hvad kan være grunden til at de kristne principper ikke synes at give de ønskede resultater i nogle hjem? (b) Hvad bør vi gøre i en sådan situation?

8 Det kan imidlertid ikke undgås at der opstår problemer. Før nogen i familien begyndte at følge Bibelens principper, kan der have været en indgroet uvilje mod at lade sig lede af andre. Venlige henstillinger og en kærlig optræden synes måske ikke at hjælpe. Vi ved at vi ifølge Bibelen skal aflægge al „harme og vrede og skrigen og spot“. (Efeserne 4:31) Men hvad skal man gøre hvis nogle i familien simpelt hen ikke synes at forstå andet? Jesus efterlignede ikke dem der truede og skældte ud; han stolede på sin Fader. (1 Peter 2:22, 23) Når der opstår ubehagelige situationer i hjemmet, bør vi altså vise gudhengivenhed ved at bede Jehova om hjælp i stedet for at følge verdens måde at reagere på. — Ordsprogene 3:5-7.

9. Hvad har mange kristne ægtemænd lært at gøre i stedet for at kritisere?

9 Forandringer sker ikke altid hurtigt, men hvis man tålmodigt og omhyggeligt følger Bibelens vejledning, vil den gøre sin virkning. Mange mænd har opdaget at de begyndte at få et bedre ægteskab da de selv forstod hvordan Kristus behandler menigheden. Menigheden består jo ikke af fuldkomne mennesker. Alligevel elsker Kristus menigheden, foregår den med et godt eksempel og hjælper den til at gøre fremskridt ud fra Bibelen. Han gav sit liv for menigheden. (1 Peter 2:21) Hans eksempel har opmuntret mange kristne ægtemænd til at lede familien på en god måde og til kærligt at gøre hvad de kan for at forbedre deres ægteskab. Man opnår langt bedre resultater på den måde end ved at kritisere eller undlade at tale om tingene.

10. (a) Hvordan kan en mand eller en hustru — selv en der kalder sig kristen — gøre livet svært for de øvrige af familiens medlemmer? (b) Hvad kan man gøre for at forbedre situationen?

10 Hvad nu hvis en mand ikke er opmærksom på sin kones og sine børns følelsesmæssige behov eller ikke tager initiativet til at studere Bibelen med familien og foretage sig andre aktiviteter sammen med den? Eller hvis en hustru ikke samarbejder med sin mand eller ikke underordner sig som hun bør ifølge Guds ordning? Nogle har opnået gode resultater ved at tage problemerne op og drøfte dem på en respektfuld måde i familien. (1 Mosebog 21:10-12; Ordsprogene 15:22) Men selv om resultaterne ikke bliver helt som man havde håbet, kan vi hver især bidrage til en bedre atmosfære i hjemmet ved at opdyrke åndens frugt og vise kærlig omsorg for familiens øvrige medlemmer. (Galaterne 5:22, 23) Fremskridtene kommer ikke ved blot at vente på at de andre skal gøre noget, men ved at man selv gør sin del. På den måde viser man gudhengivenhed i familien. — Kolossenserne 3:18-21.

Hvor vi kan finde svarene

11, 12. Hvad har Jehova givet os som en hjælp til at få et godt familieliv?

11 Der er mange steder folk kan søge råd i forbindelse med problemer i familien. Men vi ved at Bibelen indeholder den allerbedste vejledning, og vi er taknemmelige for at Gud gennem sin synlige organisation hjælper os til at følge den. Drager din familie fuld nytte af denne hjælp? — Salme 119:129, 130; Mika 4:2.

12 Har I sat en bestemt tid af til at læse Bibelen sammen i familien, ud over at I kommer til menighedens møder? Det vil hjælpe jeres familie til at være sammen om tilbedelsen af Jehova, give jer et rigere familieliv og gøre det lettere for jer at anvende Bibelen på jeres egen situation. — 5 Mosebog 11:18-21.

13. (a) Hvor kan vi ofte finde den nødvendige hjælp hvis vi har spørgsmål angående familielivet? (b) Hvad bør alle de afgørelser vi træffer, vidne om?

13 Du har måske nogle spørgsmål angående familielivet. Hvordan skal man for eksempel se på prævention? Findes der situationer hvor det kan forsvares at få en abort? I hvilket omfang bør man forlange at et barn deltager i familiens religiøse aktiviteter hvis han eller hun ikke viser særlig stor interesse for det åndelige? Mange spørgsmål af denne art er blevet behandlet i de publikationer Jehovas Vidner har udgivet. Lær at bruge de forskellige hjælpemidler til bibelstudium, deriblandt registrene, for at finde svarene. Hvis du ikke har de publikationer der er henvist til i registrene, kan du se efter i biblioteket i rigssalen. Eller det kan være at du har adgang til dem på en computer. Du kan også drøfte dine spørgsmål med modne kristne mænd og kvinder. Men forvent ikke at alle spørgsmål kan besvares med et ja eller et nej. I mange tilfælde er det dig selv der skal træffe afgørelsen — personligt eller sammen med din ægtefælle. I så fald må du træffe afgørelser der vidner om at du viser gudhengivenhed, ikke blot udadtil, men også i hjemmet. — Romerne 14:19; Efeserne 5:10.

Repetition

• Hvorfor er trofasthed i ægteskabet også et spørgsmål om loyalitet over for Jehova?

• Hvad vil hjælpe os til at gøre det der behager Gud, når vi er under pres på grund af familieproblemer?

• Hvad kan vi gøre for at forbedre situationen selv om andre i familien kommer til kort?

[Studiespørgsmål]

[Billede på side 155]

En ægtemands ledelse bør genspejle Jesu egenskaber

[Billede på side 157]

Et regelmæssigt familiestudium vil være en hjælp til at holde sammen på familien