Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan jeg forklare Bibelens syn på homoseksualitet?

Hvordan kan jeg forklare Bibelens syn på homoseksualitet?

KAPITEL 23

Hvordan kan jeg forklare Bibelens syn på homoseksualitet?

Ved prisuddelingen går der et sus gennem forsamlingen da to populære kvindelige skuespillere hilser på hinanden med et lidenskabeligt kys! Tilskuerne gisper chokerede og bryder så ud i klapsalver. Homoseksuelle kalder det en sejr. Skeptikere kalder det et mediestunt. Videoklip af kysset vil blive vist igen og igen i nyhedsudsendelser — og udløse millioner af hits på internettet.

SOM beskrevet ovenfor er der kun få begivenheder der skaber mere medieopmærksomhed end når det bliver kendt at en berømthed er homoseksuel eller biseksuel. Nogle roser sådanne for deres mod; andre fordømmer dem for deres udskejelser. Andre igen betragter bare homoseksualitet som en alternativ livsstil. „Da jeg gik i skole,“ siger Daniel på 21, „syntes selv unge der ikke var homoseksuelle, at man var fordomsfuld og fordømmende hvis man havde svært ved at acceptere homoseksualitet.“

Holdningen til homoseksualitet kan være forskellig fra generation til generation og fra land til land. Men kristne lader sig ikke ’føre hid og did af enhver lærdoms vind’. (Efeserne 4:14) I stedet holder de sig til det Bibelen siger.

Men hvad siger Bibelen så om homoseksualitet? Og hvis du lever efter Bibelens moralnormer, hvad kan du så sige til dem der stempler dig som fordomsfuld, fordømmende eller endda homofobisk? Tænk over spørgsmålene og udtalelserne herunder, og overvej forslagene til hvordan man kan svare.

„Hvad er Bibelens syn på homoseksualitet?“

„Bibelen viser klart at det var Guds hensigt at kun en mand og en kvinde måtte have sex med hinanden og kun inden for ægteskabets rammer. (1 Mosebog 1:27, 28; 3 Mosebog 18:22; Ordsprogene 5:18, 19) Når Bibelen fordømmer utugt, gælder det alle utugtige handlinger, både homoseksuelle og heteroseksuelle.“ * — Galaterne 5:19-21.

„Hvordan ser du på homoseksualitet?“

„Jeg ser ikke ned på homoseksuelle, men jeg kan ikke gå ind for deres måde at leve på.“

Husk: Hvis du lader dig lede af Bibelens moralnormer, er det den livsstil du har valgt, og den har du ret til at have. (Josua 24:15) Du skal ikke skamme dig over dit synspunkt. — Salme 119:46.

„Bør kristne ikke respektere alle mennesker, uanset deres seksuelle orientering?“

„Jo, absolut. Bibelen siger: ’Ær alle slags mennesker,’ eller, som Today’s English Version gengiver det: ’Respekter alle.’ (1 Peter 2:17) Kristne er derfor ikke homofobiske. De er venlige over for alle, også over for dem der er homoseksuelle.“ — Mattæus 7:12.

„Fremmer dit syn på homoseksualitet ikke fordommene mod bøsser og lesbiske?“

„Slet ikke. Jeg er imod homoseksuelle handlinger, ikke personerne.“

Og du kunne tilføje: „Man kunne sammenligne det med at jeg også har valgt ikke at ryge. Faktisk synes jeg at selve tanken om at ryge er frastødende. Men forestil dig at du er ryger og derfor har en anden opfattelse. Jeg ville ikke have noget imod dig af den grund, ligesom jeg er sikker på at du ikke ville have noget imod mig på grund af mit synspunkt. Er det ikke rigtigt? Det samme princip gælder vores forskellige syn på homoseksualitet.“

„Forkyndte Jesus ikke tolerance? Skulle kristne så ikke have et tolerant syn på homoseksualitet?“

„Jesus tilskyndede ikke sine disciple til at acceptere en hvilken som helst måde at leve på. Derimod lærte han dem at vejen til frelse er åben for ’enhver som tror på ham’. (Johannes 3:16) At tro på Jesus indbefatter at man retter sig efter Guds moralnormer, som forbyder visse former for adfærd — herunder homoseksualitet.“ — Romerne 1:26, 27.

„Homoseksuelle kan ikke ændre deres seksuelle orientering; de er født sådan.“

„Bibelen kommer ikke ind på om der er biologiske aspekter ved homoseksualitet, men den erkender at visse træk er dybt indgroede. (2 Korinther 10:4, 5) Selvom nogle føler sig tiltrukket af deres eget køn, formaner Bibelen kristne til at undgå homoseksuelle handlinger.“

Forslag: I stedet for at gå ind i en diskussion om årsagen til homoseksuelle tilbøjeligheder kan du understrege at Bibelen forbyder homoseksuelle handlinger. For at drage en sammenligning kunne du sige: „Mange mener at en voldelig adfærd kan have en genetisk årsag, og at nogle derfor er disponeret for at blive voldelige. (Ordsprogene 29:22) Hvad nu hvis det er rigtigt? Som du jo nok ved, fordømmer Bibelen vredesudbrud og vold. (Salme 37:8; Efeserne 4:31) Er dét uretfærdigt bare fordi nogle måske har voldelige tilbøjeligheder?“

„Hvordan kan Gud forlange at en der føler sig tiltrukket af sit eget køn, skal undgå homoseksualitet? Det lyder meget hårdt.“

„Et sådant ræsonnement bygger på den fejlagtige opfattelse at man er nødt til at følge sine seksuelle impulser. Bibelen betoner at mennesker er ophøjede skabninger der kan vælge ikke at give efter for deres urette seksuelle ønsker hvis de virkelig vil.“ — Kolossenserne 3:5.

„Selvom du ikke er homoseksuel, burde du ændre dit syn på homoseksualitet.“

„Forestil dig at jeg er imod hasardspil men du ikke er det. Ville det være rimeligt af dig at forlange at jeg skulle ændre mit synspunkt bare fordi millioner af mennesker vælger at spille hasard?“

Husk: De fleste mennesker, både homoseksuelle og andre, har nogle etiske normer der får dem til at tage afstand fra visse ting — måske bedrageri, uretfærdighed eller krig. Disse ting fordømmer Bibelen, men den forbyder også visse typer seksualadfærd, herunder homoseksualitet. — 1 Korinther 6:9, 10.

Bibelen er ikke urimelig, og den fremmer heller ikke fordomme. Den stiller ganske enkelt det samme krav til dem der er tiltrukket af deres eget køn, som til dem der er tiltrukket af det modsatte køn — at de ’flygter fra utugt’. — 1 Korinther 6:18.

I virkeligheden er der millioner af heteroseksuelle der, fordi de ønsker at følge Bibelens normer, viser selvbeherskelse uanset hvilke fristelser de møder. Det indbefatter mange der er ugifte uden de store chancer for at blive gift, og mange hvis ægtefælle ikke kan fungere seksuelt på grund af et handicap. De kan godt have et lykkeligt liv uden at få tilfredsstillet deres seksuelle behov. Det kan de der har homoseksuelle tilbøjeligheder også hvis de virkelig ønsker at glæde Gud. — 5 Mosebog 30:19.

LÆS MERE OM DETTE EMNE I BIND 2, KAPITEL 28

I NÆSTE KAPITEL

Nogle piger tror at de vil styrke forholdet til deres kæreste ved at have sex med ham. Men sådan er det ikke! Find ud af hvorfor.

[Fodnote]

^ par. 8 Det bibelske udtryk „utugt“ henviser ikke kun til samleje, men også til manipulation af en anden persons kønsorganer og oral- eller analsex.

NØGLESKRIFTSTED

„I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse.“ — Kolossenserne 3:5.

TIP

Selvom andres adfærd måske foruroliger dig, må du undgå at lyde selvretfærdig. De har jo lov til selv at vælge hvad de vil mene — præcis ligesom du har.

VIDSTE DU DET . . .?

I det første århundrede lykkedes det nogle kristne der tidligere havde praktiseret homoseksualitet, at ændre deres urene handlemåde og blive „vasket rene“ i Guds øjne. — 1 Korinther 6:9-11.

HANDLINGSPLAN!

Hvis en siger at Bibelens syn på homoseksualitet er gammeldags, vil jeg sige: ․․․․․

For at gøre det klart at det jeg har noget imod, er homoseksuelle handlinger og ikke de homoseksuelle selv, vil jeg sige: ․․․․․

Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

● Hvorfor har Gud ret til at give menneskene morallove?

● Hvordan gavner det dig at følge Bibelens morallove?

[Tekstcitat på side 170]

„En af drengene i skolen syntes jeg var meget hård og urimelig fordi jeg ikke kunne gå ind for hans livsstil. Men da jeg forklarede at jeg ikke havde noget imod ham som person — og da det gik op for ham at det ikke kun er homoseksualitet men alle former for umoralitet jeg er imod — begyndte han at respektere mig og endda forsvare mig når andre kom med indvendinger.“ — Aubrey

[Ramme på side 168]

Hvad med biseksualitet?

Biseksualitet forekommer blandt begge køn, men det ser ud til at det især blandt piger bliver mere og mere almindeligt. For nogles vedkommende skyldes det nysgerrighed. Lisa på 26 siger: „Når film, tv og musik skildrer piger der kysser piger, vil teenagepiger blive fristet til selv at prøve det — især når de ikke synes det er forkert.“

For andre er der tilsyneladende tale om en reel tiltrækning. „Jeg mødte to biseksuelle piger ved en fest,“ siger Vicky på 13, „og senere fandt jeg ud af gennem en veninde at de godt kunne lide mig. På et tidspunkt begyndte jeg at sms’e med en af pigerne, og jeg begyndte at få følelser for hende.“

Har du nogen sinde haft det ligesom Vicky? Mange ville tilskynde dig til blot at stå ved din seksualitet og springe ud som biseksuel. Men du skal vide at tiltrækning mod ens eget køn ofte blot er en forbigående fase. Det gik op for Vicky. Og det gjorde det også for Lisette på 16. Hun siger: „Jeg fik det bedre da jeg talte med mine forældre om mine følelser. Og i biologitimerne i skolen lærte jeg at hormonbalancen kan svinge meget i puberteten. Jeg tror virkelig at hvis flere unge vidste mere om deres krop, ville de forstå at tiltrækning mod deres eget køn kan være noget midlertidigt, og de ville ikke føle presset til at blive homoseksuelle.“

Selv hvis dine følelser stikker dybere og ikke kun opleves i en overgangsfase, så tænk på at Bibelen opstiller et opnåeligt mål: Du kan vælge ikke at give efter for forkerte ønsker, uanset hvad det er for nogle.

[Illustration på side 169]

Kristne er ikke bange for at gå imod mængden selv når det gælder populære holdninger