Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor kan drengene ikke lide mig?

Hvorfor kan drengene ikke lide mig?

KAPITEL 27

Hvorfor kan drengene ikke lide mig?

Han ved jeg er populær, for jeg har selv fortalt ham at andre drenge kan lide mig. Han grinede da jeg fortalte hvor fjollede nogle af mine venner er. Og han ved at jeg er klog — jeg har rettet ham i flere af de ting han har sagt. Hvor lang tid går der mon før han inviterer mig ud?

Hun ser godt ud, men hun virker så overfladisk. Jeg har knap nok fået en chance til at sige noget. Og når det endelig lykkes, retter hun mig! Gad vide hvordan jeg slipper væk.

ER DU bekymret for om drengene er tiltrukket af dig? Dét er mange piger, selv nogle man ikke skulle tro havde problemer. Tag nu for eksempel Joanne. Hun ser godt ud, er intelligent og veltalende. Alligevel siger hun: „Jeg føler tit at drengene ikke kan lide mig. Der har været nogle stykker jeg godt kunne lide, og som i en periode viste at de også var interesseret i mig, men senere holdt de helt op med at tale med mig!“

Hvad synes unge mænd er tiltrækkende ved en pige? Hvad synes de er utiltrækkende? Hvad kan du gøre for at få en god ung mands opmærksomhed?

Hvad du kan gøre

Kend dit eget sind og hjerte. Du er sikkert blevet mere og mere interesseret i drenge efter at du er kommet i puberteten. Du har måske været tiltrukket af mere end én dreng. Det er helt normalt. Men hvis du havde været hurtig til at sige ja til den første der gav dig hjertebanken, kunne det have hindret din følelsesmæssige og åndelige vækst. Det tager tid at udvikle gode personlige egenskaber, at finde ud af hvad der er vigtigt i livet, og at nå nogle af sine egne mål. — Romerne 12:2; 1 Korinther 7:36; Kolossenserne 3:9, 10.

Det er rigtigt at mange drenge er tiltrukket af piger som endnu ikke har dannet sig deres egne meninger, eller som er naive. Men den slags drenge er hovedsagelig interesseret i pigens udseende og ikke i hvordan hun er som menneske. En fornuftig ung mand vil være på udkig efter en pige der har nogle stærke sider som kan gavne deres forhold. — Mattæus 19:6.

Hvad drenge siger: „Jeg synes det er tiltalende når en pige kan danne sig sine egne meninger, når jeg kan mærke at hun hviler i sig selv.“ — James.

„Jeg ville være interesseret i en pige der kan udtrykke sig på en ærlig og respektfuld måde, og som ikke bare giver mig ret i alt hvad jeg siger. Jeg ville ikke have det godt med en pige der kun siger det jeg gerne vil høre, selvom hun er nok så flot.“ — Darren.

Hvad mener du om kommentarerne fra disse drenge?

․․․․․

Vis andre respekt. Ligesom du har et behov for kærlighed, har de drenge du kender, et stort ønske om at blive vist respekt. Det er ikke et tilfælde at Bibelen siger til manden at han skal elske sin hustru, men at hustruen skal have „dyb respekt“ for sin mand. (Efeserne 5:33) Denne indsigtsfulde udtalelse stemmer med resultatet af en spørgeundersøgelse hvor flere hundrede unge mænd deltog. Over 60 procent af de unge svarede at de syntes at respekt var vigtigere end kærlighed, og det samme svarede over 70 procent af de mænd der var ældre.

Respekt betyder ikke at du bare skal resignere — at du skal opgive din ret til at have en anden mening og give udtryk for den. (1 Mosebog 21:10-12) Men måden du siger din mening på, kan være afgørende for om en ung mand vil føle sig tiltrukket af dig eller ej. Hvis du konstant modsiger ham eller retter på ham, føler han måske at du ikke har særlig stor respekt for ham. Hvis du derimod viser interesse for hans synspunkter og kommenterer det du synes er godt, er der større chance for at han vil høre din mening og sætte pris på den. Selvfølgelig vil en klog ung mand også lægge mærke til om du behandler din familie og andre med respekt.

Hvad drenge siger: „Jeg tror at respekt er det vigtigste når man begynder at komme sammen. Kærligheden udvikler sig med tiden.“ — Adrian.

„Hvis en pige kan vise mig respekt, er jeg sikker på at hun også kan elske mig.“ — Mark.

Hvad mener du om kommentarerne fra disse drenge?

․․․․․

Klæd dig anstændigt, og vær velplejet. Dit udseende er som en højttaler der udsender dine inderste tanker og holdninger. Længe før du begynder at tale med en dreng, har dit tøj sagt en hel masse om dig. Hvis dit tøj er ordentligt og anstændigt, vil det sende et meget positivt signal. (1 Timoteus 2:9) Hvis det er provokerende eller sjusket, vil du udsende et højt og tydeligt — men negativt — signal!

Hvad drenge siger: „Den tøjstil en pige har, siger meget om hendes livsholdning. Hvis hun klæder sig udfordrende eller skødesløst, fortæller det mig at hun er desperat efter opmærksomhed.“ — Adrian.

„Jeg kan godt lide piger der plejer deres hår, dufter dejligt og har en blid stemme. På et tidspunkt var jeg tiltrukket af en smuk pige, men dét satte hendes dårlige hygiejne en stopper for.“ — Ryan.

„Hvis en pige klæder sig udfordrende, vil hun helt sikkert få en til at spærre øjnene op. Men det er ikke den type jeg har lyst til at komme sammen med.“ — Nicholas.

Hvad mener du om kommentarerne fra disse drenge?

․․․․․

Hvad du ikke skal gøre

Lad være med at flirte. Piger kan øve en enorm indflydelse på mænd. Denne tiltrækningskraft kan bruges på både en god og en dårlig måde. (1 Mosebog 29:17, 18; Ordsprogene 7:6-23) Hvis du prøver at bruge den på hver eneste dreng du møder, vil du sandsynligvis få ry for at være en der flirter.

Hvad drenge siger: „Bare det at sidde så tæt op ad en tiltrækkende pige at ens skuldre rører ved hinanden, kan være ret spændende, så jeg mener at en pige der hele tiden rører ved en når hun taler, flirter.“ — Nicholas.

„Hvis en pige altid finder anledning til at tage en dreng på armen, eller hvis hun sender blikke til alle fyre der går forbi, så synes jeg hun flirter, og det er meget utiltalende.“ — José.

Vær ikke klæbende. Når et par bliver gift, bliver de det Bibelen kalder „ét kød“. (1 Mosebog 2:24) På det tidspunkt opgiver begge parter en stor del af den frihed de måske havde da de var enlige; de er nu forpligtede over for hinanden. (1 Korinther 7:32-34) Men hvis du kun lige er begyndt at lære en ung mand at kende, har du ikke ret til at forvente at han altid skal fortælle dig hvad han foretager sig, ligesom han heller ikke kan forvente det af dig. * Hvis du synes det er i orden at han er sammen med andre venner, kan det faktisk føre til at han bliver endnu mere glad for dig. Og den måde han bruger denne frihed på, vil fortælle dig meget om hans personlighed. — Ordsprogene 20:11.

Hvad drenge siger: „Jeg synes en pige bliver for klæbende hvis hun vil vide alt hvad jeg skal, og ikke kan være sammen med andre eller have andre interesser end mig.“ — Darren.

„Hvis en pige jeg lige er begyndt at lære at kende, hele tiden sms’er til mig og vil vide hvem jeg er sammen med, især hvilke piger, så mener jeg at det er et faresignal.“ — Ryan.

„En pige der ikke vil tillade at man er sammen med sine venner, og som bliver fornærmet hvis man ikke altid inviterer hende med, er alt for afhængig af en, og det virker ikke tiltalende.“ — Adrian.

Hvad mener du om kommentarerne fra disse drenge?

․․․․․

Bevar din selvrespekt

Du kender sikkert piger der vil gøre hvad som helst for at få en drengs opmærksomhed og blive accepteret af ham. Nogle sænker deres normer for at få en kæreste — eller endda en at blive gift med. Men her gælder princippet om at ’man høster hvad man sår’. (Galaterne 6:7-9) Hvis du ikke har selvrespekt og respekt for de normer du prøver at leve efter, vil de drenge du tiltrækker, sandsynligvis heller ikke have respekt for dig og dine normer.

Sagen er at ikke alle drenge vil kunne lide dig — og det skal du bare være glad for! Men hvis du er opmærksom på at pleje både din ydre og din indre skønhed, vil du have „stor værdi i Guds øjne“ — og du vil tiltrække den type mand der vil være den bedste for dig. — 1 Peter 3:4.

I NÆSTE KAPITEL

Hvad nu hvis du er en dreng og tænker: ’Hvorfor kan pigerne ikke lide mig?’

[Fodnote]

^ par. 30 Når et par bliver forlovet, bliver de selvfølgelig mere forpligtet over for hinanden.

NØGLESKRIFTSTED

„Ynde kan være falsk, og skønhed tom. En kvinde der frygter Jehova er værdig til pris.“ — Ordsprogene 31:30.

TIP

Spar på makeuppen! Ellers vil du sende et forkert signal — at du er selvoptaget eller desperat efter at få opmærksomhed.

VIDSTE DU DET . . .?

Hvis du hele tiden kræver en drengs fulde opmærksomhed, kan du ødelægge dit forhold til ham.

HANDLINGSPLAN!

Det personlighedstræk jeg gerne vil arbejde på, er: ․․․․․

Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

HVAD MENER DU?

● Hvordan kan du vise at du respekterer en ung mands tanker og følelser?

● Hvordan kan du vise at du har selvrespekt?

[Tekstcitat på side 190]

„Jeg indrømmer at jeg ofte bliver tiltrukket af smukke piger. Men hvis pigen ikke har nogen klare, meningsfyldte mål, mister jeg hurtigt interessen. Hvis hun på den anden side ved hvad hun vil med sit liv — og især hvis hun allerede har nået nogle af sine mål — kan det gøre hende meget attraktiv.“ — Damien.

[Illustration på side 191]

Kærlighed og respekt er som de to hjul på en cykel — de er begge nødvendige