Oprindeligt henviste udtrykket til et område og senere til en romersk provins der lå i den centrale del af Anatolien (senere kendt som Lilleasien) i det der i dag er Tyrkiet.

Området blev opkaldt efter det folk der slog sig ned der, som blev kaldt galatai af grækerne fordi de kom fra Gallien i Vesteuropa. Rigtig mange keltere, eller gallere, var udvandret fra Gallien, deres hjemland, og nåede helt til Bosporusstrædet. Omkring 278-277 f.v.t. krydsede de Bosporus da de blev ansat som soldater af kongen af Bitynien. På grund af det hverv fik de tildelt et stort område i den centrale del af Anatolien, der så blev kendt som Galatien. De lejede soldater tog deres hustruer og børn med sig, så i begyndelsen giftede de sig åbenbart ikke ind i befolkningen der allerede boede der. I en periode bevarede de derfor deres keltiske kultur, religion og sprog. Men med tiden tog de tilbedelsen af de lokale guder og gudinder til sig. Deres sidste konge, Amyntas, regerede under Romerriget. Under hans regeringstid udvidede han Galatiens oprindelige område. Amyntas blev dræbt i kamp i år 25 f.v.t., og hele hans rige blev til den romerske provins Galatien.

Gennem århundrederne blev grænserne for denne romerske provins ofte ændret. På apostlen Paulus’ tid var Galatien en af de største provinser i Romerriget. Ud over det oprindelige Galatien bestod den også af den østlige del af Frygien, Lykaonien, Isauria, dele af de tre områder Pisidien, Pamfylien og Paflagonien samt nogle områder i Pontus i nordøst. – Se Tillæg B13; se også “Introduktion til Galaterne” og studienote til Ga 1:2.