Fra et hebraisk ord der betyder “at hvile; at ophøre”. Sabbatten er den syvende dag i den jødiske uge (fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag). Også andre højtidsdage i løbet af året blev kaldt sabbatter, og det samme blev hvert 7. og hvert 50. år. På sabbatsdagen måtte ingen udføre noget arbejde, bortset fra præsterne der gjorde tjeneste ved helligdommen. I sabbatårene skulle landet ligge uopdyrket hen, og man måtte ikke presse sine hebraiske landsmænd til at tilbagebetale en gæld. Under Moseloven var sabbatsbegrænsningerne rimelige, men gradvist føjede religiøse ledere nye regler til, og på Jesus’ tid var det blevet vanskeligt for folk at overholde dem. – 2Mo 20:8; 3Mo 25:4; Lu 13:14-16; Kol 2:16.