Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Verden

Verden

I De Kristne Græske Skrifter er ordet “verden” en gengivelse af det græske ord kosmos. Grundbetydningen af dette græske ord er “orden” eller “indretning”, og oprindeligt blev det brugt om “den proces at få forskellige elementer til at passe sammen, eller om resultatet af en sådan proces”, som en professor udtrykker det. Kosmos kunne derfor bruges om det at opstille soldater til kamp, om det at forberede et måltid mad eller om det at komponere et stykke musik. Eftersom orden og symmetri ofte er forbundet med noget smukt, brugte grækerne også ordet kosmos om “skønhed”, især i forbindelse med kvinder. (1Pe 3:3) Det danske ord “kosmetik” kommer fra dette græske ord. På et tidspunkt begyndte forfattere i antikkens Grækenland at bruge ordet om universet. (Se ApG 17:24 [og studienoten], hvor Paulus muligvis brugte ordet i den betydning). Senere endnu begyndte man at bruge ordet om menneskeheden.

I De Kristne Græske Skrifter er kosmos hovedsageligt forbundet med menneskehedens verden. I forskellige sammenhænge kan det betyde: (1) Menneskeheden som et hele, uanset dens moralske tilstand eller måde at leve på. (Mt 5:14; 26:13; Joh 3:16 og studienote; Ro 5:12; 1Jo 4:14) (2) Det organiserede menneskesamfund, eller de rammer og forhold, en person er født ind i og lever i. (Lu 9:25 og studienote; Joh 16:21 og studienote; 1Ti 6:7; Jak 2:5; 1Jo 3:17) (Når kosmos bruges i denne betydning, er det stort set synonymt med det græske ord aion, “verdensordning”. Se VERDENSORDNING). (3) Den del af menneskeheden der ikke tjener Jehova; det uretfærdige menneskesamfund der ikke har noget forhold til Gud. (Mt 4:8; Joh 15:19 og studienote; 17:14 og studienote; 1Kt 2:12 og studienote; He 11:7; 2Pe 2:5; 3:6; 1Jo 5:19) I alle disse sammenhænge indeholder ordet kosmos stadig grundbetydningen “orden” eller “indretning”, for menneskehedens verden afspejler en vis struktur og er sammensat af forskellige kulturer, stammer, nationer og økonomiske systemer. – Åb 7:9; 14:6.