HISTORIE 1
Gud begynder at skabe
ALT hvad vi har af godt, kommer fra Gud. Han skabte solen til at lyse for os om dagen, og månen og stjernerne til at lyse om natten. Og han gav os jorden at bo på.
Men solen, månen, stjernerne og jorden var ikke det første Gud skabte. Ved du hvad det allerførste var som Gud skabte? Det var englene. Englene er ligesom Gud, vi kan ikke se dem. Gud skabte dem til at være sammen med ham i himmelen.
Der var noget særligt ved den første engel Gud skabte. Han var Guds første søn, og han arbejdede sammen med sin Fader. Han hjalp Gud med at skabe alt andet. Han hjalp Gud med at skabe solen, månen, stjernerne og jorden som vi bor på.
Hvordan så jorden ud dengang? Jo, i begyndelsen kunne der ikke bo nogen på jorden. Der var ikke andet end ét stort hav over det hele. Men Gud ville gerne have mennesker på jorden. Så han begyndte at gøre den parat til os. Hvad gjorde han da?
Først skulle der bruges lys på jorden. Gud sørgede for at lyset fra solen kom til at skinne på jorden. Han gjorde det sådan at der både ville være dag og nat. Derefter sørgede Gud for at der kom landjord til syne over vandets overflade.
I begyndelsen var jorden bar. Den så ud ligesom på billedet her. Der var hverken blomster eller træer eller dyr. Ikke engang fisk i havene. Gud måtte gøre meget mere før jorden var et rart sted hvor der kunne bo mennesker og dyr.