MOSES var kommet helt til Horebs bjerg med sine får. Her så han en dag noget meget besynderligt. Han så en tornebusk der var ild i uden at den brændte op!

’Mærkeligt!’ tænkte Moses. ’Det vil jeg se nærmere på!’ Da han nærmede sig, lød der en stemme fra busken: ’Kom ikke nærmere. Tag dine sandaler af, for du står på hellig grund.’ Det var Gud der talte gennem en engel, så Moses tildækkede sit ansigt.

Da sagde Gud: ’Jeg har set mit folks lidelser i Ægypten. Nu vil jeg udfri dem, og det er dig jeg vil bruge til at føre mit folk ud af Ægypten.’ Jehova ville føre sit folk op til det dejlige Kana’ans land. Der skulle de bo.

Men Moses sagde: ’Hvordan skulle jeg kunne det? Og hvis jeg alligevel gør det, vil israelitterne bare sige: ”Hvem har sendt dig?” Hvad skal jeg så svare?’

’Dette er hvad du skal sige,’ svarede Gud. ’„JEHOVA, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer.“’ Og Jehova tilføjede: ’Det skal være mit navn til evig tid.’

’Men hvad nu hvis de ikke vil tro på at det er dig der har sendt mig?’ sagde Moses.

’Hvad har du der i hånden?’ spurgte Gud.

Moses svarede: ’En stav.’

’Kast den ned på jorden,’ sagde Gud. Det gjorde Moses — og hvad tror du der skete? Jo, staven blev til en slange. Jehova viste Moses endnu et mirakel. Han sagde: ’Stik din hånd ind på brystet.’ Moses gjorde det, og da han tog hånden ud igen, var den hvid som sne, som om den havde den slemme sygdom der hedder spedalskhed. Jehova gav også Moses magt til at gøre et tredje mirakel. ’Når du gør disse mirakler vil israelitterne tro at det er mig der har sendt dig.’

Derefter gik Moses hjem og sagde til Jetro: ’Lad mig rejse tilbage til min slægt i Ægypten og se hvordan det går.’ Jetro sagde farvel til Moses, og Moses drog ud på sin rejse til Ægypten.