Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HISTORIE 80

Udfrielsen fra Babylon

Udfrielsen fra Babylon

NÆSTEN to år er gået siden Babylon blev indtaget af mederne og perserne. Og se hvad der nu sker! Ja, israelitterne drager ud af Babylon. Hvordan kan det gå til? Hvem har befriet dem?

Det har Kyros, kongen af Persien. Længe før Kyros blev født lod Jehova sin profet Esajas skrive om ham: ’Du vil gøre netop hvad jeg ønsker du skal. Portene vil stå åbne, så du kan indtage byen.’ Og ganske rigtigt førte Kyros an da Babylon blev indtaget. Mederne og perserne kom om natten ind i byen gennem nogle porte man ikke havde låst.

Men Jehovas profet Esajas havde også sagt at Kyros skulle befale at Jerusalem og templet skulle genopbygges. Gjorde Kyros så det? Ja. Hør hvad han siger til israelitterne: ’Rejs over til Jerusalem og genopbyg jeres Gud Jehovas tempel.’ Det er det disse israelitter er på vej til at gøre.

Men ikke alle israelitterne i Babylon tager med på den lange rejse til Jerusalem. Der er meget lang vej, omkring 800 kilometer, og mange er for syge eller gamle til at klare det. Der er også andre grunde til at nogle ikke rejser. Men Kyros siger til dem der ikke rejser: ’Giv sølv og guld og andre gaver til dem som rejser tilbage for at genopbygge Jerusalem og dets tempel.’

Det gør de også. De israelitter der rejser tilbage til Jerusalem, får mange gaver med. Kyros giver dem også alle de kar og bægre som kong Nebukadnezar havde taget fra Jehovas tempel da han ødelagde Jerusalem. De får mange ting at bære på under deres hjemrejse.

Efter cirka fire måneders rejse ankommer israelitterne til Jerusalem. De kommer hjem nøjagtig 70 år efter at byen blev ødelagt og landet blev tømt for mennesker. Men selv om de nu er hjemme i deres eget land igen, skal de alligevel igennem nogle svære tider. Det skal vi høre om nu.