1-3.  (a) Hvilket enormt pres er Jesus udsat for i Getsemane Have, og hvad er grunden? (b) Hvad kan der siges om Jesu eksempel med hensyn til at holde ud, og hvilke spørgsmål giver det anledning til?

 PRESSET er enormt. Jesus har aldrig før været udsat for en sådan mental og følelsesmæssig belastning. Det er de sidste timer i hans jordiske liv. Sammen med apostlene kommer han til et sted de kender godt, Getsemane Have. Han har ofte været sammen med dem dér, men i denne nat har han brug for at være lidt alene. Han forlader apostlene og går længere ind i haven; han knæler og begynder at bede. Han beder så inderligt og kommer i en sådan dødsangst at hans sved ’bliver som bloddråber der falder på jorden’. — Lukas 22:39-44.

² Hvorfor er Jesus så foruroliget? Sandt nok véd han at han snart vil blive udsat for ekstrem fysisk lidelse, men det er ikke grunden til hans indre uro. Der er noget langt mere betydningsfuldt der tynger ham. Han er dybt bekymret, for det drejer sig om hans Faders navn, og han forstår at menneskeslægtens fremtid afhænger af om han forbliver trofast. Jesus ved hvor vigtigt det er at han holder ud. Hvis han svigter, vil han bringe stor forsmædelse over Jehovas navn. Men Jesus svigter ikke. Senere samme dag, nogle få øjeblikke før han drager sit sidste suk, udstøder han, der er det største eksempel med hensyn til udholdenhed her på jorden, et højt råb: „Det er tilendebragt!“ Han véd han har sejret. — Johannes 19:30.

³ Bibelen opfordrer os til ’nøje at betragte ham som har holdt ud’. (Hebræerne 12:3) Det giver anledning til nogle  vigtige spørgsmål: Hvilke prøvelser måtte Jesus udholde? Hvad satte ham i stand til at holde ud? Hvordan kan vi følge hans eksempel? Men lad os, før vi besvarer disse spørgsmål, undersøge hvad det indebærer at holde ud.

4, 5. (a) Hvad vil „udholdenhed“ sige? (b) Vis med et eksempel at udholdenhed er mere end blot at finde sig i uundgåelige prøver.

⁴ Det sker for os alle at vi fra tid til anden „bedrøves ved forskellige prøvelser“. (1 Peter 1:6) Betyder dét at vi bliver udsat for en prøvelse, at vi udholder den? Nej. Det græske ord for „udholdenhed“ betyder „evnen til at holde ud eller holde stand under vanskeligheder“. Om den form for udholdenhed bibelskribenterne taler om, forklarer en bibelforsker: „Det er evnen til at kunne bære noget, ikke blot med resignation, men med et levende håb . . . Det er den egenskab der gør at man ikke bliver blæst omkuld selvom man har modvind. Det er den dyd der kan forvandle selv den hårdeste prøve til noget stort, for hinsides smerten ser man målet.“

⁵ At holde ud er altså ikke blot dét at finde sig i en uundgåelig prøve. I bibelsk forstand indebærer det at man under prøven holder stand, bevarer den rette indstilling og har et lyst syn på fremtiden. Det kan illustreres med dette eksempel: To mænd sidder i fængsel under de samme forhold, men af helt forskellige grunde. Den ene, som er en simpel forbryder, afsoner modvilligt og resigneret sin dom. Den anden, som er en kristen der sidder i fængsel på grund af sin tro, holder ud og bevarer en positiv indstilling fordi han betragter situationen som en lejlighed til at vise sin tro. Forbryderen kan næppe betragtes som et eksempel i udholdenhed, hvorimod den loyale kristne må siges at være et eksempel med hensyn til denne værdifulde egenskab. — Jakob 1:2-4.

6. Hvordan kan vi opnå større udholdenhed?

 ⁶ Det er absolut nødvendigt at eje udholdenhed hvis vi skal opnå frelse. (Mattæus 24:13) Men vi fødes ikke med denne betydningsfulde egenskab. Den må opdyrkes. Hvordan gør man det? „Trængselen bevirker udholdenhed,“ siges der i Romerbrevet 5:3. Hvis vi gerne vil være udholdende, kan vi ikke frygtsomt unddrage os alle trosprøver. Nej, vi må modigt se dem i øjnene og stå dem igennem. Udholdenhed er et resultat af at vi dag efter dag overvinder store såvel som små trosprøver. Hver prøve vi udholder, styrker os til at klare den næste. Det er naturligvis ikke i egen kraft at vi opnår større udholdenhed. Vi er afhængige af „den styrke Gud skænker“. (1 Peter 4:11) For at vi kan holde stand, har Jehova givet os den bedst tænkelige hjælp — sin egen søns eksempel. Lad os se nærmere på Jesu fuldkomne eksempel i denne henseende.

7, 8. Hvad måtte Jesus udholde hen imod slutningen af sit jordiske liv?

⁷ Efterhånden som Jesus nærmede sig afslutningen på sit liv her på jorden, udholdt han den ene grusomhed efter den anden. Til det ekstreme mentale pres han var udsat for den sidste nat, kom den skuffelse og ydmygelse han må have følt. Han blev forrådt af en af sine disciple, ladt i stikken af sine nærmeste venner og underkastet et ulovligt forhør, under hvilket medlemmer af landets højeste religiøse domstol spottede ham, spyttede på ham og slog ham med knytnæver. Dog udholdt han det alt sammen med ro, værdighed og styrke. — Mattæus 26:46-49, 56, 59-68.

⁸ I sine sidste timer udholdt Jesus store fysiske lidelser. Han blev pisket på en måde som ifølge en beskrivelse ville efterlade „lange, dybe flænger i huden“ og forårsage „et betydeligt blodtab“. Han blev pælfæstet, en henrettelsesmetode som ville føre til „en langsom død under de største  lidelser“. Tænk på den smerte han må have følt da han blev fastgjort til pælen med store nagler der blev hamret gennem hans hænder og fødder. (Johannes 19:1, 16-18) Forestil dig den jagende smerte der gik igennem ham da pælen blev rejst op og vægten af hans legeme kom til at hvile på naglerne og hans sønderflængede ryg skurede mod pælen. Og denne ekstreme fysiske lidelse udholdt han mens han mentalt bar den byrde som er beskrevet i indledningen til kapitlet.

9. Hvad betyder det at tage sin „marterpæl“ op og følge Jesus?

⁹ Hvilke prøver kan vi som Jesu disciple komme ud for? Jesus sagde: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham . . . tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ (Mattæus 16:24) Udtrykket „marterpæl“ bruges her billedligt om lidelse og skam, måske endog død. Det er ikke nogen let sag at følge Kristus. De normer vi retter os efter som kristne, skiller os ud fra verden. Den hader os fordi vi ikke er en del af den. (Johannes 15:18-20; 1 Peter 4:4) Ikke desto mindre er vi villige til at tage vores marterpæl op — ja, vi er indstillet på til stadighed at følge vores store eksempel, om så det betyder lidelser og selv død. — 2 Timoteus 3:12.

10-12.  (a) Hvordan var menneskers ufuldkommenhed en prøve på Jesu udholdenhed? (b) Nævn eksempler på nogle af de situationer hvor Jesu udholdenhed blev sat på prøve.

¹⁰ Under sin jordiske tjeneste kom Jesus ud for andre prøver som skyldtes menneskers ufuldkommenhed. Vi husker at han var den „værkmester“ Jehova gjorde brug af da han skabte jorden og alt liv på den. (Ordsprogene 8:22-31) Jesus vidste derfor hvad Jehovas hensigt var med menneskene; de skulle genspejle Jehovas egenskaber og glæde sig ved livet og et fuldkomment helbred. (1 Mosebog 1:26-28) Da Jesus var på jorden, så han syndens tragiske følger fra en anden synsvinkel — han var nu selv et menneske, i stand til at tænke og føle som et menneske. Hvor må det have smertet ham på nært hold at se hvor  dybt menneskene var faldet, hvor langt bort de var kommet fra den fuldkommenhed som Adam og Eva havde til at begynde med! Jesus stod her over for en udholdenhedsprøve. Ville han tabe modet og give op, ud fra den betragtning at det var håbløst at gøre noget for den syndige menneskehed? Lad os se.

¹¹ Jødernes uimodtagelighed for hans budskab pinte Jesus så meget at han græd offentligt. Men lod han deres ligegyldighed indvirke på hans nidkærhed så han holdt op med at forkynde? Nej, tværtimod underviste han „hver dag i templet“. (Lukas 19:41-44, 47) Han var „dybt bedrøvet“ over farisæerne på grund af deres hjertes ufølsomhed. De holdt nemlig skarpt øje med ham for at se om han ville helbrede en mand på sabbatten. Lod han sig skræmme af disse selvretfærdige modstandere? Bestemt nej! Han stod fast og helbredte manden — og dét lige midt i synagogen! — Markus 3:1-5.

 ¹² Der var også noget andet som må have været en prøvelse for Jesus — hans nærmeste disciples svaghed. Som vi så i kapitel 3, nærede de et vedholdende ønske om at få en fremtrædende plads. (Mattæus 20:20-24; Lukas 9:46) Jesus talte mere end én gang til dem om hvor nødvendigt det var at være ydmyg. (Mattæus 18:1-6; 20:25-28) Men de var sene til at tage ved lære. Så sent som den sidste aften han var sammen med dem, kom de i „en heftig diskussion“ om hvem af dem der var den største iblandt dem. (Lukas 22:24) Men opgav Jesus dem af den grund, ud fra den betragtning at de var håbløse? Nej. Tålmodig som han var, forblev han positiv og bevarede håbet, indstillet på at se deres gode sider. Han vidste at de inderst inde elskede Jehova og oprigtigt ønskede at gøre hans vilje. — Lukas 22:25-27.

13. Hvilke prøver kan vi komme ud for i lighed med dem Jesus udholdt?

¹³ Vi kan komme ud for lignende prøver. Vi kan for eksempel møde nogle der er ligegyldige over for budskabet om Riget, ja ligefrem er modstandere. Vil vi lade en sådan negativ reaktion gøre os modløse, eller vil vi fortsætte med at forkynde med nidkærhed? (Titus 2:14) Vi kan blive prøvet på grund af vore kristne brødres ufuldkommenhed. Et tankeløst ord eller en uoverlagt handling kan såre vore følelser. (Ordsprogene 12:18) Vil vi lade vore trosfællers ufuldkommenhed få os til at opgive dem, eller vil vi affinde os med deres fejl og have øje for deres gode sider? — Kolossenserne 3:13.

14. Hvad hjalp Jesus til at holde stand?

¹⁴ Hvad hjalp Jesus til at holde stand og bevare sin uangribelighed trods alle de ydmygelser, skuffelser og lidelser han blev udsat for? Der er især to ting der holdt Jesus  oppe. For det første rettede han blikket opad og bad til „den Gud som skænker udholdenhed og trøst“. (Romerne 15:5) For det andet rettede han blikket fremad mod det hans udholdenhed ville føre til. Lad os se nærmere på disse to faktorer.

15, 16. (a) Hvad viser at Jesus ikke stolede på at han kunne holde ud i egen kraft? (b) Hvilken tillid havde Jesus til sin Fader, og hvad var grunden?

¹⁵ Skønt Jesus var Guds fuldkomne søn, stolede han ikke på at han kunne holde ud i egen kraft. Nej, han vendte sig til sin himmelske Fader og bad om hjælp fra ham. Apostelen Paulus skrev: „I sit køds dage frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner [eller: anråbelser] og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden.“ (Hebræerne 5:7) Læg mærke til at Jesus ikke blot frembar anmodninger, men også anråbelser. En ’anråbelse’ er en særlig indtrængende og inderlig form for bøn, en tryglen om hjælp. Flertalsformen „anråbelser“ viser at Jesus anråbte Jehova mere end én gang. I Getsemane Have bad Jesus således flere gange indtrængende til sin Fader. — Mattæus 26:36-44.

¹⁶ Jesus nærede fuldstændig tillid til at Jehova ville svare på hans anråbelser, for han vidste at hans Fader „hører bøn“. (Salme 65:2) I sin førmenneskelige tilværelse havde han, den førstefødte søn, set hvordan Faderen besvarer sine loyale tjeneres bønner. Fra himmelen var han for eksempel vidne til at Jehova sendte en engel som svar på profeten Daniels inderlige bøn — og det endda før Daniel var færdig med at bede! (Daniel 9:20, 21) Hvordan kunne Faderen da undlade at svare når hans enestefødte søn udøste sit hjerte for ham „med stærke råb og tårer“? Og Jehova hørte virkelig sin søns indtrængende bønner og sendte en engel som kunne styrke ham til den forestående prøve. — Lukas 22:43.

17. Hvorfor skal vi rette blikket opad for at holde ud, og hvordan kan vi gøre det?

 ¹⁷ For at holde ud må vi også rette blikket opad — mod den Gud som giver kraft. (Filipperne 4:13) Hvis Guds fuldkomne søn følte behov for at anråbe Jehova om hjælp, hvor meget mere gælder det da ikke os? Ligesom Jesus har vi måske brug for at bede indtrængende til Jehova flere gange. (Mattæus 7:7) Selvom vi ikke forventer at få besøg af en engel, er der én ting vi kan være sikre på: Vor kærlige Gud vil bønhøre den der loyalt „bliver ved med anråbelser og bønner nat og dag“. (1 Timoteus 5:5) Uanset hvilke prøver vi måtte blive udsat for — dårligt helbred, dødsfald i familien eller forfølgelse fra modstandere — vil Jehova besvare vore indtrængende bønner om visdom, mod og styrke til at holde ud. — 2 Korinther 4:7-11; Jakob 1:5.

18. Hvordan så Jesus længere end til den lidelse der lå foran ham?

¹⁸ Den anden ting som satte Jesus i stand til at holde ud, var at han rettede blikket fremad, længere end til den lidelse der lå umiddelbart foran ham. Bibelen siger om Jesus: „For den glæde der lå foran ham, udholdt [han] en marterpæl.“ (Hebræerne 12:2) Jesu eksempel viser hvordan håb, glæde og udholdenhed går hånd i hånd. Det kan opsummeres på den måde at håb fører til glæde, og glæde til udholdenhed. (Romerne  15:13; Kolossenserne 1:11) Der ventede Jesus en storslået fremtid. Han vidste at hans trofasthed ville medvirke til at fastslå hans Faders suverænitet og at gøre det muligt for ham at genløse menneskene fra synd og død. Jesus havde desuden håb om at komme til at herske som konge og tjene som ypperstepræst, noget der ville føre til yderligere velsignelser for lydige mennesker. (Mattæus 20:28; Hebræerne 7:23-26) Fordi Jesus rettede blikket mod den fremtid der ventede ham, og det håb han havde, var han fyldt med glæde, og denne glæde hjalp ham til at holde ud.

19. Hvordan kan håb, glæde og udholdenhed samvirke til gavn for os når vi står over for trosprøver?

¹⁹ I lighed med Jesus må vi lade håb, glæde og udholdenhed virke sammen til gavn for os. „Glæd jer i håbet,“ sagde apostelen Paulus, og han tilføjede: „Hold ud under trængselen.“ (Romerne 12:12) Står du i øjeblikket over for en alvorlig trosprøve? Så ret blikket fremad. Glem ikke at din udholdenhed vil være til ophøjelse af Jehovas navn. Hold dig håbet om Riget klart for øje. Se dig selv i Guds nye verden, og forestil dig at du oplever velsignelserne i Paradiset. Hvis du med forventning ser frem til opfyldelsen af Jehovas storslåede løfter — at hans suverænitet er hævdet, ondskab er fjernet fra jorden, og sygdom og død er borte — vil det fylde dit hjerte med glæde, og denne glæde kan hjælpe dig til at holde ud, uanset de prøver du kommer ud for. I sammenligning med virkeliggørelsen af håbet om Riget vil enhver lidelse i denne tingenes ordning synes „kortvarig og let“. — 2 Korinther 4:17.

20, 21. Hvad forventer Jehova af os med hensyn til udholdenhed, og hvad bør vi være besluttede på?

²⁰ Jesus vidste at det ville være en udfordring at blive en af hans disciple, og at det ville kræve udholdenhed. (Johannes 15:20) Han var indstillet på at gå foran da han vidste  at hans eksempel ville styrke andre. (Johannes 16:33) Jesus var ganske vist et fuldkomment eksempel i udholdenhed, og vi er langtfra fuldkomne. Men hvad forventer Jehova af os? Peter forklarer: „Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ (1 Peter 2:21) Ved den måde hvorpå Jesus mødte prøverne, var han „et forbillede“ som vi må efterligne. a Det forbillede han var ved sin udholdenhed, kan sammenlignes med „fodspor“. Vi kan ikke følge disse fodspor til fuldkommenhed, men vi kan følge dem så godt vi kan.

²¹ Lad os da være besluttede på at følge Jesu eksempel så godt vi kan. Lad os aldrig glemme at jo nøjere vi følger i Jesu fodspor, jo bedre er vi udrustede til at holde ud „til enden“ — enden på denne gamle tingenes ordning eller enden på vort nuværende liv. Vi ved ikke hvad der vil komme først, men én ting ved vi: Jehova vil i al evighed belønne os for vores udholdenhed. — Mattæus 24:13.