Jesus har lige fortalt sine tilhørere i Peræa at “mange af de første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første”. (Matthæus 19:30) Han uddyber det nu ved at fortælle en lignelse om nogle arbejdere i en vingård:

“Himlenes rige er nemlig som en vingårdsejer der tidligt om morgenen gik ud for at hyre arbejdere til sin vingård. Han blev enig med arbejderne om en denar om dagen og sendte dem hen i sin vingård. Også omkring den tredje time gik han ud, og han så at der stod flere arbejdsløse på torvet. Han sagde til dem: ‘I kan også gå hen i vingården. Jeg vil give jer hvad der nu er rimeligt.’ De gik så derhen. Omkring den sjette og den niende time gik han igen ud og gjorde det samme. Til sidst, omkring den 11. time, gik han ud og fandt nogle flere, og han sagde til dem: ‘Hvorfor har I stået arbejdsløse her hele dagen?’ De svarede: ‘Fordi ingen har hyret os.’ Han sagde til dem: ‘I kan også gå hen i vingården.’” – Matthæus 20:1-7.

De der lytter til Jesus’ lignelse, tænker sikkert på Jehova når de hører udtrykkene “himlenes rige” og “vingårdsejer”. I Skrifterne skildres Jehova som en vingårdsejer, og Israels nation som hans vingård. (Salme 80:8, 9; Esajas 5:3, 4) De der er underlagt Lovpagten, bliver sammenlignet med arbejdere i vingården. Lignelsen handler dog ikke om begivenheder i fortiden, men beskriver en situation på Jesus’ tid.

De religiøse ledere og farisæerne har fået betroet det ansvar hele tiden at være optaget af tjenesten for Gud. De er som fuldtidsarbejdere der forventer fuld løn, en denar for en hel dags arbejde.

Præsterne og andre religiøse ledere betragter det jævne folk som nogle der tjener Gud i mindre grad end dem selv, som om de er deltidsarbejdere i Guds vingård. I Jesus’ lignelse er det dem der bliver hyret “omkring den tredje time” (klokken 9) eller senere på dagen – ved den sjette, niende og til sidst den ellevte time (klokken 17).

De mænd og kvinder der følger Jesus, bliver set på som nogle der er “forbandet”. (Johannes 7:49) De har det meste af deres liv været beskæftiget med fiskeri eller andet arbejde der ikke bliver regnet for noget særligt. Men i efteråret år 29 sendte Gud som “vingårdsejeren” sin søn, Jesus, for at indbyde disse jævne mennesker til at arbejde for sig som Jesus’ disciple. Det er dem Jesus omtaler som “de sidste”, dem der bliver hyret i den 11. time.

Til sidst fortæller Jesus hvad der sker da arbejdsdagen er slut: “Da det blev aften, sagde vingårdsejeren til sin betroede mand: ‘Kald på arbejderne og betal dem deres løn. Begynd med de sidste og slut med de første.’ De der var blevet hyret i den 11. time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, regnede de med at de ville få mere, men de fik også hver en denar. Så begyndte de at beklage sig til vingårdsejeren. De sagde: ‘De sidste har kun arbejdet en time, og alligevel har du givet dem samme løn som os der hele dagen har slidt under den brændende sol!’ Men han sagde til en af dem: ‘Min ven, jeg har ikke behandlet dig uretfærdigt. Blev vi ikke enige om en denar? Tag hvad der er dit, og gå. Jeg vil gerne give den der kom sidst, lige så meget som jeg giver dig. Har jeg ikke lov til at gøre hvad jeg vil, med det jeg ejer? Eller er du misundelig fordi jeg er god?’ Sådan vil de sidste blive de første, og de første de sidste.” – Matthæus 20:8-16.

Den sidste del af lignelsen fremkalder måske nogle spørgsmål hos Jesus’ disciple. Hvordan  vil de jødiske religiøse ledere, der ser sig selv som “de første”, blive “de sidste”? Og hvordan vil disciplene blive “de første”?

Jesus’ disciple, som farisæerne og andre betragter som “de sidste”, vil blive “de første”, altså få fuld løn. Når Jesus dør, vil den bogstavelige nation Israel blive forkastet, og så vil Gud udvælge en ny, åndelig nation, “Guds Israel”. (Galaterne 6:16; Matthæus 23:38) Johannes Døber pegede frem til dem der ville udgøre denne nation, da han talte om en fremtidig dåb med hellig ånd. De der har været “de sidste”, vil blive de første til at få del i den dåb, og de vil også få den ære at blive vidner om Jesus “til de fjerneste dele af jorden”. (Apostlenes Gerninger 1:5, 8; Matthæus 3:11) Hvis disciplene forstår at Jesus forsøger at forberede dem på en dramatisk forandring, indser de måske at den forandring vil vække stor misfornøjelse blandt de religiøse ledere, som vil blive “de sidste”.