KAPITEL 90
“Opstandelsen og livet”
-
JESUS NÅR FREM EFTER AT LAZARUS ER DØD
-
“OPSTANDELSEN OG LIVET”
Jesus kommer fra Peræa og når nu til udkanten af Betania, en landsby der ligger omkring tre kilometer øst for Jerusalem. Maria og Martha sørger over at deres bror, Lazarus, for nylig er død, og mange er kommet for at trøste dem.
Nu er der en der fortæller Martha at Jesus er på vej, og hun skynder sig ud for at møde ham. Hun siger noget til Jesus som hun og hendes søster sikkert har tænkt over de sidste fire dage: “Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” Men Martha har ikke mistet håbet. “Selv nu ved jeg at uanset hvad du beder Gud om, vil Gud give dig det,” siger hun. (Johannes 11:21, 22) Hun tror på at Jesus måske stadig kan hjælpe hendes bror.
Jesus svarer: “Din bror skal opstå.” Martha tænker at han hentyder til en fremtidig opstandelse til liv på jorden, det håb Abraham og andre havde. Og hun udtrykker sin tro på at det virkelig vil ske: “Jeg ved at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.” – Johannes 11:23, 24.
Men kan Jesus gøre noget for dem allerede nu? Han minder Martha om at Gud har givet ham magt over døden: “Den der tror på mig, skal komme til live selvom han dør, og enhver der lever og tror på mig, skal aldrig dø.” – Johannes 11:25, 26.
Jesus siger ikke at hans disciple der lever på det tidspunkt, aldrig skal dø. Selv Jesus må dø, som han har nævnt for sine apostle. (Matthæus 16:21; 17:22, 23) Jesus understreger at det kan føre til evigt liv at have tro på ham. Mange vil få det evige liv efter at de er blevet oprejst fra de døde. Men de trofaste der er i live ved afslutningen på denne verdensordning, vil aldrig behøve at dø. I begge tilfælde kan alle der har tro på ham, være sikre på ikke at skulle dø uden at have mulighed for en opstandelse.
Men kan Jesus, der lige har sagt: “Jeg er opstandelsen og livet”, hjælpe Lazarus der har været død i flere dage? Jesus spørger Martha: “Tror du på det?” “Ja, Herre,” svarer hun, “jeg tror på at du er Kristus, Guds Søn, den der skulle komme til verden.” Martha tror på at Jesus kan gøre noget allerede i dag. Hun skynder sig hjem til sin søster, og uden at andre kan høre det, siger hun: “Læreren er her og spørger efter dig.” (Johannes 11:25-28) Maria går med det samme, og andre følger efter hende fordi de regner med at hun vil gå ud til Lazarus’ grav.
Men Maria går i stedet hen til Jesus, kaster sig grædende ned for hans fødder og giver udtryk for den samme tanke som sin søster: “Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” Da Jesus ser Maria og folkeskaren græde, bliver han stærkt berørt, og tårerne begynder at løbe ned ad kinderne på ham. Det gør et stort indtryk på dem der ser det. Men nogle spørger: “Kunne manden der åbnede den blindes øjne, ikke også have forhindret at Lazarus døde?” – Johannes 11:32, 37.