Efter forvandlingen og efter at have helbredt en dæmonbesat dreng i området omkring Cæsarea Filippi begiver Jesus sig mod Kapernaum. Han rejser ubemærket afsted, kun sammen med sine disciple, så folkemængden ikke ‘får det at vide’. (Markus 9:30) Det giver ham en ekstra mulighed for at forberede sine disciple på sin død og på det arbejde de skal udføre bagefter. “Menneskesønnen vil blive forrådt og overgivet til sine fjender,” forklarer han, “og de vil dræbe ham, og på den tredje dag vil han blive oprejst fra de døde.” – Matthæus 17:22, 23.

Det burde ikke være en ny tanke for disciplene. Jesus har før talt om at han skulle dræbes, selvom Peter nægtede at tro på det. (Matthæus 16:21, 22) Og tre af apostlene så hans forvandling og hørte samtalen om at han skulle “gå bort”. (Lukas 9:31) Jesus’ disciple bliver “meget bedrøvede” over det han siger, fordi de ikke har den fulde forståelse af hvad hans ord betyder. (Matthæus 17:23) Men de er bange for at spørge mere til det.

De når til sidst frem til Kapernaum, udgangspunktet for Jesus’ forkyndelse og flere af apostlenes hjemby. Der henvender de mænd der opkræver tempelskatten, sig til Peter. Måske i et forsøg på at anklage Jesus for ikke at betale skat spørger de: “Betaler jeres lærer ikke tempelskat?” – Matthæus 17:24.

“Jo,” svarer Peter. Tilbage i huset véd Jesus allerede hvad der er sket. Så i stedet for at vente på at Peter selv bringer emnet på bane, spørger Jesus: “Hvad mener du, Simon? Hvem får jordens konger afgifter og skat af? Af deres egne sønner eller af de fremmede?” Peter svarer: “Af de fremmede.” Til det siger Jesus: “Så er sønnerne altså fritaget for at betale skat.” – Matthæus 17:25, 26.

Jesus’ Far er universets Konge og den der bliver tilbedt i templet. Derfor er Guds Søn ikke juridisk forpligtet til at betale tempelskatten. Jesus siger: “Men for at vi ikke skal være årsag til at de tager anstød, så gå ned til søen, kast en fiskekrog ud, og tag den første fisk der kommer op, og når du åbner munden på den, finder du en sølvmønt [en statér, eller tetradrakme]. Tag den, og giv den til dem for mig og dig.” – Matthæus 17:27.

Snart er disciplene samlet, og de har et spørgsmål til Jesus om hvem der vil være størst i Riget. De selv samme mænd var for nylig bange for at spørge til Jesus’ forestående død, men nu er de ikke bange for at udspørge ham om deres egen fremtid. Jesus ved hvad de tænker. Det er noget de allerede har diskuteret mens de fulgtes med ham på vejen tilbage til Kapernaum. Så han spørger: “Hvad diskuterede I på vejen?” (Markus 9:33) Disciplene bliver flove og siger ikke noget fordi de diskuterede hvem der er den største iblandt dem. Til sidst stiller de Jesus det spørgsmål der har optaget dem: “Hvem er egentlig størst i himlenes rige?” – Matthæus 18:1.

Det virker utroligt at disciplene diskuterer det emne efter at de i næsten tre år har været sammen med og lyttet til Jesus. Men de er ufuldkomne og er vokset op i et religiøst miljø hvor der bliver lagt stor vægt på position og titler. Dertil kommer at Jesus kort forinden har lovet Peter at han skulle få Rigets “nøgler”. Får det ham mon til at føle sig hævet over de andre? Jakob og Johannes føler sig måske også bedre  end de andre fordi de var øjenvidner til Jesus’ forvandling.

Uanset hvad årsagen er, prøver Jesus at korrigere deres indstilling. Han kalder på et barn, stiller det midt iblandt dem og siger til disciplene: “Medmindre I forandrer jer og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i himlenes rige. Derfor er enhver der vil ydmyge sig som dette lille barn, den største i himlenes rige, og enhver som tager imod sådan et lille barn på grundlag af mit navn, tager også imod mig.” – Matthæus 18:3-5.

Hvilken fantastisk måde at undervise på! Jesus bliver ikke vred på disciplene og kalder dem grådige eller ambitiøse. Han gør derimod brug af et eksempel. Børn har ikke en høj status eller en fremtrædende stilling. Jesus viser altså at det er nødvendigt for disciplene at få et sådant syn på sig selv. Derefter slutter Jesus med at sige: “Den der opfører sig som en af de mindre blandt jer alle, han er stor.” – Lukas 9:48.