HISTORIE 102
Åbenbaringen til Johannes
Mens apostlen Johannes var fange på øen Patmos, viste Jesus ham 16 syner, eller billeder, af fremtiden. Synerne viste at Jehovas navn ville blive helliget, at hans rige ville komme, og at hans vilje ville ske på jorden, ligesom den sker i himlen.
I et af synerne ser Johannes at Jehova sidder på sin strålende trone i himlen, og at der rundt om ham er 24 ældste i hvidt tøj og med guldkroner på hovedet. Fra tronen kommer der lyn og torden. De 24 ældste bøjer sig ned for Jehova og tilbeder ham. I et andet syn ser Johannes en stor gruppe mennesker der tilbeder Jehova; de kommer fra alle lande og taler mange forskellige sprog. Han ser også Lammet, det vil sige Jesus, der leder dem til livets vand. Senere, i endnu et syn, begynder Jesus at herske som konge i himlen sammen med de 24 ældste. I det næste syn ser Johannes en drage; det er Satan. Han ser at Jesus kæmper mod Satan og hans dæmoner og kaster dem ud af himlen og ned til jorden.
Så får Johannes et smukt syn af Lammet og de 144.000 der står på Zions Bjerg. Han ser også en engel der flyver rundt og siger til folk på jorden at de skal have dyb respekt for Gud og ære og prise ham.
I det næste syn er Guds krig, Harmagedon, i gang. I den krig bliver Satans onde verden besejret af Jesus og hans hær. I det sidste syn ser Johannes at der er fred og harmoni i himlen og på jorden. Satan og hans afkom er fjernet fuldstændigt. Alle i himlen og på jorden har respekt for Jehovas hellige navn og tilbeder kun ham.
“Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal hugge ham i hælen.” – 1. Mosebog 3:15