Mens der var tørke, sagde Jehova til Elias: ‘Tag til byen Sarepta. Der er der en enke som vil sørge for mad til dig.’ Ved byporten så Elias en fattig enke der samlede træ. Han bad hende om lidt vand, og da hun gik hen for at hente det, råbte han til hende: ‘Vil du ikke også tage et stykke brød med til mig?’ Men enken sagde: ‘Jeg har ikke noget brød jeg kan give dig. Jeg har kun lige mel og olie nok til at lave lidt mad til min søn og mig.’ Elias sagde til hende: ‘Jehova har lovet at hvis du bager et brød til mig, vil du ikke løbe tør for mel og olie før det regner igen.’

Enken tog så hjem og bagte et brød til Jehovas profet. Og som Jehova havde lovet, havde enken og hendes søn mad nok at spise under hele tørken. Hun blev ved med at have mel og olie i sine krukker.

Så skete der noget helt forfærdeligt: Enkens lille dreng blev meget syg og døde. Hun var dybt ulykkelig og bad Elias om  hjælp. Elias tog drengen og bar ham op i et rum ovenpå i hendes hus. Han lagde ham på en seng og bad: ‘Jehova, vil du ikke nok gøre drengen levende igen?’ Ved du hvorfor det ville være helt utroligt hvis Jehova gjorde det? Fordi der, så vidt vi ved, aldrig før havde været nogen der havde fået livet igen. Og enken og hendes søn var ikke engang israelitter.

Men drengen begyndte at trække vejret; han havde fået livet igen! Elias sagde til enken: ‘Se! Din søn er i live.’ Hun blev overlykkelig og sagde til Elias: ‘Du er virkelig en mand fra Gud. Det ved jeg, for du siger kun hvad Jehova beder dig om at sige, og det går altid i opfyldelse.’