A B D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ Ø Å

A

• Ab.

  Efter eksilet i Babylon navnet på den 5. måned i jødernes religiøse kalender og den 11. måned i den ikkereligiøse kalender. Den gik fra midten af juli til midten af august. Den nævnes ikke ved navn i Bibelen men omtales som “den femte måned”. (4Mo 33:38; Ezr 7:9) – Se Tillæg B15.

• Abib.

  Det oprindelige navn på den første måned i jødernes religiøse kalender og den syvende måned i den ikkereligiøse kalender. Navnet betyder “grønne aks”, og måneden gik fra midten af marts til midten af april. Efter at jøderne var vendt hjem fra Babylon, blev den kaldt nisan. (5Mo 16:1) – Se Tillæg B15.

• Adar.

  Efter eksilet i Babylon navnet på den 12. måned i jødernes religiøse kalender og den 6. måned i den ikkereligiøse kalender. Den gik fra midten af februar til midten af marts. (Est 3:7) – Se Tillæg B15.

• Afgrund.

  Fra det græske ord abyssos, der betyder “meget dyb” eller “bundløs”. I De Kristne Græske Skrifter henviser ordet til et sted eller en tilstand hvor man holdes fanget eller indespærret. Det indbefatter graven men er ikke begrænset til den. – Lu 8:31; Ro 10:7; Åb 20:3.

• Afgud; afgudsdyrkelse.

  En afgud er et billede eller en figur, en gengivelse af noget, enten virkeligt eller imaginært, som folk bruger i tilbedelse. Afgudsdyrkelse er det at beundre, elske eller tilbede en afgud. – Sl 115:4; ApG 17:16; 1Kt 10:14.

• Afslutningen på verdensordningen.

  Den tidsperiode der fører frem til enden på den verdensordning, eller de verdensforhold, som Satan er herre over. Den er sideløbende med Jesus’ nærværelse. Under ledelse af Jesus vil englene “skille de onde fra de retfærdige” og udslette de onde. (Mt 13:40-42, 49) Jesus’ disciple var interesseret i hvornår denne ‘afslutning’ ville komme. (Mt 24:3) Inden Jesus vendte tilbage til himlen, lovede han at han ville være med alle dem der følger ham, helt frem til dette tidspunkt. – Mt 28:20.

• Akaja.

  I De Kristne Græske Skrifter den romerske provins der bestod af det sydlige Grækenland med Korinth som hovedstad. Akaja indbefattede hele Peloponnes og den centrale del af det græske fastland. (ApG 18:12) – Se Tillæg B13.

• Alabasterkrukke.

  Lille parfumekrukke; oprindeligt blev disse krukker lavet af en stenart kaldet alabast der fandtes i nærheden af Alabastron i Egypten. Sådanne beholdere havde som regel en snæver hals der kunne forsegles så man undgik at den kostbare parfume sivede ud. – Mr 14:3.

• Alamot.

  Et musikudtryk der betyder “unge piger”, hvilket sandsynligvis hentyder til unge pigers sopranstemmer. Udtrykket blev sandsynligvis brugt til at vise at et musikstykke eller et akkompagnement skulle fremføres i et højt toneleje. – 1Kr 15:20; Sl 46:0.

• Alen.

  Et længdemål der stort set svarer til afstanden fra albuen til spidsen af langfingeren. Israelitterne brugte for det meste en alen på ca. 44,5 cm, men de brugte også en større alen som var en håndsbred længere, ca. 51,8 cm. (1Mo 6:15; Lu 12:25) – Se Tillæg B14.

• Alfa og Omega.

  Det første og det sidste bogstav i det græske alfabet; de bruges sammen tre gange i Åbenbaringen som en titel for Gud. Disse steder betyder udtrykket det samme som “den første og den sidste” og “begyndelsen og enden”. – Åb 1:8; 21:6; 22:13.

• Allerhelligste, Det.

  Det inderste rum i telthelligdommen og i templet; det rum hvor pagtens ark stod. Ifølge Moseloven var det kun ypperstepræsten der havde tilladelse til at gå ind i Det Allerhelligste, og han måtte kun gå derind på den årlige forsoningsdag. – 2Mo 26:33; 3Mo 16:2, 17; 1Kg 6:16; He 9:3.

• Alter.

  En forhøjning eller platform hvorpå man bragte ofre eller brændte røgelse i forbindelse med tilbedelse. Den kunne være lavet af jord, rå eller tilhuggede sten eller af træ overtrukket med metal. I det første rum i telthelligdommen og templet var der et lille guldalter som man brændte røgelse på. Det var lavet af træ overtrukket med guld. I forgården stod der et større kobberalter til brændofre. (1Mo 8:20; 2Mo 27:1; 39:38, 39; 1Kg 6:20; 2Kr 4:1; Lu 1:11) – Se Tillæg B5 og B8.

•  Alterhorn.

  Hornlignende fremspring på de fire hjørner på nogle altre. (3Mo 8:15; 1Kg 2:28) – Se Tillæg B5 og B8.

• Amen.

  “Lad det være sådan” eller “det er sikkert”. Ordet kommer af det hebraiske rodord aman, der betyder “at være trofast, pålidelig”. Man sagde “amen” for at bekræfte en ed, en bøn eller en erklæring. I Åbenbaringen bruges ordet som en af Jesus’ titler. – 5Mo 27:26; 1Kr 16:36; Åb 3:14.

• Anger.

  Bruges i Bibelen om det at skifte holdning, ændre sind og inderligt fortryde en tidligere måde at leve på, forkerte handlinger eller ting man har forsømt at gøre. Ægte anger ses i handling i form af en ændret adfærd. – Mt 3:8; ApG 3:19; 2Pe 3:9.

• Antikrist.

  Det græske ord har en dobbelt betydning. Det hentyder til noget der er anti-, eller imod, Kristus. Det kan også hentyde til en falsk Kristus, en der prøver at overtage den plads Kristus har. Alle enkeltpersoner, organisationer og grupper som løgnagtigt påstår at de repræsenterer Kristus, som påstår at de er Messias, eller som modarbejder Kristus og hans disciple, kan med rette kaldes antikrister. – 1Jo 2:22.

• Apostel.

  Grundlæggende betyder ordet “en der sendes ud”, og det bruges om Jesus og om nogle der blev sendt ud for at betjene andre. For det meste bruges det om den gruppe på 12 disciple som Jesus personligt udvalgte til at repræsentere sig. – Mr 3:14; ApG 14:14.

• Aram; aramæere.

  Efterkommere af Sems søn Aram der hovedsageligt boede i det område der gik fra Libanonbjergene i vest til Mesopotamien i øst og fra Taurusbjergene i nord til syd for Damaskus. Dette område, der på hebraisk hedder Aram, blev senere kendt som Syrien, og indbyggerne blev kaldt syrere. – 1Mo 25:20; 5Mo 26:5; Ho 12:12.

• Aramæisk.

  Et semitisk sprog der er nært beslægtet med hebraisk og bruger samme alfabet. Det blev oprindeligt talt af aramæerne men blev senere det internationale sprog for handel og kommunikation i det assyriske rige og det babyloniske rige. Det var også det officielle sprog i det persiske riges administration. (Ezr 4:7) Dele af bøgerne Ezra, Jeremias og Daniel blev skrevet på aramæisk. – Ezr 4:8 – 6:18; 7:12-26; Jer 10:11; Da 2:4b – 7:28.

• Areopagos.

  En høj i Athen, nordvest for Akropolis. Det var også navnet på det råd (den domstol) der mødtes dér. Nogle stoiske og epikuræiske filosoffer førte Paulus til Areopagos for at få ham til at forklare sin tro. – ApG 17:19.

• Arons sønner.

  Efterkommere af Levis oldebarn Aron, der blev udvalgt som den første ypperstepræst under Moseloven. Arons sønner udførte præstetjeneste ved telthelligdommen og i templet. – 1Kr 23:28.

• Aselgeia.

  – Se SKAMLØS OPFØRSEL.

• Asien.

  I De Kristne Græske Skrifter navnet på den romerske provins der indbefattede det der i dag er det vestlige Tyrkiet, samt nogle øer ud for kysten, deriblandt Samos og Patmos. Hovedstaden var Efesos. (ApG 20:16; Åb 1:4) – Se Tillæg B13.

• Astarte.

  En kanaanæisk krigs- og frugtbarhedsgudinde, Baals hustru. – 1Sa 7:3.

• Astrolog.

  En der studerer solens, månens og stjernernes bevægelser i forsøg på at forudsige fremtidige begivenheder. – Da 2:27; Mt 2:1.

• Avner.

  De tynde skaller der bliver skilt fra den spiselige del af korn under tærskningen og rensningen. Avner bliver brugt til at illustrere noget værdiløst og uønsket. – Sl 1:4; Mt 3:12.

• Azazel.

  Et hebraisk navn der muligvis betyder “ged der forsvinder”. På forsoningsdagen blev en gedebuk, ‘den buk der var blevet bestemt for Azazel’, sendt ud i ørkenen, hvor den i symbolsk forstand forsvandt med de synder folket havde begået i det forgangne år. – 3Mo 16:8, 10.

B

• Baal.

  En kanaanæisk gud der blev betragtet som himlens ejer, og som man mente kunne give regn og frugtbarhed. “Baal” blev også brugt som en betegnelse for mindre, lokale guddomme. Det hebraiske ord betyder “ejer; herre”. – 1Kg 18:21; Ro 11:4.

• Barmhjertighedsgaver.

  Gaver til nogle der var i nød. I De Hebraiske Skrifter omtales begrebet ikke direkte, men Loven gav klare retningslinjer til israelitterne om deres forpligtelser over for de fattige. – Mt 6:2.

• Bat.

  Et rummål for flydende varer. Baseret på arkæologiske fund af potteskår hvor denne betegnelse forekommer, anslås det at svare til 22 l. De fleste andre rummål for tørre og flydende varer der nævnes i Bibelen, udregnes i forhold til bat. (1Kg 7:38; Eze 45:14) – Se Tillæg B14.

• Beelzebul.

  En betegnelse for Satan, dæmonernes fyrste, eller hersker. Det er muligvis en ændret form af Baal-Zebub, den Baal filistrene i Ekron tilbad. – 2Kg 1:3; Mt 12:24.

•  Bryststykke.

  Den juvelbesatte pung, eller pose, som Israels ypperstepræst bar over sit hjerte hver gang han gik ind i Det Hellige. Det blev kaldt “retsafgørelsens bryststykke” fordi det indeholdt Urim og Tummim, der blev brugt når man ville finde frem til Jehovas afgørelse i en sag. (2Mo 28:15-30) – Se Tillæg B5.

• Brændoffer.

  Et dyr der blev brændt på altret og ofret i sin helhed til Gud. Den der bragte ofret (en tyr, vædder, gedebuk, turteldue eller dueunge), beholdt ikke selv noget af dyret. – 2Mo 29:18; 3Mo 6:9.

• Bul.

  Navnet på den ottende måned i jødernes religiøse kalender og den anden måned i den ikkereligiøse kalender. Navnet kommer af ordet for “afgrøde”, og måneden gik fra midten af oktober til midten af november. (1Kg 6:38) – Se Tillæg B15.

• Bytte.

  Personlige ejendele, brugsgenstande, husdyr eller andre ting af værdi der bliver taget som bytte fra en besejret fjende. – Jos 7:21; 22:8; He 7:4.

D

• Dagon.

  En af filistrenes guder. Der er tvivl om ordets oprindelse, men nogle sprogforskere forbinder det med det hebraiske ord dagh (fisk). – Dom 16:23; 1Sa 5:4.

• Dagstjerne.

  – Se MORGENSTJERNE.

• Darejk.

  En persisk guldmønt der vejede 8,4 g. (1Kr 29:7) – Se Tillæg B14.

• Davidsbyen.

  Det navn som byen Jebus fik efter at David havde erobret den og bygget sin kongelige bolig der. Den kaldes også Zion. Davidsbyen udgjorde den sydøstlige og ældste del af Jerusalem. – 2Sa 5:7; 1Kr 11:4, 5.

• Davids Søn.

  Et udtryk der ofte bruges om Jesus, og som understreger at han er arvingen til pagten om Riget, som skulle opfyldes af en i Davids slægtslinje. – Mt 12:23; 21:9.

• Dekapolis.

  En gruppe græske byer der oprindeligt bestod af ti byer (af græsk deka, der betyder “ti”, og polis, der betyder “by”). Det var også navnet på området øst for Galilæas Sø og Jordanfloden, hvor de fleste af byerne lå. De var centre for hellenistisk kultur og handel. Jesus gik gennem området, men der står ingen steder at han besøgte nogen af byerne. (Mt 4:25; Mr 5:20) – Se Tillæg A7 og B10.

• Denar.

  En romersk sølvmønt der vejede ca. 3,85 gram og havde et billede af kejseren på den ene side. En denar var en arbejders dagløn. Det var også den mønt jøderne skulle betale i “kopskat” til romerne. (Mt 22:17, fdn.; Lu 20:24) – Se Tillæg B14.

• Djævelen.

  En betegnelse der bruges om Satan i De Kristne Græske Skrifter; betyder “bagtaler, bagvasker”. Satan har fået navnet Djævelen fordi han er den der først og fremmest har bagtalt Jehova og rettet falske anklager mod ham, hans ord og hans hellige navn. – Mt 4:1; Joh 8:44; Åb 12:9.

• Dommens dag.

  En specifik dag eller periode hvor Gud kræver bestemte grupper, nationer eller menneskeheden i almindelighed til regnskab. Det kan være en tid hvor dommen eksekveres over nogle der allerede er dømt til døden, men det kan også være en domstid der indebærer muligheden for at nogle reddes og opnår evigt liv. Jesus Kristus og hans apostle pegede på en fremtidig “dommens dag” der ikke kun ville berøre dem der levede til den tid, men også dem der allerede var døde. – Mt 12:36.

• Dommere.

  Mænd som Jehova lod fremstå for at redde sit folk fra dets fjender i tiden før Israel fik jordiske konger. – Dom 2:16.

• Dommersæde.

  Som regel en udendørs platform som man gik op til ad en trappe, og hvorfra siddende myndighedspersoner kunne tale til folkemængden og bekendtgøre deres afgørelser. Udtrykkene “Guds dommersæde” og “Kristus’ dommersæde” bruges symbolsk om Jehovas ordning i forbindelse med at dømme menneskeheden. – Ro 14:10; 2Kt 5:10; Joh 19:13.

• Drakme.

  Ordet henviser i De Kristne Græske Skrifter til en græsk sølvmønt, som på den tid vejede 3,4 g. I De Hebraiske Skrifter omtales en gulddrakme fra den persiske periode, og den svarede i værdi til en persisk darejk. (Ne 7:70; Mt 17:24, fdn.) – Se Tillæg B14.

• Drikoffer.

  Et offer der bestod af vin som blev hældt ud på altret i forbindelse med næsten alle andre slags ofre. Paulus brugte også ordet billedligt for at udtrykke at han var villig til at ofre sig for sine medkristne. – 4Mo 15:5, 7; Flp 2:17.

• Dæmoner.

  Usynlige onde åndeskabninger med overmenneskelige kræfter. De kaldes “den sande Guds sønner” i 1. Mosebog 6:2 og “engle” i Judas 6. De blev ikke skabt onde. De var derimod engle der på Noas tid var ulydige mod Gud og derved gjorde sig til hans fjender og sluttede sig til Satans oprør mod Jehova. – 5Mo 32:17; Lu 8:30; ApG 16:16; Jak 2:19.

•  Dåb; døbe.

  Det græske udsagnsord betyder “at nedsænke”, eller dyppe ned under vand. Jesus gjorde dåb til et krav for dem der ønsker at følge ham. Bibelen omtaler også andre former for dåb, blandt andet Johannes’ dåb, dåb med hellig ånd og dåb med ild. – Mt 3:11, 16; 28:19; Joh 3:23; 1Pe 3:21.

E

• Ed.

  En højtidelig erklæring der skal bekræfte at noget er sandt, eller et højtideligt løfte som en person aflægger i forbindelse med at vedkommende vil eller ikke vil gøre noget bestemt. Man aflægger ofte en ed over for en der står højere, især over for Gud. Jehova bekræftede sin pagt med Abraham med en ed. – 1Mo 14:22; He 6:16, 17.

• Edom.

  Et andet navn som Isaks søn Esau fik. Esaus efterkommere erobrede Seir, det bjergrige område mellem Det Døde Hav og Aqababugten. Det blev kendt som Edom. (1Mo 25:30; 36:8) – Se Tillæg B3 og B4.

• Efa.

  Et rummål for tørre varer og navnet på selve det målekar der blev brugt til korn. En efa svarede til en bat (et rummål for flydende varer) og var derfor på 22 l. (2Mo 16:36; Eze 45:10) – Se Tillæg B14.

• Efod.

  En slags forklæde som præsterne bar. Ypperstepræsten bar en særlig efod, hvor der på forsiden var fastgjort et bryststykke med 12 ædelsten. (2Mo 28:4, 6) – Se Tillæg B5.

• Efraim.

  Navnet på Josefs anden søn. Dette navn blev også senere betegnelsen for en af Israels stammer. Efter at Israel var blevet delt, kom Efraim som den mest fremtrædende stamme til at repræsentere hele tistammeriget. – 1Mo 41:52; Jer 7:15.

• Eksil.

  Langvarigt, tvunget ophold borte fra ens hjemegn eller hjemland, ofte på grund af deportation som erobrere stod bag. Det hebraiske ord betyder “det at rejse væk”. Israelitterne oplevede to store deportationer. Indbyggerne i tistammeriget mod nord blev ført i eksil af assyrerne, og senere blev indbyggerne i tostammeriget mod syd ført i eksil af babylonierne. En rest af begge grupper fik af den persiske hersker Kyros lov til at vende tilbage til deres land. – 2Kg 17:6; 24:16; Ezr 6:21.

• Elul.

  Efter eksilet i Babylon navnet på den 6. måned i jødernes religiøse kalender og den 12. måned i den ikkereligiøse kalender. Den gik fra midten af august til midten af september. (Ne 6:15) – Se Tillæg B15.

• Engle.

  Fra det hebraiske malakh og det græske aggelos. Begge ord betyder bogstaveligt “budbringer” eller “sendebud” men gengives med “engel” når de henviser til åndeskabninger. (1Mo 16:7; 32:3; Jak 2:25; Åb 22:8) Engle er mægtige åndeskabninger som Gud skabte længe før han skabte mennesker. Bibelen omtaler dem også som “hellige titusinder”, “Guds sønner” og “morgenstjernerne”. (5Mo 33:2; Job 1:6; 38:7) De blev ikke skabt med evnen til at formere sig men blev skabt enkeltvis. Der er langt over hundrede millioner af dem. (Da 7:10) Bibelen viser at de har navne og forskellige personligheder, men de afviser ydmygt at blive tilbedt, og de fleste vil ikke engang afsløre hvad de hedder. (1Mo 32:29; Lu 1:26; Åb 22:8, 9) De har forskellig rang og forskellige opgaver. Nogle tjener for eksempel foran Jehovas trone, mens andre overbringer hans budskaber, griber ind til gavn for Jehovas tjenere på jorden, eksekverer Guds domme eller støtter forkyndelsen af den gode nyhed. (2Kg 19:35; Sl 34:7; Lu 1:30, 31; Åb 5:11; 14:6) I fremtiden vil de kæmpe sammen med Jesus i Harmagedonkrigen. – Åb 19:14, 15.

• Epikuræiske filosoffer.

  Tilhængere af den græske filosof Epikur (341-270 f.v.t.). Filosofiens grundidé var at velvære er det højeste mål i livet. – ApG 17:18.

• Etanim.

  Navnet på den syvende måned i jødernes religiøse kalender og den første måned i den ikkereligiøse kalender. Den gik fra midten af september til midten af oktober. Efter at jøderne var vendt hjem fra Babylon, blev den kaldt tishri. (1Kg 8:2) – Se Tillæg B15.

• Etiopien.

  Et land syd for Egypten. I oldtiden omfattede det den sydligste del af det nuværende Egypten og det nuværende Sudan. Navnet bruges nogle gange i stedet for det hebraiske navn “Kush”. – Est 1:1.

• Eufrat.

  Den længste og vigtigste flod i det sydvestlige Asien; en af de to store floder i Mesopotamien. Den nævnes første gang i 1. Mosebog 2:14 som en af de fire floder i Eden. Den kaldes ofte “Floden”. (1Mo 31:21) Den udgjorde den nordlige grænse for Israels tildelte område. (1Mo 15:18; Åb 16:12) – Se Tillæg B2.

• Eunuk.

  I bogstavelig betydning en mand der er kastreret. Sådanne mænd blev ofte brugt ved de kongelige hoffer som vogtere eller opvartere for dronningen og medhustruerne. Betegnelsen bruges også om en  embedsmand der tog sig af andre pligter ved kongens hof uden at være bogstavelig eunuk. Udtrykket ‘eunuk på grund af himlenes rige’ bruges i overført betydning om en der viser selvkontrol for at kunne gøre mere i tjenesten for Gud. – Mt 19:12; Est 2:15; ApG 8:27.

F

• Farao.

  En titel der blev båret af Egyptens konger. Fem faraoner er nævnt ved navn i Bibelen (Shishak, So, Tirhaka, Neko og Hofra), men andre omtales uden at deres navn bliver nævnt. Det gælder blandt andet dem der nævnes i beretningerne om Abraham, Moses og Josef. – 2Mo 15:4; Ro 9:17.

• Farisæere.

  En fremtrædende religiøs retning inden for jødedommen i det første århundrede e.v.t. De var ikke af præsteslægt, men de overholdt pedantisk Loven ned til mindste detalje, og de mundtlige overleveringer tog de lige så alvorligt. (Mt 23:23) De var modstandere af enhver indflydelse fra græsk kultur, og som nogle der havde studeret Loven og jødernes traditioner, havde de stor magt over folket. (Mt 23:2-6) Nogle af farisæerne var også medlemmer af Sanhedrinet. De kritiserede ofte Jesus for ikke at overholde sabbatten, for ikke at følge traditionerne og for at komme sammen med syndere og skatteopkrævere. Nogle af dem blev kristne, deriblandt Saulus fra Tarsus. – Mt 9:11; 12:14; Mr 7:5; Lu 6:2; ApG 26:5.

• Faste.

  Det at afholde sig fra at spise i en periode. Israelitterne fastede på forsoningsdagen, i farefulde tider og når de havde brug for Guds ledelse. Jøderne indførte fire årlige faster for at markere ulykkelige begivenheder i deres historie. Det er ikke et krav at kristne skal faste. – Ezr 8:21; Esa 58:6; Lu 18:12.

• Favn.

  En måleenhed til angivelse af vanddybde. En favn svarer til 1,8 m. (ApG 27:28) – Se Tillæg B14.

• Festen for indhøstningen; ugefesten.

  – Se PINSE.

• Filistæa; filistre.

  Området langs Israels sydlige kyst kom til at hedde Filistæa. Indbyggerne blev kaldt filistre og var oprindeligt folk fra Kreta som havde slået sig ned der. David besejrede dem, men alligevel blev de ved med at være uafhængige og fjender af Israel. (2Mo 13:17; 1Sa 17:4; Am 9:7) – Se Tillæg B4.

• Fingerspand.

  Et længdemål der stort set svarer til afstanden mellem spidsen af tommelfingeren og spidsen af lillefingeren på en udbredt hånd. Udregnet efter en alen på 44,5 cm svarer et spand til 22,2 cm. (2Mo 28:16; 1Sa 17:4) – Se Tillæg B14.

• Forbande; forbandelse.

  At forbande er at true eller nedkalde ondt over nogen eller noget. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for voldsom vrede, og det må ikke forveksles med det at bande. En forbandelse er ofte en højtidelig erklæring eller en forudsigelse af noget ondt, og når erklæringen udtales af Gud eller en han har bemyndiget til det, har den profetisk betydning og kraft. – 1Mo 12:3; 4Mo 22:12; Ga 3:10.

• Forberedelsesdag.

  Navnet på dagen før sabbatten. På denne dag foretog jøderne de nødvendige forberedelser til sabbatten. Dagen sluttede ved solnedgang på den ugedag vi i dag kalder fredag, og på det tidspunkt begyndte sabbatten. Det jødiske døgn gik fra aften til aften. – Mr 15:42; Lu 23:54.

• Forgård.

  Det åbne, indhegnede område rundt om telthelligdommen; senere brugt om de muromkransede områder rundt om templets hovedbygning. Brændofferaltret stod i telthelligdommens forgård og i templets indre forgård. (Se Tillæg B5, B8, B11). Bibelen nævner også forgårde, gårde eller gårdspladser i forbindelse med huse og paladser. – 2Mo 8:13; 27:9; 1Kg 7:12; Est 4:11; Mt 26:3.

• Forhæng.

  Det smukt vævede stykke stof broderet med keruber som adskilte Det Hellige fra Det Allerhelligste i både telthelligdommen og templet. (2Mo 26:31; 2Kr 3:14; Mt 27:51; He 9:3) – Se Tillæg B5.

• Forsamling.

  I De Hebraiske Skrifter hentyder “forsamling”, eller “stævne”, ofte til at Israels folk var forsamlet til religiøse højtider eller i forbindelse med begivenheder af national betydning. – 1Kg 8:5; 5Mo 16:8.

• Forsoning.

  – Se SONING.

• Forsoningsdagen.

  Israelitternes vigtigste højtidsdag, også kaldet yom kippur (fra hebraisk jom hakkippurim, “tildækningernes dag”). Den blev holdt den 10. etanim, og det var den eneste dag i løbet af året hvor ypperstepræsten gik ind i Det Allerhelligste i telthelligdommen og senere i templet. Dér frembar han blodet fra ofrene for sine egne synder, de andre levitters synder og folkets synder. Der blev afholdt et helligt stævne og holdt faste. Det var også en sabbat, en dag hvor man ikke udførte almindeligt arbejde. – 3Mo 23:27, 28.

• Frafald.

  Det græske ord (apostasia) kommer fra et udsagnsord der bogstaveligt betyder “at fjerne sig fra”. Navneordet indeholder tanken om “at svigte, forlade, falde fra eller  gøre oprør”. I De Kristne Græske Skrifter bruges “frafald” om nogle der falder fra sand tilbedelse. – Ord 11:9; ApG 21:21; 2Ts 2:3.

• Fri; købt fri.

  Under det romerske styre var en person der var “fri”, en som var født fri, og som havde fuld borgerret. En der var “købt fri”, var en som tidligere havde været træl, men ikke længere var det. Når en træl officielt blev købt fri, fik han tilkendt romersk borgerret, men han kunne ikke beklæde et politisk embede. En træl der kun uofficielt blev købt fri, opnåede ikke fuld borgerret. – 1Kt 7:22.

• Frygt.

  Når der på grundsprogene tales om frygt for Gud, sigter det ofte til dyb respekt for ham. Bibelen sætter gudsfrygt i forbindelse med kærlighed til Gud. (5Mo 10:12, 13) En sådan ærefrygt indbefatter en sund frygt for at såre Jehova – ikke fordi man er bange for konsekvenserne, men fordi man elsker ham.

• Fællesskabsoffer.

  Et offer der blev bragt til Jehova for at opnå fred med ham. Den der bragte ofret, vedkommendes familie, præsten som frembar ofret, og de præster der var i tjeneste, spiste alle af det. Jehova modtog så at sige den vellugtende røg fra det brændende fedt. Blodet, der repræsenterer livet, blev også givet til Jehova. Det var som om præsterne og tilbederne sad og spiste et måltid sammen med Jehova, som tegn på et fredeligt forhold. – 3Mo 7:29, 32; 5Mo 27:7.

• Første afgrøde.

  De første afgrøder under en høst; de første produkter eller resultater af noget. Jehova krævede at israelitterne skulle give deres første afgrøde til ham, hvad enten det drejede sig om mennesker, dyr eller jordens afgrøder. Israelitterne gav som folk betragtet den første afgrøde til Gud ved de usyrnede brøds fest og på pinsedagen. Udtrykket “den første afgrøde” bruges også i overført betydning om Kristus og hans salvede disciple. – 1Kt 15:23; 4Mo 15:21; Ord 3:9; Åb 14:4.

• Førstefødt.

  Bruges hovedsageligt om en fars ældste søn (altså ikke om en mors førstefødte). På Bibelens tid havde den førstefødte søn en ærefuld stilling i familien, og han skulle være familiens overhoved når faren døde. Ordet henviser også til dyrs første afkom af hankøn. – 1Mo 25:33; 2Mo 11:5; 13:12; Kol 1:15.

G

• Gabestok.

  Et strafferedskab der blev brugt til at fastholde en fange. Nogle gabestokke holdt kun fødderne fast, mens andre holdt hele kroppen i en forvredet stilling, hvor måske både fødder, hænder og hals blev fastholdt. – Jer 20:2; ApG 16:24.

• Gehenna.

  Det græske navn for Hinnomdalen, der lå syd og sydvest for oldtidens Jerusalem. (Jer 7:31) Den blev profetisk omtalt som et sted hvor man ville kaste lig hen. (Jer 7:32; 19:6) Der er ingen vidnesbyrd om at dyr eller mennesker blev kastet i Gehenna for at blive brændt levende eller tortureret. Stedet kan derfor ikke være et billede på et usynligt sted hvor menneskenes sjæle bliver pint evigt i bogstavelig ild. Jesus og hans disciple brugte derimod Gehenna som symbol på “den anden død”, det vil sige evig tilintetgørelse. – Åb 20:14; Mt 5:22; 10:28.

• Gera.

  En vægtenhed der svarede til 0,57 g eller 1/20 sekel. (3Mo 27:25) – Se Tillæg B14.

• Gilead.

  I snæver betydning det frugtbare område der lå øst for Jordanfloden, og som strakte sig nord og syd for Jabbokdalen. Undertiden blev navnet brugt om hele det israelitiske område øst for Jordan, hvor Rubens og Gads og halvdelen af Manasses stamme boede. (4Mo 32:1; Jos 12:2; 2Kg 10:33) – Se Tillæg B4.

• Gittit.

  Et musikudtryk af usikker betydning, som måske er afledt af det hebraiske ord gath. Nogle mener at det kan være en melodi der blev brugt til sange under vinhøsten, eftersom gath betyder vinperse. – Sl 81:0.

• Gode nyhed, den.

  I De Kristne Græske Skrifter den gode nyhed om Guds rige og om at frelse er mulig ved tro på Jesus Kristus. – Lu 4:18, 43; ApG 5:42; Åb 14:6.

• Granatæble.

  En frugt med hård skal der har form som et æble, men har en lille, takket roset eller krone i den ene ende. Indeni er den fuld af små, saftfyldte kapsler, der hver indeholder en lille rød eller lyserød kerne. Kanten på ypperstepræstens blå ærmeløse overklædning var udsmykket med små granatæbler. Søjlehovederne på de to søjler foran templets forhal, Jakin og Boaz, var ligeledes udsmykket med granatæbler. – 2Mo 28:34; 4Mo 13:23; 1Kg 7:18.

• Graven.

  Når ordet står med lille begyndelsesbogstav, sigter det til en persons grav; når det står med stort begyndelsesbogstav, sigter det til hele menneskehedens grav. Ordet er en gengivelse af det hebraiske “Sheol” og det græske “Hades”. Graven beskrives i Bibelen som et symbolsk sted eller en symbolsk tilstand hvor man ikke har nogen bevidsthed  og al aktivitet er ophørt. – 1Mo 47:30; Præ 9:10; ApG 2:31.

• Græker.

  Foruden at betegnelsen “græker” bliver brugt om en der kommer fra Grækenland, eller hvis familie stammer derfra, bliver den i De Kristne Græske Skrifter også brugt i bred betydning om alle ikkejødiske folkeslag og om dem der var påvirket af græsk sprog og kultur. – Joe 3:6; Joh 12:20.

• Græshoppe.

  Et springende insekt der kan optræde i kolossale sværme. Ifølge Moseloven var de rene og måtte anvendes til føde. Store sværme der fortærede alt på deres vej og forårsagede store ødelæggelser, blev betragtet som en plage. – 2Mo 10:14; Mt 3:4.

• Gudhengivenhed.

  Ærefrygt, tilbedelse og tjeneste rettet mod Jehova i loyalitet mod hans stilling som universets Suveræne Herre. – 1Ti 4:8; 2Ti 3:12.

• Guds rige.

  Et udtryk der især bruges om Guds suveræne herredømme repræsenteret ved det styre der udøves af hans Søn, Kristus Jesus, som Konge. – Mt 12:28; Lu 4:43; 1Kt 15:50.

H

• Hades.

  Et græsk ord der svarer til det hebraiske ord “Sheol”. Det oversættes med “Graven” (med stort begyndelsesbogstav) når det står for hele menneskehedens grav. – Se GRAVEN.

• Harmagedon.

  Fra et hebraisk udtryk der betyder “Megiddos Bjerg”. Navnet er forbundet med “krigen på Gud den Almægtiges store dag”, hvor “kongerne på hele den beboede jord” samles for at føre krig mod Jehova. (Åb 16:14, 16; 19:11-21) – Se STORE TRÆNGSEL, DEN.

• Hebraisk.

  Det sprog der taltes af Abraham og hans efterkommere. På Jesus’ tid indeholdt det hebraiske sprog mange aramæiske udtryk, og det var det sprog Jesus Kristus og hans disciple talte. – ApG 26:14.

• Hebræer.

  En betegnelse først brugt om Abram (Abraham) for at adskille ham fra hans amoritiske naboer. Den blev derefter brugt om de efterkommere Abraham fik gennem sit barnebarn Jakob. – 1Mo 14:13; 2Mo 5:3.

• Hellig; hellighed.

  En tilstand af fuldstændig renhed. Jehova er hellig i absolut forstand. (2Mo 28:36; 1Sa 2:2; Ord 9:10; Esa 6:3) Når det hebraiske ord bliver brugt om mennesker (2Mo 19:6; 2Kg 4:9), dyr (4Mo 18:17), ting (2Mo 28:38; 30:25; 3Mo 27:14), steder (2Mo 3:5; Esa 27:13), dage eller år (2Mo 16:23; 3Mo 25:12) og aktiviteter (2Mo 36:4), indeholder det tanken om at være skilt ud og viet til den hellige Gud, at være sat til side til tjenesten for Jehova. I De Kristne Græske Skrifter indeholder de ord der gengives med “hellig”, også tanken om at være sat til side til Gud. Ordene bruges desuden om et menneskes rene adfærd. – Mr 6:20; 2Kt 7:1; 1Pe 1:15, 16.

• Helligdom.

  Generelt et sted der var sat til side til tilbedelse, et sted der blev betragtet som helligt. Men oftest er det enten en betegnelse for telthelligdommen eller templet i Jerusalem. Ordet bruges også om det sted hvor Gud bor i himlen. – 2Mo 25:8, 9; 2Kg 10:25; 1Kr 28:10; Åb 11:19.

• Hellige, Det.

  Telthelligdommens eller templets første og største rum, som var adskilt fra det inderste rum, Det Allerhelligste. I Det Hellige i telthelligdommen stod guldlampestanderen, røgelsesaltret af guld, bordet med skuebrød og guldredskaberne; i Det Hellige i templet stod guldaltret, ti guldlampestandere og ti borde med skuebrød. (2Mo 26:33; He 9:2) – Se Tillæg B5 og B8.

• Hellige brød.

  – Se SKUEBRØD.

• Hellig hemmelighed.

  Noget der stammer fra Gud – en del af hans hensigt – som holdes tilbage til hans tid er inde, og som kun åbenbares for dem han vælger at gøre det kendt for. – Mr 4:11; Kol 1:26.

• Hellig pæl.

  Det hebraiske ord (asherah) betegner (1) en hellig pæl der repræsenterede Ashera, en kanaanæisk frugtbarhedsgudinde, eller (2) et billede af gudinden Ashera selv. Pælene stod åbenbart oprejst og var helt eller delvist lavet af træ. Det kan have været uforarbejdede pæle eller endda træer. – 5Mo 16:21; Dom 6:26; 1Kg 15:13.

• Hellig støtte.

  En opretstående støtte, som regel af sten, og sandsynligvis et fallossymbol for Baal eller andre falske guder. – 2Mo 23:24.

• Hellig tjeneste.

  En aktivitet der er hellig fordi den er direkte knyttet til tilbedelsen af Gud. – Ro 12:1; Åb 7:15.

• Hellig ånd.

  Guds usynlige, aktive kraft; ved hjælp af den gennemfører han sin vilje. Den er hellig fordi den kommer fra Jehova, som er ren og retfærdig i absolut forstand, og fordi Jehova bruger den til at gennemføre det der er helligt. – Lu 1:35; ApG 1:8.

• Herlighed.

  I Bibelen nævnes herlighed ofte i forbindelse med Jehova Gud. Herlighed kan sigte til et imponerende vidnesbyrd om Guds almagt, for eksempel det at “himlen forkynder  Guds herlighed”. (Sl 19:1) På Sinajs Bjerg viste “Jehovas herlighed” sig ved ærefrygtindgydende manifestationer. (2Mo 24:16-18) Det kan også sigte til noget der bringer indehaveren eller ejermanden ære. – 1Kt 11:7.

• Hermes.

  En græsk gud, søn af Zeus. I Lystra blev Paulus fejlagtigt kaldt Hermes på grund af den rolle folk mente at Hermes indtog som gudernes sendebud og talekunstens gud. – ApG 14:12.

• Herodes.

  Navnet på en række herskere af samme slægt som var indsat af Rom til at regere over jøderne. Herodes den Store var den der genopbyggede templet i Jerusalem og gav ordre til et omfattende barnemord for at få Jesus fjernet. (Mt 2:16; Lu 1:5) Herodes Arkelaos og Herodes Antipas, sønner af Herodes den Store, blev sat til at herske over dele af deres fars område. (Mt 2:22) Antipas var tetrark, men folk omtalte ham i daglig tale som “konge”. Han herskede i løbet af de tre og et halvt år Kristus udførte sin tjeneste, og frem til de begivenheder der omtales i Apostlenes Gerninger, kapitel 12. (Mr 6:14-17; Lu 3:1, 19, 20; 13:31, 32; 23:6-15; ApG 4:27; 13:1) Derefter blev Herodes Agrippa I, Herodes den Stores barnebarn, slået ihjel af Guds engel efter at have regeret en kort periode. (ApG 12:1-6, 18-23) Hans søn, Herodes Agrippa II, blev hersker efter ham og regerede indtil jødernes oprør mod Rom. – ApG 23:35; 25:13, 22-27; 26:1, 2, 19-32.

• Herodes’ parti.

  Tilhængerne af dette parti blev kaldt herodianere. Det var et nationalistisk parti som politisk støttede det herodianske dynasti, der havde sin myndighed fra Rom. Sandsynligvis hørte nogle af saddukæerne til dette parti. Herodianerne sluttede sig til farisæerne i deres modstand mod Jesus. – Mr 3:6.

• Herrens aftensmåltid.

  Et måltid der består af usyrnet brød og vin som symboler på Kristus’ krop og blod; en højtid til minde om Jesus’ død. Eftersom dette er en højtid kristne ifølge Bibelen er forpligtet til at holde, omtales den også meget passende som “mindehøjtiden”. – 1Kt 11:20, 23-26.

• Higgajon.

  En musikteknisk anvisning. I Salme 9:16 kan ordet enten betegne et højtideligt mellemspil i dybe toner på harpe eller en pause til eftertanke.

• Himmeldronningen.

  Titlen på en gudinde der blev tilbedt af frafaldne israelitter på Jeremias’ tid. Nogle mener at der er tale om den babyloniske gudinde Ishtar (Astarte). Navnet på hendes tidligere sumeriske modstykke, Inanna, betyder “himmeldronning”. Ud over at hun blev forbundet med himlen, var hun gudinde for frugtbarhed. På en egyptisk inskription kaldes Astarte også “himlens frue”. – Jer 44:19.

• Hin.

  Et rummål for flydende varer og navnet på det tilsvarende målekar. En hin svarer til 3,67 l, hvilket bygger på historikeren Josefus’ oplysning om at en hin svarer til to athenske choer. (2Mo 29:40) – Se Tillæg B14.

• Hjørnesten.

  En sten der er anbragt i hjørnet af en bygning hvor to mure mødes, med det formål at forbinde murene med hinanden. Den vigtigste hjørnesten var hjørnegrundstenen; til offentlige bygninger og bymure valgte man en ekstra solid sten. Ordet hjørnesten bruges i overført betydning om jordens grundlæggelse, og Jesus omtales som “hjørnegrundstenen” i den kristne menighed, der bliver sammenlignet med et åndeligt hus. – Ef 2:20; Job 38:6.

• Homer.

  Et rummål for tørre varer der svarer til en kor. Udregnet efter det anslåede batmål svarer en homer til 220 l. (3Mo 27:16) – Se Tillæg B14.

• Horeb; Horebs Bjerg.

  Bjergområdet omkring Sinajs Bjerg. Et andet navn for Sinajs Bjerg. (2Mo 3:1; 5Mo 5:2) – Se Tillæg B3.

• Horn.

  Horn fra dyr blev brugt som drikkekar, som beholdere til olie, blæk og kosmetik og som musikinstrumenter eller signalhorn. (1Sa 16:1, 13; 1Kg 1:39; Eze 9:2, fdn.) “Horn” bruges ofte som et billede på styrke, erobring og sejr. – 5Mo 33:17; Mik 4:13; Zak 1:19.

• Hovedformidler.

  Det græske ord kan gengives med “anfører”, “banebryder” eller “den der går i spidsen”. Det sigter til den vigtige funktion Jesus Kristus har i forbindelse med at befri trofaste mennesker fra syndens dødbringende virkninger og føre dem frem til evigt liv. – ApG 3:15; 5:31; He 2:10; 12:2.

• Husguder.

  Afgudsfigurer, eller familieguder, på hebraisk kaldet “terafim”, som man nogle gange brugte for at tage varsler. (Eze 21:21) Nogle havde samme størrelse og form som et menneske, mens andre var meget mindre. (1Mo 31:34; 1Sa 19:13, 16) Arkæologiske fund i Mesopotamien tyder på at den der var i besiddelse af husguderne, ville få familiearven. (Det kan måske forklare hvorfor Rakel tog sin fars husguder). Det ser ikke ud til at israelitterne brugte husguder på denne måde, men sådanne afgudsfigurer blev brugt i Israel i dommertiden og i kongetiden og var  blandt de ting som den trofaste kong Josija ødelagde. – Dom 17:5; 2Kg 23:24; Ho 3:4.

I

• Ildbækkener.

  Redskaber af guld, sølv eller kobber som man brugte i telthelligdommen og templet når man brændte røgelse, og når man skulle fjerne kul fra offeraltret og vægestumper fra guldlampestanderne. De blev også kaldt røgelseskar. – 2Mo 37:23; 2Kr 26:19; He 9:4.

• Ildsøen.

  Et symbolsk sted der “brænder med ild og svovl”, og som også kaldes “den anden død”. Syndere der ikke angrer, Djævelen og selv døden og Graven (eller Hades) bliver kastet i den. At der både nævnes en åndeskabning og døden og Hades (der jo ikke kan skades af ild), viser at denne sø ikke er et symbol på evig pine, men på evig udslettelse. – Åb 19:20; 20:14, 15; 21:8.

• Illyrien.

  En romersk provins nordvest for Grækenland. Paulus nåede helt til Illyrien i sin tjeneste, men man ved ikke om han forkyndte i selve Illyrien eller bare op til provinsens grænse. (Ro 15:19) – Se Tillæg B13.

• Indvielseshøjtiden.

  En årlig dag til minde om renselsen af templet efter at det var blevet vanhelliget af Antiochos Epifanes. Højtiden begyndte den 25. kislev og varede i otte dage. – Joh 10:22.

• Indvielsestegn, det hellige.

  En skinnende plade af rent guld der bar denne indskrift på hebraisk: “Hellighed tilhører Jehova.” Pladen var fastgjort foran på ypperstepræstens turban. (2Mo 39:30) – Se Tillæg B5.

• Isop.

  En plante med fine grene og blade som man brugte ved renselsesceremonier når man stænkede blod eller vand på noget. Det var muligvis planten merian (Origanum maru; Origanum syriacum). Den plante der nævnes i Johannes 19:29, kan have været merian fastgjort til en kæp eller planten durra (Sorghum vulgare), eftersom den får en stængel der er lang nok til at man med den kunne føre en svamp med sur vin op til Jesus’ mund. – 2Mo 12:22; Sl 51:7.

• Israel.

  Det navn Gud gav Jakob. Det blev en fællesbetegnelse for Jakobs efterkommere i alle kommende generationer. Efterkommerne af Jakobs 12 sønner blev ofte kaldt Israels sønner, Israels hus, Israels folk (mænd) eller israelitter. Israel var også navnet på det nordlige tistammerige der løsrev sig fra det sydlige rige, og senere blev det en betegnelse for salvede kristne, “Guds Israel”. – Ga 6:16; 1Mo 32:28; 2Sa 7:23; Ro 9:6.

J

• Jakob.

  En søn af Isak og Rebekka. Gud gav ham senere navnet Israel, og han blev patriark for Israels folk (også kaldet israelitter og senere jøder). Han blev far til de 12 sønner der sammen med deres efterkommere udgjorde Israels 12 stammer. Man fortsatte med at bruge navnet Jakob om Israels nation eller folk. – 1Mo 32:28; Mt 22:32.

• Jedutun.

  Et udtryk af usikker betydning der findes i overskrifterne til Salme 39, 62 og 77. Det ser ud til at disse overskrifter indeholder anvisninger på hvordan salmen skulle fremføres, måske med hensyn til musikform eller musikinstrument. Der var en levitisk musiker som hed Jedutun, så denne musikform eller dette instrument kan have haft tilknytning til ham eller hans sønner.

• Jehova.

  Den mest almindelige danske gengivelse af tetragrammet (de fire hebraiske bogstaver der udgør Guds personlige navn). Navnet forekommer over 7.000 gange i denne oversættelse. – Se Tillæg A4 og A5.

• Jubelår.

  Hvert 50. år, regnet fra det tidspunkt hvor israelitterne gik ind i det lovede land. Landet skulle ligge brak i jubelåret, og de hebraiske trælle skulle frigives. Al jord som hørte til en slægt og var blevet solgt til andre, blev givet tilbage. Jubelåret var et højtidsår, et frihedsår hvor den tilstand der havde været i landet da Gud dannede nationen, blev genoprettet. – 3Mo 25:10.

• Juda.

  Jakobs fjerde søn med Lea. Da Jakob lå for døden, forudsagde han at der skulle fødes en stor og evig konge i Judas slægtslinje. Som menneske nedstammede Jesus fra Juda. Navnet Juda bruges også om den stamme og senere om det rige der fik navn efter Juda. Det sydlige rige Juda bestod af de israelitiske stammer Juda og Benjamin og omfattede også præsterne og levitterne. I den sydlige del af landet, som Judas område dækkede, lå Jerusalem og templet. – 1Mo 29:35; 49:10; 1Kg 4:20; He 7:14.

• Jøde.

  Et udtryk der efter tistammeriget Israels fald blev brugt om en person der hørte til Judas stamme. (2Kg 16:6) Efter eksilet i Babylon blev det brugt om israelitter fra forskellige stammer som vendte tilbage til Israel. (Ezr 4:12) Senere blev det brugt i hele verden for at skelne israelitter fra andre folkeslag. (Est 3:6) Udtrykket blev også brugt billedligt af apostlen Paulus da han argumenterede for at et menneskes nationalitet er uden betydning i den kristne menighed. – Ro 2:28, 29; Ga 3:28.

 K

• Kab.

  Et rummål for tørre varer der svarer til 1,22 l, udregnet efter det anslåede batmål. (2Kg 6:25) – Se Tillæg B14.

• Kaldæa; kaldæere.

  Oprindeligt navnet på landet og folket i deltaområdet ved floderne Tigris og Eufrat; med tiden blev udtrykkene brugt om hele Babylonien og dem der boede der. Ordet “kaldæere” blev også brugt om en særlig gruppe der havde studeret videnskab, historie, sprog og astronomi, men som samtidig praktiserede magi og astrologi. – Ezr 5:12; Da 4:7; ApG 7:4.

• Kanaan.

  Kams fjerde søn, Noas barnebarn. Kanaan blev stamfar til 11 stammer, der med tiden bosatte sig i området langs det østlige Middelhav mellem Egypten og Syrien. Dette område fik navnet “Kanaan”. (3Mo 18:3; 1Mo 9:18; ApG 13:19) – Se Tillæg B4.

• Kassia.

  Et produkt udvundet af kassiatræet (Cinnamomum cassia), der tilhører samme familie som kaneltræet. Kassia blev brugt som parfume og som ingrediens i den hellige salveolie. – 2Mo 30:24; Sl 45:8; Eze 27:19.

• Kejser.

  En titel som blev båret af de romerske herskere, og som er afledt af det romerske tilnavn Cæsar. I Bibelen nævnes kejserne Augustus, Tiberius og Claudius ved navn. Nero nævnes ikke ved navn, men han bar også denne titel. I De Kristne Græske Skrifter bliver de verdslige myndigheder, eller staten, også omtalt som “kejseren”. – Mr 12:17; ApG 25:12.

• Kemosh.

  Moabitternes øverste gud. – 1Kg 11:33.

• Keruber.

  Engle af høj rang som har særlige opgaver. De tilhører en anden kategori end seraferne. – 1Mo 3:24; 2Mo 25:20; Esa 37:16; He 9:5.

• Kislev.

  Efter eksilet i Babylon navnet på den niende måned i jødernes religiøse kalender og den tredje måned i den ikkereligiøse kalender. Den gik fra midten af november til midten af december. (Ne 1:1; Zak 7:1) – Se Tillæg B15.

• Koral.

  Et hårdt, stenagtigt materiale dannet af skeletter af små havdyr. Det findes i havet i en lang række farver, for eksempel rød, hvid og sort. Der var særligt mange koraller i Det Røde Hav. På Bibelens tid blev røde koraller sat meget højt, og de blev brugt til smykker og ornamenter. – Ord 8:11.

• Kor.

  Et rummål for tørre eller flydende varer. Det svarer til 220 l og er udregnet efter det anslåede batmål. (1Kg 5:11) – Se Tillæg B14.

• Kristen.

  Et navn som de der fulgte Jesus Kristus, fik ved Guds ledelse. – ApG 11:26; 26:28.

• Kristus.

  Jesus’ titel, der stammer fra det græske ord Christos; det svarer til det hebraiske ord der oversættes med “messias” eller “den salvede”. – Mt 1:16; Joh 1:41.

• Kædetråd.

  Under vævning er dette de tråde der løber i stoffets længderetning. De tråde der går på tværs af kædetråden og skydes ind imellem kædens tråde, kaldes skudgarnet. – Dom 16:13.

L

• Leder musikken, den der.

  Sådan som det hebraiske ord bruges i Salmerne, ser det ud til at sigte til en der arrangerede sange og gav anvisninger om hvordan de skulle synges, foruden at han indstuderede og øvede sangene med levitsangerne og stod i spidsen for opførelser ved officielle lejligheder. Andre oversættelser siger “sangmesteren” eller “korlederen”. – Sl 4:0; Sl 5:0.

• Lepton.

  Den mindste jødiske kobber- eller bronzemønt i perioden hvor De Kristne Græske Skrifter blev skrevet. (Mr 12:42, fdn.; Lu 21:2, fdn.) – Se Tillæg B14.

• Levi; levit.

  Jakobs tredje søn med Lea og navnet på den stamme der blev opkaldt efter ham. Levis tre sønner blev stamfædre til levitternes tre hovedslægter. Nogle gange bruges udtrykket “levitter” om hele stammen, men som regel er Arons præsteslægt ikke indbefattet. Medlemmerne af Levis stamme fik ikke tildelt noget område i det lovede land som deres arv, men fik 48 byer inden for de områder som de andre stammer havde fået tildelt. – 5Mo 10:8; 1Kr 6:1; He 7:11.

• Libanon (bjergkæden).

  En af de to bjergkæder der udgør Libanons bjergland. Libanonbjergkæden ligger mod vest, mens bjergkæden Antilibanon ligger mod øst. En lang, frodig dal adskiller de to bjergkæder. Bjergkæden Libanon rejser sig næsten direkte op fra Middelhavets kyst, og dens bjergtoppe er mellem 1.800 og 2.100 m høje. I gammel tid var Libanon dækket af majestætiske cedertræer, der stod i høj kurs hos de omkringliggende nationer. (5Mo 1:7; Sl 29:6; 92:12) – Se Tillæg B7.

• Lignelse.

  En fortælling eller et sprogligt billede som anskueliggør en sandhed ved hjælp af en sammenligning fra dagliglivet.

• Livets træ.

  Et træ i Edens Have. Bibelen siger ikke noget om at frugten på dette træ havde  livgivende egenskaber i sig selv. Træet stod som en garanti for at den som Gud gav lov til at spise af frugten på det, ville få evigt liv. – 1Mo 2:9; 3:22.

• Livjatan.

  Et dyr der som regel nævnes i forbindelse med vand og altså må være et havdyr af en slags. I Job 3:8 og 41:1 ser det ud til at hentyde til krokodillen eller et andet stort og stærkt dyr der lever i vandet. I Salme 104:26 er der måske tale om en hvalart. Andre steder bruges det i overført betydning og kan ikke identificeres med et bestemt dyr. – Sl 74:14; Esa 27:1.

• Lod; lodkastning.

  Småsten, små stykker træ eller lignende blev brugt når man skulle træffe afgørelser. De blev samlet i folden i en klædning eller i en krukke som blev rystet. Det lod der faldt ud eller blev trukket, var det der bestemte udfaldet, og man foretog ofte lodkastningen under bøn. Ordet “lod” bruges både bogstaveligt og i overført betydning. – Jos 14:2; Ord 16:33; Mt 27:35.

• Log.

  Det mindste mål for flydende varer der er omtalt i Bibelen. I den jødiske Talmud beskrives en log som 1/12 hin, og med det som udgangspunkt ville en log svare til 0,31 l. (3Mo 14:10) – Se Tillæg B14.

• Lov.

  Når dette ord skrives med stort begyndelsesbogstav, henviser det som regel til Moseloven eller til de fem første bøger i Bibelen. Når det skrives med lille begyndelsesbogstav, henviser det til enkelte love i Moseloven eller til et princip i en lov. – 4Mo 15:16; 5Mo 4:8; Mt 7:12; Ga 3:24.

• Loyal kærlighed.

  Oftest oversat fra det hebraiske ord chesedh, der beskriver en kærlighed der udspringer af både pligtfølelse, troskab, loyalitet og dyb hengivenhed. Udtrykket bruges ofte om Guds kærlighed til mennesker, men det bruges også om kærlighed imellem mennesker. – 2Mo 34:6; Ru 3:10.

• Lyseslukkere.

  Redskaber af guld eller kobber som blev brugt i telthelligdommen og templet. De har måske været en slags sakse der blev brugt til at klippe lampernes væger med. – 2Kg 25:14.

• Lægge hænderne på.

  Man lagde hænderne på en person for at udnævne ham til en særlig opgave eller som tegn på at han ville få en velsignelse, blive helbredt eller modtage den hellige ånds gave. Nogle gange lagde man hænderne på et dyr før det blev ofret. – 2Mo 29:15; 4Mo 27:18; ApG 19:6; 1Ti 5:22.

• Løfte.

  Et menneske kunne aflægge et højtideligt løfte til Gud om at ville gøre noget, bringe et offer, give en gave eller indtræde i en bestemt tjeneste eller om at afholde sig fra visse ting der ikke i sig selv var ulovlige. Et løfte til Gud var lige så bindende som en ed. (4Mo 6:2; Præ 5:4; Mt 5:33) – Se ED.

• Løfteoffer.

  Et frivilligt offer der blev bragt i forbindelse med bestemte løfter. – 3Mo 23:38; 1Sa 1:21.

• Løsesum.

  En pris der betales for at købe nogen fri af fangenskab eller købe nogen fri i forbindelse med en straf, en synd eller en forpligtelse. Prisen var ikke altid et pengebeløb. (Esa 43:3) Der blev krævet en løsesum i mange forskellige situationer. For eksempel tilhørte alle førstefødte drenge og førstefødte handyr i Israel Jehova, og egentlig måtte de udelukkende bruges i tjeneste for ham. Der måtte derfor betales en løsesum for at købe dem fri fra dette. (4Mo 3:45, 46; 18:15, 16) Hvis ejeren af en farlig tyr ikke passede på tyren og den slog en person ihjel, måtte ejeren betale en løsesum for at undgå dødsstraf. (2Mo 21:29, 30) Man tog ikke imod en løsesum for en person der dræbte en anden med vilje. (4Mo 35:31) Den vigtigste løsesum der nævnes i Bibelen, er den Kristus betalte ved sin offerdød for at købe lydige mennesker fri fra synd og død. – Sl 49:7, 8; Mt 20:28; Ef 1:7.

• Løvhyttefest.

  Den blev også kaldt indsamlingsfesten og varede fra den 15. til den 21. etanim. Den blev fejret i slutningen af det jødiske landbrugsår og var præget af glæde og taknemmelighed over at Jehova havde velsignet folket med afgrøder. Under højtiden boede folk i løvhytter, eller under en slags halvtag, for at blive mindet om udvandringen af Egypten. Det var en af de tre højtider som alle mandlige medlemmer af folket skulle tage til Jerusalem for at fejre. – 3Mo 23:34; Ezr 3:4.

M

• Mahalat.

  Et udtryk der findes i overskrifterne til Salme 53 og 88, formodentligt et musikudtryk. Det er måske beslægtet med en hebraisk verbalrod der betyder “at blive svag; blive syg”, hvilket angiver en tungsindig, melankolsk melodi og ville passe til den sørgmodige stemning i de to sange.

• Makedonien.

  Et land nord for Grækenland der havde sin storhedstid under Alexander den Store, og som var selvstændigt indtil det blev erobret af romerne. Makedonien var en romersk provins da apostlen Paulus var på sin første rejse til Europa. Paulus besøgte området tre gange. (ApG 16:9) – Se Tillæg B13.

•  Malkam.

  Sandsynligvis den samme som Molek, ammonitternes hovedgud. (Sef 1:5) – Se MOLEK.

• Malurt.

  Forskellige buskagtige planter der har en meget bitter smag og en kraftig aromatisk duft. I Bibelen bruges malurt som et symbol på de bitre konsekvenser af seksuel umoral, undertrykkelse, uretfærdighed og frafald. I Åbenbaringen 8:11 betegner “malurt” et bittert og giftigt stof der også kaldes absint. – 5Mo 29:18; Ord 5:4; Jer 9:15; Am 5:7.

• Manna.

  Israelitternes hovednæringsmiddel i de 40 år de var i ørkenen. Det var Jehova der sørgede for mannaen. Den viste sig mirakuløst på jorden under et lag dug hver morgen undtagen på sabbatten. Da israelitterne så den første gang, sagde de: “Hvad er det?”, eller på hebraisk: “Man hu?” (2Mo 16:13-15, 35) Andre steder omtales den som “korn fra himlen” (Sl 78:24), “brød fra himlen” (Sl 105:40) og “de mægtiges brød” (Sl 78:25). Jesus omtalte også manna i overført betydning. – Joh 6:49, 50.

• Marterpæl.

  – Se TORTURPÆL.

• Maskil.

  Et hebraisk udtryk hvis betydning er usikker; forekommer i overskrifterne til 13 salmer. Det betyder muligvis “et digt til eftertanke”. Nogle mener at et ord af samme form som oversættes med ‘at tjene med indsigt’, kan være beslægtet i betydning. – 2Kr 30:22; Sl 32:0.

• Medhustru.

  En hustru af lavere rang, ofte en trælkvinde. – 2Mo 21:8; 2Sa 5:13; 1Kg 11:3.

• Medien; medere.

  Et folk som nedstammede fra Jafets søn Madaj. De bosatte sig på den iranske højslette der blev til landet Medien. Mederne slog sig sammen med babylonierne for at besejre Assyrien. Persien var på det tidspunkt en provins under Medien, men efter at Kyros havde gjort oprør, sluttede mederne og perserne sig sammen og dannede det medo-persiske rige, som besejrede det nybabyloniske rige i 539 f.v.t. Der var medere til stede i Jerusalem på pinsedagen i år 33 e.v.t. (Da 5:28, 31; 8:20; ApG 2:9) – Se Tillæg B9.

• Meldug.

  En af de mange plantesygdomme der forårsages af svampe. Man mener at den meldug der nævnes i Bibelen, er sortrust (Puccinia graminis). – 1Kg 8:37.

• Mellemmand.

  En der mægler mellem to parter. I Bibelen bliver Moses og Jesus omtalt som mellemmænd for henholdsvis Lovpagten og den nye pagt. – Ga 3:19; 1Ti 2:5.

• Menighed.

  En gruppe mennesker der er samlet i en bestemt hensigt. I De Hebraiske Skrifter henviser ordet generelt til nationen Israel. I De Kristne Græske Skrifter henviser det undertiden til individuelle kristne menigheder men oftere til den kristne menighed som et hele. – 1Kg 8:22; ApG 9:31; Ro 16:5.

• Menighedstjener.

  En oversættelse af det græske ord diakonos, som for det meste gengives med “tjener”. En “menighedstjener” er en der assisterer ældsterådet i en menighed. Han skal leve op til de bibelske krav for at kvalificere sig til denne tjeneste. – 1Ti 3:8-10, 12.

• Menneskesøn.

  Et udtryk der findes omkring 80 gange i evangelierne. Det anvendes om Jesus Kristus og viser at han ved sin fødsel på jorden blev et menneske og ikke bare var en åndeskabning med en materialiseret krop. Udtrykket indikerer også at Jesus ville opfylde den profeti der er nedskrevet i Daniel 7:13, 14. I De Hebraiske Skrifter blev denne betegnelse brugt om Ezekiel og Daniel for at understrege forskellen mellem disse dødelige talsmænd og Gud, som deres budskab stammede fra. – Eze 3:17; Da 8:17; Mt 19:28; 20:28.

• Merodak.

  Byen Babylons vigtigste gud. Efter at den babyloniske konge og lovgiver Hammurapi havde gjort Babylon til Babyloniens hovedstad, fik Merodak (eller Marduk) større betydning. Til sidst erstattede Merodak en lang række af de tidligere guder og blev hovedguden i den babyloniske gudeverden. I senere perioder blev egennavnet Merodak (eller Marduk) erstattet af titlen “Belu” (“Ejer”), og i daglig tale blev Merodak omtalt som Bel. – Jer 50:2.

• Messias.

  En betegnelse der kommer af et hebraisk ord der betyder “salvet” eller “den salvede”. “Kristus” kommer af det tilsvarende ord på græsk. – Da 9:25; Joh 1:41.

• Miktam.

  Et hebraisk ord der bruges i overskrifterne til seks af salmerne (Sl 16, 56 – 60). Det er et teknisk udtryk af usikker betydning, men muligvis er det beslægtet med ordet for “inskription”.

• Mil.

  Et længdemål der kun omtales én gang i De Kristne Græske Skrifters originale tekst, nemlig i Matthæus 5:41. Der er sandsynligvis tale om den romerske mil, som svarede til 1.479,5 m. I den græske tekst i Lukas 24:13, Johannes 6:19 og Johannes 11:18 angives afstanden i stadier. (Et romersk stadie = 1/8 romersk mil = 185 m) I Ny Verden-Oversættelsen er disse angivelser omregnet til kilometer. – Se Tillæg B14.

•  Milkom.

  En gud der blev tilbedt af ammonitterne; sandsynligvis den samme som guden Molek. (1Kg 11:5, 7) Ved slutningen af sin regeringstid byggede Salomon offerhøje til denne falske gud. – Se MOLEK.

• Mindegrav.

  Et gravsted hvor den døde blev lagt. Ordet er en oversættelse af det græske ord mnemeion, der kommer af et udsagnsord som betyder “at huske”, og det henleder tanken på at den der er død, vil blive husket. – Joh 5:28, 29.

• Mine.

  Kaldes også maneh i Ezekiels Bog. Både en vægtenhed og en møntenhed. Ifølge arkæologiske vidnesbyrd bestod en mine af 50 sekel, og en sekel vejede 11,4 g, og derfor må minen i De Hebraiske Skrifter have vejet 570 g. Det er også muligt at der har været en kongelig mine, ligesom det var tilfældet med alen. I De Kristne Græske Skrifter svarede en mine til 100 drakmer. Den vejede 340 g. Tres miner svarede til en talent. (Ezr 2:69; Lu 19:13) – Se Tillæg B14.

• Mirakler; kraftige gerninger.

  Hændelser eller fænomener i den fysiske verden som ikke kan forklares på naturlig vis, og som tilskrives en overnaturlig indgriben. Ord som “tegn”, “varsel” og “under” bruges af og til som synonymer i Bibelen. – 2Mo 4:21; ApG 4:22; He 2:4.

• Molek.

  En gud der blev tilbedt af ammonitterne; sandsynligvis den samme som Malkam, Milkom og Molok. Det er muligvis en titel og ikke navnet på en bestemt gud. Under Moseloven var der dødsstraf for at ofre sine børn til Molek. – 3Mo 20:2; Jer 32:35; ApG 7:43.

• Molok.

  – Se MOLEK.

• Morgenstjerne.

  Er det samme som “dagstjerne”. Det er den sidste stjerne der viser sig i horisonten mod øst før solen kommer til syne, og den varsler begyndelsen på en ny dag. – 2Pe 1:19, fdn.; Åb 22:16.

• Moses’ Lov; Moseloven.

  Den lov Jehova gav sit folk Israel gennem Moses i Sinajs ørken i 1513 f.v.t. De fem første bøger i Bibelen omtales ofte som Loven. – Jos 23:6; Lu 24:44.

• Mut-labben.

  Et udtryk der forekommer i overskriften til Salme 9. Traditionelt oversættes det med “om sønnens død”. Nogle mener at det var navnet på eller indledningsordene til en kendt sang, og at det viste hvilken melodi salmen skulle synges på.

• Myrra.

  En aromatisk harpiks der indeholdt gummi og æteriske olier. Man fik det fra forskellige tornede buske eller små træer af arten Commiphora. Myrra var en af ingredienserne i den hellige salveolie. Myrra blev brugt til parfumering af tøj og senge og blev brugt som ingrediens i massageolier og kosmetiske cremer. Myrra blev også brugt når man skulle gøre en afdød klar til begravelsen. – 2Mo 30:23; Ord 7:17; Joh 19:39.

• Mødeteltet.

  Et udtryk der både bliver brugt om Moses’ telt og om telthelligdommen der oprindeligt blev rejst i ørkenen. – 2Mo 33:7; 39:32.

• Møllesten.

  En skiveformet sten anbragt oven på en anden skiveformet sten, hvorimellem man malede korn til mel. En pløk der var fastgjort midt i den underste sten, fungerede som aksel for den øverste sten. I de fleste hjem på Bibelens tid havde man håndkværne som blev betjent af kvinderne. Eftersom en families daglige brød afhang af håndkværnen, forbød Moseloven at man tog håndkværnen eller bare den øverste møllesten som sikkerhed for et lån. Der fandtes også større kværne som var konstrueret på en lignende måde og blev drejet af dyr. – 5Mo 24:6; Mr 9:42.

• Målestok.

  En rørkæp brugt som målestok var seks alen lang. En rørkæp på seks almindelige alen var således 2,67 m lang, og en rørkæp på seks lange alen var 3,11 m lang. (Eze 40:3, 5; Åb 11:1) – Se Tillæg B14.

N

• Nardus.

  En kostbar, vellugtende, rødlig olie der blev udvundet af nardusplanten (Nardostachys jatamansi). Fordi nardus var så kostbar, blev den ofte blandet med billigere olier og nogle gange forfalsket. Det er derfor interessant at både Markus og Johannes siger at det var “ægte nardus” der blev brugt på Jesus. – Mr 14:3; Joh 12:3.

• Nasiræer.

  Et ord der kommer af det hebraiske ord for “en der er udtaget”, “en der er indviet”, “en der holder sig adskilt”. Der fandtes to slags nasiræere: Dem der meldte sig frivilligt, og dem der blev udpeget af Gud. En mand eller kvinde kunne aflægge et særligt løfte til Jehova om at leve som nasiræer i en bestemt periode. De der frivilligt aflagde løftet, var underlagt tre grundlæggende begrænsninger: De måtte ikke drikke alkohol eller spise noget som helst der stammede fra vinstokken, de måtte ikke klippe håret, og de måtte ikke røre ved et lig. De der blev udpeget af Gud til at være nasiræere, var det for livstid, og Jehova definerede hvilke krav der var til dem. – 4Mo 6:2-7; Dom 13:5.

• Nazaræer.

  Et tilnavn der blev brugt om Jesus fordi han kom fra byen Nazaret. Ordet er  muligvis beslægtet med det hebraiske ord der bruges for “skud” i Esajas 11:1. Senere blev udtrykket også brugt om Jesus’ disciple. – Mt 2:23; ApG 24:5.

• Nefilim.

  De voldelige bastardsønner der var børn af materialiserede engle og jordiske kvinder før Vandfloden. – 1Mo 6:4.

• Nehilot.

  Et udtryk af usikker betydning der findes i overskriften til Salme 5. Nogle mener at det er navnet på et blæseinstrument, idet de forbinder det med et hebraisk rodord der er beslægtet med chalil (fløjte). Det kan dog også være navnet på en melodi.

• Netinim.

  Ikkeisraelitiske tempeltrælle eller -tjenere. Det hebraiske ord betyder bogstaveligt “de givne”, hvilket indikerer at de var blevet givet til tempeltjenesten. Sandsynligvis var mange af netinimfolkene efterkommere af gibeonitterne, som Josva havde sat til at “samle brænde og trække vand op til forsamlingen og til Jehovas alter”. – Jos 9:23, 27; 1Kr 9:2; Ezr 8:17.

• Nisan.

  Efter eksilet i Babylon det nye navn for abib, den første måned i jødernes religiøse kalender og den syvende måned i den ikkereligiøse kalender. Den gik fra midten af marts til midten af april. (Ne 2:1) – Se Tillæg B15.

• Nymåne.

  Den første dag i hver måned ifølge jødernes kalender. Man markerede nymånedagen ved at samles, spise et festmåltid og bringe særlige ofre. På et senere tidspunkt i historien blev dagen en vigtig national højtid, og folk undlod at arbejde den dag. – 4Mo 10:10; 2Kr 8:13; Kol 2:16.

• Nærværelse.

  I nogle sammenhænge i De Kristne Græske Skrifter beskriver dette ord Jesus Kristus’ nærværelse som Konge. Denne nærværelse begyndte da han blev indsat som messiansk Konge i det usynlige, og fortsætter frem til de sidste dage for denne verdensordning. Det drejer sig ikke om en ankomst efterfulgt af en hurtig afrejse, men derimod om en nærværelse der strækker sig over en periode af en vis længde. – Mt 24:3.

O

• Offer.

  Noget man frembar for Gud for at udtrykke taknemmelighed, vedkende sig skyld og genoprette et godt forhold til ham. Lige fra Abels tid bragte mennesker forskellige frivillige ofre, deriblandt dyreofre, indtil Moseloven gjorde ofrene til et krav. Da Jesus havde bragt sit eget liv som et fuldkomment offer, var der ikke længere brug for dyreofre, men kristne fortsætter med at bringe åndelige ofre til Gud. – 1Mo 4:4; He 13:15, 16; 1Jo 4:10.

• Offerhøj.

  Et sted hvor man tilbad, som regel en høj, et bjerg eller en menneskeskabt forhøjning. Offerhøjene blev nogle gange brugt i tilbedelsen af Gud, men blev oftest brugt til afgudsdyrkelse. – 4Mo 33:52; 1Kg 3:2; Jer 19:5.

• Okkultisme; spiritisme.

  Det græske ord der er oversat med “okkultisme”, er farmakia, der også henviser til brug af narkotiske stoffer. Dette ord blev forbundet med okkultisme fordi man i gammel tid brugte den slags stoffer når man påkaldte dæmoner i forbindelse med trolddom. (Ga 5:20; Åb 21:8) En form for okkultisme er spiritisme, som er troen på at mennesker lever videre som ånder efter at kroppen er død, og at sådanne ånder kan kommunikere med de levende, især gennem en person (et medium) der er særligt modtagelig for deres påvirkning.

• Omer.

  Et rummål for tørre varer der svarer til 2,2 l, eller en tiendedel af en efa. (2Mo 16:16, 18) – Se Tillæg B14.

• Omskærelse.

  Det at forhuden på det mandlige kønsorgan fjernes. Abraham og hans efterkommere blev pålagt at få foretaget dette indgreb, men det er ikke et krav til kristne. Begrebet bliver også brugt i overført betydning i forskellige sammenhænge. – 1Mo 17:10; 1Kt 7:19; Flp 3:3.

• Onde, den.

  En betegnelse for Satan Djævelen, som er i opposition til Gud og hans retfærdige normer. – Mt 6:13; 1Jo 5:19.

• Onyks.

  En halvædelsten (en hård varietet af agat) eller en stribet form for kalcedon. Onyks er lagdelt og består af hvide lag der veksler med enten sorte, brune, røde, grå eller grønne lag. Der indgik onyks i ypperstepræstens særlige klædedragt. – 2Mo 28:9, 12; 1Kr 29:2; Job 28:16.

• Opstandelse.

  Det at blive levende efter at have været død. Det græske ord anastasis betyder bogstaveligt “det at rejse sig; at stå op”. Der nævnes ni opstandelser i Bibelen, deriblandt det at Jesus blev oprejst af Jehova Gud. Andre blev oprejst af Elias, Elisa, Jesus, Peter og Paulus, men Bibelen viser tydeligt at disse mirakler blev udført ved Guds kraft. Den jordiske opstandelse af “både retfærdige og uretfærdige” spiller en central rolle i Guds hensigt. (ApG 24:15) Bibelen nævner også en himmelsk opstandelse, der bliver kaldt “den tidlige” eller “den første” opstandelse, og det er den opstandelse Jesus’ salvede brødre får. – Flp 3:11; Åb 20:5, 6; Joh 5:28, 29; 11:25.

• Ordsprog.

  Et visdomsord, eller en kort udtalelse der indeholder en belæring eller  udtrykker en dyb sandhed med få ord. Et bibelsk ordsprog kan være udformet som en lignelse eller en gåde. Et ordsprog indeholder en sandhed der er udtrykt på en malende måde, ofte med anvendelse af et sprogligt billede. Nogle ordsprog blev til talemåder som folk brugte for at håne andre eller vise foragt for dem. – Præ 12:9; 2Pe 2:22.

• Overskrift.

  Overskriften ved begyndelsen af en salme som identificerer skribenten, giver nogle baggrundsoplysninger, indeholder instruktioner til musikerne eller angiver hvad salmen skulle bruges til, eller hvad hensigten var med den. – Se overskrifterne til Salme 3, 4, 5, 6, 7, 30, 38, 60, 92, 102.

• Overtrædelse; fejltrin.

  Det at overskride visse grænser, især ved at man bryder en lov. I Bibelen bruges “overtrædelse” synonymt med “synd”. – Sl 51:3; 65:3; Ro 5:14.

• Ovn.

  På Bibelens tid havde man flere typer ovne, for eksempel ovne der blev brugt til bagning og stegning, smelteovne der blev brugt til udsmeltning af malm og metal, og ovne der blev brugt til brænding af teglsten og keramik og til fremstilling af kalk. – 1Mo 15:17; Da 3:17; Åb 9:2.

P

• Pagt.

  En formel aftale eller kontrakt mellem to eller flere parter om at gøre eller undlade at gøre et eller andet; kan være indgået mellem Gud og mennesker eller mellem mennesker indbyrdes. Sommetider var der kun betingelser som den ene part skulle opfylde (en unilateral, dvs. ensidig, pagt, der i realiteten var et løfte). Andre gange var der betingelser som begge parter skulle opfylde (en bilateral, dvs. tosidig, pagt). Foruden pagter mellem Gud og mennesker omtaler Bibelen pagter mellem enkeltpersoner, grupper, stammer og nationer. Nogle af de pagter der har haft vidtrækkende betydning, er Guds pagter med Abraham, David, nationen Israel (Lovpagten) og Guds Israel (den nye pagt). – 1Mo 9:11; 15:18; 21:27; 2Mo 24:7; 2Kr 21:7.

• Pagtens ark.

  Kiste af akacietræ overtrukket med guld som blev opbevaret i Det Allerhelligste i telthelligdommen og senere i Det Allerhelligste i det tempel der blev bygget af Salomon. Dens låg var af massivt guld, og ovenpå var der to keruber med front mod hinanden. Det vigtigste indhold var de to tavler med De Ti Bud. (5Mo 31:26; 1Kg 6:19; He 9:4) – Se Tillæg B5 og B8.

• Pant.

  En personlig ejendel som en låntager overlod til en långiver som garanti eller sikkerhed for at et lån ville blive betalt tilbage. Moseloven indeholdt visse bestemmelser der skulle beskytte de fattige og forsvarsløse medlemmer af nationen når de var kommet i gæld. – 2Mo 22:26; Eze 18:7.

• Papyrus.

  En sivlignende sumpplante der blev brugt til fremstilling af blandt andet kurve, beholdere og både. Papyrus blev også brugt til fremstilling af skrivemateriale der mindede om papir, og det blev brugt i mange skriftruller. – 2Mo 2:3.

• Paradis.

  En smuk naturpark eller en parklignende have. Det første paradis var Eden, som Jehova havde skabt til det første menneskepar. Da Jesus talte med en af de forbrydere der hang på en torturpæl ved siden af ham, indikerede han at jorden ville blive et paradis. I 2. Korinther 12:4 henviser ordet tilsyneladende til et fremtidigt paradis og i Åbenbaringen 2:7 til et himmelsk paradis. – Høj 4:13; Lu 23:43.

• Pergament.

  Fåre-, gede- eller kalveskind der blev forarbejdet til skrivemateriale. Det var mere holdbart end papyrus og blev brugt til bogrullerne med Bibelens bøger. De pergamentruller som Paulus bad Timotheus om at tage med til ham, var muligvis afsnit af De Hebraiske Skrifter. Nogle af Dødehavsrullerne er fremstillet af pergament. – 2Ti 4:13.

• Persien; persere.

  Et land og et folkeslag der ofte omtales i forbindelse med mederne. Perserne og mederne var åbenbart beslægtede. Tidligt i persernes historie beboede de kun den sydvestlige del af den iranske højslette. Under Kyros den Store (der ifølge nogle oldtidshistorikere havde en persisk far og en medisk mor) blev perserne dominerende i forhold til mederne, men riget blev ved med at være et dobbeltrige. Kyros erobrede det babyloniske imperium i 539 f.v.t. og gav de jøder der var i fangenskab dér, lov til at vende tilbage til deres hjemland. Det persiske imperium strakte sig fra Indusfloden mod øst til Det Ægæiske Hav mod vest. Jøderne var under det persiske styre indtil Alexander den Store besejrede perserne i 331 f.v.t. At Perserriget ville opstå, var blevet forudsagt i et syn Daniel fik, og riget omtales i bibelbøgerne Ezra, Nehemias og Ester. (Ezr 1:1; Da 5:28; 8:20) – Se Tillæg B9.

• Pest.

  I Bibelen henviser ordet pest til enhver meget smitsom og potentielt dødelig infektionssygdom der kan udvikle sig til en epidemi. Nævnes ofte i forbindelse med eksekveringen af Guds domme. – 4Mo 14:12; Eze 38:22, 23; Am 4:10.

•  Pigkæp.

  En lang kæp med en skarp metalspids som landmænd drev et dyr frem med. De vises ord sammenlignes med pigkæppe fordi de får den der lytter, til at handle efter det han har hørt. Udtrykket “at sparke imod pigkæppen” hentyder til det at en stædig okse gør modstand når den bliver drevet frem af pigkæppen, og derved skader sig selv. – ApG 26:14; Dom 3:31.

• Pim.

  En vægtenhed og den pris filistrene forlangte for at slibe forskellige redskaber af metal. Der er ved arkæologiske udgravninger i Israel fundet adskillige stenlodder der bærer konsonanterne i ordet “pim” med oldhebraiske skrifttegn; deres gennemsnitsvægt er på 7,8 g, hvilket svarer til ca. to tredjedele af en sekel. – 1Sa 13:20, 21.

• Pinse.

  Den anden af de tre store højtider som alle jødiske mænd skulle fejre i Jerusalem. Det græske ord for pinse, pentekoste, betyder “halvtredsindstyvende (dag)”. I De Kristne Græske Skrifter bruges navnet pinse om den fest der i De Hebraiske Skrifter kaldes festen for indhøstningen eller ugefesten. Den blev fejret den 50. dag efter den 16. nisan. – 2Mo 23:16; 34:22; ApG 2:1.

• Porneia.

  – Se SEKSUEL UMORAL.

• Pottemager.

  En håndværker der fremstiller krukker, fade og andre ting af ler. Det hebraiske ord for pottemager betyder bogstaveligt “en der former”. Pottemagerens magt over leret bruges ofte som et billede på Jehovas suveræne myndighed over enkeltpersoner og nationer. – Esa 64:8; Ro 9:21.

• Profet.

  En person som Gud brugte når han ville gøre sin vilje og hensigt kendt. Profeter tjente som talsmænd for Gud, og de kom ikke kun med forudsigelser men overbragte også Jehovas belæring, bud og domme. – Am 3:7; 2Pe 1:21.

• Profeti.

  Et inspireret budskab; en åbenbaring eller en bekendtgørelse af Guds vilje. En profeti kan være en inspireret moralsk belæring, en befaling eller en dom fra Gud eller en forudsigelse af noget der vil ske. – Eze 37:9, 10; Da 9:24; Mt 13:14; 2Pe 1:20, 21.

• Prokonsul.

  Den øverste embedsmand i en provins som blev administreret af det romerske senat. Han havde både juridisk og militær myndighed. Han skulle gøre rede for sine handlinger over for senatet, men han var den der sad inde med den højeste myndighed i provinsen. – ApG 13:7; 18:12.

• Proselyt.

  En der havde omvendt sig. I Bibelen sigter det til en der var gået over til jødedommen. Hvis det drejede sig om en mand, måtte han lade sig omskære. – Mt 23:15; ApG 13:43.

• Prostitueret.

  Det græske ord for “prostitueret”, porne, kommer af en rod der betyder “at sælge”. I Bibelen bruges ordet “prostitueret” ikke kun om en der sælger sex, men bruges også i mere generel forstand om en der har sex uden for ægteskabet. Udtrykket bruges som regel om en kvinde, men der omtales også mandlige prostituerede i Bibelen. Prostitution blev fordømt i Moseloven, og en prostituerets løn måtte ikke modtages som bidrag til Jehovas helligdom, hvilket stod i skarp kontrast til den hedenske skik at bruge tempelprostituerede som indtægtskilde. (5Mo 23:17, 18; 1Kg 14:24) Bibelen bruger også udtrykket billedligt om personer, nationer eller organisationer der giver sig af med en form for afgudsdyrkelse samtidig med at de hævder at tilbede Gud. For eksempel beskrives det religiøse system der i Åbenbaringens Bog kaldes “Babylon den Store”, som en prostitueret fordi det har indgået samarbejde med verdens ledere for at opnå magt og rigdom. – Åb 17:1-5; 18:3; 1Kr 5:25.

• Præfekt.

  En embedsmand af lavere rang end en satrap i den babyloniske administration. I Bibelen nævnes præfekter som nogle der havde myndighed over vismændene ved det babyloniske hof. Præfekter nævnes også i forbindelse med mederkongen Dareios’ styre. – Da 2:48; 6:7.

• Præst.

  En mand der officielt repræsenterede Gud over for dem han betjente, og som lærte dem om Gud og hans love. Præsterne skulle også repræsentere mennesker over for Gud – de bragte ofre for folk og gik i forbøn for dem. Før Moseloven blev indstiftet, tjente familieoverhovedet som præst for sin familie. Under Moseloven var det de mandlige medlemmer af Arons slægt, som var af Levis stamme, der udgjorde præsteskabet. Resten af de mandlige levitter tjente som deres medhjælpere. Ved indstiftelsen af den nye pagt blev det åndelige Israel en nation af præster med Jesus Kristus som ypperstepræst. – 2Mo 28:41; He 9:24; Åb 5:10.

• Prætorianergarden.

  En romersk militærenhed der fungerede som livgarde for den romerske kejser. Livgarden blev en magtfuld politisk faktor der var med til enten at støtte eller styrte en kejser. – Flp 1:13.

• Purim.

  En årlig højtid der blev fejret den 14. og 15. adar. Højtiden blev holdt til minde om at jøderne på dronning Esters tid undgik at  blive udryddet. Det ikkehebraiske ord purim betyder “lod”. Purimsfesten fik dette navn fordi Haman kastede pur (lod) for at finde ud af hvilken dag han skulle gennemføre sin hemmelige plan om at få jøderne udryddet. – Est 3:7; 9:26.

• Purpur.

  En farve der ofte nævnes i Bibelen. Den har eksisteret i mange nuancer, lige fra mørkerød til lilla, alt efter hvilke metoder der har været brugt til farvning, og Bibelen skelner ikke mellem de forskellige nuancer. (2Mo 25:4; 4Mo 4:13; Eze 27:7, 16; Da 5:7, 29; Mr 15:17, 20; Lu 16:19, fdn.; Åb 17:4) Fordi det var så dyrt at give stoffer denne farve, blev den ofte forbundet med rigdom, ære og kongelig værdighed.

• Pæl.

  I nogle nationer brugte man en opretstående pæl til at henrette folk på og/eller til at udstille et lig på som advarsel til andre eller for at ydmyge en person offentligt. Assyrerne, der var berygtet for deres brutale krigsførelse, spiddede deres fanger på pæle der blev stukket gennem underlivet og op i brystet. Under den jødiske lov blev personer der gjorde sig skyldige i alvorlige forbrydelser som blasfemi eller afgudsdyrkelse, først dræbt ved stening eller på anden måde, og derefter blev deres lig hængt op på pæle, eller på træer, som advarende eksempler for andre. (5Mo 21:22, 23; 2Sa 21:6, 9) Romerne bandt nogle gange bare et offer til en pæl, hvor han kunne leve i flere dage før han døde på grund af smerter, tørst, sult og solens hede. I andre tilfælde, som da Jesus blev henrettet, naglede de den anklagedes hænder og fødder til en pæl. (Lu 24:20; Joh 19:14-16; 20:25; ApG 2:23, 36) – Se TORTURPÆL.

• Påske.

  En årlig højtid som blev fejret på den 14. dag i måneden abib (senere kaldet nisan) til minde om israelitternes udfrielse fra Egypten. Man fejrede påsken ved at slagte og stege et lam (eller en ged), som derefter blev spist sammen med bitre urter og usyrnet brød. – 2Mo 12:27; Joh 6:4; 1Kt 5:7.

R

• Rahab.

  Et ord der bruges symbolsk i Jobs Bog, Salmernes Bog og Esajas’ Bog (må ikke forveksles med kvinden Rahab der nævnes i Josvas Bog). I Jobs Bog kan Rahab ud fra sammenhængen identificeres med et havuhyre; i andre tekster bruges dette havuhyre som et symbol på Egypten. – Job 9:13; Sl 87:4; Esa 30:7; 51:9, 10.

• Ren; renhed.

  I Bibelen hentyder dette ikke kun til fysisk renhed men også til det at være i eller vende tilbage til en tilstand der er fri for alt hvad der pletter, fordærver og besmitter, og alt hvad der nedbryder moralsk eller åndeligt. I Moseloven hentyder ordet ‘ren’ til det at være ceremonielt ren. – 3Mo 10:10; Sl 51:7; Mt 8:2; 1Kt 6:11.

• Retfærdighed.

  Bruges i Bibelen om det der er rigtigt ifølge Guds normer. – 1Mo 15:6; 5Mo 6:25; Ord 11:4; Sef 2:3; Mt 6:33.

• Rustning.

  Beskyttende udstyr båret af soldater, bestående af hjelm, brynje, bælte, benskinner og skjold. – 1Sa 31:9; Ef 6:13-17.

• Røgelse.

  En blanding af forskellige slags harpiks og balsam der brænder langsomt og samtidig afgiver en behagelig duft. Til brug i telthelligdommen og templet blev der fremstillet en særlig røgelse som bestod af fire ingredienser. Den blev brændt morgen og aften på røgelsesaltret i Det Hellige, og på forsoningsdagen blev den brændt i Det Allerhelligste. Den var et symbol på Guds trofaste tjeneres bønner. Kristne bruger ikke røgelse i deres tilbedelse. – 2Mo 30:34, 35; 3Mo 16:13; Åb 5:8.

• Rørkæp; rør.

  Mange forskellige sivlignende planter der normalt vokser på våde steder. Den plante der i mange tilfælde sigtes til, er Arundo donax. (Job 8:11; Mt 27:29; Åb 11:1) – Se MÅLESTOK.

S

• Sabbat.

  Fra et hebraisk ord der betyder “at hvile; at ophøre”. Sabbatten er den syvende dag i den jødiske uge (fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag). Også andre højtidsdage i løbet af året blev kaldt sabbatter, og det samme blev hvert 7. og hvert 50. år. På sabbatsdagen måtte ingen udføre noget arbejde, bortset fra præsterne der gjorde tjeneste ved helligdommen. I sabbatårene skulle landet ligge uopdyrket hen, og man måtte ikke presse sine hebraiske landsmænd til at tilbagebetale en gæld. Under Moseloven var sabbatsbegrænsningerne rimelige, men gradvist føjede religiøse ledere nye regler til, og på Jesus’ tid var det blevet vanskeligt for folk at overholde dem. – 2Mo 20:8; 3Mo 25:4; Lu 13:14-16; Kol 2:16.

• Saddukæere.

  En fremtrædende sekt inden for jødedommen der bestod af rige aristokrater og præster, og som havde stor magt over det der foregik ved templet. De afviste de mange mundtligt overbragte traditioner som farisæerne overholdt, og andre farisæiske opfattelser. De troede ikke på opstandelsen eller på at der fandtes engle, og de modarbejdede Jesus. – Mt 16:1; ApG 23:8.

•  Salme.

  En sang der er skrevet til pris for Gud. Der blev sat musik til teksten i en salme, og salmerne blev sunget af dem der tilbad Jehova, blandt andet ved hans tempel i Jerusalem. – Lu 20:42; ApG 13:33; Jak 5:13.

• Salomons Søjlegang.

  I templet på Jesus’ tid en overdækket passage på østsiden af den ydre forgård, som mange mener er en rest af Salomons tempel. Her gik Jesus omkring på et tidspunkt hvor “det var vinter”, og her plejede de første kristne at mødes. (Joh 10:22, 23; ApG 5:12) – Se Tillæg B11.

• Salvelse.

  Det hebraiske ord for at salve betyder “at smøre ind i væske”. Man kom olie på personer eller genstande som et symbol på at de var viet til en særlig tjeneste eller et særligt formål. I De Kristne Græske Skrifter bruges ordet også om udgydelsen af hellig ånd over dem der blev udvalgt til at få det himmelske håb. – 2Mo 28:41; 1Sa 16:13; 2Kt 1:21.

• Samaria.

  Hovedstaden i det nordlige tistammerige, Israel, i omkring 200 år, og navnet på hele tistammerigets område. Byen blev bygget på et bjerg af samme navn. På Jesus’ tid var Samaria navnet på et område der lå mellem Galilæa i nord og Judæa i syd. Jesus undlod for det meste at forkynde i dette område på sine rejser, men indimellem rejste han igennem det og talte med indbyggerne. Peter brugte den anden af Rigets symbolske nøgler da samaritanerne fik den hellige ånd. (1Kg 16:24; Joh 4:7; ApG 8:14) – Se Tillæg B10.

• Samaritanere.

  Udtrykket blev til at begynde med brugt om israelitterne i det nordlige tistammerige, men efter at assyrerne havde erobret Samaria i 740 f.v.t., kom udtrykket til at omfatte fremmede der var blevet ført dertil af assyrerne. På Jesus’ tid blev navnet ikke længere brugt i etnisk eller politisk betydning, men sædvanligvis som en betegnelse for dem der tilhørte den religiøse sekt der var udbredt omkring oldtidens Sikem og Samaria. Sektens tilhængere havde trosopfattelser der på visse punkter afveg betydeligt fra jødernes. – Joh 8:48.

• Sande Gud, den.

  En gengivelse af det hebraiske udtryk for “Guden”. Når ordet “Gud” står sammen med den bestemte artikel på hebraisk, er det ofte for at skille den eneste sande Gud, Jehova, fra falske guder. “Den sande Gud” er derfor en gengivelse der indeholder den fulde betydning af det hebraiske udtryk i sådanne forbindelser. – 1Mo 5:22, 24; 46:3; 5Mo 4:39.

• Sanhedrinet.

  Den jødiske højesteret i Jerusalem. På Jesus’ tid bestod Sanhedrinet af 71 medlemmer, deriblandt ypperstepræsten og flere forhenværende ypperstepræster, medlemmer af de ypperstepræstelige familier, ældste, familie- og stammeoverhoveder samt skriftlærde. – Mr 15:1; ApG 5:34; 23:1, 6.

• Sanke.

  Det at indsamle en del af en afgrøde som høstfolk havde enten glemt eller efterladt med vilje. Moseloven indeholdt bestemmelser om at man ikke måtte høste helt ud til kanten af marken eller plukke alle oliven eller druer. Det at sanke var en ret som Gud gav fattige, nødlidende, udlændinge, faderløse og enker. – Ru 2:2, 7.

• Satan.

  Et hebraisk ord der betyder “modstander”. Når det bruges sammen med den bestemte artikel på originalsprogene, henviser det til Satan Djævelen, Guds hovedmodstander. – Job 1:6; Mt 4:10; Åb 12:9.

• Satrap.

  En vicekonge, eller statholder, i de babyloniske og persiske riger. En satrap blev udnævnt af kongen som øverste hersker over en provins. – Ezr 8:36; Da 6:1.

• Scepter.

  En stav der bæres af en hersker som tegn på kongelig myndighed. – 1Mo 49:10; He 1:8.

• Sea.

  Et rummål for tørre varer. Ved at tage udgangspunkt i enheden bat, der var rummål for flydende varer, kommer man frem til at en sea svarer til 7,33 l. (2Kg 7:1) – Se Tillæg B14.

• Seer.

  En person som Gud havde givet indsigt i sin vilje, én hvis øjne var blevet åbnet så han kunne se eller forstå ting som var skjult for mennesker i almindelighed. Det hebraiske ord kommer af et rodord som betyder “at se”, enten bogstaveligt eller i overført betydning. En seer var en person som andre rådførte sig med for at få kloge råd til at klare problemer de stod over for. – 1Sa 9:9.

• Segl.

  Et stempel der blev brugt til at sætte et aftryk (som regel i ler eller voks) som angav ejerskab eller ægthed, eller for at vise at noget var stadfæstet. Oldtidens segl bestod af et stykke hårdt materiale (sten, elfenben eller træ) med indgraverede spejlvendte figurer eller skrifttegn. Et segl bruges som et billede på noget der er bekræftet som ægte, som et symbol på ejerskab eller som et udtryk for at noget er skjult eller hemmeligt. – 2Mo 28:11; Ne 9:38; Åb 5:1; 9:4.

• Seglring.

  En type segl, eller stempel, der blev båret på fingeren eller i en snor, sandsynligvis rundt om halsen. Den blev også kaldt en  signetring og var et symbol på en herskers eller embedsmands myndighed. (1Mo 41:42) – Se SEGL.

• Sekel.

  Hebræernes grundlæggende vægtenhed og møntenhed. Vægten svarede til 11,4 g. Udtrykket “det hellige steds standardvægt”, eller “den hellige sekel”, blev måske brugt for at understrege at vægten skulle være præcis, eller at den skulle svare til et standardvægtlod der blev opbevaret i telthelligdommen. Der har muligvis været en kongelig sekel (der var forskellig fra den almindelige sekel) eller et standardvægtlod som blev opbevaret i det kongelige palads. – 2Mo 30:13, fdn.

• Seksuel umoral.

  Fra det græske porneia. Et udtryk der i Bibelen bruges om seksuelle handlinger som Gud forbyder. Det indbefatter utroskab, prostitution, seksuelle forbindelser mellem ugifte, homoseksualitet og sex med dyr. Det bruges i overført betydning i Åbenbaringens Bog om en religiøs prostitueret der kaldes “Babylon den Store”, for at beskrive det forhold hun har til denne verdens herskere for at opnå magt og rigdom. (Åb 14:8; 17:2; 18:3; Mt 5:32; ApG 15:29; Ga 5:19) – Se PROSTITUERET.

• Sekt.

  En gruppe mennesker der holder sig til en bestemt trosopfattelse eller en leder og følger deres egne læresætninger. Udtrykket bruges om de to førende grene inden for jødedommen, farisæerne og saddukæerne. Ikkekristne kaldte også kristendommen en “sekt” eller “nazaræernes sekt”, muligvis fordi de betragtede de kristne som en gruppe der havde skilt sig ud fra jødedommen. Med tiden opstod der sekter i den kristne menighed; Nikolaossekten nævnes specifikt i Åbenbaringens Bog. – ApG 5:17; 15:5; 24:5; 28:22; 2Pe 2:1; Åb 2:6.

• Sela.

  Et fagudtryk der bruges i forbindelse med musik eller recitation, og som findes i Salmernes Bog og i Habakkuks Bog. Det angiver måske en pause i sangen eller musikken, eller begge dele, for at give tid til stille meditation eller for at forstærke den følelse der netop var formidlet i sang. I den græske Septuaginta er udtrykket gengivet med diapsalma, der forklares som “et musikalsk mellemspil”. – Sl 3:4; Hab 3:3.

• Serafer.

  Åndeskabninger der står rundt om Jehovas trone i himlen. Det hebraiske ord serafim betyder bogstaveligt “de brændende”. – Esa 6:2, 6.

• Shebat.

  Efter eksilet i Babylon navnet på den 11. måned i jødernes religiøse kalender og den 5. måned i den ikkereligiøse kalender. Den gik fra midten af januar til midten af februar. (Zak 1:7) – Se Tillæg B15.

• Sheminit.

  Et musikudtryk der bogstaveligt betyder “den ottende”, og som måske betegner et dybt toneleje. Hvis det blev brugt i forbindelse med musikinstrumenter, var det sandsynligvis dem man spillede bastonerne på. Hvis det blev brugt i forbindelse med sange, angav det sandsynligvis at de skulle spilles og synges i et dybt toneleje. – 1Kr 15:21; Sl 6:0; 12:0.

• Sheol.

  Et hebraisk ord der svarer til det græske ord “Hades”. Det er blevet oversat med “Graven” (med stort begyndelsesbogstav) for at markere at der er tale om hele menneskehedens grav og ikke blot en enkelt persons gravsted. – 1Mo 37:35, fdn.; Sl 16:10, fdn.; ApG 2:31, fdn.

• Sidste dage.

  Dette og lignende udtryk bruges i Bibelens profetier om den periode hvor visse historiske begivenheder vil nå et endeligt klimaks. (Eze 38:16; Da 10:14; ApG 2:17) Alt efter profetiens art kan der være tale om en periode på nogle få år eller på mange år. Bibelen bruger især udtrykket om “de sidste dage” for den nuværende verdensordning, altså den periode hvor Jesus er usynligt nærværende. – 2Ti 3:1; Jak 5:3; 2Pe 3:3.

• Sivan.

  Efter eksilet i Babylon navnet på den tredje måned i jødernes religiøse kalender og den niende måned i den ikkereligiøse kalender. Den gik fra midten af maj til midten af juni. (Est 8:9) – Se Tillæg B15.

• Sjæl.

  Den traditionelle oversættelse af det hebraiske ord nefesh og det græske ord psyche. Når man undersøger hvordan disse ord bruges i Bibelen, bliver det tydeligt at de slet og ret henviser til (1) personer, (2) dyr eller (3) det liv som en person eller et dyr har. (1Mo 1:20; 2:7; 4Mo 31:28; 1Pe 3:20; også fodnoter) I modsætning til hvordan ordet “sjæl” bruges i mange religiøse sammenhænge, viser Bibelen at både nefesh og psyche i forbindelse med jordiske skabninger henviser til noget der er materielt, håndgribeligt, synligt og dødeligt. I denne oversættelse er det hebraiske og det græske ord oftest gengivet med ord som “liv”, “skabning”, “person”, “alt i mig” eller ganske enkelt som et personligt stedord (for eksempel “jeg” i stedet for “min sjæl”), alt efter hvad de betyder i den aktuelle sammenhæng. I mange tilfælde er der en fodnote som indeholder den alternative gengivelse “sjæl”. Når ordet “sjæl” bruges, enten i hovedteksten eller i fodnoter, skal det forstås ud fra den ovenstående  forklaring. Når der siges at man gør noget af hele sin sjæl, betyder det at man gør noget med alt hvad man har i sig, helhjertet, helt og fuldt. (5Mo 6:5; Mt 22:37) I nogle sammenhænge bruges nefesh og psyche om en levende skabnings længsler, ønsker eller appetit. Ordene kan også henvise til en død person eller et lig. – 4Mo 6:6; Ord 23:2; Esa 56:11; Hag 2:13.

• Skamløs opførsel.

  Fra det græske ord aselgeia, der bruges om handlinger som er en alvorlig overtrædelse af Guds love, og som afspejler en skamløs eller fræk og overmodig indstilling – en indstilling der vidner om respektløshed eller ligefrem foragt for myndighed, love og normer. Udtrykket bruges ikke om forkerte handlinger af mindre alvorlig karakter. – Ga 5:19; 2Pe 2:7.

• Skindsæk.

  En læderflaske der blev lavet af en hel dyrehud, for eksempel et gedeskind eller et fåreskind, og blev brugt til opbevaring af vin. Vinen blev hældt i nye skindsække, eller læderflasker, fordi vinen frigiver kuldioxid når den gærer, og derved skaber tryk. Et nyt dyreskind kan udvide sig, mens et gammelt og stift skind vil sprænges når der udvikles tryk. – Jos 9:4; Mt 9:17.

• Skriften; Skrifterne.

  De hellige skrifter der udgør Guds ord. Dette udtryk forekommer kun i De Kristne Græske Skrifter. – Lu 24:27; 2Ti 3:16.

• Skriftlærd.

  En afskriver af De Hebraiske Skrifter. På Jesus’ tid blev betegnelsen brugt om en gruppe mænd der var uddannet i Loven. De modarbejdede Jesus. – Ezr 7:6, fdn.; Mr 12:38, 39; 14:1.

• Skriftrulle; bogrulle.

  En lang bane af pergament eller papyrus der havde skrift på den ene side og som regel blev rullet om en stok. Bibelen blev skrevet og afskrevet på skriftruller, eller bogruller, som var den almindelige bogform i den periode hvor Bibelen blev nedskrevet. – Jer 36:4, 18, 23; Lu 4:17-20; 2Ti 4:13.

• Skuebrød.

  Tolv brød der var anbragt i to stabler med seks i hver på bordet i Det Hellige i telthelligdommen og i templet. Kaldes også “det stablede brød” og “de hellige brød”. Dette offer til Gud blev erstattet med friske brød hver sabbat. Det brød der blev fjernet, blev normalt kun spist af præsterne. (2Kr 2:4; Mt 12:4; 2Mo 25:30; 3Mo 24:5-9; He 9:2) – Se Tillæg B5.

• Skyldoffer.

  Et offer man bragte for sine personlige synder. Det adskilte sig fra andre syndofre ved at det skulle kompensere for at visse pagtsrettigheder var blevet krænket, eller give den angrende synder visse rettigheder tilbage og mildne straffen for hans synd. – 3Mo 7:37; 19:22; Esa 53:10.

• Slynge.

  En rem af læder eller et bånd der var flettet af dyresener, siv eller hår. Projektilet, ofte en sten, blev lagt i den brede, midterste del af slyngen. Den ene ende af slyngen blev bundet til hånden eller håndleddet, mens den anden ende blev holdt i hånden og sluppet når slyngen blev svunget. Oldtidens nationer havde slyngekastere i deres hære. – Dom 20:16; 1Sa 17:50.

• Sonedækket.

  Låget på pagtens ark. På forsoningsdagen stænkede ypperstepræsten noget af blodet fra syndofrene foran dette låg. Det hebraiske ord kommer af en verbalrod der betyder “at dække over (synd)” eller måske “at viske (synd) væk”. Sonedækket var lavet af massivt guld, og der var anbragt to keruber oven på det, én i hver ende. Nogle gange omtales det ganske enkelt som “låget”. (2Mo 25:17-22; 1Kr 28:11; He 9:5) – Se Tillæg B5.

• Soning.

  I De Hebraiske Skrifter var dette begreb forbundet med ofre som man bragte for at kunne nærme sig Gud og tilbede ham. Under Moseloven blev der bragt ofre, især på den årlige forsoningsdag, for at folket kunne komme i et godt forhold til Gud selvom de som enkeltpersoner og som nation havde syndet. Disse ofre pegede frem til Jesus’ offer, der fuldstændigt sonede menneskers synder én gang for alle og gjorde det muligt at blive forsonet med Jehova. – 3Mo 5:10; 23:28; Kol 1:20; He 9:12.

• Sorg.

  Når man på Bibelens tid sørgede over en der var død, eller en anden form for ulykke, kom det tydeligt til udtryk i nogle ydre ting. Det var normalt at man sørgede i en periode. Ud over at de sørgende græd højlydt, bar de som regel også særlige klæder, kom aske på hovedet, flængede deres tøj og slog sig for brystet. Der blev nogle gange inviteret professionelle grædekoner med til en begravelse. – 1Mo 23:2; Est 4:3; Åb 21:4.

• Spedalskhed.

  En alvorlig hudsygdom. I Bibelen hentyder ordet “spedalskhed” ikke kun til den sygdom som er kendt under dette navn i dag, for det var ikke bare mennesker, men også tøj og huse der kunne blive angrebet. En person der var angrebet af spedalskhed, blev kaldt en spedalsk. – 3Mo 14:54; Lu 5:12.

• Spelt.

  En ringere hvedeart (Triticum spelta) hvis kerne ikke så nemt skilles fra avnerne. – 2Mo 9:32.

•  Spåmand; spåkvinde.

  En der hævder at kunne forudsige hvad der vil ske i fremtiden. I Bibelen omfatter denne kategori præster der øver magi, spiritistiske spåkyndige, astrologer og andre. – 3Mo 19:31; 5Mo 18:11; ApG 16:16.

• Statholder.

  Statholdere, eller landshøvdinger, på Bibelens tid havde som regel militær og retslig myndighed og var ansvarlige for at tribut, skatter og afgifter blev betalt til kongen eller herskeren i de provinser som de havde myndighed over. (Lu 2:1, 2) Mange af dem lagde en tung byrde på befolkningen, der måtte sørge for statholderens og hans tjenerstabs og medarbejderes underhold. – Ne 5:15-18.

• Stoiske filosoffer.

  Stoicismen var en græsk filosofisk retning hvor man mente at glæde kommer af at leve i overensstemmelse med fornuften og naturen. Ifølge deres opfattelse var en mand der virkelig var vís, upåvirkelig af smerte og ligeglad med nydelse. – ApG 17:18.

• Store trængsel, den.

  Det græske ord for “trængsel” indeholder tanken om nød eller lidelse på grund af vanskelige omstændigheder. Jesus talte om en tid med “trængsler” der ville være større end noget der før var set, og som ville komme over Jerusalem. I en større opfyldelse vil hele menneskeheden opleve en tid med trængsler når Jesus kommer med “stor herlighed”. (Mt 24:21, 29-31) Paulus skrev at det ville være retfærdigt af Gud at bringe disse trængsler over “dem der ikke kender Gud, og dem der ikke adlyder den gode nyhed” om Jesus Kristus. Åbenbaringens Bog, kapitel 19, viser at Jesus er den der leder himlens hær mod “vilddyret, jordens konger og deres hære”. (2Ts 1:6-8; Åb 19:11-21) “En stor skare” vil overleve denne trængsel. (Åb 7:9, 14) – Se HARMAGEDON.

• Stridsvogn.

  En tohjulet, hestetrukket vogn som primært blev brugt i krig. – 2Mo 14:23; Dom 4:13; ApG 8:28.

• Stævne.

  – Se FORSAMLING.

• Surdej.

  En portion syrnet eller gæret dej man lagde til side og brugte næste gang man skulle bage, for at få en ny dej til at gære og hæve. Bruges ofte i Bibelen som et symbol på synd og fordærv, men beskriver også en vækst som sker i det skjulte og breder sig overalt. – 2Mo 12:20; Mt 13:33; Ga 5:9.

• Suveræne Herre.

  En titel der udelukkende bruges om Jehova. Den understreger hans magt og myndighed som universets øverste Herre. – Esa 25:8; ApG 4:24.

• Svingningsoffer.

  Når der blev bragt et svingningsoffer, lagde præsten formodentligt sine hænder under hænderne på den der ville bringe ofret, og bevægede dem frem og tilbage. Det kan også være at præsten selv svingede ofret frem og tilbage. Denne handling var et symbolsk udtryk for at offergaverne blev overbragt til Jehova. – 3Mo 7:30.

• Svogerægteskab.

  En skik der senere blev en del af Moseloven. Når en gift mand døde uden at have fået nogen sønner, skulle hans bror gifte sig med enken for at få børn der kunne føre den afdødes slægt videre. Denne skik er også kendt som leviratsægteskab. – 1Mo 38:8; 5Mo 25:5.

• Synagoge.

  Et ord der betyder “sammenføring; forsamling”, men i de fleste bibelvers bruges om den bygning eller det sted hvor jøderne samledes til læsning af Skrifterne, undervisning, prædiken og bønner. På Jesus’ tid havde alle byer af en vis størrelse en synagoge, og de større byer havde mere end en. – Lu 4:16; ApG 13:14, 15.

• Syndoffer.

  Et offer der blev bragt for en uoverlagt synd som man havde begået på grund af menneskelig svaghed og ufuldkommenhed. Der kunne bringes forskellige dyreofre, fra tyre til duer, alt efter hvilken status synderen havde, eller hvilke omstændigheder han befandt sig i. – 3Mo 4:27, 29; He 10:8.

• Syrien; syrere.

  – Se ARAM; ARAMÆERE.

• Syrtebugten.

  Betegnelse for to store lavvandede bugter på Tunesiens og Libyens kyst i Nordafrika. De var frygtet af oldtidens søfolk på grund af de forræderiske sandbanker der konstant flyttede sig med tidevandet. (ApG 27:17) – Se Tillæg B13.

• Sækkelærred; sæk.

  Et groft stof som man brugte til at lave sække af, for eksempel til korn. Det var som regel vævet af mørkt gedehår og var den traditionelle sørgeklædning. – 1Mo 37:34; Lu 10:13.

• Søjle; støtte.

  En søjle eller støtte blev nogle gange rejst for at fejre eller mindes en historisk handling eller begivenhed. Søjler blev også anvendt i templet og i andre bygningsværker der blev opført af Salomon. Hedenske folkeslag rejste hellige støtter i forbindelse med deres falske religion, og i perioder gik israelitterne over til falsk religion og gjorde brug af sådanne hellige støtter. – Dom 16:29; 1Kg 7:21; 14:23.

• Søjlehoved.

  Den øverste, ofte kunstnerisk udførte, del af en søjle. De to tvillingsøjler Jakin og Boaz, der stod foran Salomons tempel,  havde imponerende søjlehoveder. (1Kg 7:16) – Se Tillæg B8.

• Sørgesang.

  Et digt eller et musikstykke der udtrykker dyb sorg, som for eksempel sorg over en nær vens eller slægtnings død; en klagesang. – 2Sa 1:17; Sl 7:0.

T

• Takoffer.

  Et fællesskabsoffer der blev frembåret for at prise Gud for hans gode gaver og loyale kærlighed. Man spiste kødet af offerdyret sammen med både syrnet og usyrnet brød. Kødet skulle spises samme dag. – 2Kr 29:31.

• Talent.

  Den største af de hebraiske vægt- og møntenheder. Den vejede 34,2 kg. En græsk talent var mindre og vejede omkring 20,4 kg. (1Kr 22:14; Mt 18:24) – Se Tillæg B14.

• Tammuz.

  (1) Navnet på en guddom som de frafaldne hebraiske kvinder i Jerusalem græd over. Nogle mener at Tammuz oprindeligt var en konge der blev guddommeliggjort efter sin død. I sumeriske tekster bliver Tammuz kaldt Dumuzi og identificeret med frugtbarhedsgudinden Inannas (den babyloniske Ishtars) gemal eller elsker. (Eze 8:14) (2) Efter eksilet i Babylon navnet på den fjerde månemåned i jødernes religiøse kalender og den tiende måned i den ikkereligiøse kalender. Den gik fra midten af juni til midten af juli. – Se Tillæg B15.

• Tarshish-skibe.

  Til at begynde med et udtryk der blev brugt om skibe der sejlede til oldtidens Tarshish (det nuværende Spanien). Det ser ud til at udtrykket med tiden blev en betegnelse for større skibe der kunne klare lange rejser. Salomon og Joshafat anvendte sådanne skibe i forbindelse med handelsvirksomhed. – 1Kg 9:26; 10:22; 22:48.

• Tartaros.

  Et ord der forekommer i De Kristne Græske Skrifter og bruges om en fængselslignende tilstand som de ulydige engle blev kastet ned i på Noas tid. Det at udsagnsordet tartaroo (at “kaste i Tartaros”) bruges i 2. Peter 2:4, betyder ikke at “de engle der havde syndet”, blev kastet i det hedenske mytologiske Tartaros (dvs. et mørkt, underjordisk fængsel for de mindre betydningsfulde guder). Det betyder derimod at de mistede deres plads i himlen, og at Gud fratog dem de privilegier de havde der. Gud overgav dem til en tilstand af det dybeste mørke, en tilstand hvor de ikke havde indsigt i hans strålende hensigter. Også deres fremtidsudsigter er mørke, for Bibelen viser at der venter dem evig tilintetgørelse sammen med deres hersker, Satan Djævelen. Tartaros betegner altså den dybt fornedrede tilstand som disse oprørske engle befinder sig i. Det er ikke det samme som “afgrunden” der omtales i Åbenbaringen 20:1-3.

• Tebet.

  Efter eksilet i Babylon navnet på den tiende måned i jødernes religiøse kalender og den fjerde måned i den ikkereligiøse kalender. Den gik fra midten af december til midten af januar. Den bliver som regel bare omtalt som “den tiende måned”. (Est 2:16) – Se Tillæg B15.

• Tegn.

  En genstand, en handling, en situation eller et usædvanligt fænomen der peger på noget andet der sker på samme tid eller vil ske senere. – 1Mo 9:12, 13; 2Kg 20:9; Mt 24:3; Åb 1:1, fdn.

• Telthelligdom.

  Et stort telt som israelitterne brugte i forbindelse med tilbedelsen efter udvandringen af Egypten. Her blev Jehovas pagts ark, der repræsenterede Guds tilstedeværelse, opbevaret, og det var et sted hvor man bragte ofre og tilbad. Nogle gange blev telthelligdommen også kaldt “mødeteltet”. Den bestod af et træskelet der var dækket af en stor linnedteltdug med broderier af keruber. Den var delt op i to rum – det første blev kaldt Det Hellige, og det andet Det Allerhelligste. (Jos 18:1; 2Mo 25:9) – Se Tillæg B5.

• Tempel.

  Den permanente bygning i Jerusalem der erstattede den transportable telthelligdom som center for israelitternes tilbedelse. Det første tempel blev bygget af Salomon og blev ødelagt af babylonierne. Det andet blev bygget af Zerubbabel efter at jøderne var kommet tilbage fra eksilet i Babylon, og templet blev senere ombygget af Herodes den Store. I Bibelen bliver templet ofte omtalt som ‘Jehovas hus’. (Ezr 1:3; 6:14, 15; 1Kr 29:1; 2Kr 2:4; Mt 24:1) – Se Tillæg B8 og B11.

• Tidsalder.

  – Se VERDENSORDNING.

• Tiendedel (tiende).

  Et bidrag eller en afgift på 10 procent, især knyttet til religiøse formål. (5Mo 26:12; Mal 3:10; Mt 23:23) Under Moseloven gav man hvert år en tiendedel af den høstede afgrøde og en tiendedel af tilvæksten af husdyrbestanden til levitterne så de havde noget at leve af. Levitterne gav en tiendedel af denne tiendedel til det aronitiske præsteskab så de også havde noget at leve af. Der blev også givet tiende i andre sammenhænge. De kristne har ikke fået påbud om at give tiende.

•  Tilflugtsbyer.

  Levitbyer hvor en der uforsætligt havde dræbt en anden, kunne søge tilflugt for en blodhævner. Seks byer der lå spredt ud over det lovede land, blev under Jehovas ledelse udpeget som tilflugtsbyer – nogle af Moses og nogle af Josva. Når en der var på flugt, nåede frem til en tilflugtsby, fremførte han sin sag for de ældste i byporten, og man tog gæstfrit imod ham. For at undgå at en der med overlæg havde begået et mord, skulle udnytte denne ordning, blev den der kom ind i tilflugtsbyen, stillet for retten i den by hvor drabet havde fundet sted. Her havde han mulighed for at bevise sin uskyld. Hvis det blev bevist at vedkommende var uskyldig, blev han ført tilbage til tilflugtsbyen. Han skulle så blive inden for byens grænser resten af sit liv eller indtil ypperstepræsten døde. – 4Mo 35:6, 11-15, 22-29; Jos 20:2-8.

• Tilsynsmand.

  En mand hvis vigtigste ansvar er at passe på menigheden og være hyrde for den. Grundbetydningen af det græske ord episkopos er en der fører beskyttende tilsyn. Udtrykkene “tilsynsmand” og “ældste” (presbyteros) henviser til den samme stilling i den kristne menighed. Ordet “ældste” understreger den modenhed der skal præge den der bliver udnævnt, og “tilsynsmand” understreger de pligter der hører til udnævnelsen. – ApG 20:28; 1Ti 3:2-7; 1Pe 5:2.

• Tishri.

  – Se ETANIM og Tillæg B15.

• Torturpæl.

  En gengivelse af det græske ord stauros, der betyder en opretstående pæl eller stolpe, ligesom den Jesus blev henrettet på. Intet tyder på at det græske ord sigter til et kors, som hedningerne havde brugt som et religiøst symbol i mange hundrede år før Kristus’ tid. Ordet “torturpæl” gengiver den fulde betydning af det græske ord, for ordet stauros bruges også om den tortur, de lidelser og den skam Jesus’ disciple ville blive udsat for. (Mt 16:24; He 12:2) – Se PÆL.

• Trolddom.

  Brug af overnaturlige kræfter som man er klar over stammer fra onde ånder. – 2Kr 33:6.

• Trompet.

  Et blæseinstrument af metal der blev brugt som signalinstrument og som musikinstrument. Ifølge 4. Mosebog 10:2 gav Jehova instruktioner om at der skulle laves to sølvtrompeter. De skulle bruges til at give specielle signaler når folket skulle kaldes sammen, når lejrene skulle bryde op, og når man skulle i krig. Disse trompeter var sandsynligvis lige, til forskel fra de krumme horn der var lavet af dyrehorn. Der var også trompeter blandt de musikinstrumenter der blev brugt i templet, men der står ikke noget om hvordan de så ud. I symbolsk forstand ledsages proklamationen af Jehovas domme eller lignende vigtige hændelser ofte af trompetblæsning. – 2Kr 29:26; Ezr 3:10; 1Kt 15:52; Åb 8:7 – 11:15.

• Træet til kundskab om godt og ondt.

  Et træ i Edens Have som Gud brugte som et symbol på sin ret til at fastsætte normer for menneskene – normer for hvad der er “godt” og “ondt”. – 1Mo 2:9, 17.

• Turban.

  Et stykke stof der var viklet rundt om hovedet og blev båret som en hovedbeklædning. Ypperstepræsten bar en turban af fint linned, og foran var der med en blå snor fæstnet en guldplade. Kongen bar en turban under sin krone. Og Job brugte ordet symbolsk idet han sammenlignede sin retfærdighed med en turban. – 2Mo 28:36, 37; Job 29:14; Eze 21:26.

• Tærskning; tærskeplads.

  Processen med at skille korn fra strå og avner; stedet hvor dette arbejde blev gjort. Man kunne tærske i hånden med en stav, men hvis man skulle tærske større mængder, brugte man specialudstyr som tærskeslæder eller -tromler, der blev trukket af dyr. Redskaberne blev trukket hen over kornet som lå spredt ud over tærskepladsen, en cirkelrund flade der som regel lå højt, udsat for vinden. – 3Mo 26:5; Esa 41:15; Mt 3:12.

U

• Ufortjent godhed.

  Et græsk ord der i sin grundbetydning sigter til noget der er godt og tiltalende. Ordet bruges ofte om det at vise venlighed eller kærlighed ved at give en gave, eller om selve gaven. Når ordet bruges om Guds ufortjente godhed, beskriver det en fri gave fra Gud, en gave som han gavmildt har givet uden at forvente noget til gengæld. Det er derfor et udtryk for Guds gavmildhed over for menneskene, hans store kærlighed til dem og hans godhed over for dem. Det græske ord gengives også med udtryk som “godkendelse” og “kærlig gave”. Ordet indebærer tanken om noget der udelukkende bliver givet fordi giveren er gavmild, ikke fordi modtageren har gjort sig fortjent til det. – 2Kt 6:1; Ef 1:7.

• Uren; urenhed.

  Det at være uren kan i Bibelen henvise til at man er fysisk uren, men også til overtrædelse af morallove. Ofte bruges ordet dog om noget der ifølge Moseloven ikke er acceptabelt eller rent. (3Mo 5:2; 13:45; Mt 10:1; ApG 10:14; Ef 5:5) – Se REN; RENHED.

•  Urim og Tummim.

  Genstande som ypperstepræsten brugte for at finde ud af hvad Jehovas vilje var, når spørgsmål som var vigtige for nationen, krævede et svar fra Jehova. Urim og Tummim blev brugt på omtrent samme måde som når man kastede lod. De blev lagt i ypperstepræstens brystfold når han gik ind i telthelligdommen. Det ser ud til at man holdt op med at bruge Urim og Tummim efter at babylonierne havde ødelagt Jerusalem. – 2Mo 28:30; Ne 7:65.

• Usyrnede brøds fest.

  Den første af israelitternes tre store højtider. Den begyndte den 15. nisan, dagen efter påske, og varede i syv dage. Fordi man skulle mindes udvandringen fra Egypten, måtte man kun spise usyrnede brød. – 2Mo 23:15; Mr 14:1.

• Usyrnet.

  Sigter til brød der er bagt uden nogen form for surdej. – 5Mo 16:3; Mr 14:12; 1Kt 5:8.

• Utugt.

  – Se SEKSUEL UMORAL.

V

• Vagtpost; vægter.

  En person der holder vagt, ofte om natten, for at beskytte mennesker eller ejendom, og som slår alarm hvis der er fare på færde. Der blev ofte sat vagtposter ud på en bys mure eller vagttårne for at de kunne holde udkig og se hvem der nærmede sig. Profeter tjente som billedlige vagtposter eller vægtere for Israels nation ved at de advarede om kommende ødelæggelser. – 2Kg 9:20; Eze 3:17.

• Valfartssang.

  Overskriften til Salme 120-134. Der er forskellige meninger om hvordan det hebraiske udtryk skal oversættes, men mange mener at disse 15 salmer blev sunget af glade israelitter når de var på vej op til Jerusalem, der lå højt oppe i Judas bjerge, for at overvære de tre store årlige højtider dér.

• Ve.

  Bruges som udtryk for sorg, fortvivlelse, fordømmelse og lignende. – Mt 23:23; Åb 8:13.

• Vej; Vejen.

  I Bibelen bliver ordet “vej” ofte brugt billedligt om en måde at leve på eller opføre sig på som Jehova enten godkender eller ikke godkender. Det blev sagt om dem der var disciple af Jesus Kristus, at de tilhørte “Vejen”. Det betød at de fulgte en vej, eller livsform, hvor troen på Jesus Kristus og det at følge hans eksempel var det vigtigste. – ApG 19:9.

• Verdensordning.

  En gengivelse af det græske ord aion når der er tale om de særlige forhold der kendetegner en bestemt periode, epoke eller tidsalder; en tingenes ordning. Bibelen bruger udtrykket “verdensordning” eller “denne verden” når der er tale om de fremherskende tilstande i verden generelt og om verdens måde at leve på. (2Ti 4:10) Gennem Lovpagten indførte Gud en ordning som man kunne kalde den israelitiske eller jødiske ordning eller tidsalder. Ved at Jesus Kristus gav sit liv som en løsesum, blev han brugt af Gud til at indføre en anden ordning, en ordning der primært havde at gøre med menigheden af salvede kristne. Dette markerede begyndelsen på en ny tidsalder, der var kendetegnet af de virkeligheder som Lovpagten havde forudskildret. Når aion står i flertal, henviser det til tidsaldre, samfundsordninger eller tilstande der har eksisteret eller vil eksistere. – Mt 24:3; Mr 4:19; Ro 12:2; 1Kt 10:11.

• Vidnesbyrd.

  Betegnelsen “Vidnesbyrdet” sigter som regel til De Ti Bud der var skrevet på de to stentavler der blev givet til Moses. (2Mo 31:18) Udtrykket “Vidnesbyrdets telt” sigter til telthelligdommen. – 4Mo 17:7.

• Vie til udslettelse.

  Når Bibelen bruger dette udtryk om mennesker, betyder det at de skulle dræbes. Når udtrykket bliver brugt om dyr, genstande eller ejendom (for eksempel et jordstykke eller en hel by), kan det enten betyde at de skulle tilintetgøres, eller at de skulle beslaglægges og sættes til side til hellig brug. Det der blev sat til side til hellig brug, kunne kun bruges af præsterne eller i helligdommen, afhængigt af hvad Jehova havde bestemt i de enkelte tilfælde. – 3Mo 27:28, fdn.; Esa 34:5, fdn.

• Vinperse.

  En vinperse bestod som regel af to kar, eller fordybninger, der var hugget ud af kalksten. Det ene kar lå lidt højere end det andet, og de var forbundet med en smal rende. Når druerne blev knust i det øverste kar, løb saften ned i det nederste kar. Ordet vinperse bruges også billedligt i forbindelse med Guds dom. – Esa 5:2; Åb 19:15.

• Virak.

  Tørret plantesaft (gummiharpiks) fra visse træer og buske der tilhører slægten Boswellia. Når det blev brændt, afgav det en sødlig duft. Virak var en bestanddel af den hellige røgelse der blev anvendt i telthelligdommen og i templet. Man kom virak på kornofre og på hver stabel af skuebrød i Det Hellige. – 2Mo 30:34-36; 3Mo 2:1; 24:7; Mt 2:11.

• Volden.

  Hebraisk: “Millo”, af et rodord der betyder “fyldningen”. I Septuaginta er det gengivet med “borgen”. Det var tilsyneladende et geografisk sted eller et bygningsværk i Davidsbyen, men man ved ikke præcis hvad det var. Det kan have været en slags støttemure bygget som en trappestruktur eller en anden form for støtteelement. – 2Sa 5:9; 1Kg 11:27.

•  Vægetang.

  Et redskab der var lavet af guld, og som blev brugt i telthelligdommen og i templet til at slukke de tændte lamper med. – 2Mo 37:23.

W

• Wadi.

  Et flodleje der er tørt undtagen i regntiden; ordet kan også henvise til den flod eller bæk der løber i dette leje. Nogle af disse vandløb fik dog deres vand fra kilder og løb derfor hele året. I nogle tilfælde omtales en wadi som en dal. – 1Mo 26:19; 4Mo 34:5; 5Mo 8:7; 1Kg 18:5; Job 6:15.

Y

• Ypperstepræst.

  Den øverste præst der under Moseloven repræsenterede folket over for Gud, og som førte tilsyn med de andre præster. Han var den eneste der måtte gå ind i det Allerhelligste, det inderste rum i telthelligdommen og i templet. Han gik kun derind på den årlige forsoningsdag. Jesus Kristus omtales også som “ypperstepræst”. – 3Mo 16:2, 17; 21:10; Mt 26:3; He 4:14.

Z

• Zeus.

  Den øverste gud i grækernes gudeverden. I Lystra troede folk fejlagtigt at Barnabas var Zeus. Gamle inskriptioner der er fundet i nærheden af Lystra, omtaler “Zeus’ præster” og “solguden Zeus”. Det skib Paulus sejlede med fra øen Malta, havde som galionsfigur “Zeus’ Sønner”, det vil sige tvillingerne Castor og Pollux. – ApG 14:12; 28:11.

• Zion; Zions Bjerg.

  Et andet navn for den jebusitiske fæstningsby Jebus som lå på Jerusalems sydøstlige høj. Da David havde indtaget byen, byggede han sit kongelige palads der, og byen kom til at hedde “Davidsbyen”. (2Sa 5:7, 9) Zion blev et særligt helligt bjerg for Jehova da David fik arken flyttet dertil. Senere kom navnet til at omfatte tempelområdet på Morijas Bjerg, og nogle gange blev det brugt om hele byen Jerusalem. I De Kristne Græske Skrifter bruges udtrykket ofte symbolsk. – Sl 2:6; 1Pe 2:6; Åb 14:1.

• Ziv.

  Det oprindelige navn på den anden måned i jødernes religiøse kalender og den ottende måned i den ikkereligiøse kalender. Den gik fra midten af april til midten af maj. I den jødiske Talmud og andre værker der er forfattet efter eksilet i Babylon, kaldes den ijjar. (1Kg 6:37) – Se Tillæg B15.

Æ

• Ægteskabsbrud.

  Det at en gift mand eller kvinde frivilligt har seksuelt samvær med en anden end sin ægtefælle. – 2Mo 20:14; Mt 5:27; 19:9.

• Ældste; ældre mand.

  En mand i moden alder; i Bibelen bruges ordene hovedsageligt om en der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. I Åbenbaringens Bog bruges det om skabninger i himlen. Det græske ord presbyteros er oversat med “ældste” når det henviser til dem der har ansvaret for at føre an i menigheden. – 2Mo 4:29; Ord 31:23; 1Ti 5:17; Åb 4:4.

• Ærkeengel.

  Betyder “øverste engel”. Førsteleddet “ærke-” betyder “øverste” eller “over-”. Denne definition og det faktum at “ærkeengel” i Bibelen kun bruges i ental, antyder at der kun er én ærkeengel. Bibelen nævner ærkeenglens navn, som er Mikael. – Da 12:1; Jud 9; Åb 12:7.

Ø

• Øverste præster.

  I De Kristne Græske Skrifter bruges betegnelsen “de øverste præster” åbenbart om de førende mænd blandt præsterne, muligvis inklusive afsatte ypperstepræster og overhovederne for præsternes 24 skifter. – Mt 2:4; Mr 8:31.

Å

• Åg.

  En tværstang man lagde på skuldrene for at kunne bære to byrder der blev hængt op i hver sin ende af stangen. Ordet bruges også om en stang eller ramme af træ der blev lagt over nakken på to trækdyr (som regel kvæg) der skulle trække et landbrugsredskab eller en vogn. Fordi slaver eller trælle ofte brugte åg til at bære tunge byrder med, blev åget brugt som et symbol på slavearbejde eller det at være underlagt en anden og som et billede på undertrykkelse og lidelse. Det at tage åget af eller at brække det over var et billede på at nogle blev befriet fra slaveri, undertrykkelse og udnyttelse. – 3Mo 26:13; Mt 11:29, 30.

• Ånd.

  Det hebraiske ord ruach og det græske ord pneuma, der ofte oversættes med “ånd”, har mange forskellige betydninger. Alle disse betydninger sigter til noget der er usynligt for mennesker, og som vidner om en kraft i bevægelse. De hebraiske og græske ord bruges om (1) vind, (2) den aktive livskraft i jordiske skabninger, (3) den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte og får ham eller hende til at tale eller handle på en bestemt måde, (4) inspirerede udtalelser der kommer fra en usynlig kilde, (5) åndeskabninger og (6) Guds virksomme kraft, eller hellige ånd. – 2Mo 35:21; Sl 104:29; Mt 12:43; Lu 11:13.

• Åndemedium.

  En person der hævder at kunne tale med de døde. – 3Mo 20:27; 5Mo 18:10-12; 2Kg 21:6.