Første Kongebog 13:1-34
13 På Jehovas ord kom en mand der var sendt af Gud,+ fra Juda til Betel mens Jeroboam stod ved altret+ for at lade offerrøg stige op.
2 På Jehovas befaling råbte manden mod altret og sagde: “Alter, alter! Jehova siger: ‘I Davids hus skal der fødes en søn hvis navn er Josija!+ Han vil ofre offerhøjenes præster på dig, dem som nu lader offerrøg stige op fra dig, og han vil brænde menneskeknogler på dig.’”+
3 Samme dag gav han et tegn* og sagde: “Her er tegnet på at det er Jehova der har sagt det: Altret vil revne, og asken* på det vil vælte ud.”
4 Så snart kong Jeroboam hørte det den sande Guds mand råbte mod altret i Betel, løftede han hånden fra altret, rakte den ud mod ham og sagde: “Grib ham!”+ Den hånd han havde rakt ud, blev øjeblikkeligt lammet,* og han kunne ikke trække den til sig igen.+
5 Så revnede altret, og asken væltede ud fra altret, helt i overensstemmelse med det tegn* den sande Guds mand havde givet på Jehovas befaling.
6 Kongen sagde til den sande Guds mand: “Bønfald Jehova din Gud om at vise mig velvilje,* og bed for mig så jeg kan få min hånd tilbage.”+ Så bønfaldt den sande Guds mand Jehova, og kongens hånd blev som før.
7 Så sagde kongen til den sande Guds mand: “Tag med mig hjem og få noget mad, og lad mig give dig en gave.”
8 Men manden sagde til kongen: “Selv hvis du giver mig halvdelen af dit hus, vil jeg ikke tage med dig og spise brød eller drikke vand på det her sted.
9 For Jehova har befalet mig: ‘Du må hverken spise brød eller drikke vand, og du må ikke gå samme vej tilbage som du kom.’”
10 Han gik derfor en anden vej da han forlod Betel. Han gik ikke samme vej tilbage.
11 Der boede en gammel profet i Betel, og hans sønner kom hjem og fortalte ham alt hvad den sande Guds mand havde gjort i Betel den dag, og hvad han havde sagt til kongen. Da de havde fortalt deres far om det,
12 spurgte han dem: “Hvilken vej gik han?” Så viste sønnerne ham hvilken vej den sande Guds mand fra Juda var gået.
13 Han sagde til sine sønner: “Sadl æslet for mig.” De sadlede æslet for ham, og han satte sig op på det.
14 Han fulgte efter den sande Guds mand og fandt ham siddende under et stort træ. Han sagde til ham: “Er du den sande Guds mand fra Juda?”+ “Ja, det er mig,” svarede han.
15 Så sagde han til ham: “Kom med mig hjem og spis en bid brød.”
16 Men han sagde: “Jeg kan ikke vende om og gå med dig, og jeg kan ikke tage imod din indbydelse, og jeg må heller ikke spise brød eller drikke vand sammen med dig på det her sted.
17 For Jehova har befalet mig: ‘Du må hverken spise brød eller drikke vand der. Du må ikke gå samme vej tilbage som du kom.’”
18 Så sagde han til ham: “Jeg er også profet ligesom dig, og på Jehovas befaling har en engel sagt til mig: ‘Sørg for at han går med dig tilbage til dit hus så han kan spise brød og drikke vand.’” (Han løj over for ham).
19 Han gik så med ham tilbage og spiste brød og drak vand i hans hus.
20 Mens de sad ved bordet, kom Jehovas ord til profeten der havde taget ham med tilbage.
21 Han råbte til den sande Guds mand fra Juda: “Jehova siger: ‘Du har trodset Jehovas befaling, og du har ikke fulgt det bud som Jehova din Gud gav dig.
22 Men du er gået tilbage og har spist brød og drukket vand på det sted han talte om da han sagde: “Spis ikke brød og drik ikke vand der.” Derfor vil dit lig ikke blive lagt i dine forfædres grav.’”+
23 Da den sande Guds mand som den gamle profet havde taget med tilbage, var færdig med at spise og drikke, sadlede den gamle profet æslet for ham.
24 Så red han afsted. Men på vejen kom en løve imod ham og dræbte ham.+ Hans lig lå på vejen, og æslet stod ved siden af det, og det gjorde løven også.
25 Nogle mænd kom forbi og så liget der lå på vejen, og løven der stod ved siden af liget. De kom ind til byen hvor den gamle profet boede, og fortalte om det.
26 Profeten der havde taget ham med tilbage, hørte det og sagde straks: “Det er den sande Guds mand som trodsede Jehovas befaling.+ Jehova overgav ham altså til løven så den kunne flænse og dræbe ham, sådan som Jehova havde sagt til ham.”+
27 Så sagde han til sine sønner: “Sadl æslet for mig.” Det gjorde de så.
28 Han red så afsted og fandt liget der lå på vejen, og æslet og løven stod ved siden af det. Løven havde ikke ædt liget, og den havde heller ikke gjort æslet noget.
29 Profeten løftede liget af den sande Guds mand op på æslet og bragte det med tilbage til sin egen by for at sørge over ham og begrave ham.
30 Han lagde liget i sin egen grav, og de græd over ham og råbte: “Hvor tragisk, min bror!”
31 Efter at have begravet ham sagde han til sine sønner: “Når jeg dør, skal I begrave mig der hvor den sande Guds mand er begravet. I skal lægge mine knogler ved siden af hans knogler.+
32 Det som han på Jehovas befaling råbte mod altret i Betel og mod alle templerne på offerhøjene+ i Samarias byer, vil med sikkerhed ske.”+
33 Selv efter alt dette vendte Jeroboam ikke om fra den onde vej han fulgte. Han fortsatte med at udnævne helt almindelige mennesker til præster ved offerhøjene.+ Enhver der ønskede det, indsatte han til at tjene som præst,* og han sagde: “Lad ham blive præst ved offerhøjene.”+
34 Denne synd som Jeroboams+ husstand begik, førte til at de blev udslettet og tilintetgjort fra jordens flade.+
Fodnoter
^ Eller “varsel”.
^ Eller “fedtasken”, dvs. aske gennemvædet af fedtet fra ofrene.
^ Eller “visnede øjeblikkeligt”.
^ Eller “varsel”.
^ Eller “Formild Jehova din Guds ansigt”.
^ Bogst.: “fyldte han hånden på”.