Nu med hensyn til mad der er ofret til afguder: I det første århundrede e.v.t. bragte grækere og romere dyreofre til afguder. Dele af dyret blev anbragt på altret. Noget af dyret gik til præsterne, og noget af det kunne den der var kommet for at ofre, anvende til et måltid eller en fest. Men rester af kødet blev solgt på “et marked”. (1Kt 10:25) De kristne i Korinth havde skrevet til Paulus og spurgt om det var tilladt at spise den slags kød. (1Kt 7:1a) Under inspiration af den hellige ånd hjalp Paulus dem til at forstå at for modne kristne er “en afgud ingenting”. (1Kt 8:4) Dog frarådede han de kristne at gå ind i et afgudstempel for at spise kød. Hvis man spiste i et afgudstempel, kunne de der var åndeligt svage, få et forkert indtryk og tro at den kristne tilbad afguden. Det kunne blive en snublesten for nogle af disse svagere kristne, som måske endda kunne blive forledt til at spise kød under en ceremoni hvor der blev ofret til afguder. (1Kt 5:9, 10; 8:9, 10) Det ville være en direkte overtrædelse af det styrende råds afgørelse, som vi finder i ApG 15:28, 29. – Se studienoter til 1Kt 8:4; 10:25.

Hvad angår det at spise mad der er ofret til afguder: Det græske udtryk der er gengivet “mad der er ofret til afguder” i dette vers, forekommer også i ApG 15:29, hvor det er oversat med “det der er ofret til afguder”. Det græske udtryk har dog en bred betydning og kan indbefatte både kød fra et dyreoffer hvor det rent faktisk indgik i en religiøs ceremoni, og kød der var tilovers fra et sådant offer. Her refererer Paulus til det kød der var tilovers, og som blev solgt til dem der købte ind på et marked. (1Kt 10:25) I 1. Korinther 8 og 10 og Romerne 14 giver Paulus ikke de kristne carte blanche til at deltage i afgudsdyrkelse eller nogen som helst fest til ære for en afgud. Der er snarere tale om at Paulus blev inspireret til at give tilladelse til at man slet og ret spiste kød der var blevet solgt til befolkningen, som et almindeligt måltid. Kød fra et afgudstempel var ikke urent eller besmittet bare fordi det kom derfra. – Se studienoter til 1Kt 8:1; 10:25.

mange “guder”: I De Kristne Græske Skrifter anvendes det samme græske ord for Gud, theos (i ental, flertal, hankøn og hunkøn), uanset om det henviser til hedenske guder og gudinder eller til den sande Gud. (ApG 7:40; 14:11; 19:27, 37; Flp 3:19) Men Jehova er Den Almægtige Gud, “én Gud, Faren, der har skabt alle ting, og vi lever for ham”. (1Kt 8:6) Jehova adskiller sig selv fra falske guder ved at åbenbare sit personlige navn. Og han kræver med rette at man kun tilbeder ham. – 2Mo 20:4, 5.

én Gud: Dette udtryk er en pendant til flere udtalelser i De Hebraiske Skrifter der taler om Jehovas unikke væsen, og om at han er den eneste sande Gud. For eksempel siger Moses i 5Mo 6:4: “Jehova vores Gud er én Jehova”; og i 5Mo 32:39 citerer Moses Jehova der sagde: “Der [er] ikke ... andre guder end mig.” – Esa 43:10, 11; 44:6; 45:6; se studienote til Mr 12:29.

samvittighed: Se studienote til Ro 2:15.