Ifølge Matthæus 15:1-39

15  Nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem kom nu til Jesus,+ og de sagde: 2  “Hvorfor bryder dine disciple vores forfædres traditioner? For eksempel vasker de ikke hænder+ før de spiser et måltid.”+ 3  Han svarede dem: “Hvorfor bryder I Guds bud på grund af jeres traditioner?+ 4  For eksempel har Gud sagt: ‘Vis din far og din mor ære’+ og: ‘Den der taler hånligt om* sin far eller mor, skal dø.’+ 5  Men I siger: ‘Enhver der siger til sin far eller mor: “Hvad jeg end har som kunne være en hjælp for jer, er en gave der er viet til Gud”,+ 6  han behøver slet ikke at vise sin far ære.’ I har altså gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres traditioner.+ 7  Hyklere! Esajas profeterede rammende om jer da han sagde:+ 8  ‘Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. 9  Det nytter ikke noget at de bliver ved med at tilbede mig, for de lærer andre at følge menneskers bud.’”+ 10  Han kaldte nu folkemængden til sig og sagde: “Hør efter, og få fat i meningen:+ 11  Det er ikke det der kommer ind i munden, men det der kommer ud af munden, der gør et menneske urent.”+ 12  Så kom disciplene og sagde til ham: “Er du klar over at farisæerne tog anstød af* det du sagde?”+ 13  Han svarede: “Enhver plante som min Far i himlen ikke har plantet, vil blive rykket op med rode. 14  Lad dem være. De er blinde vejledere. Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.”*+ 15  Peter sagde: “Forklar illustrationen for os.”+ 16  “Forstår I det heller ikke endnu?” spurgte Jesus.+ 17  “Er I ikke klar over at alt hvad der kommer ind i munden, går gennem maven og tømmes ud i kloakken?* 18  Men alt hvad der kommer ud af munden, kommer fra hjertet, og det gør et menneske urent.+ 19  For eksempel kommer der fra hjertet onde tanker+ der fører til mord, ægteskabsbrud, umoralske seksuelle forhold, tyveri, falske vidnesbyrd, blasfemi. 20  Det er de ting der gør et menneske urent, men at spise med uvaskede hænder gør ikke et menneske urent.” 21  Jesus forlod nu stedet og tog til området omkring Tyrus og Sidon.+ 22  En fønikisk kvinde fra det område kom imod ham og råbte: “Vis mig barmhjertighed, Herre, Davids Søn. Min datter har det forfærdeligt, for hun er besat af en dæmon.”+ 23  Men han svarede hende ikke. Så kom hans disciple og sagde til ham: “Send hende væk, for hun bliver ved med at råbe efter os.” 24  Han sagde: “Jeg er ikke sendt til andre end de bortkomne får blandt Israels folk.”+ 25  Men kvinden kom hen og bøjede sig respektfuldt for ham og sagde: “Herre, hjælp mig!” 26  Han sagde: “Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.” 27  Hun sagde: “Du har ret, Herre, men de små hunde æder dog krummerne der falder fra deres herrers bord.”+ 28  Så svarede Jesus hende: “Kvinde, din tro er stor, lad det gå dig som du ønsker.” Og i samme øjeblik blev hendes datter helbredt. 29  Jesus tog så derfra og kom til Galilæas Sø.+ Han gik op på bjerget og satte sig der. 30  Store folkeskarer kom til ham, og de havde halte, tilskadekomne, blinde, stumme og mange andre med, og de lagde dem for hans fødder, og han gjorde dem raske.+ 31  De mange mennesker blev forbløffet over at se stumme tale og tilskadekomne blive helbredt og halte gå og blinde se, og de priste Israels Gud.+ 32  Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: “Jeg har ondt af de mange mennesker,+ for de har allerede været hos mig i tre dage, og de har ikke fået noget at spise. Jeg vil ikke lade dem gå sultne* herfra, for de falder måske om af udmattelse på vejen.”+ 33  Men disciplene sagde til ham: “Hvordan skal vi på det her øde sted få fat i brød nok til alle de mennesker?”+ 34  Så sagde Jesus til dem: “Hvor mange brød har I?” “Syv,” svarede de, “og nogle småfisk.” 35  Efter at have sagt til de mange mennesker at de skulle sætte sig på jorden, 36  tog han de syv brød og fiskene, og efter at have takket Gud brækkede han dem i stykker og begyndte at give dem til disciplene, og disciplene gav dem til de mange mennesker.+ 37  Og alle spiste og blev mætte, og de fyldte syv store kurve med det der blev tilovers.+ 38  Der var 4.000 mænd der havde spist, foruden kvinder og børn. 39  Til sidst, efter at have sendt folkemængden bort, gik han ombord i båden og kom til egnen ved Magadan.+

Fodnoter

Eller “fornærmer; forbander; taler ondt om”.
Bogst.: “snublede på grund af”.
Eller “en grøft”.
Eller “latrinen; klosettet”.
Eller “sende dem afsted uden mad (fastende)”.

Studienoter

vasker ... hænder: Dvs. rituel håndvask som overleveringen påbød snarere end af hygiejniske grunde. Senere sidestillede Den Babyloniske Talmud (Sotah 4b) en der spiste med uvaskede hænder, med en der var seksuelt sammen med en prostitueret, og den sagde at den der tog let på det at vaske hænder, ville blive “udryddet fra verden”.

en gave der er viet til Gud: De skriftlærde og farisæerne lærte andre at penge, ejendom eller andet som en person havde viet som en gave til Gud, tilhørte templet. Ifølge denne tradition kunne en søn beholde sin indviede gave og bruge den på noget der tjente hans egne interesser, idet han hævdede at den var sat til side til templet. Nogle prøvede åbenbart at slippe for det ansvar de havde for at tage sig af deres forældre, ved at vie deres midler på denne måde. – Mt 15:6.

Hyklere!: Se studienote til Mt 6:2.

illustrationen: Eller “lignelsen”. – Se studienote til Mt 13:3.

ægteskabsbrud: Her bruges flertalsformen af det græske ord for “ægteskabsbrud” (moicheia), og det kan også gengives “flere tilfælde af ægteskabsbrud”. – Se Ordforklaring: “Ægteskabsbrud”.

umoralske seksuelle forhold: Her bruges flertalsformen af det græske ord porneia, og det kan indeholde tanken om en der gang på gang har umoralske seksuelle forhold. – Se studienote til Mt 5:32 og Ordforklaring.

En: Eller “Se, en”. Se studienote til Mt 1:20.

fønikisk: Eller “kanaanæisk”. Græsk: chananaia. De første indbyggere i Fønikien nedstammede fra Kanaan, som var Noas sønnesøn (1Mo 9:18; 10:6), og med tiden kom “Kanaan” primært til at henvise til Fønikien. – Se studienote til Mr 7:26, hvor kvinden omtales som værende af “syrisk-fønikisk nationalitet”.

Davids Søn: Se studienoter til Mt 1:1; 15:25.

bøjede sig respektfuldt for ham: Eller “bragte ham hyldest”. Ved at kalde Jesus “Davids Søn” (Mt 15:22) viste denne ikkejødiske kvinde at hun anerkendte ham som den lovede Messias. Hun bøjede sig for ham, ikke som for en gud eller guddom, men fordi han var Guds repræsentant. – Se studienoter til Mt 2:2; 8:2; 14:33; 18:26.

børnenes ... de små hunde: Eftersom hunde var urene ifølge Moseloven, bruger Bibelen ofte ordet i en nedsættende betydning. (3Mo 11:27; Mt 7:6; Flp 3:2; Åb 22:15) Men både i Markus’ (7:​27) og Matthæus’ gengivelse af Jesus’ samtale bruges diminutivformen der betyder “lille hund” eller “familiehund”, hvilket mildner sammenligningen. Det ord Jesus brugte, var måske en hentydning til et udtryk ikkejøder brugte om deres kæledyr. Da Jesus sammenlignede jøder med ‘børn’ og ikkejøder med “små hunde”, angav han åbenbart en vis prioritering. I et hjem hvor der både var børn og hunde, ville børnene være de første der fik mad.

tilskadekomne blive helbredt: I nogle få håndskrifter findes disse ord ikke, men de er med i størstedelen af de ældste håndskrifter og mange senere håndskrifter.

har ondt af: Eller “har medlidenhed med”. – Se studienote til Mt 9:36.

store kurve: Eller “proviantkurve”. Det græske ord sfyris ser her ud til at betegne en slags kurv der er større end dem der blev brugt ved en tidligere lejlighed da Jesus bespiste omkring 5.000 mænd. (Se studienote til Mt 14:20). Det samme græske ord bruges også om den “kurv” som Paulus blev firet ned i gennem en åbning i Damaskus’ mur. – Se studienote til ApG 9:25.

foruden kvinder og børn: Det er kun Matthæus der omtaler kvinderne og børnene i forbindelse med dette mirakel. Muligvis var der over 12.000 der mirakuløst fik mad ved denne lejlighed.

Magadan: Selvom man i dag ikke kender til noget sted ved navn Magadan i egnen omkring Galilæas Sø, mener nogle forskere at Magadan er identisk med Magdala, som menes at være det samme område som Khirbet el-Medjdel (Migdal), der ligger omkring 6 km NNV for Tiberias. I parallelberetningen (Mr 8:10) kaldes egnen for Dalmanuta. – Se Tillæg B10.

Medieindhold

Kurve
Kurve

I Bibelen bliver forskellige ord brugt til at beskrive forskellige former for kurve. For eksempel indikerer det græske ord der bruges i forbindelse med at Jesus mirakuløst sørgede for mad til omkring 5.000 mænd, at de 12 kurve har været relativt små fletkurve som man kunne bære i hænderne. Men et andet græsk ord bruges til at beskrive de syv kurve der blev brugt til at indsamle det der var tilovers da Jesus sørgede for mad til 4.000 mænd. (Mr 8:8, 9) Det ord beskriver en stor kurv, og det er det samme ord der bruges til at beskrive den kurv der blev brugt da Paulus blev firet ned til jorden gennem en åbning i muren i Damaskus. – ApG 9:25.

Magadan ved Galilæas Sø
Magadan ved Galilæas Sø

Efter at Jesus havde sørget for mad til 4.000 mænd, foruden kvinder og børn, sejlede han og disciplene tværs over Galilæas Sø til egnen ved Magadan på den vestlige bred. I Markus’ parallelberetning kaldes området for Dalmanuta. – Mr 8:10; der findes mere detaljerede kort over Jesus’ tjeneste i Tillæg A7-D.