Apostlenes Gerninger: Den græske titel Praxeis Apostolon findes i nogle håndskrifter der er dateret til det andet århundrede e.v.t., selvom meget tyder på at bogen oprindeligt ikke havde nogen titel. Bogen er en fortsættelse af Lukasevangeliet. (Se studienote til ApG 1:1). Den handler hovedsageligt om det Peter og Paulus udrettede, og ikke generelt om det alle apostlene gjorde. Bogen indeholder en pålidelig og kortfattet beretning om den kristne menigheds bemærkelsesværdige begyndelse og hurtige vækst, først blandt jøderne, derefter blandt samaritanerne og senere blandt de hedenske nationer. (Se studienote til Mt 16:19). Samtidig danner bogen en historisk baggrund for de inspirerede breve vi finder i De Kristne Græske Skrifter.

Den første beretning: Her henviser Lukas til sin evangelieberetning om Jesus’ liv. I sit evangelium fokuserede han på “alt det Jesus fra begyndelsen gjorde og lærte andre”. I Apostlenes Gerninger fortsætter Lukas hvor han slap, og beskriver hvad Jesus’ disciple sagde og gjorde. Beretningerne minder meget om hinanden i stil og sprogbrug, og de er begge skrevet til Theofilus. Det fremgår ikke af teksten om Theofilus var en discipel af Kristus eller ej. (Se studienote til Lu 1:3). Lukas indleder Apostlenes Gerninger med at opsummere mange af de begivenheder der afslutter hans evangelium, og det er en klar indikation af at denne anden beretning er en fortsættelse af den første. I denne opsummering bruger Lukas dog en lidt anden ordlyd og tilføjer nogle ekstra oplysninger. – Sammenlign Lu 24:49 med ApG 1:1-12.

Theofilus: Både Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger er stilet til manden med dette navn. I Lu 1:3 tituleres han som “højtærede Theofilus”. – For flere oplysninger om brugen af dette udtryk og Theofilus’ baggrund, se studienote til Lu 1:3.

Guds rige: Det gennemgående tema i Bibelen, Jehovas rige, præger hele den bog der hedder Apostlenes Gerninger. (ApG 8:12; 14:22; 19:8; 20:25; 28:31) Bogen understreger at apostlene aflagde “et grundigt vidnesbyrd” om netop det rige og var flittige og grundige i deres tjeneste. – ApG 2:40; 5:42; 8:25; 10:42; 20:21, 24; 23:11; 26:22; 28:23.

tider eller perioder: Der er nævnt to tidsbegreber her. Flertalsformen af det græske ord chronos, der er oversat med tider, kan referere til en ikke nærmere angivet tidsperiode, lang eller kort. Det græske ord kairos (nogle gange gengivet med “fastsatte tid[er]”; flertalsformen er her oversat med perioder) bruges ofte om fremtidige tidspunkter eller perioder i Guds ordning eller tidsplan, især i forbindelse med Kristus’ nærværelse og hans rige. – ApG 3:19; 1Ts 5:1; se studienoter til Mr 1:15; Lu 21:24.

har fastsat: Eller “har lagt ind under sin egen myndighed”. Dette udtryk viser at Jehova forbeholder sig retten til at fastsætte “tider eller perioder” for gennemførelsen af sin hensigt. Han er Herre over tiden. Før Jesus døde, sagde han at på det tidspunkt kendte ikke engang Sønnen ‘dagen og timen’ for hvornår enden ville komme, det var “kun Faren” der gjorde det. – Mt 24:36; Mr 13:32.

den hellige ånd: Eller “den hellige aktive kraft”. I Apostlenes Gerninger forekommer udtrykket “hellig(e) ånd(s)” 41 gange, og der er mindst 15 andre forekomster af ordet “ånd” (græsk: pneuma) der henviser til Guds hellige ånd. (Eksempler på det findes i ApG 2:4, 17, 18; 5:9; 11:28; 21:4; se også Ordforklaring: “Ånd”). Og i denne bibelbog bliver det gang på gang fremhævet at det globale forkyndelses- og undervisningsarbejde som Jesus’ disciple skulle udføre, ene og alene kunne gennemføres med hjælp fra Guds aktive kraft. – Se også studienote til Mr 1:12.

vidner om mig: Som trofaste jøder var Jesus’ første disciple allerede vidner for Jehova, og de vidnede om at Jehova er den eneste sande Gud. (Esa 43:10-12; 44:8) Men nu skulle disciplene være både Jehovas og Jesus’ vidner. De skulle vidne om Jesus’ vigtige rolle i forbindelse med helligelsen af Jehovas navn ved hans messianske rige, en ny facet af Jehovas hensigt. Med undtagelse af Johannesevangeliet anvendes de græske ord for “vidne” (martys), “at vidne om” (martyreo), “at aflægge grundigt vidnesbyrd” (diamartyromai) og beslægtede ord flere gange i Apostlenes Gerninger end i nogen anden bog i Bibelen. (Se studienote til Joh 1:7). Det at være et vidne og aflægge et grundigt vidnesbyrd om Guds hensigt – der indbefatter hans rige og Jesus’ vigtige rolle – er et gennemgående tema i Apostlenes Gerninger. (ApG 2:32, 40; 3:15; 4:33; 5:32; 8:25; 10:39; 13:31; 18:5; 20:21, 24; 22:20; 23:11; 26:16; 28:23) Nogle af de kristne i det første århundrede vidnede om, eller bekræftede, de historiske fakta i forbindelse med Jesus’ liv, død og opstandelse, for de havde en førstehåndsviden om disse begivenheder. (ApG 1:21, 22; 10:40, 41) De der senere fik tro på Jesus, var vidner fordi de forkyndte om hvor stor betydning hans liv, død og opstandelse har. – ApG 22:15; se studienote til Joh 18:37.

til de fjerneste dele af jorden: Eller “til jordens (yderste) ende”. Det samme græske udtryk forekommer i ApG 13:47 i en profeti der er hentet fra Esa 49:6, og her anvender den græske Septuaginta også dette udtryk. Jesus’ ord i ApG 1:8 kan være et ekko af den profeti, der forudsagde at Jehovas tjener skulle være “et lys for nationerne” så frelsen kunne nå helt til “jordens ende”. Det stemmer overens med det Jesus tidligere havde sagt om at hans disciple ville gøre “endnu større gerninger” end ham. (Se studienote til Joh 14:12). Det er også i fin tråd med Jesus’ ord om at det kristne forkyndelsesarbejde ville foregå i hele verden. – Se studienoter til Mt 24:14; 26:13; 28:19.

mænd i hvide dragter: Her er der tale om engle. (Se også Lu 24:4, 23). I Apostlenes Gerninger findes det græske ord for “engel” (aggelos) 21 gange, den første forekomst er i ApG 5:19.

himlen: Det græske ord ouranos, der forekommer tre gange i dette vers, kan henvise til de fysiske himle, dvs. den himmel vi kan se, eller til de åndelige himle.

vil komme på samme måde: Det græske ord for “komme” (erchomai) bliver brugt mange gange i Bibelen og på forskellige måder. I nogle sammenhænge refererer det til at Jesus kommer for at afsige og eksekvere dom under den store trængsel. (Mt 24:30; Mr 13:26; Lu 21:27) Men dette græske ord anvendes også i forbindelse med Jesus ved andre lejligheder. (Mt 16:28 – 17:​2; 21:5, 9; 23:39; Lu 19:38) Altså er det sammenhængen der afgør hvilken betydning ordet “komme” har i dette vers. Englene sagde at Jesus ville “komme”, eller vende tilbage, på den samme “måde” (græsk: tropos) som han forlod dem. Ordet tropos henviser ikke til den samme skikkelse, eller krop, men til den samme måde. Som sammenhængen viser, blev måden Jesus steg op til himlen på, ikke bemærket af verden i almindelighed. Det var kun apostlene der var klar over at Jesus forlod jordens nærhed for at vende tilbage til sin Far i himlen. Jesus havde antydet at når han kom igen som Konge i “Guds rige”, ville det ikke være på en måde der var tydelig for alle – kun hans disciple ville vide at det var sket. (Lu 17:20; se studienote). Men det forholder sig anderledes med det ‘komme’ der er omtalt i Åb 1:7. Til den tid vil “alle ... se ham med deres øjne”. (Åb 1:7) Så når man læser ApG 1:11 i sin sammenhæng, lader det altså til at udtrykket “komme” refererer til Jesus’ usynlige komme som Konge i Riget ved begyndelsen af hans nærværelse. – Mt 24:3.

en sabbatsrejse: Dvs. den strækning det var tilladt for en israelit at rejse på sabbatten. Udtrykket er her forbundet med afstanden mellem Oliebjerget og Jerusalem. Ifølge Loven var det begrænset hvor langt man måtte rejse på sabbatten, men der stod ikke specifikt hvor lang en strækning man måtte tilbagelægge. (2Mo 16:29) Efterhånden fastsatte rabbinske kilder distancen for hvor langt en jøde måtte rejse på sabbatten, nemlig omkring 2.000 alen (890 m). Den fortolkning var baseret på 4Mo 35:5, hvor der står: “Uden for byen skal I udmåle 2.000 alen”, og på den udtalelse der findes i Jos 3:3, 4, hvor israelitterne fik besked på at holde sig i en afstand af 2.000 alen fra “Guds pagts ark”. Rabbinerne nåede frem til at en israelit i hvert fald havde lov til at foretage en rejse af den længde på sabbatten for at kunne tilbede ved telthelligdommen. (4Mo 28:9, 10) Måske har Josefus regnet fra to forskellige udgangspunkter og derfor ét sted opgivet strækningen mellem Oliebjerget og Jerusalem til at være fem stadier (925 m) og et andet sted til seks stadier (1.110 m). Uanset hvad svarer afstanden ca. til den strækning rabbinerne havde fastsat som en sabbatsrejse, og det harmonerer med det Lukas siger i dette vers.

den ivrige: Et tilnavn der adskiller apostlen Simon fra apostlen Simon Peter. (Lu 6:14, 15) Det græske ord der anvendes her og i Lu 6:15, zelotes, betyder “zelot; ivrig”. I beretningerne i Mt 10:4 og Mr 3:18 anvendes tilnavnet “kananæeren”, et udtryk der menes at komme af hebraisk eller aramæisk, og som også betyder “zelot; ivrig”. Selvom det er muligt at Simon engang tilhørte zeloterne, en jødisk politisk gruppe der modarbejdede romerne, kan han også have fået dette tilnavn på grund af sin iver og entusiasme.

hans brødre: Dvs. Jesus’ halvbrødre. De fire evangelier, Apostlenes Gerninger og to af Paulus’ breve omtaler “Herrens brødre”, “Herrens bror”, “hans brødre” og “hans søstre”, og her oplyses navnene på fire af ‘brødrene’ – Jakob, Josef, Simon og Judas. (1Kt 9:5; Ga 1:19; Mt 12:46; 13:55, 56; Mr 3:31; Lu 8:19; Joh 2:12) Disse søskende blev alle født efter Jesus’ mirakuløse fødsel. De fleste bibelforskere accepterer at Jesus havde mindst fire brødre og to søstre, og at de var børn af Josef og Maria og var blevet til på naturlig vis. – Se studienote til Mt 13:55.

brødrene: Nogle gange bliver en mandlig kristen trosfælle betegnet som “en bror”, og en kvindelig som “en søster”. (1Kt 7:14, 15) Andre gange, som i denne sammenhæng, anvender Bibelen udtrykket “brødre” om både mænd og kvinder. (ApG 1:13, 14) Generelt var tiltaleformen “brødre” den anerkendte hilsen over for blandede grupper og var ikke blot begrænset til mænd. (Ro 1:13; 1Ts 1:4) Det er i den forstand udtrykket “brødre” anvendes i de fleste af de inspirerede kristne breve. I det foregående vers (ApG 1:14) forekommer flertalsformen af det græske ord adelfos som en betegnelse for Jesus’ halvbrødre, Josef og Marias yngre sønner. – Se studienoter til Mt 13:55; ApG 1:14.

personer: Bogst.: “navne”. I denne sammenhæng refererer det græske ord for “navn” (onoma) til en person. Det anvendes i samme betydning i Åb 3:4, fdn.

Mænd, brødre: I modsætning til det foregående vers bliver udtrykket “brødre” her anvendt sammen med det græske ord for “mænd; af mandkøn” (aner). Sammenhængen er at der skulle udvælges en til at erstatte Judas Iskariot som apostel, og denne kombination kan indikere at det kun er de mandlige medlemmer i menigheden der tales til her.

da han styrtede på hovedet ned, blev hans krop flået op: Angående Judas’ død står der i Matthæus’ beretning at Judas “hængte sig”, og Matthæus fortæller således hvordan han begik selvmord (Mt 27:5). Men her beskriver Lukas’ beretning resultatet. Når man sammenligner de to beretninger, tyder det altså på at Judas hængte sig over en klippe, men at rebet eller grenen på træet på et tidspunkt knækkede så han styrtede ned og blev flået op af klipperne under ham. Den stejle og klippefyldte topografi omkring Jerusalem giver rum for denne mulighed.

hans ansvarspost: Eller “hans opgave som tilsynsmand”. Det græske ord der forekommer her, episkope, er beslægtet med det græske navneord der oversættes med “tilsynsmand”, episkopos, og udsagnsordet episkopeo, der er gengivet med “pas godt på” i He 12:15. Peter citerede Sl 109:8 for at underbygge forslaget om at den opgave som den illoyale apostel Judas havde haft, skulle overtages af en anden. I denne passage står der i den hebraiske tekst ordet pequddah, som kan gengives med ord som “føre tilsyn; tilsyn; tilsynsmænd”. (4Mo 4:16; Esa 60:17) I Sl 109:8 i Septuaginta (108:8, LXX) er dette hebraiske ord gengivet med det samme græske ord som Lukas anvender her i ApG 1:20. Ud fra denne inspirerede udtalelse af Peter er det tydeligt at se at apostlene havde en ansvarspost, en opgave som tilsynsmænd. De var blevet udnævnt direkte af Jesus. (Mr 3:14) Den kristne menighed, der på pinsedagen i år 33 voksede fra omkring 120 personer til omkring 3.000 på en enkelt dag, havde i begyndelsen 12 tilsynsmænd. (ApG 1:15; 2:41) Derefter blev andre udnævnt som tilsynsmænd for at tage sig af menigheden, der fortsat voksede i antal. Men der var stadig noget særligt ved apostlenes tilsynshverv, for Jehova havde tydeligvis besluttet at de 12 apostle i fremtiden skulle udgøre de “12 grundsten” i det nye Jerusalem. – Åb 21:14; se studienote til ApG 20:28.

udførte sin tjeneste iblandt os: Bogst.: “gik ind og ud iblandt os”. Dette udtryk afspejler et semitisk idiom der henviser til det at udføre forskellige gøremål mens man er sammen med andre mennesker. Det kunne også oversættes med “levede iblandt os”. – Se også 5Mo 28:6, 19; Sl 121:8, fdn.

Matthias: Det græske navn Maththias er sandsynligvis en kort form af Mattathias, der er afledt af det hebraiske navn som er gengivet med “Mattitja” (1Kr 15:18) og betyder “Jehovas gave”. Ifølge Peters ord (ApG 1:21, 22) havde Matthias været en discipel af Jesus under hele hans tjeneste på tre og et halvt år. Han arbejdede tæt sammen med apostlene og var sandsynligvis en af de 70 disciple som Jesus sendte ud for at forkynde. (Lu 10:1) Efter sin udvælgelse blev Matthias “betragtet som en af apostlene, sammen med de 11” (ApG 1:26), og når der i bogen Apostlenes Gerninger umiddelbart efter tales om “apostlene” eller “de tolv”, omfatter det Matthias. – ApG 2:37, 43; 4:33, 36; 5:12, 29; 6:2, 6; 8:1, 14.

Jehova: I eksisterende græske håndskrifter står der her ordet “Herre” (græsk: Kyrios). Men som det bliver forklaret i Tillæg C, er der gode grunde til at tro at Guds navn oprindeligt stod i dette vers og senere blev erstattet med titlen Herre. Og det er grunden til at navnet Jehova anvendes i hovedteksten.

som kender alles hjerter: De Hebraiske Skrifter identificerer ofte Jehova Gud som den der kan læse hjerter. (5Mo 8:2; 1Sa 16:7; 1Kg 8:39; 1Kr 28:9; Sl 44:21; Jer 11:20; 17:10) I denne sammenhæng ville det altså have været helt naturligt for disse hebraisktalende jøder at bruge Guds navn når de bad til ham. Det græske ord der er gengivet med “som kender ... hjerter”, kardiognostes (bogst.: “hjertekender”), forekommer kun her og i ApG 15:8, hvor der står: “Gud, som kender hjertet.” – Se Tillæg C3 introduktion; ApG 1:24.

kastede ... lod: Når Guds tjenere i førkristen tid skulle træffe forskellige afgørelser, benyttede de sig af lodkastning for at afgøre hvad der var Jehovas vilje. (3Mo 16:8; 4Mo 33:54; 1Kr 25:8; Ord 16:33; 18:18; se Ordforklaring: “Lod; lodkastning”). Dette er den eneste gang i De Kristne Græske Skrifter der nævnes at Jesus’ disciple kastede lod. Disciplene brugte lodkastning som en hjælp til at afgøre hvem af de to mænd der var foreslået, man skulle vælge som en erstatning for Judas Iskariot. Disciplene vidste at de havde brug for Jehovas ledelse. Hver enkelt af de 12 apostle var blevet udvalgt af Jesus, men først efter at han havde tilbragt en hel nat i bøn til sin Far. (Lu 6:12, 13) Det er derfor værd at bemærke at før “loddet faldt på Matthias”, havde disciplene gransket flere skriftsteder og specifikt bedt til Jehova om han ville ‘udpege den’ han havde valgt. (ApG 1:20, 23, 24) Men Bibelen siger ikke noget om at man efter pinsedagen i år 33 brugte lodkastning til at udvælge tilsynsmænd og deres assistenter eller til at træffe andre vigtige afgørelser. Denne fremgangsmåde var ikke længere nødvendig efter at den hellige ånd begyndte at virke på den kristne menighed. (ApG 6:2-6; 13:2; 20:28; 2Ti 3:16, 17) Det var ikke lodkastning der afgjorde om mænd blev udvalgt som tilsynsmænd, men om de viste den hellige ånds frugt i deres liv. (1Ti 3:1-13; Tit 1:5-9) Andre kulturer gjorde også brug af lodkastning. (Est 3:7; Joe 3:3; Ob 11) For eksempel kastede de romerske soldater lod om Jesus’ klædning, som forudsagt i Sl 22:18. Deres motiv til at kaste lod var åbenbart ikke at opfylde en profeti, men selv at få noget ud af det. – Joh 19:24; se studienote til Mt 27:35.

blev betragtet som: Eller “blev regnet med som”. På Pinsedagen var der altså 12 apostle der kunne udgøre fundamentet for det åndelige Israel. Matthias må have været en af “de tolv” som senere var med til at løse problemet i forbindelse med de græsktalende disciple. – ApG 6:1, 2.