Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Forebyggelse i hjemmet

Forebyggelse i hjemmet

Monique var ni år da han begyndte at misbruge hende. I starten belurede han hende når hun tog tøjet af. Derefter gik han ind på hendes værelse om natten og befamlede hende. Hvis hun gjorde modstand blev han rasende. Engang angreb han hende ligefrem med en hammer og smed hende ned ad trapperne. „Ingen ville tro mig,“ fortæller Monique — ikke engang hendes mor. Misbrugeren var Moniques stedfar.

DET er ikke en fremmed i trenchcoat, eller en galning som gemmer sig i buskadset, der udgør den største fare for børnene. Det er en i familien. De fleste seksuelle overgreb finder sted i hjemmet. Hvordan kan man forebygge misbrug i hjemmet?

I sin bog Slaughter of the Innocents (Barnemordet i Betlehem) belyser historikeren dr. Sander J. Breiner børnemisbrug i fem af oldtidens samfund — Ægypten, Kina, Grækenland, Rom og Israel. Hans konklusion er at selv om der også fandt børnemisbrug sted i Israel, var det relativt sjældent sammenlignet med de fire andre kulturer. Hvorfor? Fordi folk i Israel, i modsætning til deres naboer, blev indprentet respekt for kvinder og børn — en oplyst holdning som de havde fra De Hellige Skrifter. Når israelitterne fulgte Guds lov i familielivet, undgik de børnemisbrug. Vore dages familier har mere end nogen sinde behov for disse rene, praktiske normer.

Morallove

Har Bibelens bud indflydelse på din familie? I Tredje Mosebog 18:6 siges der for eksempel: „Ingen som helst af jer må nærme sig sin nære kødelige slægtning for at blotte vedkommendes blusel. Jeg er Jehova.“ På samme måde håndhæver den kristne menighed i dag love imod alle former for seksuelt misbrug. Enhver der misbruger et barn seksuelt risikerer at blive udstødt, fjernet fra menigheden. * — 1 Korinther 6:9, 10.

Alle familier bør kende disse love og gennemgå dem sammen. I Femte Mosebog 6:6, 7 gives følgende tilskyndelse: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ At indprente børnene disse love betyder mere end blot at undervise børnene i ny og næ. Det kræver en regelmæssig udveksling af tanker. Fra tid til anden bør både moderen og  faderen bekræfte over for børnene og hinanden at de anerkender Guds love om incest og de kærlige principper der ligger til grund for disse love.

Du kan også bruge beretninger som den om Tamar og Amnon, Davids børn, for at vise børnene at der på det seksuelle område er visse grænser som ingen — selv ikke nære slægtninge — må overskride. — 1 Mosebog 9:20-29; 2 Samuel 13:10-16.

Man kan også vise respekt for disse principper ved den måde man rent praktisk indretter sig på. I ét asiatisk land har forskning vist at der ofte forekommer incest i familier hvor børn sover sammen med forældre selv hvor der økonomisk set ikke er nogen grund til det. Tilsvarende er det uklogt at lade søskende af forskelligt køn dele seng eller værelse når de bliver ældre, hvis det på nogen måde kan undgås. Selv hvis levevilkårene er trange bør forældrene vise sund dømmekraft når de beslutter hvor de forskellige i familien skal sove.

Bibelens lov forbyder drukkenskab, idet den siger at det kan føre til fordærv. (Ordsprogene 23:29-33) Ifølge en undersøgelse siger 60 til 70 procent af incestofrene at deres far/mor havde drukket da misbruget begyndte.

Et kærligt familieoverhoved

Forskere siger at børnemisbrug hyppigst forekommer i familier med dominerende mænd. Den udbredte forestilling om at kvinden kun er til for at opfylde mandens behov er bibelsk set forkert. Nogle mænd bruger denne ukristne holdning som undskyldning når de søger til datteren for at få det hustruen ikke kan give dem. En sådan undertrykkelse kan få kvinder til at miste deres følelsesmæssige ligevægt. Mange mister endog den naturlige trang til at beskytte deres børn. (Jævnfør Prædikeren 7:7.) På den anden side har en undersøgelse også vist at når fædre som er arbejdsnarkomaner for det meste er borte fra hjemmet, er der nogle gange opstået et seksuelt misbrug mellem mor og søn.

Hvad med din familie? Tager du som ægtemand din rolle som overhoved alvorligt, eller overlader du den til din hustru? (1 Korinther 11:3) Behandler du din hustru med kærlighed, ære og respekt? (Efeserne 5:25; 1 Peter 3:7) Regner du også med hendes synspunkter? (1 Mosebog 21:12; Ordsprogene 31:26, 28) Og hvad med dine børn? Betyder de noget for dig? (Salme 127:3) Eller betragter du dem blot som byrder, nogle du bare kan udnytte? (Jævnfør Andet Korintherbrev 12:14.) Undgå et  forkvaklet, ubibelsk syn på rollerne i jeres familie, så vil I være mere modstandsdygtige over for misbrug.

Et følelsesmæssigt sikkert sted

En ung kvinde som vi vil kalde Sandi siger: „Alle de forhold som leder til misbrug var til stede i min familie. Vi kom ikke sammen med andre, og hver enkelt i familien havde ikke noget med de andre at gøre.“ Isolation, strenghed og sygeligt hemmelighedskræmmeri er usunde, ubibelske tendenser der ofte kendetegner familier præget af misbrug. (Jævnfør Anden Samuelsbog 12:12; Ordsprogene 18:1; Filipperbrevet 4:5.) Prøv derfor at skabe en atmosfære i hjemmet der giver børnene følelsesmæssig tryghed. Hjemmet bør være et sted hvor de kan blive opbygget, og hvor de føler sig fri til at tale og åbne deres hjerte.

Børn har også et stort behov for fysiske udtryk for kærlighed — at omfavne, at kærtegne, at holde i hånd og at kunne tumle med andre i leg. Vær ikke så angst for seksuelt misbrug at du undlader at vise din kærlighed. Lær børnene at være åbne og kærlige og fortæl dem at de er værdsatte. Sandi fortæller: „Mor mente at enhver form for ros var forkert. Det ville gøre én høj i hatten.“ Sandi blev seksuelt misbrugt i mindst ti år uden at sige noget. Børn som ikke føler sig sikre på at de er elskede, kan måske lettere falde for en misbrugers ros, „hengivenhed“, eller trusler om at få ’den kolde skulder’.

Børn har brug for varme og kærlighed

En pædofil der misbrugte i hundredvis af drenge seksuelt over en 40-årig periode, indrømmer at drenge som havde et følelsesmæssigt behov for en ven som ham, var de „nemmeste“ ofre. Lad ikke et sådant behov opstå hos dit barn!

Bryd den onde cirkel

Den hårdt prøvede Job udtalte engang: „Min sjæl er led ved livet. Jeg vil give luft for min bekymring over mig selv. Jeg vil tale i min sjæls bitterhed.“ (Job 10:1) Mange forældre har fundet at de kan hjælpe deres børn ved at hjælpe sig selv. I The Harvard Mental Health Letter stod der for nylig: „Stærke sociale sanktioner mod at mænd giver udtryk for smerte lader til at styrke misbrugets onde cirkel.“ Det ser ud til at mænd der aldrig fortæller om deres følelser ved at være blevet seksuelt misbrugt, er i fare for selv at blive misbrugere. I The Safe Child Book siges der at de fleste børnemisbrugere selv er blevet seksuelt misbrugt som børn men aldrig har fået hjælp til at komme over det. De retter deres vrede og smerte imod næste generation af børn. * — Se også Job 7:11; 32:20.

Børn kan også være mere udsatte hvis deres mødre har været udsat for et misbrug som de ikke har fået bearbejdet. For eksempel har det vist sig at kvinder der er blevet seksuelt misbrugt som børn, ofte gifter sig med pædofile mænd. Hvis en kvinde ikke lærer at leve med det hun selv har været igennem, kan det desuden være svært for hende at tale med sine børn om incest. Hvis der finder et misbrug sted vil hun måske ikke være hurtig til at opdage det og gøre noget ved det. Børnene må så betale en frygtelig pris for moderens passivitet.

Misbruget kan således fortsætte fra den ene generation til den anden. Mange enkeltpersoner der vælger ikke at tale om dette smertelige afsnit af deres liv synes at klare sig udmærket, og det er al ros værd. Men hos mange stikker smerten dybere, og de må gøre en bevidst indsats — om nødvendigt søge kompetent professionel  hjælp — for at deres sår fra barndomstiden kan heles. Deres mål er ikke at svælge i selvmedlidenhed, men at bryde denne syge, smertelige cirkel af børnemisbrug som berører deres familie. — Se Vågn op! for 8. oktober 1991, side 3 til 11.

Når misbrug ikke længere findes

Hvis du bruger ovennævnte oplysninger rigtigt kan risikoen for børnemisbrug i dit hjem begrænses betydeligt. Husk dog at misbrugere arbejder i det skjulte, at de udnytter et tillidsforhold og bruger de voksnes kneb over for et troskyldigt barn. Det kan derfor ikke undgås at nogle misbrugere tilsyneladende slipper godt fra deres afskyelige forbrydelse.

Men du kan være sikker på at Gud registrerer hvad de gør. (Job 34:22) Medmindre de angrer og vender om, vil han ikke tilgive deres modbydelige handlinger. Han vil bringe dem for dagen når hans tid er inde. (Jævnfør Mattæus 10:26.) Og han vil kræve at der øves retfærdighed. Jehova Gud lover at der vil komme en tid hvor alle der øver uret vil blive ’revet bort fra jorden’, og hvor kun de milde og sagtmodige, de der elsker Gud og næsten, vil få lov at blive tilbage. (Ordsprogene 2:22; Salme 37:10, 11, 29; 2 Peter 2:9-12) Takket være Jesu Kristi genløsningsoffer har vi et storslået håb om en ny verden. (1 Timoteus 2:6) Til den tid, og først til den tid, vil ethvert misbrug af andre mennesker høre op.

Indtil da må vi gøre alt hvad vi kan for at beskytte vore børn. De er dyrebare! De fleste forældre vil villigt sætte liv og lemmer på spil for at beskytte deres små børn. (Jævnfør Johannes 15:13.) Hvis ikke vi beskytter dem, kan det få tragiske konsekvenser. Hvis vi passer på dem, giver vi dem en skøn gave — en barndom i uskyld og tryghed. De kan få det på samme måde som salmisten, der skrev: „Jeg siger til Jehova: ’Du er min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på.’“ — Salme 91:2.

^ par. 6 Der er tale om seksuelt misbrug af et barn når nogen bruger et barn til at tilfredsstille sit eget seksuelle begær. Det indebærer ofte det Bibelen kalder utugt (på græsk: pornei′a) hvilket kan omfatte kærtegnelse af kønsorganerne, samleje og oral eller anal sex. Handlinger som kærtegnelse af brysterne, utvetydige umoralske forslag, forevisning af pornografi for et barn, beluring og blottelse svarer til det Bibelen fordømmer som „skamløshed“. — Galaterne 5:19-21; se Vagttårnet for 15. juni 1983, fodnote på side 20.

^ par. 19 Selv om de fleste børnemisbrugere er blevet misbrugt som børn, gør misbrug ikke nødvendigvis børn til misbrugere. Mindre end en tredjedel af de børn der misbruges bliver selv misbrugere.