Manipulation med informationer
Manipulation med informationer
„Ved klog og varig anvendelse af propaganda kan [man] skildre selve himlen som helvede for et folk, og omvendt den elendigste tilværelse som et paradis.“ — ADOLF HITLER, MEIN KAMPF.
PÅ GRUND af det stadig stigende antal kommunikationsmidler — lige fra det trykte ord til radioen, fjernsynet, telefonen og Internettet — er strømmen af suggererende budskaber taget voldsomt til. Denne kommunikationsrevolution har ført til en overflod af informationer, og vi bombarderes fra alle sider med utallige budskaber. Mange reagerer på dette pres ved hurtigt at tilegne sig budskaberne og ved at acceptere dem uden at betvivle eller analysere dem.
Sådanne genveje, især dem der hindrer rationel tænkning, er lige noget den underfundige propagandist kan bruge. Propaganda lægger op til dette ved at tale til folks følelser, udnytte deres usikkerhed, gøre brug af sproglige tvetydigheder og omgå logikkens love. Som historien har vist, kan sådanne metoder være særdeles effektive.
Propagandaens historie
I dag har ordet „propaganda“ en negativ klang. Begrebet forbindes med uærlige metoder, men sådan var det ikke oprindelig. „Propaganda“ kommer øjensynlig af det latinske navn på en gruppe romersk-katolske kardinaler, Congregatio de Propaganda Fide (Kongregationen til udbredelse af troen). Denne komité — forkortet til Propaganda — blev grundlagt i 1622 af pave Gregor XV med den opgave at føre tilsyn med missionærer. „Propaganda“ kom med tiden til at betegne enhver bestræbelse for at udbrede troen.
Men propaganda kendes allerede fra tiden før det 17. århundrede. Menneskene har fra gammel tid brugt alle til rådighed stående midler til at udbrede ideologier eller opnå berømmelse og magt. For eksempel har kunst lige siden de ægyptiske faraoners tid været anvendt i propagandistisk øjemed. Disse konger konstruerede deres pyramider på en sådan måde at de gav indtryk af magt og bestandighed. Romernes arkitektur tjente ligeledes et politisk formål — forherligelse
af staten. Udtrykket „propaganda“ fik en negativ klang under Første Verdenskrig da regeringer begyndte at spille en aktiv rolle i udformningen af de informationer nyhedsmedierne bragte om krigen. Under Anden Verdenskrig viste Adolf Hitler og Joseph Goebbels sig at være mesterlige agitatorer.Efter Anden Verdenskrig blev propaganda i stigende grad benyttet til at fremme nationalpolitik. Både øst- og vestblokken førte omfattende kampagner for at få de mange som ikke havde taget standpunkt, over på deres side. Alle aspekter af borgernes liv og den nationale politik blev benyttet til propagandaformål. I de senere år har mere avancerede propagandametoder kunnet ses i forbindelse med valgkampagner og tobaksreklamer. Såkaldte eksperter og andre ledende personer er blevet brugt til at fremstille rygning som noget smukt og sundt og ikke som den trussel mod folkesundheden som rygning jo er.
Løgne og atter løgne
Propagandistens mest bekvemme kneb er brugen af direkte løgne. Tag for eksempel de løgne Martin Luther fremsatte i 1543 om jøderne i Europa. Han skrev: „De har forgiftet brønde, begået snigmord, stjålet børn . . . De er giftige, bitre, hævngerrige, lumske slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd.“ Hvad opfordrede han de såkaldte kristne til at gøre? „[Jeg foreslår,] at man sætter ild på deres synagoge eller skole . . . Dernæst tilråder jeg, at man ligeledes skal nedbryde og ødelægge deres huse.“
En professor i statsvidenskab og samfundsorientering som har beskæftiget sig med denne periode, siger: „Antisemitisme har dybest set intet med jødernes handlinger at gøre, og derfor dybest set intet med en antisemits viden om jødernes sande natur at gøre.“ Han tilføjer: „Jøderne stod for alt hvad der var forkert, og den uvilkårlige reaktion på sociale problemer og ulykker der skyldtes naturlige årsager, var derfor at tillægge jøderne dem.“
Generaliseringer
En anden særdeles effektiv propagandataktik er generalisering. Generaliseringer har en tilbøjelighed til at skjule de vigtige sider af en sag og bruges ofte til at nedgøre hele befolkningsgrupper. „Sigøjnere [eller indvandrere] er tyve“, er for eksempel en vending man ofte hører i nogle europæiske lande. Men er det sandt?
En spalteredaktør ved navn Richardos Someritis siger at i ét land har sådanne opfattelser vakt en „fremmedfjendsk og ofte racistisk stemning“ mod udlændinge. Det har imidlertid vist sig at udlændinge i dette land ikke begår flere forbrydelser end de indfødte. Ifølge Someritis viser undersøgelser ’at [grækerne] begår 96 ud af 100 lovovertrædelser’ i Grækenland. Han siger endvidere: „Årsagerne til kriminaliteten er økonomiske og sociale, ikke ’racebetingede’.“ Someritis beskylder medierne for „systematisk at oppiske fremmedhad og racisme“ med deres fordomsfulde omtale af kriminaliteten.
Smædeord
Nogle fornærmer andre der er uenige med dem, ved at så tvivl om deres personlighed og motiver i stedet for at fokusere på kendsgerningerne. Brugen af smædeord kan stemple en person, en gruppe eller en idé med et negativt budskab som er let at huske. De der bruger denne taktik, håber at deres dårlige omtale af andre vil blive prentet i folks bevidsthed. Hvis andre afviser en person eller en bestemt opfattelse på grund af den negative omtale i stedet for selv at undersøge kendsgerningerne, har strategien virket efter hensigten.
For eksempel er der i de senere år fejet en antisektstemning hen over mange lande i Europa og andre steder. Denne udvikling har bragt følelserne i kog, skabt fjendebilleder og forstærket allerede eksisterende fordomme mod religiøse minoriteter. Ordet „sekt“ er ofte slagordet. I 1993 skrev en tysk professor ved navn Martin Kriele følgende: „’Sekt’ er et andet ord for ’kætter’, og en kætter i Tyskland i dag er, som i tidligere tider, [dømt til udryddelse] — om ikke ved ild . . ., så ved injurier, isolation og økonomisk tilintetgørelse.“
Det amerikanske Institute for Propaganda Analysis peger på at „smædeord har spillet en uhyre stor rolle i verdenshistorien og i vores egen personlige udvikling. De har skadet manges omdømme, . . . sendt [folk] i fængsel og gjort mænd så rasende at de er gået i krig og har slået deres medmennesker ihjel.“
Spiller på følelserne
Følelser kan være irrelevante når det drejer sig om saglige påstande eller logikken i et argument, men de spiller en afgørende rolle i forbindelse med overtalelsens kunst. Følelsesladede appeller udtænkes af rutinerede propagandister som er lige så dygtige til at spille på følelserne som en virtuos er til at spille klaver.
Frygt er et eksempel på en følelse der kan hæmme et menneskes dømmekraft. Og ligesom med misundelse kan man spille på andres frygt. Den canadiske avis The Globe and Mail bragte i udgaven for 15. februar 1999 følgende rapport fra Moskva: „Da tre piger i sidste uge begik selvmord i Moskva, lagde de russiske medier straks op til at de var fanatiske medlemmer af Jehovas Vidner.“ Læg mærke til ordet „fanatiske“. Folk vil naturligt nok være bange for en fanatisk religiøs organisation som menes at drive unge til at begå selvmord. Er det rigtigt at disse stakkels piger på en eller anden måde havde forbindelse med Jehovas Vidner?
Videre stod der i avisen: „Politiet indrømmede senere at pigerne ikke havde noget med [Jehovas Vidner] at gøre. Men da havde en tv-kanal i Moskva allerede sat et nyt angreb på sekten i gang. Seerne fik at vide at Jehovas Vidner havde samarbejdet med Adolf Hitler i Nazityskland — trods historiske beviser for at tusinder af dem mistede livet i nazisternes dødslejre.“ I den fejlinformerede og måske frygtsomme offentligheds øjne var Jehovas Vidner enten en selvmordskult eller nazikollaboratører.
Had er en stærk følelse som propagandister udnytter. Uberettigede, følelsesladede og fordrejede påstande er et særdeles effektivt middel til at udløse had. Listen over ondskabsfulde ord som fremmer had til bestemte racer og etniske og religiøse grupper, synes uendelig.
Nogle propagandister spiller på stolthed. Man kan ofte genkende deres forsøg på at appellere til ens stolthed ved at lægge mærke til udtryk som: „Ethvert intelligent menneske ved at . . .“ eller: „Én med din uddannelse må da være klar over at . . .“ En modsat taktik der benyttes, er at spille på frygten for at virke uvidende. Eksperter i overtalelsens kunst kender udmærket den slags metoder.
Slogans og symboler
Slogans er vage udsagn som typisk bruges til at udtrykke standpunkter eller målsætninger. Netop den omstændighed at de er vage, gør det let at acceptere dem.
Når der opstår vanskeligheder eller stridigheder i et land, bruger demagoger eksempelvis slogans som „Ret eller uret — det er mit fædreland“, „Fædrelandet, religionen, familien“, eller „Frihed eller død“. Men undersøger flertallet omhyggeligt de stridsspørgsmål der er årsag til konflikten? Eller tror de bare på det der bliver sagt?
Winston Churchill skrev i forbindelse med den første verdenskrig: „Der skal kun et enkelt signal til for at forvandle disse masser af fredelige bønder og arbejdere til mægtige hære der vil sønderrive hinanden.“ Han sagde også at de fleste ville reagere uden at tænke sig om når nogen fortalte dem hvad de skulle gøre.
Propagandister bruger ofte en bred vifte af symboler og tegn for at udbrede deres budskab, eksempelvis salutter, militære honnører og flag. Kærligheden til forældre udnyttes også. Derfor er symbolske udtryk som fædre- eller moderlandet eller moderkirken værdifulde redskaber i hænderne på durkdrevne propagandister.
Underfundig propaganda kan altså lamme menneskers evne til at tænke fornuftigt og klart, virke hæmmende på deres dømmekraft og motivere dem til at følge flertallet. Hvordan kan man beskytte sig mod denne påvirkning?
[Tekstcitat på side 8]
Snedig propaganda kan lamme menneskers evne til at tænke fornuftigt og klart
[Ramme/illustrationer på side 7]
Er Jehovas Vidners arbejde propagandistisk?
Nogle af Jehovas Vidners modstandere har beskyldt dem for at udbrede zionistisk propaganda. Andre har hævdet at deres forkyndelse støtter kommunismen. Andre igen har påstået at Jehovas Vidners arbejde fremmer „den amerikanske imperialismes“ idealer og interesser. Og så er der dem der anklager Jehovas Vidner for at være anarkister som ophidser til uro med det formål at ændre det bestående system i social, økonomisk, politisk eller retslig henseende. Disse indbyrdes modstridende beskyldninger kan selvsagt ikke alle være sande.
Faktisk er ingen af ovennævnte beskyldninger mod Jehovas Vidner sande. Jehovas Vidner udfører deres arbejde i lydighed mod Jesu Kristi befaling til sine disciple: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) Deres arbejde fokuserer udelukkende på udbredelsen af den gode nyhed om det himmelske rige — det redskab Gud vil benytte til at indføre fred på hele jorden. — Mattæus 6:10; 24:14.
Iagttagere af Jehovas Vidner har ikke fundet beviser for at dette kristne samfund nogen sinde har udgjort en trussel mod den almindelige lov og orden i noget land.
Mange journalister, dommere og andre har udtalt sig om den gode indsats Jehovas Vidner har ydet i de samfund de lever i. Lad os betragte nogle eksempler. Efter at have overværet et af Jehovas Vidners stævner sagde en journalist fra Sydeuropa: „De har stærke familiebånd, og de er oplært til at vise kærlighed og følge deres samvittighed så de ikke skader andre.“
En anden journalist, der tidligere var negativt indstillet over for Jehovas Vidner, har sagt: „De fører et eksemplarisk liv. De krænker ikke normerne for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.“ En politolog er kommet med denne kommentar om Jehovas Vidner: „De behandler andre med stor venlighed, kærlighed og mildhed.“
Jehovas Vidner lærer at det er rigtigt at underlægge sig myndighederne. Som lovlydige borgere følger de Bibelens normer for ærlighed, sandfærdighed og renhed. De indgiver deres familier gode moralnormer og hjælper andre til at lære hvordan de kan gøre det samme. De lever i fred med alle mennesker og deltager ikke i destruktive demonstrationer eller politiske revolutioner. Jehovas Vidner prøver at være eksemplariske med hensyn til at adlyde de love som de højere myndigheder på jorden indfører, mens de venter på at den øverste Myndighed, den suveræne Herre Jehova, vil genindføre fuldkommen fred og et retfærdigt styre her på jorden.
Jehovas Vidner udfører samtidig et undervisningsarbejde. Med Bibelen som grundlag lærer de folk at ræsonnere over de bibelske principper og derved opdyrke de rette normer for adfærd og moralsk retskaffenhed. De fremmer værdinormer som forbedrer familielivet og hjælper unge til at klare de problemer de kommer ud for. De hjælper også folk til at opnå den nødvendige styrke til at aflægge dårlige vaner og opdyrke evnen til at komme godt ud af det med andre. Et sådant arbejde kan vel næppe betegnes som „propaganda“. Som det siges i opslagsværket The World Book Encyclopedia, er der i en atmosfære hvor tanker og idéer udbredes frit, „forskel på propaganda og undervisning“.
[Illustrationer]
Jehovas Vidners publikationer fremmer familieværdier og høje moralnormer
[Illustrationer på side 5]
Propaganda der fremmer krig og rygning, er årsag til mange dødsfald