Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Fra vore læsere

Fra vore læsere

Fra vore læsere

Globaliseret handel Jeg vil gerne takke jer mange gange for de klare oplysninger der blev bragt i artiklen „Globaliseret handel — hvordan det berører os“. (8. september 1999) Nu kan jeg bedre forstå hvorfor der er en kløft mellem de rige og de fattige nationer.

M. Z., Italien

Jeg læser økonomi på universitetet og er lige blevet færdig med emnet international handel. Jeres artikel indeholdt nogle punkter som vi ikke drøftede under lektionerne. Dem vil jeg bruge når jeg skal op til eksamen i næste måned.

H. N., Zimbabwe

Forkert laser? Rubrikken „Smertefri behandling hos tandlægen?“ i „Vi betragter verden“ (22. oktober 1999) omtalte brugen af erbium:YAG-laseren til kæbekirurgi. Skulle der ikke have stået Nd:YAG?

D. B., Canada

Selv om Akademiet for Brugen af Laser blandt Tandlæger beskriver neodymium:YAG-laseren som den laser der har „den hyppigst anvendte bølgelængde i tandlægebehandlingen“, omtaler en artikel i „The Journal of the American Dental Association“ (August 1997, bind 128, side 1080-87) brugen af erbium:YAG-laseren som beskrevet i det amerikanske forbrugerblad „FDA Consumer“. — RED.

Krydsogtværs Kunne I ikke bringe løsningen til krydsogtværsen i det følgende nummer? Jeg læser altid bladet først og løser krydsordene senere, og det er svært at læse den side som svarene står på, uden at kaste et blik på dem.

J. L., USA

Tak for forslaget. Men eftersom Vågn op! tilbydes fra dør til dør, vil mange af vore læsere ikke få de efterfølgende numre. Vi mener derfor at det er bedst at svarene står i det samme nummer. Prøv at undgå at smugkigge. — RED.

Heksekunst Jeg er 13 år og har mødt en pige i skolen som tror på heksekunst. En dag spurgte hun hvad jeg mente om det. Jeg fortalte hende at jeg er et af Jehovas Vidner, og at jeg ikke mener at man bør bruge okkulte kræfter. Hun hidsede sig op og har senere bragt spørgsmålet på bane mange gange. Jeg bad til Jehova om hjælp, og den kom i form af artiklen „Hvad siger Bibelen: Hvad ligger der bag hekseri og trolddomskunst?“ (8. november 1999) Jeg gav hende artiklen, og efter at hun har læst den, har hun ikke sat spørgsmålstegn ved mit syn på heksekunst.

K. E., USA

Stinkende delikatesse Tak for artiklen Surströmming — en stinkende delikatesse“. (8. juli 1999) Sådan noget havde vi aldrig hørt om før, så vi spurgte en trosfælle fra Sverige om hun kunne fortælle noget mere. Hun beskrev denne delikatesse i begejstrede vendinger og overraskede os ved nogen tid senere at forære os to dåser. Vi var en gruppe fra den lokale menighed som besluttede os til at nyde den sammen. Vi fulgte advarselen i artiklen og åbnede dåserne ude i haven. Og det var godt vi gjorde det! Lugten overgik vore værste anelser! Det var umuligt at komme med en objektiv beskrivelse af hvad det smagte af. Men tak for artiklen. Uden den ville vi ikke have fået denne uforglemmelige oplevelse.

C. B., Tyskland

Refleksdystrofi Jeg har i to år gerne villet skrive og takke jer for artiklen „Refleksdystrofi — en gådefuld og smertefuld lidelse“. (8. september 1997) Jeg havde aldrig hørt om denne lidelse førend jeg fik den i venstre arm. Min fysioterapeut læste artiklen og sagde at hun lærte mere af den end hun havde lært under sin uddannelse. Tak for artiklen, den har hjulpet mig til at klare hverdagen.

L.M.K., USA