Hvad siger Bibelen?

Hvem er en ordets tjener?

AFTENEN før Jesus led offerdøden, kom hans nærmeste venner til at diskutere heftigt. Ifølge Lukas 22:24 opstod der „en heftig diskussion iblandt dem om hvem af dem der syntes at være den største“. Det var ikke første gang at en sådan diskussion fandt sted blandt Jesu apostle. Ved mindst to tidligere lejligheder havde Jesus måttet korrigere deres tankegang.

Desværre måtte Jesus på denne afgørende aften igen minde sine disciple om hvad det vil sige at være en kristen tjener. Han sagde: „Lad . . . den der er den største iblandt jer, blive som den yngste, og den der fører an, som den der tjener.“ — Lukas 22:26.

Ikke overraskende havde apostlene et fordrejet syn på position og indflydelse. Inden Jesus trådte frem, havde det eksempel som apostlene havde haft for øje, jo været det som de skriftlærde og farisæerne havde sat. I stedet for at give folket åndelig vejledning viste farisæerne hen til menneskeskabte overleveringer og regler der ’lukkede himlenes rige for folk’. De tænkte kun på prestige og på at tage sig godt ud i folks øjne. De var selvcentrerede og ønskede „at blive bemærket af folk“. — Mattæus 23:4, 5, 13.

En ny slags åndelige vejledere

Jesus gav imidlertid sine disciple en ny forståelse af hvad det vil sige at være en åndelig vejleder. Han sagde: „I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. . . . Men den største iblandt jer skal være jeres tjener.“ (Mattæus 23:8-11) Jesu disciple skulle ikke efterligne datidens religiøse ledere. Hvis de ville være sande kristne tjenere, måtte de efterligne Jesus. Hvilket eksempel satte han?

Bibelen anvender ofte det græske ord diaʹkonos for „tjener“. Ifølge opslagsværket The Encyclopedia of Religion betegner dette ord „ikke en stilling, men forholdet mellem den der tjener, og den der bliver betjent: at følge Kristi eksempel . . . er det centrale i den kristne tjeneste“.

I overensstemmelse med denne definition af ordet „tjener“ gav Jesus alt  hvad han havde i sig, for at hjælpe andre. Han forklarede tålmodigt at „Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. (Mattæus 20:28) Han brugte uselvisk sin tid, sine kræfter og sine evner på at hjælpe andre fysisk og åndeligt. Hvorfor? Fordi han havde inderligt ondt af de åndeligt vanrøgtede mennesker som flokkedes om ham. Han ønskede at hjælpe. Hans motiv til at tjene var kærlighed, som han gavmildt viste, og han ønskede at disciplene skulle vise den samme offervilje. — Mattæus 9:36.

I hele sit liv satte Jesus eksemplet for fremtidige ordets tjenere. Han sagde: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Mattæus 9:37, 38) Ja, de kristne tjenere skulle deltage i det største arbejde nogen sinde — at bringe alle mennesker åndelig trøst ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige og undervise dem. — Mattæus 28:19, 20.

Det der adskilte Jesu tjeneste fra tidligere åndelige vejlederes, var at han lagde vægt på at give og at dække andres behov. Han oplærte sine disciple til at arbejde — til at være åndelige fiskere og hyrder, ikke mystikere og lærde som var iført en særlig klædedragt og udstyret med særlige kendetegn på deres værdighed. — Mattæus 4:19; 23:5; Johannes 21:15-17.

Hvad siger Bibelen?

Desværre blev denne ophøjede og uselviske opfattelse af en ordets tjener som en selvopofrende lærer og forkynder forvansket i tidens løb. Det der begyndte som indbegrebet af den kristne tjeneste, udviklede sig til en højtidelig og hierarkisk opbygget institution. Der blev indført religiøse ordener og rangklasser som fik prestige og magt og ofte samlede sig store rigdomme. Derved skabtes et skel. Der udvikledes en præsteklasse som hovedsagelig forvaltede de religiøse sakramenter og vejledte de vildfarne. Fra at være en religion hvor alle var tjenere og forkyndere, forandredes den første kristne menighed i løbet af de efterfølgende århundreder til at være en passiv trosretning hvor blot nogle enkelte som havde fået en særlig uddannelse, kunne forkynde og undervise.

Det der ifølge Bibelen kendetegner en ordets tjener, er imidlertid ikke en særlig klædedragt, at han kan udføre et omstændeligt ritual, får en særlig løn eller er udnævnt af staten, men at han gør et uselvisk arbejde. Apostelen Paulus beskrev den indstilling som kristne tjenere skulle have. Han tilskyndede dem til ’ikke at gøre noget af selvoptagethed, men i ydmyghed at agte de andre højere end sig selv’. — Filipperne 2:3.

Paulus praktiserede selv hvad han forkyndte. Idet han nøje fulgte Kristi eksempel, søgte han aldrig sit ’eget bedste, men de manges, for at de kunne blive frelst’. Han forstod og følte en stærk forpligtelse til at „fremholde den gode nyhed uden omkostninger“. Som han sagde: „For ikke at misbruge min ret i forbindelse med den gode nyhed.“ Han ’søgte ikke ære fra mennesker’. — 1 Korinther 9:16-18; 10:33; 1 Thessaloniker 2:6.

Hvilket strålende forbillede for en sand ordets tjener! De som følger dette eksempel og i uselviskhed efterligner Jesus Kristus — ved at give af sig selv for at yde åndelig hjælp og bringe trøstende nyt ud til andre uden betaling, viser at de er sande tjenere for Gud. — 1 Peter 2:21.