Bør sorg komme til udtryk?
Bør sorg komme til udtryk?
I EN bog om børns forhold til døden siger forfatteren dr. Elisabeth Kübler-Ross: „Utallige voksne lider under at de aldrig har fået løst op for de sorger de oplevede i barndommen. Børn har altså behov for at få lov til at sørge uden at blive kaldt ’klynkehoved’ eller ’tøsedreng’, og uden at høre de latterlige ord: ’Store drenge græder ikke.’ “ — On Children and Death.
I mange lande har man imidlertid den holdning at man skal være tapper og ikke vise følelser.
En bedemands erfaring
Forskellen i holdninger kan illustreres med de iagttagelser som Robert Gallagher, der er bedemand i New York, videregiver i et interview til Vågn op! Han blev spurgt om der var forskel på sorgreaktioner hos amerikanskfødte og immigranter fra latinske lande.
„Det er der helt bestemt. Da jeg begyndte i denne profession tilbage i 1950’erne, var der mange italienske familier af første generation i vores område. De var meget følelsesladede. Nu er det deres børn og børnebørn vi møder ved begravelser, og mange af følelserne er forsvundet; de viser dem ikke i samme grad.“
Hebræerne på Bibelens tid gav udtryk for deres sorg og følelser. Læg mærke til hvordan Bibelen beskriver Jakobs reaktion da han blev forledt til at tro at hans søn Josef var blevet fortæret af et vildt dyr: „Jakob [rev] sin kappe itu og lagde sæk om sine hofter og sørgede over sin søn i mange dage. Og alle hans sønner og alle hans døtre rejste sig for at trøste ham, men han vægrede sig ved at lade sig trøste og sagde: ’For jeg vil gå sørgende ned til min søn i Sheol!’ Og hans fader blev ved med at græde over ham.“ (1 Mosebog 37:34, 35; kursiveret af os.) Jakob skammede sig ikke over at begræde tabet af sin søn.
Forskellige reaktioner i forskellige kulturer
Der er selvfølgelig forskel på kulturer. I Nigeria, for eksempel, har familier almindeligvis mange børn, og døden er en hyppig
gæst, men alligevel „bliver der udtrykt stor sorg når et barn dør, især hvis det er den førstefødte, og endnu mere hvis det er en dreng,“ beretter en skribent der har boet i Afrika i 20 år. „I Nigeria er sorgprocessen kort og intens. Den varer ikke ved i måneder og år.“I Middelhavsområdet og latinamerikanske lande er folk opdraget i et miljø hvor mere spontane reaktioner bliver betragtet som det normale. Dér viser man åbent når man er glad eller ked af det. Til hilsen giver man ikke blot hånd, men omfavner også hinanden hjerteligt. På samme måde udtrykker man ofte sorg med tårer og klage.
Forfatteren Katherine Fair Donnelly siger at den sørgende far „ikke kun lider under det psykiske pres det er at miste et barn, men også under frygten for at miste sin mandighed ved åbent at vise sin sorg“. Men, fortsætter hun, „ved tabet af et barn overskrides normerne for hvordan man reagerer og ikke reagerer rent følelsesmæssigt. Det at rense sjælen med sorgens tårer kan sammenlignes med at dræne et sår for betændelse.“
I nogle lande er det således mere almindeligt at give udtryk for sorg end det er andre steder. Men det bør ikke betragtes som et udtryk for svaghed at man græder og sørger. Selv Jesus Kristus „gav tårerne frit løb“ da hans ven Lazarus var død, selv om Jesus vidste at han ville oprejse ham kort tid efter. — Johannes 11:35.
[Tekstcitat på side 14]
Jakob skammede sig ikke ved at græde over tabet af sin søn