Historiens første „skovhugger“ fælder stadig træer
Historiens første „skovhugger“ fælder stadig træer
MENNESKER har opfundet mange redskaber til at fælde træer med, blandt andet økser, kløvekiler, trækløvere og save. Der findes også skovningsmaskiner der kan gennemsave tykke træstammer. Men de ældste redskaber benyttet til skovhugst er ikke skabt af menneskehænder, nej, her drejer det sig om de skarpe tænder på historiens allerførste „skovhugger“, bæveren.
En fuldt udvokset bæver kan nå en kropslængde på 1,3 meter og en vægt på over 30 kilo. Eftersom bæverens fortænder i over- og underkæben vokser hele tiden, er den nødt til at ’file’ dem ned med jævne mellemrum. Fortændernes forside er belagt med hård emalje, hvilket giver dem en skarp, skrå kant. Tænderne krummer indad, og de meget stærke kæbemuskler gør at disse naturskabte stemmejern med lethed kan gå igennem selv de hårdeste træsorter.
En varm pelsdragt og en nyttig hale
Folk der lever i et koldt klima, sætter pris på en varm og vandtæt frakke. Bæveren behøver aldrig at gå i butikker for at købe den slags overtøj, for den er fra naturens hånd udstyret med en tyk pels. Bæverpelsen, hvis farver spænder fra gyldenbrunt til mørkebrunt, består af to lag. Uldhåret — et tykt lag af fine, tynde tråde — er forsynet med bittesmå modhager der hægter sig sammen og beskytter bæveren mod vand og kulde. Det længere og tykkere dækhår skærmer uldhåret og medvirker til at gøre pelsen vandafvisende. Den har også en skinnende glans og er fløjlsblød at røre ved, så det er ikke svært at forstå hvorfor mange sætter pris på klæder af bæverskind. Ja, i Canada benyttede man engang bæverskind som betalingsmiddel.
Alle bævere har to par usædvanlige kirtler ved haleroden. Det ene kirtelpar forsyner bæveren med en speciel olie, og det andet frembringer bævergejl, et stærkt, men ikke ubehageligt, lugtende sekret. Disse afsondringer tjener flere formål; bæveren bruger dem blandt andet til at gøre sin pels vandtæt med og til at tiltrække artsfæller. Bævergejl er også noget mennesker har glæde af, for parfumeindustrien anvender det til nogle af sine dufte.
Bæverens hale er unik. Den har udformning som en paddel, er cirka 30 centimeter lang og har mange funktioner. Til vands tjener bæverhalen
som ror, og på landjorden hjælper den bæveren til at holde balancen når dyret gnaver træer. Når der er fare på færde, plasker bæveren med halen og advarer alle bævere som er inden for hørevidde, om at søge i sikkerhed. Men lad os lige rydde én misforståelse af vejen: bæveren bruger ikke sin hale som murske til at komme mudder på sine dæmninger.Føde og vand
Hvad spiser bæveren? Den sarte inderbark og skuddene på poppel- og piletræer er dens livretter. Derfor kan bæveren også spise sig godt mæt samtidig med at den fælder et træ til et byggeprojekt. Mens én bæver har travlt med at gnave en træstamme igennem, sker det somme tider at en anden bæver ubemærket sniger sig hen for at stjæle noget af den lækre bark.
Om vinteren opmagasinerer bæveren sin føde på en måde der er helt uden sidestykke. Først graver den et dybt hul under vandet — det er ikke nogen særlig præstation for bæveren eftersom den kan blive under vandet i 15 minutter ad gangen. Derefter stabler den grene af asp, pil og andre træsorter på vandoverfladen over hullet. Efterhånden som der stables mere træ på bunken, skubbes stakken ned i hullet. Senere, når bæverdammen fryser til og sneen besværliggør
arbejdet på landjorden, har kolonien et velforsynet „undervandsspisekammer“.Apropos vand, så er der få landdyr der færdes så ubesværet i vandet som bæveren. Foruden dens tætte pels, som den gør vandafvisende med sit oliesekret, har den et fedtlag under huden der udgør en god isolering i selv det koldeste vand. Og bævere parrer sig endog under vandet! Eftersom vand spiller sådan en fremtrædende rolle i bævernes liv, vil man kun møde bævere i nærheden af søer eller vandløb.
Bævere og mennesker
Bævere er tillidsfulde og vænner sig til mennesker der behandler dem godt. Dyrene soignerer sig regelmæssigt og er renlige. I svundne tider holdt de amerikanske indianere ofte bævere som husdyr omkring deres lejrplads. Men man skal tænke sig om en ekstra gang inden man tager en bæver med hjem. Problemet er at de aldrig holder op med at bygge. Miljøteknikeren Alice Outwater skriver: „Hvis de holdes inden døre, vil de give sig til at gnave benene over på borde og stole og bygge små dæmninger mellem møblerne.“ Træer og hegnspæle i baghaven risikerer at lide samme skæbne.
Men der er opstået langt værre problemer mellem bævere og mennesker. Grundejere klager for eksempel over at dæmningerne får vandstanden i åer og bække til at stige, hvilket medfører skade på deres ejendom. Men blandt andet forskere imødegår sådanne klager ved at betone de fordele der er ved bævernes aktivitet. Bæverens opdæmning af vandet, bevarer og renser det samt skaber livsopretholdende betingelser for mange arter. Nogle siger endda at bæverdamme har afbødet nogle af tørkens virkninger.
Naturforskere vurderer at der på nuværende tidspunkt lever omkring 10 millioner bævere på USA’s fastland. * Men nogle skønner at der for 500 år siden levede over 200 millioner inden for det samme område. Tænk engang: Der har måske arbejdet millionvis af „skovhuggere“ i Nordamerikas skove inden de første europæere ankom. Alligevel blev de første nybyggere ikke mødt af et bart land uden træer, men af store frodige skove. Bæveren spiller afgjort en vigtig rolle for Jordens økologi. Vi kan derfor være glade for at historiens første „skovhugger“ stadig fælder træer.
[Fodnote]
^ par. 15 I Danmark er der 18 fritlevende bævere. De blev i oktober 1999 sat ud på Klosterheden i Jylland, hvor de trives godt efter at have været fraværende i den danske natur i mere end 1000 år.
[Ramme/illustration på side 22, 23]
Den flittige bæver
Det er ikke uden grund at man på engelsk bruger udtrykket „busy as a beaver“ om en person der er myreflittig. Udtrykket er sikkert et resultat af de iagttagelser folk har gjort af bævere i færd med at opdæmme et vandløb eller bygge et bo. Disse dyr synes utrættelige i deres arbejde med at fælde træer og slæbe tømmer til „byggepladsen“. Til tider graver de endog kanaler for at flåde byggematerialer til deres bestemmelsessted.
Hvordan bygger bæverne deres dæmninger? Først stikker de grene ned i bunden af vandløbet for at fastgøre konstruktionen. Hvis vandløbet er bredt, lægger bæverne deres dæmning så den bøjer mod strømmen for at den ikke skal blive revet med. Dernæst udfylder de mellemrummet mellem grenene med endnu mere træ indtil den rette højde er nået, og så tætner de dæmningen med mudder og sten. For at gøre den solid forstærker bæverne den i strømmens retning ved i denne side at stikke grene skråt ned i flodlejet. Disse flittige dyr reparerer også jævnlig deres bygningsværk.
Oppe ad floden danner der sig snart en fredfyldt dam. Her bygger bæverne sig nogle sikre huler — først et primitivt bo ved flodbredden mens de bygger dæmningen, og senere en kuppelformet hytte af mudder og træstykker ude i vandet. For at beskytte sig mod rovdyr benytter bæverne indgange under vandet. I hulens sikre omgivelser hviler de sig og passer deres unger.
Bæveren er virkelig arbejdsom. I et område af Wyoming, USA, hvor man ikke havde observeret bævere i lang tid, satte forskere ti bævere ud — fem hanner og fem hunner. Da forskerne vendte tilbage året efter, havde bæverne etableret fem forskellige kolonier og bygget 55 dæmninger!
[Illustrationer på side 24]
En bæver på arbejde; en bæverhytte og en dæmning; en bæverunge