Menneskets søgen efter et fuldkomment samfund

HVOR ville det være skønt at opleve en bedre verden hvor menneskene var fri for smerte, sygdom og legemlige skavanker. Et verdensomspændende samfund uden kriminalitet og ufred. En menneskeslægt der ikke var underlagt døden.

At nå sådanne mål ville naturligvis kræve store forandringer i den menneskelige natur. Tanker om at forbedre menneskearten er ikke af ny dato. For cirka 2300 år siden skrev den græske filosof Platon: „De bedste mænd [bør indgå] forbindelser med de bedste kvinder så ofte som muligt, og omvendt de dårligste mænd med de dårligste kvinder så lidt som muligt.“ Det var dog først i nyere tid at der for alvor blev gjort bestræbelser på at forbedre menneskearten. Denne forskningsgren blev kaldt eugenik, eller arvehygiejne.

Udtrykket „eugenik“ blev udformet i 1883 af sir Francis Galton, en britisk forsker og fætter til Charles Darwin. Det består af græsk eu, „god“, og genos, „slægt“, plus -ik, „videnskaben (læren) om“. Galton vidste at man gennem selektiv forædling kunne opnå ønskede egenskaber hos visse blomster og dyr. Kunne lignende metoder også forbedre menneskene? Det mente Galton. Han ræsonnerede at hvis blot en brøkdel af de penge og anstrengelser der blev sat ind på at avle heste og kvæg, blev brugt på „at forbedre menneskearten“, ville det resultere i „en umådelig mængde genier“.

Galton var påvirket af Darwins skrifter og mente at tiden var inde til at menneskene selv skulle styre deres udvikling. I begyndelsen af det 20. århundrede slog Galtons idéer vældigt an blandt politikere, forskere og akademikere i Europa og USA. En magtfuld nations statsoverhoved genspejlede tidens holdninger da han skrev: „Samfundet har ikke ret til at tillade degenererede individer at formere sig. . . . Enhver gruppe landmænd der undlod at sørge for at den bedste del af deres besætning formerede sig, og lod hele forøgelsen komme fra den dårligste del af besætningen, ville blive betragtet som værende gået fra forstanden. . . . En dag vil vi erkende at den ædleste pligt der påhviler gode, egnede borgere, er at efterlade sig afkom, og at vi ikke har ret til at bevare uegnede borgere.“ Disse ord er skrevet af USA’s 26. præsident, Theodore Roosevelt.

Både i England og i USA blev arvelighedslovene illustreret på messer og udstillinger, ofte ved at man fremviste en række udstoppede marsvin på en tavle. De blev anbragt i en  rækkefølge der skulle vise hvordan farverne på dyrenes pels gik i arv fra den ene generation til den anden. Det fremgik tydeligt af den ledsagende tekst hvad disse udstillinger skulle understrege. På en af tavlerne stod der: „Uønskede menneskelige karaktertræk som for eksempel lav intelligens, epilepsi, kriminalitet, sindssyge, alkoholisme og meget andet, deriblandt tendensen til at være fattig, nedarves hos mennesker på nøjagtig samme måde som farven på marsvinenes pels.“ En anden udstillingsplakat stillede spørgsmålet: „Hvor længe endnu vil vi amerikanere værne så nøje om vore svins, kyllingers og kvægs stamtavle, mens vi lader vore børns aner bero på tilfældigheder?“

Anvendt eugenik

Disse idéer havde ikke kun akademisk interesse. Både i USA og Europa blev titusinder af „uønskede“ steriliseret. Hvem eller hvad der var uønsket, blev naturligvis hovedsagelig bestemt af dem der traf afgørelserne om tvangssterilisation. For eksempel blev der i den amerikanske stat Missouri fremsat et lovforslag om sterilisation af dem der var „dømt for mord, voldtægt, landevejsrøveri, bombeattentater og tyveri af kyllinger eller biler“. I et misforstået forsøg på at frembringe et herrefolk i løbet af en enkelt generation gik Nazityskland et skridt videre. Efter tvangssteriliseringen af op mod 225.000 mennesker blev millioner af andre — jøder, sigøjnere, handicappede og andre „uønskede“ — udryddet under dække af racehygiejne.

Grundet nazitidens barbari kom eugenik i vanry, og mange håbede at denne forskningsgren var skrinlagt, begravet med de millioner hvis død den havde forårsaget. Men i 1970’erne var der rapporter om videnskabelige fremskridt inden for den nye forskningsgren molekylærbiologien. Nogle frygtede at disse fremskridt ville betyde en tilbagevenden til de idéer som Europa og USA havde ladet sig forlede af tidligere i dette århundrede. Under en forelæsning ved USA’s Nationale Videnskabernes Akademi i 1977 advarede en fremtrædende biolog for eksempel sine kolleger om rekombinant dna (gensplejsning). Han sagde: „Denne forskning vil bringe os et skridt nærmere genetisk manipulation af mennesker for derigennem at regne ud hvordan vi kan frembringe børn med ønskværdige egenskaber. . . .  Sidste gang det blev forsøgt, havde de ideelle børn blondt hår, blå øjne og ariske gener.“

Mange i dag finder det latterligt at sammenligne fremskridtene inden for gensplejsning med Hitlers racehygiejneprogram. For tres år siden blev der lagt stor vægt på racerenhed. I dag taler man om forbedringen af sundheden og livskvaliteten. I sin gamle betydning havde eugenik rod i politik og blev næret af fordomme og had. De nye fremskridt inden for genforskningen næres af kommercielle interesser og forbrugernes ønske om et bedre helbred. Men selv om der er store forskelle, kan det mål at forme mennesker efter vore egne genetiske præferencer minde en del om den gamle form for racehygiejne.

Forandring af samfundet ved hjælp af forskning

Mens du læser disse ord, er avancerede computere i færd med systematisk at kortlægge det menneskelige genom, det vil sige den samlede mængde informationer i vore gener som styrer vores vækst og er medbestemmende for hvordan vi bliver. Disse computere katalogiserer omhyggeligt de titusinder af gener som rummes i det menneskelige dna. (Se rammen „Dna-detektiver“.) Forskerne forudsiger at når først disse oplysninger er indhentet og oplagret, vil de blive brugt langt ud i fremtiden som den primære kilde til forståelsen af humanbiologi og lægevidenskab. Det er også forskernes håb at dechifreringen af det menneskelige genom vil bane vej for behandlingsmetoder som kan reparere eller erstatte defekte gener.

Læger håber at genforskningen vil resultere i en ny generation af sikre og effektive lægemidler til forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme. En sådan teknologi vil måske også gøre det muligt for læger at tage patienternes genetiske profil i betragtning når de skal fastslå hvilke lægemidler der vil virke bedst i den enkelte patients tilfælde.

Ud over de medicinske fordele ser nogle gensplejsning som et middel til at løse sociale problemer. I tiden mellem den anden verdenskrig og begyndelsen af 1990’erne mente akademikere at sociale problemer kunne reduceres gennem økonomiske og institutionelle reformer og ved at forbedre det miljø vi lever i. I de senere år er de sociale problemer imidlertid blevet større. Mange er blevet mere og mere overbevist om at løsningen på sådanne problemer skal søges på det genetiske plan. Nogle mener nu at gener har større indflydelse på vores adfærd, både som enkeltpersoner og som grupper, end miljøet.

Kan genforskning gøre noget ved døden? Ifølge nogle forskere ligger løsningen på det problem også i manipuleringen af vore gener. Allerede nu har forskerne forlænget levetiden for visse frugtfluer og orme med 50 procent ved at bruge teknikker som de mener en dag vil kunne anvendes på mennesker. Lederen af Human Genome Sciences Inc. siger: „Først nu kan vi begynde at forestille os at mennesket kan blive udødeligt.“

„Designerbørn“

De optimistiske rapporter om udviklingen i dag og det der måske vil kunne lade sig gøre i årene fremover, gør at man let overser de nuværende begrænsninger og de potentielle problemer der er forbundet med de  nye teknologier. Tag for eksempel spørgsmålet om børn. Genetisk screening er allerede almindelig praksis. Den mest anvendte metode blev indført i begyndelsen af 1960’erne. Lægen fører en kanyle ind i den gravides livmoder og udtager en prøve af det fostervand som barnet er omgivet af. Væsken bliver derefter testet for tegn på at fosteret har en af de mange genetiske sygdomme der findes, deriblandt Downs syndrom og spina bifida (rygmarvsbrok). Dette foretages sædvanligvis omkring den 16. svangerskabsuge. En teknik af nyere dato der foretages mellem den 6. og den 10. svangerskabsuge, kan afsløre detaljer om fosterets arveanlæg.

Ved hjælp af disse metoder er lægerne i stand til at diagnosticere mange sygdomme, men kun cirka 15 procent af dem kan behandles. Når prøverne påviser genetiske abnormiteter eller giver et flertydigt resultat, står mange forældre over for et vanskeligt valg: Skal der foretages en abort, eller skal svangerskabet gennemføres? Tidsskriftet The UNESCO Courier skriver: „Trods den udbredte  brug af dna-prøver — hvoraf hver og én er patentbeskyttet og profitabel — har genetikken indtil nu været ude af stand til at opfylde de store løfter om genterapi. Lægerne finder ved hjælp af screening tilstande og sygdomme som de ikke kan behandle. Abort bliver derfor ofte fremstillet som en behandling.“

Lægerne forventer at de efterhånden som bioteknologien forbedres, bliver langt bedre i stand til at påvise og rette de genetiske defekter som enten forårsager eller disponerer mennesker for forskellige sygdomme. Forskerne håber at de med tiden vil kunne overføre kunstige kromosomer til menneskefostre for at beskytte mod sygdomme som Parkinsons syge, aids, sukkersyge samt prostata- og brystkræft. Det vil medføre at børn bliver født med et stærkere immunforsvar. Der er også udsigt til at fremtidige lægemidler kan „forbedre“ det voksende foster, eventuelt ved at man manipulerer med generne for at højne intelligensen eller styrke hukommelsen.

Selv de mest optimistiske forskere erkender at der vil gå lang tid før forældre vil være  i stand til ud fra et katalog at vælge hvilken slags barn de vil have. Men mange føler sig tiltalt af tanken om at få et barn med lige præcis de egenskaber de ønsker. Nogle mener endog at det ville være uansvarligt ikke at benytte teknologien til at eliminere genetiske sygdomme. De fremfører det argument at hvis der ikke er noget galt i at sende sit barn på de bedste skoler og til de bedste læger, hvorfor skulle man så ikke prøve at få den bedst mulige baby?

Bekymring angående fremtiden

Andre giver imidlertid udtryk for bekymring. I bogen The Biotech Century siges der for eksempel: „Hvis man vil forebygge mod sukkersyge, seglcelleanæmi og kræft ved at ændre menneskenes arveanlæg, hvorfor så ikke gå videre og behandle andre, mindre alvorlige, ’lidelser’ som nærsynethed, farveblindhed, ordblindhed, fedme og venstrehåndethed? Hvad skulle forhindre et samfund i at beslutte at en bestemt hudfarve er en sygdom?“

 Forsikringsselskaber vil have stor interesse i at få adgang til oplysninger om menneskets gener. Tænk for eksempel på hvad der kunne ske hvis man ved fosterdiagnostik opdagede et potentielt problem. I nogle lande kunne det måske medføre at et forsikringsselskab pressede moderen til at få en abort, og i tilfælde af at hun ikke ville, nægtede at forsikre hende.

Kemiske og bioteknologiske firmaer samt medicinalfirmaer kappes om at tage patent på gener og organismer samt metoder til at manipulere med dem. Deres drivkraft er selvfølgelig af økonomisk art — at slå mønt af fremtidens teknologi. Mange bioetikere frygter at dette kan føre til „forbruger-eugenik“, hvor forældre kan blive presset til at vælge „genetisk godkendte“ børn. Det er ikke svært at forestille sig hvor stor en rolle reklameindustrien ville have i forbindelse med en sådan udvikling.

Det vil uden tvivl være begrænset hvor meget de nye teknologier vil komme de fattige dele af verden til gode. Som det er nu, har mange rundt om i verden ikke engang mulighed for at få dækket de mest grundlæggende behov for lægehjælp. Selv i de højtudviklede lande vil genterapi måske kun være en mulighed de velhavende ville kunne benytte sig af.

Et fuldkomment samfund

I det væld af litteratur der findes om udviklingen inden for bioteknologi, bruges ofte udtrykket „at spille Gud“. Da Gud er livets Skaber, er det kun rimeligt at undersøge hvad han har at sige om vores søgen efter at opnå fuldkommenhed. Beretningen i Første Mosebog fortæller at Gud, efter at han havde skabt livet på jorden, „så . . . alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt“. (1 Mosebog 1:31) Det første menneskepar havde fuldkomne gener. Det var på grund af deres oprør mod Gud at de selv og deres efterkommere blev underlagt ufuldkommenhed og død. — 1 Mosebog 3:6, 16-19; Romerne 5:12.

Jehova Gud ønsker at gøre ende på sygdom, lidelse og død. For lang tid siden traf han foranstaltning til at befri menneskeheden for disse problemer. I Åbenbaringens Bog forudsiges det at der kommer en tid hvor Gud vil gribe ind i forholdene på jorden. Om den tid læser vi: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ Denne store forandring vil ikke blive virkeliggjort af videnskabelige fremskridt gennemført af mennesker, hvoraf mange ikke engang tror på Guds eksistens, endsige takker og priser ham. Skriftstedet fortsætter: „Han [Jehova Gud] som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’“ — Åbenbaringen 21:4, 5.

[Tekstcitat på side 5]

Efter tvangssteriliseringen af op mod 225.000 mennesker i Nazityskland blev millioner af andre „uønskede“ udryddet under dække af racehygiejne

[Tekstcitat på side 6]

Læger håber at genforskningen vil resultere i en ny generation af sikre og effektive lægemidler til forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme

[Tekstcitat på side 11]

Siden fåret Dollys fremkomst har forskere klonet i snesevis af dyr, alle sammen fra voksne celler. Kan den samme teknologi anvendes til at klone voksne mennesker?

 [Ramme/illustration på side 7]

Kan man klone mennesker?

I 1997 kom et får ved navn Dolly i avisoverskrifterne i hele verden. Det særlige ved Dolly var at hun var det første pattedyr der var blevet klonet fra en voksen celle, taget fra et fårs mælkekirtel. Dolly blev således en yngre „tvilling“ til donorfåret. Før Dolly kom til verden, havde forskere i årevis klonet dyr fra fosterceller. Kun få mente at en celle fra et voksent pattedyr kunne omprogrammeres for at danne et andet dyr der er genetisk identisk med det dyr det kommer fra. Kloning af en voksen celle gør det muligt at se hvordan afkommet vil blive.

Forskerne der klonede Dolly, havde til hensigt at fremavle husdyr der kunne yde mælk med et højt indhold af medicinsk anvendelige stoffer. Rapporten over forskernes bedrift blev offentliggjort i februar 1997 i det videnskabelige tidsskrift Nature under titlen „Viable Offspring Derived From Fetal and Adult Mammalian Cells“ (Levedygtigt afkom fra foster- og voksenceller fra pattedyr). Medierne viste hurtigt stor interesse for rapporten og de muligheder den rummede. To uger senere viste forsiden på bladet Time et billede af Dolly med en overskrift der lød: „Vil der nogen sinde komme en kopi af dig?“ Samme uge bragte bladet Newsweek artikelserien „Er det muligt at klone mennesker?“

Siden Dollys fremkomst har forskere klonet i snesevis af dyr, alle sammen fra voksne celler. Kan den samme teknologi anvendes til at klone voksne mennesker? Ja, siger nogle biologer. Men det er endnu ikke sket. Ian Wilmut, den britiske forsker som ledte det hold der klonede Dolly, påpeger at kloning i dag er „en meget ineffektiv procedure“, idet den medfører en dødelighedsprocent blandt fostre der er cirka ti gange højere end blandt naturligt undfangede.

Nogle har spurgt: ’Hvad nu hvis det skulle lykkes nogen at forbedre teknikken og lave flere kloninger af eksempelvis en type som Hitler?’ I et forsøg på at komme en sådan frygt til livs peger Ian Wilmut på at selv om et klonet barn ville være en genetisk identisk tvilling af den person det er en kloning af, ville det ligesom naturligt undfangede tvillinger blive påvirket af sine omgivelser og få en særskilt personlighed.

[Ramme/illustrationer på side 8, 9]

Dna-detektiver

Menneskelegemet består af cirka 100 billioner celler. De fleste celler har en kerne, og i hver cellekerne findes der 46 bundter kaldet kromosomer. Hvert kromosom indeholder et enkelt, tæt sammenrullet og trådlignende molekyle der kaldes dna. Det anslås at der i dna’et er op mod 100.000 gener, der er anbragt ligesom byer langs en stor hovedvej. Generne er i høj grad bestemmende for hvert eneste karaktertræk i vort legeme — vor udvikling i livmoderen, vort køn, vore fysiske egenskaber og vor vækst indtil vi er fuldt udvoksede. Nogle forskere mener desuden at vores dna indeholder et „ur“ som bestemmer hvor længe vi skal leve.

Dna’et hos dyr og mennesker ligner hinanden i bemærkelsesværdig grad. For eksempel afviger chimpansernes arveanlæg kun én procent fra menneskers. Alligevel er denne forskel ti gange større end forskellen mellem to mennesker. Det er ikke desto mindre disse uendeligt små forskelle der er årsagen til de mange karakteristiske træk der gør os til unikke individer.

For knap ti år siden gik forskere i gang med en vanskelig opgave — at bestemme den præcise rækkefølge af de kemiske enheder i menneskets dna. Denne opgave, der kaldes det humane genom-projekt, er et ambitiøst og kæmpemæssigt projekt som koster milliarder af dollars. De indsamlede data vil fylde skønsvis 200 bind, som hver er på størrelse med en telefonbog på 1000 sider. Hvis én person skulle læse alle disse oplysninger, ville det kræve mindst 26 års læsning døgnet rundt.

Et faktum som medierne ofte overser, er at disse oplysninger, når de engang er kortlagt, stadig skal bearbejdes. Der vil være behov for nye metoder til at analysere de indhentede data. Én ting er at identificere generne. Noget ganske andet er at kende deres funktion og vide hvordan de samarbejder ved dannelsen af et legeme. En fremtrædende biolog har kaldt det humane genom-projekt for „genetikkens hellige gral“. Arvelighedsforskeren Eric Lander bedømmer projektet mere nøgternt: „Det er en stykliste. Hvis jeg gav nogen styklisten til en Boeing 777 med 100.000 dele, tror jeg ikke at vedkommende kunne sætte flyet sammen, endsige forstå hvordan det kunne flyve.“

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

CELLEKERNE

CELLE

KROMOSOMER

DNA

BASEPAR