Jeg fik styrke fra Gud til at udholde prøvelser

FORTALT AF STEPAN KOZHEMBA

En nat i begyndelsen af april 1951 kørte lastbiler med sovjetiske tropper ind i vores by, Stenjatyn i Ukraine. Bevæbnede soldater omringede udvalgte hjem og anholdt hele familier af Jehovas Vidner og sendte dem til Sibirien. Dengang var jeg 12 år og meget modtagelig for indtryk, så jeg spekulerede på hvorfor de blev behandlet på den måde, og hvordan de kunne udholde så megen lidelse.

JEG blev født i landsbyen Stenjatyn i oktober 1938. Min mor døde to uger efter min fødsel, og min far blev dræbt i 1944 da han som soldat i den sovjetiske hær kæmpede mod Tyskland. Min fars søstre, Olena og Anna, tog mig til sig, og jeg voksede op hos dem.

Som dreng kendte jeg adskillige Jehovas Vidner i vores by. De talte med mig og andre om det messianske rige når som helst der var lejlighed til det. Med tiden blev jeg ven med nogle af de unge Jehovas Vidner. Det kom helt bag på mig da de blev taget af de sovjetiske tropper og deporteret til Sibirien.

Det var dog ikke alle der blev fordrevet. Stepan, et Jehovas Vidne der boede i nærheden af mig, fik lov at blive fordi hans familie ikke var Jehovas Vidner. Han var seks år ældre end mig, og da jeg gik ud af skolen, arbejdede jeg sammen med ham som tømrer. Han studerede Bibelen med mig ved hjælp af de eksemplarer af Vagttårnet der var tilgængelige. Stepan, der nu tjener den sande Gud, Jehova, i Estland, var lykkelig da jeg blev døbt i juli 1956.

I Ukraine var modstand en del af livet for alle der tjente Jehova. Myndighederne foretog husundersøgelser for at finde bibelske publikationer, så derfor havde jeg mange gemmesteder. Mine fastre Olena og Anna, der begge var medlemmer af den græsk-katolske kirke, var imod min forbindelse med Jehovas Vidner og prøvede at få mig til at holde op med at komme sammen med dem. Nogle gange følte jeg at jeg ligesom apostelen Paulus var ’under et pres der langt oversteg mine kræfter’. Men mit nære forhold til Jehova Gud styrkede mig til at udholde enhver prøvelse. — 2 Korinther 1:8; Filipperne 4:13.

Min kamp for at forblive neutral

Alle unge mænd på 18 år i Sovjet blev indkaldt til militærtjeneste. Som følge af min bibelkundskab var jeg fast besluttet på at forblive neutral i denne verdens anliggender, hvilket betød at jeg nægtede at gå ind i hæren. (Esajas 2:4; Johannes 17:14-16) Olena og Anna tilskyndede mig til at blive soldat selv om deres egen bror, min far, var blevet dræbt i krigen.

 Efter at jeg havde fået mine indkaldelsespapirer, henvendte jeg mig til det lokale militære hovedkvarter og gjorde rede for mit standpunkt. Jeg blev omgående arresteret og holdt i forvaring mens man udarbejdede anklager imod mig. Min sag foregik for lukkede døre. Selv ikke mine fastre fik at vide hvornår retssagen ville finde sted. Jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd for dommeren, anklageren og de to der udgjorde juryen. Det hele var overstået på 20 minutter. Min dom lød på fem års forvaring og derefter fem år med begrænsede borgerrettigheder.

Jeg afsoner min straf

Efter retssagen blev jeg sat i fængsel i Lviv (tidligere Lvov). I de tre måneder der gik fra jeg blev arresteret til jeg blev overflyttet til en arbejdslejr, havde jeg ikke nogen kontakt med andre trosfæller, ingen bibel og intet bibelsk læsestof. Jeg forblev dog åndeligt aktiv ved at forkynde for mine medfanger, som havde svært ved at forstå hvorfor jeg nægtede at udføre militærtjeneste. I disse måneder gjorde jeg brug af det personlige studium jeg havde foretaget før jeg blev arresteret. Det lærte mig noget vigtigt — personligt studium hjælper os til at opbygge en åndelig reserve som holder os oppe under prøvelser. — Johannes 14:26.

I april 1958 blev jeg flyttet til arbejdslejr 21 nær byen Dnepropetrovsk, som lå over 700 kilometer fra mit hjem, for at aftjene resten af min straf. Her skulle vi stå op klokken seks hver morgen, og efter morgenmaden blev vi kørt med lastbil til arbejdsstedet cirka 50 kilometer fra lejren. Vi arbejdede i otte timer på en byggeplads, hvorefter vi blev kørt tilbage til lejren om aftenen.

Vi sov i barakker der hver rummede cirka et hundrede fanger. Maden var dårlig, og leveforholdene spartanske, men jeg havde i det mindste selskab af to andre Jehovas Vidner i min barak. Vi gjorde alle tre en bevidst indsats for at opmuntre hinanden. Det er endnu en måde hvorpå Jehova giver sine tjenere styrke når de er i vanskeligheder — gennem fællesskabet med vore trosfæller. — 2 Korinther 7:6.

Der var i alt tolv Jehovas Vidner i lejren. Nogle af dem havde slægtninge der skjulte sider af Vagttårnet i fødevarepakker som de fik smuglet ind til os. De fleste pakker blev åbnet af vagterne, som undersøgte indholdet før de gav dem videre til os. For at undgå mistanke blev siderne af Vagttårnet pakket ind i plastic og lagt ned i dåser med syltetøj, som vagterne ikke gad åbne. Når vi fik artiklerne, afskrev vi dem i hånden og delte dem med hinanden.

Vi gjorde også hvad vi kunne for at fortælle om Guds rige, og Jehova velsignede vore bestræbelser. For eksempel mødte jeg en medfange ved navn Sergej, der havde arbejdet som regnskabsfører for et statsejet foretagende i det østlige Ukraine. Da et bedrageri blev afsløret på hans arbejdsplads, blev han holdt ansvarlig og idømt 10 års forvaring. Mange af de forkyndere han sad i fængsel med, studerede Bibelen med ham ved hjælp af de eksemplarer af Vagttårnet de havde for hånden. Sergej reagerede positivt og sagde engang til mig: „Når jeg bliver løsladt fra lejren, vil jeg døbes som et af Jehovas Vidner.“ Tro mod sit ord blev Sergej døbt kort tid efter at han var blevet løsladt, og han tjente Jehova loyalt indtil sin død.

 Forvirring angående Romerbrevet, kapitel 13

Jeg blev løsladt fra arbejdslejren i januar 1963 og vendte tilbage til min hjemby, Stenjatyn. Jeg fornemmede straks at der var noget galt i den lokale menighed i Sokal. Atmosfæren blandt brødrene var anspændt. Hvad var problemet? Og hvordan var det kommet så vidt?

De sovjetiske myndigheder havde i mange år forsøgt at så splittelse blandt Jehovas folk ved at antyde over for dem at Vidnerne blev udnyttet til at fremme USA’s interesser. Embedsmændene opfordrede Jehovas Vidner i Sovjetunionen til at danne deres egen organisation så de derved kunne stå på god fod med Sovjetstaten og få fred til at praktisere deres tro uden at blive forfulgt. Embedsmændene fik alt dette til at lyde ganske tiltalende.

I The Watchtower for 15. november 1962 (på dansk i Vagttårnet for 15. marts 1963) var der blevet fremlagt en ny forståelse af Romerbrevet, kapitel 13, som blev bragt i den ukrainske udgave for 1. juli 1964. Indtil da havde vi haft den forståelse at „de højere myndigheder“ der omtales i vers 1, var Jehova Gud og Jesus Kristus. Men Vagttårnet påpegede at „de højere myndigheder“ i virkeligheden repræsenterede jordiske regeringer, og at de „af Gud [er] anbragt i deres relative stillinger“. — Romerne 13:1.

Nogle af Jehovas Vidner havde svært ved at acceptere denne justerede forståelse, eftersom de jordiske myndigheders ledere i Sovjetunionen havde været så grusomme i deres forsøg på at udslette den sande tilbedelse af Gud. Disse Jehovas Vidner troede derfor ikke at det eksemplar af Vagttårnet der bragte den nye forståelse, kom fra Jehovas Vidners officielle organisation. De mente at oplysningerne var blevet fabrikeret af dem der indgik kompromiser med myndighederne for at få Jehovas Vidner til at være mere lydige mod den sovjetiske stat.

Hver enkelt tjener for Jehova i Ukraine stod over for spørgsmålet: Hvilken gruppe har ret, og hvilken gruppe har uret? Jeg betragtede begge parter og spurgte mig selv: ’Hvilke motiver har de hver især?’ Snart var jeg i stand til at se en tydelig forskel mellem de to.

De fleste Jehovas Vidner, hvoraf nogle måske ikke helt havde fået fat i den nye forståelse af Romerbrevet, kapitel 13, ønskede at forblive loyale over for Jehova og hans organisation. Andre var imidlertid begyndt at tvivle på at Vagttårnsselskabets nyeste publikationer stadig kom fra Jehovas Vidners officielle organisation. Denne gruppe havde også en tendens til at have yderliggående holdninger til forskellige  spørgsmål. De mente for eksempel at det var forkert af en brud at have en hvid kjole på til sit bryllup, og at gifte par ikke burde gå med vielsesringe. Nogle forlod organisationen, men en hel del af dem erkendte med tiden at de havde taget fejl, og begyndte atter at tjene Jehova.

Undergrundsaktivitet

Vore kristne aktiviteter var forbudt, men når det var muligt, holdt vi de ugentlige møder i grupper på ti til femten personer. Vi blev åndeligt styrket af møderne, både af undervisningen og af samværet bagefter. Vi fortalte hinanden hvad vi havde oplevet, og det hjalp os til at se at vi alle kæmpede den samme kamp. Vi huskede apostelen Peters ord: „Det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden.“ — 1 Peter 5:9.

Vore drøftelser var baseret på artikler i Vagttårnet. Hvordan nåede bladene ud til os? Forkyndere der virkede som kurerer, bragte kopier af bladene på mikrofilm med sig over grænsen til Ukraine. Disse film blev sendt videre ad en forud aftalt rute fra én forkynder til en anden, som hver fremstillede et tilstrækkeligt antal kopier til sin menighed. Nogle gange fik jeg til opgave at fremstille sådanne kopier. Jeg arbejdede hele dagen og havde travlt i tjenesten for Jehova om natten, hvor jeg lavede kopier af bladene og udførte andre opgaver. Det var en udfordring at holde tidsplanen, men de af os der havde ansvarsposter i organisationen, lærte at Jehova „giver den trætte kraft“. — Esajas 40:29.

Vi skabte lejligheder til at tale om Bibelen med folk vi mødte, for eksempel når vi kørte med de offentlige transportmidler. En meget anvendt metode til at begynde en samtale på var at sidde og læse dagens avis og så komme med en henkastet bemærkning om en af nyhederne til en medpassager. Når samtalen var i gang, ledte vi den hen på et bibelsk emne. Sådan forkyndte vi den gode nyhed i vores område.

En dygtig hustru

I 1965 giftede jeg mig med Tamara, der var blevet opdraget som en tjener for den sande Gud og vidste hvad det vil sige at stå op for sin tro under prøver. Hendes bror, Sergej, var tre gange blevet arresteret og stillet for en domstol på grund af sin forkyndervirksomhed. Sidste gang det skete, havde man fundet kopier af Vagttårnet hos ham, og han blev idømt ti års forvaring. Myndighedspersoner bragte Tamara til afhøring i deres hovedkvarter og truede hende med fængsling.

Efter at vi var blevet gift, var det svært at finde et sted at bo, men en familie der boede i Sokal og var venligt indstillet over for Jehovas Vidner, tilbød os et lille værelse i deres hjem for et beskedent beløb. Familien forsikrede os om at Tamara måtte blive boende hvis jeg blev arresteret og sat i fængsel igen. Min kone og jeg takkede Jehova for hans godhed og familien for deres venlighed. Da familien senere blev ramt af et dødsfald, benyttede Tamara lejligheden til at fortælle datteren, Galina, om opstandelseshåbet. Disse sædekorn fra Bibelen bar frugt, og Galina fik kærlighed til Skaberen. Hun  blev døbt og tjener nu Jehova sammen med sin mand.

I 1970’erne rejste jeg i de fleste weekender til forskellige dele af Ukraine, som for eksempel Moldavien og Karpaterne, for at være sammen med og opmuntre dem der førte an i Jehovas organisation. Jeg plejede at tage af sted fredag aften og komme hjem sent søndag. Tamara vidste sjældent hvor jeg tog hen og var undertiden ikke engang sikker på om jeg ville komme tilbage. Denne situation varede ved i mange år. Jeg kan kun bekræfte hvad Bibelen siger om en dygtig hustru: „Hun er langt mere værd end koraller.“ — Ordsprogene 31:10.

I de dage indebar alt hvad man foretog sig som Jehovas Vidne, en vis fare. Det var udelukkende ved hjælp af den styrke Jehova skænker, at vi kunne fortsætte. Utallige gange stod jeg over for vanskelige situationer og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Så bad jeg en stille bøn og stolede på at Jehova ville give mig styrke. Dette blev en fast del af vort liv. — Apostelgerninger 4:29.

I nyere tid

Som tiden gik, blev livet lettere for Jehovas tjenere i Ukraine. Forfølgelsen stilnede af, og fængselsstraffene blev erstattet med bøder. I 1980’erne erkendte myndighederne at Jehovas Vidner virkelig var en international organisation. At fængsle Jehovas Vidner i Ukraine og andre steder i Sovjetunionen skadede landets internationale renommé. Jeg mindes en embedsmand som under et forhør sagde: „Vi har nu indset at religion ikke behøver at være skadelig. Hovedsagen for os er at en religiøs gruppe ikke skader staten.“

I slutningen af 1980’erne begyndte jerntæppet at falde i Østeuropa, og siden da har vi fået større frihed i Ukraine. I 1991 blev vores forkyndelsesarbejde legaliseret, og i september 1998 oprettede Vagttårnsselskabet et afdelingskontor i Lviv. I begyndelsen af 1999 påbegyndte man opførelsen af et nyt afdelingskontor som vil kunne huse over 170 frivillige medarbejdere. Der er nu over 112.000 som deltager i forkyndelsen i Ukraine, og mere end 250.000 overværede mindehøjtiden i år 2000. Særlig påfaldende er det store antal unge vi har iblandt os. Ved et stævne i Kijev i 1991 stillede en journalist mig følgende spørgsmål:

 „Hvor kom alle disse mennesker fra? Jeg troede ikke at der var nogen Jehovas Vidner i Sovjetunionen, men pludselig er der tusinder af dem.“

„Vi er ikke pludselig kommet, sådan fra den ene dag til den anden,“ sagde jeg til hende. „Vi har tjent Jehova her i mange år.“

„Hvordan bærer I jer ad med at tiltrække så mange unge til jeres religion?“ ville hun gerne vide.

„Det er nok bedst at du spørger de unge selv. Lad dem fortælle dig hvorfor de ønsker at tjene Jehova.“

„Det har jeg allerede gjort,“ sagde journalisten. „De fortalte mig at det giver dem stor glæde.“

„Så må det jo være grunden,“ sagde jeg. „Hvis det er dét vore unge siger, så er det forklaringen.“

Det er dog ikke kun unge der glæder sig over at tjene Jehova. Tamara og jeg har tilsammen tjent ham i mere end 80 år og kunne ikke tænke os at skifte vores tro ud med noget andet. Selv om vi er Jehovas Vidner, har vi dog stadig problemer. Vi ved at så længe denne gamle ordning eksisterer, vil alle stadig komme ud for vanskeligheder. Men vi er bedre rustede til at udholde prøvelser end nogen anden gruppe mennesker på jorden. Vi er besluttede på at udholde prøvelser med styrke fra den almægtige Gud, Jehova, sådan som vi også gjorde førhen. Vi føler ligesom Moses da han sang sejrssangen: „Min styrke og min kraft er Jah, for han er mig til frelse.“ — 2 Mosebog 15:2.

[Illustration på side 22]

Med trosfæller i arbejdslejr 21

[Illustration på side 22]

Mikrofilm af et eksemplar af „Vagttårnet“ på ukrainsk (i naturlig størrelse)

[Illustration på side 23]

Med min kone, Tamara

[Illustration på side 24, 25]

En tegners gengivelse af det nye afdelingskontor som er under opførelse i Lviv

[Illustrationer på side 25]

Hvorfor er der så mange unge i Ukraine der tjener Jehova?