Mit håb holder mig oppe

FORTALT AF TATJANA VILEYSKA

Da min mor blev myrdet i vores lejlighed, var det slut med vores lykkelige familie. Fire måneder senere begik far selvmord, og efter dette ønskede jeg ikke længere at leve. Lad mig fortælle hvorfor jeg stadig er i live og kan berette om hvad der skete.

DONETSK, der ligger i den østlige del af Ukraine, er en by med rygende skorstene og kulminer. Den hårdtarbejdende, venlige befolkning på over en million er russisktalende. Nogle af byens indbyggere tror på astrologi og spiritisme, og mange benytter sig af horoskoper for at finde ud af hvad fremtiden vil bringe. Andre vender sig til troldmænd, eller kolduner, som de hedder på russisk. Nogle af disse mennesker søger kontakt med de døde i håb om at finde lindring for sygdom eller blot for fornøjelsens skyld.

Min far var skomager. Han påstod at være ateist, men følte dog inderst inde at vi mennesker var sat på jorden af en eller anden. Han sagde: „Vi er kun gæster på denne planet.“ Mor gik i kirke hvert år til påske, for, som hun sagde: „Hvis der er en Gud, hvis han virkelig findes, har vi pligt til at gå derhen.“ Jeg blev født i maj 1963 og havde en storesøster, Lubov, og fik senere en lillebror, Alexandr. Det var vores lille glade familie.

„Hvid magi er gavnlig“

Langt ude var vi i familie med Pjotr *, som kom ud for en ulykke i en kulmine. Han fik nogle kvæstelser i hovedet der krævede behandling på en specialklinik, men fordi han var bekymret for sit helbred, opsøgte han en koldun. Troldmanden satte Pjotr i kontakt med åndeverdenen. Selv om både hans kone og mine forældre sagde til ham at det var tåbeligt at beskæftige sig med sådan noget, mente han at vide bedre. „Det er hvid magi jeg udøver,“ bedyrede han. „Sort magi er farlig, men hvid magi er gavnlig.“

Pjotr påstod at være i besiddelse af kræfter som satte ham i stand til at forudsige fremtiden og beskytte andre mod ondt, men ikke desto mindre forlod hans kone ham. Pjotr kom derfor indimellem og boede hos os, undertiden  i flere uger. Det påvirkede familien meget negativt, og mine forældre begyndte at have nogle voldsomme skænderier. Til sidst blev de separeret og skilt. Vi børn flyttede til en anden lejlighed sammen med mor, og Pjotr, som var hendes kødelige slægtning, flyttede ind hos os.

Lubov blev gift og flyttede til Uganda med sin mand. I oktober 1984 tog Alexandr på ferie, og jeg rejste en uge til byen Gorlovka efter at have taget kort afsked med min mor. Men hvor jeg dog ønsker at jeg havde sagt noget mere til hende, eller at jeg var blevet hjemme. Jeg så hende nemlig aldrig igen.

„Din kære mor er død“

Da jeg kom hjem fra Gorlovka, var lejligheden låst af, og politiet havde hængt et skilt på døren der forbød adgang. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg gik ind til vores naboer. Olga var for oprevet til at tale. Hendes mand, Vladimir, sagde venligt: „Tanja, der er sket noget forfærdeligt. Din kære mor er død. Pjotr slog hende ihjel. Bagefter kom han ind til os, ringede til politiet og meldte sig.“

Politiet bekræftede den rædselsfulde nyhed og gav mig nøglerne til vores lejlighed. Jeg var fyldt med had til Pjotr. I raseri greb jeg de fleste af hans ejendele, deriblandt hans bøger om magi, smed dem ind i et tæppe og tog dem med hen på en mark i nærheden, hvor jeg brændte dem.

Alexandr, der var lige så optændt af had til Pjotr som jeg, blev udskrevet til hæren og flyttede væk. Far flyttede ind i lejligheden sammen med mig, og Lubov kom tilbage fra Uganda og boede sammen med os en kort tid. Indimellem følte vi os plaget af onde ånder, og far havde nogle forfærdelige mareridt. Han led af skyldfølelse i forbindelse med mors død. „Hvis jeg bare var blevet hos hende, ville hun stadig have været i live,“ sagde han. Kort efter blev min far ramt af en dyb depression, og inden der var gået fire måneder efter mors død, begik han selvmord.

Efter fars begravelse tog Alexandr tilbage til militæret, og Lubov til Uganda. Selv prøvede jeg at komme videre ved at tage en uddannelse på Makejevka-instituttet for Bygningskonstruktion. Det lå kun omkring en halv times vej hjemmefra. Jeg satte lejligheden i stand og håbede på den måde at kunne udviske nogle af minderne, men der var stadig grunde til at tro at dæmonerne huserede.

„Åh Gud, hvis du virkelig findes“

Alexandr gjorde sin militærtjeneste færdig og flyttede hjem. Men han og jeg begyndte at skændes. Han blev gift, og jeg flyttede et par måneder til den russiske by Rostov ved det Asovske Havs kyst, cirka 170 kilometer fra mit hjem. Til sidst besluttede jeg mig for at fjerne de sidste af Pjotrs ting.

Jeg blev efterhånden så deprimeret at jeg også planlagde selvmord. Men min mors ord blev ved med at lyde i mine ører: „Hvis der er en Gud, hvis han virkelig findes.“ En nat bad jeg til Gud for første gang. „Åh Gud,“ tryglede jeg, „hvis du virkelig findes, så vis mig meningen med livet.“ Et par dage senere kom der brev fra Lubov med en invitation til at besøge hende i Uganda. Jeg udskød derfor mine selvmordsplaner.

Overraskelser i Uganda

Det er svært at forestille sig et sted på jorden der kan være mere forskelligt fra Ukraine end Uganda. Mit fly landede i Entebbe i marts 1989. Da jeg trådte ud af flyet, var det som at gå ind i en ovn. Jeg havde aldrig oplevet en sådan varme før, for det var min første rejse uden for Sovjetunionen. Folk talte engelsk, et sprog som jeg ikke forstod.

Jeg hyrede en taxa som skulle køre mig den 45 minutter lange tur til Kampala. Landskabet var så helt anderledes end hvad jeg var vant til, og jeg følte det næsten som om jeg befandt mig på en anden planet. Men den smilende taxachauffør var venligheden selv, og endelig fandt han det hus hvor Lubov  og hendes mand, Joseph, boede. Sikken en lettelse!

Lubov studerede Bibelen sammen med Jehovas Vidner. Dem havde jeg aldrig hørt om, men Lubov var ivrig efter at fortælle mig alt. Hun fulgte efter mig rundt i huset og snakkede i ét væk om det hun havde lært, idet hun begyndte med Første Mosebog og fortsatte helt til Åbenbaringen. Det var næsten for meget for mig.

En dag kom de Jehovas Vidner som studerede med Lubov, på besøg. En af dem hed Marianne. Hun gik ikke i gang med at forkynde for mig lige med det samme, for dengang forstod jeg ikke særlig meget engelsk. Men hendes varme, venlige øjne fortalte mig om hendes oprigtighed og glæde. Hun viste mig et billede af Paradiset i brochuren „Se! Jeg gør alting nyt“ og sagde tilskyndende: „Se på denne kvinde. Det er dig, og den anden kvinde, det er mig. Vi er sammen i Paradiset med alle de andre. Er det ikke vidunderligt?“

Tilsyneladende skiftedes andre Jehovas Vidner i Kampala til at besøge Lubov og Joseph. De var så venlige at jeg mistænkte dem for blot at prøve at gøre indtryk på mig. Nogle få uger senere overværede jeg mit første møde, som var mindet om Herrens aftensmåltid. (Lukas 22:19) Jeg forstod ikke hvad der blev sagt, men blev igen slået af forbavselse over hvor venlige folk var.

’Læs den fra ende til anden’

Marianne gav mig en russisk bibel — den første jeg nogen sinde havde ejet. Hun bad mig indtrængende: „Læs Bibelen igennem fra ende til anden. Selv om du ikke forstår alt, så bare læs det!“

Jeg var meget rørt over Mariannes gave, og jeg besluttede mig for at følge hendes tilskyndelse. ’Når alt kommer til alt,’ tænkte jeg, ’hvad skal jeg så med en bibel hvis ikke jeg læser den?’

Da jeg vendte tilbage til Ukraine, tog jeg min bibel med. I de næste få måneder arbejdede jeg i Moskva, og i fritiden begyndte jeg at læse Bibelen igennem. Da jeg ni måneder senere vendte tilbage til Uganda, var jeg halvt igennem den. Efter at jeg var kommet tilbage til Kampala, gjorde Marianne mig opmærksom på hvilket vidunderligt håb for fremtiden Bibelen giver. Et paradis! En opstandelse! Jeg kunne komme til at se mor og far igen! Det gik op for mig at det jeg lærte, var svaret på den bøn jeg havde bedt mens jeg var i Donetsk. — Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 21:3-5.

Da vi gennemgik emnet ’onde ånder’, holdt mit hjerte næsten op med at slå. Bibelen bekræftede det jeg længe havde haft en formodning om. Man kan ikke tale om god eller skadelig magi. Al magi er farlig. Jeg behøvede ikke andre beviser for det end at se hvad der var sket med vores familie. Da jeg brændte Pjotrs ejendele, havde jeg uden at vide det gjort det rigtige. De første kristne brændte også deres magiske ting da de begyndte at tjene Jehova. — 5 Mosebog 18:9-12; Apostelgerninger 19:19.

Jo mere jeg lærte om Bibelen, jo mere sikker blev jeg på at jeg havde fundet sandheden. Jeg holdt op med at ryge, og i december 1990 blev jeg døbt som symbol på min indvielse til Jehova. Lubov blev døbt blot tre måneder før mig; og Joseph blev det i 1993.

Tilbage til Donetsk

I 1991 vendte jeg tilbage til Donetsk. Samme år blev Jehovas Vidner i Ukraine juridisk anerkendt, hvilket betød at vi kunne forsamles frit og forkynde offentligt. Vi indledte samtaler på gaden med alle som havde tid. Vi opdagede snart at der selv i et land hvor mange hævdede at være ateister, var en del der interesserede sig for Guds rige.

I begyndelsen af 1990’erne havde vi kun en begrænset mængde bibelske publikationer, så vi lavede et lånebibliotek på gaden i Donetsk. Vi satte en stand op på byens torv hvor vi kunne vise eksemplarer af vores bøger og brochurer. Der gik ikke lang tid før venlige,  videbegærlige mennesker stoppede op for at stille spørgsmål. De der gerne ville have læsestof, lånte det og fik tilbudt et bibelstudium.

I 1992 blev jeg pioner, en af Jehovas Vidners heltidstjenere, og i september 1993 blev jeg inviteret til Selters i Tyskland for at være oversætter på Vagttårnets afdelingskontor. I september 1998 blev vores hold overflyttet til Polen, hvor vi er indtil vores nye afdelingskontor i Lviv i Ukraine er færdigt.

Der har været en enorm tilstrømning til Jehovas folk i Ukraine. I 1991 var der én menighed med 110 forkyndere i Donetsk, men nu er der 24 menigheder med mere end 3000 forkyndere.

I 1997 besøgte jeg Donetsk. Men det var ikke kun behagelige ting jeg oplevede dér. Der var også en episode som bragte mit sind i oprør.

„Pjotr leder efter dig“

Under mit ophold i Donetsk traf jeg et Jehovas Vidne ved navn Julija som kendte min familie. Jeg blev chokeret da hun sagde: „Pjotr leder efter dig. Han vil gerne tale med dig.“

Den aften græd jeg da jeg var kommet hjem, og bad til Jehova. Hvad ville Pjotr mig? Jeg vidste at han havde afsonet adskillige år i fængsel for sin forbrydelse. Jeg hadede ham for det han havde gjort, og følte ikke at han fortjente at høre om Jehovas nye verden. I flere dage bad jeg til Jehova og lagde sagen frem for ham, og så forstod jeg at det ikke var mig der skulle bedømme hvem der er værdig til at modtage det evige liv. Jeg genkaldte mig Jesu Kristi løfte til forbryderen på pælen: „Du skal være med mig i Paradiset.“ — Lukas 23:42, 43.

Med dette i tanke besluttede jeg mig for at se Pjotr og aflægge et vidnesbyrd for ham om det messianske rige og Guds nye ordning. Sammen med to kristne brødre gik jeg hen til den adresse jeg havde fået af Julija. For første gang efter mors død stod jeg nu ansigt til ansigt med Pjotr.

Stemningen var spændt. Jeg fortalte Pjotr at jeg var blevet et af Jehovas Vidner, og at  Bibelen havde hjulpet mig til at forstå hvorfor vi alle i denne ordning vil komme ud for problemer, og til tider endog bliver udsat for personlige tragedier. Jeg fortalte også Pjotr hvor forfærdeligt det havde været for os at miste vores mor — og siden vores far.

Pjotr forklarede at en stemme havde beordret ham til at dræbe min mor, og han fortsatte med i detaljer at beskrive hvad der var sket den dag. Mens jeg lyttede til hans rædselsvækkende beretning, blev min afsky blandet med medynk; for han virkede nervøs, som et jaget dyr. Da Pjotr var færdig med at tale, forsøgte jeg at vise ham nogle af de vidunderlige løfter i Bibelen. Han hævdede at tro på Jesus, så jeg spurgte ham:

„Har du en bibel?“

„Ikke endnu. Men jeg har bestilt en,“ svarede han.

„Måske ved du allerede at ifølge Bibelen er Guds personlige navn Jehova.“ — Salme 83:18.

Da Pjotr hørte navnet, blev han helt oprevet. „Sig ikke det navn mens jeg hører på det,“ sagde han. „Jeg kan ikke fordrage det navn.“ Vi fik overhovedet ikke noget ud af vores forsøg på at fortælle Pjotr om Guds vidunderlige løfter.

Jeg gik derfra med én klar tanke i sindet: Hvis jeg ikke havde lært Jehova at kende, ville jeg måske være blevet myrdet ligesom mor. Eller jeg ville have begået selvmord ligesom far. Eller måske var jeg blevet manipuleret til at gøre rædselsfulde ting ligesom Pjotr. Jeg er dybt taknemmelig for at have lært den sande Gud, Jehova, at kende.

Fokuserer på fremtiden, ikke på fortiden

De rystende oplevelser har sat deres spor i mit sind. Selv nu piner de smertelige minder mig indimellem. Men da jeg lærte Jehova og hans hensigter at kende, begyndte helbredelsesprocessen. Sandheden fra Bibelen har lært mig ikke at fokusere på fortiden, men på fremtiden. Og Jehova stiller en storslået fremtid i udsigt for sine tjenere.

Denne fremtid indbefatter opstandelsen af de døde til liv i et jordisk paradis. Jeg glæder mig meget til at byde mine forældre velkommen tilbage til livet. Min far havde ret da han sagde: „Vi er kun gæster på denne planet.“ Og mors fornemmelse af at Gud virkelig findes, var også sand. Mit inderligste ønske er at kunne undervise mor og far i Bibelens sandheder når de bliver oprejst i Guds nye ordning.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 24]

For første gang efter mors død stod jeg ansigt til ansigt med hendes morder

[Illustration på side 23]

Sammen med missionærerne Marianne og Heinz Wertholz, der studerede med mig i Uganda

[Illustration på side 23]

Min dåb i Kampala

[Illustration på side 24]

Jeg arbejder som en del af det ukrainske oversætterhold i Polen