Fanget i et kærlighedsløst ægteskab
Fanget i et kærlighedsløst ægteskab
„I et samfund med mange skilsmisser er der ikke kun stor sandsynlighed for at flere ulykkelige ægteskaber ender med skilsmisse, men også for at flere ægteskaber bliver ulykkelige.“ — COUNCIL ON FAMILIES IN AMERICA, et center for familierådgivning i USA.
DET er blevet sagt at en stor del af den lykke og den sorg man oplever i livet, kan føres tilbage til ens ægteskab. Kun få andre ting i livet kan resultere i lige så stor fryd — og lige så dyb sorg. Som det fremgår af hosstående ramme, har mange ægtepar fået mere end rigeligt af det sidstnævnte.
Men skilsmissetallene giver ikke det fulde billede af problemet. For hvert ægteskab der forliser, er der utallige andre som ganske vist holder sig flydende, men befinder sig i et dødvande. „Engang var vi en lykkelig familie, men de sidste 12 år har været rædselsfulde,“ siger en kvinde som har været gift i over 30 år. „Min mand er ikke interesseret i mine følelser. Rent følelsesmæssigt er han faktisk min værste fjende.“ En mand som har været gift i næsten 25 år, sukker: „Min kone har fortalt mig at hun ikke længere elsker mig. Hun siger at hvis vi kan nøjes med at bo sammen som værelsespartnere og tilbringe fritiden hver for sig, vil hun kunne leve med det.“
Nogle af dem der har så store problemer i deres ægteskab, vælger at opløse det. Men for mange er skilsmisse helt udelukket. Hvorfor? Ifølge dr. Karen Kayser kan faktorer som ægteparrets børn, økonomi, venner, slægtninge, religion samt risikoen for et dårligt omdømme i samfundet få dem til at blive sammen selv om de ikke elsker hinanden. Hun siger: „Disse ægtepar ønsker ikke at lade sig skille juridisk, men vælger at blive sammen selv om de er skilt rent følelsesmæssigt.“
Men behøver ægtepar hvis forhold er kølnet, at affinde sig med en så utilfredsstillende løsning? Er et kærlighedsløst ægteskab det eneste alternativ til skilsmisse? Erfaringen har vist at mange problemfyldte ægteskaber kan reddes — ikke alene fra smerten ved en skilsmisse, men også fra kvalerne som følge af mangel på kærlighed.
[Ramme på side 3]
Skilsmissehyppigheden rundt om i verden
● Australien: Siden begyndelsen af 1960’erne er skilsmisseprocenten næsten firdoblet.
● Canada og Japan: Omkring en tredjedel af alle ægteskaber berøres af skilsmisse.
● Danmark: Næsten 4 ud af 10 ægteskaber ender med skilsmisse.
● England: Ifølge visse forudsigelser vil 4 ud af 10 ægteskaber blive opløst.
● USA: Siden 1970 har sandsynligheden for at et ægteskab holder, ligget på halvtreds procent.
● Zimbabwe: Cirka 2 ud af 5 ægteskaber ender med skilsmisse.