At sætte sig mål hjælper til at klare tilbagefald

WILLIAM Meiners (Bill) og hans kone, Rose, bor i en lejlighed ved La Guardia lufthavn i New York. Rose, en elskværdig kvinde midt i halvfjerdserne, giver sin gæst en varm velkomst. Indenfor i deres lejlighed lægger man straks mærke til at den hyggelige dagligstue afspejler hendes lyse sind. Den smukke blomsterdekoration der står i entréen, og de farverige malerier på væggene udtrykker livsglæde.

I et lyst værelse ved siden af dagligstuen ligger den 77-årige Bill i sin seng med ryggen understøttet af en indstillelig madras. Da han får øje på sin gæst, lyser hans venlige øjne op, og et bredt smil viser sig på hans ansigt. Han ville gerne have stået op og givet sin gæst et venligt knus, men det kan han ikke. Bill er lam fra halsen og nedefter. Det eneste han kan bruge, er sin venstre arm.

Bill har haft helbredsproblemer siden han var 26, og nu vil hans gæst gerne vide hvad det er der har hjulpet ham til at leve med sygdom i over et halvt århundrede. Bill og Rose smiler til hinanden. „Vi kender da ikke nogen der er syg,“ siger Rose og ler hjerteligt. Bill får et fornøjeligt glimt i øjnene, og han smiler og nikker bifaldende. „Der er ingen syge her,“ siger han stødvist med en hæs stemme. Rose og Bill skiftes til at komme med spøgefulde bemærkninger, og inden længe er værelset fyldt med latter. Man kan tydeligt se at den kærlighed som Bill og Rose fik til hinanden da de mødtes i september 1945, stadig er meget levende. Bill bliver igen spurgt: „Men, alvorligt talt, hvilke tilbagefald har du været ude for? Og hvad har hjulpet dig til at overvinde dem og bevare et lyst syn på tilværelsen?“ Efter nogle venlige opfordringer indvilliger Bill i at fortælle om sig selv. Det følgende er uddrag af adskillige samtaler som Vågn op! har haft med Bill og hans kone.

Ramt af sygdom

I oktober 1949 — tre år efter at Bill og Rose var blevet gift, og tre måneder efter at deres datter, Vicki, var blevet født — fik Bill at vide at han havde en kræftsvulst på en af sine stemmelæber. Den blev fjernet, men få måneder senere meddelte Bills læge ham at  kræften havde bredt sig til hele struben. „Jeg fik at vide at hvis jeg ikke fik foretaget en laryngektomi, det vil sige en operativ fjernelse af struben, ville jeg kun have to år tilbage at leve i.“

Det blev forklaret for Bill og Rose hvad resultatet af denne operation ville blive. Larynks, eller struben, ligger mellem tungeroden og luftrøret. I struben er der to stemmelæber. Når luft fra lungerne udåndes imellem stemmelæberne, sættes disse i svingninger og frembringer lyd. Når struben fjernes, bliver det øverste af luftrøret forbundet med en permanent åbning foran på halsen. Efter operationen trækker patienten vejret gennem denne åbning, men har mistet sin normale stemme.

„Da jeg havde hørt denne forklaring, blev jeg vred,“ fortæller Bill. „Vi havde en lille datter, jeg havde et godt job, vi havde store forventninger til livet — og nu gik alt hvad jeg havde håbet på, i vasken.“ Men da det kunne redde Bills liv at få fjernet struben, gik han med til at blive opereret. „Efter operationen kunne jeg ikke synke,“ siger Bill. „Jeg kunne ikke sige et ord. Jeg var stum.“ Når Rose kom for at besøge ham, kunne han kun kommunikere ved at skrive til hende. Det var en svær tid. For at afhjælpe denne situation måtte de sætte sig nogle nye mål.

Stum og arbejdsløs

Operationen resulterede i at Bill ikke blot mistede sin stemme, men også sit job. Han havde arbejdet på et maskinværksted, men nu hvor han kun var i stand til at trække vejret gennem åbningen i halsen, kunne støv og røg skade hans lunger. Han måtte finde sig et andet arbejde. Stadig ude af stand til at tale søgte han ind på en skole for at lære urmagerfaget. „Det lignede mit gamle job,“ siger Bill. „Jeg vidste hvordan man samler maskindele, og som urmager sætter man også dele sammen. Forskellen var bare at de enkelte dele ikke vejede 25 kilo.“ Kort tid efter at Bill blev færdiguddannet, fik han arbejde som urmager. Et mål var nået.

I mellemtiden var Bill også begyndt at tage et kursus hvor man lærer at tale med en såkaldt spiserørsstemme. Når man bruger spiserørsstemmen, frembringes lyden ikke ved hjælp af stemmelæberne, men ved svingninger i spiserøret, som har den funktion at transportere føden fra svælget til mavesækken. Først lærer man at synke luft og tvinge den ned i spiserøret. Dernæst udstøder man luften på kontrolleret vis. Den luft der stiger op, får luftrørets vægge til at vibrere. Det giver en dyb og grov lyd som kan artikuleres af munden og læberne til forståelig tale.

„Førhen bøvsede jeg kun når jeg havde spist for meget,“ siger Bill med et smil, „men nu skulle jeg lære at bøvse hele tiden. I begyndelsen var jeg kun i stand til at sige ét ord ad gangen. Det foregik nogenlunde sådan: ’[Indånde, synke, bøvse] Hvordan [indånde, synke, bøvse] går [indånde, synke, bøvse] det?’ Det var ikke let. Min lærer sagde at jeg skulle drikke masser af kulsyreholdige læskedrikke fordi bruset i dem kunne hjælpe mig til at bøvse. Så når Rose var ude at gå tur med Vicki, drak og bøvsede jeg i én uendelighed. Jeg gjorde en ihærdig indsats.“

Cirka 60 procent af alle strubeløse lærer aldrig at tale med spiserørsstemmen, men Bill gjorde gode fremskridt. Det var Vicki, som på det tidspunkt var to år, der uafvidende  gav ham incitamentet. Bill fortæller: „Når Vicki havde talt til mig, så hun på mig og ventede på mit svar. Men jeg kunne ikke sige et eneste ord. Så sagde hun noget mere, men fik igen intet svar. Irriteret gik hun hen til sin mor og sagde: ’Få far til at snakke med mig!’ Hendes ord skar mig i hjertet og fik mig til at beslutte at jeg ville lære at tale igen.“ Til Vickis, Roses og andres glæde lykkedes det for Bill. Et nyt mål var nået.

Endnu et slag

I slutningen af 1951 kom Bill og Rose ud for et nyt problem. Af frygt for at kræften ville komme igen, rådede lægerne Bill til at få strålebehandling, hvilket han gik med til. Da behandlingen var overstået, var Bill ivrig efter at genoptage sin normale tilværelse — lidet anende at hans helbred snart ville få endnu et knæk.

Efter cirka et år blev Bills fingre følelsesløse. Snart kunne han ikke gå op ad trapper, og en dag faldt han og kunne ikke rejse sig igen. Undersøgelser viste at den strålebehandling Bill havde fået (som på det tidspunkt ikke var så præcis som den er i dag), havde skadet hans rygmarv. Han fik at vide at hans tilstand ville blive værre. En af lægerne sagde endda til ham at hans overlevelseschancer „var næsten lig nul“. Bill og Rose var sønderknuste.

Alligevel forsøgte Bill at gøre noget ved sin situation ved at lade sig indlægge på et hospital hvor han i seks måneder fik fysioterapi. Behandlingen ændrede ikke hans fysiske tilstand, men hospitalsopholdet ændrede ikke desto mindre hans liv så han med tiden lærte Jehova at kende. Hvordan gik det til?

Styrket af at forstå årsagen til sygdom

I et halvt år var Bill indlagt på et jødisk hospital. Her lå han på stue med 19 andre lamme mænd, der alle var ortodokse jøder. Hver eftermiddag drøftede disse mænd Bibelen. Bill, der var baptist, nøjedes med at lytte. Men da han endelig blev udskrevet, havde han hørt nok til at forstå at den almægtige Gud er én person, og at treenighedslæren ikke stemmer med Bibelen. Det resulterede i at Bill aldrig vendte tilbage til baptistkirken. Han havde dog stadig behov for at få åndelig vejledning for at klare livets modgang. Bill siger: „Jeg blev ved med at bede Gud om hjælp, og mine bønner blev besvaret.“

En lørdag i 1953 fik Bill besøg af en tidligere nabo, en ældre mand ved navn Roy Douglas, som havde hørt om Bills situation. Roy, der var et af Jehovas Vidner, spurgte Bill om ikke han havde lyst til at undersøge Bibelen sammen med ham, hvilket Bill sagde ja tak til. Dét Bill læste i Bibelen og i bogen „Gud Maa Være Sanddru“ *, åbnede hans øjne. Han fortalte Rose hvad han lærte, og hun sluttede sig til studiet. Rose fortæller: „I kirken havde vi fået at vide at sygdom var en straf fra Gud, men bibelstudiet viste at det ikke var sandt. Vi følte os meget lettede.“ Bill tilføjer: „At komme til at kende Bibelens forklaring på årsagen til alle problemer, deriblandt min sygdom, og finde ud af at vi har en bedre fremtid i vente, hjalp os til at acceptere  min situation.“ I 1954 nåede Bill og Rose endnu et mål — de blev begge døbt som Jehovas Vidner.

Nye udfordringer

Bills lammelse havde nu bredt sig så meget at han ikke længere kunne arbejde. For at klare sig økonomisk byttede Bill og Rose om på rollerne: Bill blev hjemme hos Vicki, og Rose begyndte at arbejde på urmagerværkstedet — et job som hun beholdt i 35 år.

„Det bragte mig stor glæde at tage mig af vores datter,“ siger Bill. „Lille Vicki nød det også. Til alle hun mødte, plejede hun stolt at sige: ’Jeg passer min far!’ Senere, da hun gik i skole, hjalp jeg hende med lektierne, og vi spillede ofte forskellige spil. Desuden havde jeg rig mulighed for at undervise hende i Bibelen.“

Noget andet der var til stor glæde for Bill og hans familie, var de kristne møder. Det tog Bill en time at humpe fra sit hjem til rigssalen, men han svigtede ikke møderne. Da Bill og Rose senere flyttede til en anden del af byen, købte de en lille bil, og Rose kørte familien til rigssalen. Til trods for at Bill ikke kunne tale i ret lang tid ad gangen, meldte han sig til Den Teokratiske Skole. Bill beretter: „Jeg udarbejdede og nedskrev mit foredrag, og en anden broder fremholdt det. Efter foredraget vejledte skoletjeneren mig for indholdet.“

Forskellige i menigheden hjalp også Bill til at deltage regelmæssigt i forkyndelsen. Og ikke overraskende for dem der lagde mærke til Bills nidkærhed, blev han senere udnævnt til menighedstjener. Da hans ben svigtede og lammelsen havde bredt sig endnu mere, kunne han ikke længere forlade hjemmet, og til sidst var han lænket til sengen. Kunne han klare dette tilbagefald?

En tilfredsstillende hobby

„Nu hvor jeg var hjemme hele dagen, havde jeg behov for en eller anden form for fritidsbeskæftigelse,“ siger Bill. „Før jeg blev lammet, kunne jeg godt lide at fotografere, så jeg tænkte på om jeg skulle forsøge at male billeder, selv om jeg aldrig nogen sinde havde malet før. Jeg er højrehåndet, men hele min højre hånd og to fingre på den venstre var lammede. Alligevel købte Rose en stak bøger om maleteknik. Jeg studerede bøgerne og gav mig i kast med at male med venstre hånd. Mange af mine malerier endte i papirkurven, men efterhånden begyndte jeg at komme efter det.“

Den fine samling akvareller som nu pryder Bills og Roses lejlighed, viser at Bill kunne klare langt mere end han havde forventet. Bill fortæller: „For cirka fem år siden begyndte min venstre hånd at ryste så meget at jeg måtte holde op med at male, men i mange år var denne hobby til stor glæde for mig.“

Et vedblivende mål

Bill beretter: „Der er nu gået over 50 år siden jeg begyndte at få helbredsproblemer. Jeg finder stadig stor trøst ved at læse i Bibelen, især i Salmerne og i Jobs Bog, og jeg kan godt lide at læse Vagttårnsselskabets publikationer. Det er også til stor opmuntring for mig når rejsende tilsynsmænd og brødre og søstre fra menigheden besøger mig og fortæller positive ting de har oplevet. Via en telefonforbindelse til rigssalen kan jeg desuden lytte til menighedsmøderne, og jeg får endda videooptagelser af stævneprogrammerne.

Jeg er taknemmelig for at jeg er blevet velsignet med en kærlig kone. Igennem årene har hun været min bedste ven. Også vores datter, som nu tjener Jehova sammen med sin egen familie, giver os stadig megen glæde. Jeg takker i særdeleshed Jehova for at han har hjulpet mig til at holde mig nær til ham. Efterhånden som min krop og min stemme bliver svagere og svagere, tænker jeg ofte på apostelen Paulus’ ord: „Vi [giver] ikke op; nej, selv om vort ydre menneske hentæres, så fornys jo vort indre menneske fra dag til dag.“ (2 Korinther 4:16) Ja, det er fortsat mit mål at holde mig åndeligt vågen så længe jeg lever.“

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 12]

„Efter operationen kunne jeg ikke synke. Jeg kunne ikke sige et ord. Jeg var stum“

[Illustration på side 13]

Bill og Rose i dag