Udfordringerne i det genforenede Tyskland

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I TYSKLAND

„DA MINE forældre og jeg kørte over Østtysklands grænse til Vestberlin, var broerne over motorvejen fyldt med mennesker der vinkede og jublede,“ mindes Ronny. „Vi gik omkring i et indkøbscenter på forretningsgaden Ku’damm, og da folk fandt ud af at vi var fra Østtyskland, bød de os på noget at drikke. Der var feststemning overalt.“ Det var den 10. november 1989, dagen efter at Berlinmuren var faldet.

Feststemningen forplantede sig fra Berlin til hele landet, både Østtyskland og Vesttyskland, der jo dengang var to selvstændige stater. Det man kalder die Wende (vendepunktet), den fredelige revolution der førte til at den totalitære stat Østtyskland faldt — kom bag på næsten alle. Selv efter nogle års forløb betragtede mange stadig die Wende som den lykkeligste begivenhed i 50 år. Naturligvis er begejstringsrusen for længst gået over, og det er passende at spørge hvordan tyskernes liv har ændret sig siden die Wende. Kan man uddrage en lære af det der er sket?

Farvel til den kolde krig

For de fleste tyskere kom Berlinmurens fald som en stor lettelse. Ifølge nogle kilder omkom næsten tusind personer ved den morderiske grænse mellem øst og vest. I oktober 1990 blev de to Tysklande genforenet til én stat, Forbundsrepublikken Tyskland, med en samlet befolkning på cirka 80 millioner. Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) — kendt som Østtyskland — ophørte med at eksistere efter blot 41 års historie. Det tidligere DDR blev opdelt i seks nye delstater, eller forbundslande, som tyskerne kalder dem.

Verdenssamfundet så med forundring hvordan die Wende fremskyndede kommunistblokkens sammenbrud, Warszawapagtens opløsning og afslutningen på den kolde krig. De fjendtlige supermagters tropper, der havde holdt øje med hinanden tværs over den tysk-tyske grænse i omtrent 40 år, blev trukket bort fra tysk jord. Alt dette skete uden at der blev affyret et eneste skud.

Efter genforeningen blæste forandringens vinde hen over Tyskland og greb især ind i vilkårene i de nye delstater. For manges vedkommende blev forandringerne mere vidtgående end ventet.

Omsider frihed!

DDR’s befolkning så først og fremmest hen til at die Wende ville give dem den frihed som den totalitære stat havde nægtet sine indbyggere. Før omvæltningen var det svært eller ligefrem umuligt for østtyskere at  få udstedt visum til at besøge Vesttyskland. Pludselig blev dette muligt. En kvinde udbrød: „Tænk bare — nu kan vi rejse til Amerika!“ Mange er stadig taknemmelige over at de kan gense familie og venner på den anden side af grænsen.

Friheden har ikke blot medført at østtyskere kan rejse til Vesten, men også at vesterlændinge kan besøge det østlige Tyskland. Det betyder at turistattraktionerne i de nye delstater nu igen er tilgængelige rejsemål. Det gælder for eksempel Wittenberg, hvor Martin Luther iværksatte reformationen, der lagde grunden til protestantismen. Andre seværdigheder er Meissen, der er berømt for sit håndlavede porcelæn, og Weimar, hvor to af Tysklands berømteste forfattere, Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich von Schiller, i sin tid boede. Som den første by i den tidligere kommunistblok nød Weimar i 1999 den hæder at blive udnævnt til Europæisk Kulturby.

Hvordan ligger det med ytringsfriheden? Indbyggerne i de nye delstater kan frit give deres mening til kende uden frygt for at blive aflyttet af Stasi, det statslige sikkerhedspoliti. Og manden på gaden glæder sig over frit at kunne vælge tv-programmer og læsestof. Om DDR-tiden fortæller Matthias: „I min skoletid beslaglagde man alle vestlige publikationer vi fik fat i.“

Hvordan står det så til med trosfriheden? DDR-regimet gav religionen trange kår, og to ud af tre indbyggere stod ikke i noget trossamfund. Hele det genforenede Tyskland har nu haft trosfrihed i over ti år, det længste tidsrum siden Hitler begyndte at indskrænke trosfriheden i 1933. Men religionsfriheden har ikke gjort folk mere religiøse. De store kirker har i nogen tid beklaget sig over dalende indflydelse, og die Wende fremskyndede udviklingen. En undtagelse er Jehovas Vidner, der var forbudt og blev forfulgt af det totalitære regime. Dette trossamfund har øget sin virksomhed og opført 123 rigssale og 2 stævnehaller i de nye delstater.

I det hele taget har storstilet byggeaktivitet kendetegnet de nye delstater. Berlin har genvundet sin status som hovedstad og gennemgår en omfattende forskønnelse. I de nye delstater undergår infrastrukturen en gennemgribende modernisering med store bevillinger til især veje og jernbaner. Der gøres en kæmpemæssig indsats for at rense miljøet og bringe sundhedsvæsenet og velfærden op på vestligt niveau. De fleste indbyggere i de nye delstater kan bekræfte at de nu har en højere levestandard end i DDR-tiden.

„Det var gode tider“

Ikke desto mindre ser nogle med vemod tilbage på tiden før omvæltningen. „Det var gode tider,“ siger en kvinde. Hvad godt var der ved at leve under diktatur? Nogle svarer at tilværelsen var forudsigelig og tryg. Mange satte pris på de tætte bånd mellem venner og naboer, noget der indgav folk fornemmelsen  af at hjælp og støtte altid var lige for hånden. Meningsmålingsinstituttet Allensbach skriver: „Diktaturer giver deres borgere en følelse af moralsk overlegenhed og tryghed.“ Da étpartistaten forsvandt, var det også slut med følelsen af samhørighed.

Et andet eksempel: I 1980’erne blev priserne på de grundlæggende varer og tjenesteydelser holdt nede, og alle havde arbejde. „Et rundstykke kostede fem pfennig, men nu koster det mindst ti gange så meget,“ sukker Brigitte. Da den frie markedsøkonomi med konkurrence blev indført, lukkede tusinder af statsdrevne virksomheder, med arbejdsløshed til følge. I det forhenværende Østtyskland er arbejdsløsheden dobbelt så stor som i resten af Tyskland.

Man anslår at genforeningen indtil nu har kostet 6,8 billioner kroner, og der er langt igen inden det tidligere Østtyskland økonomisk kommer på højde med Vesten. Hvem afholder udgifterne? Det gør blandt andet de tyske skatteydere gennem en særskat. Die Wende har således ikke kun berørt tyskerne følelsesmæssigt, men også økonomisk. Har det så været indsatsen og udgifterne værd? Flertallet mener at genforeningen har været positiv og gavnlig og er noget landet kan være stolt af.

Hvad kan man lære?

Die Wende har vist at et systemskifte ikke tilfredsstiller alle. Mange, også de der stiller sig positivt til omvæltningen, har erfaret at tilværelsen i et konkurrencepræget kapitalistisk samfund kan være lige så skuffende som tilværelsen under et totalitært styre. Frihed og velstand er naturligvis ønskværdige goder, men når prisen for dem er en følelseskold og selvtilstrækkelig livsindstilling hos mange, er glæden i nogle tilfælde kort.

I en nylig reportage fra Dessau i det forhenværende DDR hed det: „Der er gået ti år siden genforeningen, og der er blevet brugt milliarder af dollars på at føre området ud af en traumatisk fortid.“ Men hos mange lader tilfredsheden vente på sig.

Allensbach-instituttet citerer mange for et håb om at der „blandt alternativerne til den frie markedsøkonomi og planøkonomien kan findes en helt tredje måde“ at indrette samfundet på. Det håb nærer Jehovas Vidner også.

De tror ikke at noget politisk eller økonomisk system udtænkt af mennesker nogen sinde vil dække alles behov, men at det kun er Skaberens herredømme gennem en himmelsk regering ved Messias der vil udvirke dette. Ifølge Bibelen vil denne regering inden længe oprette et verdensomspændende styre der bygger på kærlighed og retfærdighed. Dette rige vil forene alle jordens nationer og give ikke blot tyskerne, men hele menneskeheden, mulighed for at leve i fred og blive virkelig tilfredse. — Daniel 2:44.

[Kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Bonn

Berlin

Wittenberg

Weimar

[Illustration på side 24]

Der var almindelig lettelse da Berlinmuren blev revet ned og grænsen fjernet

[Kildeangivelse]

Foto: Landesarchiv Berlin

[Illustrationer på side 24]

Checkpoint Charlie, det berlinske symbol på den kolde krig, før og efter

[Kildeangivelse]

Foto: Landesarchiv Berlin

[Illustration på side 25]

Berlin er igen blevet hovedstad og er ved at få en ansigtsløftning

[Illustration på side 25]

Jehovas Vidner har indtil nu bygget 123 rigssale i de nye delstater