Et enestående japansk kunsthåndværk
Et enestående japansk kunsthåndværk
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I JAPAN
DE SKOVKLÆDTE Hakonebjerge ligger i nærheden af bjerget Fujiyama i Japan. Ad en sjældent benyttet snoet bjergvej kommer vi til den særegne lille landsby Hatajuku. På dette afsidesliggende sted har kunsthåndværket yosegi sine rødder.
Yosegi betyder bogstaveligt „små sammensatte stykker træ“. Dets adelsmærke er geometriske mønstre der dekorerer trækunsthåndværk, lige fra enkle bogmærker til smukke skrin med skuffer. Der er en rig variation af former og kulører. Da vi fandt ud af at mønstrene ikke er malede, men dannet ved at små stykker træ i forskellige farver er limet sammen, så vi på yosegi-genstande med endnu større interesse.
Hvad er historien bag dette enestående kunsthåndværk? I 1800-tallet fandt en håndværker ved navn Nihei Ishikawa på at lime træ af forskellige farver sammen. Han savede de sammenlimede blokke ud i tynde stykker og lavede skrin og andet med mosaikmønstre.
Senere blev der udviklet en mere effektiv måde at producere yosegi på. Man høvlede ganske enkelt papirtynde lag af de store blokke og limede dem på tykkere stykker træ som finér. Det gjorde det muligt at lave forholdsvis billige souvenirs til dem der besøgte de nærliggende varme kilder ved Hakone.
Man skal bruge mange forskellige træsorter for at lave yosegi. Farven hvid får man for eksempel fra benved- og kornelbuske, gul får man fra laksumak og japansk vokstræ, lysebrun fra kirsebær- og zelkovatræer og sort fra hjertetræ.
Hvis du besøger Hakone, vil du måske nøjes med at købe små yosegi -flaskebakker eller -bogmærker, som ikke er så dyre. Selv sådanne små souvenirs vil minde én om besøget i Hakone nær bjerget Fujiyama og det indblik man fik i det interessante kunsthåndværk, som er mere end 150 år gammelt.
[Ramme/illustrationer på side 19]
Fremstillingen af yosegi
Yosegi-håndværkeren høvler træ i forskellige farver til den ønskede tykkelse og limer stykkerne sammen i lag. Nu viser der sig et farverigt mønster på siden af det sammenlimede stykke. Håndværkeren saver så hele stykket op i stave der kan passe ind i en særlig form. (1) Efter at have afrettet dem med en høvl tager han dem ud af formen, limer dem sammen til et mønster og binder bomuldssnor omkring. Det bliver grundelementet til yosegi.
Derefter limer håndværkeren flere af disse grundelementer sammen til en større enhed. (2) Den saver han i mindre stykker. (3) Disse stykker lægger han i et endnu større mønster og limer dem sammen. Processen fortsætter indtil kunsthåndværkeren har lavet en stor plade, som kaldes tanegi.
Håndværkeren har nu et grundmønster til det færdige produkt. (4) Med en speciel høvl skræller han papirtynde lag af tanegi, kaldet zuku. (5) Efter at have presset disse lag er håndværkeren parat til at dekorere sine produkter med zuku-fineren.
[Illustrationer på side 18]
„Yosegi“-mønstre er ikke malede, men dannet ved at små stykker træ i forskellige farver er limet sammen