En unik floraregion

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SYDAFRIKA

EFTER at have klassificeret en række blomster fra Afrika, beskrev den svenske botaniker Carl von Linné, der levede i det 18. århundrede, deres oprindelsessted som „det paradis på jorden, Kap det Gode Håb, som den gode Skaber har velsignet med udsøgte undere“.

Disse „udsøgte undere“ findes i et område som dækker den sydlige spids af Afrika. Hollandske bosættere opkaldte den dominerende vegetation i området for fijnbosch, som betyder „små buske“ eller „fint, lavt buskads“. Ordet fijn betyder „lille“, og sigter måske til de små blade og planter samt spinkle træer der er i området. Med tiden blev ordet fijnbosch til „fynbos“. Bladene på de planter der vokser i dette område, er ofte små og hårde, men blomsterne findes til gengæld i smukke farver og i mange forskellige størrelser og former.

Fynbos ligger i et florarige som er meget anderledes end de andre i verden og kaldes kap-florariget. * Dette rige dækker et forholdsvis lille område, men det indeholder et  stort antal plantearter — ifølge én kilde mere end 8550. To tredjedele af plantearterne findes ikke andre steder i verden.

Alene på Taffelbjerget har man fundet 1470 plantearter. Tidsskriftet New Scientist siger: „Det er flere end man har fundet på alle De Britiske Øer tilsammen.“ Men fynbos har også haft indflydelse på andre dele af verden. Hvordan?

En forbløffende variation

Hvis du har en pelargonie i din vindueskarm, er der stor sandsynlighed for at den er en efterkommer af en plante der stammer fra fynbos-området. Over to tredjedele af de 250 pelargonie-arter der vokser naturligt på Jorden, findes i fynbos-regionen.

En tredjedel af de 1800 blomster der tilhører irisfamilien (Iridaceae), vokser også i området — deriblandt over 72 arter gladiolus som ikke findes andre steder på Jorden. På denne sydlige spids af Afrika finder man desuden 1646 arter margueritter og vygies. * Til disse hører evighedsblomster som bevarer deres farver og kan bruges i tørrede blomsterarrangementer.

Det mest fremtrædende element i fynbos-området, er de blomstrende lyngplanter, eller  Erica. Tro det eller ej, fynbos indeholder 625 af de 740 lyngarter der findes i verden.

’Sukkerbusken’ og sukkerfuglen

Linné studerede en gruppe blomster i fynbos-regionen som fandtes i mange forskellige særprægede former. Han gav dem navnet Protea, (en planteslægt i familien Proteaceae) opkaldt efter den græske gud Proteus, som ifølge mytologien hele tiden iklædte sig forskellige skikkelser. Hele 328 forskellige arter af Protea stammer fra busklandet fynbos. Hvis man tager på vandretur i bjergene i Kaplandet, har man en chance for at se den store Protea cynaroides. Dens imponerende blomsterstand er undertiden større end et menneskeansigt.

En anden almindeligt forekommende Protea er ’sukkerbusken’ Protea repens. Buskens blomster er kopformede og indeholder en stor forsyning af nektar. De første nybyggere rystede blomsterne over et kar for at samle nektaren, som de så kogte til sirup.

Kapsukkerfuglen, som er begrænset til Kapprovinsen, sætter også stor pris på nektaren fra Protea-planterne. Fuglen suger nektar fra planten ved hjælp af sit lange næb og sin tunge og transporterer til gengæld pollen fra den ene blomst til den anden. En effektiv befrugtningsmetode, må man sige! Dertil kommer at sukkerfuglen lever af de insekter der tiltrækkes af de store blomster. Fuglen og blomsten er altså afhængige af hinanden for at overleve.

 Andre vigtige former for samspil

Nogle Protea-blomster befinder sig tæt ved jorden og gemmer sig under anden vegetation. Den gæragtige lugt som blomsterne afgiver, tiltrækker mus. Musene trykker hovedet ind i blomsterne og drikker nektaren, hvorefter de besøger andre Protea-blomster med den pollen som er kommet på deres lodne ansigter. Mus og Protea-planter er altså også afhængige af hinanden for at kunne overleve.

En lignende form for samspil findes mellem lyngblomster og den farverige orangebrystede solfugl (Nectarinia violacea), som kun findes i fynbos-området. Blomsterne har form som bøjede rør og passer derfor perfekt til solfuglens næb. Når fuglen stikker sit næb ned i blomsten for at suge nektar, samler der sig pollen på dens hoved. Hele året rundt dækker den blomstrende lyng solfuglens behov, og planterne nyder gavn af fuglens bestøvningsarbejde. Det er skønt at gå tur langs en bakkeskråning og iagttage dette interessante samspil.

Der er også mange andre skabninger der har betydning for livet i fynbos-området. Sommerfuglen Meneris tulbaghia er den eneste bestøver af 15 arter af røde blomster, deriblandt den berømte orkidé, Disa uniflora, som pryder Taffelbjerget.

Der kan også nævnes visse muldvarpegnavere som lever af rodknolde fra arter i orkidé-, lilje- og irisfamilien. Muldvarpegnaveren Georychus capensis bærer stykker af rodknolde hen til dens underjordiske gange og opbevarer dem der. Muldvarpegnaverne taber undertiden nogle af disse knolde undervejs eller efterlader dem i gangene, og det resulterer ofte i at knoldene slår rødder og gror.

Hundreder af fynbos-planter har kødfulde og olierede vedhæng på deres frø der afgiver en duft myrer ikke kan modstå. Efter at myrerne har fået fat i disse vedhæng, slæber de frøene ned i deres underjordiske gange. Myrerne spiser de bløde vedhæng, men ikke de hårde frø. Frøene beskyttes på den måde mod fugle og mus og kan senere spire.

I fynbos-området er der også fluer med lange rør, eller snabler, der stikker frem fra munddelen. Disse fluer er særdeles velegnede som bestøvere af de fynbos-planter der har lange rørformede blomster. En af fluerne har en snabel der er næsten 8 centimeter lang. Ja, samspillet mellem dyr og planter har afgørende betydning for bevarelsen af fynbos.

Et farligt kompagniskab

I bogen An Introduction to Fynbos siger miljøforskeren T.F.J. van Rensburg: „Det er en skam at mennesket, som har fået til opgave at tage sig af skaberværket, ofte er ansvarligt for ødelæggelsen af visse naturområder.“ På relativt kort tid er der blevet anrettet enorme ødelæggelser i fynbos-regionen. Om det siger dr. Piet van Wyk: „I de cirka 300 år der er gået siden koloniseringen, er de lavtliggende fynbos-græssletter blevet splittet op og omdannet af mennesker i en sådan grad at der i dag kun er 31 procent af det oprindelige . . . fynbos-område tilbage. Niogtredive fynbos-arter er allerede uddøde, mens yderligere 1033 arter ikke længere kan betegnes som blot truede, men meget sjældne.“

Menneskene er også en trussel mod det vigtige samspil der er mellem dyr og planter i dette specielle område. Bogen Table Mountain — A Natural Wonder siger: „Økologer er først nu begyndt at forstå det indviklede forhold der er mellem dyr og planter i fynbos-området. Hvis en plante uddør, vil dens bestøvere (gnaver, sommerfugl eller bille) så også uddø?“ Og hvad med de fugle der findes her? Ifølge den sydafrikanske biolog C.J. Skead er sukkerfuglenes eksistens truet på grund af deres „tætte samspil med Protea-busken“.

Sådanne foruroligende meldinger om fynbos giver grund til bekymring. Men for dem der ligesom Carl von Linné tror på „den gode Skaber“, er der også grund til håb. Vi kan nemlig være sikre på at Jorden vil trives og blomstre som aldrig før når Jehova Gud opfylder sit løfte om at ’gøre alting nyt’. — Åbenbaringen 21:5.

[Fodnoter]

[Kort på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Fynbos-regionen (vist i grønt)

Taffelbjerget

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 16]

Gladiolus debilis, en af de 72 endemiske gladiolusarter

[Kildeangivelse]

Una Coetzee (www.agulhasfynbos.co.za)

[Illustration på side 16]

Nogle Protea-arter har en blomsterstand der er større end et menneskeansigt

[Kildeangivelse]

Nigel Dennis

[Illustration på side 16, 17]

Alene på Taffelbjerget har man fundet 1470 forskellige plantearter

[Illustration på side 16, 17]

Evighedsblomsten Heliptrum eximium

[Kildeangivelse]

Nigel Dennis

[Illustration på side 17]

Felicia filifoli, en af de mange blomsterarter i fynbos-området

[Kildeangivelse]

Kirstenbosch, Cape Town

[Illustration på side 17]

Sommerfuglen Meneris tulbaghia er den eneste bestøver af 15 arter af røde blomster

[Kildeangivelse]

Colin Paterson-Jones

[Illustration på side 17]

Leucospermum cordifolium (Protea)

[Kildeangivelse]

National Parks Board of South Africa

[Illustration på side 18]

Der er et unikt samspil mellem lyngblomster og solfuglen

[Kildeangivelse]

Colin Paterson-Jones

[Illustration på side 18]

Kapsukkerfuglen er nært knyttet til Protea-busken

[Kildeangivelse]

Kirstenbosch, Cape Town

[Illustration på side 18]

En Watsonia, som hører til irisfamilien

[Kildeangivelse]

Kirstenbosch, Cape Town

[Kildeangivelse på side 18]

National Parks Board of South Africa