Hvor er vandet blevet af?

Cherrapunji i Indien er et af de vådeste steder på jorden. I monsunregntiden falder der 900 centimeter nedbør på højdedragene omkring denne by ved Himalayabjergene. Hvor utroligt det end lyder, er der alligevel vandmangel i Cherrapunji.

EFTERSOM plantevæksten er for sparsom til at holde på vandet, forsvinder nedbøren næsten lige så hurtigt som den falder. To måneder efter at regntiden er ovre, bliver der knapt med vand. Robin Clarke har i sin bog Water: The International Crisis for år tilbage beskrevet Cherrapunji som „jordens vådeste ørken“. *

Ikke langt fra Cherrapunji ligger det tæt befolkede Bangladesh, som er lavtliggende og derfor rammes særlig hårdt når vandet fra monsunregnen strømmer ned ad Indiens og Nepals nøgne bjergsider. Nogle år hænder det at to tredjedele af Bangladesh bliver oversvømmet. Men så snart vandmasserne begynder at aftage, løber Ganges langsommere, svinder ind til en bæk, og landet tørrer ind. Over 100 millioner mennesker konfronteres hvert år med denne frygtelige cyklus, hvor oversvømmelse og tørke afløser hinanden. Som om det ikke var slemt nok, er kildevandet blevet forurenet med arsen,  der måske allerede har forgiftet millioner af mennesker.

I Nukus i Usbekistan, ikke langt fra Aralsøen, er det salt og ikke arsen der er problemet. Saltet stiger op til overfladen fra den vandfyldte undergrund, og på bomuldsplanterne udfældes saltskorper, som hæmmer deres vækst. Dette problem, der kaldes tilsaltning, er ikke nyt. Mesopotamiens landbrug gik i forfald for fire tusind år siden af nøjagtig samme grund. Overdreven kunstvanding kombineret med utilstrækkelig dræning får jordens salte til at hobe sig op i det øverste lag. Hvis høsten skal være tilfredsstillende, må man bruge stadig mere ferskvand. Til sidst bliver jorden ubrugelig — i mange, mange år.

Hvad bliver der af vandet?

Desværre falder størstedelen af nedbøren som voldsomme regnskyl, der ikke kun forårsager oversvømmelser, men også resulterer i at vandet hurtigt strømmer fra landet og ud i havet. Desuden falder der nogle steder masser af regn, mens der andre steder næsten ikke falder noget. I Cherrapunji er der engang blevet registreret 2600 centimeter nedbør i en periode på 12 måneder, mens Atacama, en ørken i det nordlige Chile, har oplevet flere år uden nævneværdig nedbør.

Endvidere lever størstedelen af verdens befolkning i egne hvor der ikke er særlig meget vand. Der bor for eksempel relativt få mennesker i Afrikas og Sydamerikas tropiske områder, hvor der falder rigeligt med regn. Femten procent af landområdernes regnvand udtømmes i Atlanterhavet via den vældige flod Amazonas. Men da Amazonområdet er tyndt befolket, er der ikke behov for særlig meget vand til husholdningen. I Egypten, derimod, hvor nedbøren er minimal, bor der 60 millioner mennesker, og den overudnyttede Nilflod må dække praktisk talt hele vandbehovet.

For år tilbage skabte sådanne skævheder i vandforsyningen ingen alvorlige problemer. Ifølge en undersøgelse var der i 1950 intet område på jorden hvor vandforsyningen var et væsentligt problem. Men de tider er forbi da der var vand i overflod. I Nordafrikas og Centralasiens tørre egne er der 10 procent mindre vand til rådighed pr. indbygger i dag end i 1950.

Ud over at befolkningstallet er steget og nedbøren i mange tætbefolkede områder er sparsom, er der også andre årsager til at behovet for vand er blevet større. I vore  dages verden går fremskridt og velstand hånd i hånd med en stabil vandforsyning.

Det stigende behov for vand

De der lever i et industriland, har sikkert bemærket at man ofte placerer fabrikker ved store floder. Det har en naturlig forklaring. Industrien har brug for vand til praktisk talt alt hvad den fremstiller, fra computere til papirclips. Der indgår forbavsende store mængder vand i fødevareproduktionen. Kraftværker har også et umætteligt behov for vand og er derfor placeret ved floder og søer.

Landbrugets behov for vand er endnu større. Mange steder er nedbøren enten for knap eller for ustabil til at sikre en god høst. En overgang så det derfor ud til at kunstvanding var den ideelle løsning hvis man ville brødføde en sulten planet. I dag er man altså afhængig af kunstvandede afgrøder, med det resultat at landbruget lægger beslag på en betydelig del af klodens ferskvandsforsyning.

Desuden er husholdningernes vandforbrug steget. I 1990’erne fik byerne hele 900 millioner nye indbyggere, som har brug for ordentlige sanitære forhold og adgang til rent vand. Floder og brønde, de steder man traditionelt får vandet fra, kan ikke længere dække storbyernes behov. For eksempel får Mexico City nu tilført sit vand fra en egn der ligger over 100 kilometer borte. Herfra ledes det gennem en bjergkæde som hæver sig 1200 meter over byens niveau. Dieter Kraemer siger i sin rapport Water: The Life-Giving Source at byen „minder lidt om en blæksprutte; den rækker armene ud i et forsøg på at få vand“.

Derfor har der fra alle sider — industri, landbrug og byer — lydt krav om mere vand. Mange af kravene er også blevet tilgodeset — indtil videre ved at trække på klodens reserver af grundvand. Et af jordens vigtigste ferskvandsdepoter er de vandførende lag. Men de er ikke uudtømmelige. Sådanne depoter er som en bankkonto; man kan ikke blive ved med at hæve på den hvis man sjældent indsætter noget. Før eller siden kommer regnskabets dag.

Brug og misbrug af grundvandet

Grundvandet er den vandressource vi tapper af når vi graver en brønd. FN’s Børnefond anslår i sin rapport Groundwater: The Invisible and Endangered Resource at halvdelen af det vand der bruges i husholdningen og til kunstvanding, er grundvand. Eftersom grundvand normalt er mindre forurenet end overfladevand, er det også herfra vi får en stor  del af vores drikkevand, både i byerne og på landet. Hvis man nøjedes med at pumpe moderate mængder vand op, ville grundvandsbeholdningen være konstant, for den bliver regelmæssigt fornyet når regnvand langsomt siver ned til disse underjordiske reservoirer. Men i årtier har mennesket pumpet mere vand op end den naturlige cyklus kan erstatte.

Resultatet er at grundvandsspejlet synker, sådan at det bliver enten uøkonomisk eller upraktisk at bore ned til det. Når brønden løber tør, fører det økonomisk og menneskeligt til en katastrofe. I Indien er man allerede så småt ved at opleve sådanne tragedier. Eftersom den milliard mennesker der bor på de centrale sletter i Kina og Indien, er afhængig af de underjordiske vandreserver, er udsigterne foruroligende.

Udtømningen af grundvandsbeholdningen forværres af forureningen. Kunstgødning fra landbruget, menneske- og dyreekskrementer samt kemikalier fra industrien siver alt sammen ned i grundvandet. „Når først et vandførende lag er blevet forurenet, kan det blive langsommeligt og bekosteligt, for ikke at sige umuligt, at rette op på det,“ oplyser en rapport fra Den Meteorologiske Verdensorganisation. „De forurenende stoffers langsomme nedsivning i grundvandet er blevet kaldt ’en tikkende kemisk bombe’. Det er en trussel mod menneskeheden.“

Ironisk nok vil det måske vise sig at det vand der bliver pumpet op fra de vandførende lag under jorden, ødelægger den jord som det skulle have vandet. Mange af de kunstvandede arealer i verdens tørre og halvtørre lande er ramt af tilsaltning. I Indien og USA, to af verdens førende fødevareproducenter, har 25 procent af de kunstvandede arealer allerede lidt alvorlig skade.

„Den der spar’, har“

Problemerne er talrige, men situationen ville ikke være nær så dyster hvis jordens kostbare vand blev brugt med større omtanke. Ineffektive kunstvandingsmetoder betyder ofte at 60 procent af vandet går til spilde inden det når afgrøderne. Hvis man øgede effektiviteten — ved at udnytte den forhåndenværende teknologi — kunne man halvere industriens vandforbrug. Selv byerne kunne skære 30 procent ned på deres forbrug hvis utætte rør hurtigt blev repareret.

Hvis man vil reducere vandforbruget, kræver det ikke alene at man har viljen, men også evnen til at gøre noget. Er der grund til at tro at der vil være nok af det kostbare vand til fremtidige generationer? Det spørgsmål vil vi behandle i den sidste artikel.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 7]

Vand holder verden i gang

Praktisk talt alle grene af industrien forbruger store mængder vand.

■ Produktionen af et ton stål kan sluge 280 tons vand.

■ Fremstillingen af et kilo papir kan kræve hele 700 liter vand (medmindre fabrikken genbruger vandet).

■ Til fremstillingen af en bil bruger man 50 gange bilens vægt i vand.

Landbruget kan have et lige så stort forbrug, især hvis husdyr opdrættes i jordens halvtørre egne.

■ Produktionen af et halvt kilo bøfkød fra californisk slagtekvæg kræver over 9500 liter vand.

■ For at rense og nedfryse blot én kylling er det nødvendigt med mindst 26 liter vand.

[Grafisk fremstilling/illustrationer på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hvem bruger vandet?

Private husholdninger 10%

Industrien 25%

Landbruget 65%

[Illustrationer på side 9]

Millioner af liter vand går til spilde på grund af utætte hovedvandledninger og fordi folk bare lader vandhanen løbe

[Kildeangivelse]

AP Photo/Richard Drew