Frivillige i aktion

HVER fredag eftermiddag laver Sirley, en midaldrende lærer i Brasilien, sin dagligstue om til et klasseværelse. Ved totiden kommer en af eleverne, Amélia. Hun går ikke glip af en eneste time og er allerede bedre til at læse end mange gymnasieelever. Amélia er 82 år gammel.

Hun er blandt de mere end 60 ældre der har lært at læse og skrive i den gratis læseklasse som Sirley har oprettet i sin hjemby. For nylig var der en detaljeret artikel om Sirleys frivillige arbejde i den brasilianske avis Jornal do Sudoeste. Avisen skrev at hun har „ydet et kæmpebidrag til samfundslivet“, og at hendes måde at undervise de ældre på er så effektiv at de „efter blot 120 timer kan skrive breve, læse aviser og klare elementære regnestykker samt andre dagligdags opgaver“. Artiklen tilføjer at den lærebog Sirley bruger, er brochuren Learn to Read and Write (Lær at læse og skrive). *

Folk hjælpes ud af deres forlegenhed

En anden af Sirleys elever, den 68-årige Dona Luzia, fortæller at hun inden hun lærte at læse og skrive, skammede sig over at henvende sig til andre. Selv det at gå på indkøb var en udfordring for hende. „Nu skriver jeg breve til mine slægtninge i andre byer, og jeg holder selv styr på mine penge. Når jeg handler, får jeg ikke længere for lidt penge tilbage,“ siger hun med et smil. Maria, der også er 68 år, fortæller hvor flov hun var hver gang hun ’skrev under’ på sin pensionscheck ved at sætte et tommelfingeraftryk. „Jeg følte mig handicappet,“ siger hun.  Men takket være læseklasserne kan Maria nu sætte en rigtig underskrift.

Sirleys gratis læseklasser har fået meget ros af de elever der har overværet undervisningen, og undervisningen er blevet så populær at hendes dagligstue er ved at være overfyldt. Klassen vil snart blive flyttet til et større lokale.

Et prisbelønnet initiativ

Sirley er et af Jehovas Vidner. Du har sikkert hørt om det frivillige bibelundervisningsarbejde Jehovas Vidner deltager i. Og Sirleys succes er ikke noget enkeltstående  tilfælde — i hundreder af rigssale i hele Brasilien er der oprettet læseklasser, der allerede har bevirket at mere end 22.000 brasilianere kan læse og skrive.

I andre dele af verden har Jehovas Vidner haft succes med lignende initiativer. I det afrikanske land Burundi har Kontoret for Analfabetisme hos Voksne (en afdeling af undervisningsministeriet) været så glad for de resultater Jehovas Vidner har opnået ved hjælp af deres læseklasser, at de har tilkendt fire af underviserne en pris for „den flid de har lagt for dagen med at undervise andre i at læse“. Det der gjorde særligt indtryk på embedsmændene, var at 75 procent af de der lærte at læse og skrive, var voksne kvinder — en gruppe der normalt viger tilbage fra at deltage i den slags projekter.

I Mocambique er 4000 elever tilmeldt Jehovas Vidners læseklasser, og i de sidste fire år har mere end 5000 elever lært at læse og skrive. En tidligere elev skriver: „Jeg vil gerne give udtryk for min dybe værdsættelse. Takket være skolen kan jeg nu læse og skrive.“

Nødhjælp — „ikke blot af navn, men også af gavn“

En anden form for frivillig indsats som Jehovas Vidner gør, er nødhjælp.  For ikke så længe siden summede det af travlhed i en lagerbygning uden for Paris. Omkring 400 frivillige brugte deres weekend på at pakke kasser med mad, tøj og medicin. Sidst på weekenden var ni containere fulde af nødhjælpsforsyninger til en værdi af over 8 millioner kroner klar til udskibning. Kort tid efter ankom sendingen til krigshærgede lande i Centralafrika, hvor lokale frivillige blandt Jehovas Vidner hurtigt fordelte forsyningerne. Størstedelen af forsyningerne var også skænket af Jehovas Vidner.

En avis i Den Demokratiske Republik Congo omtaler rosende Jehovas Vidners arbejde som værende humanitært „ikke blot af navn, men også af gavn“. Medarbejdere ved FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) har også tilkendegivet deres støtte. En af højkommissariatets medarbejdere i Den Demokratiske Republik Congo var så glad for den orden som prægede det nødhjælpsarbejde Jehovas Vidner udførte, at hun stillede sin bil til rådighed for de frivillige. Lokalbefolkningen var også imponeret. De der så hvor hurtigt nødhjælpsforsyningerne nåede ud til alle der havde brug for hjælpen, spurgte undrende: „Hvordan er I organiseret til at nå ud til alle?“

Det nødhjælpsarbejde og de læseklasser Jehovas Vidner står bag, er blot to eksempler på den indsats de har ydet jorden over i årtier. Men Jehovas Vidner er også engageret i en anden form for frivilligt arbejde — et arbejde der virkelig gør en forskel på lang sigt. Det vil den næste artikel behandle.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 6, 7]

En ny slags frivillige

Når Julie farer kloden rundt på forretningsrejser, har hun lige tid til at presse lidt frivilligt arbejde ind her og der — nogle gange en hel dag, andre gange blot et par timer. Da hun for nylig var i Sydamerika, hjalp hun til på et børnehjem i nærheden af Chiles hovedstad, Santiago. Hun siger at sådanne rejser åbner „rige muligheder“ for at yde frivilligt arbejde.

Et stigende antal frivillige bruger, ligesom Julie, af deres tid — men i mindre portioner. „Det er en ny tendens,“ siger Sara Meléndez, som er formand for en forskningsgruppe der samler statistisk materiale om frivilligt arbejde. „Folk yder fortsat frivillig hjælp, men de gør det mere sporadisk.“ Som følge heraf kniber det for organisatorerne at finde frivillige, og det er en kamp for dem at få stablet et mandskab på benene til at udføre opgaverne.

„Frivilligt arbejde på fleksibel basis“

Nogle organisatorer føler at denne tendens til at afse mindre tid til frivilligt arbejde skyldes en holdningsændring hos de frivillige. „De typer der simpelt hen er der så længe man har brug for dem, er forsvundet,“ siger Susan Ellis, der er konsulent for frivillige grupper. „Folk er bange for at forpligte sig.“ Journalisten Eileen Daspin er helt enig. Hun har interviewet adskillige ledere af frivillige grupper angående personalemangelen og konkluderer at „det frivillige arbejde rammes af det man kan kalde et svært tilfælde af forpligtelsesfobi“.

Men lederen af New York Cares, Kathleen Behrens, som er nævnt tidligere i artikelserien, mener ikke at det er engagement, men tid, det skorter på hos de frivillige som kun hjælper af og til. Folk der prøver at få en 50 timers arbejdsuge, familie og eventuelt pasning af aldrende forældre til at gå op i en højere enhed, kan ikke sætte faste tidspunkter af til at yde frivilligt arbejde. Hun siger: „Den kendsgerning at disse travle mennesker ikke desto mindre bruger en del af deres hverdag på at gøre noget for samfundet, viser at deres engagement i virkeligheden er meget stort.“

For nogle der er så travlt optagede, er „frivilligt arbejde på fleksibel basis“ løsningen. Mange frivillige organisationer åbner nu mulighed for endagsprojekter. „Det giver folk lejlighed til at yde en meningsfyldt frivillig indsats samtidig med at de får den frihed og fleksibilitet de behøver for at kunne gøre det på nogenlunde regelmæssig basis.“

Et stadig stigende antal udfører også frivilligt arbejde derhjemme ved computeren, hvor de indsamler og indtaster data. „I kategorien af ’frivilligt arbejde på fleksibel basis’ er onlinearbejde måske det mest atypiske, men efter nogles mening også mest lovende tiltag,“ skriver avisen The Wall Street Journal.

[Ramme/illustrationer på side 8]

Redningsarbejdet i Kobe

Da den driftige japanske havneby Kobe i januar 1995 blev ramt af et jordskælv, resulterede det i omfattende ødelæggelser. Med over 5000 omkomne var det den mest dødbringende jordskælvskatastrofe i Japan siden 1923. Jehovas Vidner i Japan og i resten af verden gik straks i gang med at sørge for nødhjælp til ofrene. Da man havde oprettet en nødhjælpsfond, indkom der på tre dage bidrag på over otte millioner kroner. Det strømmede ind til Kobe med alle former for nødhjælp.

En kristen ældste der var med i nødhjælpsarbejdet, lagde hurtigt mærke til at der var flere forsyninger i den lokale rigssal end der var brug for. Hvad skulle man stille op med det der var i overskud? Han foreslog at man gav det til et sygehus i nærheden. Jehovas Vidner fyldte en stor varevogn og banede sig vej gennem murbrokkerne. Turen, der normalt varede nogle få minutter, tog flere timer. På sygehuset tilbød de overlægen deres nødhjælpsforsyninger, deriblandt tæpper, madrasser, bleer, frisk frugt og håndkøbsmedicin. Lægen var begejstret og sagde at sygehuset med glæde ville tage imod alt hvad Jehovas Vidner kunne tilbyde. Frugterne var særligt kærkomne, for der var ikke friske madvarer nok til alle patienter.

Selv om lægen havde travlt, stod han lige så stille og så på mens Jehovas Vidner læssede deres forsyninger af. Så bukkede han ydmygt og takkede dem. Da de kørte af sted, blev han stående for at vise dem hvor taknemmelig han var. Den ældste som var med i nødhjælpsarbejdet, har lagt mærke til at man på dette sygehus senere er blevet yderst velvillig over for patienter der er Jehovas Vidner.

[Ramme/illustrationer på side 9]

Frivilligt arbejde gør stor gavn

Da en gruppe frivillige fra Jehovas Vidner i Kabezi, et lille lokalsamfund i Burundi, ønskede at bygge en rigssal, kom den lokale embedsmand med en usædvanlig anmodning. Han spurgte om Vidnerne kunne reparere vejen der går forbi det sted hvor rigssalen skulle bygges. Det var de mere end villige til. Hele arbejdet blev gjort med håndkraft og var så veludført at lokale myndighedspersoner udtrykte deres værdsættelse af Vidnernes hårde arbejde og villige indstilling. Bagefter byggede de frivillige deres rigssal, vist ovenfor. Nu har de en smuk bygning hvor bibelundervisningen vil blive fremmet i de næste mange år. Ja, frivilligt arbejde under sine mange former kan have gavnlige virkninger som rækker langt ud i fremtiden.

[Illustrationer på side 6, 7]

Sirley finder glæde ved at lære andre at læse

[Kildeangivelse]

Nelson P. Duarte-Jornal do Sudoeste