Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Taiwan benåder „samvittighedsfanger“

„[Taiwans] præsident Chen Shui-bian har benådet 21 straffefanger . . ., deriblandt 19 ’samvittighedsfanger’ som blev fængslet fordi de nægtede at aftjene værnepligt,“ skriver avisen The China Post. „Benådningen, der er gældende fra den internationale menneskerettighedsdag [10. december 2000], vil rense 19 Jehovas Vidner der er blevet straffet fordi de af religiøse grunde har nægtet at aftjene den obligatoriske værnepligt.“ Fjorten af de 19 var allerede blevet prøveløsladt. Det er første gang i ti år at en sådan benådning er udstedt. Advokat Nigel Li, som har ført sagen for disse Jehovas Vidner, tilføjer: „Vidnerne og deres fredsfremmende mission har gjort et stort indtryk på mig. . . . Deres prioritering af fred viser at de er mennesker af høj karat. De fortjener en særlig respekt.“

„’Overbefolkning’ en myte?“

„Hvor overraskende det end lyder, kan hele jordens befolkning huses i den amerikanske stat Texas,“ oplyser bladet Vitality. Artiklen siger videre at jordens befolkningstal ifølge De Forenede Nationers seneste beregninger er på omkring seks milliarder, og at Texas har et landareal på godt 680.000 kvadratkilometer. Det ville betyde at hver person kunne få 113 kvadratmeter til sin rådighed. „En familie på 5 ville således have et boligareal på 565 kvadratmeter. Det ville selv i Texas være en stor villa,“ skriver bladet. „Resten af jorden ville være ubeboet og kunne blandt andet bruges til landbrug, industri, skoler og fritidsområder!“

En alsidig kaktus — diabetikeres redning?

Mange anser blot kochenillekaktussen (eller nopalkaktussen) for at være en helt almindelig ørkenplante. Men ifølge avisen The News fra Mexico City kan den måske have særlig interesse for diabetikere. Hvorfor? Nogle videnskabsfolk har opdaget at diabetikere kan spise fødevarer der indeholder mel lavet af kochenillekaktussen, uden at deres blodsukkerniveau stiger. Noget tyder på at kaktussen styrker leverens og bugspytkirtelens funktion og dermed mindsker kroppens behov for insulin.

Luftforurening over Det Indiske Ocean

Store områder af det nordlige Indiske Ocean er i overraskende grad ramt af luftforurening, skriver nyhedsbrevet MorgenWelt Nachrichten. Forskere fra seks forskellige lande har opdaget at vinterens monsunvinde fører sod, flyveaske, organiske partikler, mineralstøv, nitrater og sulfater fra det sydlige og sydøstlige Asien til Det Indiske Ocean. Fra januar til marts 1999 lå der et op til tre kilometer tykt lag dis over et område på næsten 10 millioner kvadratkilometer, et areal der er større end Canada. „Forskerne mener at de stigende mængder af forurenende stoffer i Asien medfører en udbredt forringelse af luftkvaliteten der har konsekvenser ikke bare regionalt, men også globalt,“ oplyser nyhedsbrevet.

Er det sundt at spise chokolade?

Nogle mener at det er sundt at spise chokolade, skriver den japanske avis Nihon Keizai Shimbun. Det skyldes at chokolade indeholder kakao-polyfenol, som virker hæmmende på udviklingen af åreforkalkning og kræft. Desuden mener man at chokolade kan regulere immunsystemet og hjælpe kroppen til at overvinde stress. Professor Hiroshige Itakura fra det kristne universitet i Ibaraki siger: „Chokolade af høj kvalitet som indeholder meget kakao og kun ganske lidt sukker og olie, virker bedst.“ Professoren understreger dog også at det er vigtigt at spise „grønne og gule grøntsager og proteiner der indeholder de forskellige slags polyfenoler“ som kroppen har brug for.

Middellevetid

Skønt fremtidsforskere har en forhåbning om at middellevetiden vil stige til 100 år, er det stadig vanskeligt at få den over 80. Ifølge den canadiske avis The Globe and Mail siger eksperter at „der ikke vil ske nogen drastisk stigning i middellevetiden medmindre biomedicinske forskere finder et middel der kan forhale aldringsprocessen, og som alle vil have råd til. Indtil da vil middellevetiden ikke ændre sig markant, uanset hvor meget vi forbedrer vores livsstil, hvor mange vitaminpiller vi sluger, eller hvor mange hormonindsprøjtninger vi får.“ Sidste år havde Canada ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) den 12. bedste middellevetid blandt 191 lande. Man har beregnet at canadiske mænd kan få 70 gode år inden sygdom sætter ind, og at canadiske kvinder kan få 74. Japan er det land der menes at have den sundeste befolkning. Her kan en borger forvente at leve næsten 75 sygdomsfri år, oplyser rapporten.

Gravplads for kæmpeøsters

I Acostambo, Peru, har man 3750 meter over havet fundet mere end 500 forstenede kæmpeøsters (Plagiostoma giganteum), hvoraf nogle har en omkreds på 3,5 meter og vejer 300 kilo, oplyser avisen El Comercio. Palæontolog Arturo Vildozola fandt østersbanken nogle få meter fra en landevej der går mellem byerne Pampas og Colcabamba. Tilsyneladende har ingen lagt mærke til østerserne før, selv om de har ligget spredt i området i årevis. Dette fund puster nyt liv i forestillingen om at Andesbjergene engang har været dækket af havet.

Lugten af ny bil

Kemikalier der afgives fra for eksempel maling og tæpper i bygninger, kan give helbredsproblemer som i Japan er blevet kaldt „syge bygninger-syndromet“. Høje koncentrationer af giftige kemikalier kan imidlertid også forekomme i nye biler, oplyser avisen The Daily Yomiuri. Da nogle forskere ved sundhedsinstituttet i Osaka testede en enkelt ny bil, opdagede de at koncentrationerne af skadelige stoffer var omkring 34 gange højere end det niveau som sundhedsministeriet godkender i forbindelse med huse. Selv efter et år var kemikaliemængden i bilen højere end det tilladte niveau for nye biler. Iwao Uchiyama fra sundhedsstyrelsen bemærker: „Når man opholder sig i en bil i længere tid, bør man tage sine forholdsregler. Man må sørge for at lufte ud, og det kan gøres lettere i en bil end i et hus.“

Teenagegraviditeter i USA

„USA er det land i den industrialiserede verden der har flest teenagegraviditeter,“ siger bladet U.S.News & World Report. Det anslås at der hvert år er en million teenagere i USA som bliver gravide, og at 25 procent af dem vil få deres andet barn inden der er gået to år. Tallene fra 1997 viser at staten Mississippi havde det højeste antal fødsler blandt teenagere (20 procent), og Massachusetts havde det laveste (7,2 procent). Alt i alt forekom der flest teenagegraviditeter i det såkaldte Bibelbælte, i den sydlige del af USA.

Vold mod ældre i familien

„Strid om ejendele er blevet en almindelig årsag til vold mod ældre i familien,“ oplyser avisen O Estado de S. Paulo. Man har undersøgt de klagemål der mellem 1991 og 1998 blev indbragt for politiet i den brasilianske by São Paulo, og konstateret at der i 47 procent af sagerne var indblandet slægtninge — børn, børnebørn, deres ægtefæller og andre. „Det ender ofte med fysisk og psykisk vold når pårørende forsøger at tvinge den ældre til at afstå sine besiddelser eller at dele bohavet mellem slægtningene inden han dør,“ siger den offentlige anklager João Estêvão da Silva. Til tider er det også økonomiske interesser der får slægtninge til at efterlade de ældre på offentlige hospitaler og plejehjem. „Fattigdom gør at de ældre bliver en byrde, og det giver spændinger i familien,“ forklarer João Estêvão da Silva.