Variation — en forudsætning for liv

I 1840’ERNE nåede befolkningstallet i Irland op på mere end otte millioner, hvilket gjorde landet til det tættest befolkede i Europa. Irerne levede hovedsagelig af kartofler, og det var især én bestemt slags de dyrkede.

I 1845 satte landmændene deres kartofler som de plejede, men kartoflerne blev ramt af en skimmelsygdom der gjorde det af med så godt som hele høsten. Paul Raeburn skriver i sin bog The Last Harvest — The Genetic Gamble That Threatens to Destroy American Agriculture: „Størstedelen af befolkningen klarede sig gennem dette vanskelige år. Katastrofen indtraf året efter. Landmændene havde intet andet valg end at lægge de samme kartofler igen, for de havde ingen andre sorter. Skimmelen slog til igen — denne gang med overvældende kraft — og forårsagede ubeskrivelige lidelser.“ Historikere anslår at op mod en million mennesker døde af sult, og at cirka 1,5 millioner emigrerede til andre lande, hovedsagelig USA. De der blev i Irland, kom til at leve i dyb fattigdom.

I Andesbjergene i Sydamerika dyrkede landmændene mange forskellige kartoffelsorter. Da kun få af sorterne fik skimmel, undgik området en katastrofe. Ved at dyrke mange arter  og flere forskellige sorter kan man altså gardere sig. Dyrker man kun en enkelt afgrøde, modarbejder man denne grundlæggende overlevelsesmekanisme. Planter bliver sårbare over for sygdomme, hvilket kan skade høstudbyttet i store områder. Derfor er mange landmænd afhængige af store mængder pesticider, såsom herbicider og svampedræbende midler, selv om sådanne kemikalier ofte skader miljøet.

Hvorfor er mange landmænd gået fra at dyrke deres mange traditionelle sorter til kun at dyrke en enkelt? Som regel skyldes det økonomiske hensyn. Det er lettere at høste, man får en forbedret og mere modstandsdygtig afgrøde og produktionen øges. Denne udvikling gik for alvor i gang i 1960’erne i forbindelse med det der blev kaldt den grønne revolution.

Den grønne revolution

Gennem offentlige og private kampagner blev landmænd i hungerramte lande overtalt til at holde op med at dyrke mange forskellige afgrøder og i stedet at tilså deres marker med få, højtydende typer af især ris og hvede. Disse „mirakelfrø“ blev hyldet som løsningen på hungersnøden i verden. Men frøene var ikke billige — de kunne koste tre gange normalprisen. For at få en god høst var man også nødt til at bruge kemikalier, herunder kunstgødning, og dyre maskiner, som for eksempel traktorer. Gennem offentlige støtteordninger vandt den grønne revolution alligevel stor udbredelse. „Den har ganske vist reddet millioner fra at sulte,“ siger Raeburn, „men truer nu verdens fødevaresikkerhed.“

På kort sigt har den grønne revolution måske rummet visse fordele, men på langt sigt har den medført nogle risici. Det blev snart almindeligt i alle verdensdele at dyrke få afgrøder i stedet for mange forskellige. Men den intensive brug af kunstgødning øgede væksten af ukrudt, og pesticiderne kom ikke blot skadedyr, men også de gavnlige insekter til livs. I rismarkerne dræbte giftige kemikalier fisk, rejer, krabber, frøer samt spiselige urter og vilde planter, hvoraf det meste var et værdifuldt supplement til kosten. Nogle landmænd blev endog selv forgiftet af kemikalierne.

Biokemikeren Mae-Wan Ho, som underviser på det naturvidenskabelige fakultet ved et åbent universitet i England, skriver: „Det er nu fastslået at monokulturer, som man indførte i forbindelse med den grønne revolution, har haft en negativ virkning på biodiversiteten og fødevaresikkerheden i hele verden.“ Ifølge FN’s organisation for ernæring og landbrug (FAO) er 75 procent af den genetiske diversitet der var inden for dyrkede planter for 100 år siden, nu forsvundet, hovedsagelig på grund af industrielle landbrugsmetoder.

Et blad som udgives af Worldwatch Institute, siger advarende at „de økologiske risici ved genetisk ensartethed er enorme“. Hvordan begrænser man disse risici? Det kræver landbrugsforskeres ekspertise, kraftigt virkende kemikalier og finansieringsordninger til landmændene. Men der er ingen garantier. Genetisk ensartethed var en væsentlig årsag til at store dele af majsafgrøden i USA blev ramt af en ødelæggende plantesygdom, og at 200.000  hektarer ris i Indonesien gik tabt. I de seneste år er der sket endnu en revolution inden for landbruget, hvor man rører ved selve livets opbygning på et mere fundamentalt plan, nemlig ved genet.

Den genetiske revolution

Genforskningen har medvirket til at der er opstået en lukrativ ny industri der kaldes bioteknologi. Som navnet antyder, forener den biologi og moderne teknologi ved hjælp af forskellige teknikker, eksempelvis gensplejsning. Nogle af de nye bioteknologiske virksomheder har specialiseret sig i landbrug og arbejder intenst på at få patent på frø som giver et stort udbytte, er modstandsdygtige over for sygdom, tørke og frost, og som begrænser behovet for skadelige kemikalier. Hvis man kunne nå disse mål, ville det være til stor gavn. Men nogle har udtrykt bekymring over gensplejsede afgrøder.

„I naturen opstår genetisk diversitet inden for visse grænser,“ siger bogen Genetic Engineering, Food, and Our Environment. „Man kan krydse to forskellige roser, men man kan ikke krydse en rose med en kartoffel. . . . Gensplejsningsteknikken, derimod, gør det muligt at tage gener fra én art og indsætte dem i en anden for at overføre en ønsket egenskab. Man kan fra en arktisk fisk (eksempelvis flynderen) tage et gen der fører til produktionen af et stof som forhindrer frysning, og indsætte det i en kartoffel eller et jordbær så de kan tåle frost. Det er nu muligt at modificere planter med gener fra bakterier, virus, insekter, dyr og mennesker.“ * Ved hjælp af bioteknologi er det faktisk muligt at bryde den genetiske artsbarriere.

Ligesom den grønne revolution bidrager det som nogle kalder den genetiske revolution, til genetisk ensartethed. Nogle mener endog at problemet forværres eftersom arvelighedsforskere kan gøre brug af blandt andet kloning og vævskulturteknikker og på den måde producere planter der er genetisk nøjagtige kopier af hinanden. Der er derfor stadig bekymring over at biodiversiteten bliver udhulet. Genmodificerede planter giver også anledning til andre overvejelser, som for eksempel hvilken virkning de kan have på os og på miljøet. Videnskabsskribenten Jeremy Rifkin siger: „Vi styrter hovedkulds ind i en ny tid med bioteknologi i landbruget og har store forhåbninger, få restriktioner og stort set ingen anelse om hvad det vil ende med.“ *

Men muligheden for at ændre livsformer på det genetiske plan er en potentiel guldgrube, og derfor er kapløbet om at patentere nye frø og andre gensplejsede organismer i fuld gang. I mellemtiden fortsætter plantelivet med at uddø med uformindsket fart. Som nævnt tidligere har offentlige og private organisationer oprettet frøbanker for at afvende en katastrofe. Kan disse banker sikre at fremtidige generationer vil have et bredt udvalg af frø som de kan tilså deres marker med?

Frøbanker — en forsikring mod arternes uddøen?

The Royal Botanic Gardens i Kew i England har kastet sig ud i hvad den kalder „et af de største internationale projekter til bevaring af plantearter nogen sinde“ — The Millennium Seed Bank Project. Det primære formål med projektet er (1) at samle og opbevare 10 procent — over 24.000 arter — af verdens frøbærende planter inden år 2010 og (2) at man længe inden da samler og opbevarer frø fra de oprindeligt hjemmehørende frøbærende planter i hele England. Også i andre lande har man  oprettet frøbanker, eller genbanker, som de også kaldes.

Biologen John Tuxill siger at mindst 90 procent af de millioner af frø som opbevares i frøbanker, kommer fra nytteplanter — hvede, ris, majs, durra, kartofler, løg, hvidløg, sukkerrør, bomuld, sojabønner og andre bønner, blot for at nævne nogle. Men frø er levende organismer hvis spireevne efterhånden kan gå tabt. Virker disse frøbanker så efter hensigten?

Problemer i banken

Det er dyrt at drive frøbanker. Ifølge John Tuxill koster det på verdensplan cirka 300 millioner dollars årligt. Men selv dette tal slår måske ikke til, siger han, da „kun 13 procent af frøene er i velfungerende depoter hvor de kan lagres i længere tid“. Frø som er mangelfuldt opbevaret, har en kort levetid og skal derfor sås forholdsvis hurtigt så man kan høste den næste generation af frø. Hvis ikke, bliver det der skulle sikre frøenes bevarelse, i stedet deres endeligt. Alt dette kræver selvfølgelig en hel del arbejdskraft, hvilket kun er med til at komplicere sagen for frøbanker som i forvejen kører med en stram økonomi.

Ifølge bogen Seeds of Change — The Living Treasure er en frøbank i Colorado i USA „blevet ramt af utallige problemer, som for eksempel strømsvigt, defekt køleudstyr samt underbemanding, der har resulteret i at store dynger af frø ikke er blevet katalogiseret“. Frøbanker berøres desuden af politiske omvæltninger, økonomiske lavkonjunkturer og naturkatastrofer.

Der er også andre problemer forbundet med langtidsopbevaring af plantefrø. Planter der vokser i deres naturlige omgivelser, har en begrænset, men livsvigtig evne til at tilpasse sig, og det gør dem modstandsdygtige. Men i en frøbanks beskyttede miljø kan denne modstandskraft efter nogle få generationer blive svækket. Med den rigtige opbevaring kan plantefrø dog overleve adskillige hundrede år før de behøver at blive sået. Trods disse problemer og risici viser selve tilstedeværelsen af sådanne frøbanker at flere og flere er bekymrede for hvordan det vil gå med vores fødevareforsyning i fremtiden.

Den bedste måde hvorpå man kan hindre arterne i at uddø, er naturligvis ved at beskytte planternes naturlige levesteder og dyrke flere forskellige afgrøder i stedet for nogle få. Men for at det kan lade sig gøre, må vi ifølge John Tuxill „genoprette balancen mellem menneskenes behov og hensynet til naturen“. Hvor realistisk er det at tro at menneskene kan komme i balance med naturen alt imens de med en næsten religiøs fanatisme stræber efter industriel og økonomisk fremgang? Som vi har set, er selv landbruget blevet en del af den højteknologiske, profitorienterede forretningsverden. Der må være en anden løsning.

[Fodnoter]

 [Ramme/illustration på side 7]

Landmanden — En ’truet art’?

„Siden 1950 er antallet af folk ansat i landbruget styrtdykket i samtlige industrilande. I nogle områder er der tale om en mere end 80 procents nedgang,“ siger tidsskriftet World Watch. I USA er der for eksempel flere fængselsindsatte end der er landmænd. Hvad skyldes denne flugt fra landet?

De væsentligste årsager er faldende indkomster, gældsproblemer, fattigdom og øget mekanisering. I 1910 fik de amerikanske landmænd omkring 40 cent af hver dollar forbrugerne brugte til mad, men i 1997 var landmændenes andel svundet ind til cirka 7 cent. Ifølge World Watch får en hvededyrker „kun 6 cent af hver dollar folk giver for et brød“. Det vil sige at forbrugerne betaler lige så meget for emballagen som de betaler landmanden for hveden. Landmænd i udviklingslandene er værre stillede. En landmand i Australien eller Europa kan måske låne penge i banken så han kan klare sig hvis han et år får en dårlig høst. Men en vestafrikansk landmand får måske ikke flere chancer hvis hans høst slår fejl. Det er ikke engang sikkert at han overlever.

[Illustrationer på side 7]

„Monokulturer, som man indførte i forbindelse med den grønne revolution, har haft en negativ virkning på biodiversiteten og fødevaresikkerheden i hele verden.“ — Mae-Wan Ho, biokemiker

[Kildeangivelser]

Baggrund: U.S. Department of Agriculture

Centro Internacional de Mejoramiento de Maíz y Trigo (CIMMYT)

[Illustrationer på side 8]

The Millennium Seed Bank i England opbevarer værdifulde plantefrø

[Kildeangivelse]

© Trustees of Royal Botanic Gardens, Kew