Tvivl om dæmningers værdi
Tvivl om dæmningers værdi
LØSNINGEN PÅ BEHOVET FOR både vand og elektricitet. Sådan betragtede man engang dæmninger, men mange lande er ikke længere så positivt stemt. Bladet World Watch skriver: „Engang mente man at fordelene opvejede omkostningerne, men det er man ikke så sikker på længere. Efter at mere end 45.000 dæmninger (over 15 meter høje) er blevet opført i store dele af verden, viser et stigende antal undersøgelser at omkostningerne sandsynligvis er større end mange havde forestillet sig.“ Hvilke omkostninger tænker man på?
En af de største omkostninger er ødelæggelsen af 60 procent af verdens vandveje. World Watch skriver: „Flodernes økosystem er under hårdt pres. De bliver drænet, afledt, forurenet og afspærret i en sådan fart at det har skadet ferskvands-økosystemer i hele verden. Med opstemningen af mere end halvdelen af jordens floder med mindst en dæmning, . . . er dæmninger kommet til at spille en væsentlig rolle for flodernes økologiske ustabilitet. For eksempel er hver femte art af ferskvandsfisk truet, eller helt uddød.“ Denne udvikling har også påvirket saltvandsfisk. Laksen er for eksempel i nogle tilfælde blevet hindret i at komme længere op ad floden for at gyde.
Nu sætter man også spørgsmålstegn ved den almindelige opfattelse at vandkraft ikke forurener. Hvorfor? Fordi det slam der ender i vandreservoirer, afgiver store mængder drivhusgasser. Men der er også sociale omkostninger ved vandkraft. Opførelsen af dæmninger har betydet at mellem 40 og 80 millioner mennesker, et tal som overstiger mange landes indbyggertal, er blevet fordrevet — ofte fra verdens mest frugtbare landområder.
Den ændrede holdning til dæmningers værdi bliver mere og mere udbredt. USA, der har det kolossale antal af 75.000 dæmninger i alle størrelser placeret i mange af landets floder, fører nu an i arbejdet med at nedrive og fjerne dæmninger. Og Verdensbanken har reduceret sin finansiering af dæmningsprojekter.
Dæmninger kan rigtig nok bruges til nogle gavnlige formål. Men den ukritiske opførelse af de talrige dæmninger har i lighed med mange af menneskenes øvrige bestræbelser vist at vi ikke besidder den nødvendige visdom og forudseenhed. Det er en bekræftelse af Jeremias’ ord om at „det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt“. — Jeremias 10:23.
[Kildeangivelse på side 31]
FOTO: MOURA