Den eksotiske guanabana
Den eksotiske guanabana
AF VÅGN OP!-SKRIBENT I MEXICO
FORESTIL dig en vidunderlig smag af en blanding af jordbær, kanel, mango og ananas. Sådan har nogle beskrevet frugten guanabana (udtales gua·naʹba·na). Hvis ikke du bor i troperne, har du nok aldrig smagt den. Frugten, der også kaldes pigget annona, vokser på træet Annona muricata. Guanabanaen er en oval frugt og har en grøn skal med små pigge. Det saftige frugtkød indeholder mørkebrune, blanke frøkerner.
Det stedsegrønne træ tåler ikke frost. Blomsterne bliver bestøvet af små insekter, såsom myrer og visse biller. Da blomsten ikke har nektar og heller ikke er særlig farvestrålende, tiltrækker den kun få insekter og bliver derfor sjældent bestøvet. Desuden er blomsterne af natur dikogame, det vil sige at blomsternes støvdragere og støvveje ikke modnes samtidig. I kommercielt øjemed er det nødvendigt med håndbestøvning. Ellers frembringer træet kun 12 til 20 frugter om året. Frugterne modnes umiddelbart efter at de er plukket og rådner ret hurtigt.
Guanabanaen kan veje op til fem kilo. Den er rig på niacin, riboflavin og C-vitamin og indeholder cirka 12 procent sukker. De fleste mennesker synes at frugten er lidt for syrlig hvis den ikke bliver sødet. Frugtkødet moses gennem en si. Det bliver for det meste brugt til forfriskende juice og sorbet. Der har også været tradition for at bruge bladene til te som et middel mod dysenteri, forkølelse og fordøjelsesbesvær. I Mexico er teen blevet brugt som et krampestillende og et sammensnerpende middel. Planterødderne bruges som ormemiddel mod indvoldsorme, og frøenes kerne bruges til fremstilling af et insektdræbende middel.
Hvis man kan få guanabanafrugt hvor du bor, skulle du prøve at smage den. Den er en sand fryd for ganen.
[Ramme/illustrationer på side 15]
Guanabanasorbet
5 dl guanabanamos
1 spsk citronsaft
200 gram sukker
2 1/2 dl vand
2 1/2 dl kaffefløde
1. Mos frugtkødet ved at presse det gennem et dørslag eller en si. 2. Bland sukker og vand, og lad det koge i fem minutter. Lad det køle til det er lunkent. 3. Tilsæt mosen, fløden og citronsaften. 4. Hæld blandingen i en flad skål, dæk den til, og stil den i fryseren til den næsten er frossen. Pisk blandingen kraftigt. Stil den tilbage i fryseren, og lad den fryse videre indtil den har en fast konsistens.
[Kildeangivelser]
Side 14 øverst: Geo Coppens, CIRAD-FLHOR/IPGRI; side 15 øverst til højre: IPGRI-Americas