Er det i orden at se musikvideoer?
Unge spørger:
Er det i orden at se musikvideoer?
„Jeg elsker simpelt hen musikvideoer. Nogle af dem minder om korte film. De fortæller en historie, og jeg er vild med koreografien.“ — Casey.
„De hjælper én til at få øje på ny musik. Når man ser musikvideoer, hører man andet end top-20-musik, og så får man også noget at snakke om.“ — Josh.
„Det er detaljerne i en musikvideo der betyder noget for mig — hvem der synger, hvad hun har på, og hvordan hun optræder. Det hjælper alt sammen til at forstå sangteksten.“ — Kimberly.
„Jeg kan godt lide at se hvad mine yndlingsgrupper nu har fundet på. Jeg elsker special effects. Og nogle videoer er sjove. Men man er nødt til at passe på.“ — Sam.
MÅSKE kan du også godt lide at se musikvideoer. Da de for første gang dukkede op på tv-skærmen, var det enkle og billige produktioner. Men efterhånden som det viste sig at musikvideoer var mere end et forbigående modelune, og at de øgede pladesalget helt enormt, blev de hurtigt mere og mere avancerede, både kunstnerisk og teknisk set. I dag er de et vigtigt element i musikverdenen, og de har vist sig at være utrolig populære blandt de unge. I nogle lande er der fjernsynsstationer der udelukkende viser musikvideoer.
Men hvorfor siger nogle unge som Sam, der er nævnt i indledningen, at man er nødt til at passe på? Kunne det tænkes at nogle musikvideoer påvirker dig i negativ retning — at de måske giver dig forkerte tanker og nedbryder dine moralværdier eller endda ødelægger dit forhold til Gud? Det virker måske lidt ekstremt at spørge på den måde. Men forestil dig at du tager ud for at svømme, og at du på stranden eller ved søen ser et skilt der siger at det er farligt at svømme dér. Ville det være klogt at ignorere en sådan advarsel? Nej, vel? Synes du så det ville være klogt at ignorere de advarende ord som nogle er kommet med om musikvideoer?
Farezoner
Man kommer ikke uden om at det man ser og hører, kan påvirke en! Bibelen fortæller at Saul, Israels første konge, brugte musik på en god måde, at han udnyttede dens beroligende virkning. (1 Samuel 16:14-23) Kan musik også have en negativ virkning? I bogen Rock and Roll — Its History and Stylistic Development står der: „Man kan ikke sige at musik har en stærk indflydelse på folk i nogle tilfælde og slet ikke påvirker dem i andre tilfælde. Hvis vi erkender at rockmusikken har haft positive virkninger (hvad den har), må vi også være villige til at indrømme at den har haft negative virkninger (hvad den også har). Den der skråsikkert siger at han eller hun kan lytte til musikken uden at blive påvirket af den, er enten håbløst naiv eller groft fejlinformeret.“
Bibelen understreger gang på gang at det vi ser, påvirker vore tanker og følelser. (Ordsprogene 27:20; 1 Johannes 2:16) Når videoproducenterne altså tilfører musikken stærke visuelle elementer, øger de på drastisk vis den virkning musikken har på dem der lytter til den. Hvad er de mest brugte visuelle virkemidler?
Ifølge én undersøgelse indeholder omkring 57 procent af rockvideoerne voldshandlinger, og cirka 76 procent skildrer seksuelle handlinger. En anden undersøgelse, der er blevet foretaget for nylig, viser at 75 procent af de videoer der fortæller en historie, også indeholder et erotisk billedsprog, og at over halvdelen indeholder vold, der som regel går ud over kvinder. Men kan det ligefrem være skadeligt at se den slags musikvideoer? Et tidsskrift peger på at „eksperimentelle undersøgelser har vist at unge der ser musikvideoer, faktisk kan påvirkes så de får en anden holdning til tidlig eller risikobetonet seksuel aktivitet“. Og efterhånden som musikere prøver at overgå både fortidige og nutidige kolleger med hensyn til chokerende optræden, bliver musikvideoerne stadig mere malende og udpenslende.
En ekspert på uddannelsesområdet har sagt: „Mange hævder at det de hører — og ser via musikvideoer — ikke adskiller sig fra den musikalske påvirkning som tidligere generationer har været udsat for . . . Men tilsyneladende bruger flertallet af vore dages kunstnere respektløst blasfemi og sjofel optræden som et middel til at øge pladesalget.“ Og tidsskriftet Chicago skriver om dem der ser en bestemt musikvideokanal: „Det de præsenteres for, er et uafbrudt bombardement af blød porno.“
Tidsskriftet Chicago beskriver også en musikvideo hvor „en mand der sidder ved bardisken i en restaurant, læner sit hoved lidt for langt tilbage. En kæmpestor blodrød flænge kommer til syne i hans hals, og hans hoved falder af.“ En anden musikvideo viser efter sigende en mand der udfører en bloddryppende striptease, hvor han også tager sit kød og sine muskler af. Der blev også skildret andre ting — der er for chokerende til at blive genfortalt.
Nogle vil nok afvise disse kendsgerninger og hævde at de musikvideoer vi har omtalt, er ekstreme, og at de fleste faktisk ikke er så slemme. Nogle hævder måske endda at de ikke synes at musikvideoer er særlig chokerende eller frastødende. Men kunne det ikke være et tegn på at de er blevet ufølsomme af at have set sådanne videoer gentagne gange? Casey, den unge mand der er nævnt i indledningen, siger: „Hvis man ikke sætter grænser for hvad man vil se, bliver dét man i første omgang syntes var smagløst, til sidst noget helt dagligdags. Ubevidst ser man frem til noget der er en tand værre, og accepterer passivt det man før i tiden blev rystet over.“
Det kan resultere i at ens evne til at træffe fornuftige afgørelser i moralske spørgsmål kan blive alvorligt svækket. Netop fordi sindet så let kan blive påvirket i en negativ retning, tilskynder Bibelen os til at ’værne om praktisk visdom og evnen til at tænke’. (Ordsprogene 3:21; 5:2) Hvis du bliver ufølsom, kan det også skade dit venskab med Jehova Gud. Og er dette venskab ikke det mest værdifulde du har? Derfor må du værne om det; ja, du må tage nogle forholdsregler for at undgå upassende underholdning af enhver art. Hvordan kan du det?
Hvordan du sikrer dig
Først og fremmest må du acceptere at det simpelt hen er forkert at se på noget der idealiserer hvad Bibelen klart og tydeligt fordømmer. (Salme 11:5; Galaterne 5:19-21; Åbenbaringen 21:8) Når en musikvideo forherliger ting der ikke „sømmer sig for hellige“, må du være besluttet på ikke at se den. (Efeserne 5:3, 4) Det er selvfølgelig ikke altid nemt at skifte kanal — eller at slukke for fjernsynet — når der vises en spændende musikvideo. Derfor bliver du måske nødt til at bede som salmisten: „Lad mine øjne vige fra at se på det der er uden værdi.“ — Salme 119:37.
Det kan være at du helt naturligt føler dig frastødt af den slags videoer vi lige har beskrevet. Men nogle musikvideoer er mere underfundige. Det kan være at sex-scenerne er flygtige. Sangteksterne og billederne er måske arrangeret så snedigt at de fremmer en ubibelsk holdning uden at det fremgår direkte. Hvis du alligevel har det lidt dårligt med at have set en bestemt video, har den højst sandsynligt været vulgær eller upassende for en kristen. Men hvordan kan du afgøre hvad du roligt kan se, og hvad du bør undgå, hvis det ikke står helt klart for dig hvor grænsen går?
Om du overhovedet ser musikvideoer, er selvfølgelig op til dig selv og dine forældre, som har ansvaret og bestemmer hvad du må se. (Efeserne 6:1, 2) Men hvis dine forældre giver dig lov, er det ikke nok at du bare lader dig lede af din egen fornemmelse af hvor grænsen går. I Hebræerbrevet 5:14 bliver vi opfordret til at ’få vores opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret’. Vores opfattelsesevne opøves ved at vi studerer Bibelens principper. De danner efterhånden et mønster som kan hjælpe os til at afgøre hvad der er godt, og hvad der er dårligt, set med Jehovas øjne. Når du funderer over sådanne bibelske principper, vil du kunne se hvad der er farligt for dit åndelige helbred, selv når der ikke er nogen specifik bibelsk regel til at lede dig.
Men hvad er det for bibelske principper der kan være en rettesnor i forbindelse med musikvideoer? Det vil vi se nærmere på i en senere artikel.
[Tekstcitat på side 20]
„Den der skråsikkert siger at han eller hun kan lytte til musikken uden at blive påvirket af den, er enten håbløst naiv eller groft fejlinformeret.“
[Illustrationer på side 21]
Kan man virkelig se på noget vulgært uden at blive påvirket af det?